JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eu12c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.11.12.

EU-topmødet måtte udskyde budgetforliget

Topmødet i EU måtte fredag aften udskyde et forlig om EUs langtidsbudget for 2014-20, fordi de 27 lande ikke kunne enes om det kompromisforslag som EU-præsident Herman Van Rompuy havde forelagt efter at have brugt flere timer på at høre på ønsker fra de enkelte lande. Regeringscheferne havde fået 10 minutter hver til at redegøre for deres ønsker over for en lyttende og noterende præsident. Men de lå for langt fra hinanden til at de kunne stykkes sammen til et egnet kompromis.

I og for sig er der intet mærkeligt i at budgetforhandlingerne ikke lykkes ved første forligsmøde, men denne gang havde Van Rompuy lagt vægt på at der absolut skulle findes en aftale i første omgang for ikke at tilføje unionens troværdighed stor skade. Men efter fiaskoen prøvede han at afdramatisere sagen. Vi mødes igen næste år, lød det. Det kommer troværdigheden nok til at lide under, men udskydelsen har til gengæld den fordel at man forinden får overstået topmødet i december om den vedvarende og uløste finanskrise der til stadighed ligger og tikker som en bombe under EU og euroen, fordi ingen kan få øje på vækstmuligheder eller blot forudsige udviklingen i Sydeuropa. Krisen bliver ikke løst på mødet, men måske afklaret på enkelte punkter vedr. Sydeuropa.

Uroen i Grækenland og Spanien er fortsat stor og stigende med katastrofal høj arbejdsløshed og voldsomme protester i byerne. Landenes nedskæringer i de nationale budgetter, er forudsætningen for fortsat hjælp fra EU, men tilfredsstiller for Græekenlands vedkommende stadig ikke de store landes finansministre, og de skaber hverken muligheder for vækst eller gældssanering. Man er havnet i uløselige sociale problemer der må frygtes at givet øget ekstremisme på begge fløje - og man er endog fra visse sider (bl.a. den franske filosof Bernar-Henri Lévy) begyndt at slå på på at hele Europa dog skylder Grækenland temmelig meget hvad angår kulturarven. Men det er et argument der ikke kan bruges til noget som helst, for den afgørende kulturarv fjernes jo ikke i det tilfælde at Grækenland må gå ud af euro-samarbejdet. Det er de sidste årtiers uansvarlige økonomiske politik - og ikke hvad Sokrates, Platon og Aristoteles gjorde sig af tanker for 2500 år siden - der nu må bødes for på en måde der er hårdere ved demokratiet og dets institutioner end krige. Den franske filosof synes iøvrigt helt at glemme betydningen af kulturarven fra Norden; den har ikke mindst betydet udvikling af et demokrati der fremmer den folkelige inddragelse i det politiske liv og derfor også ansvarligheden og den hermed nødvendige begrænsning af korruptionen.

Grækenlands enorme gæld har rejst frygt for, at landet går i betalingsstandsning. Netop i dag mødes EU’s finansministre for at tage stilling til den græske regerings spareplan. Kun hvis EU accepterer planen, kan Grækenland få udbetalt sit lån, der skal bruges til at tilbagebetale gammel gæld med. "Grækenland har gjort, hvad det har forpligtet sig på", mener den græske ministerpræsident, Antonis Samaras, der samtidigt peger på at det ikke kun er Grækenland, "men hele eurozonen, der er afhængig af vore partneres beslutninger". Problemet er bare, at ingen kan se hvordan i alverden grækerne nogensinde skal kunne betale deres gæld tilbage - uden en 'gældsanering' som vil koste långiverne dyrt. [Tilføjelse 27.11.: Finansministrene fra eurolandene vedtog i nat sammen med Den internationale Valutafond og Den europæiske Centralbank at frigive et lån på 326 mia kroner til Grækenland så det forarmede land kan indfri forfalden gæld til terminen 13.12. Lånet skal dog først godkendes af de implicerede nationale parlamenter, men det regnes for en formssag. Betingelsen for hjælpen er at Grækenland reducerer sin samlede gæld fra i dag 180 procent til 124 procent af nationalbruttoproduktet i 2020.]

Men også Frankrig er i problemer, fordi bruttogælden nu har rundet 90 procent af bruttonationalproduktet, samtidigt med at de offentlige udgifter er løbet op på næsten 57 procent af BNP'er. Den offentlige sektor er alt for stor i forhold til den private sektor der bl.a. må slås med særligt restriktive love og anordninger for virksomheder med 50 personer og derover. Antallet af mellemstore virksomheder er kun halvt så stort som i Tyskland og Storbritannien, og det går ud over selve vækstpotentialet. Lønomkostningerne er også for høje i forhold til konkurrerende lande. Landbruget lever højt på alt for store støtteordninger fra EU - og det indebærer at præsident Hollande kæmper med næb og klør for at forhindre den nedskæring af landbrugsstøtten Van Rompuy har foreslået. Hollande ønsker uændret landbrugsstøtte og vil ellers løse landets finansproblemer med særbeskatning af de højeste indkomster, hvad der altsammen kun bidrager til at låse problemet fast.

De nye medlemslande i Østeuropa kom ind i EU med store forventninger til fordele der kunne øge deres egen vækst og velfærd. Disse lande er derfor tilhængere af at EU-budgettet bliver øget år for år, og Polen har direkte advaret Danmark mod at blokere for et budgetforlig med et veto og dermed "smadre murene i det europæiske hus", som den polske præsident Komorowski fornylig udtrykte det. Og med direkte adresse til den danske statsminister, tilføjede han at "Brugen af veto er ikke alene i strid med princippet om solidaritet, som er afgørende for det europæiske projekt, det er også kortsigtet i forhold til at holde samnmen på unionen".

Men Helle Thorning-Schmidt har valgt at bruge veto-truslen, fordi hun satser alt på at få den 1 milliard i rabat på betalingen til EU, som hun mener Danmark betaler for meget. Hun er sikker på at alle hendes kolleger har forstået budskabet - og kan bl.a. henvise til at den tyske kansler Merkel udtrykkeligt har sagt at hun forstår det danske synspunkt og ikke har hørt nogen trussel fra dansk side ved forhandlingsbordet. Det er jo høfligt og diplomatisk, men hjælper bare ikke, når rabatspørgsmålet skal indgå i Van Rompuys kompromisforslag om nedskæring med 169 mia af det nuværende rammebudget 2007-13 på 7699 mia kroner, så meget mindre som Danmark sammen med Tyskland og Finland ønsker beløbet skåret helt ned til 7152 mia - og Storbritannien, Sverige og Holland endda til 6.794 mia.

Danmarks krav om rabat er ikke urimeligt, eftersom Danmark bidrager med et større nettobeløb pr. indbygger end Sverige, Holland, Tyskland og Storbritannien, som alle får klækkelige rabatter. 1 mia er måske også pebernødder i EU-sammenhæng, men selv små beløb tæller med i det store regnskab, og rabatten er ganske mange penge set med danske øjne - og de er faktisk allerede indregnet i den danske regerings budget for 2013. Både Helle Thorning og Nikolai Wammen har udtalt sig skråsikkert om at de nok skal hive rabatten hjem til sidst. Tidspunktet er bare det dårligst tænkelige.

Storbritanniens premierminister David Cameron er temmelig sikker på at han har Europas borgere på sin side, når han siger at "vi skal holde op med at stjæle deres penge i en uendelighed og bruge dem på EU". Og det har han formentlig ret i, især hvis det tilføjes at ikke alle Europas borgere har lyst til at betale for sydeuropæernes overforbrug i årevis. Han er selv i klemme, fordi modstanden mod EU er så kraftig i Storbritannien, at han kan falde på ikke at stå stejlt nok på sine krav. Meningsmålinger i Storbritannien viser at over halvdelen af briterne er stemt for at forlade EU.

Den britiske modstand giver kansler Merkel så stor hovedpine, at hun har luftet ideen om at vedtage et budget uden om Storbritannien - selvom det vil splitte EU de facto. Et forvarsel om hvad budgetforhandlinger til næste år ender med, får vi i december, når finanskrisen skal på tapetet. Kommissionsformanden har ikke undladt at gøre opmærksom på at det er første gang i EU's historie at der skal skæres i budgettet samtidig med at man gerne ser ny opgaver løst, herunder vækstinitiativer, jobskabelse og fælles udenrigstjeneste. Men i Van Rompuys kompromisforslag er der også skåret i gamle fremadrettede opgaver som investeringer i forskning, teknologi og grøn omstilling.

Netop de sidste punkter peger den forkerte vej netop på et tidspunkt hvor nye rapporter fortæller om øgede klimaproblemer, og hvor klimatopmødet i Dubai står over for en erkendelse af at man er langt fra alle mål - og ingen vegne kommer med moralske belæringer. Alle fattige lande vil have mere vækst, selv om vækst generelt er blevet et problem. Jordens befolkning på nu syv millarder er for stor til klodens klimatiske forhold, men ingen kan gøre noget ved overbefolkningen. Problemet vil bestå - og kan formentlig kun løses med geniale teknologiske opfindelser der kan hive kuldioxiden ud af atmosfæren!

Det er oplagt at den internationale finanskrise har fjernet grundlaget for fremskridt i klimapolitikken og beskæftigelsespolitikken. Og det er i den forbindelse omkostningsfrit at gøre opmærksom på, at landbrugsstøtten i EU skulle have været skåret kraftigt ned for længst. Det hjælper bare ikke i dag.

Man kan ikke fortænke Herman Van Rompuy i at udskyde budgetforhandlinger til næste år. Det har både været nødvendigt og fornuftigt, eftersom topmødet om finanskrisen må overstås først. Men da ingen tror på en virkeligt holdbar og tilbundsgående løsning af finans- og eurokrisen i december, vil budgetforhandlingerne i januar eller februar sandsynligvis også havne i midlertidige eller halve løsninger. Og EU's troværdighed vil igen få et skår. EU har været fejlkonstrueret fra starten og specielt har det været en fejl at lukke uansvarlige medlemslande ind i euro-samarbejdet. Men det hjælper heller ikke noget at fastslå disse ting. Kun sætter det Barrosos store unionsdrømme om en EU-supermagt i relief. Barroso og hans meningsfæller har ødelagt muligheden for at fastholde EU som et "Fædrelandenes Europa".

Den danske regering har ikke handlet særligt overbevisende. Helle Thorning-Schmidt startede i den store stil med store ord og fagter der kunne fornøje Barroso og kompagni i Bruxelles. Den kunst mestrer hun. Men hun er nu havnet i båd med David Cameron, hvis intentioner hun for et år siden forsømte at sætte sig ordentlig ind i. Hun fik derfor heller ikke skabt muligheder for en smidig fælles strategi der kunne aftvinge respekt i Bruxelles. Det kan naturligvis ikke gøres om. Så det sikre er og bliver at krisen fortsætter, og at arbejdsløsheden generelt stiger i Europa, men særligt i Sydeuropa.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links:

Det europæiske råd
Statsministeriet
Europaministeriet

Relevante artikler på Jernesalt: