JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - klimatop12doha

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.12.12.

Nyt pauvert klimatopmøde i Doha - mens temperaturen stiger

Med en dags forsinkelse sluttede FN's klimakonference COP18 i Qatars hovedstad Doha i går lørdag i enighed om en forlængelse af den helt utilstrækkelige Kyoto-aftale med otte år frem til 2020. Denne aftale er den eneste juridisk bindende klimaplan, men den omfatter kun et begrænset antal lande, som tilsammen udleder mindre end 15 procent af de drivhusgasser der udledes på verdensplan. Kyoto-aftalen blev oprindeligt indgået i 1997 og trådte i kraft i 2004, da Rusland tiltrådte den. Men hverken USA, Japan eller Canada er med i aftalen - og forlængelsen i lørdags blev heller ikke accepteret af Rusland.

Præsidenten for COP18/CMP8 Abdullah bin Hamad Al-Attiyah har hilst den opnåede aftale som en "port til fremtiden". Han kaldte den historisk, for så vidt alle partnere kom frem til konsensus på trods af alle komplikationer og timer af ekstra rådføring.

Ifølge Kyoto-protokollen skal knap 40 industrilande skære ned på CO²-udledningen, herunder først og fremmest EU-landene. Men da USA, Rusland og Japan samt vækstøkonomierne Kina, Indien og Brasilien ikke er med, batter det reelt alt for lidt. Desuden er skibstrafik og luftfart undtaget fra reguleringen. U-landene har slet ingen reduktionsmål for drivhusgasser - og de kræver ret til kommende vækst uanset udledning. Andre lande kategoriseres som ulande på trods af tårnhøjt bruttonaltionalprodukt pr. indbygger, det gælder bl.a. værtslandet Qatar der er et af verdens rigeste lande og udleder 2½ gange så meget CO² pr. indbygger som USA og fem gange så meget som Danmark, men alligevel regnes for uland.

Den oprindelige tanke var at kravene til CO²-reduktion skulle øges etapevis i årene frem til 2020, men forlængelsen er stort set en forlængelse af de nuværende krav, hvad der vil sige, at eventuel reduktion af udledningen de næste syv år kun vil fremkomme frivilligt som resultater af national beslutninger - af den art Danmark præsterer.

Og dette pauvre resultat COP18 skal ses på baggrund af ikke mindre end tre friske videnskabelige rapporter der alle dystert forudsiger at den globale temperatur på kloden frem mod år 2100 vil stige omkring fire grader, og ikke som hidtil antaget kun to grader. Det betyder en langt større stigning i havenes vandstand (formentlige hen mod en meter) med øgede oversvømmelser til følge foruden ekstreme hedebølger og orkaner som følge af selve temperaturstigningen. Og det er vel at mærke de fattigste lande der bliver ramt hårdest.

Verdensbanken udsendte sin klimarapport under titlen: 'Skru ned for varmen. Hvorfor vi bør undgå en 4 grader varmere verden'. Den er udarbejdet af det tyske Potsdam Institute for Climate Impact Research and Climate Analytics, og bankens præsident påpegede at "mangel på handling mod klimaændringerne truer med at gøre den verden vores børn arver til en helt anden verden end den vi lever i".

En rapport fra Det europæiske Miljøagentur pegede særligt på risikoen for hedebølger i Europa og sundhedmæssige risici som flåter, sandfluer og fremmede myggearter.

Og endelig kom en rapport fra FN's miljøorganisation UNEP der bl.a. påpegede at CO²-udledningerne allerede er 14 procent højere end de må være i 2020, og at det er et stort problem at Kina og andre større udviklingslande slet ikke vil høre tale om reduktion.

EU's klimakommissær Connie Hedegaard beklagede straks efter rapporternes offentliggørelse at verden ikke tager sig hurtigt nok sammen: Det er simpelthen utroligt, hvor store risici alt for mange mennesker er klar til at tage på vegne af fremtidige generationer. Men heller ikke hun kan råbe verdens ledende regeringer op.

Efter COP18 er Hedegaard dog mildere stemt: Hun mener DOHA-aftalen er et beskedent skridt frem, men dog "et væsentligt skridt". For "Hvis vi ikke var kommet videre nu, så ville jeg have været alvorligt bekymret for processen fremadrettet. Sagen er, at det er nemt at se problemerne i den nuværende aftale, men det er sværere at sige, hvad der var sket, hvis vi var gået fra hinanden uden at blive enige." - Hun tilføjer at der for at få resten af landene med på vognen skal laves en køreplan, så alle verdens lande i 2015 kan enes om en ny global klimaaftale, der skal træde i kraft i 2020. Kina skal også forpligtes. Korea skal også forpligtes. Alle lande skal bidrage til denne indsats. Det er den svære diskussion. Men hun mener at denne plan er kommet et skridt nærmere efter COP18 i Doha. "Hvis vi ikke var blevet enige lørdag, var den aftale rykket meget langt væk."

Også den danske klimaminister Martin Lidegaard er relativt optimistisk. Han har under DOHA-konferencen arbejdet ihærdigt på at sikre, at der blev truffet beslutning om de reduktioner, der skal ske inden 2020. Han glæder sig specielt over, at landene har slået fast, at klimakonferencen i 2014 skal handle om, hvordan vi begrænser udledningen af drivhusgasser inden for de nærmeste år – for eksempel gennem energieffektiviseringer og ved at fjerne støtten til fossile brændstoffer". Han er dog ikke i tvivl om, at det sværeste stadig ligger foran. "Skinnerne er lagt ud, men vi skal stadig få toget til at rulle", som han udtrykker det. Og dét er jo også en måde at bevare optimismen på midt i modgangen.

Lidegaard hæfter sig desuden ved at EU-landene i det kommende år øger klimahjælpen til ulandene. Danmark bidrager for eksempel med 500 millioner kroner i 2013. Pengene skal gå til både tilpasning og reduktion af drivhusgasser. Men han må samtidigt konstatere, at flere af de rigeste lande har undladt at øge finansieringen. Og det er skuffende: "Vi kommer kun lige i mål med denne aftale. Den er ikke prangende", erkender han.

WWF Verdensnaturfonden ser unægteligt noget anderledes på situationen og siges at være taget slukøret hjem fra klimakonferencen COP18 i Doha. Forhandlingerne om den vigtige finansiering er nemlig udskudt til næste år. Verdensfondens miljøfaglige chef John Nordbo peger i den forbindelse først og fremmest på, at det er de rige lande der er løbet fra deres løfter. Og det er langt fra med til at øge tilliden mellem de rige og fattige lande. Og hvad selve forlængelsen af Kyoto-aftalen angår, lægger han ikke skjul på, at den er en spinkel skygge af sig selv. Der er flere lande, som har undgået at forpligte sig til at reducere udslippet. Store forurenere som USA og Kina står uden for aftalen.

Mange kommentatorer giver den store og dybe internationale finanskrise skylden for at COP18 ikke nåede stort længere end COP15 i København. Og det er jo også næsten selvindlysende, at jo større problemer de rigeste lande har med deres egne økonomier, jo mindre lyst har de til at punge ud med penge til løsning af andres. Og hvad klimaet angår er forandringerne ydermere 'fremtid' i den forstand at de helt store risici (med indbygget usikkerhed!) ligger 50-100 år ude i tiden. Ganske vist bliver det langt lettere er forebygge skaderne allerede nu, men når midlerne og viljen ikke er til stede til at gøre det nødvendige, så udskyder man beslutningerne - og håber måske på pludselige teknologiske mirakler.

Sagen er og bliver imidlertid at den allerdybeste årsag til uenighederne mellem landene er den store ulighed i verden og denne uligheds nære sammenhæng med befolkningseksplosionen. Modsætningen mellem Nord og Syd var afgørende for fiaskoen i København i 2009 - og den er ikke blevet mindre.

Ifølge forskeren Lau Øfjord Blaxekjær handler tvisten grundlæggende om klimakonventionens princip om ulandenes eller rettere udviklingslandenes ret til økonomisk udvikling trods eventuelle konsekvenser ved yderligere udledning af CO² - samt argumentet om historisk udledning og ansvar, herunder finansieringen af udviklingslandenes nødvendige tilpasningsaktiviteter.

Forud for konferencen DOHA gjorde Blaxekjær gældende at det store spørgsmål bliver om COP18 kunne vedtage et mere konkret arbejdsprogram der kan træde i kraft med det samme - eller om hele 2013 også skal gå med at diskutere principper og procedurer. Hvis det sidste bliver resultatet, vil det selvsagt forstærke mistroen til FN-systemet og kløften mellem Nord og Syd.

Og dér står vi dag - uanset hvad optimisterne erklærer om små skridt i den rigtige retning som er bedre end slet ingenting.

Efter Københavner-konferencen, der ikke uden grund fik øgenavnene 'Nopenhagen' og 'Flopenhagen', påpegede undertegnede, 1) at FN ikke længere er det rette forum at behandle så vigtige, men kontroversielle sager som klimaudfordringerne i. 2) at klimaudfordringen er helt speciel, fordi den bygger på videnskabelige eksperters prognoser for fremtiden, som der er en vis usikkerhed om og som derfor i meget vid udstrækning kan ignoreres i meget lang tid. Og 3) at den voldsomme befolkningstilvækst i verden er en væsentlig årsag til at den menneskeskabte del af den globale opvarmning allerede er steget betydeligt og de næste 50-100 år vil stige endnu mere. Men befolkningstilvæksten er størst hvor fattigdommen er størst, således at den økonomiske vækst i disse områder alt andet lige vil give den største stigning i CO²-udledningen. Derimod vil fortsat økonomisk vækst i de rige lande kunne klares ved overgang til bedre teknologi. Men ingen af klimatopmødernes deltagere vil tale åbent om disse forhold.

Konklusion blev derfor dengang som følger:

Idealisterne i verden har ingen magt. De fleste af dem er velmenende mennesker der hellere end gerne vil redde kloden, naturen, menneskeheden og de fattige landes fremtid. De kan fremsætte lige så mange erklæringer de vil. Og de kan påvirke en hel del almindelige mennesker af samme velmenende indstilling, men de kan ikke nævneværdigt påvirke beslutningstagerne.

Videnskaben har dokumenteret sin afmagt. Dens prognoser er usikre og kan nok overbevise mange mennesker, især idealisterne, men ikke påvirke de politiske beslutningstagere til at tage entydig og effektiv affære her og nu. Det er ikke videnskaben der har den politiske magt i verden - og det skal vi i almindelighed være tilfredse med.

FN har dokumenteret sin store svaghed og afmagt. Organisationen bygger på forestillingen om samarbejde og solidaritet mellem alle verdens lande - uanset kultur, religion, ideologi, styreform og økonomi. Men den er blevet svagere og svagere med årene - allerede på grund af tilgangen af nye lande. Og da flertallet af nye lande er relativt fattige og i vid udstrækning har en negativ opfattelse af de højtudviklede vestlige lande, så bliver der, bevidst og ubevidst, en betydelig uvilje mod disse landes politiske hensigter. Hvis flertallet af fattige lande i FN kunne få ret, ville de majorisere mindretallet af rige vestlige lande, og derfor vil disse naturligvis aldrig frivilligt bøje sig flertallet.

EU har vist sin afmagt til at få udviklingslandene med i en fælles strategi for ønskelige eller direkte nødvendige klimaforbedringer, fordi de trods betydelig ulands-bistand ikke har udviklingslandenes fulde tillid. Såvel de afrikanske lande som de muslimske betragter den vestlige kultur med kritiske øjne - og frabeder sig endda i visse tilfælde råd fra europæerne. Ideen med EU var oprindeligt at satse på fælles toldrammer inden for fællesskabets rammer og opretholde fælles toldbeskyttelse udadtil. Men systemet er undergravet af mange bilaterale aftaler og partnerskaber. Det er ikke sikkert dette holder i længden.

Supermagten USA's afmagt har vist sig tydeligt i det forhold at præsident Obama ikke kunne få en aftale i land med Kina. Det siger sig selv at USA slet ikke kan ændre den negative indstilling fra Venezuelas, Bolivias og Cubas side (eller for den sags skyld Irans). USA har dog gode relationer til Brasilien, Indien og Kina. Men faktum er at USA og Kina er vor tids store konkurrenter, og at klimaudfordringen griber dybt ind i konkurrencen. USA har for både beskæftigelsens og olieuafhængighedens skyld indset nødvendigheden af at fremme udviklingen af CO²-neutral teknologi og energi, men Kina vil fastholde sin store konkurrence-fordel ved at kunne producere varer til markedet på basis af billig arbejdskraft og stærkt forurenende gammeldags energi. - I den forbindelse blev også påpeget præsident Barrack Obamas påfaldende overvurdering af sin personlige magt.

Under disse omstændigheder er der ikke mulighed for bare en minimal regulering eller styring af klimaudviklingen til fordel for naturen, grøn vækst og renere luft - under ét kaldt 'bæredygtig udvikling'. Menneskets formeringslyst sørger for en fortsat befolkningstilvækst i verden der vil belaste miljøet mere og mere dag for dag. Kravet til øget forbrug vil sejre over hensynet til naturen. Markedsøkonomien vil sejre over hensynet til mulig og ønskelig delregulering. Og friheden - den frihed som er en følge af menneskets iboende trang til grænseoverskridelse, formering og vækst vil sejre over trygheden, solidariteten og respekten for naturen og naturens hellighed.
Følgen vil blive fortsat overbefolkning, stigning i dødelighed, sult, sygdomme og epidemier - samt folkevandringer og flygtningestrømme. Dertil fortsat kamp om forbrug og markeder. Altsammen med stor sandsynlighed med øgede klimaproblemer og øgede konflikter mellem rig og fattige eller mellem Nord og Syd til følge.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links:

COP18 - Doha 2012
Intergovernmental Panel om Climate Change (FN's klimatilpasningspanel)
Klima,- energi- og bygningsministeriet

Klimadebat.dk

Relevante artikler på Jernesalt: