|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.1.13.Status over året 2012Det arabiske forår - Syrien og EgyptenaKina og Rusland USA - Obama genvalgt EU - krise og ensretning Klimaet og kapitalen Breivik-sagen Værdikamp og klassekamp Tredje vej Partierne Henvisninger Det arabiske forår - Syrien og Egypten Til toppen Næste Udviklingen i Egypten de sidste måneder siden præsidentvalget der bragte Det muslimske Broderskabs leder Mohamed Morsi (ofte stavet Mursi) til magten turde være ganske symptomatisk for det arabiske forårs hurtige og triste falmen. Morsi fik nemlig gennemtrumfet fremsættelsen af en ny forfatning som primært Broderskabet stod bag, men som de fleste i oppositionen var imod, herunder de kristne og de sekulære/liberale. Opponenterne boykottede allerede selve forfatningskommissionen, fordi dens store flertal i princippet accepterede sharia-loven, altså gav deciderede muslimske normer forret for andre. Forfatningsforslaget blev sendt til afstemning i to omgange, og det blev vedtaget med sikkert flertal, størst i landområderne, mindst i storbyerne. Og forfatningen må befolkningen så leve med, selvom den på ingen måde indfrier de forhåbninger ungdommen og middelklassen har næret siden det arabiske forår skød frem i begyndelsen af 2011 - jf. At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.. I hele perioden efter Morsis valg har der været store og omfattende demonstrationer i Kairo, på et tidspunkt så store demonstrationer mod præsidentpaladset at Morsi måtte flygte ud af en bagdør for at komme i sikkerhed. Større og større enheder af militæret er blevet sat ind mod demonstraterne, men de giver ikke op, for de vil have demokrati og stoler ikke på Morsi. Uroen har også bevirket at den egyptiske valuta er faldet drastisk på børsen. I Syrien vokser presset mod præsident Assad helt bogstaveligt ved at oprørsgrupperne vinder flere og flere områder, mens regeringstyrkerne må trække sig tilbage - og samtidigt se soldater og officerer desertere. Der er hårde kampe i flere store byer, inklusive hovedstaden Damaskus, og der rapporteres om deciderede massakrer på civilbefolkningen fra regimets side - som desperat rekation. Men Assad nægter at give op, hvad man egentlig heller ikke kan fortænke ham i. Han véd hvad der venter ham. Ingen vil tage sig af ham eller officielt tilbyde ham asyl (Rusland forventes dog at ende med at give ham husly). Hans støtter har ingen fremtid i Syrien - og det betyder i realiteten desværre også at det mindretal af alawier han tilhører heller ikke har nogen fremtid. Nogle synes at undre sig over at diktatorer af denne kaliber hellere vil dø end overgive sig, men det reelle valg står jo ofte kun mellem to måder at dø på. Og her foretrækker folk naturligvis den lempeligste og ikke-ydmygende måde. Ingen kan se en ende på ulykkerne og lidelserne i Syrien, og ingen kan heller med blot nogen grad af sikkerhed sige hvordan det vil gå landet efter Assad. Det mest sandsynlige bliver kaos og åben borgerkrig. Og derfor kan man foreløbigt ikke forvente udenlandsk intervention - hverken fra vestlig eller russisk side. Risiciene for uønskede følger er for store. Da forholdene i Gaza og på Vestbredden også synes låst fast i blinde spor man ikke kan komme ud af, er der kun endnu længere til fred og demokrati end der har været for bare fire år siden. Hamas påberåbte sig sejr over Israel, da Israel undlod at invadere Gaza for et par måneder siden. Og Hamas står til ved kommende valg at sejre over Fatah på Vestbredden og dermed sætte Abbas definitivt ud af spillet. Hamas opretholder hadet til Israel og jøderne - og Israel har så at sige ingen anden udvej end at fortsætte bosættelsespolitikken og dermed sikringen af grænser der vil kunne forsvares, selvom disse aldrig bliver godkendt af Palæstina eller FN. Kina og Rusland Til toppen Næste Kina har fået en ny og ti år yngre generation af ledere med den 59-årige Xi Jinping som partichef og kommende præsident - jf. artikel. Det giver i første omgang ro og stabilitet til at sikre partiets og bureaukratiets faste greb om tingene og fortsætte en forsigtig reformkurs og forsigtig, men målrettet udenrigspolitik. Demokratiet er langt væk - og selve den økonomiske vækst risikerer også på et tidspunkt at løbe ind i begrænsninger der direkte kan henføres til etpartisystemets stivhed. På længere sigt bliver kineserne uden tvivl nødt til at tillade større frihed og flere menneskerettigheder, men vejen kan blive lang og smertelig - alt efter hvor stædigt partilederne vil kæmpe for deres monopolstatus, der som altid er forbundet med korruptionens fristelser. Rusland fik valgt Valdimir Putin til præsident for tredje gang - ganske vist efter en pause på fire år hvor han formelt kun var ministerpræsident. Men som leder af landets største parti - Forenet Rusland - er han reelt diktator og tér sig da også som sådan, dvs som en zar. Økonomien går såmænd godt nok, men demokrati er det ikke meget af. Det er ikke engang tilladt at fornærme præsidenten, og det har som bekendt det originale feministiske russiske punkkollektiv Pussy Riot måtte sande. De kritiserede Putin i en event i en russisk-ortodoks kirke - iført deres sædvanlige farverige kostumer og masker - og fik flere års fængselsstraffe. Straffelovens paragraf for landsforræderi er blevet strammet, så den nu også omfatter samarbejde med fremmede magter - og det punkt kan snart sagt enhver kritik af den siddende præsident komme ind under. Ligesom det herhjemme i gamle dage var en elendig dommerfuldmægtig der ikke kunne hale en hvilkensomhelst tilfældig mand ind fra gaden og få ham varetægtsfængslet, så er det i dagens Rusland en elendig statsanklager der ikke kan få en hvilkensomhelst systemkritiker dømt for samarbejde med USA eller andre vestlige lande. Den samme vilkårlighed gælder i Hviderusland og Ukraine. Demokratiet og udsigten til demokrati er borte, og det på trods af at landene ville have stor økonomisk gavn af demokratiseringen og kunne forbedre relationerne til udlandet ganske betydeligt. Vesten og menneskerettighedsorganisationerne protesterer naturligvis, men det kan lederne være ligeglade med. Det er fjorten-femten år siden omvæltningerne i sovjetsystemet begyndte og den kolde krig kunne afblæses, men hverken Tyskland eller EU som sådant har formået at opbygge nære og tillidsfulde relationer til de tre store østlande, der ville kunne gøre en forskel, således som udenrigsministrene Eduard Sjevardnadze og George Shultz i sin tid fik mod til. USA - Obama genvalgt Til toppen Næste Præsident Barack Obama blev i november genvalgt som USA's præsident efter en overbevisende sejr over republikaneren Mitt Romney, der slet ikke kunne hamle op med Obamas evne til at vinde kvinderne, latinoerne og de sorte. Jf. artikel. Romney var et fejlvalg som præsidentkandidat for republikanerne, og de holder nu ubarmhjertigt præsident Obama som gidsel i det benhårde spil om gældsloft og skattepolitik, som i skrivende stund er ved at nærme sig et nødvendigt kompromis så landet ikke falder ud over finanskløften eller 'fiscal cliff' med automatisk udløsning af skattestigninger, der kan ramme for mange, og offentlige besparelser, der vil forværre finanskrisen helt katastrofalt. Et forlig skal være opnået i Senatet. Det har været ulykken for den karismatiske Barack Obama at han på afgørende punkter har haft meget svært ved at komme igennem med sine planer og indfri sine valgløfter, fordi han kun har flertallet bag sig i Senatet, men ikke i Repræsentanternes hus. Det bruger republikanerne til at obstruere hans politik - til stor skade for landet som helhed. Men det efterhånden meget konservative republikanske parti må åbenbart føle sig tvunget til at gøre det, for overhovedet at bevare vælgernes stemmer. Især hvad angår skattestigninger til de rigeste, er det et så følsomt emne for republikanere at de risikerer at miste vælgere hvis de går med til et for billigt kompromis om finanserne. USA er reelt mere splittet som nation end det har været i årtier, nogle hævder endda at det ikke har været så splittet siden borgerkrigen i 1860'erne. Og det betyder at der ikke længere kan føres en rimeligt pragmatisk midterpolitik uden at visse relativt store grupper af priviligerede og indflydelsesrige mennesker på den ene side og af talstærke marginaliserede mennesker foruden en stor del af middelklassen på den anden side vil føle sig ramt. Det svækker naturligvis præsidentembedet som sådant - og har tydeligvis også gjort det under Obamas første fire år. Han har på ingen måde levet op til de forventninger og det momentum han selv skabte forud for valget i 2008. Han indrømmer det og har lovet at det skal blive anderledes de næste fire år. Men han har ikke meget andet at holde sig til end den fordel at han ikke behøver tænke på genvalg i 2016. Alle præsidenter har altid nemmere ved at løse deres opgaver i deres anden og sidste periode. Men det er ikke rart for de mange lande der er afhængige af USA's økonomiske, politiske og militære førerskab at se nationen blive lammet på grund af sådanne interne stridigheder. EU og Europa frygter i høj grad at den helt aktuelle finansbatalje vil trække ud eller kun blive løst midlertidigt. Udenrigspolitisk kan der dog under alle omstændigheder ventes en positiv forandring, fordi den yderst populære, men helbredsmæssigt svækkede Hillary Clinton nu forlader udenrigsministerposten. Hun har arbejdet på halv kraft i flere uger og er netop blevet indlagt med en konstatereret blodprop. Hun overlader sin post til en dygtig og sympatisk mand som John Kerry, og det turde også være hårdt tiltrængt med en nyt ansigt i alle de forhandlinger der angår Mellemøsten. Også i forhold til Rusland er der ting der skal rettes op. EU - krise og ensretning Til toppen Næste Den økonomiske krise fortsætter uændret i EU. Man har fået lavet de bankpakker som holder problemerne i Grækenland, Spanien og Portugal i ave, men man har ikke fået vendt skuden så en ny økonomisk vækst for alvor kunne øge beskæftigelsen. Sidst har kansler Merkel i sin nytårstale understreget at også 2013 bliver hård for økonomien. Hun hævder ligefrem at vi slet ikke har lært noget af den altødelæggende finanskrise i 2008 - og benytter derfor lejligheden til at kræve mere offentlig kontrol med finansverdenen. Dermed fortsætter Merkel linjen fra EU-topmødet før jul, hvor eurolandene kun kunne enes om at få forhandlet et fælles banktilsyn på plads i løbet af de første måneder af 2013, men hvor afstanden mellem de 17 eurolande og de 10 lande uden for euroen er blevet meget tydelig. Merkel står over for et parlamentsvalg til efteråret og står stærkt i meningsmålingerne i forhold til socialdemokraterne, men hun kan ikke tillade sig at give efter for pres fra hverken Hollande eller Cameron. Hun skal sikre fortsat tysk dominans i økonomien og i kontrollen med bankerne. Og det kan betyde at Danmark må vælge at stå uden for bankunionen. Tilslutter Danmark sig den meget centralistiske kontrol, vil det formentlig betyde suverænitetsafgivelse der igen vil udløse dansk folkeafstemning om euro-forbeholdet - og den vil regeringen efter al sandsynlighed tabe. Den europæiske krise og navnlig Euro-topchefernes åbenlyse forsøg på centralisme splitter EU og Europa. EU fik godt nok Nobels fredspris for det gode samarbejde der har sikret freden i Europa. Men pristildelingen var tendentiøs. EU betyder den europæiske union (tidligere det europæiske fællesskab), men det er ikke reelt et europæisk fællesskab, men kun et trekvart fællesskab. EU forener ikke Europa, men skaber i øjeblikket splittelse i Europa. Og som tendensen er i øjeblikket fremmer EU hverken mulighederne for at bevare freden fremover eller for at inddrage landene uden for EU - først og fremmest Rusland, Hviderusland og Ukraine - i et tættere samarbejde. EU ser mere og mere på euroen som mirakelmidlet mod alle kriser end på en politisk og kulturel vision om et større samarbejde der også kunne styrke selve det grundliggende europæiske kulturfællesskab. Klimaet og kapitalen Til toppen Næste Klimatopmødet i Doha i Qatar bekræftede blot at verdens nationer har altfor forskellige interesser med hensyn til økonomi, udvikling og demografi til at kunne blive enige om at imødegå de farer der er forbundet med en fortsat udledning af for meget CO². Det bliver åbenbart tekniske løsninger verdenssamfundet skal håbe på. Men uligheden i verden vil fortsætte. Uligheden er gennem århundreder forårsaget og forstærket af selve det kapitalistiske system, som dels forudsætter at nogle mennesker, virksomheder og stater får skabt formuer gennem kapitalophobning og politisk magt, dels at økonomien forandredes fra naturalieøkonomi til pengeøkonomi - og i dag ydermere i vid udstrækning er blevet en transaktionsøkonomi, der gør spekulation til en både meget abstrakt og meget global affære via den nye informationsteknologi. Denne form for økonomi har reelt gjort investorers og spekulanters handlefrihed større og større, idet staterne og de internationale organisationer ikke har haft midler eller beføjelser til at begrænse friheden så den overvejende bliver til gavn for helheden og udviklingen. Derfor søges der nu fx inden for EU udveje for at indføre finanstilsyn og bankkontrol, som skal kunne dæmme op for spekulationer af den art der op til finanskrisen i 2008 førte til uansvarlige finansbobler, hvis sprængninger fik uoverskuelige konsekvenser for de involverede. Det er i denne forbindelse et godt tegn er der i hvert fald i den mere ansvarlige del af finansverdenen er tegn på en selverkendelse der kunne føre til strammere interne regler og normsæt og på den måde forebygge en gentagelse af finanskrisen, jf. artiklen Danske Bank i en vis selverkendelse. Der er nok stadig kritikere af det kapitalistiske system som fabler om revolutionære opgør med systemet som sådant, men alle er efterhånden viklet så meget ind i systemet, at det må anses for umuligt at afskaffe det. Resultatet ville kun blive en form for gennemkontrolleret planøkonomi af den art vi har set nok af i de kommunistiske diktaturer og som førte til stagnation eller sammenbrud, fordi der simpelthen ikke var tilstrækkelig plads til initiativer, eksperimenter og fejltagelser. Al menneskelig virksomhed - økonomisk, politisk og kulturel - er vendt mod en uforudsigelig fremtid og derfor styret af en lang række forventninger som er dybt irrationelle og aldrig vil kunne måles eller kontrolleres. Mennesket ønsker frihed til at kunne handle og få erfaringer gennem deres handlinger. Derfor skal der altid være plads til fejltagelser i fornuftige og demokratiske stater. Forventningerne betyder - som George Soros har påpeget - at der indføres et stærkt element af refleksivitet i menneskets aktiviteter. Mennesket er altid både et erkendende væsen der søger årsagsforklaringer på tingene - og et aktivt deltagende og handlende væsen der griber ind i tingene uden på forhånd at kende konsekvenserne. Ja, det er komplet umuligt at forudse alle konsekvenser i systemer der er så komplekse som økonomi, politik og kultur. Her ledsages alle tilsigtede virkninger altid af utilsigtede, som Paul Johnson kraftigt har understreget. Vi kommer næppe uden om en eller anden form for rimelig regulering af finanstransaktionerne i fremtiden, men ingen bør foregøgle sig at det bliver nemt endsige perfekt. Faldgruberne er mange. Planøkonomien skal vi ikke tilbage til. Friheden skal bevares. Breivik-sagen Til toppen Næste Den norske retssag mod Anders Breivik blev i flere måneder den mest spektakulære retssag der er set på vore breddegrader, men den endte heldigvis med et punktum der ikke efterlod tvivl om at en terrorist der i et veludviklet demokrati begår kynisk og veltilrettelagt massemord på fuldstændigt sagesløse mennesker kan og skal dømmes som tilregnelig og have lovens strengeste straf. Det var på mange måder pinligt at være vidne til at massemorderen fik lejlighed til at vise sig frem under retssagen, der efter min mening burde have været gennemført for lukkede døre, men det var til gengæld godt, at dommen var klar og sender forbryderen i fængsel med streng overvågning og uden mulighed for propaganda af nogen art. Juridisk, moralsk og psykologisk er sagen ganske klar, men vi kommer som borgere i demokratiske og sekulære velfærdssamfund i Norden ikke uden om at der må være noget galt med selve oplysningsniveauet og den politiske debat, når en relativt velbegavet mand som Anders Breivik kan udvikle sig til et så ensidigt og kynisk menneske der slet ikke kan tolerere anderledes tænkende og anderledes levende mennesker men drømmer sig tilbage til en fjern fortid hvor der var kamp på liv og død mellem de kristne korsriddere og deres muslimske fjender. Det er et problem for de nordiske og vesteuropæiske lande at de af hensyn til den økonomiske vækst gennem mange år gav husly til så mange muslimske fremmedarbejdere som de gjorde, at de fremmede i vid udstrækning forblev fremmede og uintegrerede og derfor også en stigende belastning for systemet, landenes økonomi og nationernes homogenitet. Det kan der imidlertid ikke på nogen måde laves om på med tilbagevirkende kraft og derfor burde det fælles mål for alle nogenlunde humane og civiliserede mennesker være at fremme integrationsbestræbelserne mest muligt. Og her er der meget der forsømmes. En af de ting der forsømmes, skønt den måske betyder allermest, er den værdimæssige og kulturelle integration. For tendensen har i tolerancens og humanitetens navn klart være at give køb på værdien af homogenitet og tillade større og større grad af multikulturalisme. Et civiliseret samfund skal naturligvis altid tillade minoriteter at være til og dyrke deres specielle interesser i det omfang det ikke skader andres, men samfundet mister sin homogenitet og sammenhængskraft, hvis man tillader en multikulturalisme der giver enkelte minoriteter ret til at tvivle på og direkte modarbejde og undergrave de bevidste og ubevidste normer og traditioner et folk har og som det har krævet årtier eller endda århundreder at bygge op og som er alt andet end tilfældige elementer i samfundet. Politikerne i de nordiske og andre europæiske lande har ikke mindst begået den fatale brøler at anse alle religioner for lige gode, ja mange anser endog religion for i det hele taget at være en underlødig sag som højst kan tolereres hvis den forbliver en privatsag. Det er tåbeligt og vidner i virkeligheden om stor europæisk forvirring der kan blive fatal hvis den fortsætter alt for længe. En fortsat værdikamp er nødvendig. Værdikamp og klassekamp Til toppen Næste Mange på venstrefløjen jubler over at S-R-SF-regeringen reelt har aflyst eller i hvert fald nedtonet værdikampen væsentlig. Men det kan ikke destomindre fastlås at antallet af asylsøgere til Danmark det sidste års tid er steget markant - og desværre vidner om at Danmark påny betragtes som et attraktivt lande at komme til for flygtninge. Integrationsproblemerne for dem der allerede er i landet er fortsat meget store og meget vanskelige at løse. Relativt mange af indvandrerbørnene (særligt drengene) ender som funktionelle analfabeter, der nok har lært at læse og skrive, men ikke bruger hvad de har lært, ikke har lært nok dansk og derfor også har svært ved at gennemføre en uddannelse. En talmæssigt lille del af disse ikke-uddannede og ikke-integrerede unge mennesker er lette ofre for islamistisk propaganda, og selvom efterretningstjenesten hidtil har været dygtige og heldige nok til at kunne forebygge terrorhandlinger fra den kant, så vidner det trods alt om at værdikampen er international. Den står i allerhøjeste grad mellem moderne sekulært demokrati, der bl.a. sikrer kvindernes ligeberettigelse med mændene, og en primitiv muslimsk tradition der er bundet af dogmer, profetdyrkelse og kvindeundertrykkelse. Men humanisterne og idealisterne blandt de etniske danskere er bange for at kalde uhyret ved rette navn. Problemet kan de imidlertid ikke mane i jorden ved at se bort fra det. Det vil dukke op gang på gang i forskellige sammenhænge - og efterhånden kræve en tilbundsgående løsning der forudsætter fuld dansk selvbevidsthed. Den mere politiske værdikamp her i landet har i meget høj grad været fokuseret på fattigdom og klassedeling. I forbindelse med reformer af dagpengesystemet og kontanthjælpen diskuteres i alle medier spørgsmålet om hvem der skal regnes for fattige. Det kan lyde ejendommeligt, men sagen er at velfærdssamfundet har skabt en generel levestandard der er så høj at der stort set ikke eksisterer fattige folk i gammeldags forstand, altså folk der må gå for lud og koldt vand. I dag er alle beskyttede mod de værste følger af manglende uddannelse og manglende arbejde. Ja, selv enlige mødre på kontanthjælp har indkomster efter skat som ligger på linje med hvad ufaglærte og lavtlønnede i arbejde kan oppebære. Et sådant system er sygt, men det er uhyre vanskeligt at rette op på, fordi ordningerne har varet i årtier og og af flertallet betragtes som naturlige og selvfølgelige - uanset deres samfundsmæssige virkninger på langt sigt. Et andet alvorligt problem ligger i at den almindelige sociale lagdeling i løbet af de seneste år har fået en helt ny klasse eller socialgruppe under de fem man hidtil har opereret med, nemlig en der omfatter folk der står permanent uden for arbejdsmarkedet selvom de tilhører de erhvervsaktive aldersgrupper. Den består i vid udstrækning af netop de indvandrerbørn der aldrig har fået en ordentlig uddannelse og aldrig efter skolen er kommet ind på det normale arbejdsmarked. Miseren kan henføres til uansvarlig og naiv indvandrerpolitik eller mangel på gennemtænkt indvandrerpolitik overhovedet, men det løser ikke problemet fremadrettet. Alt tyder på at vi skal leve med en underklasse af folk der hverken er kronisk syge eller invaliderede, men simpelthen bare ikke i tide er kommet i arbejde. Klassekamp er i denne sammenhæng et meningsløst begreb, for folk der ikke skaffer sig brød på bordet ved eget arbejde når de er mellem 20 og 65/70 udgør ikke en klasse der overhovedet er i stand til at kæmpe for deres rettigheder. Men klassekampen er i det hele taget et begreb der i vore dage har mistet sin relevans i og med at de fleste medlemmer af de gamle undertrykte klasser, bønderne og arbejderne, er rykket op i middelklassen der nok har økonomiske og andre interesser at varetage, men ikke er undertrykte og ikke føler sig undertrykte i gammeldags forstand. Den udvikling er kommet stille og roligt over de 50-60 år velstandsstigningen er sket og velfærdssamfundet har dannet sig. Og den førte helt naturligt til at statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2001 kunne erklære klassekampen i Danmark for passé. Den tredje vej Til toppen Næste Fogh Rasmussen førte Venstre til regeringsmagten ved så at sige at lave en 'omvendt Tony Blair', dvs i stedet for som Labours formand at føre sit parti væk fra den enøjede socialisme ind mod den midtervej, som sociologen Anthony Giddens havde døbt den tredje vej, så førte Fogh sit parti fra den enøjede liberalisme ind mod midtervejen. Begge partiformænd blev i høj grad styret af overvejelser over hvilke muligheder der var mest optimale for at påvirke vælgernes stemmeafgivning - og de så altså begge at flertallet havde fået nok af ideologisk ensidighed og ville ind mod en fornuftig, pragmatisk midterpolitik. Ingen af dem forstod derimod den dybere betydning af den tredje vej. Den ligger ellers i komplementaritetssynspunktet. Der har i et par hundrede år været en klar modsætning mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet, som det bl.a. fremgår af mottoet for den franske revolution (Frihed - Lighed - Broderskab). Begge principper er imidlertid berettigede og nødvendige i et samfund der vil bevare fællesskabet mellem sine borgere, eller det man mere patetisk kalder 'broderskabet'. Men udviklingen endte uheldigvis med at nogle partier så friheden som hovedmålet for deres kamp, mens andre så ligheden (senere trygheden) som det centrale. Derfor opstod der liberalistiske partier på den ene side og socialistiske på den anden side. Og kampen mellem dem spidsede til, da den undertrykte eller underprivilegerede arbejderklasse efterhånden blev talstærkest. For den var det helt nødvendigt at fokusere på større lighed. Med arbejderklassens og kvindebevægelsens sejre førte den almindelige velstandsstigning, der skyldtes den økonomiske frihed og teknologiske udvikling, til det velfærdssamfund der er kendetegnet af en bredere og bredere middelklasse af relativt veluddannelse og velaflønnede funktionærer. Og her kan man i dag konstatere at både frihedsprincippet og lighedsprincippet trods deres indbyrdes modsætning er lige berettigede og lige nødvendige. Det første skal sikre fremgangen og initiativlysten, det andet trygheden i fællesskabet. To principper der er logiske modsætninger, men lige berettigede bør imidlertid opfattes som komplementære, og deres modsætning skal ikke søges ophæves, men betragtes som permanent tilstedeværende og dynamisk. Den politiske linje der tilgodeser komplementariteten fuldt bevidst hedder 'den tredje vej', men det er der ingen af de politiske ledere der har forstået! Partierne Til toppen Næste Derfor har vi stadig her i landet svært ved at komme fri af den i virkeligheden tåbelige opdeling af de politiske partier i en rød og en blå blok. Det er en opdeling der afspejler den gamle klassekamp, hvor partierne kunne placeres på en ret linje fra venstre til højre med de ekstreme og dogmatiske socialister (in casu Enhedslisten) længst ude på venstrefløjen og de ekstreme og dogmatiske liberalister (in casu Liberal Alliance) længst ude på højrefløjen. Liberal Alliance vil måske nok protestere mod denne placering, fordi de selv har spillet stærkt på at ville optræde som formidlende mellem blokkene, men det er en misforståelse, da de som rene liberalister tilhører ekstremismen. Til gengæld må det også påpeges og understreges at det parti de fleste placerer yderst på højrefløjen, nemlig Dansk Folkeparti, i hele sin ideologi og vælgertilslutning er et decideret midterparti, der nok i værdikampen slår på nationale strenge der byder alle kulturradikale på venstrefløjen inderligt imod, men som ikke destomindre vælgermæssigt er et midterparti der tiltrækker overordentligt mange af de jævne mennesker der traditionelt har stemt på socialdemokraterne. Allerede en undersøgelse i 1975 viste at hver femte arbejder stemte på det daværende Fremskridtsparti. I dag er det helt oplagt at Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne kæmper om de samme vælgere fra den lavere del af middelklassen, og at det derfor er vanvittigt at socialdemokraterne ikke fuldt ud anerkender Dansk Folkeparti som et broderparti eller søsterparti. Men socialdemokraterne er jo netop med Helle Thorning-Schmidt i spidsen havnet i den besynderlige position at det fra at være landets største parti gennem mange årtier er blevet reduceret til det næststørste med i øjeblikket kun omkring 20 procent af stemmerne, og med Dansk Folkeparti i hælene som det tredjestørste med omkring 14 procent. Thorning fejlvurderede situationen, da hun forud for folketingsvalget i 2011 kørte parløb med Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti, og denne tog også fejl bestik af alt da han ligesom i sin tid Aksel Larsen troede at vejen til succes ene og alene kunne gå gennem regeringssamarbejde med socialdemokraterne. Han så slet ikke at socialdemokraternes stilling i udviklingen er markant ændret, og at valget af Helle Thorning som socialdemokraternes formand reelt var udtryk for partiets splittelse i en fin akademisk EU-venlig fløj og en jævn og lavere EU-kritisk fløj. Søvndal så aldrig problemstillingen i øjnene, men valgte at løbe fra ansvaret. Helle Thorning derimod har et opgør i sit eget parti til gode. Hun har aldrig forstået den tredje vejs nyordning - og synes i det hele taget at savne filosofisk tyngde. Det radikale Venstre har en respekteret leder i Margrethe Vestager og fik med udskiftningen af Uffe Elbæk med Marianne Jelved også en kulturminister der forstår spillets gang og økonomiens alvor. Det er efterhånden blevet et parti af idealister og humanister der kan føre ansvarlig realpolitik, men totalt har glemt arven fra de folkelige bevægelser i 1800-tallet. Det konservative Folkeparti er dårligt værd at nævne. Det har fået en nedtur der gør en genrejsning meget usandsynlig. Det gamle højreparti er fuldstændigt overflødigt i dag, og det bedste ville være om ledelsen selv indså det og smed håndklædet i ringen. Venstre står ubetinget som den borgerlig fløjs stærkeste kort, men lider i uhyggelig grad af manglende afklaring af den tredje vejs muligheder. Lars Løkke Rasmussen kan i øjeblikket sole sig i gode meningsmålinger, der nærmest kommer af sig selv, men heller ikke han er et filosofisk hovede eller blot et hovede der kan tænke dybere og længere end flertallet. Og det ser heller ikke ud til at andre i partiets top kan gøre det. Det betyder alt i alt at den politiske kamp i Danmark er et åbent spørgsmål, der ser ud til først og fremmest at blive bestemt af konjunkturernes op- og nedgange, men hverken af værdipolitik eller kulturpolitik endsige af den historiske fornemmelse der gør en politisk leder. Lederskab mangler i dansk politik - og det vel at mærke på et tidspunkt hvor der er mest behov for det. Med disse betragtninger ønsker den samlede redaktion læserne et godt nytår! Jens Vrængmose - Jan Jernewicz - Peer Sendemand Henvisninger: Til toppen Relevante artikler på Jernesalt: At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11. Kina har fået ny bureaukratisk og uigennemskuelig topledelse (22.11.12.) Barack Obama genvalgt (7.11.12.) Nobels fredspris til EU en fejltagelse (21.12.12.) EU nærmer sig bankunion, men ikke traktatændring (19.12.12.) Nyt pauvert klimatopmøde i Doha - mens temperaturen stiger (9.12.12.) Danske Bank i en vis selverkendelse (23.12.12.) Fornemt velbegrundet dom over tilregnelig Breivik Den nye klassedeling i Danmark (14.11.12.) 'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.) 'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair (27.7.12.) 'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.) Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener Komplementaritetssynspunktet Status over året 2011 (1.1.12.) Status over året 2010 (31.12.10.) Status over året 2009 (31.12.09.) Status over året 2008 (31.12.08.) Status over året 2007 (31.12.07.) Status over året 2006 (31.12.06.) Status over året 2005 (31.12.05.) Status over året 2004 (04.01.05.) Status over året 2003 (31.12.03.) Status over året 2002 (01.01.03.) Øvrige henvisninger til Jernesalts artikler: Artikler om Mellemøsten Artikler om EU og Europa Artikler om USA Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |