utils prefix normal JERNESALT - freud02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.8.12.

Freud, sjælen, hjernen og - konsistensen

Overmedicinering i psykiatrien  -   Dødskriteriet i lægevidenskaben  -   Chr. Braad Thomsen om Freud  -   Barneseksualiteten og den orale lyst  -   Incestskandaler  -   Kognitiv psykologi  -   Konrad Lorenz om ånd  -   Mennesket er grænseoverskridende  -   Jungs geniale livsværk  -   Konklusion  -   Henvisninger

Et voldsomt overforbrug af medicin inden for dansk psykiatri har ikke alene medført et indgreb over for en bestemt overlæge på et statshospital i hovedstadsområdet, men heldigvis også rejst en helt nødvendig debat om psykiatriens placering i forhold til hjerneforskningen, det vil mere konkret sige rejst spørgsmålet om psykiatrien som den udøves på psykiatriske hospitaler og bosteder her i landet definitivt har forladt årtusinders opfattelse af mennesket som et sjæleligt væsen som andre mennesker kommer i kontakt med umiddelbart - til fordel for opfattelsen af mennesket som et materielt fænomen, hvis påståede 'følelser' og 'forestillinger' alle har kemiske ækvivalenser i hjerneprocesserne og følgelig kan observeres og måles kvantitativt-objektivt efter foreskrevne naturvidenskabelige metoder.

Ifølge dagbladene 21.6.12. får hver anden patient, der behandles med antipsykotisk medicin på de psykiatriske afdelinger i Glostrup og Hvidovre, medicindoser der klart overskrider det maksimum som er fastsat i vejledningerne. Også på Rigshospitalet og Bispebjerg sker der overmedicinering i stort omfang, omend det angiveligt er mindre. Heller ikke de psykiatriske afdelinger i Ballerup og Nordsjælland holder sig inden for de maksimale doser i vejledningerne. Tværtimod er der med Region Hovedstadens egne ord tale om »betydelige overskridelser«, og regionsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) betegner sagen som alvorlig. »Nu forventer jeg, at vi får styr på, om der er gjort ting, der er forkerte, og om der er begået ledelsesmæssige fejl. For patienternes skyld må vi gribe hurtigt ind«, siger hun.

En uge senere kan dagbladene oplyse at direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri i mere end to en halv måned vidste, at der foregik massiv overmedicinering af patienter på de psykiatriske centre i hovedstaden, uden at den greb ind. Oplysningerne om de massive doser af antipsykotisk medicin blev ikke blot holdt hemmelig for regionspolitikere og for Sundhedsstyrelsen. Psykiatri-direktionen ventede til en uge efter Politikens første omtale af sagen med at kontakte lægerne på de psykiatriske centre, der fik travlt med at nedsætte doserne til patienterne. Det fremgår af en fortrolig redegørelse om sagen, som politikerne i regionens psykiatriudvalg fik i tirsdags. Psykiatriens vicedirektør, Peter Treufeldt, har ifølge redegørelsen påtaget sig »det fulde ansvar« for, at der ikke blev fulgt op på sagen. - »Peter Treufeldt har fået en skriftlig påtale, fordi han for det første ikke orienterede opad i systemet om undersøgelsen og for det andet var alt for lang tid om at handle«, siger regionens koncerndirektør, Katja Kayser, der er den øverste ansvarlige for psykiatrien. - Det var iøvrigt en anonym anmeldelse fra personalet på Psykiatrisk Center Glostrup til Embedslægerne Hovedstaden med kopi til psykiatriledelsen, der satte sagen i gang 16. marts. I anmeldelsen skrev de ansatte, at klinikchefen i Glostrup pressede medicindoser igennem som truede patienternes liv og helbred.


Overmedicineringen finder også sted på de psykiatriske bosteder i et så alvorligt omfang at klienter har mistet livet som følge af fatale bivirkninger af medicinen. Og det har igen ført til etableringen af foreningen 'Død i Psykiatrien' hvis formål er at sætte fokus på den overdødelighed, der reelt findes blandt de psykisk syge, der er i behandling med psykofarmaka.

Hele problemstillingen har sin parallel i spørgsmålet om dødskriteriet, hvor den materialistiske opfattelse hævder at sjælen er definitivt opført at fungere, når hjernedøden kan konstateres gennem måling af kemiske og elektriske processer, mens alle med intuitiv forståelse for et menneskes åndelige væsen umiddelbart går ud fra at sjælsfunktionen ikke ophører før hjertet holder op at slå (og endda først flere minutter efter), hvorfor plantationer af hjerter og lever fra døende mennesker er udtryk for en kynisk opfattelse af et menneske som et bundt reservedele, således som en pårørende fornylig har gjort indsigelse imod i en kronik (Lene Poulsen). Dén diskussion bliver vi aldrig færdige med, sålænge vi udsættes for massive kampagner for organdonation.

Men den principielle debat om psykiatriens syn på sjælelivet er nok den vigtigste side af spørgsmålet, fordi den ikke alene angår de patienter der kommer i berøring med den psykiatriske lægebehandling på grund af deres adfærdsmæssige problemer og sjælelige lidelser, men i allerhøjeste grad også alle normale mennesker, der tudes ørerne fulde af den herskende ideologi. Denne hævder kort og godt - og uden nogensomhelst dokumentation - at sjæleliv er lig med hjerneprocesser. Påstanden er aldeles uvidenskabelig, da der aldrig nogen sinde er givet en videnskabelig forklaring på sammenkoblingen mellem målelige fysisk-kemiske processer i hjernen og de rigt varierede bevidsthedsprocesser som alene kan konstateres gennem individets personlige introspektion og dets udvekslinger af erfaringerne gennem ord, minespil, musik, dans, kunst og kult med andre personer med tilsvarende indre følelser og forestillinger. - Jf. artiklen Lone Franks store hjernetrip.

Filminstruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen, der må regnes som Freud-ekspert og som sådan er blevet optaget i Psykoanalytikernes Forbund, har nu fortjenstfuldt rejst problemet i en kronik i Politiken, som han kaldte 'Vi må tilbage til Freud for at komme videre'. Her maner han til oprør mod den herskende psykiatriske kultur og gør udtrykkeligt gældende at hospitalsskandalen er et resultat af de sidste 30 års vanvittige hetz mod de indsigter Sigmund Freud nåede frem til ved sin særlige psykoanalyse og dennes videreførelse af de psykodynamiske orienterede læger og psykologer. Problemer med den psykiatriske kultur er, påpeger Braad Thomsen, at den mener der er gjort fremskridt inden for hjerneforskningn af en art som sætter Freud til vægs. Dette passer imidlertid ikke, for hjerneforskning og psykoanalyse er usammenlignelige. Psykoanalyse betyder analyse af sjælen, og vi finder ikke sjælen ved at dissekere hjernen [eller måle hjerneprocesser, bør det tilføjes].


Braad Thomsen gør opmærksom på at Freud definerede psykoanalysen som en talekur (eller 'talking cure') ud fra den enkle erfaring at mennesker får det bedre, hvis de får mulighed for at tale om deres problemer samt at problemerne kan mestres, hvis man finder og behandler deres rødder i stedet for kun at fokusere på symptombehandlingen. Braad Thomsen benægter naturligvis ikke at der er visse psykiske sygdomme der i hvert fald delvis kan behandles medicinsk, hvis de fx har en overvejende genetisk oprindelse, det gælder fx maniodepressivitet og schizofreni.

Det afgørende er imidlertid at den psykodynamiske terapi netop 'finder mening i galskaben' ved at tage drømme, erindringer, fortalelser og vitser alvorligt. Freud opdagede egentligt kun hvad gamle koner allerede vidste, nemlig at drømme har en betydning og - allermest provokerende - hvad unge mødre og barnepiger også vidste, nemlig at børn har seksualitet allerede fra fødslen. Freud blev gennem tiderne beskyldt for at søge årsagen til alle traumer i seksualiteten, men dette passer heller ikke, understreger Braad Thomsen. Freud var dualist og mente at mennesker er underlagt konflikter mellem forskellige instanser i psyken, herunder 'overjeget' (den indoktrinerede patriarkalske samvittighed) over for 'id'et' (instinkterne) eller selvopholdelsesdriften over for seksualitetsdriften.

Påstanden om barneseksualiteten var især provokerende i begyndelsen af 1900-tallet, fordi seksualiteten var tabuiseret i en grad vi slet ikke kender i dag, men stadig er der den dag i dag overordentlig mange mennesker der lukker øjnene for driften, dens styrke og væsen og dens tidlige funktion i det enkelte individ. Ikke mindst nægter mange mennesker blankt at gå ind i seriøse belysninger af seksualitetens betydning i 'overførte' kulturelle sammenhænge. Braad Thomsen forklarer at det provokerende ved Freud var hans afklaring af at barnet ikke kun sutter når det er sultent og lægges til moderens eller ammens bryst, men sutter af hjertens lyst på alt der kan suttes på som fx ranglen, legetøjet, fingeren og naturligvis narresutten, ja, selv dynebetrækket. Og vel at mærke skal man have fat i at Freud betragtede alt hvad der er lystbetoner som seksuelt. Derfor skelnes der i psykoanalysen også mellem lystprincippet og realitetsprincippet, og en samfundsrevser som Herbert Marcuse opstillede ligefrem den utopi at samfundet kunne bygges på lystprincippet alene. Den var der mange der hoppede på efter ungdomsoprøret i 1968! Men det er en anden snak.

Forklaringen på barneseksualiteten er helt korrekt - og der er altså absolut ingen grund til at undre sig over menneskets store, livslange fascination af kvindens bryster - men det skal for en ordens skyld tilføjes, at den orale fase i barnets udvikling fra 0-2 år kun er den ene af Freuds tre psykoseksuelle faser, den der står for ukritisk åbenhed og symbiose med omgivelserne. Den næste er den anale fase fra 2-4 år, der har med kontrol, dominans og straf at gøre, og den sidste er den falliske fase fra 4-5 år der også har sine karakteristika. Man kunne dog især have ønsket sig at Braad Thomsen havde medinddraget en langt senere fundamental erkendelse ved etikken som psykoanalytikeren og Risskov-overlægen Erling Jacobsens opdagede, nemlig at al etik i sidste instans bygger på den orale lyst som sutningen er det eklatante eksempel på, men som også omfatter slikning og slugning. Den orale lyst er nemlig selve den grunderfaring der livet igennem afgør om noget er godt eller ondt.

Disse orale følelser har ifølge Jacobsen en så overvældende bindende etisk karakter fordi mennesket fra naturens hånd er således indrettet, at automatisk, oral lyst (varme, kærlighed) er identisk med automatisk akcept, og automatisk oral ulyst (kulde, afsky, ondskab) er identisk med automatisk rejektion. En følelse af forpligtelse og en følelse af lyst er identiske. - Jf. artiklen Kan moral begrundes?.


Braad Thomsen får dog til gengæld gjort opmærksom på at den store incestskandale i Roum, hvor to kvinder og fire mænd i 1990 blev idømt flere års fængsel for incest, reelt beroede på uvidenhed og manglende accept af barnets seksualitet. Visse psykologer med incest på hjernen (og uvidenhed om dybdepsykologi) havde fået mindreårige børn til at bekræfte at de havde været udsat for incest, skønt det ikke var tilfældet. Men den slags er ingen kunst, når man simpelthen forveksler børns erotiske fantasier med virkeligheden - og der skulle en erfaren psykoanalytiker og overlæge ved Rigshospitalet som Thorkild Vanggaard til at overbevise rettens juridiske dommere om at der forelå justitsmord (lægdommerne blev naturligvis ikke overbevist, for fantasier af den art er stødende for de fleste).

I denne sammenhæng bør det også anføres, at der fra USA er bunker af eksempler fra 1990'erne på justitsmord der tilsvarende er baseret på såkaldte 'genvundne erfaringer' om incest fra fædres og mødres samt børnhavepædagogers sider. Det grelleste eksempel var hårde livstidsdomme over en hel børneinstitutions personale fra leder til almindelige pædagoger. Man skal her ikke glemme det suspekte ved amerikansk retspraksis: at der kan rejses anklager af pekuniære grunde og at såvel advokater som psykologer kan tjene styrtende med penge på sådanne sager. Det uhyggelige er at selv veluddannede psykologer er uvidende om at de 'genvundne erfaringer' som den drevne udspørger kan komme ned til ikke nødvendigvis er faktiske individuelle erfaringer, men som hovedregel er kollektive erfaringer som ligger dybt i alle mennesker fordi vi alle trækker på det kollektivt ubevidste. Og her går det rivende galt, hvis man ikke kan skelne individuelle erfaringer fra kollektive, og altså heller ikke faktisk og kriminel incest fra almene incestuøse og uskadelige fantasier. - Herom nærmere i artiklen: Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi.

Braad Thomsen retter også søgelyset mod den efterhånden udbredte kognitive psykologi og terapi og gør gældende at den ikke er baseret på viden og tænkning, men på ideologi. Den vil ikke røre ved det fortrængte, som er de almindelige psykiske sygdommes reelle årsag, men tyer til 'følelsesmassage': Hvad føler du lige nu? - Efter min mening bliver Braad Thomsen her for polemisk. Det bør ikke undlades at få nævnt at selve motivationen for kognitiv psykologi er at forstå alle psykologiske fænomener som mental informationsbehandling, hvor den sansemæssige erkendelse ses om input af data til organismen, data der indkodes, omkodes og lagres- og til sidst resulterer i output til omgivelserne gennem ytringer og handlinger. Fordelen ved denne teori skulle være dens egnethed for objektive analyser af den computerlignende informationsbehandling, og det er da også karakteristisk for denne moderne gren af psykologien at den overvejende er baseret på eksperimenter i laboratorierne - dvs fjernt fra dagligdagen og hele mennesker i al deres sammensathed.

Stik modsat denne materialistiske indstilling til psykologien findes der som det vil være læsere af Jernesalt bekendt særligt én naturvidenskabelig forsker der som udgangspunkt anerkender mennesket som et åndsvæsen uden at give køb på krav til videnskabelig redelighed, nemlig den geniale etologiske kausalforsker og filosof Konrad Lorenz der ved studiet af aggressivitetsdriften fandt frem til at begejstring er et særdeles essentielt element i aggressiviteten som i sit udtryk er påfaldende identisk med orgasmefænomenet.

Begejstring er ifølge Lorenz en menneskelig reaktion der specifikt viser hvor fuldkommen uundværlig en entydig "dyrisk" adfærdsmåde kan være. Den bliver refleksagtigt udløst i situationer der kræver kamp-indsats for sociale interesser, især for sådanne der er helliget gennem kulturel tradition. Den situation der udløser optimal begejstring er truslen mod fælles værdier, en besnærende førerskikkelse og det størst mulige antal med-henrevne. Men det må aldrig glemmes, at begejstring er et af menneskets ægte instinkter med sin egen adfærd og sine egne udløsningsmekanismer, og at den med Lorenz' ord kan frembringe en så overordentlig befriende oplevelse, at dens fristelse er næsten uimodståelig. Begejstring har altså både etisk positive og etisk negative virkninger, men den er absolut uundværlig til opnåelse af alle høje menneskelige mål, herunder venskab, kærlighed, selvagtelse og - latter. Det vil derfor være alt andet end fornuftigt at prøve at bekæmpe begejstringen, fordi den fysiologisk set har rod i aggressivitetsdriften. Den hører tværtimod med til den menneskelige psykologi om noget gør.

Endelig bør det i forsøget på at fastholde sjælelivets fulde omfang - bredde, højder og dybder - aldrig glemmes at den også omfatter transcendensen, det helt specifikke træk ved mennesket som emergent biologisk væsen der ligger i den kombination af kønsdrift og bevidsthed som giver navnlig manden en stærkt grænseoverskridende indstilling efter pubertetens indtræden (og derfor i mytologisk henseende står som 'syndefaldet' der fordriver mennesket fra paradisets uskyldighedstilstand). Denne menneskelige transcendens betyder kulturhistorisk set at mennesket gør sig jorden underdanig, konstant søger erobringer og opdagelser både fysisk og åndeligt og derfor også er indstillet på vækst og udvikling. Det giver - som alle kan se af kulturhistorien - en uhyre mængde problemer der viser at det fuldkomne samfund er og bliver en utopi. Men det holder gang i mennesket og gør samfundsudviklingen yderst dynamisk. Psykologien forstås ikke uden dette aspekt.


Det vil være fremgået at vi i vore dage ikke kan holde os alene til Sigmund Freud for at forstå sjælelivet i sin fulde dybde og højde og i realiteten grænseløse muligheder. Braad Thomsen er freudianer om en hals og forsvarer Freud ganske glimrende. Han har desuden mange gode og relevante indsigelser mod kommentatorer der gennem årene har givet et fordrejet og uvederhæftigt billede af Freud og psykoanalysen - det gælder eksempelvis Eric Danielsen og Bettina Heltberg. Og han slår med rette hårdt ned på en artikel i Det kgl. Teaters program der hævdede at Freud medvirkede til nazismens medicinske forbrydelser. Men det er dybt beklageligt at Braad Thomsen selv giver et fuldstændigt fortegnet billede af den C. G. Jung der var elev af Freud, men valgte en helt anden vej og blev en banebrydende udforsker af de dybder i menneskets psykiske liv som ikke skyldtes fortrængning, men tværtimod en uhyre kreativ føling med det kollektivt ubevidste.

Braad Thomsen undslår sig ikke for at affærdige hele Jungs geniale livsvværk ene og alene med henvisning til dennes unægteligt ubesindige artikler om nazismen og de gamle germanske arketyper som Wotan (Odin) som blev skrevet mellem 1933 og 1936. Den danske jungianer og religionshistoriker Pia Skogemann understreger i sin artikel om Jung i Encyklopædien, at det aldrig er påvist at Jung med nogen handling gik nazisternes ærinde i de år hvor han var præsident for Allgemeine Ärztliche Gesellschaft für Psychoterapie (1933-39) og organisatorisk måtte samarbejde med nazisterne. Og hun fastslår at mens Jungs kritikere påpeger at adskillige af hans udsagn i skrift og tale i årene 1933-36 (især Wotan-artiklen, 1936) kunne opfattes som om Jung var enig, så afviser andre at Jung skulle have haft nogen sympati for nazismen, men de beklager samtidigt at Jung var for politisk naiv til at indse at der var psykologiske emner der var sprængfarlige at diskutere i 1930'erne.

. Jungs livsværk kan ikke afvises alene på grund af mandens politiske naivitet til og med 1936. Den kan heller ikke afvises alene på grund af hans afvisning af Freuds stærke fokus på seksualiteten. For nok veg Jung tilbage for en fuldstændigt freudiansk analyse der ville have medført at hans egen fortrængte seksualitet var kommet frem. Psykoanalytikerne har ret i at disse seksuelle fortrængninger er de vanskeligste at komme igennem. Men det udelukker jo ikke at andre sider af sjælelivet er essentielle for en forståelse af mennesket. Og de sider Jung beskæftigede sig med på genial vis - fordi han havde særlige evner for det (hvad Freud totalt savnede) - var som nævnt det kollektivt ubevidste, de arketypiske forestillinger og alle de symbolske og mytologiske træk i kulturhistorien der alene kan forstås i deres indre sammenhæng, hvis de ses som udtryk for det kollektivt ubevidste. Alt dette skal ikke behandles nærmere her. Der henvises til nedennævnte artikler.

Hvad der er afgørende er imidlertid at komme på det rene med at et menneske ikke er et determineret væsen hvis adfærd og udvikling blot er et spørgsmål om udfoldelse af medfødte egenskaber, og som følgelig ville kunne forstås ved reduktion til dna-profil og hjerneprocesser eller til fortrængt psykisk stof som kunne graves frem ved psykoanalyse. Mennesket er - med få undtagelser - et åbent væsen der har en trang til transcendens, kan lære af erfaringen, forandre sig og endog få nye bindende erkendelser. Mennesket er et sammenhængende væsen der er således psykisk indrettet at det selv på ubevidst plan stræber efter en indre konsistens der kun er mulig hvis det pågældende menneske bestræber sig på overvægt af det gode i livet. Denne konsistensetik nåede Freud aldrig til en forståelse af.

Den afgørende eksistentielle sandhed om den menneskelige psyke er imidlertid at mennesket er etisk ansvarligt i og med at det er i besiddelse af bevidstheden der muliggør frie valg. Mennesket er frit, men det har ikke mulighed for systematisk at fravælge overvægten af det gode i livet, for da bliver det psykisk sygt.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Link til Foreningen 'Død i Psykiatrien'
Link til Christian Braad Thomsens hjemmeside

Litteratur:

Sigmund Freud: Tre afhandlinger om seksualteorien. (Reitzel. 1961)
C.G. Jung: Det ubevidste. (Gyldendal. 1960)
Konrad Lorenz: Det såkaldt onde. (Schultz, 1965)
Erling Jacobsen: Godt og ondt. (Centrum. 1983)
Christian Braad Thomsen: Lysten og loven - Syv essays om incesttabu og Ødipuskompleks. (Tiderne Skifter. 1983)

Kronikker i Politiken:

12.8.12. Christian Braad Thomsen: Vi må tilbage til Freud for at komme videre.
23.7.12. Lene Poulsen: Min mand var ikket et bundt reservedele.
8.7.12. Raben Rosenberg: Fremtidens psykiatri er både ord og kemi.
13.2.1967: Erling Jacobsen: C.G. Jung og dybderne i vort psykiske liv.


Relevante artikler på Jernesalt:

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?   (31.7.10.)
Ubevidst intelligens ifølge Ole Vedfelt  (26.7.10.)

Det aggressive menneske  om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger
Kort karakteristik af Sigmund Freud
Kort karakteristik af C.G. Jung
Konrad Lorenz' kulturopgør


Hvor kommer det onde fra?
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
'Syndefaldet': Myte, ord og billede
Er der en mening med kønsforskellen?  (25.10.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Vurdering af det 20. århundrede


Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal