JERNESALT - dataset

Begejstring er ifølge Lorenz en menneskelig reaktion der specifikt viser hvor fuldkommen uundværlig en entydig "dyrisk" adfærdsmåde kan være. Den bliver refleksagtigt udløst i situationer der kræver kamp-indsats for sociale interesser, især for sådanne der er helliget gennem kulturel tradition. Den situation der udløser optimal begejstring er truslen mod fælles værdier, en besnærende førerskikkelse og det størst mulige antal med-henrevne. Men det må aldrig glemmes, at begejstring er et af menneskets ægte instinkter med sin egen adfærd og sine egne udløsningsmekanismer, og at den med Lorenz' ord kan frembringe en så overordentlig befriende oplevelse, at dens fristelse er næsten uimodståelig. Begejstring har altså både etisk positive og etisk negative virkninger, men den er absolut uundværlig til opnåelse af alle høje menneskelige mål, herunder venskab, kærlighed, selvagtelse og - latter. Det vil derfor være alt andet end fornuftigt at prøve at bekæmpe begejstringen, fordi den fysiologisk set har rod i aggressivitetsdriften. Den hører tværtimod med til den menneskelige psykologi om noget gør.

Endelig bør det i forsøget på at fastholde sjælelivets fulde omfang - bredde, højder og dybder - aldrig glemmes at den også omfatter transcendensen, det helt specifikke træk ved mennesket som emergent biologisk væsen der ligger i den kombination af kønsdrift og bevidsthed som giver navnlig manden en stærkt grænseoverskridende indstilling efter pubertetens indtræden (og derfor i mytologisk henseende står som 'syndefaldet' der fordriver mennesket fra paradisets uskyldighedstilstand). Denne menneskelige transcendens betyder kulturhistorisk set at mennesket gør sig jorden underdanig, konstant søger erobringer og opdagelser både fysisk og åndeligt og derfor også er indstillet på vækst og udvikling. Det giver - som alle kan se af kulturhistorien - en uhyre mængde problemer der viser at det fuldkomne samfund er og bliver en utopi. Men det holder gang i mennesket og gør samfundsudviklingen yderst dynamisk. Psykologien forstås ikke uden dette aspekt.

Det vil være fremgået at vi i vore dage ikke kan holde os alene til Sigmund Freud for at forstå sjælelivet i sin fulde dybde og højde og i realiteten grænseløse muligheder. Braad Thomsen er freudianer om en hals og forsvarer Freud ganske glimrende. Han har desuden mange gode og relevante indsigelser mod kommentatorer der gennem årene har givet et fordrejet og uvederhæftigt billede af Freud og psykoanalysen - det gælder eksempelvis Eric Danielsen og Bettina Heltberg. Og han slår med rette hårdt ned på en artikel i Det kgl. Teaters program der hævdede at Freud medvirkede til nazismens medicinske forbrydelser. Men det er dybt beklageligt at Braad Thomsen selv giver et fuldstændigt fortegnet billede af den C. G. Jung der var elev af Freud, men valgte en helt anden vej og blev en banebrydende udforsker af de dybder i menneskets psykiske liv som ikke skyldtes fortrængning, men tværtimod en uhyre kreativ føling med det kollektivt ubevidste.

Braad Thomsen undslår sig ikke for at affærdige hele Jungs geniale livsvværk ene og alene med henvisning til dennes unægteligt ubesindige artikler om nazismen og de gamle germanske arketyper som Wotan (Odin) som blev skrevet mellem 1933 og 1936. Den danske jungianer og religionshistoriker Pia Skogemann understreger i sin artikel om Jung i Encyklopædien, at det aldrig er påvist at Jung med nogen handling gik nazisternes ærinde i de år hvor han var præsident for Allgemeine Ärztliche Gesellschaft für Psychoterapie (1933-39) og organisatorisk måtte samarbejde med nazisterne. Og hun fastslår at mens Jungs kritikere påpeger at adskillige af hans udsagn i skrift og tale i årene 1933-36 (især Wotan-artiklen, 1936) kunne opfattes som om Jung var enig, så afviser andre at Jung skulle have haft nogen sympati for nazismen, men de beklager samtidigt at Jung var for politisk naiv til at indse at der var psykologiske emner der var sprængfarlige at diskutere i 1930'erne.

. Jungs livsværk kan ikke afvises alene på grund af mandens politiske naivitet til og med 1936. Den kan heller ikke afvises alene på grund af hans afvisning af Freuds stærke fokus på seksualiteten. For nok veg Jung tilbage for en fuldstændigt freudiansk analyse der ville have medført at hans egen fortrængte seksualitet var kommet frem. Psykoanalytikerne har ret i at disse seksuelle fortrængninger er de vanskeligste at komme igennem. Men det udelukker jo ikke at andre sider af sjælelivet er essentielle for en forståelse af mennesket. Og de sider Jung beskæftigede sig med på genial vis - fordi han havde særlige evner for det (hvad Freud totalt savnede) - var som nævnt det kollektivt ubevidste, de arketypiske forestillinger og alle de symbolske og mytologiske træk i kulturhistorien der alene kan forstås i deres indre sammenhæng, hvis de ses som udtryk for det kollektivt ubevidste. Alt dette skal ikke behandles nærmere her. Der henvises til nedennævnte artikler.

Hvad der er afgørende er imidlertid at komme på det rene med at et menneske ikke er et determineret væsen hvis adfærd og udvikling blot er et spørgsmål om udfoldelse af medfødte egenskaber, og som følgelig ville kunne forstås ved reduktion til dna-profil og hjerneprocesser eller til fortrængt psykisk stof som kunne graves frem ved psykoanalyse. Mennesket er - med få undtagelser - et åbent væsen der har en trang til transcendens, kan lære af erfaringen, forandre sig og endog få nye bindende erkendelser. Mennesket er et sammenhængende væsen der er således psykisk indrettet at det selv på ubevidst plan stræber efter en indre konsistens der kun er mulig hvis det pågældende menneske bestræber sig på overvægt af det gode i livet. Denne konsistensetik nåede Freud aldrig til en forståelse af.

Den afgørende eksistentielle sandhed om den menneskelige psyke er imidlertid at mennesket er etisk ansvarligt i og med at det er i besiddelse af bevidstheden der muliggør frie valg. Mennesket er frit, men det har ikke mulighed for systematisk at fravælge overvægten af det gode i livet, for da bliver det psykisk sygt.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link til Foreningen 'Død i Psykiatrien'
Link til Christian Braad Thomsens hjemmeside

Litteratur:

Sigmund Freud: Tre afhandlinger om seksualteorien. (Reitzel. 1961)
C.G. Jung: Det ubevidste. (Gyldendal. 1960)
Konrad Lorenz: Det såkaldt onde. (Schultz, 1965)
Erling Jacobsen: Godt og ondt. (Centrum. 1983)
Christian Braad Thomsen: Lysten og loven - Syv essays om incesttabu og Ødipuskompleks. (Tiderne Skifter. 1983)

Kronikker i Politiken:

12.8.12. Christian Braad Thomsen: Vi må tilbage til Freud for at komme videre.
23.7.12. Lene Poulsen: Min mand var ikket et bundt reservedele.
8.7.12. Raben Rosenberg: Fremtidens psykiatri er både ord og kemi.
13.2.1967: Erling Jacobsen: C.G. Jung og dybderne i vort psykiske liv.

Relevante artikler på Jernesalt: