JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel48druk

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.7.07.

Ungdom, druk og moral

af Jens Vrængmose

Politibetjente, forældre og mere eller mindre tilfældige lokale tilskuere måtte forleden i den lille ferieby Kulhuse på Hornsherreds nordspids se passivt på mens ganske unge mennesker på 13-16 år og enkelte børn helt ned til 10 års alderen stangdrukne og 'hjernelammede' kastede med sten mod alle der forsøgte at tale dem til fornuft og orden. Da situationen til sidst kom under kontrol, havnede flere af de involverede mindreårige væsener i detentionen eller på hospitalet så de kunne sove ud og eventuelt blive undersøgt for alkoholforgiftning.

Fastboende folk og turister på stedet oplever i ferietiden næsten hver dag at sådanne unge mennesker under 18 drikker sig fra sans og samling på stranden.

Få dage forinden bragte medierne reportager fra den bulgarske ferieby Sunny Beach, hvor lignende unge danskere var på arrangerede drukture og pubcrawl der endte med gevaldige branderter og tømmermænd samt hærværk og forulempelse af fredelige familieturister med børn - foruden et par tragiske dødsfald. Tilsvarende meldinger kom fra den spanske ferieby Lloret de Mar ved Costa Brava-kysten, hvor myndighederne nu prøvede at sætte en stopper for uvæsenet.

Rejsearrangørerene fralægger sig ethvert ansvar for udskejelserne. De står alene for rejse, hotelophold og en vis lokal guiden-rundt i nattelivet, men mener ikke at have ansvar for de enkelte deltageres drikkeri eller opførsel, selvom de i deres programmer selv opfordrer til vildskaben ved at gøre det sejt at være tørstig, uoplagt næste dag og gå fuldstændigt 'amok'.

De mulige oplevelser så som pubcrawl og skumfest i afklædt stand kan alle rejsedeltagere sikre sig på forhånd ved køb af en 'guldpakke' hos rejsearrangøren, og de skal ikke udpensles i detaljer her. De har kunnet læses i de fleste blade, hvis man ellers gider. Det afgørende er om det er en udvikling der er ønskelige og uafvendelig - eller om man blot, som rejsearrangørerne foretrækker, skal slå sig til tåls med at druk nu engang er det de unge vil have. Eller for fuldstændighedens skyld: Druk, fest og hor. Og så iøvrigt lade det højtbesungne kapitalistiske systems markedsøkonomi sørge for at folk virkelig får hvad de vil have - uden hensyn til deres alder og ansvarlighed og eventuelle andre mere seriøse behov.

Druk hører tiden til, fordi flere og flere har råd til den, og mulighederne for at gå hæmningsløst til flaskerne samtidigt er blevet ekstremt nemme. TV-reportager med skjult kamera har forlængst afsløret at forbudet med salg af øl og spiritus til unge under 18 år stort ikke efterleves. Til fodboldkampe er der godt nok ikke længere salg af våde varer på tilskuerpladserne, men ingen forhindrer folk i at anstige berusede eller medbringe de nødvendige genstande. Manden der nu, meget rimeligt, har fået en alvorlig straffesag på halsen for at have afbrudt en landskamp ved overfald på dommeren, var stangdukken da han gjorde det. Han skal have drukket 15 øl inden det skete.

Roskilde Festival - og andre afholdte musikfestivals - har i år været meget vådere end sædvanligt. Regnen er styrtet ned fra oven, men har ikke forhindret deltagerne i at skylle efter med mængder af øl. Universiteter og kollegier har i mange år haft fredagsbarer og efterhånden også torsdagsbarer. Gymnasier og folkeskoler følger med så godt de kan med fester hvor flere elever hver for sig tømmer en halv kasse bajere eller en tilsvarende mængde Bacardi eller Smirnoff Ice. Der mangler efterhånden kun - som en kommentator syrligt har konstateret - at druk indføres som fag i aftenskolen og på ungdomsskolen. Så er målet fuldt og det fuldkomne samfund nær sin etablering.

Nu er fest med våde varer, svingom og rytmer, flirt og sex så gammel som kulturen selv. At gå ud af sig selv (ekstase) har altid være et attraktivt fænomen, som endda har haft sin centrale plads i kulten, hvor den kaldes at gå op i gud (entusiasme) eller ligefrem 'gudsskue', unia mystica. Det nye synes at være, at aldersgrænsen er rykket ganske betydeligt nedad, at de unge fester løs isoleret fra andre aldersgrupper, og at målet defineres ekstremt prosaisk som sanseløshed og primitiv hjernelammelse. Man bælger genstandene ned så hurtigt at man hverken nyder dem eller den afslappede atmosfære der kan følge med, men styrer direkte mod hurtigst mulig kulmination og selvforglemmelse - og man ser et forbillede i de kraftkarle og -piger der kan konsumere mest på kortest tid - uden ligefrem at falde omkuld.

Over mange, mange år er der med andre ord sket et skred i normerne i den retning, at vægten for flere og fleres vedkommende er flyttet mere og mere over på rent æstetiske oplevelser der hverken hænger sammen med hverdagen, sådan som fest og højtid indirekte altid har gjort ved at give ny kraft, eller med etikken i dybere forstand. Oplevelserne er løsrevet fra alt andet end det æstetiske og er dermed blevet æsteticisme. Dens afgudsdyrkere lever ikke for andet end oplevelserne, og henslæber udelukkende den trælse hverdag med henblik på torsdag aften at kunne begynde den forlængede weekends egentlige livs- og identitetsbekræftelse.

Det sidste punkt skal ikke undervurderes, for forbillederne er de stærke der tør mest, oftest, længst og uden synlige følger i form af bevidstløshed. I de fleste tilfælde gælder konkurrencen druk og sex, men i mange tilfælde også farlig sport som togsurfing - eller stenkastning mod politiet. Man kan som skikkeligt menneske undre sig over at den slags giver livs- og selvbekræftelse i et moderne velfærdssamfund, hvor mulighederne for fornuftigere ting er umådeligt store, men man skal i den forbindelse hverken se bort fra gruppepresset, der betyder at alle idealer og idoler findes i gruppen og ikke i familien eller samfundet iøvrigt, eller fra det forhold at gruppen ofte er af bevidst oprørsk eller alternativ art. Det er vigtigt for den at adskille sig mest muligt fra det samfund som helhed den forkaster og finder undertrykkende eller dødkedeligt.

Her spiller flere generationers ideologisk bestemte holdning til samfundet ind. Ungdomsoprøret fra 1968 stod ikke blot for det simple forældreoprør der hører enhver generation til og som er forudsætningen for erhvervelsen af selvstændighed, men hyldede - med mistænkelig skelen til datidens tyske og italienske ekstremister i Rote Arme og Røde Brigade - det dybe oprør mod det etablerede samfund som omfattede en forkastelse af såvel den kapitalistiske markedsøkonomi som den almindelige civile orden. Den sidste fandt man afskyeligt småborgerlig, eftersom den betød at de fleste mennesker passede deres arbejde, familieforpligtelser og økonomi så godt de kunne. Den første forkastede man i blind tro på den utopiske lighed, og derfor hyldede man også jantelovens forbud mod at yde noget og skille sig ud fra andre.

Det er naturligvis for billigt at give 68-generationen skyld for hele miseren, men det er en kendsgerning at denne generation i vid udstrækning hyldede den personlige frihed uden grænser eller ansvar. En gammel VS'er som seminarielektor Erik Sigsgaard har i bog efter bog og kronik efter kronik gjort sig til talsmand for det synspunkt at der ikke må sættes grænser for børn. Grænser har mange forældre derfor undladt at sætte. En klog dame som Tine Bryld, der selv hører til 68-generationen og venstrefløjen, men været en fornuftig rådgiver for mange unge gennem sine udsendelser i radioen, har i forbindelse med den aktuelle debat om de unges druk indrømmet, at "Vi har behandlet vores halvvoksne børn som babyer og taget alt på os. Så må vi anerkende, at de altså er, hvor vi selv har sat dem. Som uansvarlige."

Alle kan naturligvis nu se at der er et eller andet galt, eftersom ingen voksne mennesker ønsker at deres børn skal komme ud i fristelser eller eksperimenter hvis art og risici de ikke selv kan vurdere. Og heller ingen ønsker at se dem komme ud i et misbrug der i værste fald kan betyde at de går i hundene. Og naturligvis er der forældre og lærere der forstår at tackle problemerne på en fornuftig måde, ligesom der er politifolk der i samarbejde med lærere og forældre forsøger systematisk at skabe kontakter til de unge grupper for om muligt at forebygge de værste udskejelser og gliden ud af kriminalitetens tangenter. Og det er altsammen godt og kan kun animere til yderligere indsats i samme retning.

Ungdommens prøven grænser af kommer man aldrig udenom i et frit land. Syndefaldet er enhver generations og ethvert individs vej til selvstændiggørelse og ansvarliggørelse. Kronisk uskyld er ikke mulig.

I filmen 'Supervoksen' fra 2006 har Christina Rosendahl givet en glimrende skildring af tre unge gymnasiepigers umodne forsøg på at få overstået den nødvendige initation til voksenalderen gennem nogle riter de selv finder på og som alle viser sig at være voldsomt grænseoverskridende for dem selv i seksuel retning. Dette ville naturligvis i alle tilfælde føre ud i problemer og risici, men her bliver disse ekstra store, fordi pigerne vil forcere deres udvikling igennem på få dage ud fra den naive opfattelse at de bliver hurtigere voksne, jo hurtigere de overskrider deres egne ellers rimeligt sikre fornemmelser for hvad der er passende og gavnligt for dem. Derved bliver de i høj grad tidstypiske - og filmen følgelig en god introduktion til problematikken, både for pigernes aldersgruppe og for forældregenerationen, lærere og alle os andre.

Ingen ønsker tiden skruet tilbage til tidligere tiders autoritære opdragelsesmetoder, som stadigt genfindes i skræmmende form i muslimske indvandrerfamilier, og som består i at der gives faste regler for al opførsel og straf for ikke at følge dem. Vi hylder en opdragelse hvis mål er at flytte autoriteten fra det ydre til det indre, dvs fra autoriteternes magt og kontrol til folks egen indre etik, så de unge efterhånden lærer selv at kunne skønne nogenlunde fornuftigt over hvad der er gavnligt for dem selv på længere sigt, og hvad der ikke er. Men dette forudsætter to væsentlige ting, nemlig dels en tilstrækkelig forståelse for hvad indre etik overhovedet vil sige, dels forståelsen for at individernes indre etik er forbundet med samfundets indre etik. Det første er primært et spørgsmål om dybdepsykologi. Det sidste et spørgsmål om at samfundet har mål og værdier som individerne accepterer som deres egne og kan engagere sig i.

På dette punkt vender vi nødvendigvis tilbage til spørgsmålet om holdningen til tilværelsen som helhed. Hvis holdningen er overvejende eller fuldstændigt æstetisk er der ikke meget andet der tæller end den kortvarige nydelse og oplevelse af sansemæssig art. Kun hvis holdningen har en stærk etisk dimension, stilles der krav om oplevelser og erfaringer der peger ud over det nydelsesmæssige og hen mod forpligtelsen over for fællesskabet, familien, arbejdspladsen og det økonomiske og politiske system som sådant - og som endda også tager det lange perspektiv i betragtning. Og kun hvis holdningen således bliver etisk funderet, vil individet også blive forpligtet på kravet om indre konsistens, dvs på det helt fundamentale krav om at sørge for overvægt af det gode i livet. Dette vil ikke blot sige overvægt af det behagelige, men også alt det der holder håbet, optimismen og engagementet vedlige.

Det kunne godt se ud som om al velstand er karakteriseret ved den indbyggede ejendommelighed, at den svækker ansvarsfølelsen og stimulerer den æstetiske indstilling til tilværelsen. Dekadence ser i hvert fald ofte ud til at følges med velstandsstigning. Jo flere midler man har at slå til søren med, jo mindre bekymrer man sig for fremtiden, jo mere historieløs bliver man og jo mindre engagerer man sig i sit arbejde, i erhverslivet, i økonomien, i politik, kultur og religion. Både individuelt og kollektivt.

Det kunne også se ud som om der er indbygget en vis naturlig selektion i velstandens øgede muligheder for at leve for nydelsens skyld. For nogle klarer skærene og vender med årene tilbage til normaliteten og borgerligheden, mens andre bliver hængende i dyndet og suges ned eller bliver taget barmhjertigt op af forsorgen til afvænningsforsøg og førtidspension. Ikke så helt få bliver med andre ord i vore dage tabere ved en passiv udvælgelse. Hvis det kun er et begrænset antal, kan socialvæsenet klare ærterne. Kynisk må det imidlertid ses i øjnene at en vis procentdel falder igennem. De kommer i deres eksperimenteren med spiritus og stoffer alt for tidligt uden for pædagogisk rækkevidde - og vender først tilbage til det sociale system når det er for sent med stort andet end den fysiske opretholdelse af livet.

Problemet med det danske velfærdssamfund i dag er ikke mindst at det fokuserer så meget på den fortsatte økonomiske vækst, at der stort set ikke tages alvorligt hensyn til andre parametre. Bedre og bedre uddannelse af nye generationer og efteruddannelse af de etablerede er ganske vist et officielt mål, men er dog en simpel forudsætning for vækst. Men med væksten skabes der også forudsætninger for flere sociale ydelser - også til det stigende antal borgere der ikke selv bidrager til væksten i den erhvervsaktive alder. Den politiske kamp er derfor kommet til at dreje sig mere og mere om velfærdspolitikken. Og der er formentlig ingen tvivl om at næste valg primært vil blive afgjort på denne politik. Regeringen har her gode chancer for genvalg, for også den prioriterer velfærden højt, uanset hvad oppositionen påstår.

Men velfærdspolitikken behøvede ikke være totalt dominerende, for den er ikke alt, og den er især ikke nok til at sikre en nation den fremdrift der er nødvendig for bæredygtighed og overlevelse på langt sigt. Hertil kræves også visioner af kulturel, storpolitisk og religiøs art. Lykkelige nationer har ganske enkelt ingen historie, som en amerikansk diplomat sagde engang omkring 2. verdenskrigs udbrud. Historie har kun nationer der sætter sig mål og engagerer sig i at nå dem. Målet omkring 1940 var for demokratiske staters vedkommende overvindelsen af den nazistiske fare. Siden blev det overvindelsen af den kommunistiske. Og i dag turde det være overvindelsen af den islamistiske. Denne kamp vovede amerikanerne i alle tre tilfælde at engagere sig i, endda helhjertet. Danskernes engagement har overvejende været halvhjertet. Irak-krigens store perspektiv forstår det store flertal af befolkningen ikke rigtigt. Seks døde soldater er nok til at vi nu trækker os ud i utide.

Det mest tragiske ved hele denne danske halvhjertethed er ikke at regeringen trækker sig ud af en krig den har fortrudt, fordi forløbet ikke blev som ønsket, men at den har tabt visionerne af syne - og nu satser på et genvalg for genvalgets skyld med velfærdspolitikken som primært hjælperedskab. Ungdommen giver man nok uddannelsespladser og studieunderstøttelse, men mål den kan engagere sig i, så den genvinder den fulde ansvarlighed for sin og landets skæbne, skorter det på. Regeringen kan selvfølgeligt ikke lide at ungdom og druk er blevet næsten synonyme størrelse. Men den formår ikke at skabe den nødvendige forbindelse mellem ungdommen og den moralske forpligtelse og kravet om indre konsistens, således at drukturene bliver meningsløse. Den har ganske vist nu varslet til værdikamp. Men de virkelige visioner mangler - og statsministeren er tavs.

Det er en skidt slægt, en rådden slægt, der vokser op for tiden, kunne man fristes til at sige - med ord fra Gustav Wied rettet mod en mand der forsøgte at drikke sig fra sine problemer. Men i en gammel garvet iagttagers øjne er der ikke brug for den slags moralske opstød i dag. Der er derimod behov for at regering og folketing kommer op af stolene og begynder at føre relevant værdikamp og socialpolitik. Det er endnu ikke for sent, men udviklingen skal vendes, før det bliver for sent.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Syndefaldet
'Supervoksen'
Konsistens-etikken
Selvrealiseringens idé og psykologi   (18.3.06.)
Familien er død! Familien leve!  (14.6.05.)

Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Er det mon opdragelsen det er galt med, når unge tyer til vold?  (05.03.07.)
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Politiske parametre  (6.2.05.)
Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?  (26.8.03.)

Værdimanifestet i forkortet udgave (27.9.04.)
Værdimanifestets sagregister (17.11.04.)

Jens Vrængmoses rubrik: Skidt og Kanel

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Psykologi
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean