JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - umiddelbarhed1

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.12.15.

Hvad er den umiddelbare realitet for en størrelse?

Udtrykket 'den umiddelbare realitet' spiller en afgørende rolle i den komplimentære helhedsrealisme i og med at den fundamentale mening, orden, sammenhæng og helhed i eksistensen henføres til denne størrelse, der bedst kan karakteriseres som en psykisk og eksistentiel tilstand der ikke er betinget af begreber, sproglig formulering eller refleksion, men tværtimod ligger forud for alle begreber og sondringer.

Naturligvis er der mennesker der blankt afviser at den umiddelbare realitet overhovedet eksisterer; bl.a. har jeg selv været ude for en kunstner der til min store undren gjorde det. Og de gør det oftest ud fra det simple logiske argument at mennesket jo nu engang er et reflekterende væsen, hvis løbende refleksion udelukker umiddelbarheden. Sagen er imidlertid at vi ikke reflekterer uafbrudt, men ind i mellem er optaget af noget andet eller bare slapper af, lader tankerne gå hvorhen de vil, falder i staver eller drømmer. Og da er vi faktisk - uden at ville det - havnet i en psykisk tilstand af umiddelbarhed.

Men nok så væsentligt turde være at vi i virkeligheden slet ikke er rent rationelle mennesker der primært bygger vort jeg og vor verden omkring praktiske og nyttige gøremål og formål, men tværtimod også samtidigt er irrationelle væsener der livet igennem trækker på den mening, orden, sammenhæng og helhed vi får forærende i vuggegave, og som allerede af den grund ikke er betinget af nogen som helst sproglig formulering eller formidling.

Når det volder mange mennesker vanskeligheder at forstå dette, hænger det naturligvis sammen med at vi stigende grad gennem hele livet bruger sproget til vores meget vigtige og helt nødvendinge tilpasning til den praktiske verden - og derfor uden videre går ud fra at sprogevnen og sprogbrugen er det der gør os til egentlige mennesker. En stor sprogforsker som Otto Jespersen var således overbevist om at det var førstegangs-brugen af ordet 'jeg' der gjorde et barn til et rigtigt mennesker, og dette synspunkt - der deltes af Niels Bohr - er på ingen måde uforståeligt, eftersom vi først ved at bruge ordet 'jeg' explicit udtrykker at vi har vores egen vilje, ønsker og hensigter på en nuanceret måde der direkte viser vores individualitet. Alle der har haft småbørn vil vide at de i starten altid bruger deres egennavn i stedet for stedordet 'jeg', når de vil fortælle hvad de vil eller foretager sig. De siger altså fx "Ole vil have" eller "Hanne leger". Det afspejler ganske enkelt det forhold at personnavne er betegnelser for noget konkret, mens stedordene er abstrakte og derfor sværere at lære.

Men alle der har oplevet spædbørn og fulgt deres udvikling op til den sikre brug af dagligsproget vil også have erfaret, at børnene i allerhøjeste grad er mennesker og ikke mindst fra smilets opkomst i 3-måneders alderen er i stand til at udtrykke stort set alle de egenskaber og følelser vi ser som fuldgyldige tegn på at de ikke er åndssvage eller retarderede. En skuespiller og spasmager som Dario Fo har engang sagt at italienerne betragter et barns første smil som tegnet på at det er normalt, og det gælder vist også uden for Italien. De fleste forældre betragter det som en stor begivenhed at barnet pludseligt genkender dem med et smil. Fra et-års alderen begynder barnet at gå, løbe, synge, danse, more sig, vise nysgerrighed og gøre sig fortrolige med tingene omkring sig - og vi er ikke et øjeblik i tvivl om at de er levende mennesker, selvom de hverken kan snakke rent eller sige klart hvad de ser og hører eller vil.

Mange digtere er gode til med gennemreflekterede ord at træffe grunderfaringen på kornet, fordi de selv husker den intenst. Johannes V. Jensen, der var meget optaget af udviklingslæren, skriver bl.a. i 'Barnets verden':

Hvor en moder tager barnet til sit bryst,
der er, atter funden, Paradisets kyst.
Vid det, du som søger hvad du ikke ved:
Mennesker fra barnet stammer ned.

Falmet verden står for den der selv er grå,
livets lykkegave arves af de små.
Børn der gransker dig med barnets vise blik -
hvilken anden visdom holder stik?

Og digteren Tom Kristensen har beskrevet den rene lykke der kan komme ved bare at ligge på jorden i højt græs, og hans strofer er vel at mærke langt mere musikalske end Jensens:

Bøjer jeg mig så dybt jeg kan,
vokser min verden sig stor.
Under de grønlige spidsbueporte
standser jeg. Her vil jeg stå.
Tør ej gå vild i det lysende mørke!
Tør ej gå vild mellem strå.
Inde i stråenes dæmrende haller
er der en stemme som vågner og kalder
et stigende: kommer du nu,
kommer du, kommer du, kommer du nu
du nu.

Og som et svar
toner en klar
underbar, drengeklar stemme i mig:
Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!

Men når mit vanvid er omme,
når mine drømme om storhed er omme
da vil jeg komme, da vil jeg komme,
da er jeg lille og lykkelig nok.

Hvad mange andre ikke gør sig klart er imidlertid det forhold at den indre, umiddelbare vished om en "mening med det hele" er noget vi fødes med og som konkret giver sig udslag i at spædbarnet i sin mors arme eller ved sin mors bryst ikke savner noget som helst og derfor reelt får alle de behov dækket som vi som voksne sprogbrugere kan dele analytisk op i fysiologiske, følelsesmæssige, sociale og eksistentielle behov, herunder også behovene for sammenhæng, helhed og accept. Dette er barnet naturligvis på intet tidspunkt selv bevidst om, da bevidsthed herom forudsætter sprog, men det reagerer med tydelige tegn som uro, gråd, skrig eller fortvivlelse når tilfredsstillelsen udebliver, og dette kan følgelig nemt aflæses og høres på lyde, ansigtsudtryk og bevægelser. Men den sprogløse "mening med det hele" er altså en helt igennem ureflekteret tilfredsheds- eller lykketilstand der på et eller andet tidspunkt går over i mæthed og søvn, som vi fryder os over at se hos barnet. Ingen kan sove så fuldstændigt roligt og afslappet som et spædbarn. - Omvendt er det fraværet af "meningen" der giver de negative, mere eller mindre angstprægede reaktioner.

Helt central i barnets tilværelse er nærkontakten med forældre og eventuelle søskende, og den fulde accept og anerkendelse der ligger i disses smil, søde ord, kærtegn og klap. Det 'søde' ved ordene er jo aldrig deres saglige indhold, men varmen og tonefaldet. Og det fundamentale er den ubetingede tillid i barnets lilleverden af nærhed. Den er selvfølgelig ikke uforenelig med den sociale tilpasning i form af oplæring og vejledning, da børnene selvklart gerne vil tilpasse sig og lære mere og mere. Den basale tillid er derimod uforenelig med vold, overgreb og frygt. Den giver frem for alt tryghed og mening.

Et af de allersmukkeste sproglige udtryk for denne grunderfaring findes i forfatteren Hans Kirks erindringsbog 'Skyggespil' fra 1953, hvor han fortæller om en rejse med sin mormor i en postvogn til Himmerland, da han var dreng. "Jeg læner mig ind til mormor, og hun tager om mig med sin trofaste arm. Jeg kender så godt lugten af hende, den er god og tryg. Hun er halvt en godsejerske med mange heste og køer og halvt en slidsom bondekone, på engang storsindet og mild. Og lænet ind til den gamle kone, alverdens moder, oplever jeg for første gang fuldt bevidst tilværelsen."

Den skotske pædagog A.S. Neill (Summerhillskolen) tordnede i sin tid (1920'erne til 1950'erne) med god grund mod den dengang almindelige autoritære opdragelse, fordi den gør lydighed til en dyd og i virkeligheden bruger disciplinen som et våben for opdragernes had. Streng disciplin i et hjem er altid en projektion af selvhad, skrev han. Og det var på hans tid også netop haderne der havde kontrollen over skolevæsenet, religionen, loven og retsvæsenet. Haderne skabte altid frygt omkring sig, og frygt er frihedens ærkefjende, som han påpegede. Barnet har altid behov for tillid, frihed og accept. Når man behandler et barn uden at indføre autoritet og moral, føler det at man er på dets side, understregede han.

Da vi nu om dage får bedre og bedre kendskab til et utal af sager om seksuelt misbrug af børn i hjem og på institutioner, må det understreges at det dybdepsykologisk set særligt katastrofale ved overgreb mod børn fra fædres side egentlig ikke så meget er den fysiske del, selvom om denne skam er alvorlig nok, fordi den indebærer både fysisk skade og traumatiserende psykisk skam, men snarere er tillidsbruddet. Den ubetingede tillid som burde være selvfølgelig i ethvert hjem forsvinder totalt med det chock et overgreb er, og det efterlader barnet i en altødelæggende utryghed som det hverken kan forstå eller stille noget op med, før det får hjælp, og det kan som bekendt vare år inden den kommer.

Hvad spædbørnene angår lever de normalt i en umiddelbarhed der hverken kræver sprogbrug, handling eller viljesudfoldelse, og denne umiddelbart oplevede helhed, intensitet og fylde er så vigtig for barnets trivsel de første måneder at den for altid vil stå som den grundliggende lykke der kan trækkes på resten af livet. Den fornyes gang på gang ved lignende oplevelser af fylde og intensitet i den tilpasning til voksenvirkeligheden som nødvendigvis sker med alderen gennem opdragelse, skoling og uddannelse. Og specielt vil oplevelsen få sin ganske særlige form i puberteten, når seksualiteten vågner og giver ny oplevelse af forelskelse og nærkontakt med det andet køn. Igen spiller de søde ord en vigtig rolle.

Der sker imidlertid her i puberteten et spring i udviklingen, takket være kønshormonernes aktivitet, og den påvirker også bevidstheden meget stærkt, fordi den er dobbeltsidig og både indebærer fortryllelsen af det andet køn (ofte med ønsket om fysisk og psykisk forening) og samtidigt en stigende frigørelse fra forældreautoriteterne. Det er det mytologiske 'syndefald' der er tale om, og dette er i realiteten selve det for både individet og samfundet afgørende kulturskabende fænomen, som for stedse lukker tilbagevejen til uskyldighedens paradisiske tilstand. Det betyder uanede nye muligheder, men ville være en katastrofe, hvis ikke det enkelte menneske og de enkelte samfund i sig havde den fundamentale tryghed som ligger i erfaringen af barndommens uskyld og tillid, som man under ét kan kalde 'barnetroen' - med antydning af at den som hovedregel opfattes som forankret i noget større end mennesket selv.

Det er værd at påpege denne dimension midt i juletiden, hvor det stadig er selvfølgeligt i hedensk forstand at fejre solhvervet der betyder at vintermørket før eller siden afløses af forår og sommerlys, men samtidigt på mere kristen vis af fejre Jesusbarnets fødsel som det specielle under det var for totusind år siden at få netop et barn ophøjet til menneskets definitive befrier fra lovreligionens, opdragelsesdisciplinens og magthensynets ulidelige eneherskere, kontrollanter og autoriteter. Dette forstod folkereligiøsiteten så dybt at den skabte legender om fænomenet, og det har digtere som Grundtvig og Ingemann langt senere forstået så godt, at de skabte salmer der trak på nøjagtigt samme dybe arketypiske forestillinger - uden hensyn til magthavernes kontrolforanstaltninger med dogmer og teologi.

Salmer som Grundtvigs 'Et barn er født i Bethlehem' eller 'Dejlig er den himmel blå' har indtil afskaffelsen af morgensangen i skolerne været meget populære, fordi sproget er ganske enkelt - ligesom iøvrigt melodierne.

Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig.

Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimtet mat,
men med et der blev et skue
en så klar på himlens bue
som en lille stjerne-sol.

Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
fødes skulle på vor jord.

B.S. Ingemann skrev i 1835 sine også meget yndede 'Morgensange for børn' til et asyl, og han kunne også i fx en salme som 'Julen har bragt velsignet bud' finde den rette enfoldige tone der forstås uden refleksion, hvis man vel at mærke kan slippe sine indoktrinerede analysetrang. Der står bl.a. strofer som disse:

"Det barn som sig glæder fromt og kønt
skal aldrig den glæde miste....."

"Dans, lille barn, på moders skød
en dejlig dag er oprunden....."

eller

"Himmerigs konge blandt os bor
han juleglæden os bringer
han favner hver barnesjæl på jord
og lover os englevinger."

Eksemplerne er utallige. Og de her udvalgte peger entydigt på barnets tidlige indvævning i den umiddelbare realitet, som er så stærk at man længe kan tale om decideret symbiose mellem barnet og omgivelserne, især moderen. Barnet er simpelthen ude af stand til at skelne mellem sig selv og moderen. Sondringen mellem subjekt og objekt kommer først med de psykiske sekundærprocesser og sproget. Og denne for tilpasningen helt nødvendige udvikling medfører desværre ofte en gradvis, men ret konsekvent forskydning af den mentale interesse fra det subjektivt-eksistentielle til det objektivt saglige og nyttige, og det går altid ud over den mentale sundhed. Den sunde fornuft får det sværere, fordi fornuft alt for ensidigt forbindes med det rationelle, forstandsmæssige og logiske, mens følingen med det irrationelle svækkes.

Det ses måske nemmest på at det enkelte menneske, det enkelte jeg, bliver mere og mere fokuseret på forholdet til objektive ting og væsener som det følgelig ser på som genstande der kan måles og analyseres - i modsætning til at se på dem som levende væsener man har et nært og positivt forhold til der udelukker analyse. Den jødiske filosof Martin Buber brugte betegnelserne 'jeg-du-forholdet' og 'jeg-det-forholdet' til at sondre mellem det forhold man går ind i uden at ville vurdere og måle og det forhold man går ind i med direkte henblik på analyse og beregning af gevinst. Skal man lave et plankeværk eller reparere en maskine er det nødvendigt med et objektivt jeg-det-forhold, men skal man lege med sit barn eller sin hund er jeg-du-forholdet det eneste rigtige og naturlige. Og specielt i kønsforholdet er det indlysende for de fleste, at der er markant forskel mellem en flirt og forelskelse parterne kan hengive sig tillidsfuld til og en dating der intet andet formål har en seksuel tilfredsstillelse. Det første er et jeg-du-forhold der suspenderer objektiveteten. Det andet gør parterne til kønsobjekter. I praksis er der dog en flydende overgang der bl.a. indebærer at man - hvis man overhovedet vil vove kønsforholdet - som regel bliver nødt til at indlede sig på en dating uden på forhånd at kunne vide med sikkerhed hvad den præcist fører til. Mange kvinder brokker sig over at mænd ser på dem som kønsobjekter. Men det er jo en forudsætning for at indlede et forhold. Problemet ligger udelukkende i om manden slipper 'jeg-det-forholdet' eller ej.

Sondringen mellem de to slags forhold er i det hele taget afgørende i eksistensen, fordi mennesket er skabt til at sørge for overvægt af det gode i livet, hvilket altid vil sige overvægt af tillid og tryghed i det lange løb. Hvis overvægten kommer til at ligge på objektive gevinster man kan kalkulere sig til (og registrere på bankbogen eller i listen over kvinder man har nedlagt), så sker reelt en fremmedgørelse eller tingsliggørelse (med et fint ord reifikation) der er ødelæggende for ethvert nært forhold og nært fællesskab.

Men det skal understreges at der kun sjældent er en skarp grænse mellem jeg-du-forholdet og jeg-det-forholdet, og det kan man tydeligt se hvis man går til fænomener som leg, primitiv kultur, erotik, musik, kunst og humor der alle er utænkelige uden midlertidig suspension af den stærke brug af de rationelle sekundærprocesser som dominerer det moderne samfund, men som ikke desto mindre kan spille sammen med disse. Dette vil blive behandlet i følgende artikler.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene Artikel nr. 2 i serien om umiddelbarhed (18.1.16.)