JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - danmark15efterterror

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.2.15.

Danmark efter terrorangrebet 14.-15. februar

I både kulturhistorien og den politiske historie er der nu for Danmarks vedkommende opstået et klart "før og efter den 14. februar 2015" med de to uhyggelige terroraktioner mod ytringsfriheden og det jødiske trossamfund. Det var en så chokerende begivenhed at den førte til afholdelse af både spontane mindehøjtideligheder i København og arrangerede mindehøjtideligheder landet over. Den største fandt sted mandag aften på Gunnar Nu-Hansens plads tæt ved 'Krudttønden' på Østerbro, hvor den første aktion indtraf. Her blev der sat lys og lagt blomster; her blev der holdt taler af bl.a. statsminister Helle Thorning-Schmidt og formanden for Mosaisk Trossamfund Dan Rosenberg Asmussen samt spillet musik. Pladsen var fuld af mennesker. Det skønnes at et sted mellem 30.000 og 40.000 borgere deltog. Og tv-kanalerne fulgte naturligvis begivenheden tæt.

Det var i alle henseender en smuk og værdig mindehøjtidelighed der gav rigtigt mange mennesker mulighed for på selve åstedet at tilkendegive deres sorg og medfølelse og dele de ord om fællesskab og sammenhold som lød fra talerne. Allerede søndag lagde statsminister og indenrigsministeren blomster ved Synagogen under tilstedeværelse af Dan Rosenberg og overrabineren. Og sammenholdt med de mange mennesker der siden søndag formiddag er gået igennem Krystalgade og lagt lys og blomster hvor den jødisk vagtmand blev skudt ned, er det ikke til at tage fejl af hvor sympatien ligger. Eller hvor nødvendigt det er efter et sådant chok at få luft for sorg og vrede over gerningsmandens udåd og udtrykke medfølelse med ofrene.

Blomstermængden foran Synagogen i Krystalgade

Der har i de forløbne dage også indfundet sig smukke ord og kondolencer samt løfter om hjælp fra statsledere og kommentatorer over hele verden. Især har det glædet mange at se at den franske indenrigsminister kom på besøg allerede søndag, for at mødes med statsministeren ved Krudttønden, hvor hans egen ambassadør var i fare under terrorangrebet. I Paris mødte den franske præsident Hollande op til en mindehøjtidelighed foran den danske ambassade. Den danske ambassadør var æresgæst ved en mindehøjtidelighed dagen efter i det franske parlament. Og flere franske dagblade havde markeret deres holdninger på forsiderne med ord som 'Je suis dansker' eller 'Vi er alle jøder'. Det har jo fra starten været oplagt at forbinde den danske terroraktion med den franske den 14. januar.

Hele sagen er blevet klaret fint af Helle Thorning både hvad angår udtalelser og fremmøde på de relevante lokaliteter. Men da valgkampen allerede så småt var påbegyndt, har hun selvfølgelig ikke undgået forlydende om at hun måske pønser på at udskrive et hurtigt valg hvis meningsmålingerne tyder på et godt resultat. Det er bestemt muligt at hun vil få gavn af sin sikre og værdige optræden med gode meningsmålinger. Sådan er spillet. Generelt gælder nok også at kvinder tiltrækkes meget af umiddelbare følelsestilkendegivelser, og dem har Helle Thorning, Pia Dyhr og Johanne Schmidt været bedre til at give udtryk end Morten Østergaard, Lars Løkke og Thulesen Dahl. Men ser man på Frankrig, har Hollande bestemt også optrådt med en sådan værdighed og sikkerhed at det formentlig vil give bonus.

Men man kan heller ikke udelukke at Dansk Folkeparti herhjemme vil vinde på stemningen. For det ligger temmelig klart at frygten for terrorismen er rykket op i vælgernes bevidsthed og meget vel i ranglisten over vælgernes vigtigste politiske problemer kan komme op som nummer to efter flygtninge- og indvandrerproblemet. Terroraktionen har i hvert fald medført en tydeligere opdeling mellem 'dem' og 'os', dvs mellem de fremmede indvandrere og 'os etniske danskere'. Opdelingen rammer muslimerne helt uretfærdigt, fordi tendensen næsten er automatisk at sætte dem i båsen 'de fremmede', skønt flertallet af muslimske indvandrere faktisk er moderate og integrerede og altså i den forstand tilhører 'os'. Men sådan er nu engang de psykiske primærprocesser. De frembringer på helt ulogisk vis direkte slutninger fra enkelte muslimers ugerninger til alle muslimers gerninger, adfærd og ønsker. Og dette får de integrerede muslimer sandsynligvis at føle i lang tid, for hverken velmenende politikere eller kommentatorer kan med deres formaninger lave om på primærprocessernes kortslutninger.

Den konkrete kortslutning er trods alt heller ikke grebet ud af luften, men trækker i sidste instans på selve det faktum at muslimerne adskiller sig markant fra almindelige etniske danskere ved både udseende, beklædning, sprog og kvindesyn. Muslimske indvandrere kan lige så meget de vil påberåbe sig at de er danskere i den forstand at de har dansk statsborgerskab og for de yngste generationers vedkommende er født og opvokset i Danmark, men de kan ikke komme uden om at de ikke bærer etniske danskeres hele historie, kultur og sprogfornemmelse gennem mange generationer i deres egen underbevidste sjælelige bagage og heller ikke rummer det nye syn på kønsliv og familieliv som gennem de sidste 80 år er blevet etniske danskere mere og mere bevidst og accepteret som noget positivt.

Kloge, intellektuelle og velmenende hoveder kan til dommedag blive ved med at slå på at islamisering - eller med et endnu stærkere udtryk 'islamofascismen' - ikke har noget med den sande eller rene islam at gøre, og at det derfor er forkert at kalde terror som begås af muslimer for islamistisk terror. Præsident Obama går så vidt som helt at undgå at bruge ordene terror og islam i samme sætning. På den igangværende internationale konference i Washington om indsatsen mod voldelig ekstremisme undlader man at betegne terrorister med muslimsk baggrund som en del af nogen religion, men som blot og bart terrorister, selvom man ikke bestrider at der findes udgaver af islam som Islamisk Stat og Al-Qaeda som vitterligt bruger terrorisme. De skal blot betragtes som forvredne udgaver af islam. Men det er at gå uden om det i øjeblikket særdeles påtrængende for ikke at sige altoverskyggende problem i den vestlige verden, at vi siden 2001 har stået over for den uhyre store trussel fra en terrorisme der klart har rod i islam, henviser til bestemte skriftsteder i Koranen, stiler efter oprettelse af islamiske kalifater, hvor sharialovgivningen og dermed mandsdominans i familielivet er autoriseret norm, og samtidigt animerer til terror overalt i den vestlige verden - og hvor man desuden ikke vil acceptere krænkelse af profeten ved blot ringeste antydning af en sammenhæng mellem Muhammed og terrorismen. - Og Odense kommune kan skam også være med. Her har man ifølge medierne anbefalet folkeskolens lærere ved omtale af terrorangrebene i København at undlade at oplyse gerningsmandens etnicitet og religion! [Anbefalingen er dog her torsdag trukket tilbage].

Professor Mehdi Mozaffari (Århus Universitet) udgav ellers for halvandet år siden en bog der allerede med sin titel understregede sagens kerne: "Islamismen - en orientalsk totalitarisme". Og den gamle provo Ole Grünbaum har tilsvarende advaret mod islamofascismen. Og så hjælper det ikke meget at velmenende mennesker vender sig fra denne sprogbrug under direkte hensyntagen til integrationen af muslimer. For det betyder reelt at man af hensyn til integrationen undgår at kalde tingene ved deres rette navn og - nok så vigtigt - helt undgår at få muslimerne til at forstå at det er nødvendigt for fuld integration i sekulære samfund at adskille islam fra al politisk ideologi hvad der igen helt konkret vil sige at forstå og acceptere fuld adskillelse mellem religiøs tro eller forankring på den ene side og politiske ønsker og målsætninger på den anden side. Uanset tro eller livsanskuelse må man i frie, demokratiske samfund ikke anvende eller begrunde politisk vold og terror med sin religion. For vold og terror er uret og forbrydelse der slet ikke kan begrundes med noget som helst der formår at hæve sig over snævert magtmisbrug.

Man skal i den forbindelse ikke glemme at også jøderne adskiller sig markant fra ikke-jødiske danskere ved deres specifikke skrifter, bedehuse, ritualer og skikke (herunder stødende forskrifter for omskæring af drengebørn og renselsesritualer for kvinder i forbindelse med menstruation). Men jøderne indgår ikke desto mindre i det kulturelle og politiske liv på ligefod med ikke-jøder; de fleste danskere har også varme følelser for jøderne på grund af den nazistiske forfølgelse af dem under besættelsen - og nok så væsentligt: jøderne drømmer ikke om at komme til at styre dansk politik ud fra Moselovene endsige at ødelægge det sekulære danske demokrati med terroraktioner. Jødiske borgere bygger samfundet op sammen med ikke-jødiske borgere. Og derfor er de en fuldt integreret del af det danske samfund.

Men indrømmet: indimellem kan man såmænd godt midt i den højtidelige tilkendegivelse af dansk kulturs selvforståelse og selvfede overbevisning om at være højt hævet over alle former for terroristisk modarbejde, ødelæggelse og ondskab godt savne lidt selvironi. Ja, man kunne føle det tiltrængt med en satirisk udgave af følelsesstrømmen. Derfor denne hund:

"Je suis Grand Danois"

Alvoren på langt sigt er dog ikke til at komme udenom.

Truslen fra islamismen eksisterer og vil gøre det i mange år. Ganske enkelt fordi der er for mange muslimer i landet der ikke ønsker integration, men tiltrækkes af radikal islam, af islamiseringen og Islamisk Stat eller Kalifat med tilhørende jødehad.

Kampen mod terrorismen og islamismen og mod radikaliseringen af de unge muslimer vil derfor formentlig blive et væsentligt tema i den forestående valgkamp. Oppositionen kom allerede i går med en kronik i Jyllands-Posten med oplæg til hvordan man får fjernet grundlaget for terrortruslen. Man foreslår i meget generelle vendinger: nødvendige ressourcer til politi og efterretningstjeneste, bedre udstyr til og træning af betjente, bedre samarbejde mellem danske og udenlandske myndigheder, mere moderne teknologi samt en styrkelse af indsatsen for at undgå radikalisering i fængslerne.

SF har tidligere fremlagt et helt idékatalog der bl.a. omfatter styrket indsats mod radikaliseringen i fængslerne via medfanger, forbud mod at prøveløsladte fanger færdes i bandemiljøer og oprettelse af et 'debattørkorps' der bl.a. skal tage kampen op mod ekstremister på nettet. Og endelig ønsker SF civile agenter til at holde øje med radikaliseringen i visse moskeer. - Også Enhedslisten vil have undersøgt i hvilket omfang kriminelle bandemedlemmer bliver tiltrukket af radikaliseret islamisme.

Regeringen har netop i dag lanceret en antiterrorpakke med en særbevilling på 1 mia kroner og indkaldt de politiske partier til en orientering herom. Det er næsten givet at der kommer et eller andet kompromis ud af forslagene, for ingen kan ignorere udfordringens aktualitet. En frisk Megafon-måling har fx vist at hver anden dansker nu ønsker mere overvågning på gaderne. Her er der endog den markante forskel, at det blandt blå bloks vælgere er hele 66 procent der ønsker mere overvågning. Regeringen er altså presset.

En antiterrorpakke er både politisk og sikkerhedsmæssigt en nødvendighed. Udfordringen kræver forbedringer af indsatsen, og politiets og efterretningstjenestens håndtering af den weekendens terroraktion har - trods den flotte indsats - afsløret enkelte svagheder som må kunne rettes. Men man skal ikke foregøgle sig at man kan nå frem til nogen som helst garanti for komplet effektivitet i forebyggelsen. Dertil er problemerne for mange og for komplicerede.

Det ligger i sagens natur at Jernesalt ud fra den komplementære helhedsrealismes grundsynspunkter vil fokusere på de muslimske indvandreres uhyggeligt store vanskeligheder med sekulariseringen og ligestillingen mellem mænd og kvinder. Sekulariseringens afgørende betydning ligger i den adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt, som ikke er en nedgøring eller overflødiggørelse af religion som sådan, men tværtimod en understregning af dens åndelige, dvs ikke-magtmæssige karakter. Men accepten heraf forudsætter at man på psykologisk plan er i stand til at se alle religiøse og andre ideer og forestillinger som relative og historisk bestemte og derfor som alt andet end absolutte størrelser man må holde fast ved som ufortolkelige dogmer eller trossætninger. En sådan accept er en ganske stor mundfuld for ethvert menneske der vokser op med indoktrinering af normer og dogmer - og dette er jo hvad enhver muslim bliver udsat for i hjem, moskeer og koranskoler. Indoktrineringen af en sådan absolutisme indebærer uundgåeligt at muslimer lærer at se ikke-muslimer som vantro og ikke-muslimske anskuelser som frastødende og forkastelige, herunder naturligvis også at tage afstand fra enhver form for humor der direkte anfægter de autoriserede og indoktrinerede normer og dogmer. Indoktrineringen betyder med andre ord at enhver muslims identitet bæres af absolutte og autoriserede synspunkter - både personligt og kollektivt. Heraf kommer den absolutte afstandtagen til anderledes tænkende. Kun den relativiserede og sekulariserede frigørelse fra absolut religiøs eller ideologisk tænkning kan sikre demokratiet og samtidigt give dybere religiøse forestillinger mulighed for påvirkning af samfundslivet og kulturlivet gennem samtale og debat.

Ligestillingen mellem mænd og kvinder er en kolossal hurdle for langt de fleste muslimske familier fordi den indebærer at manden uanset sin kønshormonale anderledeshed end kvinden ikke har eneret til at bestemme over familiens ve og vel eller diktere kvinden bestemte normer for påklædning, adfærd, uddannelse eller deltagelse i samfundslivet, men må give kvinden principielt samme frihed som han selv har og med hende dele ansvaret for familien iøvrigt. De mange sager om pigers tvungne ægteskabsforpligtelser, straffe inkl. dødsstraffe for overtrædelser eller jalousidrab viser omfanget af uligheden. Der sker heldigvis over tid en vis forbedring af kvindernes forhold, men der er langt igen. Og uligheden rækker langt ind i selve kønslivet.

Det skal selvfølgelig ikke i denne sammenhæng forties at også etnisk danske mænd og kvinder har problemer med familie- og kønsliv, men det skal udtrykkeligt understreges at disse problemer hovedsageligt skyldes den stik modsatte grund, nemlig at kvindernes nyvundne frihed giver opbrud i begge køns normer og derfor også usikkerhed om rollerne. - Jf. artikel 22.2..

Men generelt gælder for nye generationer der har sagt farvel og tak til gammeldags forældretyranni og gammeldags puritanisme, at de har fået muligheden for et helt anderledes frit seksualliv end tidligere generationer, og at denne nye frihed ikke blot bestemmer familielivet, men hele samfundslivet. Kvinderne er ikke længere manden underdanige, men principielt ligestillede med manden (hvis man lige ser bort fra prins Henrik!). Det giver en helt ny komplementær og meget levende dynamik mellem kønnene, men det giver unægteligt også udfordringer, fordi begge parter i alle kønsforhold er tvunget til af finde deres rette roller i en ny balance mellem frihed, forpligtelse og identitet. At dette også har konsekvens for religionen følger af et foto fra Bjørn Nørgaards gamle happening i Børsen i 1967.

Den nøgne Kristus på Børsen

Billedet er hverken en hån mod Kristus eller et stykke porno, for det viser lige præcis den store afgørende forskel mellem et nyt syn på kvinden og seksualiteten og det gamle syn på mandens aseksuelle og fremmedgørende syn på elitært, mandsdomineret erhvervsliv. Og det har så vidt jeg husker direkte reference til evangeliet hvor det fortælles at Jesus engang smed kræmmerne ud af templet.

Terrorangrebene i København den 14. februar sætter skel. Terrorbekæmpelsen må opprioriteres med bl.a. særlig indsats mod radikaliseringen i fængsler og bandemiljøer. Men den vigtigste indsats bliver at få alle muslimske indvandrere til at forstå og acceptere den afgørende betydning af såvel sekulariseringen som kvindernes ligestilling.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: