JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - ungdomsoproer15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.4.15.

Et nyt ungdomsoprør står over for samme risici som det gamle

Mange unge føler nu det stigende pres fra præstationskulturen i uddannelserne og på sociale medier for alvor. Men de fleste galopperer medvilligt med konkurrencestaten i stedet for at sætte bremsen i. De føler at de er nødt til at følge strømmen, eftersom ingen kommer og redder dem - mindst af alt politikerne.

Sådan omtrent beskriver den unge forfatter og filosof Olav Hesseldahl i et interview i Politiken 18.4. situationen for sin egen generation som han kalder 'fremdriftsgenerationen', fordi den er udsat for et massivt pres fra politikernes og erhvervslivets fremdriftsreformer. Han mener tiden nu er inde til at komme med et modspil. "Vi må igangsætte 1000.000 små revolutioner. Et nyt fælles ungdomsoprør!", lyder hans opfordring, og konkret skal det bemærkelsesværdigt nok starte med følgende indre revolution:

1) Sluk mobilen, log ud af Facebook og kobl af!
2) Gør op med det endimensionale liv, konkurrencestaten lægger op til, hvor man jagter den korteste vej mellem to mål. Slap dog af. Bryd ud af mønsteret, og cykl en omvej i dit liv. Vær i tvivl, vild og spontan - det er jo det unge burde være frem for voksne og forudsigelige.
3) Involver dig i nye fællesskaber, som ikke har noget med konkurrencepres, cv-rytteri eller sociale medier at gøre.

Punkt 1) er meget vigtigt, fordi det Hesseldahl kalder "den accelererende larm fra de sociale medier" invaderer og invaliderer de unge bl.a. ved at underlægge dem en konstant svar-forventning. Eksempelvis kan nævnes en kvinde der sidder og spiller klaver, og som får en besked på facebook uden at reagere. Fem minutter efter kommer spørgsmålet: Hvorfor har du ikke svaret, når jeg kan se, at du har læst beskeden? Modtageren føler sig nu nødsaget til at afbryde sit klaverspil og svare.

Hesseldahl kalder det et typisk eksempel på hvordan svarforventningen siver helt ned i unges sociale frirum og gør de unge endnu mere pressede. Forklaringen ligger i det informationsteknologiske forhold at Facebook har en funktion der registrerer at en besked er læst. Men det uhyggelige er jo den psykiske tvang teknologien medfører. Derfor understreger Hesseldahl at det er helt nødvendigt at de unge forstår at "når man har fri, så har man fri". Og så skal man logge Facebook af. Så simpelt er det, tilføjer han. Men det er jo netop ikke simpelt i psykisk henseende! For dér rumsterer en neurotransmitter der hedder dopamin, og som på næsten snedig vis styrer et menneskes handlinger ved at belønne hurtige reaktioner med automatisk stimulus. Derfor har Hesseldahl ret i at der kræves en indre revolution for at komme videre; dette er blot langtfra så let som det er sagt.

Det første store problem er at de unge tager konkurrencestaten med hjem i tasken, når de går fra skole eller arbejde. Mange unge er i dag så fokuserede, forklarer Hesseldahl, at de ikke har tid til at snakke med kollegerne over kaffeautomaten, fordi de føler at de skal skynde sig tilbage til computeren og fortsætte den bestemte opgave de var i gang med. Mange undersøgelser viser ellers at "det vigtige arbejde" foregår ved kaffeautomaten, altså dér hvor man snakker sammen. Men Hesseldahl vover sig ikke rigtigt ud i at bestemme ordet 'vigtig' som noget der har at gøre med lidt mere end behagelig social kontakt, nemlig med en fælles nytænknig og nyskabelse.

Hesseldahl kommer med en række, fornuftige råd, som imidlertid alle sammen er af en sådan krævende art, at de forudsætter bevidst stillingtagen. Fx anbefaler han følgende:
Vi skal nyde at stå to minutter længere i solen
Eller nyde det røde lys og pausen ved at stoppe i trafikken.

Han påpeger at de unge dyrker præstationsræset helt forkert og selv "har gjort konkurrencestaten til det udyr den er". Presset fra politikernes fremdriftsreformer er blevet et fælles vilkår for alle unge i dag. Øverst i samfundet er der en ekstrem fiksering på at ville mere og mere. Nederst kan man slet ikke følge med. Uanset hvad - er det skadeligt.

Derfor er det en vigtig pointe i Olav Hessedahls filosofiske og praktiske projekt, at fællesskaber er nøglen til løsningen af problemerne. Kun i fællesskaber kan de unge samle styrken til at leve deres liv ud fra ungdommens egne præmisser i stedet for at tænke alting i den perlerække af kompetencer som konkurrence-staten fremmer i unges sind. Gevinsten kommer når unge tillader sig selv at være menneskelige og tvivle, lyder det, og dermed siger han også at han forbinder det menneskelige med det at gå på tværs af konkurrencementaliteten

Konkret kan et fællesskab se ud som fx Ungdomsbureauets bogprojekt 'De frafaldne', hvor tyve unge har sat sig sammen for at tale og skrive om hvordan det føles at droppe ud af en ungdomsuddannelse. At droppe ud føles nemlig ensomt, og det er et stort tabu i et uddannelsesland som Danmark. Men de unge er ifølge Hesseldahl slet ikke gode nok til at finde sammen i fællesskaber. Det bliver kun til "klatdemonstrationer mod politikernes fremdriftsreformer".

Hesseldahl er imidlertid på det rene med at udfordringen er meget stor: "Vi skal for det første omtænke hele måden hvorpå unge kan engagere sig i projekter ved at gøre det mere fleksibelt og tilgængeligt. For det andet må vi træffe et bevidst valg. Vi skal hver især gøres vores til at kaste konkurrencestatslogikken og alle dens påduttede automatreaktioner ud ad vinduet og i stedet leve livet på ungdommens egne præmisser".

Det lovende og tiltalende ved Olav Hesseldahls projekt er den praktiske dimension, der fx ses på det nævnte bogprojekt, men også på indsatser for at samle unge om workshops på vidt forskellige ungdomsuddannelser. Eller ses på at man for tredje år i træk - under venstrefløjens store 'Folkemøde' i Allinge på Bornholm - vil lave et alternativt ungdomsmøde på Christiansø hvor 150 unge tager væk fra Allinge og "får tænketid til at udvikle nye input til samfundet".

Om sådanne enkelte initiativer kan brede sig til et regulært ungdomsoprør skal jeg ikke kunne sige. Det må tiden vise. Forsøget er i hvert fald kærkomment, men det kan også sagtens blive så utopisk at det kan ende med samme blandede resultat som ungdomsoprøret i 1968. Flertallet tog dengang i forskellige lejre og havde det sjovt og frit med hinanden i flere år i træk. Men på universiteterne var det et akademisk mindretal som pressede de gamle autoriteters såkaldte 'professorvælde' ud og erstattede det med deres egne snæversynede kommissærer og deres egen autoriserede ideologi, kapitallogikken, der var værre end det der fandtes. Man fik nok en masseproduktion af studenter og universitetskandidater der slap for den traditionelle trædemølle i fabrikker og kontorer, på sygehuse og institutioner, men der kom aldrig en sund, systematisk og holdbar reaktion mod den falske, socialdemokratiske velfærdsbevidsthed der kort og godt fulgte princippet: jo flere offentligt ansatte, jo bedre for alle, for samfundet og velfærden. Dels undervurderede alle politikere, eksperter og almindelige borgere effekten af de nye skatter: kildeskatten og momsen, der faktisk mangedoblede det offentliges indkomster på få år og dermed muliggjorde sektorens voldsomme udvidelse uden nævneværdig kritik (den borgerlige regering fra 1968-71 var flere år om at opdage faren). Dels forstod stort set ingen at det er umuligt at skabe et bæredygtigt, fornuftigt samfund ved at fokusere ensidigt på trygheds- eller lighedsprincippet og dermed gøre flere og flere borgere til klienter og tryghedsnarkomaner - samtidigt med at man undergraver selve det initiativ, den iværksætterånd, den forskning og den ansvarlighed der er knyttet til frihedsprincippet.

Man satsede på trygheden og den frie fantasi; og man troede man på den måde kunne realisere paradiset eller det fuldkomne samfund, hvor man nyder efter evne uden at bekymre sig det fjerneste om ydelser eller ansvar for eget liv. Man forstod med andre ord slet ikke komplementariteten mellem frihed og tryghed/lighed, der indebærer at frihed og lighed er dynamiske modsætninger der aldrig kan gå op i en højere ideel syntese, men skal have lov til under en stadig kritik og regulering at udfolde sig som modsætninger.

Det hedder også den tredje vej, og blev sidst i 1990'erne langt om længe prøvet af Labour under Tony Blair og i 2001 af Venstre under Anders Fogh Rasmussen, men i begge tilfælde uden dybere forståelse for komplementaritetssynspunktet. Det betød at man nok kom nogenlunde ud over al gammeldags klassekamp, men ikke at man undgik en i virkeligheden lige så dybt reaktionær opdeling i to politiske fløje der begge - trods retoriske divergenser - fokuserer entydigt på vækst og velstand og tror de sociale og kulturelle problemer kan løses med en bedre fordeling af en større samfundskage. Det er selvbedrag og livsløgn. Og det bør naturligvis ikke gentages, hvis et nyt omfattende ungdomsoprør skulle komme i gang for alvor. - Jf. Normskredet i velfærdsstaten (1.12.11.).

Skal selvbedragets gentagelse undgås, skal ungdommen gøre sig fuldstændigt klart at det er nødvendigt at sætte sig ordentligt ind i tre psykisk-erkendelsesmæssige forhold, nemlig 1) hvordan den menneskelige psyke grundliggende er indrettet med både en stærk magtsøgende tendens der fremmer endimensionaliteten og en stærk kreativ tilbøjelighed der fremmer flerdimensionaliteten, 2) hvordan mennesket har mulighed for at blive bevidst om tendenserne og at styre dem bevidst ved at flytte den snævre ego-funktion eller jeg-orientering mere og mere over mod den åbne del af psyken som plejer helheden, og endelig 3) hvordan selve komplementaritetens afgørende dynamik virker.

Hvad det første punkt angår, skal de unge naturligvis acceptere selve det psykiske grundvilkår at mennesket modsat dyrene - via selve bevidsthedens opdukken i biologien - har en grundlæggende tendens til at søge ud over sine egne og de af autoriteterne ofte snævert fastsætte grænser for udfoldelse. Mennesket er med andre ord et transcendent væsen, og det vil sige at det - alt andet lige - søger ud over sine egne grænser fordi det er nysgerrigt, undersøgende, eksperimenterende og horisontsprængende og ikke kan lade være med at gå ud over sig selv og det bestående. Mennesket er især i barndom og første ungdom glad for trygge omgivelser, men så snart det kommer i puberteten søger det i både bogstavelig og overført betydning ud over de givne fysiske, økonomiske og politiske rammer og ud over de indre rammer af vanetænkning eller tilbøjelighed til at springe over hvor gærdet er lavest. Det søger med andre ord friviligt udfordringer og vil prøve at gå nye veje, hvor det er muligt og tilladt.

Det er noget sådant Hesseldahl selv antyder med ord om at bryde mønsteret, gå en omvej, tvivle på de overleverede sandheder og være 'vilde' og 'spontane'. Det er altsammen noget der kendetegner normal, sund ungdom. Og det kan naturligvis gå for vidt og blive skadeligt, når fx unge absolut vil drikke sig i hegnet mindst en gang om ugen og ikke aner hvilke ulykker det får på længere sigt. Og det kan i allerhøjeste grad være skadeligt, hvis det vilde og spontane reduceres til den impulsive jagt på dopaminets belønninger for blot at gøre hvad teknologien og reklamen i største enighed frister de unge med for pengenes skyld.

Men i bedste forstand er det vilde og spontane udtryk for sund kreativitet, nemlig selve det at prøve nyt terræn og nye muligheder og evner af, så man ikke bare glider ind i det etablerede samfunds trygge vaner og pligter og bliver 'voksne' i betydningen 'velafrettede', stuerene og disciplinerede borgere der kun gør hvad de bliver bedt om og får løn for. Evnen til virkeligt givende og grænsesprængende kreativitet skal holdes ved live, og det kræver mod og bevidsthed til ikke altid at følge strømmen. Sand kultur er at gå imod strømmen, som en dansk digter engang sagde.

Ligeledes skal ungdommen sætte sig ordentligt ind i at mennesket har mulighed for at blive bevidst om tendenserne og at styre dem bevidst ved ikke at give endimensionaliteten mere end godt er til den elementære og nødvendige opbygning af identiteten, men i stedet give flerdimensionaliteten optimale kår ved at flytte den snævre ego-funktion eller jeg-orientering mere og mere over mod den åbne del af psyken som plejer helheden (i jungiansk dybdepsykologi kaldes denne indre instans for 'selvet' eller 'totalpsyken', men ordene skal man ikke hænge sig i, for de kan begge let misforstås), jf. artiklen Jeget og selvet. Det afgørende er at mennesket bliver bevidst om at det vil gå ud over den mentale eller sjælelige sundhed at bygge den individuelle identitet snævert op omkring faglig kompetence og karriere for ad den vej at sikre sig høj social status med tilhørende høj aflønning. Skal det unge menneske undgå denne ensidighed, kræver det forståelse for at den sjælelige sundhed i høj grad hænger sammen med at bevare kreativiteten og åbenheden. Jo snævrere jeg-identiteten bygges op, jo snævrere bliver også totalpsyken. Og jo ringere både kreativiteten og livskvaliteten.

Hesseldahl peger meget fornuftigt på at ethvert ungt menneske kan styrke evnen til at gå nye veje gennem fællesskaber, men da det er let i historien at finde skræmmende eksempler på fællesskaber der styres hårdt fra oven med henblik på at fremme et bestemt ideologisk eller religiøst defineret samfundssystem - man behøver blot at tænke på nazismen eller sovjetkommunismen og i vore dage den ekstreme islamisme - så turde det ligge klart at de givende og bæredygtige fællesskaber skal være åbne og derfor i højere grad være inspireret af et fælles felt af åben og kreativ kollektivitet end ledet af et dogmatisk sæt af snævre ideer og principper der er nedfældet i hellige skrifter eller hellige politiske manifester.

Det fælles felt af åbenhed og kreativitet hedder i dybdepsykologien det kollektivt ubevidste, og dette er primært kendetegnet ved hverken at kunne defineres eller kontrolleres. Kreativiteten vælder derimod op af en udefinerlig og uforklarlig, men ikke ubeskrivelig kilde. Og den er der såmænd intet mystisk i, hvis man sætter sig ind i dens væsen og virkninger. Man kan endda få ganske godt begreb om den ved analogien med fysikkens elektromagnetisme, hvor fænomenerne er knyttet til alle elektriske og magnetiske energifelter. På samme måde kan det kollektivt ubevidstes fænomener ses som knyttede til psykiske energifelter der forudsætter forskellige energier fra mange mennesker der er i bevægelse i forhold til hinanden. - Men hvad der kommer ud af de spontane psykiske feltprocesser skal altid udsættes for menneskets sunde kritik (som heldigvis også kan trække på den kollektive kilde!).

Endelig kommer ungdommen ikke uden om at sætte sig ind i selve komplementaritetens væsen og afgørende dynamik - ved at gennemskue den altødelæggende dualistiske tænkning der altid deler begreberne og principperne op efter et enten-eller-skema og dermed altid sætter mennesket i et primitivt tvangsvalg mellem mulighederne. Gør man ikke bevidst op med denne ældgamle, indgroede og af autoriteterne udnyttede vanetænkning, kommer man ikke på sporet af den komplementære tænkemåde der kan operere med sideordnede, men logisk uforenelige modsætninger så modspillet mellem dem opretholdes.

Hvis det gamle ungdomsoprørs fastholdelse af denne fatale enten-eller-tænkning skal undgås, skal man vælge den komplementære helhedsrealisme og derfor også sky utopien om at fantasien kan komme til magten, for den fører altid til dogmatisk ideologi i form af fx ensrettende kapitallogik. Åbenheden og mangfoldigheden fastholdes kun gennem brugen af komplementaritetssynspunktet.

Men først og fremmest er det strengt nødvendigt med fuld bevidsthed om såvel anskuelsens subjektive karakter som refleksionens afhængighed af dyb psykologisk og erkendelsesteoretisk forståelse. Forbliver man i gammel filosofi og psykologi af overvejende positivistisk, materialistisk og deterministisk art, så kommer man aldrig videre, men vil tværtimod blive ved med at gentage gamle fejl, livsløgne og utopier. Og derfor skal man også gøre sig klart, at den fyldestgørende bevidsthed ikke kommer af sig selv, den er man nødt til så at sige at træne sig møjsommeligt til ved at tilegne sig og bruge nye begreber og en ny begrebsramme. Det opmuntrende i dette arbejde er at man ikke havner i ideologisk systemtænkning eller holistisk syntese, men forbliver i et åbent felt hvor skabelse og nyskabelse er hverdag.

Ejvind Riisgård

Link til Ungdomsbureauet.

Relevante artikler på Jernesalt:

'Syndefaldet': Myte, ord og billede
Mytologi  (generel artikel)
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Er der gang i et mini-ungdomsoprør?  (omkring Ungdomshuset - 21.1.07.)
'Supervoksen', overgangsriter og 'syndefald'  (dansk film - 18.8.06.)

Transcendens
Komplementaritetssynspunktet
De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Holismen en umulighed i dag