JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Følelse og Videnskab

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02

FØLELSE OG VIDENSKAB

Allerede i bogen om De psykiske grundprocesser (1. udg. 1968) rejste psykiateren Erling Jacobsen (1919-88) spørgsmålet, om der var mulighed for, at man i fremtiden kunne opnå en udvikling på det sjælelige område der svarede til naturvidenskabernes, således at slutresultatet kunne blive en større beherskelse af betingelserne for følelsesmæssig tilfredsstillelse.

I Godt og ondt (1982) finder vi hans svar, og han er ikke et eneste øjeblik i tvivl om, at der er store praktiske vanskeligheder med at udvikle en videnskab om følelser, "fordi det må indrømmes, at der er meget få muligheder for videnskabelig kontrol med følelser". Men det er ikke principielt umuligt, og de vanskeligheder der skal overvindes har man overvundet tidligere, når det gjaldt den naturvidenskabelige og teknologiske udvikling.

Vanskeligheden med videnskabelig kontrol med følelser ligger i, at følelser er noget subjektivt og i en vis forstand tilmed noget singulært. Det er den enkeltforekommende følelse som det enkelte individ på et givent tidspunkt selv føler, som har interessen, og denne følelse kan ikke uden videre reproduceres, og den kan ikke sammenlignes med tilsvarende følelse i en udvalgt kontrolperson eller -gruppe af kontrolpersoner - modsat fx en betinget refleks, der skyldes ydre påvirkning, og som kan gentages og reproduceres vilkårligt på et hvilket som helst ønsket tidspunkt.

Jacobsen mener, at den almindeligt akcepterede opfattelse af, 1) at menneskelivet kan opdeles i kendsgerninger og følelser, og 2) at det kun er kendsgerningerne der kan gøres til genstand for videnskab, har haft en både rystende og skæbnesvanger indflydelse på hele vores kultur, fordi vi dermed har overladt det eksistentielt væsentlige i livet til tilfældighedernes spil.

Følelserne er efter Jacobsens mening ikke andenrangs fænomener i vores tilværelse, men simpelthen dem vi lever på. Tog vi følelserne ud af tilværelsen, blev der bogstaveligt intet tilbage, for vi kunne i så fald ikke engang opfatte den såkaldt døde materie.

Når der er forvirring på følelsernes område, ligger det i manglen på sproglig præcision. Sprogligt dækker følelserne alt lige fra stille og stabile følelsestoner over for ting og mennesker til de voldsomste ukontrollable affekter, fobier og angsttilfælde. Det er de første der er betingelsen for, at vi overhovedet kan opfatte tingene, lære at genkende dem og lære et sprog, der knytter ordene til tingene og til forholdet mellem dem. Uden de stabile følelsestoner ingen genstandsbevidsthed og uden denne ingen bevidsthedsudvikling overhovedet, og uden en sådan ingen kultur, ingen videnskab og ingen spiritualitet.

Hvad videnskaben frabeder sig er naturligvis ikke de nødvendige, stabile følelsestoner, men affekterne, som gør det umuligt for folk at bevare hovedet koldt, og som får dem til at mistyde tingene og relationerne til andre mennesker. En videnskab der vil være sit navn bekendt må naturligvis være forpligtet på at tilstræbe den størst muligt objektivitet, og det vil i praksis - hvor vi aldrig kan leve op til absolutte idealer - sige den størst muligt subjektuafhængighed. Målinger i fysik og kemi bør være uafhængige af, hvem der foretager målingerne, ligesom principielt også afgørelsen af om en bilist har kørt spirituskørsel eller ej, bør være uafhængig af, om det er den ene eller anden færdselsbetjent der har standset ham, og om det er den ene eller anden læge der efterfølgende tester bilistens blod.

Men vi véd selvfølgelig godt, at der i utallige menneskelige forhold ikke kan foretages målinger, og at afgørelser derfor må overlades til skønsmæssig vurdering. Men igen er målet den størst mulige subjektuafhængighed. Principielt bør en spritbilist have samme retfærdige bedømmelse, uanset hvor i landet eller ved hvilken instans hans sag kommer til behandling. I hvert fald skal sådanne primitive former for subjektivitet udelukkes som har at gøre med uvidenhed om kendsgerningerne og om fortilfælde eller med race-, religions- og kønsfordomme samt neurotiske sym- og antipatier. Ellers ville vi havne i den situation, at hele retstanken ophæves til fordel for selvtægt.

Et væsentligt problem er, at de samme ord for vigtige, emotionelt ladede følelser synes at have to hovedanvendelser, en for neurotikere eller neurotisk prægede mennesker og en for mere harmoniske, ikke-neurotikere eller mennesker der ved analyse eller på anden måde er kommet ud over deres eventuelle neurotiske præg.

Jacobsen gennemgår nogle eksempler som det er muligt et gøre intellektuelt begribelige, dvs begribelige uden for den terapeutiske situation, der normalt indebærer, at følelsesladede ord ændrer betydningsindhold. Men det skal understreges, at intellektuelle forklaringer principielt preller af på neurotiske mennesker, hvis de da ikke ligefrem skjuler sig bag dem.

Hensynsfuldhed består normalt i at være tilbøjelig til at gøre det der er bedst for dem man holder af, hvilket ikke behøver at betyde at gøre, hvad disse mennesker selv måtte ønske. Det gælder fx i børneopdragelsen, hvor det undertiden kan være mest hensynsfuldt mod et barn at nægte overdrevne nydelser. Men hensynsfuldhed hos neurotikere afslører sig som mangel på evne til at være i opposition til nogen og specielt til personer som har magt. Neurotikere vil hellere have fred - også fx for det plagende barn - end risikere konflikt. Angsten er det reelle grundmotiv.

Tilsvarende med tolerance. Hos harmoniske mennesker skyldes den ikke svigtende evne til at være kritisk over for noget der anses for at være forkert, men en overbærenhed der ligger i, at de kærlige impulser er stærkere end de ukærlige. Hos neurotikere er der derimod tale om, at de på grund af angst har mistet evnen til indignation. Tolerancen er falsk, ja, der er i realiteten opøvet en afstumpning over for det onde. Tilsvarende kan ligegyldighed være udtryk for total mangel på varme følelser over for andre mennesker i stedet for en relevant og velbegrundet neutral holdning i det enkelte tilfælde.

Ethvert menneske vil normalt opleve skyld, hvis han er grusom imod nogen han holder af, også selvom denne ikke gør gengæld, for grusomheden udgør et angreb imod den grusomme persons egen kærlighed. Skyldfølelsen er et resultat af, at kærligheden tabes. For den neurotiske person er det imidlertid igen angsten der er udslaggivende. Angsten avler irrationel skyldfølelse.

Når der er denne forskel på emotionelt ladede ords opfattelse, skyldes det følelsesmæssig fejludvikling i tidlig alder. Børn lærer brugen af ordene i forbindelse med bestemt slags adfærd og ofte i følelsesladede situationer. Følelserne bliver på denne måde associeret med ordene på en helt uberegnelig og i mange tilfælde aldeles uhensigtsmæssig måde, som kun forstærkes af, at alle de afgørende situationer og måder ordene blev lært på fortrænges.

Og netop fortrængning er ifølge Jacobsen hovedhindringen for at opnå en vis grad af intersubjektivitet angående følelser. I princippet ved vi, hvordan fortrængninger skal ophæves, nemlig ved psykoanalyse af den ene eller anden slags (efter Grof kan også tilføjes holoterapi). Og Jacobsen betragtede det som et faktum, at folk der er blevet psykoanalyserede eller på anden vis har gennemgået dybtgående psykoterapi får en bedre forståelse af hinandens følelser end folk der ikke er det. Og han mente ligeledes, at det var lettere for psykoanalyserede mennesker at kommunikere følelserne på et fælles sprog. Følelsesmæssige ord skifter simpelthen betydning ved en vellykket dybtgående psykoterapi.

Den uenighed der hersker mellem mennesker, når det gælder vurderingen af følelsesmæssige forhold, har nøje forbindelse med, at folk forstår noget forskelligt ved de samme ord. Folk taler forbi hinanden, og gør det endda meget systematisk, men ganske ubevidst således som psykoanalytikeren Eric Berne har påvist i Hvad er det vi leger (Games People Play) med undertitlen Menneskets relationspsykologi (1964).

De spil som han - og Thomas A. Harris - taler om er en fortsat række af ensartede og fordægtige transaktioner, som fører til en forudsigelig afslutning, nemlig den at den spillende får bekræftet sin opfattelse af, at han altid kommer galt afsted eller får andres kritik eller misbilligelse. Sådanne transaktionsspil er skildret suverænt af Edvard Albee i Hvem er bange for Virginia Wolf, som netop var en del af inspirationsgrundlaget for Eric Bernes teori og terminologi. George, den ene af stykkets fire personer, er topneurotiker og forsømmer ingen chance for at skabe ophidsede diskussioner ved konsekvent at misforstå alt der bliver sagt til ham. Og de øvrige personer spiller villigt med, fordi de også er neurotiske og ikke kan gennemskue hverken Georges eller deres eget spil.

Berne opererer med tre egotilstande eller systemer af følelser og tilsvarende adfærdsmønstre, nemlig ‘Ophav' som ligner forældreskikkelserne og stort set svarer til Freuds ‘overjeg', ‘Voksen' som autonomt foretager objektiv vurdering af virkeligheden og svarer til et harmonisk eller afbalanceret, evt. analyseret jeg. Og endelig ‘Barn' der repræsenter et arkaisk, men stadigt aktivt levn fra den tidlige barndom og derfor stort set svarer til Freuds instinktive ‘id'. Voksen er nødvendig for overlevelse og optræder som mægler mellem ‘Ophav' og ‘Barn'.

Transaktioner beskrives som komplementære, når spillet foregår mellem fx to ‘Ophav', to ‘Voksen' eller to ‘Barn' eller mellem fx ‘Ophav' og ‘Barn' begge veje. Men de beskrives som krydsede, når fx en henvendelse fra person A's ‘Voksen' til person B's ‘Voksen' besvares af denne fra hans Barn til A's ‘Ophav'. Hvis A fastholder en ‘Voksen'-‘Voksen'-kontakt, kan samtalen reddes, men hvis han reagerer barnligt med en reaktion fra sit eget ‘Barn' til den andens ‘Voksen' eller ‘Ophav', så transaktionen altså krydses, går det galt. Vi får et spil gående der kan ende med skænderi og eventuel korporlighed eller med at personerne går vrede og fornærmede fra hinanden - medmindre humoren redder dem, så de på et tidspunkt kommer til at grine ad det hele og enten bliver gode venner eller begynder forfra.

Størstedelen af vore sociale aktiviteter består i, at vi spiller spil - bl.a. består almindelig selskabelighed i at spille, blot på den aftalte måde, at man bøjer af, når man nærmer sig sprængfarligt stof. Derfor diskuterer man ikke politik og religion i pæne selskaber, der af samme grund let bliver forudsigeligt kedelige. Det eksistentielle udbytte af spillene indskrænker sig til, at deltagerne får bekræftet deres sociale positioner.

Men bortset fra denne sociale funktion er visse spil en vital nødvendighed for, at bestemte mennesketyper kan bevare deres gode helbred. Disse menneskers psykiske stabilitet er så vaklende og deres positioner så spinkelt underbyggede, at man ved at berøve dem deres spil meget nemt kan styrte dem ud i håbløs fortvivlelse og endog psykose.

Det gjaldt i allerhøjeste grad George i Hvem er bange for Virginia Wolf. Han er ikke slået til som universitetslærer og lider af et stadigt mindreværdskompleks over for sin svigerfar, som er det lokale universitets rektor. Han er så at sige evigt fordømt til at spille sine spil, medmindre han kom i dybtgående psykoterapi. Tilsvarende ses udfoldet i dramaer af Strindberg eller Norén.

Sådanne dramaer bekræfter Storm P.'s påstand, at sproget ikke blot er et middel til forståelse, men lige så meget et middel til misforståelse. Påstanden bekræftes også dagligt når politiske modstandere duellerer. Tænk på den hjemlige EF-debat eller på de løgne der blev fabrikeret og udspredt af begge parter under Golfkrigen, eller som parterne i den jugoslaviske borgerkrig eller i Mellemøst-konflikten slynger mod hinanden. En varig holdbar løsning på sådanne konflikter ligger lige så langt væk som parterne selv er fra den dybeste selverkendelse.

Men sagen er endnu mere indviklet. For ikke blot det sagte, men også det usagte spiller ind, når mennesker mødes og følelsesmæssigt søger kontakt.

Martin Buber beretter om et tilfælde, hvor en ham ubekendt mand opsøgte ham for en samtale. Buber lod det efter egen fornemmelse ikke mangle på venlig imødekommenhed, men han var ikke med i samtalen med sjælen. Ikke længe efter erfarede han, at manden ikke var kommet til ham tilfældigt, men ledet af skæbnen, og ikke var kommet for blot at snakke, men for at træffe afgørelse - netop til Buber og netop i den time. Buber undlod blot at finde frem til de spørgsmål som manden ikke stillede. Og han spørger: Hvad forventer vi, når vi fortvivler og alligevel går til et menneske? Og hans svar lyder: Vel en nærværelse, ved hvilket det bliver sagt til os, at den dog er til - meningen.

Her har Buber røbet sin dybe forståelse af, hvad aktiv lytning egentlig er. Begrebet er lanceret af den amerikanske psykolog Thomas Gordon for at påpege nødvendigheden af i afgørende forhold mellem mennesker, fx forældre-børn-forholdet eller lærer-elev-forholdet, at være opmærksom på, at følelserne oftest giver sig indirekte udtryk, og at der skal opmærksomhed og ofte aktiv indsats til for at få dem frem. Og hvis de ikke kommer frem, får det uheldige følger. Aktiv lytning, siger han, er en form for kommunikation der sikrer, at man forstå den egentlige mening med koderne, og den egentlige mening er de bagved liggende følelser.

Hvor aktiv lytning lykkes opstår der en terapeutisk kommunikation, som omfatter budskaber der har en støttende virkning på parterne, som får dem til at åbne sig og kunne udtrykke deres følelser samtidig med, at de fornemmer at de er noget værd. Lige præcis, hvad der er behov for også i læge-patient-forholdet. Og der er samtidig tale om en ægte kærlighedsgerning, for parterne akcepterer hinanden som de er.

Der er altså tre problemer med hensyn til at udvikle en videnskab om følelser.

For det første skal den neurotiske opfattelse af ordene erstattes af en ikke-neurotisk, og det vil i praksis sige, at en videnskabelig forståelse af følelser i det mindste forudsætter en relativt stor enighed om de sproglige begreber om følelser, som igen må bero på en ophævelse af fortrængningerne på området.

Hvis betingelsen for at nå til en rimelig stor enighed om sprogbrugen m.h.t. følelser er, at alle mennesker lader sig psykoanalysere, må det vist siges at være en utopi. Men det forekommer mig, at der er ved at være basis for en langt større enighed på dette område i dag i kraft af den interesse der er for selvudvikling eller selvopdagelse. For denne kræver nok terapi af forskellig dybtgående art, men ikke årelang og kostbar psykoanalyse. En højnelse af det almindelige bevidsthedsniveau er imidlertid en forudsætning.

Løsningen på problemet ser ud til at være løsningen på et andet problem, nemlig om vi kan nærme os en situation, hvor det store flertal af mennesker kan opgive deres spil og leve i, hvad Berne kalder en tilstand af fri intimitet, spontanitet og vågen opmærksomhed.

Han ser ikke selv for optimistisk på denne mulighed, fordi intimitet, vågen opmærksomhed og spontaneitet er skræmmende, ja, farlige for de uforberedte. Og han mener, at dette indebærer, at der muligvis ikke er noget håb for menneskeheden som sådan, men alene for dens individuelle medlemmer.

Givet er det, at der skal begyndes med individerne. Vi må begynde med os selv. Men det er ikke udelukket, at der på dette område kan ske begivenheder der kan få effekt på de mange.

For det andet skal det forstås, at eksistensen ikke er forenelig med en streng objektivitet, som består i, at man holder sig uden for det andet menneske eller sig selv i en ren iagttagende rolle. En videnskab om følelser må bygge på erfaringer som sætter følelserne ind i eksistentielle sammenhænge, og erfaringer af denne art kræver indlevelse og opmærksomhed af en sådan grad, at skellet mellem objekt og subjekt flytter sig betydeligt uden nogensinde at blive helt ophævet. Man må med andre ord vove sig ud af elfenbenstårnet, ud i nærkontakt med andre mennesker og med egne dybe følelser og ud i kontakt med den søgen efter en mening med tilværelsen der dybest set ligger bag al eksistens.

Modstanden på dette punkt vil være stor hos mange naturvidenskabeligt indstillede psykologer, for de føler sig på sikrere grund, når objekt/subjekt-skellet er skarpt. Men sagen er blot, at vi ikke kommer nogen vegne, hvor det er de naturvidenskabeligt indstillede psykologer der skal råde.

Her spiller det igen ind, hvor stor indflydelse vore fortrængninger får lov at have på vores voksenliv. Erling Jacobsen er inde på, at naturvidenskaben er nået længere end psykologien, fordi den ikke har hvad der svarer til de tomme eller isolerede psykiske ego-funktioner. Den har ikke tendens til at sætte sit håb til en tilfredsstillelse den aldrig opnår, for den sætter normalt ikke forkerte signaler på de ting den beskæftiger sig med. Modsat hvad der er tilfældet i psykologien, hvor mennesket er tilbøjelig til på grund af deres fortrængninger og ubehandlede indre konflikter at sætte lystsignaler på ting der kun fører til ulyst eller ulykke, eller angstsignaler på ting der i virkeligheden er uskyldige og ufarlige. Fortrængninger og ubearbejdede indre konflikter giver moralsk forvirring og tomme egofunktioner og fører derfor til inkonsekvens og inkonsistens.

Men der er endelig et tredje problem, og det er spørgsmålet om den sproglige præcision. Jacobsen gør gang på gang opmærksom på, at vort sprog mangler præcise betegnelser for følelser, endda for grundfølelser. Fx har vi ikke et positivt ord for den følelse der er det modsatte af skyldfølelse, skønt den er en ren følelse af overordentlig stor betydning.

Hvis man stræbte efter større præcision, ville man imidlertid ikke alene møde modstand fra folks uenighed om, hvad følelserne faktisk dækker. Dette problem kunne jo i det mindste tænkes at blive mindre og mindre efterhånden som ophævelsen af fortrængningerne bliver større og større. Nej, man ville også støde på den kendsgerning som Werner Heisenberg har påpeget, at dagligsprogets stabilitet netop beror på dets mangel på præcision. Jo mere præcise betegnelser man giver sproget eller jo mere veldefinerede ordene bliver, jo mere ustabilt gør man sproget. De skarpe og præcise definitioner er forbeholdt de specifikke videnskabsgrene, der til gengæld havner i specielle teoridannelser langt fra det almengyldige.

Jeg tror det er vigtigt at holde sig for øje, at en ønskelig udvikling på det følelsesmæssige område, en udvikling der ville øge muligheden for en ønskværdig beherskelse af betingelsen for en følelsesmæssig tilfredsstillelse, ikke er ensbetydende med en stramning af dagligsproget, så dette blive mere præcist og kommer til at bestå af entydige, veldefinerede ord og begreber. Men derimod i, at vi ved at arbejde med os selv får ophævet de værste fortrængninger og derved lidt efter lidt rent faktisk vil blive enige om ordenes rette brug, og altså have lettere ved at forstå hinanden - uden at man tager retten til uenighed og misforståelser fra nogen. Og uden at man gør håbløse forsøg på at udrydde humoren i tilværelsen.

Jan Jernewicz

Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex