JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - euafstemn15b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.12.15.

Det klare nej til mere EU-union må og skal respekteres af ja-partierne

Resultatet af folkeafstemningen om retsforbeholdets afskaffelse var entydigt: 53,1 % af de afgivne stemmer var imod, mens 46,9 % var for. Og stemmeprocentern lå på pæne 72 %. Resultatet svarer ganske godt til de foregående afstemninger vedr. EU. I 2000 stemte 53,2 % mod Danmarks tilslutning til Euroen, og i 1992 stemte 50,7 % imod Maastricht-traktaten (den deciderede unionstraktat), mens den efterfølgende afstemning i 1993 om Edinburgaftalen (som et nationalt kompromis med fire danske forbehold) blev stemt hjem med 56,7 % ja.

Bemærkelsesværdig for afstemning den 3. dec. er dog - udover den skæve fordeling af ja- og nej-stemmerne med hensyn til land og by eller bedre landområder og storbyområder - den markant skæve fordeling mellem yngre og ældre, idet 58 % af de 18-34-årige og 57 % af de 35-55-årige stemte nej, mens vælgerne på 56 og derover havde et ja-flertal på 54 %. Det var altså ikke blot de helt unge, men vælgere helt op til 55 års-alderen der havde markant nej-flertal. Epinions undersøgelse viser desværre ikke på hvilket alderstrin holdningen skiftede, men en tilsvarende Gallupundersøgelse har vist at aldersgrupperne til og med 60 år havde stor overvægt af nej-stemmer. Det fremgår således klart at det var de mange ældre vælgere der støttede de gamle, etablerede partiers konservative holdninger.

Derfor var det også bemærkelsesværdigt at to af disse partier fik delt deres vælgere i to næsten lige store grupper. Socialdemokraterne havde 53 % ja, og 47 % nej, og SF havde 51 % ja og 49 % nej. På ja-siden toppede Det radikale Venstre med 88 % ja, efterfulgt af Venstre med 71 % og de konservative med 67 %. På nejsiden toppede Dansk Folkeparti forventeligt med 89 %, efterfulgt af Enhedslisten med 76 %. Det relativt nye Liberal Alliance delte sig fifty-fifty, mens det helt nye Alternativet havde samme fordeling som Socialdemokratiet, dvs 53 for og 47 imod.

Gallups undersøgelse viser specifikt at 68 % af nejsigerne ikke ønskede afgivelse af suverænitet, 52 % ønskede ikke mere EU, 38 % stolede ikke på embedsværket og 32 % ikke på politikerne generelt.

Alt i alt kan det kun konkluderes at det store flertal af befolkningen op til 60 års alderen ikke ønskede mere union og hverken stoler på politikerne eller embedsværket. Og dette kan igen kun udlægges som en markant mistillid til både EU og hele det embedsværk og politiker-system som i årevis har været tæt knyttet til et elitært EU der ønsker flere beføjelser til EU-Kommisssionen i Bruxelles og EU-parlamentet i Strasbourg.

Til gengæld ligger det også klart at der er stort flertal i den danske befolkning for at Danmark iøvrigt skal opretholde et snævert samarbejde med Europol af hensyn til alle former for kriminalitetsbekæmpelse og forebyggelse af terror.

Nu er statsminister Lars Løkke Rasmussen så gået i gang med sonderinger om partiernes holdninger til afstemningsresultatet og de heraf afledte opgaver i forhold til EU-samarbejdet, og da de unægteligt falder sammen med den fortsatte store krise i EU om flygtninge, terror, økonomi, budget og Grækenlandsgæld, så ligger det naturligvis meget tungt med enighed om andet end en fornuftig aftale om Europol. Og det vil så blive den Lars Løkke logisk vælger at begynde med som den pragmatiske og overlevens-fokuserede statsminister han er.

Men nej-partierne - og først og fremmest Dansk Folkeparti og Enhedslisten - bør ikke glemme at folkeafstemningen forleden var Lars Løkkes tredje store nederlag på halvandet år. Først EU-parlamensvalget i juni 2014; så folketingsvalget i juni i år og endelig nejet til ophævelsen af retsforbeholdet. Det sidste nederlag kunne Løkke let have undgået, hvis han havde været klog og straks efter kansler Merkels egenhændige og tåbelige skabelse af flygtningekrisen i begyndelsen af september havde udskudt folkeafstemningen om retsforbeholdet på ubestemt tid. Men han må jo have næret en ubegribelig illusion om at have befolkningens tillid. Det havde han ikke, og det havde Socialdemokraterne heller ikke, selvom Mette Frederiksen har gjort hvad hun kunne for at rette op på forgængernes systematiske tillidsbrud med egne vælgere.

Allerede på valgaftenen var Frederiksen fornuftig nok til at signalere at tiden kunne være inde til en ny kurs i Europa-politikken, en kurs der tager højde for befolkningens skepsis over for EU. Men Venstre vil ikke være med hvis det står til den politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen. Og i Bruxelles mener man ifølge Jyllands-Posten at det er op til Danmark selv at foreslå hvordan det undgås "at blive smidt ud af Europol". Det svarer dog ikke til hvad en af Europols topchefer fornuftigvis har sagt, nemlig at Europol ikke kan undvære Danmark.

Jyllands-Posten har derimod ret i at en såkaldt parallelaftale om Europol kun vil løse en del af Danmarks problem. For problemet hedder mistilid til politikerne både på Christiansborg og i Bruxelles. Og hvis nogen af parterne tror den går over af sig selv med tiden, så kan de godt tro om. Den er tværtimod blevet helt fundamentalt - og har hverken det fjerneste at gøre med primitiv EU-skepsis, primitiv dansk nationalfølelse eller primitiv tvivl om den danske eller nordiske demokrati-model der grundliggende bygger på befolkningens tillid til deres valgte politikere.

Langt de fleste danske vælgere går i dag ind for et fornuftigt internationalt samarbejde og derfor også for et fornuftigt medlemsskab af EU, men samarbejdet og medlemsskabet må aldrig blive en afgivelse af sund national suverænitet, for en sådan er ensbetydende med opløsning af selve sammenhængskraften i folket. Sammenhængskraften er fuldt forenelig med internationalt samarbejde, med en vis udveksling af arbejdskraft med udlandet og en vis indvandring af fremmed arbejdskraft, men den er uforenelig med en så omfattende indvandring at integration er udelukket. Og specielt gælder at integration af muslimer af både religøse og kulturelle grunde er meget vanskeligere end integration af ikke-muslimer. De afgørende grunde kan samles i begrebet sekularisering, dvs en konsekvent adskillelse mellem politik og religiøst magtstræb. Modstanden mod den stigende indvandring, for ikke at sige invasion af muslimer ligger ikke i modstanden mod fremmede mennesker som sådanne, men i modstanden mod ikke-sekulariserede mennesker der slet ikke passer ind i vores demokrati, livsstil eller kvindefrigørelse, fordi de har lovreligion og mandsdominans i deres hjerter.

Man taler i den forbindelse om at hvis forskellen mellem ja-tilhængere og nej-tilhænger må fortolkes ud fra denne erkendelse, så bygger ja-siden på saglige fornuftsargumenter, men nej-siden på følelser og intet andet. Det er en total misforståelse, der naturligvis er yderst fordelagtig for EU-tilhængere, fordi de færreste ønsker at blive stemplet som følelsesmennesker der ikke styres af fornuftens grunde. Misforståelsen er imidlertid hverken tilfældig eller underordnet. Den er helt central i vurderingen af det store skisma i nutidens EU og nutidens Danmark. For den afslører at ja-tilhængerne, herunder også de fleste 'EU-eksperter', simpelthen går ud fra at økonomiske og juridiske bestemmelser og afgørelser er eneafgørende for folkenes og borgernes eksistens og tro på deres lederes evne og vilje til at føre an. Men en sådan forhåndsindstilling eller grundpræmis er den rene livsløgn.

Folkenes og borgernes eksistens og tillid til deres ledere er dybest set altid et spørgsmål om at se alle enkeltheder i samfundet og livet ud fra et helhedssynspunkt, hvor fornuftige grunde og mere følelsesbetonede grunde er flettet så dybt ind i hinanden at det er umuligt af skille det rationelle og det irrationelle. Og dette kommer igen af at det dybt i sjælene er umuligt at skille det rationelle og det irrationelle ad, i og med at mennesket ikke er enten et rationelt væsen eller et irrationelt væsen, men et helt væsen med to livsvigtige tilgange til tilværelsen: på den ene side den praktiske-nyttige der går gennem sansningen og det rationelle begrebsapparat og på den anden side den åndelige der går gennem intuitionen og den irrationelle forestillingsverden der igen styrer viljen. Der er altid og i alle mennesker og i alle samfund et stærkt dynamisk spil mellem disse to tilgange til tilværelsen - og det går altid galt, hvis den ene side forsømmes til fordel for den anden.

Skal mistilliden til politikerne og elitens EU mindskes og om muligt helt overvindes, så hedder metoden ikke løsningen af delproblemer som Europol, men accept af komplementariteten mellem de to tilgange til tilværelsen og dermed fuld respekt for den intuitive og irrationelle forestillingsverden.

Dette betyder igen at nej-partierne vil tabe forhandlingerne med statsministeren og gammelpartierne, hvis de fokuserer på løsningen af delproblemet omkring Europol og helt glemmer vælgerflertallets grundliggende mistillid til politikerne på Christiansborg og i Bruxelles. Dansk Folkeparti og Enhedslisten har et enormt ansvar for at dette aldrig sker. Men det kræver igen at de holder fast i folkets nej til mere union i EU, ja, i givet fald har mod til at vælte regeringen

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Links til partierne: