JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - ungdomshus05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.3.07.

Er det mon opdragelsen det er galt med, når unge tyer til vold?

I betragtning af arten og omfanget af de amoklignende optøjer der er sket på Nørrebro og Christianshavn de seneste tre døgn i forbindelse med politiets effektive gennemførelse af fogedforretningen på Jagtvej 69 er det ikke så underligt at forargelsen ikke blot retter sig mod udøvende ballademagere og deres medløbere og sympatisører, men også mod de forældre der ikke aktivt og effektiv har forhindret deres børn helt ned til 14 og 13 års alderen i at deltage i ulovlighederne.

Men at høre landets konservative justistsminister Lene Espersen køre frem på tv med anklager mod forældrene til disse børn for ikke at have opdraget dem ordentligt, men tilladt dem at være med til at kaste sten mod politiet og 'sætte hele byen i brand' i stedet for at holde dem hjemme, er alligevel en trist og uheldig forenkling og forplumring af spørgsmålet. Den vidner desværre mest af alt om et forældet konservativt syn på opdragelse, som om denne skulle gå ud på at indpode børnene faste regler for al opførsel, for det ville igen - dybdepsykologisk set - sige at den blot skulle bestå i at forstærke lige præcis den del af børnenes personlighed der er den allerdummeste del, nemlig det 'overjeg' der indbygges i dem fra fire-fem-års aldren og er en simpel refleks af forældrenes normer og holdninger.

En sådan opdragelse af børn kommer man for det første ikke langt med i vore dage, hvor idealet tværtimod er at gøre børn og unge så selvstændige som muligt. Men det er desuden et syn på opdragelse der spærrer for den nuancering af problematikken der er selve forudsætningen for at komme videre i det der er blevet en af vor tids største udfordringer, nemlig at integrere de unge af alle klasser, etniciteter, religioner og normsæt i det demokratiske velfærdssamfund på en måde der fortsat giver de unge en relativ bred margen for at gå egne veje.

En af de største ulykker ved det gennem tyve år forkludrede forløb omkring Ungdomshuset på Jagtvej turde faktisk være at huset er blevet et identitetsgivende tilholdssted for en bred gruppe af unge - lige fra autonome aktivister med ideologisk begrundet had til det bestående samfund til relativt fredelige unge med behov for et frirum hvor de kunne være sig selv og udfolde sig med bl.a. deres egen musik samt drømme utopiske drømme - uden at droppe ud af enhver forbindelse til familie og skole.

I skrivende stund er Ungdomshuset heldigvis ved at blive jævnet med jorden sådan som de fleste nøgterne mennesker har anbefalet - og det betyder at de unge der har haft nær tilknytning til stedet er blevet frataget en ikke uvæsentlig del af deres identitet.

Dette burde under normale omstændigheder ikke være nogen større tragedie, for det ville svare til fx at skifte skole, bolig, job, forening, parti eller hvad man nu kan have sin identitet knyttet mere eller mindre stærkt til i en kortere eller længere periode. Men i Ungdomshusets tilfælde er det blevet en langt alvorligere sag, fordi huset gennem selve kampen for og imod dets eksistens og karakter er blevet gjort til det identitetsbærende symbol som de tilknyttede unge har følt de stod og faldt med. Derfor ser man dem i dag stå og græde på stedet over det tab der ellers har været bebudet i månedsvis, ja faktisk været den mest sandsynlige udgang på Faderhusets overtagelse af huset for seks år siden.

Tilfældet minder os om den 'lov' historikeren Poul Nørlund engang formulerede og som lyder, at det oftest er om symboler at kampen står hårdest. Forklaringen er temmelig enkel. Symboler i denne forstand er ikke ydre kendetegn - som et praktisk emblem eller varemærke eller en praktisk matematisk formel - men selve den eksistentielle værdi der står allerstærkest i sjælen. Sådanne værdier spøger man som bekendt ikke med. Det viste Muhammed-krisen sidste år, men det viser alle religionskrige og alle ideologiske krige og uoverensstemmelser. Parterne låser sig blindt og ensidigt fast på ganske bestemte og snævre følelsesmæssige værdier som de betragter som absolutte og ukrænkelige - og derfor ikke kan bære tabet af.

Paradoksalt nok gør dette forhold nedrivningen af Ungdomshuset uomgængeligt nødvendig, hvis man vil videre i sagen. For så længe bygningen ligger der, vil den besidde den symbolværdi der svinebinder følelserne hos alle med tilknytning til stedet - og derfor gør det umuligt for dem at komme ind i andre, fremadrettede følelsesmæssige og tankemæssige baner. En hård proces under alle omstændigheder, men en nødvendighed når alle pragmatiske forhandlingsløsninger efterhånden var blevet udtømt.

Overborgmester Ritt Bjerregaard har til morgenaviserne udtalt at hun ikke vil bruge så meget som et minut mere på at prøve at finde en politisk løsning på sagen. "For man kan ikke med vold få noget man gerne vil have". - Og det er hun isoleret set i sin gode ret til at hævde. For når de unge forleden afviste tilbudet om Stevnsgades skole som muligt alternativ, så var der ikke andet at gøre end at lade politiet klare fogedforretningen for Jagtvej 69 - og lade de unge havne i deres selvvalgte frustrationer. Og lad os endelig holde fast i, at frustrationer aldrig legitimerer vold mod nogen - heller ikke mod ordensmagten eller samfundet som sådant.

Det er blot ikke nok at blive ved Ritt Bjerregaards eller Lene Espersens forenklinger og moraliseringer. For den er præget af stor begrebsforvirring - og for justitsministerens vedkommende endda også store overdrivelser. Hele byen blev aldeles ikke sat i brand, ligesom der heller ikke som formiddagsbladene skrev var krig eller borgerkrig i byen. Der var kæmpestore bål på gaderne der vitterligt så faretruende ud og i hvert fald fremkaldte stor frygt hos beboerne på stedet - helt op på fjerde sal, og som har givet store beskadigelser af asfaltbelægningen på gaden. Men værre var det altså heller ikke. Og hvad Ritt Bjerregaards bedømmelse angår, så er det trods alt stadigvæk vigtigt at fastholde at det ikke er alle brugere af Ungdomshuset der har deltaget i voldshandlinger.

Som sagt er det allerede udtryk for største begrebsforvirring at gøre visse unge menneskers deltagelse i urolighederne til en fejl i forældrenes opdragelse af børnene.

De fleste af os kan formentlig let blive enige om at forældre har ansvar for deres mindreårige børns gøren og laden - og eksempelvis bør holde dem væk fra uroligheder af den art der fandt sted på gaden på Nørrebro i fredags. Personligt giver jeg ikke meget for den kvinde der gik ned på Nørrebrogade for at kigge på og som tillod sin 13-årige datter at gå med for at bruge sin demokratiske ret til at ytre sig om Ungdomshuset. For enhver kunne umiddelbart se med egne øjne hvad risikoen kunne blive, nemlig at ramle sammen med politiet og blive arresteret. Det var det der skete i de to personers tilfælde. Og så skal de altså ikke bagefter komme og brokke sig over noget, heller ikke over tilfældigvis at være blevet adskilt under anholdelsen. For hvis man ikke selv kan skelne mellem lovlige demonstrationer og ulovlige angreb på politiet eller ikke mener man skal vige for politiets arbejde, så er der noget i vejen med dømmekraften - og så må man jo erfare sandheden i det gamle ord, at hvis ikke man vil forstå, så må man føle. Den pågældende kvinde svigtede sit barn ved ikke at benytte den ellers meget gunstige aktuelle lejlighed til at lære det at skelne mellem demokratisk meningsytring og udemokratisk optræden over for politiet - og dermed følge de råd politiet på forhånd havde givet alle unge. Det var med andre ord dumhed.

Men noget helt andet er, at forældre uanset hvor meget de tager sig af deres børn og får snakket med dem om problemerne i almindelighed og politik i særdeleshed ikke kan forhindre dem i at søge og opretholde kontakt med ungdomsmiljøer der er samfundskritiske. Mange af forældrene til de unge mennesker der har deltaget i de aktuelle uroligheder er jo selv samfundskritiske og nærer åbenlys sympati for ungdomsmiljøernes aktivisme. Og selvom de i almindelighed nok fraråder voldsanvendelse og i de fleste tilfælde også frygter at deres egne børn skal blive direkte involveret i vold og risikere anholdelse, så ligger det i sagens natur, at de hverken kan eller vil overvåge deres børn døgnet rundt.

Hvad man i disse almindelige tilfælde kunne beklage er altså ikke 'dårlig opdragelse' af ungerne, men en holdning hos disse forældre til samfundet som er radikalt anderledes end flertallets og som stimulerer børnene mere til kritik af samfundet end til en dybere forståelse af demokratiets og den civile samfundsordens mekanismer og indre sammenhæng. Det er med andre ord slet ikke opdragelsesprincipperne, men den samfundsmæssige holdning og ikke mindst den psykologiske forståelse af mekanismerne bagved der er udslaggivende.

Fejlen hos såvel de konservative politikere der taler moraliserende om opdragelse som de venstreorienterede forældre der i demokratiets navn pukker på ubegrænsede udfoldelsesmuligheder for deres børn er i grunden den samme, nemlig at begge ser bort fra den dybere mening med det helt nødvendige 'syndefald': at alle unge kun bliver selvstændige, voksne og ansvarlige mennesker ved at frigøre sig fra autoriteterne, men at denne frigørelse fra autoriteterne betyder frigørelse fra det 'overjeg' forældrene har indoktrineret som normer i børnene - og ikke ophævelse af al etik. Virkelig ansvarlighed begynder tværtimod først dér hvor man begiver sig ind i en accept af samfundet som en nødvendig fælles ramme for alles liv, og hvor man følgelig også accepterer visse grænser for individuel udfoldelse samtidig med at man påtager sig forpligtelser over for fællesskabet.

I den forbindelse bliver det af altafgørende betydning at man som ung ikke identificerer sig dogmatisk eller fundamentalistisk med gruppefællesskaber eller bevægelser der principielt vender sig mod det etablerede samfund som sådant, men tværtimod forstår identitet som et relativt fænomen der på den ene side knytter et menneske til et gruppefællesskab der afskiller sig fra andre, men på den anden side ikke dermed bringer det i et absolut modsætningsforhold til andre gruppefællesskaber eller det overordnede fællesskab som danner den demokratiske ramme om alle gruppefællesskaber.

Et af de aktuelle anklagepunkter mod flertallet på Københavns Rådhus og mod den nuværende borgerlige regering går på at der ikke skulle være plads til alle individer eller alle subkulturer. Det er det rene ideologiske vrøvl - og viser kun at man ikke forstår den kæmpemæssige principielle forskel mellem subkultur og modkultur.

Modkultur er oprørskulturen imod det bestående samfund, sådan som den typisk udfolder sig i revolutionære bevægelser der vil erstatte det eksisterende system med et andet eller - mere radikalt og destruktivt - blot undergrave det eksisterende, uanset hvad der måtte komme ud af det. Den tyske og italienske terrorbevægelse i 1970'erne er de mest nærliggende ekempler fra den europæiske historie. I Danmark skal man til den ganske lille 'Blekingegadebande' for at se fænomenet i den mest rabiate og håbløse form. I nyeste tid er det først og fremmest den islamistiske terrorisme der spøger i Mellemøsten og i den vestlige verden.

Subkultur er derimod en kultur der indgår fredeligt i en større demokratisk hovedkultur og accepterer dennes præmisser, men karakteriseres af afvigelser af den ene eller anden art. Dem er der tusindvis af i et frit samfund som det danske. Og skillelinjerne kan gå efter politi, religion, klasse, erhverv, livsstil, smag og alt muligt. De fleste af os tilhører i mere eller mindre udpræget grad en subkultur i en eller anden forstand. Undertegnede lever i en subkultur, min forældre og bedsteforældre gjorde det. Alle mine søskende har gjort det - og det samme gælder min ægtefælles familie. Det er overhovedet intet mærkeligt i fænomenet. Men betingelsen for at det kan fungere er at man er fælles om den overordnede hovedkultur omkring sprog, historie, lovgivning, offentlig administration samt frihed, demokrati og sekularisering.

Det er indlysende at det gør en forskel om man tilhører og vel at mærke også føler at man tilhører en modkultur eller en subkultur. Tilhører man en modkultur drømmer man om systemforandring og revolution - og betragter i vid udstrækning den civile orden og dens ordenshåndhævelse som uting. Tilhører man en subkultur lærer man tolerance over for andre subkulturer, betragter forandringer i samfundet på reformniveau som en selvfølge, men betragter samfundet som sådant - selve det overordnede fællesskab til forskel fra det historisk betingede politiske system - som helligt og derfor deciderede modkulturer som trusler.

Bagved forskellen mellem subkulturer og modkulturer ligger psykologisk set en afgørende forskel mellem holdningen til det mytologiske begreb der hedder 'syndefaldet' og som drejer sig om hvad der sker med et menneske der forlader den barnlige uskyld og i løbet af puberteten efterhånden bliver et ansvarligt voksent menneske. Oprøret mod de små autoriteter (primært forældre og lærere) er nødvendigt for individet for at erhverve uafhængigheden og selvstændigheden - ganske som det store oprør er nødvendigt for slægtens vedkommende i forhold til magthaverne og guderne - men det må ikke ende i hverken anarkisme (lovløshed og dyrkelse af lovløsheden) eller nihilisme (faktisk og principiel værdibenægtelse), for da vil det ikke længere være muligt for individet i længden at leve op til kravet om indre konsistens. Det vil havne i en modarbejdelse af sine egne interesser.

Hele balladen omkring Ungdomshuset afspejler i høj grad den store uvidenhed der findes i det moderne samfund omkring de dybere eksistentielle, i virkeligheden irrationelle processer. Tendensen er blevet at se bort fra alle overordnede hensyn - og i denne forbindelse ringeagte selve den religiøse dimension. Det kan der være forståelige grunde til, al den stund religiøse mennesker og religiøse institutioner gennem tiderne har gjort sig skyldige og stadig gør sig skyldige i grove misbrug af de universelle værdier ved at dogmatisere og monopolisere dem. Men det går her som alle andre steder galt hvis man smider barnet ud med badevandet. Den religiøse dimension i tilværelsen - på Jernesalt mere neutralt kaldt den helhedsrealistiske dimension - kan der ikke ses bort fra uden at mennesket havner i en æstetisk, postmodernistisk holdning der så at sige gøre alle værdier lige gyldige og dermed ligegyldige.

De universelle værdier omfatter den menneskelige frihed og dermed alle utopiske forestillinger om friheden, men de indebærer eller forudsætter samtidigt forståelsen for at både sproget og samfundet er helligt, dvs at fællesskabet betinger opretholdelsen og udfoldelsen af de subkulturer der er dynamikken i det hele.

At forstå dette kræver psykologisk indsigt - og det er noget helt andet end at pukke på moralistiske forestillinger om opdragelse.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

'syndefaldet'
kravet om indre konsistens

Dramatisk punktum for Ungdomshuset som alternativ  (2.3.07.)
Er der gang i et mini-ungdomsoprør?  (21.1.07.)
Ungdomshuset og Tåbelighedernes Hus  (17.12.06.)
Ungdomshuset, Faderhuset og Tragediens Hus  (30.11.06.)

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion

Se også Værdimanifestet
og specielt afsnittet om Samfundet som fundamental værdi

At læse Jernesalt

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean