Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - troogtillid

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.12.15.


Tro og tillid undergraves i samfundet

Højskoleforstander Thue Kjærhus har i et debatinterview i Jyllands-Posten 12.12. med udgangspunkt i folkeafstemningens tydelige mistilid til de politiske partier og skikkelser den 3.12. gjort gældende at vi generelt har bevæget os fra et tillidssamfund til et mere teknokratisk samfund der endog også er blevet et decideret regelsamfund. Og grunden er efter Kjærhus' mening at moderniteten og kapitalismen har individualiseret mennesket og atomiseret fællesskaberne. Den gensidige tillid der tidligere groede ud af fællesskabernes praksis og erfaring er blevet erstattet af en regel- og kontroletik der henviser til regler og cirkulærer, og som er gennemsyret af mistillid til såvel politikere og embedsmænd som de akademiske autoriteter i kirken og på læreanstalterne. Samtidig er medierne blevet støvsuget for filosofiske begreber der har med den menneskelige eksistens at gøre.

Og dette kan der være meget om; det svarer til meget af den kulturkritik undertegnede har fremført i årevis. Men Kjærhus går et skridt videre og kobler miseren direkte på den kristne kulturs nedtur, ja gør ligefrem kritikken af forskningsminister Esben Lunde Larsen til en forfølgelse der er udtryk for at det moderne sekulære menneske ikke kan tolerere at forskningsministeren er kristen eller - generelt sagt - at mennesker der vil tages alvorligt ikke skulle kunne være både vidende og troende. Og så må jeg melde fra.

For det første er forskningsministeren slet ikke blevet bebrejdet at han er kristen - det er så vidt jeg véd flertallet af den nuværende regerings ministre, og det generer vist ikke ret mange. Nej, problemet med Lunde Larsen er at han blander naturvidenskabens forklaring på universets skabelse sammen med sin personlige tro på en guddommelig skabelse, og dette i sig selv gjorde ikke det fjerneste hvis han fx var blevet trafikminister. Det ser bare ikke godt ud at en sådan fundamentalist er blevet sat i spidsen for et ministerium der gerne skulle værne den fri forskning. Men iøvrigt er hans plagiat-sag meget mere belastende.

Det helt skæve i Kjærhus's vurdering ligger et helt andet sted, nemlig i at han uden videre begrundelse giver moderniteten og sekulariseringen skylden for kulturkrisen, for så begriber han åbenbart ikke at begge fænomener først og fremmest er udtryk for et opgør med autoriteterne som under alle omstændigheder er et stadigt tilbagevendende generationsopgør med fædrenes alt for faste overleveringer og som i nyere tid har været en nødvendighed i forsøget på at nå frem til et sundt fællesskab der ikke er båret af dogmatik eller spindsfindigheder. Kjærhus vender med andre ord om på årsag og virkning i forløbet. Men moderniteten har nu engang været helt nødvendig for at komme ud af bagstræbet, og sekulariseringen har tilsvarende været helt nødvendig for at komme ud af den ulidelige sammenkobling af religion og moral, som ødelagde kulturdebatten i sidste halvdel af 1800-tallet og stadig hærger politikken, kirken og folkeoplysningen, inkl. folkehøjskolen.



Det er meget snedigt af Thue Kjærhus at han postulerer at den gamle kristne etik var en underforstået sindelagsetik, mens den nye sekulære etik skulle være en explicit og direkte regel-etik, som henviser til regler og cirkulærer. For så han sat den nye etik i bås med lovreligionernes regelsæt, som kristendommen altid principielt har fordømt. Men samtidigt slører han i virkeligheden at den gamle, om man vil mere naturlige, jævne og folkelige moral aldrig blev tilstrækkeligt dybtgående forstået på det psykologiske plan og derfor blev en slags simpel fornemmelsesmoral som slet ikke kunne hamle op med markedskræfternes fokusering på udvikling, vækst, konkurrence, individualisering og selvrealisering. Den endte derfor som den parodi på moral der på den ene side blev en regel- og kontroletik og på den anden en lystetik og lystlære (hedonisme).

Den første kan man kontrollere andre mennesker med, og det går man højere og højere op i nu om dage, velsagtens fordi forargelsen er en meget lystbetonet affære og meget let kan udvikle sig til en decideret folkeforlystelse på de moderne sociale medier. Det bekræfter kun at lyst som livets indhold og mål aldrig giver indre frihed, men altid kun binder til krav om flere oplevelser og flere klimax. Lystetikken er en forarmelsesetik for folk der ikke kender virkelig indre frihed.

Begge slags moral står naturligvis i modsætning til den officielle kirkelige moral der både principielt tager afstand fra al lovreligion som vejen til frelse og rent faktisk havner i en puritanisme der nærmest ser al lyst og tilfredsstillelse som noget syndigt.

Da dette ikke holder i realiteternes verden, tabte kirken her - som på andre områder - primært fordi den var snæversynet og forstokket, og hverken kunne acceptere sekulariteten i form af et autoritetsopgør eller udvikle en tidssvarende moral og livsfilosofi der tog hensyn til vores nyeste og mest relevante psykologiske viden og behov.



Thue Kjærhus' karakteristik af nymodens moraltendenser dækker derfor reelt over en konservativ kristendomsopfattelse som slet ikke ser noget behov for at få boret ned i de forskellige moralsyns psykologi.

Går man igang med dette, vil man imidlertid indse at det Kjærhus kalder sindelagsetik i virkeligheden blot er en fornemmelsesetik fra 1800-tallet der måske kunne være god nok som sådan hvis vi stadig levede i et bondesamfund hvor fællesskabet kunne udfolde sig frit fordi samfundet var lille, stabilt og overskueligt, men som slet ikke kan fungere i et stort og moderne velfærdssamfund hvor høj grad af såvel individualisering som anonymisering er et faktum der i det mindste gør det nødvendigt at acceptere en helt anden grad af refleksion og nytænkning i forhold til både moralnormer og livsnormer.

Jeg er enig med Thue Kjærhus i at det er et kriseproblem at den gældende moralkodex er blevet regel- og cirkulærestyret så den gensidige kontrol løber helt grassat, men jeg ser det som et lige så stort problem at lystprincippet har taget overhånd og helt undergravet alvoren i livet. Begge tendenser ser jeg som negative fordi de forhindrer varetagelsen af sund psykisk konsistens som burde være den moderne, tidssvarende etiks vigtigste opgave.

Stiller man problematikken op på denne helhedsrealistiske måde følger også at den tidssvarende etik nødvendigvis må være sekulær, fordi det er afgørende at den baseres på en indre autoritet i stedet for på en ydre (kirkelig). Og selvom den indre autoritet overfladisk set kan minde en del om sindelagsetikkens 'indre stemme', så må det siges lige ud at den dybdepsykologisk set bestemt ikke er det samme som det man i almindelighed kalder 'samvittigheden'. Tværtimod er denne samvittighed - som psykiateren Erling Jakobsen understregede i sin grundbog om etik - den dummeste del af mennesket. Og det ligger i at den primært er bygget op som det Freud kaldte et 'overjeg' hvilket vil sige som et autoritært fader-jeg eller forældre-jeg der dannes i barnet i fire-årsalderen og som derfor er yderst uselvstændigt, usmidigt og uegnet til frihed og ansvarlighed. Disse to, sidstnævnte kvaliteter kommer først med selvstændiggørelsen i puberteten - hvis de overhovedet kommer. Og det er præcis dette Thue Kjærhus synes at ignorere, når han tager afstand fra modernitet og sekularitet.



Som den bibelske myte fortæller så spiste Adam og Eva af det forbudte æble fra 'Kundskabens træ' og blev derfor for altid smidt ud af paradisets eller uskyldighedens vidunderlige have. Det skete nøjagtigt samtidig med at de blev kønsbevidste og kunne se det andet køn som anderledes og attraktivt.

Her fortælles med andre ord om grundvilkåret for det at være voksent menneske. I samme øjeblik vi gennem kønshormonernes virke bliver kønsbevidste, så er barndommen forbi, og så må vi tjene til føden gennem uddannelse og arbejde, lære det fornødne herfor, stifte familie og indgå i samfundslivet - og iøvrigt udforske verden. Vi begynder at skabe kultur og kulturhistorie samtidigt med at vi på forskellige måder prøver at fastholde den mening og fortryllelse ved livet som vi blev født ind i og betragtede som noget selvfølgeligt. Dette skete altsammen med det vi mytologisk kalder 'de første mennesker', som naturligvis ingen steder kan findes som historiske levn. Men det sker også for hvert enkelt menneske og hver enkelt generation den dag i dag.

Bevidsthedens opkomst i biologien gør mennesket til den helt specifikke del af naturen der ikke længere kan leve i immanensen på sine instinkter og fornemmelser (eller 'fornemmelsesetik'), men som tværtimod er tvunget ud i en transcendent eller grænseoverskridende tilværelse der indebærer at det kan skelne mellem godt og ondt og dermed bliver nødt til at påtage sig ansvaret for såvel eget liv som samfundslivet.

Men det kulturhistorisk karakteristiske og afgørende er at mennesket vedblivende skaber noget nyt der hele tiden ændrer samfundet (og til dels den omgivende natur), men ikke destomindre grundliggende bevarer den mening, orden og sammenhæng som er barnets umiddelbare erfaring og som intet voksenmenneske kan undvære som grunderfaring.

Denne udvikling har betydet generationsopgør efter generationsopgør, ja krige og revolutioner efter hinanden, og derfor også modernitet og modernitet efter hinanden, inkl. en sekularitet der også udvikler sig, men som positiv grundsubstans rummer den 'verdsliggørelse' der består i adskillelse mellem verdslig magt (omkring økonomi, politik og socialorden) på den ene side og på den anden side en fri, åndelig selvbesindelse og refleksion der altid både er en varetagelse af meningen med eksistensen og en kritik af autoriteterne og alle undertrykkere.



Samfundet står lige så lidt i stampe som individet. Men mennesket må som følge af sin psykiske konstitution altid sørge for overvægt af det gode i livet, og dette er kun muligt ved en stadig omsorg for det indre åndelige liv som både bevarer fuld føling med de skabende kræfter i det kollektivt ubevidste og fuld forståelse for at mennesket står til ansvar over for en instans i sit indre liv som er højere end det individuelle og viljestyrede jeg, men som principielt unddrager sig definition, forklaring og kontrol.

Til alle tider og gennem alle tilskikkelser gælder at mennesket på grund af det indre krav om psykisk konsistens er nødsaget til at bevare eller rettere genfrembringe den grundliggende erfaring af en mening, orden og sammenhæng i eksistensen som stammer fra spædbarnsalderen, men gennem hele opvæksten får udfordring efter udfordring fra middelbarhedens nyvundne erfaringer. Det bevirker et kompleks og overordentligt givende dynamisk spil mellem de to slags psykiske grundprocesser. Og pointen er at den umiddelbare erfaring af mening, orden, sammenhæng og helhed under alle forhold skal bevares, hvis menneskets grundliggende livstro, håb og tillid skal forblive intakte.

I praksis betyder dette at uskyldigheden eller enfolden skal bevares gennem alle aldre, og dette er på sin vis det samme som barnets umiddelbarhed, men den må ikke forveksles med barnlighed. Det afgørende kriterium er nemlig troen, meningen, ordenen og sammenhængen, og dette kan igen forstås som det evige og tidsløse og i enhver henseende regelfrie og kontrolfrie liv i mennesket.



Og her kan vi så vende tilbage til det af Thue Kjærhus rejste problem om den stigende mistillid i vores samfund og grunden til den. Grunden er nemlig ikke den modernitet og sekularitet der i høj grad har undergravet alle former for autoritetstro og autoritetspåberåbelse, men derimod den fatale mangel på indsigt i de dybdepsykologiske mekanismer der bevirker at uhyre mange mennesker især blandt de yngre generationer intet som helst aner om at den grundliggende mening med tilværelsen hverken er den højst mulige karriere eller en eller anden intellektuel eller videnskabelig teori om meningen, men en umiddelbar førsproglig og subjektiv grunderfaring som næsten alle børn fødes med - under bare nogenlunde normale omstændigheder - og som de ustandseligt får bekræftet de første år gennem den omsorg og kærlighed de modtager fra deres forældre og omgivelser.

Netop fordi den eksistentielle mening ikke forstås som en umiddelbar grunderfaring fra barneårene og derfor ikke bevidst føres videre gennem årene og kriserne, ej heller i pubertetskrisen, så mister børn og unge den ellers normale livstro som giver umiddelbar tillid til omgivelserne og som sætter individet i stand til at tilpasse sig voksensamfundets krav om uddannelse og arbejde, samt ansvar for familieliv og fælleskab. De unge bliver usikre og fristes til at udskyde processen og søge tilflugt i stoffer, alkohol, sygdom og vildt liv samt til den totalt ødelæggende mistillid til andre mennesker som kan udarte til systematisk forfølgelse af såvel anderledes tænkende som de politiske ledere der hverken lever op til normal troværdighed eller selv har forståelse for de eksistentielle problemer.

Går man videre til årsagerne til denne fatale uvidenhed, så ligger den ganske klart hos medier, politikere, universitetsfolk og folkekirken, fordi disse på den ene side fokuserer på vækst, karriere og succes og på den anden side hylder naturvidenskabelige, filosofiske eller teologiske anskuelser der fuldt bevidst går langt uden om eksistensen og den hertil hørende dybdepsykologi.

Gang på gang kan det påvises - som jeg selv flittigt har gjort på Jernesalt - at politikere savner visioner og ser allermest på deres egen karriere, at humanister tror de kan kopiere naturvidenskabens metoder, og at medierne tvinger alle til at producere overfladisk underholdning i stedet for ægte folkeoplysning og seriøs dramatik. Men da Kjærhus netop er så naiv at tro at 1800-tallets gamle, kirkeligt understøttede sindelagsetik er svaret på miseren, så må det udtrykkeligt tilføjes at kirken (folkekirken) har svigtet såvel folket som de folkelige vækkelser i 1800-tallet ved at cementere den forældede trosbekendelse og give sig fuldstændigt i Søren Kierkegaards vold med pointeringen af at tro skulle være tro på noget absurd. Oven i købet gøres det til noget særligt fint og fortjenstfuldt at springe ud på det absurditetens bundløse hav hvor der er syv gange syv tusind favne til bunden. Det er galimatis, for tro er en helt selvfølgelig livstro der grundlægges i den tidligste barndom og ikke behøver et eneste ord eller en eneste forklaring, endsige noget som helst spring ud i spindsfindige paradokser.

Folkekirken varetager ganske enkelt ikke folkereligiøsitetens uomgængelige interesser, men lever på den fatale selvmodsigelse at smide lovreligionen fra jødedommen på porten og erstatte den med en dogmereligion der ikke gør gerninger, men bekendelse af tidsbestemte og højst utidssvarende trossætninger til forudsætningen for frelsen. Dette er én stor modsigelse af Menneskesønnens gentagne fortælling om at tro er selvfølgelig barnetro og at ingen kommer ind i evighedens frie verden uden at blive som børn påny. Alt det andet kommer af sig selv.

Det er en katastrofe for vor tids unge mennesker i Europa at de vokser op i et samfund med ringere og ringere tillid mellem mennesker indbyrdes og mellem individ og samfund og ikke mindst mellem folk og elite. Og det er en katastrofe i katastrofen at hverken folkeoplysningen eller folkekirken har været i stand til at følge op på de gode indsigter og takter i 1800-tallet og give folket af i dag en tidssvarende begrebsramme der gør det lysende klart at meningen med tilværelsen ikke findes i teorier og bøger - endsige teologiske eller ideologiske systembygninger - men alene i den tro og humor der er direkte føling med det kollektivt ubevidste og en underforstået tillid.

Ejvind Riisgård



Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)
At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet  (22.2.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
Er alt virkeligt liv møde?  (24.3.10.)
Hvor kommer det onde fra?   - Er mennesket ligefrem ondt af natur?  (23.3.05.)
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Folkekirkens falliterklæring om tro  (27.1.15.)
Folkekirken kan ikke finde ud af gudsforholdet  (28.12.14.)
Folkekirken, kønsudjævningen og flugten fra den sande udfordring
- eller da Folkekirken blev til Lillekirken der var glad for sig selv
  (14.12.12.)
Folkekirke, statskirke og folkereligion  (17.5.12.)



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Holismen en umulighed i dag



Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Konrad Lorenz' kulturopgør
Humormennesket Storm P.

Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Religion, eksistens og sekularisering -   eller Religion, Politiken - og Europas



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal