Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - status2015

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.15.


Status over året 2015

Indledning
Den islamistiske terror mod Vesten
Valg i Grækenland, England, Polen og Tyskland
Klima-topmøde og FN-plan om Syrien
Flygtningekrisen der ændrede alt for Europa
Folketingsvalget 18.6. og EU-afstemningen 3.12.
Den fatale kulturforvirring
Den fatale politiske afmagt
Folkelig vækkelse er forudsætning for nyt lederskab
Henvisninger



Indledning    
Til toppen  Næste

Året begyndte med islamistisk terror mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris efterfulgt af et andet mod ytringsfriheden i København - og begge kombineret med terror mod jøder. Og det endte med en muslimsk flygtningeinvasion til Europa der vendte op og ned på alle politiske og kulturelle forhold og fremfor alt gjorde alle EU-illusioner om en stærk union med fred og fremgang fuldstændigt og definitivt til skamme, ja splittede EU for lange tider.

Året bragt skam også fra Klimatopmødet i Paris i december en pæn papirløsning på den skræmmende miljøforurening i verden og fra FN's Sikkerhedsråd en papirløsning for den altødelæggende borgerkrig i Syrien. Men det væsentligste for Danmarks vedkommende blev det klare nej til en suspekt omformning af EU-forbeholdene ved folkeafstemningen den 3. december, som skal ses i sammenhæng med David Camerons genvalg som premierminister i Storbritannien i maj.

Folkeafstemningen blev gennemført på trods af kansler Merkels uansvarlige åbning af EU's grænser for den massive flygtningestrøm og islamisternes nye, flersidede terror i Paris i november. Den skulle aldrig have været gennemført, men derimod udskudt på ubestemt tid, men nu rejste den en meget klar og bevidst modstand mod elitens skumle unionsplaner som er uigendrivelig og som pludselig midt i den store flygtninge-udfordring demonstrerede en opvågning af alt for længe slumrende folkelige kræfter i landet, der kun kan vække håb.



Den islamistiske terror mod Vesten    
Til toppen  Næste

Terroraktionen onsdag den 7. januar mod satiremagasinet Charlie Hebdo og et nærliggende jødisk supermarked i Paris var et kynisk islamistisk anslag på såvel ytringsfriheden som jøder i det frie Europa, og det kom ret uventet på trods af højt beredskab i landet. Og tilsvarende gjaldt det dobbelte terrorangreb i København den 14. februar, der var rettet mod et møde i Krudttønden på Østerbro og en fest i det jødiske kulturcenter i Krystalgade. I begge lande førte terroren til massive demonstrationer mod terroristerne og for jøder og ytringsfrihed.

Ikke desto mindre blev de nye terrorangreb i Paris den 13. november en endnu større overraskelse, fordi de rettede sig mod flere forskellige steder samtidigt og på et par cafeer udartede til rene massakrer på fuldstændigt sagsløse gæster. Angrebene var tydeligt koordineret, men det mest overraskende var at man efterfølgende fandt ud af at det hele var planlagt fra en lille by i Belgien hvor der boede en hel del rabiate islamister som i flere tilfælde havde været i Syrien for at føre hellig krig - og iøvrigt var franske statsborgere.

Det spiller ind at Europa en uges tid i forvejen havde åbnet sine grænser for flygtningestrømmene fra borgerkrigen i Syrien og Afghanistan og i realiteten fuldstændigt havde afskaffet den i forvejen ret lempelige kontrol med muslimske rejsende. Faktum var at islamister uden større risiko kunne rejse ud og ind af EU som de ville, i vid udstrækning på falske pas. - Beredskabet i alle truede lande blev omgående forhøjet. For nu var det ikke længere få, relativt isolerede eller solistisk arbejdende terrorister der var på spil, men organiserede bander der kynisk udnyttede huller i beredskabet og med ét slag så at sige vakte Europa af sin Tornerose-søvn.

Efterretningstjenesterne er kommet på stikkerne og skal angiveligt have forhindret yderligere terroranslag i flere lande i de sidste uger. Men terroren er kommet for at blive som permanent trussel i lange tider.



Valg i Grækenland, England, Polen og Tyskland    
Til toppen  Næste

I forvejen var der politisk og økonomisk krise i Europa. Først og fremmest omkring Grækenlands astronomiske euro-gæld der har krævet den ene redningspakke efter den anden fra EU-kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Europæiske Valutafond. Et parlamentsvalg i Grækenland øgede længe usikkerheden ved at føre et nyt parti med uprøvede folk i spidsen frem til magten. Syriza med Alexis Tsipras som leder måtte til sidst sluge en aftale som EU lagde på bordet, men fik alligevel nyt mandat fra vælgerne til at fortsætte linjen - uden at gælden blev beskåret og uden at betalingsevnen blev forbedret. Altsammen vel at mærke samtidigt med at Grækenland fik rekordtilstrømning af flygtninge via Tyrkiet. Det gik specielt ud over øen Lesbos, fordi Tyrkiet hidtil har afslået at udøve grænsekontrol.

Storbritannien genvalgte med klart flertal David Cameron som premierminister, fordi Labour under den purunge Ed. Miliband ikke var værd at stemme på, og fordi valgsystemet med opstilling i enkeltmandskredse blokerede for det EU-skeptiske Uafhængighedsparti (UKIP) der ellers fik 12,6 % af stemmerne, men kun to af de 650 sæder i Underhusert (forholdstalsvalg ville have givet over 80!). Camerons hovedopgave blev fra starten at lægge op til en genforhandling af medlemsskabet af EU med henblik på en lovet folkeafstemning i 2016. Den kan blive knald eller fald for Cameron selvom afstemningen egentlig kun er vejledende, men flygtningekrisen er kommet ham til stor hjælp, fordi EU nu åbenlyst er ved at falde fra hinanden - og uden Storbritannien med sikkerhed vil blive dybt splittet.

I Polen var der først et præsidentvalg der skaffede det EU-skeptiske parti 'Ret og Retfærdighed' tilbage til præsidentposten og siden et parlamentsvalg der bragte det tilbage til regeringsbænkene. Det er et kristeligt-konservativt parti der ikke har tænkt at bøje sig for overmagten i Bruxelles og bl.a. ikke vil tage imod flygtninge. Partiet ses som reaktionært, men mange glemmer at det faktisk er udsprunget af den folkelige Solidaritetsbevægelse og står stærkt blandt jævne polakker, der som bekendt er og føler sig som katolikker. Problemet er moralismen og det kolde forhold til Rusland. Men den tidligere leder af Borgerplatformen Donald Tusk har åbenbart været alt for EU-venlig.

Frankrigs regionalvalg gjorde i første omgang Marie Le Pen fra Front National til sejrherre, men i anden omgang gik stemmeprocenten op, så de konservative under Sarkozy vandt de fleste steder med hjælp fra socialisterne i de regioner hvor disse ingen chance havde. Men resultatet var skuffende for både de konservative og socialisterne, for det kan ikke skjules at terroren og EU-skepsisen har givet nationalisterne betydelig vind i sejlene.

Spaniens parlamentsvalg førte to nye protestpartier frem, så den konservative premierminister Marion Rajoy mistede det absolutte flertal og kun kan danne ny regering med hjælp fra andre partier. Det kan tage måneder og viser samme nye usikkerhed som andre steder. Overalt ses stigende EU-skepsis og stigende frygt for den uoverskuelige strøm af muslimske flygtninge som vil være umulige at få integreret i samfund der i forvejen har store sociale og økonomiske problemer.

I Sverige går udviklingen samme vej. Den borgerlige koalitionsregering tabte valget i september 2014, så Stefan Löfven med kun 31,2 % af stemmerne kunne danne en socialdemokratisk mindretalsregering. Længe fastholdt alle de gamle partier deres åbne indvandringslinje ved at holde det fremadstormende indvandrerfjendske Sverigesdemokraterna ude fra indflydelse. Men da flygtningestrømmen for alvor satte ind kun et år efter, blev tonen og strategien hurtigt en anden. Den svenske regering erkender at den ikke er i stand til at tage mod et ubegrænset antal flygtninge uden at det vil gå ud over det svenske samfunds idealforestilling om 'Folkhemmat'. Og den er nu begyndt at stramme indrejsereglerne så voldsomt, at det bl.a. vil gå ud over togtrafikken mellem Malmø og København og derfor alle de mange pendlere der rejser frem og tilbage hver dag. Sverigesdemokraterne under Jimmy Åkesson er i meningsmålingerne gået frem til over 30 %, mens socialdemokraterne er faldet under 30 %. Og alligevel vil de gamle partier ikke have noget med Åkesson at gøre. Man frygter pesten som i midten af 1300-tallet, men er dog endnu ikke - så vidt Jernesalt er orienteret - begyndt at brænde hekse. Det har heller aldrig været et probat hjælpemiddel mod noget som helst, men blot et simpelt udslag af blind selvretfærdighed. Og Lars Løkke Rasmussen er næppe den type der drømmer om et nyt blodbad mod magteliten i Stockholm.



Klima-topmøde og FN-plan om Syrien    
Til toppen  Næste

Lars Løkkes store svaghed huskes fra klima-topmødet i København i 2009, hvor han til sidst var kørt så skakmat af de fattige landes protester mod de riges forsøg på at bestemme det hele, at han opgav at få halet en fælleserklæring hjem. Tiden var slet ikke moden til et kompromis der gjorde de fattige og de rige lande ligeværdige. Så han var i den forstand undskyldt; men sagen viste det usympatiske karaktertræk at Løkke helst følger de store.

Klima-topmødet COP21 i Paris endte efter møjsommeligt og energisk arbejde gennem flere år fra det franske diplomatis side med et kompromis som alle 195 deltagerlande kunne tilslutte sig. FN's generalsekretær Ban Ki-moon kaldte mødet: "En monumental succes for menneskeheden", fordi de delegerede havde lyttet til de mest sårbares stemmer, og markederne havde fået det signal de har brug for til at udløse enorme investeringer. - Stemningen var euforisk ved det afsluttende plenarmøde. Og det skal man ikke kimse ad.

Kendsgerningen er dog at aftalen først træder i kraft i 2020 - og stort set ikke indeholder bindende løfter, men derimod mange udestående udfordringer. Og allerværst er at aftalen overhovedet ikke har taget hensyn til at tilvæksten i verdensbefolkningen vil fortsætte århundredet ud som følge af menneskets naturlige kønsdrift og den manglende vilje til brug af prævention i mange lande. Og denne befolkningstilvækst vil automatisk medføre at der skal skaffes mere føde til stadigt flere mennesker, og at ingen, absolut ingen, kan forudberegne hvor meget selve de højtbesungne teknologiske og miljøvenlige investeringer vil nå at afhjælpe den stigende forurening. Alle jubler naturligvis over de nye målsætninger og investeringsmuligheder, men ingen kan forudsige udviklingen på længere sigt hvad angår befolkningstilvækst, fattigdom, hungersnød, sygdom eller (borger)krige. Mennesket er ganske enkelt ikke herre over udviklingen, har aldrig været det, og vil aldrig blive det. Så den påståede monumentale succes kan kun gælde systemets gamle tro på at pæne hensigtserklæringer løser store, livstruende udviklingstendenser.



FN i form af Sikkersrådet har også sidst på året vist sig som leverandør af en stor forkromet plan for fred i Syrien der som hovedmiddel har at indlede forhandlinger mellem de involverede krigsførende lande og oprørsgrupper om en våbenhvile i Syrien med henblik på at skabe stabile politiske og sociale forhold i landet, så millionerne af flygtninge kan vende tilbage til deres hjemsteder. Det positive er at de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet - Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA - går ind for planen. Det mindre heldige er at der ikke på forhånd er enighed om hvilke oprørsgrupper der skal deltage i forhandingerne, og at man heller ikke på forhånd imødekommer oprørsgrupperne på det for dem afgørende punkt, at præsident Assad på et eller tidspunkt skal fjernes fra magten. Det afgørende nye er at Rusland er kommet ind som hovedaktør i planen, og det er realistisk set det eneste rigtige, fordi Rusland står som præsident Assads eneste støtte og hjælper, men omvendt dermed også står som en slags garant for en hersker de fleste vil have væk. Rusland er ganske vist ikke en absolut garant for Assad, for Putin ser så nøgternt på den overordnede geopolitiske kamp at han ikke vil blive ved med at holde hånden over en mand der spærrer for Ruslands langsigtede interesser, men en overgangsløsning bliver ikke nem. Assad er allerede i fuld gang med at sikre sine territorier - før fredsforhandlingerne begynder og formentlig hurtigt vil stække hans muligheder.

Og det mest problematiske er at en løsning for Syrien ikke ses som et led i løsningen af hele Mellemøsten-krisen og specifikt hverken inddrager 'det arabiske forårs' mange besindige og progressive grupper i forhandlingerne eller vover at rokke de enevældige diktatorers magt i området, herunder den reaktionære saudi-arabiske konges enevælde. Og fremfor alt at man overhovedet ikke ser i øjnene at det er det palæstinensiske had til Israel der er alle mellemøstlige konflikters kilde og derfor dette had der skal 'manes væk', hvis man vil have varige løsninger. At mane hadet væk er hverken muligt med diplomati eller militær. Det nås kun gennem nye og dybdegående indsigter af en art som ikke en eneste af de involverede regeringschefer, udenrigsministre, forhandlere eller diplomater er i besiddelse af og derfor heller ikke kan være fødselshjælpere for. Ingen af disse topfigurer er i besiddelse af den fornødne evne til at mane had i jorden, dsv væk fra den kollektive sjæl.



Flygtningekrisen der ændrede alt for Europa    
Til toppen  Næste

Mandag den 7. september 2015 vil gå over i Danmarkshistorien fordi der på de danske tv-skærme vistes billeder af 800 flygtninge og 'migranter' der ankom til Rødby og gav sig på vej mod København og Malmø uden at politiet skred ind. Og det var igen konsekvensen af at den tyske kansler Merkel lørdag den 5. september havde givet tilladelse til at det af flygtningemasser hårdt plagede Ungarn kunne sende specialtog til München med henimod ti tusinde flygtninge, og fået den danske statsminister til på et møde i Berlin at acceptere at modtage 100 af dem. Samtidig kørte de ungarnske myndigheder ca. fire tusinde flygtninge i busser til den østrigske grænse, hvor de blev modtaget af østrigsk politi.

Hele dette pludselige flygtningepres var udtryk for det man i systemtænkningen kalder 'overskridelse af en tolerancetærskel'. Ved at ændre én variabel blotlægger man den kritiske værdi af en anden. En stille vækst i antallet af indvandrere eller flygtninge ville med lidt god vilje kunne føre til anstændig integration hvis den skete gradvis og planmæssig over en længere årrække, men kommer flere millioner væltende ind over grænserne på kort tid, vil det nødvendigvis føre til dyb og fatal desintegration. Komplekse systemer som vore vestlige samfund er normalt selv-korrigerende i kraft af gode feed-back-mekanismer. Men fjerner ekstreme situationer normaliteten, virker feed-backen ikke, og så løber systemerne løbsk med det resultat at de nedbryder sig selv.

Undertegnede har indtil 5.9.15. anset Angela Merkel for at være en ganske udmærket leder af den tyske forbundsregering, men den dag spillede hun hazard med Europas skæbne - og viste definitivt et decideret uformuenhed til at lede Tyskland og EU. Ved at åbne sluserne for hundredtusinder af muslimske flygtninge fra Mellemøsten, svigtede hun kampen for europæisk frihed - og det i historisk målestok. Netop i 25-året for ophøret af den kommunistiske undertrykkelse af store dele af Europa førte den tidligere østtysker Angela Merkel med lukkede øjne Europa ind i en ny fatal deling og et nyt fangenskab ingen kan se enden på, medmindre folkene reagerer hurtigt.

Og det er ingen trøst og intet forsvar at Merkel åbenlyst har handlet af medfølelse med flygtningene, for en ansvarlig regeringschef må aldrig handle alene ud fra medfølelse, uanset hvor meget hun selv har oplevet fatale følger af tidligere lederes totale mangel på medfølelse. Medfølelse eller empati bør altid kun være en del af en ansvarlig politisk leders vurdering. Det overordnede hensyn må altid være nationens og kulturens helhed og sammenhængskraft. Dag efter dag blev Merkel ved med - trods delstatschefers, embedsmænds og eksperters råd - at postulere at Tyskland ville klare situationen ("Wir schaffen es" blev hendes standardsvar). Og naturligvis kan et rigt og velfungerede land som Tyskland stampe et eller andet nødtørftigt redningsarbejde op af jorden på kort tid. Men det løser ikke problemet på længere sigt, for det ødelægger hele den indre orden, struktur og moral som er nødvendig for et lands suverænitet og evne til sand integration af indvandrere.



Men nu er skaden sket - i en målestok der er skæbnesvanger.

Overalt i EU er der stigende modstand mod udviklingen. Overalt vinder indvandrerfjendske partier terræn. Overalt må delstater, regionalråd og kommuner se deres forvaltningsapparater spændt til bristepunktet og deres budgetter ødelagte. Selv den socialdemokratiske regering i Sverige, der hidtil - ligesom Rejnfeldts borgerlige regering - har hævdet at Sverige kunne tage et ubegrænset antal flygtninge, har måttet krybe til korset og indrømme, at det ikke holder. Svenskerne vil, som nævnt, i sin nød ty til det uhørte middel at stoppe den normale togtrafik mellem København og Malmø, hvad der vil tvinge den danske regering til genindførelse af effektiv grænsekontrol ved Padborg og Puttgarden for at undgå ophobning af uønskede asylansøgere her i landet. Dermed er den Schengen-aftale definitivt brudt sammen, som skulle sikre fri bevægelighed af arbejdskraft mellem EU-landene. Det er den simple logiske konsekvens af åbne ydre EU-grænser til en region med millioner af muslimske flygtninge, men det ville man ikke høre tale om for tre måneder siden.

Men nu kommer de alvorlige konsekvenser dryppende én efter én så ingen kan lukke øjnene for at det vil være katastrofalt ikke at skifte kurs. Det politiske system er imidlertid for trægt og de politiske ledere for tungnemme til at handle hurtigt, effektivt og langsigtet, så det er kun de folkelige kræfter og den folkelige erkendelse der kan redde Europa.



Folketingsvalget 18.6. og EU-afstemning 3.12.    
Til toppen  Næste

Folketingsvalget den 18. juni blev forvarslet om nye tider i Danmark. For Helle Thorning-Schmidt tabte regeringsmagten der byggede på ruinerne af Danmarkshistoriens nok mest besynderlige koalitionsaftale mellem uforenelige størrelser som Socaldemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. De radikales Margrethe Vestager fik skruet aftalen sammen med bistand af socialdemokraten Bjarne Corydon, der hurtigt fik øgenavnet 'Blå Bjarne' og netop har bebudet at han forlader dansk politisk til fordel for en direktørstilling i et stort internationalt rådgivningsfirma. Villy Søvndal måtte gå af som partiformand for SF på grund af den interne uro. Alle tre partier gik tilbage ved valget - og Helle Thorning må i dag ses som den største og mest ligegyldige parentes i dansk politik de sidste hundrede år.

Lars Løkke Rasmussen kunne dog ikke sikre sig en solid sejr for Venstre - men kunne kun forhandle sig frem til dannelsen af en ren Venstreregering, fordi Dansk Folkeparti med et flot valgresultat ikke havde mod til at gå nye veje og sige nej til Lars Løkke som statsminister. Partiet befinder sig ellers flot på midten som et socialt-liberalt parti der i princippet skulle kunne samarbejde med begge sider af folketinget, men dets ledere tænker i økonomiske og juridiske baner med finanslov og aylspolitik som omdrejningspunkt - og det kan ikke bære en ny folkelighed.



EU-afstemningen den 3. december var et fantastisk udtryk for at de folkelige og anti-elitære kræfter lever i bedste velgående i Danmark på tværs af de gamle partiskel. Afstemningen var et klart nej til regeringens, Venstres, Socialdemokraternes, SF's og de radikales anbefaling af en tilvalgsordning for Danmark som erstatning for det problematiske retsforbehold. Nej'et var anbefalet af Dansk Folkeparti på midten, Enhedslisten på venstrefløjen og Liberal Alliance på højrefløjen. Og det var ikke blot en nej til det forslag der formelt blev stemt om, men et utvetydigt nej til EU'eliten og dens forsøg på at presse mest mulig union ned over landene.

Afstemningen var klart præget af flygtningekrisen, og afspejlede altså tydeligt en voldsom dansk modstand mod Angela Merkel, Jean-Claude Juncker og Donald Tusk samt EU-parlamentsformand Martin Shulz og deres fælles 'flygtningestrategi', der mest af alt ligner en barmhjertighedsgerning. - Lars Løkke Rasmussen havde ikke været klog nok til at udskyde afstemningen og sidder nu med Sorte-Per i form af ansvaret for at Danmark kan få en aftale med Europol om fortsat samarbejde. Et sådant burde være en selvfølge, da begge parter har brug for hinanden, men EU-systemet har udviklet sig derhen at det koster medlemslande dyrt at udfordre eliten i Bruxelles. Ulykken er imidlertid at Dansk Folkeparti accepterer Løkkes forhandlingsstrategi i stedet for at forlange nytænkning i tråd med at Storbritannien forhandler nye betingelser for hele sit medlemsskab.

Igen må det konstateres at danske politikere tænker i for små baner - og dybest set ikke har begrebet folkets ellers klare tale.



Den fatale kulturforvirring    
Til toppen  Næste

Kulturforvirringen er stor og åbenlys.

Mest iøjnefaldende er den kolossalt store afhængighed af de sociale medier som rammer børn så snart de får iPad og iPhone, men som også holder unge og fuldtvoksne mennesker i ave med spænding og nyfigenhed så de bliver fraværende i forhold til mennesker de har omkring sig. Og det er vel at mærke ikke den sunde og normale åndsfraværelse der er tale om og som er udtryk for at man momentant slipper kontakten med den praktiske og nyttebetonede virkelighed til fordel for kontakten med det kollektivt ubevidste. Nej, der er tale om fokusering på lige netop den spænding og nyfigenhed der udelukker føling med såvel det kollektivt ubevidste som medmennesker af kød og blod, dvs børn, familiemedlemmer, venner og kolleger.

Det er it-teknologien der har muliggjort denne trussel fra de såkaldt 'sociale medier', men den er som al afhængighed en psykisk lidelse der kun kan tackles fornuftigt med sund selvdisciplin. Lykkes en sådan, afhjælper det også eventuel stress, der jo i sig selv er udtryk for at man ikke sørger for en passende balance mellem arbejde og hvile eller mellem forpligtende og uforpligtende beskæftigelse, men altid 'hænger i en klokkestreng'.

Mange holder ikke fri når de formelt har fri, og det skyldes i vid udstrækning at de slet ikke ved hvad det vil sige at 'holde fri'. Men det betyder psykologisk set ganske enkelt netop at holde fri fra arbejde og pligter med hvad dertil hører af tidskontrol og selvkontrol. Man slapper af med leg, sport, gå- og vandreture eller cykelture samt musik, sang og dans eller udfoldelse med pensler og farver - uden tanke på tid, nytte, økonomisk udbytte eller udvikling. Eller man giver sig sine tanker i vold, falder i staver eller mediterer.

Psykologen Svend Brinkmann har meget relevant påpeget den ulyksalige tvang der kommer fra modetanken om konstant selvudvikling eller selvrealisering. For det går altid galt, hvis denne tanke begynder at ride en sjæl som en mare. Der skal altid i et sundt liv være tid og plads til bare at være til, og er man først blevet pensioneret, behøver man heller ikke at tænke på karrieren mere. Men omvendt gælder dog også - hvad Brinkman synes at være uvidende om eller at bagatellisere - at der i tanken om udvikling også gemmer sig en medfødt trang til transcendens, dvs trang til en grænseoverskridelse som forhindrer et menneske i at gå fuldstændigt i stå. Det betyder at man gør klogt i at blive ved med at have 'projekter' i sit liv. Specielt bør påpeges at der i C.G. Jungs tanke om "individuation" ikke ligger nogen idé om at stræbe mod noget som helst der kunne blive usundt for sjælen, men tværtimod en konstatering af at det ofte for moderne mennesker vil gælde at de for deres mentale sundheds og balances skyld bør gøre noget for at "komme til sig selv", hvad der igen vil sige komme til deres inderste helhed. - Det er uheldigt når Brinkmann i understregning af nødvendigheden af at have sine rødder i orden, sammenligner mennesket med et kæmpetræ med dybe rødder, for mennesket er ikke et træ, men tværtimod et levende og mobilt væsen, der nok bærer en kultur og en historie i sig, men også samtidigt bevæger sig rundt i verden og får nye horisonter og indsigter. Ethvert levende menneske har altid to tilgange til virkeligheden, og de skal begge plejes som komplementære størrelser til hinanden.

I alle tilfælde er vanskeligheden for uhyre mange mennesker i nutiden at de frygter den stilhed der giver bedst adgang til den indre verden. Samme frygt kan ligge bag den udbredte tendens til at bruge de sociale medier destruktivt til systematisk tilsvining og forfølgelse af andre mennesker som blot har en anden mening end en selv. Man frygter åbenheden, men stilhed og åbenhed er betingelsen for sund psykisk udvikling.



I den løbende kulturdebat har kultur- og kirkeminister Bertel Haarder for nylig lanceret en tanke om en ny kulturkanon, der bl.a. skulle fremhæve værdien af andelsbevægelsen, folkehøjskolen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen samt folkekirken. Tanken bygger efter min mening på den store misforståelse at kultur er noget der kan gøres op i kulturarv. Men kultur kan aldrig reduceres til bevarelse, den er tværtimod vedvarende nyskabelse. Vi skal selvfølgelig kunne se kulturudviklingen i bygningskunsten og landskabet - og også gerne på kunstmuseer, frilandsmuseer m.m., men hele Danmark skal ikke gøres til ét stort museeum, selvom man ofte kan mistænke kulturministeriet og kulturarvsstyrelsen i at tænke i sådanne baner. Det vigtigste er faktisk forandringerne. Andelsbevægelsen og de andre bevægelser var skam gode og progressive i 1800-tallet og langt ind i 1900-tallet. Men andelsbevægelsen er i dag et storkapitalistisk foretagende. Folkehøjskolen har udviklet sig til noget i retning af et drivhus for multikulturalisme og akademisk intellektualisme. Arbejderbevægelsen er blevet mere og mere elitært styret. Kun kvindebevægelsen har endnu noget at byde på, selvom den forsøges systematisk ødelagt af fanatiske feminister.

Og folkekirken er jo - som påpeget i artiklen om julen og folkereligiøsiteten - nærmest blevet fuldstændig latterlig i en blanding af intellektualistisk absurditetstro og humanistisk næstekærlighed samt hyggelige kaffemøder. Den klamrer sig til sin trosbekendelse fra år 325 uden at se at den spærrer for sund fornuft og sund tro. Sammenlignes folkekirken med Brinkmanns træ kan man sige at den unægteligt har rødder mange hundrede år tilbage, men også at den er blevet komplet ubevægelig og reaktionær. Den skønner slet ikke på de forfriskende og stadig provokerende tanker om gudsriget der udgik fra en vis lægprædikant der vandrede omkring 3oo år før trosbekendelse blev formuleret og som aldrig selv tænkte på hverken trosbekendelse eller kirkeorganisation.

Både folkeoplysningen fra 1800-tallet og den almene universitetsoplysning fra 1900-tallet er blegnet, fordi den hverken har fattet dybdepsykologiens opdagelse af det kollektivt ubevidstes afgørende kilder eller religionsforskningens opdagelse af at gudsriget har med den umiddelbare realitet at gøre og absolut intet med bekendelse af dogmer.

For en fuldstændigheds skyld skal også lige nævnes at medierne er medansvarlig for alle fejl og forsømmelser, fordi de styres af elitære akademikere, der ingen føling har med det kollektivt ubevidste. Medierne er følgelig også medansvarlige for den store politiske afmagt der kan konstateres både nationalt og internationalt og som er fatal for kulturudviklingen.



Den fatale politiske afmagt    
Til toppen  Næste

Internationalt må det nøgternt konstateres at FN trods mange menneskers gode vilje er magtesløs når det gælder kamp for fred i verden, kamp mod fattigdom og hungersnød og kampen mod miljeøforureningen. Og grunden er den simple at organisationerne er blevet for store, og at effektiv handling afhænger af for mange landes accept.

USA er fortsat supermagten over alle, men har støt og roligt under den velmenende, sympatiske og veltalende præsident Barack Obama isoleret sig mere og mere fra begivenhedernes centre på kloden i den tro eller rettere livsløgn at CIA, FBI og Nasa overvåger og indberetter alt, så Obama altid kan træffe de rigtige beslutninger til den rigtige tid - og gør det. Obamas' fokus er ændret markant de sidste fire år, og det betyder at han har mistet den store interesse for Europa, Israel og Mellemøsten som har kendetegnet alle amerikanske præsidenter siden 2. verdenskrig.

EU må betragtes som værende i fuld opløsning som følge af Angela Merkels invitation til de muslimske masser. Hun og andre i EU-eliten har ladet hjertet løbe af med sig efter Pascals devise at hjertet har sine grunde som forstanden ikke kender. Men det er fatal afmagt for en politisk leder, og det mest besynderlige ved situationen er at hun endnu er fuldstændig urørlig som tysk regeringsleder, fordi ingen af hendes efterhånden stadigt flere og stadigt hårdere kritikere har en jordisk chance for at vælte hende. Den fulde risiko ved at lade hende køre videre, er ikke gået op for folk.


Nationalt gælder noget lignende. Folketingets partier slås om finansloven og diverse asylstramninger, der ser ud af noget på papiret, men ikke batter i virkelighedens verden. Man lader stå til - også når det gælder statsministerens skinmanøvrer for Europol. Danmark er ingen stormagt, og bliver det heldigvis aldrig igen. 1864 blev det definitive vendepunkt - men Danmark kan blive suveræn nation igen, og dette ville få den allerstørste betydning for folkelivet og kulturlivet og i bedste fald kunne gøre landet til foregangsland med hensyn til en stærk og inkluderende folkelighed. Folketinget kunne netop sørge for at indvandringen af muslimske flygtningen begrænses så meget at fuld integration ville blive mulig for alle muslimer. Og inkluderingen kunne bl.a. omfatte at alle indvandrere der får statsborgerskab automatisk blev medlem af folkekirken - uden hensyn til hvilken religion eller kultur de kommer fra, blot de vil acceptere sekulariseringen og kvindefrigørelsen. Det ville ikke forudsætte nogen grundlovsændring, men derimod blot at folketinget laver den kirkelige forfatning som grundloven taler om. Den kontroversielle trosbekendelse kunne blive stående som ren historisk referenceramme uden betydning for gudstjeneste eller ritualer.

Politisk, socialt og økonomisk må 'den tredje vej' vælges som den mest tidssvarende, hvad der vil sige at befolkningen fortsat skal kunne dele sig frit efter anskuelser og danne partier der kan stille op til folketinget, men at man overordnet accepterer at det åbne samfunds bærende princip er komplementariteten mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsrincippet. Den liberale idé om fri udfoldelse under ansvar må stå som det helt nødvendige modspil til den sociale idé om lighed og tryghed.

De nævnte tiltag vil ikke være mulige at gennemføre uden en bred folkeoplysning der i stedet for at fokusere på den nyttebetonede og kompetencegivende faglige oplysning fokuserer på den almene eksistentielle oplysning der igen som grundlag vil have en systematisk indføring af en begrebsramme der dækker både dybdepsykologien, religionsforståelsen og den historiske forståelse.

En sådan tidssvarende eksistensforståelse kan ikke gives befolkningen uden grundig og personlig introduktion til den tragiske dimension i tilværelsen, hvilken ikke skal forstås som en indføring i pessimisme og sortsyn eller nederlagsstemning, men tværtimod som en indføring i selve forståelse for at det tragiske i tilværelsen går på erkendelsen af at mennesket for sin fulde friheds skyld må gå ind i det område af tilværelsen hvor det at have ret og at ville slås for sin ret er hørt op til fordel for det område af tilværelsen hvor det er humoren, tilliden og kærligheden der er det centrale.

Det lyder måske krævende, men er det ikke, hvis man først forstår begreberne.



Folkelig vækkelse er forudsætning for nyt lederskab    
Til toppen  Næste

Det er bestemt et problem at så få mennesker i dag overhovedet begriber hvad den tragiske dimension er, når tragedien som sådan har været kendt gennem hele dramaets historie fra den græske oldtid til i dag, og begrebet slet ikke kan undværes i hverdagssproget som modstykke til hele den rethaveriskhed og pukken på sin ret som plager vor tid og den almindelige debat på såvel de sociale medier som langt ind i folketinget og den gængse tv-debat.

Afgørende er i høj grad forskellen mellem den simple logik der gælder i praktiske spørgsmål (i fysikken, i matematikken og i eksakt naturvidenskab samt jura) og den meget mere komplekse logik der gælder i eksistentielle spørgsmål, dvs spørgsmålene om livets mening, kunstens og musikkens kvalitet samt humorens og folkereligiøsitetens særlige dimensioner. Alle steder hvor der er tale om målelige fysiske egenskaber og logiske årsagsforhold kan det afgøres med meget stor sikkerhed hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Om et vægtlod vejer et eller to kilo kan afgøres ved måling med anerkendte prototyper, og om en logisk slutning vedrørende et fysisk legemes fald er rigtig eller ej kan afgøres ved kontrol af indeholdte målinger om genstande, tid og sted og overholdelsen af helt formelle slutningsregler for syllogismer. Men lige så snart vi kommer til komplekse forhold om psykiske eller eksistentielle forhold, hvor eksakt måling er udelukket, vil der som hovedregel ikke kunne foretages nogen sikker slutning. Alt vil derimod i sidste ende bero på skøn. Og sund fornuft består derfor i at acceptere skønnenes usikkerhed såvel som de helt personlige eller subjektive antagelser der indgår i samtaler og møder mellem mennesker.

Der er imidlertid mennesker der hænger sig i logik og eksakte målinger og som derfor er tilbøjelige til at tro fast på at der altid kun gives én sandhed og kun ét rigtigt synspunkt. Eksempelvis er det hovedreglen i alle totalitære samfund at diktatorerne lægger sig fast på entydige og absolutte standpunkter eller sandheder, hvormed de med lethed kan bedømme alle afvigelser som forkerte eller ligefrem kætterske og udtryk for foragt for den dogmatiske sandhed. Det fører uundgåeligt til ensretning og meningstyranni. Men også i moralske spørgsmål vil der være mennesker af fundamentalistisk art der hævder at kun én holdning eller norm på et bestemt område er korrekt, mens alle andre er forkerte. I Ingmar Bergmans film 'Fanny og Alexander' er der fx en uhyggeligt snæversynet biskop der hævder at han konsekvent holder sig til den eneste ene dogmatisk fastlagte sandhed og derfor blankt kan afvise nogle teaterfolks åbne opfattelse af at man vel kan have forskellige meninger om alle eksistentielle spørgsmål - og ikke mindst give børn en bred margen i deres tilpasning til de voksnes virkelighed.



Vi må derfor se i øjnene at de psykiske tilbøjeligheder spiller en stor rolle i både forholdet mellem enkelte mennesker og samfundsforholdene som helhed. Og dette vil igen sige at vi bør tage den psykiske typologi med i betragtningerne. Jungs fornuftige og meget anvendelige typologi opererer med to rationelle typer: tænketypen og føletypen, og to irrationelle typer: sansetypen og seertypen, der igen - som alle fire grundtyper kan være enten introverte eller extroverte.

Tænketypen er kendetegnet ved at fælde logiske domme, mens føletypen fælder værdidomme. Sanse- eller fornemme-typen perciperer det faktisk foreliggende, mens den intuitive type orienterer sig efter bagvedliggende muligheder og kan ses som en 'seer-type'. Og det er denne sidste type der har størst interesse i forbindelse med politiske visioner og historiske perspektiver.

Den intutive, irrationelle og ekstroverterede type befinder sig ifølge Jung aldrig dér hvor almindeligt anerkendte virkelighedsværdier findes, men altid dér hvor der er muligheder til stede. Han har en fin næse for alt spirende og for alt der har fremtidsudsigter. Han befinder sig aldrig vel i stabile, gennem lang tid opretholdte og veletablerede forhold af almindelig anerkendt, men begrænset værdi. Den intuitive funktion er repræsenteret ved en vis forventnings-indstilling, en anskuen og en skuen ind i noget, og det er altid først det efterfølgende resultat der kan vise i hvor høj grad der bliver skuet ind i noget og hvor meget der virkelig hørte til objektet. Intuitionen formidler i første omgang blot billeder eller anskuelser af relationer og forhold som ved hjælp af andre funktioner enten slet ikke eller kun ad store omveje ville kunne opnås. Disse billeder har værdi som bestemte indsigter som har udslaggivende indflydelse på handlingerne.

Den intuitive, irrationelle, men introverterede type retter sig ifølge Jung efter de indre objekter - dvs det ubevidstes elementer. De indre objekter forholder sig nemlig til bevidstheden helt analogt med de ydre objekter, selv om de ikke besidder nogen fysisk, men psykisk realitet. De indre objekter fremtræder for den intuitive perception som subjektive billeder af ting som ikke kan antræffes i den ydre erfaringsverden, men som udgør indholdene i det ubevidste, i sidste instans det kollektivt ubevidste. Denne type kan i visse tilfælde udvikle sig til den mystiske drømmer og seer, eller til fantasten og kunstneren. Fantasten lader sig nøje med anskuelse, hvorimod den produktive kunstner giver perceptionen form. Kombineres intuitionen ubevidst med en moralsk indstilling kan resultatet blive en visionær indstilling. - Her vil jeg udtrykkeligt bemærke at det er for snævert når Jung taler om kombinationen med den moralske indstilling, for i dagligsproget er ordet moral ikke forbundet med det visionært afgørende: det store historiske perspektiv.

Derfor er det helt nødvendigt at holde fast i den danske junganalytiker Ejgil Nyborgs understregning af at store ændringer i samfundslivet simpelthen ikke kan gennemføres uden kraft og energi fra dybe arketypiske forestillinger, hvilket i min udlægning vil sige: heller aldrig uden folkets og ledernes føling med disse arketypiske forestillinger.



I det hele taget er det vildledende at fokusere på en snæver 'moralsk indstilling', for den associeres alt for meget med en fastlagt moralsk norm, og det eneste der dur i den store helhedsrealistiske sammenhæng er en decideret konsistensetik der gør den indre konsistens til det afgørende kriterium. Dette vil i individets sammenhæng simpelthen sige det enkelte menneskes indre, psykiske sammenhæng, men i samfundslivets tilfælde sige en yderst kompleks indre sammenhæng der gælder et helt folk (og eventuel en hel kultur) og derfor aldrig kan ses uafhængigt af det kollektivt ubevidste.

Den indre konsistens gør det nødvendigt overalt og til alle tider at sørge for en overvægt af det gode, positive og konstruktive i livet, og dette er naturligt ret indlysende for individets vedkommende, men omfatter i virkeligheden også den nationale helhed såvel som den overnationale enhed i form af fx hele den europæiske kultur. Og dette var i gamle dage (lad os bare sige før 1968) noget ret selvfølgeligt, som alle mere eller mindre bevidst betragtede som givet og som de plejede via fælles kult og ritualer, men som i dag forekommer flertallet at være et mysterium for ikke at sige nonsens.

Det skal derfor kraftigt understreges at folkelighed aldrig bare kan reduceres til et folkeligt fællesskab omkring gode og uskadelige forlystelser a la 1. maj-møderne i Fælledparken og rundt i landet eller Sankt Hans-festerne eller højtidelige grundlovsmøder og seriøse debat- og diskussionsmøder a la Folkemødet på Bornholm. Disse udmærkede møder og events kommer ikke op på siden af det græske drama, Shakespeares, Strindbergs, Brechts og Tjekhovs dramaer, Mozarts, Verdis og Wagners operaer og Bachs og Pärts passioner, Bergmans og Bunuels film eller den store kirkelige kult omkring jul og påske. Folk som flest flyr al stilhed og højtidelighed, fordi de ikke længere har føling med de arketypiske forestilinger eller overhovedet forstår hvad denne føling er.



Der må derfor også her udtrykkeligt tilføjes at den umiddelbarhed undertegnede plæderer for ikke bare er individets umiddelbare verden som allerede spædbarnet kender den, men også den komplekse realitet som voksne mennesker, kunstnere, forskere, dramatikere og visionære 'folkeførere' lever og virker i, når de har fået koblet deres største erfaringer og største indsigter sammen med deres inderste sjæleliv som en selvfølgelig tro.

Men det er altså først tragediens afgørende erfaring af at mennesket ikke bare skal følge sin lyst, have sin vilje eller slås for sin ret der gør forskellen og sætter mennesket over i tragediens og humorens område. Det er her friheden er, og det er her friheden kan forenes med det fulde historiske ansvar.

Tragedien må derfor genfødes hvis kulturkrisen skal føres gennem alle sine trængsler og frem til ny frihed. Først tragediens genfødsel sætter folket fri af den overfladiske selskabelighed, underholdningstrang, forlystelsessyge og spændingssyge og bringer dem frem til at føle og se historiens vingesus og ansvarets fulde tyngde inderst i sjælen. Og først af denne tragiske grund kan sandt politisk lederskab opstå.

Ejvind Riisgård



Henvisninger:    
Til toppen

Relevante artikler på Jernesalt:

Status over året 2014  (4.1.15.)
Status over året 2012  (1.1.13.)
Status over året 2011  (1.1.12.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
Status over året 2008  (31.12.08.)
Status over året 2007  (31.12.07.)
Status over året 2006  (31.12.06.)
Status over året 2005  (31.12.05.)
Status over året 2004  (04.01.05.)
Status over året 2003  (31.12.03.)
Status over året 2002  (01.01.03.)



Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Er Jungs typologi nyttig og holdbar?  (8.5.10.)
Hvorfor inddele mennesker i typer?  (4.5.10)
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Reaktionerne på den nye terror mod Europa skal ud over det militante og have fat i det eksistentielle  (19.11.15.)
Frygt ikke! - er det nødvendige svar på den nye terror mod Europa  (15.11.15.)
Islamisk Stat er nu Vestens allerstørste udfordring  (21.3.15)
Danmark efter terrorangrebet 14. februar  (19.2.15.)
Den nye islamistiske terror mod ytringsfrihed og jøder nu for alvor i Danmark  (15.2.15.)
Hvad stiller den vestlige verden op med den forstærkede islamistiske trussel?  (21.1.15.)
Terroraktionen i Paris blev udvidet dramatisk. Reaktionen viser fortsat stor religiøs forvirring  (10.1.15.)
Terroren mod 'Charlie Hebdo' rammer den religiøse forvirring  (8.1.15.)
Vestens kamp mod islamismen er en kamp for sekulariseringen  (11.11.14.)



Det klare nej til mere EU-union må og skal respekteres af ja-partierne  (7.12.15.)
Sund fornuft at stemme nej til mere EU-union  (28.11.15.)
EU's ledere tror ikke på europæisk kulturs unikke fortrin  (22.11.15.)
Reaktionerne på den nye terror mod Europa skal ud over det militante og have fat i det eksistentielle  (19.11.15.)
Frygt ikke! - er det nødvendige svar på den nye terror mod Europa  (15.11.15.)
Merkel bringer sit land og hele EU ud i ufrihed og fangenskab  (6.11.15.)
Merkels bevidste satsning på Tyrkiet undergraver europæisk fællesskab  (20.10.15.)
EU og Merkel bruger flygtningestrømmen til at skabe mere union  (14.10.15.)
Har samfundene indbyggede etiske retningslinjer?  (24.9.15.)
Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder  (13.9.15.)
Flygtningestrøm ændrer på få dage Danmark og hele Vesteuropa  (9.9.15.)
Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne  (2.8.15.)



Lars Løkke danner smal og dybt ulogisk Venstre-regering  (29.6.15.)
Thulesen Dahls store dilemma  (23.6.15.)
Helle tabte glansen, Kristian vandt mandaterne, Lars låner nok nøglerne  (19.6.15.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Komplementariteten mellem individ og samfund
Komplementariteten mellem liberalismen og socialismen



Folkekirkens falliterklæring om tro  (27.1.15.)
Folkekirken kan ikke finde ud af gudsforholdet  (28.12.14.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Lys over landet, folket og eksistensen  (1.5.15.)



Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech
Humor og tragedie
Tragedie-aksiomet



Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner
Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"
Mozarts sjæl og fascinationskraft
Arvo Pärt og hans enestående musik
Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens



Artikler om Danmark
Artikler om Flygtningekrisen
Artikler om EU og Europa
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Terrorismen
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Kunst
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal