JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - euafstemn15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.11.15.

Sund fornuft at stemme nej til mere EU-union

Folkeafstemningen den 3.12.15. drejer sig formelt set om omdannelse af det danske retsforbehold til en ny 'tilvalgsordning' i forhold til EU. Svarer et flertal af vælgerne ja, får vi en tilvalgsordning, men svarer et flertal nej, bevarer vi det retsforbehold der blev vedtaget ved folkeafstemningen i december 1993 (om Edinburgh-afgørelsen), vel at mærke hvis flertallet udgør mindst 30 % af samtlige stemmeberettigede.

Spørgsmålet er sendt til folkeafsteming, fordi det berører Danmarks suverænitet som selvstændig stat, idet grundlovens § 20 udtrykkeligt siger, at forslag om overdragelse af beføjelser fra dansk myndighed til mellemfolkelige myndigheder kun kan vedtages af folketinget, hvis fem sjettedel af dets medlemmer stemmer for. Og det har ikke været tilfældet her.

Problemet med forslaget er imidlertid at EU-samarbejdet helt har ændret karakter de sidste år, således at EU nu kan vedtage love for alle lande hvis EU-parlamentet og et flertal af de enkelte landes regeringer stemmer for, selvom den danske regering eventuelt har stemt imod, og folketinget slet ikke er blevet spurgt. Specielt gælder at politisamarbejdet Europol nu også ændres (med virkning fra 1. april 2017), så Danmark fremover i princippet vil kunne holdes udenfor, hvis vi vælger at opretholde retsforbeholdet.

Et ja anbefales af følgende partier: Socialdemokraterne, Venstre, Alternativet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det konservative Folkeparti - der ialt fik 62,8 % af stemmerne ved folketingsvalget. Alle disse partier lægger vægt på politisamarbejdet. Også erhvervslivet anbefaler et ja, hvorimod fagbevægelsen med undtagelse af Dansk Metal ikke entydigt har valgt side.

Nej anbefales af Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance (med ialt 36,4 %) samt Folkebevægelsen mod EU. - Alle fordi de vil bevare den fulde suverænitet over dansk retspolitik - og mener at Danmark m.h.t. Europol kan bevare samarbejdet - om nødvendigt gennem en 'parallelaftale' med de andre EU-lande.

Trods det brede ja fra syv af folketingets partier tyder meningsmålingerne på et tæt løb mellem ja og nej, fordi mistilliden til EU generelt er blevet større og større i befolkningen gennem lang tid, og i hvert fald ikke er blevet mindre de sidste par måneder hvor EU-toppen har åbnet sluserne for flygtningestrømmen og samtidigt har undervurderet terrortruslen. Ja, der tegner sig endda på det sidste en overvægt til nej-siden, som bl.a. skyldes at ja-siden har ført en skræmmekampagne af den art der virker mod hensigten.

Hvis folkeafstemningen ikke gjaldt Retsforbeholdet som helhed, men alene samarbejdet om Europol, ville den give et klart ja, da næsten alle kan se det fornuftige i et tæt og udbygget samarbejde i EU om alle politimæssige og efterretningsmæssige opgaver i forbindelse med bekæmpelse af såvel almindelig og økonomisk kriminalitet som terrortrusler og menneskesmugling.

Europol er som nævnt også under forandring - og der er netop i EU vedtaget en plan for disse ændringer, som ikke skulle volde de store problemer for dansk tilslutning. Ulykken er at man fra både regeringens og Europols side, påstår at det vil give problemer for dansk samarbejde med Europol at stemme nej til en ophævelse af retsforbeholdet, for det vil indebære at Danmark efterfølgende skal ind i en lang, måske årelang forhandling om en parallelaftale af den slags Norge og Schweiz har, og som ene og alene kommer af at disse to lande slet ikke er medlemmer af EU. - Men Danmark forbliver medlem af EU uanset hvad afstemingsresultatet bliver den 3.12., så det ville da være helt vanvittigt om Europol pludseligt skulle give sig til at kræve langvarige forhandlinger om en særaftale. Påstanden kan kun opfattes som visse EU-lederes forsøg på at tvinge Danmark til at underkaste sig EU's udlændingepolitik ved at droppe retsforbeholdet som helhed.

Men det er jo lige præcis dette en meget stor del af den danske befolkning - formentlig et solidt flertal - ikke ønsker og som de netop midt i EU-krisen om flygtningepolitikken er direkte imod, fordi de kan se at EU-eliten har fejlet stort. Fra regeringens side hævder man, at den danske regering fortsat vil kunne bestemme store dele af flygtningepolitikkken og hvad der ellers hører under det gamle retsforbehold, idet tilvalgsordningen ikke er en blank tilslutning til EU's politik, men som navnet siger et tilvalg til EU-love og -regler som Danmark måtte ønske at tilslutte sig og et fravalg af EU-love og -regler man ikke ønsker at tilslutte sig. Og sådan er det sikkert også formuleret på papiret (et tykt og indviklet dokument), og statsministeren har oven i købet garanteret at tilvalgsordningen vil blive fortolket sådan.

Problemet er at ingen tager en sådan 'garanti' alvorligt. Tilvalgsordningen er en gummiparagraf der naturligvis vil kunne fortolkes vilkårligt og situationsbestemt, når den udtrykkeligt bygger på den hovedforudsætning at EU-parlament og -råd fremover kan vedtage love og regler uden om de nationale parlamenter. Det er med andre ord mere union vi vil få, og det er dette mange af os er inderligt imod.

EU-toppen i både den gamle Barroso-kommission og den nye Juncker-kommission - begge i snævert samarbejde med den tyske kansler (som nu har siddet på posten i ti år) - har kuppet adskillige ting igennem (jf. henvisningerne, bl.a. Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU), men intet har været værre end Angela Merkels fatale åbning af flygtningesluserne den 5.9. i år, og det er dette vi må tage højde for nu. Mistilliden til EU-eliten er dyb og særdeles velbegrundet for alle der er imod mere union.

Mistilliden til statsminister Lars Løkke Rasmussen hører med i billedet, fordi tillid til de politiske ledere er en fundamental forudsætning for at et demokrati kan fungere efter hensigten. Og vi er mange her i landet der total mistede tilliden til Lars Løkke som følge af hans mange bilagssager. Han skulle aldrig have været statsminister igen - og Dansk Folkeparti, der faktisk blev større end Venstre ved valget, skulle aldrig have godkendt ham som statsminister. Nu hænger alle partier og hele befolkningen på ham - og det betyder så også, at et nej til EU-forslaget den 3. december er et tydeligt nej til Lars Løkke Rasmussen personligt.

I denne forbindelse må det fastlås at selve timiningen for folkeafstemningen er uhyre dårlig fra Lars Løkke Rasmussens side på grund af den nu meget store mistillid til hele EU i befolkningen. Løkke udskrev folkeafstemingen inden EU-krisen eskalerede som følge af flygtninge-invasionen fra og med 5.9. og den efterfølgende yderst alvorlige terrortrussel. Og han kan naturligvis ikke bebrejdes selve denne udvikling. Men han burde have taget konsekvensen af den og udskudt afstemingen straks det blev klart hvor alvorligt EU-krisen blev. Og da ydermere Storbritannien står over for en beslutning om forbliven eller ej i EU og dermed svære forhandlinger med EU-toppen om en traktatændring, burde også dette have givet anledning til udskydelsen af den danske afgørelse. Danmark bør klart støtte David Camerons kamp - og vente med eventuel ophævelse af dele af retsforbeholdet til efter afgørelsen om Storbritannien.

Det afgørende faktum netop nu i efteråret 2015 er at EU er i dyb krise som følge af Grækenlandsgælden, flygtningestrømmen, den interne uro i Tyskland langt ind i kanslerens eget parti, de voldsomt stigende udgifter til flygtninge, og de deraf afledte vanskeligheder med både budgetterne og valutaens stabilitet. EU er derfor også kommet ind i en dyb forandringsproces, hvis udfald ingen kan forudse. Det eneste positive resultat synes at være at det ligger klart for dagen at EU-parlamentet med socialdemokraten Martin Schulz som formand har fået en magt det aldrig burde have haft, og som er klart i strid med hele EU-samarbejdets oprindelige idé om et 'Fædrelandenes Europa'.

Der er følgeligt mange gode grunde til at stemme nej til til ophævelsen af retsforbeholdet den 3.12. Men hverken ja-siden eller nej-siden skal glæde sig for tidligt når valgresultatet foreligger, for uanset om det bliver et ja eller et nej, vil vanskelighederne nøgternt set kun tårne sig op de følgende måneder og år. Folk der påstår noget andet, er ikke pålidelige kommentatorer.

Først og fremmest bør det netop i en sådan situation understreges meget kraftigt, at det ikke er ja-siden der står for det rent fornuftige synspunkt, og nej-siden for det rent følelsesmæssige synspunkt. Tværtimod forholder det sig sådan, at folkeafstemningen trækker så mange store og langsigtede spørgsmål og problemer med sig, at det mest tåbelige er at bilde sig ind at den kun drejer sig om det formelle spørgsmål om retsforbeholdets bevarelse kontra en ny tilvalgsordning. Ingen kan sige med sikkerhed hvilke konsekvenser afstemningen får for Danmark, da ingen kan forudse med nogen grad af sikkerhed, hvordan EU ser ud om bare et halvt eller et helt år. Vælgerne bør altså bevare fatningen og træffe deres valg med fuld bevidsthed om både følelser og rent saglige argumenter. Følelser må aldrig undervurderes, for de dækker også det afgørende tillidsmæssige spørgsmål.

At stemme under pres i en oppisket stemning der er styret fuldstændigt af magthavere eller af oprørere ville være uansvarlig overgivelse til ren massesuggestion, men en sådan oppisket stemning foreligger ikke. Tværtimod har debatten været rolig og i vid udstrækning saglig, så det er allerede af den grund helt irrelevant at postulere at det skulle være mest fornuftigt at stemme ja eller mest fornuftigt at stemme nej den 3. december. Der er som nævnt fornuftige argumenter for begge dele, men usikkerheden om EU's fremtid er nu så stor, at folkeafstemningen forlængst skulle have været aflyst. Når det ikke er sket, må vælgerne jo stemme på ret så sofistikeret vis, altså ud fra en i virkeligheden ganske kompleks afvejning af om man mener udviklingen i øjeblikket går den rigtige vej og om EU's topledere overhovedet er i stand til at styre udviklingen eller om de bare lader stå til med det skjulte motiv at underminere de enkelte medlemslandes egen ret, vilje og kraft til at forsvare både deres egen suverænitet og hele Europas sjæl og kultur, den der har med progressiv sekularisering, kvindefrigørelse, refleksion, frihedsrettigheder og humor at gøre.

Intet valg og ingen folkeafstemning må forråde den sunde fornuft, for denne går ikke ind for bestemte dogmer om hverken det ene eller det andet, men ser udfordringerne og usikkerheden i øjnene - og prøver efter bedste evne at sørge for at der ved enhver afgørelse sker en afvejning af det to principper der synes at stride voldsomt mod hinanden, følelsen og fornuften. Men følelse og fornuft strider ikke mod hinanden, de arbejder tværtimod sammen med det fælles mål at sørge for overvægt af det gode i såvel individets som samfundets tilværelse. Kun den sunde fornuft kan gennem refleksionen sikre at der tages vare på såvel den praktiske verdens mange nyttebetonede og vigtige anliggender som den indre verdens mange meningsgivende og i sidste instans afgørende anliggender.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Links til partierne: