JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - uviljenmodirrat

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.5.13. (Ugebrev)

Den irrationelle Uvilje mod det irrationelle

Forudsætningen for et nogenlunde normalt, sundt og konsistent liv er en livsvarig føling med det åndeliges umiddelbare realitet, det vil sige med det kollektivt ubevidste, fordi det er denne aktive og energiladede føling der giver og opretholder al nødvendig erfaring af meningsfuldhed i tilværelsen. Dette er uhyre mange mennesker slet ikke klar over, ja, det forholder sig endda sådan at langt de fleste mennesker i vore ellers oplyste tider har den allerstørste uvilje mod overhovedet at beskæftige sig med det kollektivt ubevidste, fordi de tror det dækker over overtroiske forestillinger om noget overnaturligt. Men i virkeligheden er det kollektivt ubevidste det mest naturlige af alt for alle mennesker, fordi det er noget alle børn uden undtagelse har direkte og umiddelbar føling med lige fra fødslen. Følingen er imidlertid ubevidst (det ligger i selve umiddelbarheden), og da den almindelige tilpasning til realiteternes hårde ydre verden gennem den dagligdags erfaring, opdragelse, skole og uddannelse systematisk fremmer den bevidste tilgang til og opfattelse af verden, så forsømmes eller tilsidesættes den direkte føling med det kollektivt ubevidste, skønt det er fatalt på længere sigt for både individet og samfundet.

Den fulde realitetssans og fulde erkendelse af begge - komplementære - sider af tilværelsen har ellers tidligere været en selvfølge, men den blev truet af den stadigt mere rationelle opfattelse af verden som renæssancen og naturvidenskaben introducerede og som den efterfølgende teknologiske og økonomiske udvikling fremmede med største succes og som navnlig protestantiske moralfilosoffer og teologer gav en overbevisende begrundelse i selve rationalismen. Det kom der i slutningen af 1700-tallet en meget kraftig reaktion imod gennem romantikken, der faldt nogenlunde sammen med den franske revolutions opgør med autoriteterne og overklassen.

Romantikken med historikeren J. G. Herder som primus motor i Tyskland var vendt mod rationalismens ensidige og elitære intellektualisme og resulterede i en helt fantastisk og nyskabende generobring af historisk fornemmelse og føling med netop de åndelige energier man siden kaldte det kollektivt ubevidste. Dette er den dybeste del af det åndelige og kan allerbedst sammenlignes med det fænomen som fysikeren H.C. Ørsted stødte på i sine elektromagnetiske eksperimenter omkring 1820: et magnetfelt der dannes af elektrisk ladede partikler i bevægelse og kan have langtrækkende effekt. Analogt kan åndslivet betragtes som et langtrækkende psykisk felt der dannes af personlige sjælekræfter i bevægelse i forhold til hinanden. Der er intet mystisk eller overnaturligt i sagen, man må blot forstå at ånd ikke er summen af psykisk energi i enkeltsjæle, men et kollektivt og altid aktivt samspil af sådanne energier der afstedkommer helt specielle funktioner i menneske- og samfundslivet, fordi det er yderst komplekst og dynamisk.

Ørsted var naivt helhedstænkende (holist) og talte om "ånden i naturen"; han lagde dermed noget sjæleligt og enhedsgivende ind i naturen, og dette er naturligvis ikke gangbart ud fra en moderne betragtning hvor man ikke ser ånd og natur som substanser, men ser naturvidenskab og åndsvidenskab/eksistensfilosofi som komplementære indfaldsvinkler til erkendelsen af tilværelsen. Det afgørende er at åndsliv ikke kan forstås uden accept af det nævnte kollektive samspil - og derfor kommer snæver individual-psykologi altid til kort.

Romantikkens epoke sluttede i en vis forstand med komponisten Richard Wagners store værker 1869-82. Og derfor er det både naturligt og berettiget at fejre hans 200-års jubilæum 22. maj som en kulturhistorisk begivenhed af langt større rækkevidde end fx den intellektualistiske Søren Kierkegaards. Wagner var ungdomsrevolutionær antikapitalist og antisemit samt erotiker, men han fandt aldrig ud af modsætningen mellem magt og kærlighed. Til gengæld havde han en eminent føling med det kollektivt ubevidste og den mytiske eksistensrefleksion - og hans musikhistorisk banebrydende Gesamtkunstwerk om gudernes undergang i forsøget på at holde fast i guldets (magtens) fortryllelse er en sand prøvesten for ethvert menneskes evne til at få fat på mytisk-religiøs tænkning og skabelse. Derfor artiklen om Wagner i sidste uge. Og det er samtidigt et fuldgyldigt udtryk for selve menneskets evne til indefra at skabe sine egne dynamiske og originale universer i realistisk føling med både andre menneskers universer og den fysiske, økonomiske og politiske virkelighed i tiden. Kunstnere som Blake, Chagall eller komponister som Mahler og Carl Nielsen gjorde det samme. Og det er dette der gør kunst og musik til nødvendige alternativer til al snæver praktisk nyttefilosofi.

Skulle man i dag udarbejde en moderne skabelsesberetning der tager højde for såvel naturvidenskabens som eksistensfilosofiens solide og banebrydende opdagelser og erkendelser, så kunne en af hovedsætningerne være, at "I begyndelsen er smilet og latteren".

Barnets første smil er det sikre tegn på at den sjælelige kontakt er etableret. Meget hurtigt kommer den latter til som Arthur Koestler rammende har betegnet som den eneste skabende aktivitet der udløser en fysiologisk refleks. Dario Fo så med rette smilet som den faktor der gør barnet til en individualitet - og dét står unægtelig i dyb kontrast til alvorsmanden Niels Bohrs besynderlige udtalelse om at et barn strengt taget ikke kan regnes for et menneske før det får bevidsthed og sprog. - Jf. artiklen Humor og virkelighed.

Sammen med en lang række andre forhold som den spontane sang, dans, forundring, nysgerrighed og legelyst er humoren den uimodsigelige dokumentation for at mennesket fra fødslen er et dybt irrationelt væsen og først efterhånden via de såkaldte sekundære psykiske grundprocesser bliver i stand til at bruge rationelle metoder til den nødvendige tilpasning til de hårde ydre realiteter. Men fortsat er det de irrationelle processer der sikrer al fri kommunikation og kreativitet og al mening, intensitet og kvalitet i tilværelsen. Og det skyldes at primærprocesserne i modsætning til sekundærprocesserne er kendetegnet af intensive, men ustabile følelser og forestillinger. Latterudbruddene og alle ekstatiske lystfølelser i erotikken, dansen, musikken og kulten varer ikke ved i det uendelige, men afløses af nøgternhed.

Det problematiske er at de rationelle metoder også bruges til systematisk kontrol og undertrykkelse af de irrationelle processer. Rationaliteten vil have orden og stabilitet i alle forhold. Og med de rationelle metoder kan man i sin tænkning og i sin yderverden systematisk øge denne orden på en måde der giver synlige, brugbare og målelige resultater. Det forleder desværre til den umenneskelige idé at det gælder om at begrænse det irrationelle mest muligt. Renæssancen, naturvidenskaben og den efterfølgende rationalisme blev en kæmpesucces, fordi den markant øgede ordenen på alle praktiske og teknologiske og økonomiske områder. Samfundsudviklingen tog pludseligt fart og førte til sejr for den materialistiske grundholdning som både de herskende forskere, opfindere, økonomer, investorer og de ledende politikere og kulturfolk dyrkede som den højeste guddom. Kun det målelige og vejelige etablerer virkeligheden. Dog kunne enkelte socialt og humanistisk indstillede mennesker se bagsiden heraf.

Grundholdningen førte til massernes ensretning, forarmelse og fremmedgørelse, og dette medførte naturligt nok en stigende modstand mod den strenge borgerlige nyttemoral og pligtfølelse som både den kantske og den calvinske etik fremholdt som det ideelle. Den katolske og den protestantiske kirke indtog en uheldig dobbeltrolle. På den ene side gik den de herskende klassers ærinde, fordi kirken selv var en herskende magtinstans der ikke skyede noget middel for at bevare sin magt (og det blev heldigvis gennemskuet). På den anden side forsvarede den de såkaldte åndelige sandheder og interesser, men på en fatal måde der i længden undergravede sund religiøs fornemmelse. Kirken fastholdt nemlig middelalderens pilgrimslængsel der gjorde mennesket til en fremmed på jorden der kun havde et hinsidigt paradis at se hen til via hårdnakket tro på dogmatiserede åbenbaringer fra en fjern fortid. Kirken accepterede dermed selve den grunddualisme i eksistensen der fastholder at det materielle og det åndelige ikke har noget med hinanden at gøre.

I 1800-tallet blev klassekampen central for samfundsudviklingen i og med at de besiddelsesløse arbejdere blev flere og flere, og bedre og bedre organiserede, og da Karl Marx gjorde de materielle forhold - produktionsforholdene - til grundlag for historien og basis for menneskets ideer, filosofi, religion, moral og retsforhold, blev klassekampens mål reduceret til at erobre den politiske magt gennem revolution og ad den vej skabe det klasseløse samfund hvor det teknologiske og økonomiske fremskridt kommer alle til gode. Marx kaldte sin historiske materialisme for videnskab, og det kom til at præge den revolutionære del af arbejderbevægelsen, der satsede skånselsløst på proletariatets diktatur. Men hvor dette etableredes blev det et partidiktatur der i videnskabens navn skabte orden i systemet med en planøkonomi der effektivt udryddede al frihed, sund kreativitet og privat foretagsomhed.

Hvor arbejderbevægelsen - som i de nordiske lande - valgte den demokratiske reformisme, blev der skabt orden og fremgang på mere holdbar vis, men rå, masse-irrationelle verdenskrige mellem først nationalistiske og siden ideologiske systemer kom i vejen. Først efter 2. verdenskrig fik man gang i en lang vækstperiode med "Wohlstand für Alle", som det tyske Wirtschaftwunders liberale hovedkraft Ludwig Erhard kaldte det i 1957.

De politiske ledere glemte ikke helt kulturen, men den kom i anden række ud fra devisen om at økonomien var basis for alt andet. Det gjaldt om at gøre 'samfundskagen' større og større, så der blev mere og mere til fordeling. Ja, efter socialdemokratisk opfattelse var det skam nok en samfundsopgave at sikre den 'åndelige velfærd', men "Når det materielle ikke mere bliver det ene fornødne, er der gode muligheder for at det kulturelle og etiske får en større plads i tilværelsen", som økonomiminister Ivar Nørgaard formulerede det i 1962. "Erst das Fressen, dann die Moral", som Macheath proklamerede samme morale i Bert Brechts 'Dreigroschenoper'.

I realiteten stadfæster man fra både borgerligt og socialdemokratisk hold den marxistiske materialisme og den gamle filosofiske dualisme. Man adskiller ikke blot moral og kultur fra økonomien, teknologien og naturvidenskaben, men betragter adskillelsen som en selvfølgelighed - og ser slet ikke at adskillelsen fører direkte til selve den eksistentielle fremmedgørelse.

Man undrede sig ikke for alvor over at de nationalistiske og ideologiske systemer kunne drive folk ud i irrationelt vanvid ved at adskille magtkamp og erobring af geografiske og psykiske territorier fra normale fornemmelser for sund, ikke-styret moral, kunst og religion. Efter 2. verdenskrig indså man heller ikke at nazismen ikke bare havde en forrykt korporal og megalomane historie-iscenesætter som iværksætter og fører, men baserede hele sin autoritære disciplin på Kants pligtlære og Luthers lære om øvrigheden som indsat af Gud, således som den tyske generalstatsadvokat Fritz Bauer påviste under retsopgøret efter krigen.

I dag vil man ikke indse at hele ideen om EU som en union med fælles valuta og fælles præsident m.m. udspringer af ønsket om økonomisk og bureaukratisk orden og disciplin som siger sparto til sovjetisk planøkonomi i og med at den er meget mere raffineret, fordi den får deltagerne til selv at acceptere reglerne. Selv når fire års uafbrudt krise råber efter risikopræget kapitalindskud der kan sætte gang i ny vækst, så holder de store lande og navnlig Tyskland igen, fordi man frygter nye letsindigheder hos de lande der aldrig skulle have været med i euro-bindingen.

Frygten skyldes naturligvis at krisen kom af at alt for mange var alt for letsindige da alt tilsyneladende gik godt, og at bankerne tankeløst kørte med på spekulationens rutschebane. Skruppelløse kapitalistiske investorer byggede kæmpestore, punkterbare bobler op i økonomien ved at gå efter de hurtige gevinster på gamblervis, hvor det er den irrationelle spænding der styrer handlingerne og hvor fejltagelserne aldrig får spillerne til at trække vejret og tænke sig om en ekstra gang, men tværtimod får dem til at speede yderligere op. Irrationalismen kan altså gå for vidt og blive katastrofal. Men ingen kan trods alt forestille sig frie demokratiske lande uden markedsøkonomi. Den må aldrig hæves over ansvarlighedens normer, men den vil altid have et irrationelt element i sig, som aldrig vil kunne styres fuldstændigt af rationalitetens og ordenens vogtere. Men når der i kølvandet på forsøgene på genopretning skabes kæmpemæssig ungdomsarbejdsløshed i flere lande, så kommer man ikke uden om at slække på ordenen og vove en vis irrationalitet.

Den menneskelige humor er en væsentlig del af det åndelige liv, men ånden forsvinder i disse årtier fra selve den naturvidenskabelige forskning, teori og praksis. De herskende forskere dyrker fortsat positivismen, der sætter det iagttagelige og nyttige som det virkelige, fysikalismen, der reducerer alt til fysisk-kemiske processer, og evolutionismen der hylder troen på at udviklingen i kraft af givne lovmæssigheder automatisk fører udviklingen fra det lavere til det højere gennem en række logiske faser. Georg Brandes fablede stolt om at sidde på fremskridtets frembrusende tog.

I lægevidenskaben laver man hjertetransplantationer der forudsætter at man tager et levende hjerte ud af et døende menneske i strid med al ældgammel og sund intuitiv fornemmelse for at et menneske ikke dør, før hjertet holder op med at slå. Lægevidenskabens professionelle hjernemekanikere laver en bekvem teori om et menneske er dødt når hjernens funktioner er ophørt, skønt naturvidenskaben ikke aner noget som helst om hvad en sjæl er eller på nogen måde er i stand til at måle sjælelige processer. Disse kan alene registreres intuitivt af levende mennesker der fra sig selv ved hvad sjæleliv er. Hvad hjernetransplantørerne foretager sig er ikke meget bedre end nazistiske lægers menneskeforsøg i koncentrationslejrene, og det de udsætter de døendes pårørende for er hjerteløs kynisme.

Som en aktuel diskussion om tro og civilisation i dagbladet Politiken viser, så er det ganske mærkværdigt at man mere end hundrede år efter dybdepsykologiens og den moderne religionshistories fremkomst og udvikling gladeligt kan føre ordkrigen om tro videre ud ad Comtes, Feuerbachs, Marx' og Nietzsches samt Georg Brandes' blindspor der kræver rationel begrundelse for det irrationelle. Man bliver ved at stille en absolut modsætning op mellem naturvidenskab og religion uden at tage højde for den indsigt man har i dag, at naturvidenskaben ene og alene beskæftiger sig med den halvdel af virkeligheden vi kalder det målelige og simpelthen ikke kan sige noget som helst gyldigt eller relevant om hele den anden halvdel: erotikken, kunsten, musikken, dramaet, litteraturen, underholdningen, gudsforholdet, kulten - og humoren.

Der er naturligvis ikke tale om at man slet ikke kan måle en vis del af disse fænomener (eksempelvis varigheden af et musikstykke eller vægten af en bronceskulptur), men at den slags målinger ikke siger noget som helst essentielt om meningen med selve de inspirerende og udfordrende udtryk for det udefinerlige og umålelige sjæleliv. Man ser fuldstændigt bort fra at disse fænomener beror på de kreative primærprocesser med deres frie associationer og intensive højdepunkter som hverken kan forklares eller bevises, men må tages som psykiske efterretninger man må forholde sig til.

Vi er efterhånden blevet så besatte af trangen til at forklare alting ved afdækning af årsagsforhold og anden dekonstruktion at vi fokuserer på formelle eller fysiske analyser af åndens tilkendegivelser og derfor hverken får fat på det essentielle i dem eller bekræftelse på selve den sande skabelses altid nutidige og uforklarlige karakter.

Man overser - eller har aldrig hørt om - det faktum at når vi alle er så glade for overhovedet at kunne skelne mellem håndgribelig fakticitet og uhåndgribelige indre forestillinger, så hænger det sammen med at den såkaldte genstandsbevidsthed er forudsætningen for at der kan komme gang i de for al tilpasning nødvendige sekundærprocesser, og denne genstandsbevidsthed forudsætter igen håndgribelige genstande i den ydre verden. Uden sådanne genstande vil intet spædbarn nogen sinde få gang i sekundærprocesserne eller slippe ud af sin medfødte psykiske symbiose med omgivelserne. Man kan bare ikke heraf slutte, at materien er basis for det åndelige eller at sekundærprocesserne er vigtigere end primærprocesserne. Begge er uundværlige livet igennem, omend gyldige til hver sine formål. Men skal man erfare noget om mening og værdier i tilværelsen, så må man forholde sig til åndens umiddelbare tilkendegivelser.

Det er simpelthen dyb mangel på realitetssans at benægte det åndelige eller sjæleliges eksistens og tilkendegivelser og dets afgørende betydning for ethvert menneskes eksistentielle mening og livskvalitet.

Modstanden mod accepten af det kollektivt ubevidste er massiv den dag i dag. Og det har den venstreorienterede kulturradikalisme sit store medansvar for, i og med at den kørte videre med Comte, Feuerbach, Marx, Nietzsche og Brandes uden at ænse de fundamentalt afgørende nyerkendelser i fysik, biologi, psykologi og filosofi der dukkede op i de første årtier af 1900-tallet.

Kulturradikalismen i 1920'erne og 30'erne var progressiv ved at være antiklerikal og antiautoritær og støtte seksualfrigørelse og kvindefrigørelse, men den nåede aldrig ud over dualismen og determinismen. Den standsede ved årsagsloven, den historiske materialisme, individualpsykologien og hele den naive udviklingslære og fremskridtstro. Den kunne se farerne i nazismen og fascismen, og advarede imod dem, ja, indledte kampen imod dem, men den var katastrofalt blind for de værste udskejelser i sovjetkommunismen. Den så ikke at udskejelserne og farerne i alle ideologierne var udslag af samme primitive irrationalisme koblet sammen med primitiv evolutionisme og fremskridtstro.

Da den alligevel nu er blevet trukket frem igen i ateismens aktuelle, men blinde kamp mod religionen i den snævre betydning af dogmatisk, magtrelateret religion, må det siges højt og tydeligt, at den ingen fremtid har hvis den bliver ved de gamle travere om determinisme, materialisme og tro kontra videnskab.

For det første kan intet samfund og ingen kultur afskaffe det irrationelle som folk på bestemte tider og epoker griber fat i og hylder som absolutte sandheder - uden at man giver råderum for andet irrationelt med samme tendens mod det absolutte. For det andet kan intet menneske og intet samfund overhovedet undvære det irrationelle som selve det psykiske grundlag der rummer værdier, kvalitet, mening og orden. Man kommer med andre ord ingen vegne ved at frygte det irrationelle en bloc fordi det unægteligt rummer nogle farer og fejltagelse der kan være fatale for et folk eller et samfund.

Der er følgelig ingen anden udvej end at lære det irrationelle at kende så man kan skelne dets progressive og konstruktive sider fra dets reaktionær og destruktive sider. Det er faktisk en mulig og fremkommelig opgave der både er gavnlig og spændende. Og tager man den ikke op, slipper man ikke for det irrationelle, man får derimod udelukkende dets farlige og dæmoniske sider.

Uviljen mod det irrationelle er bestemt ikke uforståelig i betragtning af hvor meget negativt det irrationelle har bevirket gennem historien og stadig bevirker mange steder på kloden. Men den er tåbelig hvis den bygger på uvidenhed om det irrationelles nødvendighed i henseende til at give den menneskelige eksistens mening og retning. Ja, uviljen mod det irrationelle bliver jo selv irrationel, hvis den vedbliver at være en ubegrundet og unuanceret frygt. Sund fornuft bryder denne irrationelle uvilje. Et alternativ til den snævre og utidssvarende kulturradikalisme er den komplementære helhedsrealisme, der netop er radikal i henseende til at gå dybt ned i den psykiske og erkendelsesmæssige problemtatik.

Ejvind Riisgård

PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt: