Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - folkerelig01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.12.15.


Jul og folkereligiøsitetet

Jul og hedenskab
Folkekirkens indre modsætning
Fundamentalismens djævelskab
Truslen fra islam og islamismen
Folkereligiøsiteten
Befrielsen fra al trældom ligger i umiddelbarheden
Henvisninger



Jul og hedenskab    
Til toppen  Næste

Julen er over os med al sin hedenskab og kommercialisme. Butikshandelen kan konstatere nedgang i den almindelijge julehandel i de fysiske forretninger, men det skyldes kun at flere og flere benytter sig af den nemme nethandel. Juleudsmykningen af byerne er dog ikke blevet mindre, og den er heller ikke startet senere end den plejer. Nogle kan lide den, andre kan ikke. Og hvad angår julefesten i hjemmene er der heller ikke noget usædvanligt i at den ikke alle steder forløber harmonisk og problemfrit.

Fattigdom går stadigvæk ud over ganske mange der simpelthen ikke har råd til den overflod af mad og gaver som flertallet tillader sig (i mange tilfælde godt nok på på kredit, men en sådan forudsætter trods alt en vis kreditværdighed). Værre er nok at familierne i dag er mere splittede end tidligere takket være det stigende antal skilsmisser der ikke altid forløber fredeligt og hensynsfuldt. Det har heller aldrig været nogen hemmelighed for vittighedstegnerne at forholdet mellem svigermødre og deres børns ægtefæller kan være en belastning. Unge mennesker kan nemlig finde på at gifte sig med mennesker deres forældre ikke kan lide, og det kan der være mange grunde til, såmænd også gode. Erotikkens veje er uransagelige. Så psykologer og terapeuter har travlt omkring jul.

Men når alt er sagt, står tilbage at vi år efter år fejrer jul på en måde der har mere med hedenskab end med kristendom at gøre. Og det falder måske stadig nogle for brystet som holder fast ved julens specifikke kristne elementer, men for flertallet er det naturligt og bare et udtryk for at hedenskabet stikker dybt i folket og folkereligiøsiteten. God og rigelig mad og drikke samt lys og fest og sang hører alle højtider til. De der har lyst kan gå i kirke juleaften og synge gamle, velkendte julesamler, som Grundtvig og B.S. Ingemann skrev i 1800-tallet. Mange går også til julekoncerter i kirkerne, herunder utallige opførelser af Händels festlige Messias og Bachs herlige juleoratorier. Det er i årevis sket for fulde huse, og fik engang en københavnsk biskop til at pointere at kirkens formål var et andet. Problemet er bare at akustikken i mange kirker er fremragende, at kirkerummet som sådant stemmer til højtid og at musikken i sig selv fører ud over dagligdagen på en måde som afviger fra præsternes prædikener og optræden ved at være uden bestemt hensigt.

For jule-salmerne, -oratorierne og et værk som 'Messias' gælder ganske vist at de alle har tekster der knytter sig til jule-evangeliet og dets beretning om fødslen af Jesusbarnet julenat i en stald i Bethlehem - oven i købet med en jomfru som moder. Men det er jo herlige fortællinger der ikke behøver teologiske udlægninger af nogen art. Rationalisterne undrer sig over at folk gider lytte til og/eller synge med på den slags 'overtro'. De fatter ikke at disse folkelige forestillinger stikker dybt i selv oplyste, moderne mennesker. Salmerne er slet ikke rationelle eller ment som sådanne rationelle, men trækker bare på en yderst irrationel, stærk og skabende kollektiv ubevidsthed.

Når også mange præster har svært ved at acceptere denne kendsgerning, skyldes det ikke mindst et dogme om at folkereligiøsiteten strider mod kristendommen, og hvis man spørger efter en begrundelse vil svaret i de fleste tilfælde være at kristendommens grunddogme er at det er selve troen på den opstandne Kristus der frelser mennesket - mens folkereligiøsiteten på helt udogmatisk og uansvarlig vis holder sig til en meget simpel og oftest ubevidst antagelse om at det er fællesskabet og de fælles forestillinger af irrationel art der gør folket og de enkelte individer frie og som naturligt placerer dem i det helt aktuelle og dennesidige samfund.



Folkekirkens indre modsætning    
Til toppen  Næste

Langt størstedelen af den danske befolkning tilhører stadig folkekirken ved at lade deres børn døbe og konfirmere og gøre brug af den kirkelige begravelse, hvor jordpåkastelsens ritual har ordene: "Af jord er du kommet; til jord skal du blive; og af jord skal du igen opstå." Medlemsskab opnås ved en helt formel tilslutning til den lutherske trosbekendelse som dogmatisk grundlag. Forældre eller faddere siger på barnets vegne ja til trosbekendelsens enkelte punkter - uden at stå til regnskab for deres egen mening om ordene. Ja, det gælder endog at hvis højkirkelige præster i nidkærhed mod dogmerne forsøger at nægte et barn dåben i tilfælde hvor forældrene i den forudgående samtale afslører tvivl eller ligefrem modvilje mod den dogmatiske sandhed, så mister de deres stilling.

Den 'flad-kirkelige' teologi-professor Hal Koch (1904-63) kunne i sin tid konstatere, at folk ikke var til at drive ud af folkekirken, hvad han så som en positiv folkelig forankring. Hans Institut for Dansk Kirkehistorie foranstaltede i begyndelsen af 1960'erne en undersøgelse af forholdet mellem kirken og folkereligionen. Og en af bidragyderne, sognepræst Jacob Rod, kunne på baggrund af 15 års præstegerning i et landsogn ganske roligt og lidenskabsløst slå fast, at folkekirken i virkeligheden dannede ramme om en religiøs kultus som intet havde med det centrale i kristendommen at gøre, ja, at kristendommens indførelse i Danmark omkring år 1000 i religøs forstand har været uden ret stor betydning. Folkereligiøsiteten er nemlig den samme i dag som i det hedenske Danmark. Navnene på Odin og Thor er blot ændret til Jesus Kristus, og man har antaget nye symboler!

Nøgternt set måtte allerede dengang konstateres en regulær spænding mellem folkereligiøsiteten og kirkens budskab, og den er kommet til udtryk på mange måder, bl.a. i kampen mellem den liberale teologi og den fundamentalistiske teologi. Den sidste vil have bogstavtro, den første betragter derimod teksterne som historisk bestemte, men pointerer samtidigt den klare modsætning mellem naiv folketro og raffineret teologisk dogmatik. Den af Søren Kierkegaard dybt inspirerede Tidehvervsbevægelse hævdede konsekvent at kristendommen intet har med religion at gøre, og selv den skarpe kirkehistoriker og prædikant P.G. Lindhardt, der i 1953 vakte furore ved offentligt at erklære at kristendommen ikke lover et liv efter døden, understregede også modsætningen mellem evangeliet og folkereligionen.

Resultatet udeblev naturligvis ikke, når teologien således havnede i en mere og mere intellektuel og spidsfindig fortolkning af evangeliet. Folk sivede støt og roligt væk fra kirkelivet (uden nødvendigvis at melde sig ud af folkekirken), og det betød igen at kirken som sådan fik ringere og ringere betydning i folkelivet, ikke mindst målt med forholdene i midten af 1800-tallet. Og dette er fatalt, som religionshistorikeren Vilh. Grønbech allerede konstaterede i 1920'erne og 1930'erne, for det betyder at folket mister følingen med den hele virkelighed. Sjælelivet og åndslivet sættes uden for det praktiske liv, forretningslivet, politikken, økonomien, forskningen og samfundsdebatten og rettes indad mod sig selv eller udad mod et hinsidigt liv. Teologien spalter således virkeligheden, men spalter også kirken i en fin teologisk del, der ophøjes til det centrale, og en jævn folkelig del der blot nådigst tolereres, fordi den ikke kan udryddes.

De nævnte teologer Hal Koch, Jacob Rod og P.G.Lindhardt og den fremtrædende teologisk uddannede idéhistoriker Johannes Sløk var uenige om mange ting, men var fælles om at reducere folkereligion til følelser, oplevelser, sværmeri og primitivt instinkt, hvilket kun demonstrerer komplet mangel på viden om dybdepsykologi. Eller en nyere generation af teologer med rødder i moderne sprogvidenskab fra Cassirer og Saussure til Foucoult og Ricoeur gjorde fx gudstro til en art 'mytisk-poetisk sprog' eller ligefrem en 'poetisk fantasi'. Grundanskuelsen i denne fine hermeneutik er at et poetisk-symbolsk sprog kan sige mere om den menneskelige eksistens end et rent deskriptivt (videnskabeligt, filosofisk) sprog kan. Mennesket producerer nemlig symboler, der bag den umiddelbare (naive) mening skjuler en dybere mening der først kommer frem gennem fortolkning, og netop den symbolske fortolkning indebærer i modsætning til den almindelige metaforiske brug af ordene en betydningsoverførelse hvor der refereres til noget som ikke kan udtrykkes på andre måder. Og dette får igen disse moderne fortolkere til at hævde at kun fantasien formår at gøre det fraværende (fx fortiden) nærværende i den nutidige intuition; symbolet kan således betragtes som fantasiens 'vehikel' (middel til at sætte noget i gang med).

Men så er vi kommet meget langt ude i intellektualismen, for der ses fuldstændigt bort fra den dybdepsykologiske kendsgerning at følingen med Gud og meningen med eksistensen fås uden om sproget og ethvert symbol. Skal man tale om denne føling, må man naturligvis ty til symboler, til forskel fra al tale om fysiske genstande, men selve erfaringen beror ikke på symboler eller sprog i det hele taget. - Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag.



Københavns biskop Peter Skov-Jacobsen måtte tidligt på året kalde sognepræsten Per Ramsdal ind til en 'kammeratlig samtale', fordi han i juledagene havde vakt opsigt ved til Jyllands-Posten at erklære at han ikke tror på Jesu opstandelse fra de døde, på en skabende gud eller på et evigt liv efter døden. Biskoppen forsøgte offentligt at sætte tingene på plads med en kronik i Politiken hvor han forklarede at opstandelsen ikke skal tages bogstaveligt som en fysisk hændelse, men ikke desto mindre er selve kilden til troen. "Når den kristne menighed bekender opstandelsen, synger den også om at Gud gør op med ondskaben i verden, og nu åbnes der for et håb, nu er Guds rige nært". Som det ses giver biskoppen os ikke så meget som en antydning af hvad menigheden måtte mene med sin bekendelse af opstandelsen. Han går direkte videre til en oplysning om at menigheden også synger om håbet m.m. Ja, han øger forvirringen en ekstra tand ved at tilføje at menigheden "nu ser tilbage på den jordiske Jesus med opstandelsen i erindringen". Det centrale, fortsætter han, er selve den provokation der ligger i at vi nu får mulighed for at spørge efter mening i en verden der så åbenlyst er præget af ondskab og modsætninger.

Indirekte og utilsigtet siger biskoppen dermed faktisk at mennesket på jorden ikke har kunnet spørge efter meningen før talen om Jesu opstandelse dukkede op. Og han tager slet ikke stilling til at den autoriserede trosbekendelse bruger udtrykket "kødets opstandelse" som er umuligt at fortolke symbolsk med mindre man gør vold på normal sprogbrug. Ja, biskoppen fremturer med endnu en udlægning: "Når vi i kirken bekender at vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber, er det ikke fordi vi ønsker at fastslå oldtidens, antikkens eller middelalderens verdensbillede" (eller nyere videnskabs ditto....), men derimod at gå "efter troens mening, og den hævder at alting blev skabt ud af ingenting"! - Jf. Folkekirkens falliterklæring om tro.



Efter min bedste overbevisning og hele min sproglige indsigt må Københavns biskop siges til fuldkommenhed at mestre kunsten at skabe mest mulig forvirring med sine mange ord, men forvirring er just det der allermindst er brug for i eksistensens alvorlige spørgsmål. Folkekirken synes i dag nærmest havnet i et mix af fortolkning der gør kristendommen halvt til en slags humanistisk-kristelig næstekærlighed, hvor vi skal være gode mod hinanden, og halvt til et mysterium, hvor vi skal tro på noget absurd (at Gud blev menneske og optod fra de døde) og komme med alskens opfindsomme udlægninger. Nogen føling med den fulde og udelelige virkelighed bringer opfindsomheden aldrig. Tværtimod er den kirkelige kristendom havnet i en fatal inkonsistens.

Her ved slutningen af året 2015 og midt i hele Europas store politiske og kulturelle krise må det siges lige ud at folkekirken slet ikke kender sin 'besøgelsestid', tiden hvor man må være indstillet på store forandringer der kræver en ny og tidssvarende begrebsramme. Folkekirken graver blot bevidstløst sin kløft til folket og virkeligheden dybere og dybere. Og denne regulære spaltning af virkeligheden er naturligvis kun blevet forstærket gennem urbaniseringen (vandringen fra land til storby) fra slutningen af 1800-tallet og - i allernyeste tid - i høj grad også af den store indvandring af muslimer. Fremmedarbejdere og flygtninge kommer fra en kultur i Mellemøsten der modsat dansk mentalitet fastholder en i vore øjne dybt reaktionær kvindeundertrykkelse og modsat folkekirken fastholder en dybt primitiv 'lovreligion' (der gør det til det eksistentielt væsentligste at opfylde de regler og adfærdsnormer der er nedfældet i gamle autoriserede skrifter). Og det kan kun skabe problemer.

En afklaring er påkrævet, og den kræver indsigter i den menneskelige psyke der er langt dybere end teologiske omsvøb og spindsfindigheder. Og derfor kræver den også en tidssvarende begrebsramme.



Fundmentalismens djævelskab    
Til toppen  Næste

Fundamentalismen er en urokkelig overbevisning om den absolutte sandhed af religiøse eller idelogiske standpunkter, og djævelskabet ligger i det absolutte fjendskab mod synspunkter der rejser blot den mindste tvivl om sandhedens gyldighed. Enhver tvivl skal bekæmpes med alle midler for sjælefredens skyld. Den indre fred afhænger helt og holdent af at sandheden er én og udelelig samt autoriseret af ledere der anses for at være båret af guddommelige indsigter. Denne status autoriserer også en absolut uforsonlighed mod fjenderne. De skal ikke alene bekæmpes, men skånselsløst udryddes for sagens skyld. At dø for sagen giver martyrstatus og evigt liv.

Moderne fundamentalisme har dog den særlige ejendommelighed, at det er underordnet om 'sagen' er knyttet til guddommelige instanser. For i nyere tid, hvor ateismen har undergravet naiv gudstro, er fundamentalismen også blevet knyttet til verdslige instanser i form af politiske ideologier, skrifter og skikkelser.

Fra 1900-tallet kendes først og fremmest nazismen og kommunismen i forskellige varianter. I begge ideologier greb førere eller folkeforførere magten og ophøjede deres ideer og synspunkter til absolutte sandheder som det kostede 'folkefjenderne' livet at betvivle. Lenins, Stalins og Hitlers skrifter blev hellige, og de selv fik reel gudestatus - trods den påståede ateisme. Dybdepsykologisk set kan mennesket slet ikke undvære eller undgå gudeforestillinger, men de kan til hver en tid give deres guder forskellige navne, herunder også betegnelser der giver udseende af ateisme.

Magtmidlet hedder overalt dogmer, dvs absolutte trossætninger der indgår i et system som tilhængerne antager frivilligt, men overvundne modstandere tvinges til at acceptere, hvis de har livet kært. Såvel den mosaiske monoteisme fra 1200-tallet f.K. som den islamiske monoteisme, som Muhammed etablerede 1800 år senere (i 622 e.K.), gjorde det til en hellig pligt at nedslagte de vantro. Skånede en profet eller konge en angrende vantro modstander for døden, blev han selv straffet af Gud. Begge religioner er ikke alene lovreligioner, dvs religioner med et væld af specificerede love og regler som skal overholdes den dag i dag, men også mandsreligioner der er baseret på magt og ære og som ikke accepterer fuld kvindefrigørelse.

Da kristendommen blev statsreligion i Romerriget i 300-tallet, formulerede den omhyggeligt trosbekendelsen (Credo) som det afgørende kriterium for om et menneske accepterede overmagten eller ej, og der kom ret hurtigt forbud mod hedensk gudsdyrkelse. Langsomt kristnedes hele Europa med sværdets skånselsløse hug. Korstogene begyndte i 1096. Thomas Aquinas skabte højskolastikkens store systembygning i 1200-tallet. Den pavelige inkvisition opstod i 1231. Først med Luther rokkedes pavemagten 1521-23. Katolikkerne svarede igen med Loyalas jesuitiske modreformation, men protestantismen blev faktisk lige så ortodoks, ensrettende og undertrykkende som pavekirken. Bl.a. fremturede protestantismen med hekseprocesser og heksebrændinger, for disse kvinder - med sans for andet end teologi - repræsenterede åbenlyst noget farligt seksuelt og intuitivt.

Oplysningen stod naturvidenskaben og filosofien for, men også den blev ensidigt rationalistisk, så romantikkens kreative reaktion var lige så nødvendig som den var naturlig - og den førte i 1800-tallet til de store folkelige bevægelser og vækkelser, der i høj grad trak på intuition og hvad en langt senere dybdepsykologi kaldte 'arketypiske forestillinger'. Kirken blev dog alvorligt svækket, fordi den på samme tid gjorde front mod den fremrykkende naturvidenskab der fornuftigvis forenede sig med det materialistiske, økonomiske og sociale fremskridt. Ja, fremskridtet og den økonomiske vækst blev til den nye store sag som ikke kunne betvivles - og stadig ikke kan betvivles, hvis man vil være med på noderne. Og som allerede skildret fandt folkekirken kun sine beskedne nicher gennenm intellektualistiske udlægninger og spidsfindingheder, kombineret med en almen humanistisk etik som appellerer til det store flertal og er absolut harmløs.

Egentlig fundamentalisme skal man heldigvis lede længe efter blandt kristne her i landet - modsat USA - fordi den er så åbenlyst i modstrid med sund fornuft og sund tolerance.



Truslen fra islam og islamismen    
Til toppen  Næste

I dag er det tilsyneladende blevet islamismen der er den vestlige kulturs store fjende, fordi den både er fundamentalistisk og anvender modbydelig terror, danner parallelsamfund iblandt os og avler radikalisering, huser terrorister og hellige krigere. Baggrunden er at Vesten som led i vækstsamfundets udvikling havde behov for billig muslimsk arbejdskraft, og politikerne uden ringeste tanke om de kulturelle følger valgte at give fremmedarbejderne permanent ophold og statsborgerskab og nu også - gennem de allerseneste måneder - har åbnet sluserne for en decideret invasion af flygtninge fra borgerkrigene i Mellemøsten, de borgerkrige der igen er udslag af en opsplitningen af islam i et stort antal dogmatisk fuldstændigt uforenelige og hinanden bekrigende retninger som shia, sunni, wahabisme m.fl.

Vitterligt er det af både religiøse og kulturelle grunde umuligt at integrere et kontingent på op til to millioner muslimer i den vestlige kultur på kort tid. Men det er en fejlslutning at se den islamistiske fundamentalisme som fjenden over alle, blot fordi den er militant og terroristisk i sin antivestlige kamp. Det fatale er nemlig at den hylder absolutte, monoteistiske og mandschauvinistiske dogmer.

Psykologisk hænger monoteisme nøje samme med mandsdominans, men den fatale svaghed i den vestlige indstilling til islam og islamismen er den indre usikkerhed blandt vesterlændinge, der betyder tolerance over for intolerance og kvindeundertrykkelse og tolerance over for tro på absolutte dogmer. Usikkerheden giver sig udadtil udtryk i multikulturalismens livsløgne om at alle religioner, ideologier og kulturmønstre skulle være lige gode, og indadtil i komplet mangel på forståelse for hvad der dybest set bærer vores vestlige kultur og frihed, når alt dogmatisk og autoritært grundlag forkastes. Hvad er holdbart, når hverken kirkens, ideologiernes, naturvidenskabens eller fremskridttroens dogmer er andet end livsløgne? - spørger folk bekymrede.



I Vesten er det blevet 'in' at fokusere på ytringsfrihed og dialog som svar på fundamentalismen, men ytringsfriheden bruges lige så meget til hån, bagtalelse og forfølgelse som til oplysning, og dialog er blevet til udspekulerede lærebogssystemer om diskurs og rationel pligtetik, som sygeplejeelever må sætte sig ind i for at kunne skifte bækken for patienterne.

Stress er blevet en folkesygdom som får folk i tusindvis til læger, psykologer, terapeuter og kvaksalvere af alle slags, fordi de er uvidende om simple psykiske mekanismer, vil have piller mod symptomer og ikke gør oprør mod den forårsagende mistillid, overvågning, kontrol og tidspres.

Folkekirken har udmærket sjælesorg når det gælder dødsfald, men ikke nogen sjælesorg der for alvor kan hamle op med udfordringen fra den mere og mere udbredte psykiske mistrivsel, for kirkens hovedbudskab hedder tro på det absurde dogme at Gud blev menneske og opstod fra de døde. Og den slags er ikke noget særligt probat middel over for eksistentielle problemer. Kirkeministrene gennem de sidste 30 år har ikke set at netop trosbekendelsen må være problemet, når selv præster ikke tror på den.

Og generelt har vore politiske ledere siden 1968 været ude af stand til at føre ungdomsoprøret videre til et sandt opgør mod uvidenhed og autoritetstro, der førte til langt dybere indsigter end de tidligere generationer havde og som ikke bare erstattede gammel autoritetstro med en ny, mere omfattende og på flere punkter værre. Bl.a. forkastedes den gode morgensang i skolerne som indoktrinerende fordi den rummede mængder af arketypiske forestillinger af den art ingen kan undvære i opvæksten eller senere i livet.



Ulykken er og bliver det magtmiddel der hedder dogmer og som fastholder tåbelig tro på absolutte sandheder i videnskab, politik, religion og almen eksistens. Men befrielsen fra dogmernes ensretning og virkelighedsindsnævring består ikke bare i at smide dogmerne på lossepladsen, for hvis dogmerne ikke erstattes af fornuftig relativerisering og sekularisering, så vender de bare tilbage med endnu værre djævelskab.

Den eneste fornuftige udvej af den kulturelle misere og krise i Europa er derfor en dyb og udogmatisk forståelse for at mennesket har to tilgange til virkeligheden som er lige nødvendige, men som er uforenelige på det logisk-rationelle plan, fordi den ene tilgang er den indre og intuitive. Men det er just den der giver både meningen med det hele og den nødvendige forankring i en overordnet, men udefinerlig helhed, og derfor den der aldrig må forsømmes eller stilles i anden række.

Løsningen hedder med andre ord den sunde fornuft der altid har kendetegnet et sundt folk, og som accepterer den sunde dynamik mellem det åndelige liv, vi alle fødes med, og den praktiske sanseverden som vi må tilpasse os for at kunne overleve. Denne sunde fornuft har i høj grad præget jævne og almindelige mennesker gennem tiderne, også det vi kalder 'folket' som modsætning til den fine adel og det fine borgerskab. Men sundheden er stille og roligt gået tabt i nyere tid, takket være forrykt, ensidig oplysning.



Folkereligiøsiteten    
Til toppen  Næste

Danmark og den største del af den europæiske kulturverden er blevet mere og mere sekulariseret gennem 1900-tallet, men navnlig efter 2. verdenskrig og den nazistiske ideologis hærgen. Og det har været et ubetinget gode, i og med at det har fjernet de kirkelige autoriteter som overdommere over kulturlivet i bredeste forstand og samtidigt muliggjort fuld kvindefrigørelse.

'Sekularisering' oversættes sædvanligvis bare til 'verdsliggørelse', men det er en højst uheldig forsimpling, for det afgørende ved sekulariseringen er opgøret med elitære autoriteter der bremser oplysning og selvstændiggørelse. Almindelige mennesker skal ikke finde sig i at magthaverne bestemmer deres moral og åndelige liv ud fra deres egne, snævre økonomiske, politiske og ideologiske interesser. De skal tværtimod tage Luthers store tanke om 'det almindelige præstedømme' til sig, det vil sige frabede sig præsters og teologers indblanding i deres direkte og umiddelbare gudsforhold, der netop kan kaldes privat, fordi det foregår i stilhed og ensomhed uden overvågning eller kontrol af nogen art.

Dette betyder vel at mærke ikke at almindelige mennesker skal hoppe på elitens postulater om at religionen skal holdes ude af det offentlige rum, for det er det samme som at sige at forbindelsen mellem folkets indre liv og samfundets anliggender fuldstændigt skulle kappes. Og det ville være fatalt, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre. Men det er der ikke mange i vore dage der forstår - heller ikke blandt den velmenende del af den akademiske stand. Forståelse kræver nemlig indsigt i dybdepsykologien, og det savner de fleste, fordi de simpelt ikke ved hvad det er. De flest tror det bare er en gren af almindelig psykologi på linje med børnepsykologi, ungdomspsykologi, ældrepsykologi eller socialpsykologi, adfærdspsykologi, kognitionspsykologi og mange andre.

Den afgørende forskel ligger i at de nævnte psykologiske grene alle sammen søges gennem ført på en eller anden naturvidenskabelig måde, der igen forudsætter objektive eler intersubjektive metoder der er målelige og kontrollerbare, mens dybdepsykologien primært bygger på introspektion og udsagn om indre forestillinger, som ikke kan måles og vejes, men dog undersøges og beskrives grundigt og systematisk og med henblik på kontrolerbar forståelse og behandling. Dette indebærer igen at dybdepsykologien altid drejer sig om ikke-målelige indre forestillinger der er erfarede, og som sådanne kan gøres forståelige for andre mennesker der har gjort de samme eller beslægtede erfaringer. Dybdepsykologien drejer sig med andre ord om de sjælelige eller åndelige fænomener der foregår i det bevidste og underbevidste - og ofte stammer fra det kollektivt ubevidste - men som aldrig kan iagttages eller måles; de kan kun beskrives af de personer der har gjort erfaringerne og kun forstås af mennesker der har gjort lignende erfaringer og i det hele taget betragter sådanne erfaringer som centrale for eksistensen. Subjektiviteten er derfor altafgørende, men den rummer skam også en langt række fejlkilder som slet ikke findes i den objektive, naturvidenskabeligt efterlignende psykologi eller i det mindste kan elimineres.

Dybdepsykologiens diametrale modsætning i 'overfladepsykologien' er kognitionspsykologien, der studerer frembringelsen, tilegnelsen og anvendelsen af viden, forstået som mental information (til forskel fra rene, iagttagelige læringsprocesser). Og derfor opstår der straks en klar modsætning mellem naturvidenskabeligt indstillede psykologer der i princippet ser målelige hjerneprocesser som grundlag for alle tanker og følelser, og dybdepsykologerne der principielt afviser at sjælelige og åndelige fænomener har en målelig forbindelse med hjerneprocesser eller fysiske processer i det hele taget. Dybdepsykologerne hævder ikke at der ingen forbindelse skulle være, for det ville være mærkeligt andet, men ene og alene at den unddrager sig enhver eksakt måling - nogenlunde på samme måde og af samme grund som elementarpartiklerne i kvantefysikken unddrager sig eksakt måling af tid og sted samtidigt fordi deres hastighed er så stor at de påvirker måleapparaterne og forstyrrer målingen.



De dybdepsykologiske fænomener er ydermere komplicerede af det forhold at de i vid udstrækning må antages at være forårsaget af en umålelig størrelse der kaldet det kollektivt ubevidste, og som bedst kan forstås i analogi med de elektromagnetiske fænomener i fysikken. Det forekommer kun hvor to slags fysiske kræfter (elektriciteten og magnetismen) danner et dynamisk felt. På samme måde kan man sige at mange sjælelige og åndelige fænomener forudsætter et felt af levende mennesker, der så at sige skaber de impulser det enkelte individ kan registrere ved introspektion. Men det må understreges at dette er nyttige arbejdshypoteser, men altid vil forblive hypoteser. Det åndelige liv og sjælelivet kan i princippet kun konstateres af levende mennesker der tør se ind i sig selv og som kan sætte ord og begreber på hvad de ser.

Det folkelige i psykologisk forstand kommer ind i billedet i og med at det kollektivt ubevidste inddrages. Det folkelige bliver følgelig altid et dybdepsykologisk fænomen der kun kan registreres, konstateres og 'opleves' subjektivt af levende mennesker, og her vil det primært komme til udtryk som oplevelsen af en form for fælles bevidsthed eller bevidsthedsfænomener. De fleste vil kende det fra stemningen i en koncertsal eller på et fodboldstadion. Ingen er i tvivl om at mange menneskers fælles begejstring forhøjer stemningen (og en skuffelse modsvarende trækker den ned). Der er ingen større mystik i sagen. Det er stort set noget alle erfarer. Først når man vil prøve at forklare fænomenet nærmere, dukker uenighederne op. De naturvidenskabeligt indstillede er ikke enige med de dybdepsykologisk indstillede og bliver det aldrig, for de afviser på forhånd åndelige fænomener som realiteter.

Kommer vi til de folkereligiøse fænomener, er det indlysende at uenigheden bliver den samme. Dybdepsykologerne ser ingen mystik, men realitet, fordi de kender fænomenerne af egen (indiskutabel) erfaring og derfor får de et helt andet forhold til dem, nemlig et principielt accepterende og empatisk forhold. Grunderfaringen er at man over for disse fænomener aldrig kan stille sig objektivt iagttagende udenfor, men altid må gå ind i en direkte, uformidlet kontakt med fænomenet for at forstå det. Derfor taler den jødiske filosof Martin Buber om den markante forskel mellem det nære, indforstående, subjektive 'jeg-du-forhold' og det afstandgivende, iagttagende og objektive 'jeg-det-forhold'.

Alle kender det fra musik, kunst eller erotik. Man forstår ikke et stykke musik eller et billede hvis man nøjes med at høre og iagttage det for at finde fysiske eller kunstteoretiske forklaringer. Man er tværtimod nødt til at 'svinge med'. Og det samme i det erotiske forhold mellem mand og kvinde. Ser parterne hinanden som rene kønsobjekter som man kan dyrke sex med for udløsningens skyld, kommer de aldrig ind i flirten eller forelskelsen, for denne forudsætter at man ophæver al afstand og hengiver sig til spontan og umiddelbart udveksling af ord, følelser, tanker og kærtegn. Derimod kniber det for mange mennesker med at forstå erfaringer af ubevidste kollektive forestilinger om guder, djævle, engle, helte, skurke, konger, prinser og prinsesser....

Erfaringen af det kollektivt ubevidste gælder ikke skikkelser eller ting der er håndgribelige og kunne gøres til genstand for naturvidenskabelige undersøgelser, men psykiske fænomener der er helt igennem subjektive, og når de overhovedet kan skelnes fra 'fantasi' eller rent 'æstetiske oplevelser', så skyldes det ene og alene deres kollektive og universelle art samt deres klarhed, styrke og dynamik. De har afgørende betydning for såvel det enkelte menneske som det menneskelige fællesskab ved at sige noget væsentligt om eksistensen med en styrke og et liv som man må forholde sig til hvis ikke man vil snævre sin verden ind.

Det folkereligiøse adskiller sig specifikt fra de andre dybdepsykologiske eller åndelige fænomener ved at gribe dybt ind i folkelivet og dermed i kulturlivet. Mennesker med et rigt og åbent åndeligt liv kan ikke lade være med umiddelbart at føle sig som medlemmer af et større fællesskab og påvirke det både bevidst og ubevidst. Og det ubevidste er til syvende og sidst den vigtigste del, for det er den der afgør ægtheden og samtidigt den der giver den stærkeste spontane og kreative impuls til fællesskabet.



Befrielsen fra al trældom ligger i umiddelbarheden    
Til toppen  Næste

Det folkelige og folkereligiøse er spontant og kreativt og kræver derfor ubetinget frihed til selv at gro, og denne frihed forudsætter ikke blot befrielse fra ydre tvang fra ydre autoriteter, men også befrielse fra den indre tvang der kan komme af såvel sygdom og traumer som tvangspræget disciplin. Streng disciplin har været stærkt dominerende i kulturudviklingen i de fleste kulturer, også i den europæiske kultur de sidste to tusinde år. Og det har hele vejen igennem været til stor skade for den direkte føling med den fulde virkelighed.

Det fantastiske er imidlertid at netop Europa - og i særlig grad Norden - har langt de bedste forudsætninger for at kunne generhverve den fulde, tidssvarende føling med den irrationelle del af tilværelsen, fordi den store skikkelse i kristendommen i sin tid uafladeligt som omvandrende 'Menneskesøn' påpegede denne føling for alle sine tilhørere i Palæstina på den særligt bemærkelsesværdige måde der bestod i udtrykkeligt at knytte den til barnets verden af mening, helhed og tillid. Hele hans forkyndelse var - som Grønbech pointerer - indeholdt i det ene ord Gudsriget, og dette var igen hverken noget mystisk eller overjordisk, men derimod klart bestemt med ordene: "Ingen kommer ind i Gudsriget uden at de bliver som børn påny". En forklaring var unødvendig i datiden, men er nødvendig for de tungnemme i dag: gudsriget er den umddelbare realitet som børn lever i fordi de endnu ikke har lært at se på eksistensen på en objektiv måde; de bruger ikke 'jeg-det-måden' som lægger formidlende begreber og sondringer mellem subjektet og eksistensen. I de første måneder af livet kan barnet slet ikke sondre mellem sig selv og omgivelserne. Ethvert spædbarn er ligefrem i symbiose med moderen og opfatter sig som en del af hende. Og det vil igen sige at den fundamentale tryghed, varme og kærlighed der komme fra hende er essensen af det hele. 'Meningen med det hele' er fra starten integreret i helheden.

Derfor skal man i forståelsen af Menneskesønnens rolle i kulturudviklingen have nøje fat på at jøden Jesus fuldstændigt manglede interesse for spørgsmålet om sit jødiske folks frelse. Han synes ikke at have været klar over og i hvert fald aldrig at have accepteret den fundamentalistiske jødedoms absolutte sandhed at Guds vilje må være hans fjenders undergang. Jesus kunne - med Grønbechs ord - åbenbart ikke se den grænse som skilte Israel fra hedningerne. Han følte ikke kløften mellem de retfærdige og de uretfærdige, dvs mellem Guds børn og Guds fjender. Desuden var der i hans forkyndelse intet system eller videnskabelig fromhed som kunne definere ordene og bestemme deres rækkevidde. Der var kun livets dybe sammenhæng i dem - og derfor talte Jesus i lignelser, der vel at mærke ikke var allegorier der kunne og skulle udlægges, men billeder der er uoversættelige til ord og har meningen i sig selv. Lignelserne var fortællinger og skildringer fra hverdagen der med eksempel efter eksempel fortæller om mennesker der spontant giver andre hvad de har og kan hjælpe med - uden tanke på fortjeneste eller anerkendelse. Og en sådan etik var nærmest umoralsk efter almindelig jødisk og borgerlig norm.

Når barnet uden nogen fortjeneste lever i 'gudsriget', er det en simpel følge af at det fra fødslen kun har en umiddelbar og spontan tro eller hengivenhed med sig, og at denne er fuldstændigt selvfølgelig. Den kan ikke forklares med nogen begrundelse, for den er før forklaringer og begrundelser. Og det centrale i hele budskabet er det for en borgerlig tankegang ret provokerende synspunkt, at barnet i kraft af sin tros selvfølgelighed er forbilledet for ethvert menneske der ønsker livet igennem at bevare den fulde føling med den hele virkelighed netop for at kunne klare sine senere almindelige voksen-forpligtelser i de praktiske liv som et frit menneske der ikke er tynget af skyld eller skam. Det kan frit veksle mellem de to lige vigtige og lige berettigede, men vidt forskellige tilgange til virkeligheden: tilgangen til den indre verden (som er medfødt) og tilgangen til den ydre verden (som læres gennem sansning, øvelse og skoling).



Ud fra denne livsforståelse hedder menneskets befrielse fra al undertrykkelse og trældom ikke tro på en guddommelig skikkelse eller et liv efter døden - endsige tro på autoriserede love og regler der står i ældgamle bøger og ikke tåler tvivl eller simpel tidsrelativisering. Befrielsen hedder derimod hengivelse til den selvfølgelige tro som alle børn fødes med, og som ved at være uafhængig af al dogmatisk anskuelse er skabende og spontan.



Det fantastiske er som sagt at dette klare, men provokerende budskab har fået lov at blive stående i den kristne overlevering som et absolut nyt livssyn i den biologiske og historiske udvikling, og at det er blevet Europa der dybt i folkesjælen har begrebet det og holdt fast i det på trods af al ensretning fra kirkens side gennem sin dogmatik - og i nyere tid også på trods af kirkens horrible og latterlige udenomssnak og ligegyldigheder.

Europæisk kultur har den dag i dag en indsigt som ikke er andre kulturer beskåret og som derfor stiller de europæiske folk langt bedre i den eksistenskamp der mange andre steder forfalder til en rå og destruktiv borgerkrig om dogmatiske spørgsmål. Og dette er blevet endnu klarere de sidste måneder end det har været før. Det skal jeg prøve at belyse i en kommende status over året der gik.

Glædelig jul og godt nytår!

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen

Relevante artikler på Jernesalt:

Tro og tillid undergraves i samfundet  (17.12.l5.)
Folkekirkens falliterklæring om tro  (27.1.15.)
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag  (17.11.06.)

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Religion, eksistens og sekularisering - eller Religion, Politiken - og Europas fremtid



Vilh. Grønbechs kulturopgør
Hvad skal vi med religion?     (14.2.07.)
Er religion en privatsag?  eller er det på tide at se den som et offentlig anliggende?
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Kristendommen passé?  (26.12.04.) eller har den potentiale til fornyelse?
Europas forudsætninger  (15.8.05.)
Den tredje vej til religionsanskuelse  uden om ensporet teologi og distancerende videnskab

Er julesalmer i folkeskolen en uting?  (23.12.11.)
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Grundtvig som mytisk digter og profet
Jul, mytologi og teologi  (23.12.06.)



Folkekirken kan ikke finde ud af gudsforholdet  (28.12.14.)
Folkekirken, kønsudjævningen og flugten fra den sande udfordring
- eller da Folkekirken blev til Lillekirken der var glad for sig selv
  (14.12.12.)
Folkekirke, statskirke og folkereligion  (17.5.12.)
Hvad skal præster stille op med kødets lyst?  (16.3.10.)
Religion ude af Danmark?  (11.4.06.)
Opret et kultusministerium!  (14.2.05.)

Fogh Rasmussen om Grundtvig, Kirkegaard, etik og religion  (15.12.05.)
Fogh, religion og sammenhængskraft  (24.5.06.)
Grosbøll sat på plads uden præsteret  (23.5.05.)
Præsten der ikke kan tages alvorligt  - om den afsluttede dilettantkomedie i Taarbæk
Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte   om folkekirken efter Taarbæk-sagen
Er problemet med Grosbøll præstens tro eller folkekirkens dogmer?  (11.6.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal