JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - umiddelbarhed02koen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.1.16.

Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene

Artikel nr. 2 i serien om umiddelbarhed

Kølner-nytåret har vækket Europa
Elementær viden om erotik og seksualitet
Vestens moderne kulturmønster
Kvindefrigørelsens træk
Transcendens og kvindefrigørelse
Henvisninger

Kølner-nytåret har vækket Europa Til toppen Næste

Kølner-nytårets afskyelige seksuelle overgreb på et utal af tyske kvinder fra muslimske migranter, hvoraf mange var marokkanske forbrydere, har medført en brat opvågning i den ellers temmelig naive og sløve tolerance over for deciderede fremmedelementer i europæisk kultur. Hidtil har den udbredte opfattelse været at det er synd for de titusinder af muslimer der har set sig nødsaget til at flygte fra nød, borgerkrig og forfølgelse i Mellemøsten, Afghanistan og Afrika. For de er jo mennesker som os selv med samme længsel efter fred, velstand, orden og frihed. Og deres religion kan vel være lige så god som vores efterhånden ganske udvandede officielle kristendom som færre og færre tager højtideligt.

Først Kølnernytåret har fået os til at se i øjnene, at det slet ikke er religionsforskellene der er afgørende. Tværtimod er det spild af tid at blive ved med at sammenligne islam og kristendommen, for begge kan fortolkes i uendelighed af liberale mennesker med hang til tekstanalyser og spidsfindigheder, begge ændrer sig over tid, og begge indeholder lige som de to store politiske ideologier (socialismen og liberalismen) visse humane og progressive elementer ved siden af dybt reaktionære træk. Nej, den udslaggivende forskel ligger i kulturmønstrene som sådanne og navnlig i det forhold at det muslimske kulturmønster generelt virker dybt primitivt i forhold til det vestlige, demokratiske og sekulære kulturmønster der specielt inden for de sidste 70-100 år har medført en i kulturhistorien enestående og dybt emergent kvindefrigørelse. Den moderne europæiske kvinde er takket være klassekamp og folkeoplysning blevet et økonomisk selvstændigt og juridisk suverænt individ og - takket være prævention, p-piller og fri abort blevet frigjort fra den snævre binding til forplantning, ægteskab og familieomsorg som tidligere gjorde manden til enehersker over hendes liv. Ved siden af selvstændigheden har nutidens vestlige kvinde fået kønslivet tilbage som et gode med uhyre mange og spændende muligheder, der kan give tilværelsen ekstra mening, kolorit og indhold uden hensyn til slægtens, klanens eller socialklassens interesser.

Den moderne vestlige kvinde har opnået en selvstændighed og principiel ligestilling med manden der er enestående i verden - og derfor er blevet en drøm for alle de millioner af ufrie kvinder i mellemøstlige og afrikanske lande der har adgang til moderne kommunikation, men stadig må affinde sig med mandsdominans i hjem og samfund, mandschauvisme og mandsforagt i det offentlige rum, ja, arrangerede, tvungne ægteskaber, pisk og stening for utroskab og voldtægter og kønssygdomme de ikke personligt er i stand til at beskytte sig imod. De kan endog holdes tilbage i "lydighedens hus", dvs holdes inden for hjemmets fire vægge, hvis manden skønner det nødvendigt.

Mønsteret sidder så dybt i muslimerne at det er næsten umuligt at ændre, for det har været systematisk indoktrineret i befolkningen lige siden profeten Muhammed overtog den enevældige magt på den arabiske halvø i 622 e.K.; mønsteret findes solidt dogmatiseret i profetens åbenbarede Koran, i hans 'sædvane' (sunna'en) og i sharialovens retslære der er baseret på de samme kilder. Og det er altsammen lige til vore dage blevet strengt håndhævet af enevældige herskere - konger, kaliffer og ayatollaher - der stadig modsætter sig enhver opblødning i form af demokratisering, sekularisering og kvindefrigørelse.

Og det betyder igen at mønsteret indgår som et helt fundamentalt psykisk element i alle de titusinder af muslimer der aktuelt flygter fra elendighederne i deres hjemlande og vandrer mod de forjættede lande i Europa i håb om velstand, fred og frihed - som om deres mentalitet som individer og kollektiver ikke blokerer for sagen fordi mentalitet ikke er noget man bare skifter ud som man skifter sokker eller underbukser.

Kølner-nytåret, der begyndte muntert og skulle have fortsat med fest og munterhed, afslørede brat og utilsigtet hele denne store, almene muslimske livsløgn om den gratis frihed som en katastrofal trussel mod Europa og en fatal naivitet hos Europas behjertede ledere og befolkninger. Europa vågnede op og måtte nødtvunget begynde at overveje modforanstaltninger i form af snak om begrænsning af tilstrømningen uden lukning af de ydre grænser, uforbindende løfter om strenge straffe for seksuelle overgreb, mere politi og mere overvågning af banegårde og offentlige pladser - samt gyldne løfter om bedre tiltag i selve arbejdet med integration af flygtningene. Politikere, eksperter, arbejdsgiver- og nødhjælpsorganisationer forsømmer ikke nogen lejlighed til at påpege at selv om flygtningene i dag koster store formuer i hjælp, så kan de blive en økonomisk gevinst om 20 eller 30 år. Hvad der bliver kulturelt ødelagt i mellemtiden, bekymrer ikke disse kloge hoveder.

En af de helt store numre i autoriteternes forsøg på at berolige den opskræmte befolkning er at lave planer om at give asylansøgere undervisning i gængs vestlig seksualmoral, hvad der vil sige i vestlige normer om omgangen mellem kønnene og opførslen over for kvinder på offentlige steder, på barer, diskoteker og fx badeanstalter og badestrande. En tysk kommune har sat forbudsskilte op i badeanstalterne mod at hænder nærmer sig kvindebagdele i badedragt. Og en kvindelig asylleder i Thisted har opdaget at nogle af beboerne i en lokal asyllejr 'mangler lidt pli når det gælder scoring af piger'.

Man tager sig til hovedet. For det var ikke manglen på 'lidt pli' der viste sig i Køln nytårsaften. Det var bevidst og kynisk massekrænkelse af sagesløse tyske kvinder der var taget til Hovedbanegårdspladsen for at fejre nytår på sædvanlig festlig og fredelig vis i fuld tillid til at politiet ville sørge for den nødvendige orden. Og gerningsmændene var ikke bare en smule berusede og lidt for påtrængende, men var helt derude hvor de savnede enhver hæmning; de gik kollektivt og kynisk til værks, og de udlevede hvad der i den officielle tyske rapport blev betegnet som 'seksuelle almagtsfantasier'. Det vil mere rammende og præcist at sige at de udlevede de mandeforestillinger om mandens uindskrænkede magt over kvinden der desværre stadig er typisk muslimske.

Det må betegnes som rystende naivt af politikere at forestille sig at en massiv flygtningestrøm af muslimer (med betydelig overvægt af enlige mænd og mandspersoner der som muslimer ikke har ordentlige erfaringer med indtagelse af alkohol) ikke automatisk ville medføre seksuelle overgreb mod vestlige kvinder, hvis frihed i dag har bragt dem til en helt selvfølgelig forventning om fuld respekt for deres personlige integritet som kvinder.

Det er katastrofalt at de samme politikere ikke kan forhandle sig til bindende og effektive aftaler med muslimske lande som Marokko og Tyrkiet om returnering af afviste og ofte kriminelle asylansøgere. Og det er horribelt at nogen overhovedet kan forstille sig at man skulle kunne forebygge noget som helst med orientering om vestlig seksualmoral som om denne moral og det øvrige vestlige kulturmønster er en overfladisk viden af kognitiv art man kan tilegne sig på et par timer, når den i virkeligheden er et dybt tanke- og følemønster der opbygges over mange mange år ved hjælp af råd og vejledning fra forældre, lærere og erfarne mennesker, bøger og blade samt ikke mindst personlige iagttagelser og personlige erfaringer fra fri omgang mellem kønnene lige fra børnehaver til uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.

Lad os for en god ordens skyld her repetere lidt elementær vestlig viden om seksualitet og erotik.

Elementær viden om erotik og seksualitet Til toppen Næste

Seksualitet beror ifølge encyklopædien på "en vekselvirkning mellem stimulus og respons", hvilket betyder at den beror på en vekselvirkning mellem et tiltrækkende seksualobjekt og et subjektivt begær mod objektet - og målet er samleje og udløsning (orgasme). Den er orienteret mod kønnet som sådant og ikke mod nogen person. Det der tiltrækker betragtes primært som et objekt for et begær - og når dette instinktive begær har fået sin udløsning, er objektet uden større interesse. Det kan enhver konstatere ved at iagttage aberne i zoologisk have, og det fungerer udmærket i naturens regeneration, hvor det sikreste for overlevelsen er at lave så mange unger som muligt, og hunnerne er vel at mærke fra naturens side indstillet på ordningen. Men som bekendt er mennesket ikke udelukkende et dyr med instinkterne i funktion, men også et kulturvæsen, og det betyder at mennesket i kraft af sin bevidsthed er i stand til at forvandle naturen til kultur, altså noget der er mere og andet end natur. Bevidsthedens opdukken i biologien betød at manden og kvinden både opdagede hinandens anderledeshed og samtidigt opdagede at der var en forskel på godt og ondt, der betød at man til en vis grad kunne vælge sin adfærd. Det kom der håndværk, kunst, musik, forskning og samfundsliv ud af - og sørme også humor og erotik i relationen mellem mennesker.

Erotikken har det instinktive begær som forudsætning, men ikke udløsningen som simpelt mål, for det tænkende og legende menneske ser noget mere ved erotikken end hvad der tjener forplantningen i snæver forstand. Mennesket kunne nu få øje på seksualitetens 'overtoner', dvs på betydningen af og charmen ved spillet, øjekastet, berøringen og ømheden. Orienteringen i erotikken gælder ikke længere kønnet i abstrakt forstand, men den konkrete person, dvs det bestemte menneske som man føler sig tiltrukket af. Erotikken fornægter på ingen måde kroppen, men omfatter tværtimod udforskning af kroppen og bliver således, hvad Preben Hertoft med et rammende udtryk kalder "kroppenes gensidige erotisering". Det er gensidigheden der bliver det helt centrale og essentielle. Erotikken foregår altid i et rum af gensidig ømhed, gensidig lyst, gensidig nysgerrighed, gensidig nærhed og gensidig tillid.

Erotik trives derfor altid bedst mellem ligestillede mennesker og med god tid og gode fysiske rammer, fred og privathed. Og et meget vigtigt kendetegn er selve spændingen og en relativ stigende intensitet. Det erotiske næres i allerhøjeste grad af leg, intimitet og autenticitet, og kan siges at være en ganske ejendommelig blanding af svaghed og styrke, sarthed og obskønitet, generøsitet og egoisme, dvs af modsatrettede behov og tendenser som kan bringe spænding, intensitet, eksperiment og fornyelse ind i forholdet uden at spolere legen, intimiteten og autenticiteten.

Erotik hæmmes derimod af misforståede hensyn, hvor man intet vover, hvis man ikke tror partneren kan rumme det; den kvæles af idyllisering og sentimentalitet, der ikke véd at legen kan gå ud i det vovede og frække, og den svækkes af vanen og det alt for hverdagsagtige, der holder sig til det gamle og gennemprøvede - eller det simpleste simple (fx den såkaldte 'missionærstilling' ved samlejet). - Den gamle græske filosof Platon havde en forestilling om at mennesket oprindeligt var en helhed eller enhed, men var blevet spaltet i mand og kvinde og derfor dybt i sjælen havde længsel efter genforeningen. Erotikken var for ham vejen til såvel kropslig som sjælelig indsigt, men han kaldte også kærlighedens gud (Eros der lagde navn til begrebet erotik) for en "spøgefugl der trækker os alle ved næsen". Han var med andre ord klar over at det erotiske spil ikke altid fører til den eftertragtede helhed.

Der er nu ingen grund til at fordybe sig i Platons spekulationer om det oprindelige menneske. Kønsdelingen er udbredt i naturen, bare vi i udviklingen bevæger os et lille stykke op over amøberne, og den svenske botaniker Carl von Linné kunne i 1700-tallet konstatere at endog planterne var kønnede, så de ligefrem kunne klassificeres efter kønsorganerne. Men når Platon talte om en oprindelig helhed der blev spaltet, skelnede han dualistisk mellem legemlige og sjælelige størrelser. Først moderne dybdepsykologi fandt ud af at der i virkeligheden var tale om to forskellige slags psykiske grundprocesser. De primære (medfødte) er uden skel og sondringer af nogen art, og dèr hersker grundliggende helhed og enhed i psyken. Men med opvæksten kommer sekundærprocesserne efterhånden til med deres begreber, sprog og sondringer, og i puberteten sker der et bevidsthedsmæssigt kvantespring der indebærer opkomsten af en forestilling om en tabt helhed, en tabt uskyldighed og altså om den "uddrivelse af paradisets have" som den bibelske myte om syndefaldet taler om. Nødtvunget accepterer ethvert ungt menneske at der ingen vej er tilbage til helheden eller uskyldigheden, men længslen efter det tabte bliver liggende i underbevidstheden resten af livet og giver sig i parforholdet udslag i "drømmen om den eneste ene" eller i tonekunsten i skabelsen af illusioner om enhed og helhed. Mest berømt er Richard Wagners næsten fire timer lange opera "Tristan og Isolde" med de ekstatiske duetter i anden akt, hvor målet er hovedpersonernes fuldstændige forening gennem udslettelsen af den individuelle identitet. - Jf. iøvrigt afsnittet om seksualitet i Helhedsrealismens filosofi.

Denne komplette og evige forening er og bliver en illusion, men ekstasen er ikke en illusion, den opleves i orgasmen såvel som i højdepunkter i musikken, i dansen, i kunsten, legen, forskningen og endda i den religiøse bøn og hengivelse. Og derfor er disse fænomener en væsentlig del af kulturen og har været det fra tidernes morgen. Men ethvert realistisk og nøgternt menneske bør kende forskel på den utopiske 'himmelske' illusion og den mulige 'jordiske' ekstase. Ligesom et sådant menneske også bør kende forskel på forelskelsen med al dens leg og fortryllelse på den ene side og kærligheden med al dens omsorg, prosaiske hverdag og troskab på den anden side. Det realistiske menneske véd at mennesket både har tilgang til en verden af fortryllelse og en verden af prosaisk tilpasning til den praktiske hverdag.

I gamle dage var det umuligt at ophæve ægteskabet, der ligefrem i den katolske kirke indgås som et sakramente (en bindende hellig handling), og som under patriarkaterne gennem tiderne bandt kvinderne til mandens suveræne overherredømme. Så sent som for godt hundrede år siden, da Henrik Ibsen skrev sit berømte skuespil 'Et dukkehjem', var det et næsten uoverstigeligt problem for en kvinde at bryde ud af et ægteskab der reducerede hende til et vedhæng til manden, eftersom hun ingen rettigheder havde - hverken hvad børn, formue, uddannelse eller erhvervsmuligheder angik. Kvindefrigørelsen bestod ikke mindst i at rette op på denne ulighed. Og siden er det på vore breddegrader blevet lettere og lettere at blive skilt. Det er i vore dage ikke ualmindeligt at par er helt bevidste om at deres forhold ikke vil eller skal vare mere end nogle år. Så kan de prøve noget nyt, og det går næsten altid ud over børnene. Det nye er, at mange moderne mænd og kvinder sætter deres egen selvrealisering over alt andet, og det vil bl.a. sige at de sætter udlevelsen af deres seksuelle lyster over hensynet til børnene og partneren.

Hvad der herved går tabt er imidlertid ofte den fortrolighed og gensidige intimitet og ligefremhed som overvinder unødvendige tabuer, og som kun kan opbygges gennem et længerevarende kærlighedsforhold. Det varige ægteskab har risiko for at ende i vaner og kedsommelig rutine, og opretholdes det alene for synets, familiens eller omgangskredsens skyld, resulterer det ofte i utroskab. På Gustav Wieds tid talte man om mandens 'onsdagsveninder', hvor han søgte fremmede damer, underforstået at det ægteskabelige pligt-samleje fandt sted fast én gang om ugen, ofte om lørdagen, og det var som pligt-betegnelsen antyder af ringe kvalitet: manden fik udløsning, kvinden ingenting; hun skulle blot lægge krop til. Men med den moderne kvindes generobring af den seksuelle lyst og bevidsthed herom, er der principielt ingen hindringer for at et varigt forhold kan give både den eftertragtede erotiske spænding og den eftertragtede tryghed, kærlighed og omsorg. Det må parterne selv finde ud af, hovedsagen er at vi vesterlændinge i dag har fået friheden til selv at finde ud af det - og det er en direkte følge af kvindefrigørelsen. - Og igen må man derfor sige, at det moderne europæiske kulturmønster adskiller sig kolossalt fra det traditionelle muslimske mønster.

Vestens moderne kulturmønster Til toppen Næste

Skal dette belyses nærmere, bliver det naturligvis nødvendigt at gå ud over det helt elementære.

For det første kan det ikke forties at den vestlige kultur i høj grad har været præget af kristendommens ældgamle og fra jødedommen nedstammende syn på kvindekønnet som et andenrangs og syndigt køn og seksualiteten som sådan som syndig når den ikke har forplantningen som formål. Man er dog heldigvis gået bort fra den ortodokse jødedoms vanvittige opfattelse af at kvindens menstruation gør hende uren i moralsk henseende, så hun ikke blot hver måned skal gennemgå et uhyrligt renselsesritual, men ikke må så meget som berøres med et enkelt kærtegn af ægtefællen i sin periode. Men stadigvæk gælder i den katolske kirke (som gælder i det meste af Europa) at præster skal leve i cølibat, selvom de ikke kan, hvad der som bekendt har et utal af seksuelle misbrug fra præster og biskoppers side til følge. Desuden har kvinder ikke adgang til præsteembedet - og det samme har været tilfældet i den lutherske kirke helt op til 1948. I dagens folkekirke er der flere kvindelige præster end mandlige - uden at det dog for alvor kan spores i forkyndelsen!

Men det kristelige kvindesyn har indtil for nyligt bevirket en massiv syndsbevisthed hos mænd og kvinder der er opvokset i religøse hjem, en massiv kvindeangst og i visse tilfælde endog et massivt kvindehad hos mange mænd. Alle dele har ført til et utal af psykiske lidelser og forstyrrelser, og de er glimrende beskrevet hos svenske dramatikere som August Strindberg og Ingmar Bergman - samt i mængder af dansk litteratur fra Knuth Beckers romaner til tidligere Kvinfo-leder Elisabeth Møller Jensens nyligt udgivne erindringer. Det er heldigvis fortid på vore breddegrader (bortset fra få snævre miljøer), og det samme er det gamle forbud mod sex før ægteskabet som jødedom, kristendom og islam har været fælles om, fordi de som grundliggende patriarkalske religioner har været og stadig er stærkt fokuseret på mandens slægtshensyn.

For det andet gælder at fænomenet jalousi dukker op i historien som en yderst voldsom reaktion på enhver form for svigt og tillidsbrud der i værste fald kan føre til mord eller livslang forfølgelse og chikane. Romaner, skuespil, film og kriminalrapporter bugner af sådanne historier, og de ville være overflødige at nævne, hvis ikke det stadig forholder sig sådan at der er mennesker der tror de kan sætte sig ud over den slags primitive følelser ved at lege frisindede og liberale og gå ind for aftalte, frie forhold. Efter ungdomsoprøret blev det populært at leve i kollektiver, hvor man dyrkede fri sex, men erfaringen var naturligvis at det slet ikke gik godt for alle i længere tid. Mennesket kan ikke bestemme over sin dybeste følelser med aldrig så frisindede intellektuelle principper, ganske enkelt fordi kærlighed er mere end sex og erotik. Den drejer sig også om gensidig tillid og tryghed - og den bliver derfor ofte ramt på kerneværdien ved utroskab. Blot er det ikke altid noget partnerne kan vide, endsige forudse på forhånd.

For det tredje kom der i kulturhistorien en variationsrigdom ind i erotikken og seksualiteten som er direkte grænsesprængende. Grænsen mellem det almindelige og det frække blev udvisket. Mange vil prøve det frække som de hører eller læser om, men ikke har kendt hjemmefra. Det uanstændige eller obskøne er ikke længere tabu inden for hjemmets eller parforholdets rammer, for det ingen ser, har ingen ondt af sålænge det er frivilligt. Anstændigheden gælder kun i det offentlige rum, hvor forargelse og fordømmelse kan ramme afvigere. Og på samme måde med det perverse eller 'forvrængede' som tidligere har været det samme som det unaturlige eller ligefrem naturstridige, som eksempelvis kønslig omgang med dyr. Men når kultur nu engang er brud med naturen, så kommer man ikke langt med moralske formaninger om at mennesket ikke skulle kunne tillade sig variationer i seksualivet som går ud over det naturlige i betydningen det statistisk normale. Og faktisk må man indrømme at der også blandt dyr foregår brud på normerne. Det afgørende når man går ud i variationsrigdommen er igen frivilligheden: hvis parterne er enige om at prøve nye variationer der hverken skader krop eller sjæl og foregår i privat regi, så skal andre ikke blande sig. Og hvad angår homoseksualiteten er det forlængst slået fast, at den ikke er en sygdom, men en variation i kønsorienteringen der nok statistisk set er unormal, men ikke af den grund umoralsk. Samtidigt må det slås fast at afstanden til gængs muslimsk kultur er stor og markant

For det fjerde spiller nøgenheden og blufærdigheden ind på en måde der slet ikke er så ligetil. Der er som bekendt en stærk tendens i tiden til at fremture med nøgenhed på tv, i film, scenekunst og i trykte medier. Pornografien blev herhjemme allerede tilladt i 1968 (ved en lov fremsat af en konservativ og kristen justitsminister). Et generelt forbud var ikke længere muligt at opretholde, da interessen ikke blot var stigende, men kunne slå overbevisende på at det er en naturlig og positiv ting for mennesket at iagttage og nyde den nøgne krop. Problemet indskrænker sig til hensynet til mindreårige børn - og i dag med internettets fantastiske muligheder til den meget alvorlige udnyttelse af mindreårige til decideret børnepornografi. Denne dækker optagelser af film om sex med børn som et overraskende stort antal voksne mænd har vist sig af være sygeligt grebet af på trods af at det er et klart overgreb ikke at iagttage det helt selvfølgelige hensyn til børn at de ikke stifter fysisk erfaring med sex før de er gamle nok til det (og her siger loven minimum 15 år).

Men nøgenheden som sådan er en fundamental menneskelig glæde, fordi al beklædning nu engang er kunstig og unaturlig og ofte i det daglige kan virke hæmmende. Når man kommer hjem fra arbejdet, smider man 'uniformen'. Småbørn elsker at løbe nøgne omkring, og det samme gør mange voksne når de går der hjemme eller er ved stranden. Nogle sætter det så højt at de bliver nudister og holder ferie i nudistlejre, hvor det er en klar regel er at mænd og kvinder ikke ser hinanden som sexobjekter. Hvor mænd og kvinder gør dette med sex som formål, er det i vore dage helt naturligt at de smider tøjet. Det er længe siden at samlejerne foregik i mørke og under dynen af par der kun tog trusserne af. Det almindelige i dag er selvfølgelig at være nøgne i intime situationer, eftersom den nøgne hud og dens mange erogene zoner er naturlige udforskningsobjekter for elskende par.

Blufærdigheden er ikke dermed fejet til side, for også den er en naturlig ting der tidligt kan konstateres hos småbørn, der fx pludseligt vil have lov at være i enrum på toilettet. Alle påvirkes selvfølgelig under tilpasningen til de gældende sociale normer i deres egne miljøer, men generelt lærer de fleste sig uden problemer at man opfører sig anderledes i det private rum end i det offentlige rum. Det er der så nogle der ikke vil acceptere, og de prøver at demonstrere en slags ekshibitionistisk trang til at blotte sig offentligt, og bliver villige redskaber for sceneinstruktører der har samme trang. Det kan der undertiden komme sjove ting ud af, men de fleste vil stadig trække en grænse - ud fra en mere eller mindre bevidst eller intuitiv forståelse af at der er den mening med blufærdigheden at man kan forbeholde den frie nøgenhed til det private rum hvor intimiteten og autenticiteten er essentiel.

Men i den moderne vestlige kultur er nøgenheden blevet så acceptabel at det virker fuldstændigt barokt eller primitivt at muslimske kvinder end ikke i baderum og omklædningsrum for kvinder vil smide alt tøjet. De forlanger badeforhæng - og får det mange steder bevilliget af kommunerne i en slags respekt for deres medbragte kulturmønster. Dermed slås kulturforskellen kun fast. Anderledes i det danske militærvæsen, hvor det i første omgang blev accepteret at kvinder kunne optages i korpsene, men siden også accepteret at kvinder i tjeneste skal bruge samme sovesale og baderum som mændene. Man kan diskutere hvor fornuftigt det er, men det er praktisk og viser da i hvert fald den kolossale forandring der er sket: Danske mænd har lært at respektere kvinders fulde integritet også i sådanne situationer. Afstanden til gængs islamisk kultur fremtræder som en uoverstigelig kløft.

Kvindefrigørelsens træk Til toppen Næste

En vigtig ting i kvindernes frigørelse har det været at de systematisk har lært deres egen krop at kende på en måde der var utænkelig for bare 50 år siden, hvor der ellers var kommet flere gode oplysningsværker om kønslivets mysterier. Men forlaget Tiderne Skifter kunne i 1975 udsende den feministiske debatbog 'Kvinde kende din krop', der siden er kommet i utallige genoptryk og opdateringer. Det var fjorten år efter Sten Hegelers 'Kærlighedens ABZ' og ti år efter den danske udgave af Simone de Beauvoirs trebindsværk om 'Det andet køn' (på fransk 'Le deuxième sexe', der helt præcist betyder køn nummer to). Men den var tiltrængt og må siges at have opfyldt sin mission. Der er næppe mange kvinder under pensionsalderen der ikke véd hvordan deres kønsorganer ser ud endsige forbinder noget skamfuldt med dem.

Når den offentlige kønsdebat forløber mest lysteligt kan den såmænd i fx Politiken fremture i hvad man skal kalde det kvindelige kønsorgan - nu man jo er i fuld gang med at kalde en røv for en røv (et godt gammel dansk udtryk som Christian IV's datter Leonora Kristina brugte helt selvfølgeligt i sin 'Jammers Minde'). En standup-komiker som Sanne Søndergaard kunne vække opsigt i medierne ved for et par år siden at give ren besked om trenden med glatbarberede køndele: Hun syntes at der generelt burde være "flere hår på fissen" i baderummene. Og hun blev udråbt til feminist-standupper. Men Politikens feminist-redaktører gik et skridt videre og åbnede en længere debat om hvad kvinder egentlig skulle kalde 'kussen'. Bare det at bruge ordet offentlige og på tryk syntes at være en svir for nogle af deltagerne. Og helt galt blev det derfor da en en kvinde i et debatindlæg brugte udtrykket 'tissekone'. Forfatteren og sexologen Maria Marcus, der selvsamme år som "Kvinde, kend din krop" blev udsendt, udgav "Den frygtelige sandhed" på selvsamme forlag, rykkede prompte ud med sin foragelse: det ord kunne kvinder virkelig ikke tillade sig at bruge, når organet blev brugt til alt muligt andet end at tømme blæren.

Nu forholder det sig imidlertid sådan at både ordet tissemand og ordet tissekone er børnesprog og bevidst har været brugt som aseksuelle udtryk for organer der i barnealderen rent faktisk kun bruges til vandladning, og iøvrigt ikke er omgivet af behåring og ikke associeres til sex, så Marcus' forargelse rammer hende selv. Problemet er nemlig mere kompleks. Mandens kønsorgan kan neutralt eller klinisk kaldes mandslem eller penis, mens det som erigeret kønsorgan enten symbolsk-højtideligt (efter græsk kult) benævnes med det arkaiske ord 'fallos' eller på vulgært dansk simpelthen kaldes 'pik'. Og her er der egentlig ikke så meget at tage fejl af. Den nye udvikling er kun at pik er blevet gængs betegnelse for mandslemmet som sådan og bruges af både yngre mænd og yngre kvinder uden småborgerlige sproglige kvababbelser. Går man til en moderne slangordbog som Christian Graugaards er der nærmest ingen grænser for den sproglige opfindsomhed hverken for kvindeorganet eller mandsorganet. Men med kvindeorganet er der lige præcis det specifikke problem, at der er stor forskel på de ydre skamlæber og kønshår som er synlige på den nøgne kvinde og den indre skede eller vagina der normalt er usynlig. Og denne forskel betyder i realiteten at det er umuligt at finde eller konstruere et ord der kan bruges om begge dele, med mindre man holder sig til det neutralt kliniske 'kønsorgan'.

I individuelle flirtende og elskende menneskers praksis betyder problemet ikke det fjerneste, for her kan man ud af de utallige udtryk der findes vælge ordene som man har lyst og finfølelse til. Men når det åbenbart er et problem for feminister, at der ikke findes ét fuldt dækkende ord for kvindeorganet, må det hænge sammen med at de i ligestillingskampen synes at ville have udlignet enhver anden kønsforskel end den der ligger i at det er kvinder der har æggestokke, kan blive gravide og føde børn. De vil derimod ikke være véd at det er kønshormonerne der giver den afgørende kønsforskel og at denne afspejles i kønsorganerne på den måde at det mandlige kønshormon ved seksual ophidselse aftedkommer åbenlys erektion med tilhørende evne til indtrængen i kvindens skede, mens det kvindelige kønshormon ikke har tilsvarende eller modsvarende synlig virkning. Og forskellen er vel at mærke ikke af ren teknisk art, den er tværtimod af dyb psykisk eller mental virkning, fordi mandens erektion bliver et direkte symbol på hans seksulle evne og kraft. Og netop denne psykiske effekt har den allerstørste betydning for mandens stolthed, selvfølelse, fremtoning og udfoldelse. Det er den der bevirker at han føler enorm tilfredsstillelse ved at at går ud over sine grænser på alle områder og på alle måder, både fysisk og åndeligt. Freud lancerede desværre udtrykket 'sublimering' om denne kanalisering af den mandlige kønsdrift, og det var typisk for en positivist der tror det legemlige er basis for det åndelige, men det sidste er finere. Det ejendommelige er faktisk at kanaliseringen psykisk set er lige god hvad enten den sker legemligt eller åndeligt.

Det er nødvendigt at understrege dette forhold igen og igen, for feminister vil ikke acceptere at der slet ikke findes et modsvar hos kvinder, og kvinder i almindelighed vil ikke rigtigt forstå at denne kønshormonale forskel bevirker at manden alt andet lige har større transcendental kraft end kvinden - uanset at der ikke kan påvises nogen intelligensmæssig forskel mellem kønnene. Det er ikke intelligens, men hormoner der bevirker at der er flere mænd i toppen af erhvervslivet, storpolitikken og forskningen - selv om kvinder når lige så langt i uddannelserne. Og det hæmmer naturligvis også kvinder der gerne vil have børn, at de i langt de fleste tilfælde må udskyde en egentlig karriere til børnene er blevet store.

For at fuldstændiggøre denne historie om kønsforskellen skal for en ordens skyld nævnes at dybdepsykologien både eksistensfilosofisk og terapeutisk udtrykkeligt opererer med det empiriske faktum at der er noget mandligt i den kvindelige psyke og noget kvindeligt i den mandlige psyke, for det betyder at kvinder også har en vis trang til grænseoverskridelse og mænd en vis trang til omsorg for andre. Og dette er hverken ligegyldigt i parforholdet eller i kulturlivet i bredeste forstand.

Transcendens og kvindefrigørelse Til toppen Næste

Trangen til transcendens eller grænseoverskridelse kræver horisontudvidelse, nye erfaringer og ny erkendelse, og dette betyder at eksistensen med biologen Holger Møllgaards fortræffelige udtryk bliver "en vedvarende tilblivelse imod sandsynligheden". Det mest sandsynlige er nemlig ifølge entropiens lov en stigende grad af uorden eller forskelsløshed. Der er naturligvis intet i vejen med at mennesker ønsker at forblive i immanensen, det engang givne, og altså er tilfredse med den livstilstand eller skæbne de måtte befinde sig i og bare ønsker den opretholdt og videreført, men der var jo næppe nogen kulturhistorie overhovedet, hvis ikke det var kendetegnende for mennesket at det i modsætning til dyrene havde både evner til at gå ud over det givne og stærk vilje til det.

Der er derfor heller ikke noget mærkeligt i at en eksistentialist som allerede nævnte Simone de Beauvoir gjorde stærkt gældende at eksistens er ensbetydende med at overskride sig selv, hvorfor det så at sige er bydende nødvendigt for ethvert frit og bevidst menneske at have projekter der forskyder individets tilværelse fra tidsfordriv til engagement, fra tryghed til frihed, fra rutine til intensitet og fra funktion til proces. Jf. artikelserien om Veje til livskvalitet og mening. Det kan lyde elitært og intellektuelt, men er jo faktisk hvad adskillige mennesker opdager i puberteten, hvis de ikke allerede er groet fast i rutine, tidsfordriv og selvtilfredshed eller savner sociale eller økonomiske muligheder for at komme længere end deres forældre. Og her har kvinder gennem tiderne unægteligt været værre stillet end mændene.

Beauvoir var dog ikke så blind og ensidig at hun ikke forstod at evnen til at række ud over sig selv (transcendensen), er betinget af evnen til at opretholde det bestående (immanensen). Det vil med andre ord sige at transcendens og immanens hele tiden veksler med hinanden således at både individet og samfundet kan gøre erobringer fysisk og åndeligt, men at disse i en eller anden grad må gøres til vane og rutine før der kan gøres nye erobringer.

Dette har den allerstørste betydning for det der i helhedsrealismen forstås ved den umiddelbare realitet og som defineres som det grundlag af selvfølgelig, tryg og indlysende livstro og livstillid som børn under almindelige forhold fødes ind i og som de fleste mennesker gennem pubertetskrisen formår at generobre på et højere bevidsthedsplan end de fødes med. I virkeligheden fortsætter processen livet igennem, ikke mindst i nyere tid, fordi samfundet og kulturen hele tiden forandrer sig og forskyder livsvilkårene og normerne. Den ydre virkelighed forandrer sig hurtigere og hurtigere som følge af de teknologiske erobringer. Grundlæggeren af World Economic Forum Klaus Schwab har netop udgivet en bog hvor han forudsiger at den teknologiske udvikling frem til år 2025 vil blive større og mere gennemgribende end i de foregående 50 år. Og som han tilføjer: Fordelene er enorme, men det er ulemperne og udfordringerne også!

Den umiddelbarhed som helhedsrealismen opererer med skal blandt andet derfor ikke forstås som en fast størrelse eller tilstand som er givet fra fødslen, men tværtimod som en psykisk tilstand der skal generobres livet igennem - gennem arbejde, kønsforhold, familieliv, leg, uddannelse, forskning, kunst, musik, dans, fest, kult, politik og religion.

Her opviser den europæiske kultur i forhold til andre kulturer, og ikke mindst i forhold til den islamiske kultur, en kolossal stor og livsvigtig evne til fornyelse og opbygning og til en konstant og progressiv vekslen mellem transcendens og immanens, som er uvurderlig, men som i øjeblikket er under voldsomt destruktivt pres fra såvel ydre trusler i form af flygtningestrømme af uintegrerbare muslimer som indre trusler i form af misforstået barmhjertighedsfilosofi og en lige så misforstået illusion om multikulturalismens håbløse relativisering af alt og alle.

I denne yderst kritiske situation er det absolut nødvendigt at påpege den vestlige verdens store fortrin på de to felter der hedder sekularisering og kvindefrigørelse - og understrege at disse skal fastholdes for enhver pris, hvis udviklingen ikke skal gå rivende galt på det psykiske og mentale plan. De to fortrin må under ingen omstændigheder ofres på humanismens alter af misforstået godgørenhed og barmhjertighed eller på multikulturalismens opløsende udligning af alle forskelle, inklusive den markante forskel mellem europæisk kultur og islamisk kultur.

Kvindefrigørelsen i Europa er langt fra bragt til ende, men skal den have lov at videreudvikle sig optimalt til begge køns fordel, er det en absolut forudsætning at Europa bevarer sin fulde frihed og suverænitet og ikke bombes hundrede år tilbage i primitivitet på grund af strømmen af muslimske flygtninge.

Ejvind Riisgård

Henvisninger Til toppen

Relevante artikler på Jernesalt: