JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - ligestillingogbiologi

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.10.12.

Kønnenes ligestilling og biologien

Kampen for kvindernes frigørelse har nu i de demokratiske og industrialiserede lande stået på siden midten af 1800-tallet og var fra starten først og fremmest et oprør mod den traditionelle kvindeopfattelse at kvinden fra naturens side var manden underlegen og derfor måtte være underordnet ham. Ved giftermål blev kvinder juridisk umyndige på linje med børn. De kunne ikke råde over egen formue eller indtægt og havde heller ikke forældremyndigheden over børnene. Det var en decideret ydmygelse af kvinden, som blev sanktioneret af såvel jødedom som kristendom. Og den blev for alvor bragt ind i litteraturen og scenekunsten med Henrik Ibsens 'Et dukkehjem', som blev uropført i København i 1879, og hvis førsteakt er nærmest pinlig at overvære i dag.

Politisk, socialt og kulturelt skal kvindebevægelsens kamp for frigørelse eller emancipation ses på linje med borgernes, bøndernes og arbejdernes kamp for frigørelse fra klasseundertrykkelsen. Det fælles var kampen for selvstændighed og ligeværd. Kvinderne var lige som bønderne, borgerne og arbejderne i udstrakt grad blevet stolte og bevidste væsener der krævede respekt og lige rettigheder, herunder lige ret til uddannelse og politisk indflydelse. Det blev som alle véd en særligt hård kamp for kvinderne, fordi de - selv om de udgjorde halvdelen af befolkningen - måtte slås mod årtusindlang tradition. De måtte ty til ekstreme metoder for overhovedet at blive hørt. I England førte det til oprør fra aristokratiske 'blåstrømper' med litterære ambitioner og senere (fra 1906) til militante aktioner fra 'suffragetterne' med politisk sigte på stemmeretten.

Efter 2. verdenskrig og ungdomsoprøret opstod den venstreorienterede 'Rødstrømpebevægelse' med kvindehuse, kvindeteater, kvindebands, kvindefilm m.v. Det private blev erklæret politisk. Og et meget karakteristisk slogan var "Ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp". Feminismen blev efterhånden for snæver, også for kvinderne selv. Døtrene til frontkæmperne fra 1970-erne gjorde oprør mod deres egne mødre (som sønnerne mod fædrene på den anden led). Klassekampen har helt ændret karakter, og blev som bekendt erklæret død af statsminister Anders Fogh Rasmussen allerede i 2001 - jf. artiklen Klassekampen i Danmark er passé. Men kampen for mænds og kvinders frihed og selvstændighed fortsætter. Den bliver aldrig en given sag, der kan nedfældes i paragraffer over rettigheder og afgøres i retten.

Kvindernes kamp for frigørelse er derfor heller ikke et afsluttet kapitel, men giver sig hele tiden nye udtryk. Hver gang der har været afholdt valg og udnævnt en regering tæller man efter hvordan kønsfordelingen er. Kvindernes position bliver stadigt bedre; partierne lægger vægt på at opstille så mange kvinder som muligt - statsministrene vil gerne vise god vilje ved at udnævne lige så mange kvinder som mænd til ministre. Dog må det betegnes som et helt usædvanligt særsyn at vi nu her i landet har en regeringskoalition med tre partier der ledes af kvinder og baserer sit flertal på et støtteparti der også ledes af en kvinde. Som det vil fremgå af artiklen Er demokrati muligt uden lederskab? kan man af en vis årsag stille spørgsmålstegn ved det heldige i dette forhold.

Men der eksisterer i hvert fald to fronter for kvindesagen der giver anledning til særlig heftig debat, og det er spørgsmålet om kønsfordelingen i det private erhvervslivs aktieselskabsbestyrelser og spørgsmålet om kønnenes ligestilling i familien og seksuallivet.

Det er en kendsgerning er der ikke er nær så mange kvinde i aktieselskabernes bestyrelser som der er mænd, og det på trods af at der findes særdeles mange veluddannede kvinder med stor indsigt i økonomi og stor erfaring i virksomhedsledelse. Forkæmperne for flere kvinder i bestyrelserne er tilbøjelige til at mene at den skæve kønsfordeling skyldes den traditionelle mandsdominans. Mænd har været dominerende i direktioner og bestyrelser i århundreder, de har deres egne solide netværk (ofte af logelignende karakter) og vælger hinanden. Og de har ikke - trods pæne ord om ligestilling - tænkt sig at indrømme kvinderne mere plads. Kønskvotering (som bl.a. er prøvet i Norge) vil de ikke høre tale om, for de hævder med stor styrke og megen ret at kvalifikationer er det eneste der bør tælle, ja, de mest ærlige af dem hævder endog at kvalifikationerne slet ikke er ligeligt fordelt mellem kønnene. Og minsandten om ikke erfarne kvindelige forskere der er nået højt til tops giver dem ret i den forstand at de faglige kvalifikationer ikke generelt fejler noget, det gør imidlertid ambitionsniveauet. Der er færre kvinder end mænd der vil ofre alt - inklusive familien - på karrieren.

Det er rent faktisk også svært at finde kvinder der kan måle sig med mænd når det gælder et så ekstremt højt ambitionsniveau som man eksempelvis fandt hos den for et halvt år siden afdøde Mærsk Mc-Kinney Møller og som gav sig udtryk i en nærmest ufattelig ærgerrighed og stræben efter magt og status højt op i årene. Man kunne spørge om denne mand overhovedet var et menneske, når han gennem sit lange liv udfoldede en så ensidig livsstil, og derfor kan man naturligvis også spørge om det er den slags erhvervsledere vi har mest brug for i fremtiden. Men man kommer ikke uden om at måtte konstatere, at den slags mennesker eller umennesker er mænd - ikke blot når de som hr. Møller vælger den samfundsmæssigt konstruktive vej, men også hvor de går destruktionens magtvej som Hitler, Stalin og Saddam Hussein, Muammar Gadaffi eller Bashar Al-Assad. Det er endvidere en kendsgerning at der i videnskab og kunst er flere mænd end kvinder der når det allerhøjeste niveau, men modsat også at der er flere mænd end kvinder der begår alvorlige forbrydelser.

Det udslaggivende i alle disse tilfælde af ekstrem udfoldelse er ikke intelligens, uddannelse, social kompetence, opdragelse, miljø eller religion og ideologi, men derimod den ekstreme trang til transcendens eller grænseoverskridelse, og den har i allerhøjeste grad med kønshormoner at gøre. I hele biologien ser man at hankønsvæsener bogstaveligt udfolder den største aggressivitet, hvilket for menneskets vedkommende ikke blot vil sige størst rå magtudfoldelse, men generelt dybest trang til at forfølge bestemte mål, hvad enten disse nu ligger inden for virksomhedsledelse, militær magt, økonomisk magt og politisk magt - eller kunstnerisk skaben, videnskabelig forskning, farefulde opdagelsesrejser (eller Felix-udspring), sportskonkurrencer, medieudfoldelse - eller negativt i rå, voldelig undertrykkelse, røverier, mord og voldtægt. Om udfoldelsen bliver konstruktiv i samfundsmæssig henseende og derfor anerkendelsesværdig for flertallet af borgere eller om den bliver destruktiv og forkastelig afhænger naturligvis af etikkken, opdragelsen, miljøet. Men aggressivitetsdriften som biologisk fænomen er forudsætningen for al grænseoverskridelse - og derfor skal man ikke lade sig forlede til den kortslutning af aggressiviteten i den ekstreme udgave principielt er af det onde. Den er tværtimod forudsætningen for menneskekulturens opståen og udvikling. Det onde kommer først ind i biologien med bevidstheden. Det er den der giver muligheden for at skelne mellem og vælge mellem det onde og det gode. - Jf. essayet om Det aggressive menneske.

Hvad angår kønnenes ligestilling i familien og seksuallivet gør den af kønshormonerne afledte kønsforskel sig også markant gældende - og derfor opstår der uundgåeligt en livlig og til tider heftig debat om både familielivet og seksuallivet i det moderne samfund. Ligestilling i familielivet betyder at mænd og kvinder principielt har lige rettigheder og lige pligter. Manden i den almindelige familie (uden tjenerskab) kan ikke undslå sig for de familiære opgaver vedr. børnepasning, indkøb, vask, rengøring og vedligeholdelse. Undtagelsen er pasningen af spædbørnene, hvor det af biologiske grunde fortsat er naturligt at kvinderne tager sig mere af børnene end mændene gør. Men der findes skam moderne mænd der har svært ved at affinde sig med dette forhold!

Omvendt kan kvinden ikke nægtes lige rettigheder med manden hvad angår rådighed over sin indtægt og formue eller forældremyndigheden over børnene. I de fleste tilfælde er parrene nogenlunde jævnbyrdige i kraft af samme niveau af uddannelse, erhverv og aflønning. Kun blandt de rigeste kan der endnu være tendens til at mandens karriere går forud for kvindens. Den biologiske kønsforskel bevirker endda, at kvinder kan acceptere den vigtige rolle som 'kvinden bag sin mand' i dennes karriereforløb, hvorimod mænd ikke kan. Og det er faktisk en af grundene til at færre kvinder når topposterne.

Det største problem ser dog ud til at ligge i seksuallivet. Det er i hvert fald det der for tiden dukker tiest op i den offentlige debat. Og besynderligt nok sker det også under en meget uheldig sammenblanding af begrebet demokrati og forestillingerne om ligeværd og livsstil. "Kvindefrigørelsen er den største demokratiske revolution, som har fundet og stadig finder sted", påpegede forfatteren Rune Lykkeberg således i en kronik i Politiken 7.10. Frigørelsen siger nemlig, at ingen kvinde skal finde sig i at blive underordnet mænd, bare fordi de er mænd. Men så kommer han med den vildledende tilføjelse, som han henter hos filminstruktøren Helle Joof, at målet ikke er at blive fri for dominans i alle sammenhænge. Nej den nye feminisme giver os ifølge Joof retten til at blive seksuelt domineret. "I dag må nogen godt tage os lidt hårdt i håret - det har ellers været no go". Og det er der i og for sig god mening i, men Rune Lykkeberg, der fortsat har sin evige 'kamp med sandhederne', kører straks af sporet ved sin videre forklaring: Du skal ikke forhandle om det seksuelle; dér skal du handle.... Man kan tale enhver lyst ihjel. Men hvis man handler, hvor man skulle have forhandlet, er det et seksuelt overgreb! - Ja, Lykkeberg gør faktisk gældende at hele problemstillingen netop viser sig som to karakteristiske sider af seksualiteten i en demokratisk kultur: på den ene side sensitiviteten over for seksuelle overgreb og på den anden side det store salg af medikamenter til de mange der har mistet lysten! Frit udlagt: lysten er en uundværlig del af seksualiteten, men den har beklageligvis tendens til at ende i overgreb!

Til alt held lyder der dog midt i kronikken et mere rimeligt tilløb til en præcisering: "Magtforholdet skal være demokratisk, men erotikken skal ikke anskues som et rent magtforhold". - Jeg ville personligt have formuleret essensen betydeligt anderledes og med mere tilfredsstillende detaljering, nemlig at en magtstrukturering er helt uundgåelig i et samfund, men den skal i et demokrati selvfølgelig være ordentlig og legaliseret samt kontrolleret. Det er på ingen måde udemokratisk at nogen har mere magt end andre i erhvervs- eller samfundslivet. Det er tværtimod nødvendigt. Derimod gælder i familie- og seksuallivet, at partnerne skal være enige om eventuel praktisk magtfordeling, og specielt at erotikken i det gode seksualforhold i sidste ende altid unddrager sig magtproblematikken fordi det er lystmotivet og hengivelsen der bliver hovedsagen - og begge er i vid udstrækning styret af instinkterne: målet er selvforglemmelsen gennem ophidselsen, ekstasen og orgasmen, og forudsætningen herfor er selve udløsningen af de hormonale energier som er forskellige for de to køn.

I al sand erotik indgår leg og spontanitet - og derfor bliver erotikken ikke tilfredsstillende før magtaspektet som sådant suspenderes. Men man skal ikke bilde sig ind at samlejet mellem mand og kvinde kan gennemføres medmindre to kroppe favner hinanden. Det ejendommelige for mennesket er netop at det seksuelle møde mellem mand og kvinde sker som et favntag hvor bryst er mod bryst, øjne og læber mod øjne og læber - og kønsdele mod kønsdele. Mødet bliver bogstaveligt talt ikke blot en omfavnelse eller et 'kram', men et decideret favntag. Og det ligger i den biologiske forskel at manden tager sin kvinde.

Sker det med vold og magt, bliver det ubetinget en voldtægt. Men det er en illusion at tro at det frie favntag kan ske uden fysisk kraft fra mandens side. Og når dette overhovedet kan gå hen at blive et problem, skyldes det naturligvis dels at grænsen mellem ikke voldelig kraft og voldelig magt til alle tider har været og stadig er hårfin og kun mulig at bedømme subjektivt, dels at den moderne, emanciperede kvinde har svært ved overhovedet at acceptere den, fordi den automatisk opfattes som dominans.

Går man til en gammel kunstnerisk skildring af sagen, kan nævnes Corregios berømte billede fra 1532 af 'Io og Jupiter', der med Julius Langes udtryk forestiller "kvinden i selve favntagets overvældende angstblandede henrykkelse". Corregio vidste hvad ekstase er. Det gør moderne sexologer også, men de kan berette at kvinder i vore dage netop har svært ved at give sig hen til en mang på denne helt selvforglemmende måde - og det er ensbetydende med at de har svært ved at få fuldt udbytte af et frit samleje med en mand der viser sin biologiske kraft i forholdet. Og det må være præcis derfor at en moderne kvinde som Helle Joof indser at det er nødvendigt at komme fri af snævre feministiske forestillinger om 'millimeterdemokrati i sengen'.

Mennesket kan ikke i noget forhold se bort fra biologien, men dette betyder ikke at mennesket er prisgivet instinkterne. Det er tværtimod ikke bare en forenkling, men en forskruet og aldeles vildledende påstand som Hjerne-Madsen alias hjerneforskeren Peter Lund Madsen fremsætter i et interview at fornuften sidder foran i hjernen, mens lysterne sidder nede i krybdyrhjernen. Mennesket er modsat dyrene et åndsvæsen, og det betyder at bevidsthedens opdukken i biologien gjorde lige præcis den forskel at der hos mennesket kom en ejendommelig refleksivitet ind i tilværelsen som igen bevirker at mennesket hverken er prisgivet det rationelle eller det irrationelle, men tværtimod eksistentielt lever i et åndeligt felt hvor begge dele kan gøre sig gældende som dynamiske og komplementære modsætninger. Aggressivitetsdriften er i denne sammenhæng aldeles ikke en primitiv krybdyrhjerne, men som Konrad Lorenz for længst har påvist en fundamental forudsætning for åndens udfoldelse - ikke alene i videnskab, men også i leg og spil, kunst, teater og musik - samt fest, kult og erotik.

Kønnene er heller ikke totalt prisgivet de kønsforskelle der beror på kønshormonerne, for disse forskelle influeres overalt af de åndelige faktorer, men de er dog ikke til at komme udenom, og det er derfor naivt af kvinder at tro at de kan ignorere dem.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Er der stadig brug for en Kvindernes Kampdag?  (8.3.12.)
Hvem siger kraften er mandlig?  (27.2.12.)
Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Er der en mening med kønsforskellen?  (25.10.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)
Heksejagt på kvindelige toppolitikere?  (17.8.10.)
Kæmper kvinderne med eller imod biologien?  (8.3.10.)
Ligestilling i rockmusikken og iøvrigt - en illusion eller hvad?  (11.8.09.)
Familie og skilsmisse  (28.7.08.)
Køn, identitet, partnervalg og humor

Klassekampen i Danmark er passé
Er demokrati muligt uden lederskab?
Mærsk Mc-Kinney Møller
Kulturelitens ulidelige foragt for folket (Rune Lykkeberg)
Konrad Lorenz' kulturopgør

Det aggressive menneske om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger
Det musiske menneske om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring
Det sanselige eller generøse menneske om generøsitet, seksualitet og Tor Nørretranders
Det fromme menneske om uskyld, hellighed og jomfruelighed

Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)