Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - moellerjensen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.1.16.

Kvindesagsforkæmpers familiehistorie og frygt for erkendelse

Det umiddelbart mest bemærkelsesværdige ved fhv. centerleder Elisabeth Møller Jensens erindringer er at hun ikke betragter sig selv som mønsterbryder, skønt hun vitterligt kommer fra små kår og yderst problematiske familieforhold i efterkrigstidens Thyholm og Lemvig, men alligevel kom i gymnasiet, fik en akademisk uddannelse med efterfølgende universitetsansættelser, kom med i rødstrømpebevægelsen og venstrefløjen, og sluttede som centerleder for Kvinfo fra 1990-2014 og som god socialdemokrat der fx holdt 1. maj-tale i sin hjemby. Benævnelsen 'mønsterbryder' har faktisk irriteret hende fra det øjeblik hun hørte den første gang. Evnen, lysten og muligheden for social mobilitet kommer jo ikke ud af det blå ingenting, understeger hun. Og for sit eget vedkommende har hun altid følt, hun "fulgte nogle spor som var lagt ud af generationer før mig, at jeg fulgte et mønster og en drøm som jeg sammen med mange andre i den første velfærdsgeneration fik mulighed for at realisere".

Velfærdssamfundet ser hun som den store og afgørende ændring i danskernes liv, og derfor lægger hun allerede i forordet til sin bog klart afstand til de synspunkter den jævnaldrende kunsthistoriker og kunstfondsdirektør Hans Edvard Nørregaard-Nielsen gør gældende i sine erindringer (Mands Minde - 1999) om at velfærdsamfundet trods gode hensigter har gjort Danmark fortræd. Han har aldrig frigjort sig fra længslen efter det gamle Limfjordsland han voksede op i, hvorimod Elisabeth Møller har taget fremskridtet til sig fuldt ud og ser fremad.

Det gyser i hende, skriver hun, "når jeg i dagens Danmark hører unge mennesker, mænd som kvinder, tale med fascination om 1950'ernes kønsroller, og jeg får fornemmelse af at de unge kvinder historieløst forestiller sig kvinders liv dengang som én lang barselsorlov". Den historiske hukommelse finder hun skræmmende kort, og kvindehistorien især har vist sig svær at give videre. Selv er hun langtfra et overmenneske, hun har tværtimod tit tænkt på "at jeg ikke selv ville have kunnet klare mit arbejdsliv som det formede sig de sidste mange år, hvis jeg samtidig havde haft små børn. Det er der nogen der kan, men jeg ville ikke have kunnet". Hun har også stor forståelse for de unge fuldtidsarbejdende forældre og for mødrene især, "men min forståelse får mig hverken til at konkludere at velfærdssamfundet eller kvindebevægelsen har gjort Danmark fortræd. Det har aldrig hjulpet nogen at ønske sig tilbage til tider som vi af gode grund har lagt bag os...".

Elisabeth Møller følger i høj grad de spor som navnlig familiens patriark, farfaderen Kræ Møller, som ufaglært arbejder og trofast socialdemokrat og farmoderen som hans hjemmegående hustru og mor til ni børn lagde ud, da de, begge født i 1897, stiftede familie i 1921 i Lemvig, og som gjorde ham til både husejer og formand for partiet i byen. I sin store villa i Frederiksgade modtog de gennem årene ikke mindre end fire socialdemokratiske statsministre som deres gæst, nemlig Stauning, Hedtoft, H.C. Hansen og J.O. Krag. Og farmoderen var et stærkt og varmt menneske.

Problemerne kom med forældrenes alt andet end harmoniske ægteskab og den fattigdom der blev forårsaget af faderens fallit efter tre års forsøg på at få en bagerforretning til at løbe rundt. Han fik ikke nogen god skolegang, havde store problemer med at læse og skrive og blev efter fallitten ufaglært arbejder på 'giftfabrikken' Cheminova i Harboøre. Elisabeth Møller Jensen havde et nært forhold til ham. Men moderens nervesammenbrud og depressioner gjorde familielivet i enhver henseende unormalt, da de allerede fra 1951 medførte flere indlæggelser på Sindssygehospitalet i Viborg. Moderen, hvis far døde af den spanske syge i 1921 (samme år hun blev født), kom fra et strengt indremissionsk husmandsmiljø, der slet ikke kunne rumme hendes medfødte livsglæde og livshunger, men fyldte hende med en sådan syndsmoral og syndsbevidsthed at den var direkte årsag til hendes første alvorlige psykiske krise kun fjorten år gammel, og den kan med sikkerhed siges at være grundlaget for hendes efterfølgende kriser og sygdom. Alle bekræftede, skriver datteren, at hun var udstyret med en helt særlig begavelse, men den fandt aldrig en retning. "Med sin ambition, sin begavelse og sine stærke drifter var min mor født på det forkerte tidspunkt og hun var også født på det forkerte sted". Og hun havde som ung stor seksual appetit. I 1942 havde hun endog en hed affære med en tysk soldat.

Elisabeth blev særligt dybt præget af moderens lidelser, fordi hun allerede som pige blev dennes fortrolige, men hun klarede - takket være sine gode boglige evner - skolegangen fint, så hun efter realeksamen fra Lemvig Skole kom på Struer Gymnasium og derfra videre til København Universitet. Og hun understreger at hendes eget held var at hun modsat moderen blev født på det rigtige sted og det rigtige tidspunkt. "Arbejderklassens forestillinger om lighed gennem uddannelse formede min skolegang, og velfærdssamfundet gjorde det muligt at blive student og fortsætte på universitetet i 1967. Da rødstrømperne til mit lige så store held gik ned ad Strøget den 1. april 1970, tog jeg hurtigt kontakt, og gennem kvindebevægelsen fik jeg en forståelse af kvinders vilkår, en fremdrift og en vilje til som kvindeligt individ at blive mig og ingen anden.

Elisabeth Møller lægger ikke skjul på at det hverken har været let for hende eller uproblematisk undervejs at få fire børn med to mænd, blive skilt fra først den ene og så den anden, for derefter at leve alene med børn og fuldtidsjob. "Men det har været muligt, uden at jeg af den grund er blevet mødt med fordømmelse, og i dag er jeg taknemmlig over at jeg mødte de rigtige mænd på de rigtige tidspunkter". Da hun i 1974 blev skilt første gang, "lød der officielt og forståeligt nok kun jammer og klage fra mine forældre, men i fortrolighed og til min forbløffelse sagde min mor, at hun beundrede mig for mit mod. At hun ville ønske, at hun selv havde haft styrken til at stå på egne ben".



Elisabeth Møller Jensens erindringer hedder 'Dengang i Lemvig' - og koncentrerer sig om de tidlige år, og ridser kun levnedsforløbet i København op ganske kort, og den går helt uden om hendes karriere i Kvinfo. Jeg skal derfor ikke indlade mig på nogen bedømmelse af hendes ledelse af denne vigtige institution, men dog notere at hun betegnes som innovativ gennem mange af årene, men til sidst synes hun at have være for meget socialdemokrat til at ville kritisere Helle Thorning-Schmidts regering 2011-15.

Angela Brink reflekterer i en artikel i Jyllands-Posten i 2014 over, hvorfor spørgsmålet om ligestilling mellem kønnene har stået lidt i stampe de seneste to-tre år. Hun skriver: "Jeg tror, at en af hovedårsagerne netop er gået på pension. Elisabeth Møller Jensen, den afgåede direktør, syntes så indfældet i sine politiske synspunkter, at hun ikke kunne rykke fremad på de kønspolitiske områder. Det virker blandt andet aparte, at hun ikke kritiserede regeringen for at have droppet en række ligestillingsløfter, den ellers helt frivillig aflagde før valget." Men i et afskedsinterview i Dagbladet Information, hedder det videre, afslørede den afgåede direktør, at hun ikke havde, hvad man kan kalde 'en konventionel opfattelse af virkeligheden'. Blandt andet påstod hun i interviewet, at ligestillingskampen blev forsøgt smadret af fordulgte borgerlige kræfter orkestreret af Anders Fogh Rasmussen, fordi Venstre manglede kvindelige stemmer.....

Men ret skal efter Brinks mening selvfølgelig også være ret i Kvinfo-lederens tilfælde, og det fører til følgende svada fra hendes side: "En af metoderne til at holde sig ved magten i 24 år har for Elisabeth Møller Jensen været at dele og herske. Hun har støttet, plejet, givet økonomiske midler til (i form af opgaver), skamrost og inkluderet sine meningsfæller og skamløst smadret løs på sine modstandere. Dermed har hun altid haft en kerne af mennesker, der virkelig ville KVINFO og sikkert har syntes, skattekronerne var givet godt ud til institutionen (og dem selv). - En anden ting, hun har gjort godt, er, hun har formået at skrabe offentlige midler til sig ved altid at tilsikre, at selve organisationen dog leverede nogle projekter med substans og lige akkurat levede op til formålsparagrafferne. Her i blandt en mentorordning for folk med indvandrerbaggrund, en database over kvindelige eksperter, et begavet webmagasin om køn og forskning, etc." - Brink slutter sin vurdering med ordene: "For de mange seriøse, lødige og helt normale medarbejdere i KVINFO må det føles som en lettelse ikke længere at stå i skyggen af en direktør, der samlede de få og stødte flertallet fra sig. Jeg tror faktisk, der er mulighed for, vi kommer til at høre mere til KVINFOs forskningsprojekter nu, hvor institutionens brand ikke er uløseligt forbundet med en person med en diskutabel virkelighedsopfattelse (Sic!). Man hører jo gerne sine forskningsresultater fra en med en vis empirisk kontakt."

Jeg skal som sagt ikke indlade på at afgøre hvad der er objektivt sandt og hvad der er subjektivt i denne sag, for jeg har ikke fulgt kampen, og jeg tror grundlæggende at den er så eksistentielt vigtig for parterne, at den objektive sandhed er en ren illusion. Jeg vedkender mig fuldt ud hvad jeg skrev på Kvindernes kampdag i 2012 at der for Danmarks vedkommende er mere brug for en erkendelsesdag for kvinderne end en egentlig kampdag! "Nationalt set er feministerne dog godt på vej til at ødelægge den hjemlige debat, ikke fordi den reelle ligestilling er opnået i tilstrækkeligt omfang på alle felter, men fordi disse forkæmpere ønsker kønsforskellen reduceret til ingenting - og derfor fuldstændigt går fejl af den overvejende indstilling hos begge køn: at kønnene skal respektere hinandens værdighed og uafhængighed og formelle ligestilling, men samtidigt også acceptere den grundlæggende hormonale forskel der både indebærer et utroligt spændende og givende erotisk spil mellem kønnene, som de færreste vil være foruden, og en markant forskel i ambitions- og aggressivitetsniveauet som på godt og ondt giver sig udslag på næsten alle felter af det kulturelle liv og som det er umuligt at ophæve." - Jf. artiklen Er der stadig brug for en Kvindernes Kampdag?

Jeg betragter ikke Elisabeth Møller Jensen som kvindesagsforkæmper af værste skuffe; hun er tværtimod blottet for uvilje mod mænd, har fået fire børn med to mænd og har udskudt den egentlige karriere til børnene var store. Men jeg betragter hende unægteligt som et magtmenneske og undrer mig i hendes tilfælde over den åbenlyse usikkerhed i bedømmelse af de psykiske mekanismer i såvel hendes eget som familiemedlemmernes tilfælde som lyser ud af erindringerne, og jeg er temmelig overbevist om at den er med til - direkte og indirekte - at bestemme hendes kønspolitiske holdninger. Det er denne usikkerhed jeg vil koncentrere mig om i resten af artiklen, fordi den er meget udbredt i tiden og meget skadelig for det almene oplysningsniveau i landet. - Jeg finder det nødvendigt at bringe forholdsvis lange citater. De gives med mindre skriftstørrelse; alle kursiveringer er mine.



Elisabeth Møller fik i 12-års-alderen et chok da moderen i et fortroligt øjeblik røbede at hun var bange for at kunne finde på at slå sin datter ihjel. Det hedder (side 284 ff) om et besøg hos forældrene i 1971:

"Den første nat, jeg tilbragte i Lemvig med mit sovende barn ved siden af sovesofaen i stuen, kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg havde sådan glædet mig til at få barnet med til Lemvig, hjem til far og mor, bedstefar og bedstemor, vise vidunderet frem til alle i familien. Og så lå jeg søvnløs, fordi jeg fik den uhyrlige tanke, at min mor i løbet af natten ville stå ud af sengen, gå ind i stuen og slå mit barn ihjel. Jeg frygtede, jeg var ved at miste forstanden, og jeg vidste jo at det var så langt ude, at jeg end ikke overvejede at vække min mand, som sov trygt ved siden af mig. Det var jo det rene glade vanvid, men så stærk var angsten, at jeg ikke lukkede et øje. Ud af den lange, bange nat kom erindringen om den dag i køkkenet, hvor min mor ville betro mig det værste.

Vi sidder ude i køkkenet. Og er jeg nu sikker på det? For det var et lillebitte køkken uden en eneste stol. Men det er ikke helt rigtigt, for der stod en taburet ved vinduet i hjørnet, som hun satte sig på, når hun hvilede sig, drak en kop kaffe og røg sig en blå North State. Så sad hun der ved køkkenbordet, der næppe var mere end en meters penge langt, med udsigten til Sønderbjerg og til køkkenvasken overfor ved siden af komfuret. Der var et lille skab over komfuret til porcelæn, et skab under bordet hun sad ved og et enkelt til madvarer. Det var alt. Så jeg må have stået ret op og ned ved siden af hende.

Hun har næppe planlagt seancen, følelsen har bare overvældet hende. En betroelse som skulle ud, et ønske om befrielse. Men sådan skulle det ikke gå. For første gang tog jeg det ikke på mig. Jeg magtede ikke at bære hende, sådan som jeg plejede. Ikke som en beslutning, men som ren og skær overlevelse valgte jeg mig selv, da hun fortalt mig det værste, det hun frygtede allermest.

Jeg har nok været i tolvårsalderen, og jeg var stadigvæk hendes fortrolige. Jeg var den hun kunne fortælle alt til, det sagde hun i hvert fald. Og på det tidspunkt troede jeg på det. Det var mig, hun havde tillid til. De andre forstod hende ikke, det var mig, hun stolede på, mig der kunne hjælpe når hun havde brug for det. Så jeg var åben og lyttende, da hun fortalte mig, at det hun frygtede allermest, det værste, var at hun var så bange for at komme til at slå mig ihjel.

Da hun sagde det, vidste jeg godt, at det var nu jeg skulle trøste hende som jeg plejede. Sige til hende at det kunne hun jo aldrig finde på, at hun ikke skulle være ked af det, at det var synd for hende, at hun kunne få den slags forfærdelige tanker. Men i stedet greb angsten mig som aldrig før, jeg sagde ingenting, kunne ikke sige noget, og da hun så mit skrækslagne ansigt, var det hende der måtte tilføje at hun jo aldrig kunne gøre det. Jeg vidste da godt, at hun bare ville lette sin samvittighed og sit tunge hjerte og søge lidt trøst hos sin datter, der sagtens ville kunne forstå, at det var en mor i yderste nød der talte. En der led af angst for at slå sin egen datter ihjel. Kan man forestille sig noget værre? Mit problem var måske at oplysningen gav mening. Som hendes fortrolige var jeg vant til lidt af hvert, men lige den dag fejlbedømte hun doseringen.

Så i stedet for at trøste hende som jeg plejede og forsikre hende om, at hun selvfølgelig aldrig kunne finde på det, mig, hendes førstefødte, hendes ét og alt, den eneste som hun kunne stole på, sagde jeg det usigelige. Det var synd for hende, skulle jeg have sagt, jeg skulle nok passe på hende, hun skulle ikke være bange. Alt det skulle have sagt, det var det hun havde håbet på og regnede med, men i stedet for sagde jeg af ren og skær overlevelse det forfærdelige: "Man man kan jo aldrig vide det, vel?"

Hvade jeg været i tvivl om hvad jeg gjorde vidste jeg det i hvert fald, da jeg så hendes ansigt krakelere foran mig. Jeg så hvad jeg havde gjort. Men der var ikke noget valg. Af ren og skær selvopretholdelsesdrift havde jeg ikke desto mindre alligevel valgt, selv om valget ikke stod mig klart, før jeg havde gjort det. Men et ellet andet sted vidste jeg, at det var hende eller mig, og jeg valgte mig selv.

I den første lange nat med min førstefødte kom erindringen tilbage om den dag i køkkenet. Samtalen ændrede ikke bare forholdet til min mor, men kom også til at ændre mit liv. Jeg fortalte selvfølgelig aldrig hendes hemmelighed til nogen. Efter en tid glemte jeg alt om episoden, fortrængte den langt ned i det mørke hvor det ubærlige bor. Da jeg [efter moderens død i 1975] læste hendes breve, gik det op for mig, at det var den slags tvangstanker der oprindelige havde sendt hende til Viborg [Sindssygehospital]. Det var selvfølgelig sådan det hang sammen, og det giver god mening, at det var sådan det var." [cital slut]



Elisabeth Møller Jensen kunne naturligvis ikke som 12-årig vide at en sådan angst hos et psykisk sygt menneske dækker over frygten for tvingende indre impulser, altså tvangstanker som den syge ikke er herre over. Derfor var det en chokerende oplevelse, som moderen ikke selv kunne se måtte chokere, før hun så datterens reaktion. Og da var det for sent, for chokket ændrede ikke bare Elisabeths forhold til sin mor, men hendes liv: Hun valgte "af ren og sker selvopholdelsesdrift" sig selv, skriver hun, fordi hun "et eller andet sted vidste" at det var hende eller mig. Og Elisabeth fortrængte også episoden til "det mørke hvor det ubærlige bor". Først da hun i 1975 læste moderens breve og helt specifikt en brevveksling med sin indremissionske mormor om moderens frygtelige religiøse anfægtelser i sin pubertet (omkring 14-års alderen) at det var den slags tanker der i 1951 havde sendt hende på sindssygehospital og først i skrivende stund i 2014 kunne Elisabeth Møller Jensen sætte ordet tvangstanker på impulsen.

Det bemærkelsesværdige er naturligvis at Elisabeth Møller Jensen har fortrængt oplevelsen så effektivt at den først dukker op igen i 1971, da hun skal præsentere sin egen førstefødte for familien i Lemvig. Det tyder på en meget stærk, positiv og konstruktiv psykisk kraft, som det i mine øjne er uheldigt at reducere til en ren og skær 'selvopholdelsesdrift'. For den var helt nødvendig for at datteren kunne blive frigjort fra moderens omklamring og yderst negative fortrolighed. En vis fortrolighed mellem mor og datter kan være en fordel for begge parter, især hvis moderen er den lyttende og forstående (som mormoderen var over for moderen). Men den er en komplet misforståelse, hvis den bliver en ubærlig belastning og udarter til fortælle chokerende ting om værst tænkelige handlinger. Moderen havde efter Elisabeth Møller Jensens vurdering ikke planlagt seancen, og har næppe forudset følgerne, men bare taget for givet at kunne fortælle alt og få samme slags trøst og tilgivelse af sin datter som hendes egen mor var i stand til at give - og det er jo komplet umuligt.

Det undrer mig i høj grad at Elisabeth Møller Jensen ikke udtrykkeligt gør opmærksom på, at det generelt er fuldstændigt urimeligt at forældre pådutter et barn på ni eller fjorten år frygtindgydende og ufortolkelige hemmeligheder. Det må altid være målet at frigøre et barn fra forældre-autoriteten gradvist allerede fra 9-års alderen og i hvert fald droppe enhver fortrolighed fra forældrenes side der måtte være belastende. Og det skal udtrykkeligt tilføjes at der ingen egoisme er i barnets frigørelsesproces. Den er tværtimod en absolut nødvendighed for at blive voksen. Det er faktisk en af syndefaldsmytens gode pointer. Men det er der både mange religiøse og mange ikke-religiøse mennesker der ikke fatter, og det er den anden side af historien.



Elisabeth Møller Jensen fik allerede i første klasse et voldsom chok over at høre lærerinden i religion fortælle den gammeltestamentlige historie om Abraham der fik besked på at ofre sin søn Isak til Gud. Møller Jenser fortæller side 282ff:

"Da historien blev fortalt af Frk. Haase i første klasse, sad jeg fuldstændigt forstenet. Det var det mest gruopvækkende jeg nogensinde havde hørt. En far der uden argumenter og uden modstand er parat til at dræbe sit barn af kærlighed til Gud! Og en gud der som bevis på troen, kræver at en far slår sit barn ihjel. Jeg var rystet i min grundvold... Hvad er det for en far? Hvad er det for en Gud der krævede den slags beviser? Jeg forstod ikke logikken og kunne ikke acceptere historien.

Jeg husker ikke om det var før eller efter den oprivende historie om sønneofret, at jeg en aften fik så store anfægtelser over at jeg ikke med sandhed kunne sige at jeg elskede vor far i himlen højere end min egen far. For hvordan skulle man det?

Jeg prøvede at overbevise mig selv om at det var sådan det var, men jeg kunne ikke leve op til den logik, jeg havde fået ud af søndagsskolen, aftenbønnen og min mors udlægning af teksten. Jeg var lagt i seng og skulle sove, men blev mere og mere vågen, jo mere jeg tænkte over det. Jeg vidste at kærligheden til Gud var større end noget andet, men jeg forstod ikke, hvordan det var muligt. Jeg elskede jo min far højere, og var jeg så et dårligt menneske i Guds øjne.

Det endte med jeg trods skrækken, gik ned ad de mørke trapper fra soveværelset på tørreloftet på fjerde sal, hvor vi sov sammen med vores forældre, helt ned til far og mor der sad i den lille stue mellem køkkenet og cafeen. Det var højst usædvanligt, for når der var bedt aftenbøn, sunget aftensang og sagt godnat, lagde vi os til at sove. Og det med at stå ud af sengen faldt os ikke ind. Jeg husker, jeg havde en klar fornemmelse af, at mit ærinde var så vigtigt, at de ville se bort fra, at jeg var stået ud af sengen. De havde lidt svært ved at svare på mine spørgsmål, men der blev da talt så meget, at jeg både blev fulgt op ad trapperne og blev så beroliget, at jeg kunne lægge mig til at sove. Jeg konstaterede også med en vis tilfredshed at mine anfægtelser blev taget så alvorligt, at der blev set gennem fingre med mit brud på aftenritualet.

Det er først nu i skrivende stund [2014], hvor jeg lidt tilfældigt kommer til at skrive om den afgrund, der åbnede sig, da Frk. Haase fortalte om Abraham og Isak, at det slår mig at min voldsomme reaktion måske beror på, at jeg ubevidst havde fornemmet, at det var muligt. At jeg måske et eller andet sted godt vidste det. At, ja forældre kan godt slå deres børn ihjel. Tanken, som gennem den bibelske fortælling måske blev til vished, var så oprørende, at jeg næsten ikke kunne blive siddende på min plads, og hver gang jeg siden er stødt på historien, er jeg røget tilbage til mit syvårige oprørte jeg. Det var det værste jeg havde hørt. Hvad var det for en far, hvad var det for en gud." [citat slut]



Skal historien sættes i rette perspektiv er det nødvendigt at sige at Elisabeth Møller Jensen muligvis fejlagtigt har fået fortalt at Abrahams handling var bestemt af hans kærlighed til Gud og at han således satte kærlighed til Gud over kærligheden til sit eget barn. Men historien handler om noget andet, nemlig om menneskets ubetingede lydighed mod Gud, og den gør udtrykkeligt opmærksom på at Gud ville prøve Abrahams lydighed, og at han selv - gennem et sendebud, en engel - greb ind da Abraham ville gennemføre sit forehavende. Havde Abraham ikke adlydt, ville han have været fordømt for evigt - fordi Gud efter jødisk tankegang er autoriteten over alt, der i princippet skal adlydes ubetinget. Og det er et særkende for jødedom og islam, i klar modsætning til kristendommen, men jødedommens gud er altså også kærlig.

Der kan altså intet sluttes fra historiens konkrete påbud om ofring af et barn til Guds kærlighed eller mangel på kærlighed, men alene til den jødiske opfattelse af absolut pligt til lydighed mod Gud - uanset hvilken handling der kræves.... Og der kan slet ikke ses bort fra at Gud selv greb ind i tide, så den umenneskelige barneofring blev undgået. Jøderne har mange ting at sige om Isaks ofring, historien er en udfordring for menneskets refleksion, netop fordi den absolutte lydighed mod Gud let kan ses som en absolut modsætning til opfattelsen af Gud som kærlig. Det afgørende bliver derfor at mennesket accepterer at det har fået refleksionens gave og derfor er nødsaget til at forholde sig til bevidst til de religiøse begreber og forestillinger, og altså dermed dybest set gør sig fri af autoriteternes overleveringer og fortolkninger.

Elisabeth Møller Jensen forkaster forståeligt nok den udlægning hun har hørt i skolen og i hjemmet og som ser ud til at være meget stærkt indremissionsk med konstant understregning af den absolutte lydighed, og det er flot at Elisabeth Møller Jensen siger fra. Men det er åbenlyst at hun hverken forstår at den stærke gammeltestamentlige historie er til fortolkning eller at fortolkningerne ikke bare vilkårligt kan gå i den retning man helst vil, men netop er noget man må forholde sig eksistentielt og nutidigt til. Forkaster man blankt de mytologiske fortællinger, bare fordi man finder dem urimelige eller uvidenskabelige, så viser man blot at man ikke har forstået sagens kerne: at myterne handler om universelle spørgsmål og trækker på kollektive forestillinger som i princippet er udefinerlige og umulige at fortolke entydigt og dogmatisk. Mennesket kan ene og alene som bevidste væsener (der mytologisk set har spist af kundskabens træ) forholde sig kritisk og eftertænksom til hvad myterne siger. Og det er helt urimeligt at slutte fra tendentiøse udlægninger af den art Elisabeth Møller Jensen har været udsat for til letkøbte meninger om Guds væsen. Gud er ikke en objektiv kendsgerning der kan konstateres ad videnskabelig vej, men en universel kollektiv og ukontrollabel forestilling af ubevidst oprindelse som man derfor må forholde sig til med den følsomhed, livsforståelse og omtanke man er i besiddelse af.



Elisabeth Møller Jensens forhastede slutninger er forståelige, for så vidt hun ubevidst koblede dem på frygten for at hendes egen mor kunne finde på at dræbe hende, men denne kobling er i sidste ende selv udsprunget af moderens sygelige tvangstanker og løses derfor hverken med fortrængning af tvangstankerne eller blank forkastelse af alle religiøse forestillinger. Dette kan endog ses af Elisabeth Møller Jensen's egen fortælling om at hun fjorten år efter sit første barn fødsel lader alle sine fire børn døbe, og oven i købet oplever at høre sin fireårige søn være stolt over det!

Elisabeth Møller Jensen fortæller (side 280) at hendes mor ikke forstod at hun selv og hendes første mand ikke ville have deres førstefødte døbt (og derfor gjorde korsets tegn over barnet ved første præsentation). Elisabeth Møller Jensen havde "en stærk oplevelse af at hendes religiøse opvækst havde været en byrde hun ikke kunne bære, og jeg ville ikke belaste mit eget barn med den samme art. Han skulle ikke besudles af hverken Faderens, Sønnens eller Helligåndens navn". Men fjorten år og tre børn senere blev de dog alle døbt, fordi Elisabeth Møller Jensen nu følte sig "helt afklaret om beslutningen, men midt under dåben kom mit ubehag ved den kristne påvirkning pludselig tilbage.... Men det hjalp mærkeligt nok da den fireårige bagefter med selvfølelse erklærede at "nu er jeg et lille Guds barn".

I mine øjne er det ikke det fjerneste mærkeligt, for barnet har da instinktivt eller intuitivt ramt sagens kerne. Man kan teologisk udlægge dåbshandlingen på mange måder, også på spindsfindige og ufolkelige måder, men barnet oplever det centrale, at dåben er en velsignelse der fortæller det at det er frit menneske der har fuldt ret til livet og fuld adgang til kærligheden, ja, lykken om man vil.



Vi føres netop med ordet 'lykke' til det sidste punkt i min gennemgang og kritik af Elisabeth Møller Jensen's forståelse af eksistensen. Hun beretter nemlig allerede i bogens indledning om sin store forbavselse og sorg over som barn at have hørt faderens faster fortælle at hun ikke havde følt sig lykkelig siden barndommen og ikke troede at man kunne blive lykkelig som voksen. Hun skriver:

"Som barn vågnede jeg en nat ved at høre de voksne tale om lykken. Det var ud på de små timer efter en fest. Jeg kendte alle stemmerne inde fra stuen, min mor, min far, min bedstemor og min bedstefar, min fars tante, min moster, min onkel og nogle venner, da min fars tante sagde at hun aldrig som voksen havde oplevet den samme intense lykkefølelse, som hun kendte i sin barndom. Hun var mest af den mening, at lykken hørte barndommen til, og hun undrede sig over, hvorfor det var sådan."

"Jeg viste præcis hvad hun talte om, men syntes jo det var så uendelige sørgeligt hvis den oplevelse forsvandt med barndommen. I stuen ved siden af blev emnet hurtigt for alvorligt, min fars tante var dyster af natur, forekommer det mig, og mange børn var rent ud bange for hende. Men i min seng på den anden side af væggen lyste hun op for mig. Jeg havde aldrig troet, hun var sig savnet så bevidst, at hun talte med andre mennesker om det.

En anden kvinde i selskabet, og selvom jeg anstrenger hukommelsen, er det umuligt at erindre om det virkelig var min mor, men i hvert fald var det en af de tilstedeværende kvinder, som til selskabets forargelse trak stemningen ind i et noget andet hjørne ved at erklære sig lykkelig, da hun sidst havde knappet et par bukser op og taget den i munden. Og sagde hun nu også det? Og med de ord? - I hvert fald var jeg ikke i tvivl om meningen, selvom jeg dårligt forstod hvorfor og hvordan. Men når jeg kun kan forestille mig min mor som afsender, skyldes det muligvis den efterrationalisering, at det sagtens kunne have været hende. Den obskøne provokation indgik kun som en lille del af hendes repertoire."

Møller Jensen kommer imidlertid også med en anden beretning: "Det er til min mor, min egen første bevidste erindring om lykken knytter sig. Jeg var så lille, at jeg sad bag på cyklen, jeg holdt om hende, og vi sang begge to. Sange som hun havde lært mig. Min mor var glad, vi var på vej op til min moster, og jeg følte mig helt gennemstrømmet af lykken over stemmerne, der blandede sig. Dengang elskede jeg hende stadigvæk, og den dag på cyklen var jeg fuldstændig lykkelig, en glæde der voksede til noget der var større end mor og mig, og flyttede oplevelsen ud af en almindelige cykeltur på en helt almindelig hverdag."

Og hun tilføjer en anden vigtig ting: "Lykken, som min fars tante savnede, var jeg opmærkom på. Den første gang jeg tænkte, at nu var jeg fuldstændig lykkelig blev jeg straks ramt af melankolien over, hvor sørgerligt det var at legen med min søster ville holde op, at vi ville blive for store til at forsvinde ind i vores egen helt fredfyldte verden, hvor tiden gik i stå. Sammen med min søster på gulvet foran pulterkammeret, hvor legetøj og dukkerne hørte til, kunne jeg slet ikke forestille mig at legen ville kunne afløses af noget der ville gør mig glad på samme måde. Det var skræmmende at tænke på, og som barn tænkte jeg i det hele taget meget over glæden som det der skulle bære igennem dagen, hvor tung den end tegnede sig.

Min mor, der i lange perioder mistede glæden ved livet, viste os med sine tårer dagligt at livet var for svært, at det ikke var umagen værd. Sovsen og kartoflerne, alt græd hun ned i, så overlevelsen bestod i aldrig at stå ud af sengen, før jeg efter en grundig gennemgang af den kommende dag havde fundet bare en lille ting af glæde mig til, først da stod jeg op. Men der er uendelig langt fra besværgelsen, den bevidste opsøgning af glæden, til den upåkaldte lykkefølelse der indfinder sig helt af sig selv."



Forargelsen over moderens åbenlyse provokation kan vi roligt lade ligge. Den var selvfølgelig i ethvert snerpet miljø der adskilte sig markant fra almindelige arbejder- og landbrugsmiljøer ved at være indremissionsk og stærkt syndsbevidst. Hvad der undrer er at Elisabeth Møller Jensen tilsyneladende ikke - trods sine fine beskrivelser - aner hvorfor barndommens lykke uundgåeligt bryder sammen med pubertetens indtræden. Hun kan hverken kæde det sammen med den ældgamle syndefaldsmyte eller med den moderne dybdepsykologis afgørende opdagelse af lovene for de psykiske grundprocesser.

Men allerede myten påpeger grundvilkåret for alle mennesker til alle tider: Når puberteten indtræder med opdagelsen af det andet køn som et andet køn, med opdagelsen af forskellen mellem godt og ondt og med opdagelsen af at ophavet eller autoriteterne ikke er almægtige, overnaturlige væsener, men mennesker på godt og ondt, da forlader barnet 'uskyldens have' uigenkaldeligt og forvises til forplantningens, ansvarets og selvforsørgelsens praktiske og hårde verden. Og det vil dybdepsykologisk sige, at barnet ikke længere kan leve hovedsageligt på de medfødte primærprocesser, hvor tids- og nyttehensynet er underordnet, men må affinde sig med at tilpasningen til den fysiske, økonomiske og sociale samt magtpolitiske side af tilværelsen skydes i forgrunden. Sekundærprocesserne anses nu ikke blot for nødvendige, men for de eneste fornuftige. Og det er katastrofalt.

Efter syndefaldsmyten er denne uundgåelige udvikling for både individerne og slægterne en ulykke, fordi den efterlader et stort savn af den tabte uskyldighedstilstand og det tabte formynderi. Barndommen står tilbage som uskylden, og voksenårene som skyld, ansvarlighed, pligter og udfordringer, og lykken ændrer karakter fra at være en nærmest permanent, men ubevidst tilstand af uskyld, leg, frihed og omsorg til at være en temporær oplevelse af forelskelse og kærlighed, glæde ved arbejde og sport samt glæde ved oplæring, uddannelse, dannelse, forskning og natur samt musik, kunst, humor og kult.

Det er ubestrideligt at mennesket ofte oplever disse temporære begivenheder som meget intense, undertiden ekstastiske, men også at det altid falder ned igen straks bevidstheden sætter ind og på den måde romantikeren Goethe udtrykte med ordene "Himmelhoch jauchzend, zum Tobe betrübt" - med fortsættelsen "Glüchlich allein ist die Seele, die liebt". Begivenhederne er altid en tilbagevenden til primærprocesserne, men intensiteten er i disse altid omvendt proportional med varigheden eller stabiliteten. Og det er altså vilkårene. Heraf følger blot ikke at tilværelsen som sådan pludselig mister sin mening eller fortryllelse, men derimod at mennesket må sørge for en passende vekslen mellem de to mulige tilgange til den hele virkelighed: tilgangen via sanserne, det ydre og det praktiske og tilgangen via det indre og åndelige.

Denne vekslen er i grunden ikke så svær, men mange har ikke erkendt vilkårene og specielt gælder om nutidens mennesker at de trods al velfærd og alt fremskridt slet ikke er blevet oplyste, men kun halvt oplyste, for flertallet véd næsten ingenting om det indre liv, dybdepsykologien eller religion i udogmatisk eller førdogmatisk forstand.



Og dette er i grunden også det Elisabeth Møller Jensen selv indrømmer i indledningen til sin bog med ordene: "Der er altid en bagside af medaljen, det gælder også for mig, og i mange år gjorde det for ondt at tænke for dybt og for længe på de ting der var sket. Men lysten til at fortælle historien om det jeg bærer med mig, det som ikke umiddelbart hverken ses eller høres, men som alligevel klinger med, har altid været der. Det har krævet mange tilløb at kunne skrive om barndommen og især om min mor.... det er historien om hende jeg har sværest med. "Det kommer du til at fortryde", sagde hun som en fast kommentar når jeg holdt på mit eller ikke opførte mig efter forventning, efterfulgt af den ildevarslende tilføjelse, "og i hvert fald når du selv bliver mor". Og efterfølgende: "I mit barnlige selvforsvar lovede jeg hver gang mig selv at huske, at jeg her og nu ikke kunne gøre andet. At jeg ville huske, hvordan det var, og huske hvorfor jeg handlede som jeg gjorde. Alligevel har jeg glemt det meste. Jeg husker løftet til mig selv, men kun undtagelsesvist hvad det fik ud på, hvad der lå bag."

Glemsomhed kan være en god ting, for så vidt det kan være katastrofalt at blive ved med at ruge over fejl, ulykker, forsømmelser eller uret. Fortrængning må også regnes for en naturlig mekanisme i psyken, men det er uheldigt at fortrænge alt der er vanskeligt at bære, eftersom fortrængning blot er en fortrængning fra bevidstheden og ikke fra den langt større del af sjælelivet der er ubevidst. Og tilsvarende er glemsomhed ikke nogen god ting hvis den går ud over en naturlig historisk fornemmelse over at tilhøre en slægt, en historisk og sproglig tradition, et land, en kultur eller en religion.

Om et menneske er tilbøjelig til at glemme og fortrænge og i hvilket omfang er naturligvis afhængig af både dets livserfaring og dets psykiske type. Der er eksempelvis meget stor forskel i denne henseende mellem extroverte og introverte, men i en bedømmelse af Elisabeth Møller Jensen er der navnlig grund til at påpege at der er afgørende forskel mellem magtmennesker og andre. Deciderede magtmennesker er udadvendte og har ringe tilbøjelighed til refleksion over deres liv og tilværelse ud over hvad der vedrører karrieren. Ofte har de decideret uvilje mod refleksion, ja angst for se på selve de psykiske mekanismer og selve de store eksistentielle perspektiver. Og uheldigvis er det ikke blot magtmenneskenes problem, men bliver den almindelige befolknings problem, hvis den store trend i samfundet og kulturen går hen og bliver karrierehensynet over alt andet.

Ejvind Riisgård



Henvisninger

Litteratur:

Elisabeth Møller Jensen: Dengang i Lemvig - En familiehistorie. (Gyldendal 2015)
Dansk Kvindebiografisk Leksikon I-IV (Rosinante. 2000-01)
Artiklen i bind II om Elisabeth Møller Jensen er skrevet af Sanne Bertram.
Angela Brink: Kritisk artikel om Elisabeth Møller Jensen i Jyllands-Posten 19.1.14. i forbindelse med hendes afgang fra Kvinfo.

Link til Kvinfo



Relevante artikler på Jernesalt:

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Det sanselige eller generøse menneske om generøsitet, seksualitet og Tor Nørretranders
Det fromme menneske om uskyld, hellighed og jomfruelighed
Det aggressive menneske om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger
Det musiske menneske  om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring
Hvor kommer det onde fra?
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)
Veje til livskvalitet og mening - artikelserie
Ydmyghed og jeg-relativisering



Er der stadig brug for en Kvindernes Kampdag?  (8.3.12.)
Hvem siger kraften er mandlig?  (27.2.12.)
Kønnenes ligestilling og biologien  (16.10.12.)
Er der en mening med kønsforskellen?  (25.10.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)
Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)

Single-tendensen æstetiserer kønslivet og dermed tilværelsen som helhed  (22.2.15.)
Hvorfor skal hekse på bålet? Heksejagt på kvindelige toppolitikere?  (17.8.10.)
Hvad skal præster stille op med kødets lyst?  (16.3.10.)
Kæmper kvinderne med eller imod biologien?  (8.3.10.)
Familie og skilsmisse  (28.7.08.)
Køn, identitet, partnervalg og humor
Familien er død! Familien leve! (om Cooper)

Ungdom, druk og moral
'Syndefaldet': Myte, ord og billede
'Supervoksen', overgangsriter og 'syndefald'
At blive som barn påny
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Et nyt ungdomsoprør står over for samme risici som det gamle   (22.4.15.)



At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme  (30.4.09.)
Religiøsitet, dumhed og pseudovidenskab
- kommentar til Helmuth Nyborgs leg med statistik
  (3.7.08.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Lars Noréns specialudgave af "Ordet" på Det kgl. Teater  (28.04.08.)
Himmel og helvede  (24.3.08.)
Hvad skal vi med religion?



Artikler om
Danmark Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens
Artikler om Religion Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal