JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eu12b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.10.12.

EU-førerskabet udskød endnu engang topstyring

EU-landene har holdt topmøde i Bruxelles i den forgangne uge og baggrunden var selvfølgelig den fortsatte eurokrise og fortsatte uenighed om en løsning. Grækenland og Spanien kører stadig økonomisk på pumperne, hvilket vil sige på fortsatte tilsagn om midlertidig hjælp på betingelse af stramme budgetter og store nedskæringer. Og det vil igen sige på fortsat voldsom arbejdsløshed og social uro - uden nogen sigtbar ende.

På det ene side ønsker EU-førerlandene ikke Grækenland, Spanien og Portugal lukket ude af det fine og ambitiøse euro-projekt (som de aldrig skulle have været medlemmer af), fordi et sammebrud af det store projekt, der var forkert skruet sammen fra starten, vil betyde gigantiske og ukontrollable tab og risici og dermed stor ustabilitet. Derfor lancerede den forsigtige EU-præsident Van Rompuy med sædvanlig sproglig kreativitet en idé om en "finanspolitisk kapacitet" der skulle gøre det muligt fra centralt hold at skyde flere penge i hjælpeaktioner uden at alt hver gang skal forhandles på plads med alle lande.

På den anden side vil førerlandet over alle - Angela Merkels Tyskland - ikke give alt for risikable garantier for hjælp (fx ved indførelse af euroobligationer) og kræver derfor fortsat strammere kontrol med de uansvarlige sydlande samt etableringen af en decideret bankunion. Den franske præsident Hollande vil have sat skub i hjælpen straks, men da de to ikke kunne blive enige, udskød man en beslutning til næste møde. Man skal have brugt tid på at formulere presseudtalelsen så den kun sagde at der var enighed om nå et resultat ved næste møde.

Udskydelsen af en løsning betyder ikke alene at EU som helhed ikke får stimuleret sin økonomi så der kunne komme gang i væksten og beskæftigelsen og skabt optimisme, men også at man må se i øjnene at løsningen kommer til at splitte EU, skønt man hidtil har understreget at man helst ville undgå det.

Det første er slemt nok, fordi det skal ses i sammenhæng med at amerikansk økonomi står i stampe og afventer resultatet af præsidentvalget. USA's økonomi er på grund af den stigende gæld værre end man rigtigt vil være ved. Og vinder Barrack Obama valget, hvad der ikke kan siges med sikkerhed, så betyder det ikke automatisk at økonomien er reddet, for han kommer ikke godt ud af det med begge sider af kongressen.

Men muligheden for splittelse i EU mellem eurolande der vil acceptere bankunion og central budgetkontrol og EU-lande der ikke vil er meget stor, og vil i givet fald betyde at kommissionsformand Barrosos planer om en egentlig union bliver realiseret. Hans statskup i oktober sidste år kan blive fuldbyrdet, således at EU ikke bare bliver et "EU i to hastigheder", men et EU der består af en elite med skarp styring og en bred masse der består af dem der ikke har noget at skulle have sagt, men allernådigst kan få lov at hænge på så længe de vil, forudsat at de lever op til de krav som den snævre kreds af euro-lande juridisk har sat.

Det har hele tiden været klart, at Storbritannien ikke vil være med til at afgive magt til en centralledelse, og premierminister Cameron forventes da også at trække Storbritannien ud af de dele af samarbejdet der skal topstyres fra Bruxelles, men dog at acceptere at andre går videre med unionsplanerne.

Ikke-eurolande som Sverige og Danmark hører til 'lurepasserne', det vil sige de venter med at tage endelige stilling indtil de kan se hvad de dominerende eurolande og navnlig Tyskland og Frankrig bliver enige om i november eller december. Ingen af dem vil nemlig være med i en absolut bindende unionaftale, men vil på den anden side gerne med i et fælles finanstilsyn, forudsat det kan tilpasses deres forbeholdne interesser. Og endelig vil Østlandene med undtagelse af Tjekkiet i den sidste ende helst med i Eurosamarbejdet fuldt og helt.

Et af problemerne er blevet at Danmark (og Sverige) risikerer at blive lukket ude fra indflydelse på forhold vedr. banktilsynet som man tilslutter sig, fordi bl.a. kræfter i Tyskland kræver fuldt tilslutning for indflydelse. Typisk for situationen er det den socialdemokratiske formand for Europaparlamentet, den iltre og fanatiske Martin Schultz (der i sin tid gjorde sig særligt bemærket under striden om Østrigs vej), der vil lukke lande uden for stemmeret i EU, hvis de ikke makker ret. Den basale skillelinje bør efter hans mening være at hvis man kun deltager i visse politikområder, skal man heller ikke deltage fuldtud i beslutningsproccesen. Og dette gælder vel at mærke både EU-kommission, ministerråd og parlament. Schultz' kompromisløshed viser at det også i parlamentet er Tyskland der bestemmer.

Den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt, der må betegnes som en inkarneret EU-tilhænger og som under det danske formandskab i første halvdel af 2012 endnu troede på europæisk enighed om problemerne og på egne evner til at mægle i sagen, er nu kommet ned på jorden og har accepteret et delt EU som en nødvendighed. For at bevare fællesskabet må vi lade EU bevæge sig i flere hastigheder, siger hun. Eller som hun også formulerer det med sproglig EU-kreativitet: "Vi er nødt til at komme overens med det faktum at EU er baseret på fleksibel integration". - Fleksibel integration! Jo tak, det lyder pænt, men betyder altså at nogle er helt integreret, andre kun delvist.

Om EU-krisen i sidste ende bliver løst gennem alle disse mere eller mindre gennemskuelige manøvrer, får stå hen. Løsningen vil i hvert fald trække ud - og kommer i høj grad til at afhænge af Sydeuropas vilje til at tage ansvaret for at løse egne problemer. Men i det år hvor EU som institution har fået tildelt Nobels Fredspris for sin ubestridelige evne og vilje til at afgøre alle stridigheder uden at gribe til vold ligger det lysende klart at ansvarligheden er yderst forskellig fra land til land og at EU-projektet som sådant derfor halter og i stigende grad kommer til at gå på to ben. Det nationale er heldigvis ikke forsvundet totalt, selvom eliten har bestræbt sig på at få det væk. Men det folkelige er gået fløjten; den faktiske topstyring har grebet om sig og fjernet eliten og folkene mere og mere fra hinanden.

Når den danske statsminister taler om at bevare fællesskabet ved at lade det bevæge sig i flere hastigheder (læs ved at dele fællesskabet op), så gør hun sig skyldig i en illusion. Og det er da ikke udelukket at de danske banker derved kommer under det tilsyn fra den Europæiske Centralbank som for dem er et must uanset de politiske og folkelige omkostninger. Men det vil næppe øge den danske befolknings begejstring for EU som sådant.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Det europæiske råd
Statsministeriet

Relevante artikler på Jernesalt: