JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eu12d

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.12.12.

EU nærmer sig bankunion, men ikke traktatændring

Det var som vanligt store ord og ambitioner EU-præsident Herman Van Rompuy og kommissionsformand José Barroso luftede forud for EU-topmødet i forrige uge, hvor planerne var at nå til enighed om en bankunion der skulle give EU et helt nyt system for kontrol, styring og redning, subsidiært afvikling af banker som led i en kommende traktatændring. Og medierne leverede pligtskyldigst de sædvanlige fotos af topfolk der modtages ved hovedindgangen i Bruxelles og senere stiller op til fællesportrættet.

Men det var udmattede ledere der til sidst fredag måtte nøjes med at få stablet en formel beslutning om en bankunionen på banen til senere finish-behandling og samtidigt udskyde de helt store og krævende beslutninger om en traktatændring til nye forhandlinger i løbet af 2013. "Sjældent er luften gået så hurtigt af en europæisk ballon", konstaterede Süddeutsche Zeitung sarkastisk.

Forarbejdet var lavet af finansministrene døgnet før på et møde der sluttede kl. 5 om morgenen og havde varet mere end 12 timer. Allerede mødets længde gav anledning til kritik af mødeledelsen, for det er næppe troligt at vigtige beslutninger træffes allerbedst og klogest af udmattede beslutningstagere. Men det er nu engang vilkårene, som også kendes fra skatte- og finansforhandlinger samt overenskomstforhandlinger her i landet. De mest udholdende vinder mest. Kun få tør stå fast, når de stilles over for presset fra det store flertal

Den store vinder i spillet blev Den Europæiske Centalbanks chef Mario Draghi - der i forvejen havde tilnavnet 'Super Mario' og som Financial Times nu vil have udnævnt til 'Årets navn'. Han er selv af den opfattelse at året 2012 vil blive husket som året hvor den langsigtede vision for euroen og euroområdet blev relanceret. Og det kan meget vel være rigtigt set med EU-øjne. For visionen er i hvert fald ganske klart en økonomisk og monetær union der udover bankunionen er baseret på en finanspolitisk union, en økonomisk union og en politisk union. Draghi har vist sig i stand til at overvinde flere hurdler m.h.t. bankunionen, herunder ikke mindst at vinde kansler Merkels tillid. Så visionen lever. Men om den fuldføres er langt fra sikkert. Den store vision er for mange en decideret trussel.

Hvad selve bankunionen angår, skal den først forhandles på plads i detaljer i de følgende måneder, og det er grunden til at den danske regering (økonomiminister Margrethe Vestager) fortsat forbeholder sig sin endelige stillingtagen til spørgsmålet om Danmark skal tilslutte sig unionen og dermed en overordnet kontrol, selvom vi ikke er medlem af euro-samarbejdet. Regeringen finder det forsvarligt at lade den øverste tilsynsmyndighed over danske banker overgå fra den danske finanstilsyn til eurolandenes centralbank, men forudsætningen er at Danmark får en slags nødbremse i systemet.

Danmark vil ikke stå i vejen for at eurolandene skaber et fælles banktilsyn, og Danmark bliver heller ikke et euroland ved at gå med i banktilsynet. Men det er nødvendigt, hedder det, med en model hvor lande uden for euroen kan sige fra, hvis der træffes beslutninger der er for vidtgående. Realiteten bliver bliver nemlig nu at den øverste bankmyndighed i EU for fremtiden bliver Centralbankens styrelsesråd hvor kun de 17 eurolande er repræsenteret. Men dette råd vil efter de foreløbige planer få ret til at inspicere alle EU's banker uanmeldt, kræver alle regnskaber udleveret, stille krav til bankernes håndtering af kapitalen, straffe med bøder og i værste fald fratage banker deres banklicens.

Den daglige kontrol af de danske banker vil fortsat blive udført af det danske finanstilsyn, men ved dansk tilslutning til bankunionen vil det ske direkte under Den Europæiske Centralbanks instruks. Og dette vil kræve ændringer af dansk lovgivning. Det vil i realiteten kræve en sådan lovændring at der bliver tale om en regulær dansk suverænitetsafgivelse der kan forlanges sendt til folkeafstemning, og givetvis vil blive det (på forlangende af Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance). Og det kan meget vel føre til en forkastelse, da der er klar modstand i befolkningen på trods af folketingsflertallet.

Denne situation ønsker regeringen for alt i verden at undgå, og derfor arbejder den i EU meget respekterede danske økonominister for et eller andet kompromis der vil gøre det muligt for et ikke-euroland at nægte at følge en ECB-beslutning om fx lukning af en dansk bank. Umiddelbart ser det meget usandsynligt ud at eurolandene vil gå med til noget sådant, men Vestager og Helle Thorning håber - og vil derfor på nuværende tidspunkt ikke tage endelig stilling til om Danmark skal tilslutte sig eurolandenes banktilsyn.

Hertil kommer at den økonomiske krise i EU absolut ikke er løst, selvom Grækenland fik sin hjælp til at klare december-terminen og iøvrigt ser ud til at stå fast i sit politiske redningsprogram over for den ophidsede folkestemning. Problemerne er ikke løst i Spanien, Italien eller Frankrig. Den sociale uro i Spanien er kolossal. Italien går til et usikkert valg, hvor selveste Berlusconi på ny står som en frygtindgydende trussel for alle der satser på stabilitet. Og Frankrig afventer EU's endelige budgetaftale om bl.a. landbrugsstøtte og rabatter.

Stadigvæk lyder der advarsler fra økonomiske eksperter som fx den tyske Hans-Joachim Voth der er professor i økonomi i Barcelona. I et interview med Politiken 11. november bebuder han årelang økonomisk nedtur og anarki i Europa, hvis euroen ikke afskaffes, for det er efter hans mening denne fælles valuta der holde Europa krampagtigt fast i et fællesskab uden hensyn til de store nationale og kulturelle forskelle.

Det er der unægteligt delte meninger om. Eurolandenes topchefer vil faktisk gøre alt hvad de kan for at redde euroen, men det lover ikke godt at toppen i Bruxelles fjerner sig mere og mere fra befolkningerne i landene. Også i den forstand at de tøver med deres beslutninger af frygt for vælgerne. Den magtfulde kansler Merkel skal allerede testes næste år og tør derfor ikke flytte sig ret meget.

Og hvad Storbritannien angår, er premierminister David Cameron så meget i klemme over for den voksende EU-modstand at han ikke lægger skjul på at han godt kan forestille sig et liv for Storbritannien uden for EU. De konservative er dybt splittet mellem højrefløjens nationalister og den mere realpolitiske fløj der er mere på linje med erhvervslivet. Men mange konservative parlamentsmedlemmer frygter at miste deres valgkredse til et voksende 'UK Independence Party' der er stærkt imod EU. Og den EU-venlige koalitionspartner Liberaldemokraterne har dårlige meningsmålinger.

Eurolandet Irland skal til nytår overtage EU-formandsskabet og ser med stor bekymring på at både Storbritannien og Danmark risikerer at blive marginaliseret yderligere i EU-samarbejdet. Især er landet naturligvis stærkt økonomisk knyttet til Storbritannien.

Omvendt gælder at Polen nu er ved at forberede sig på at gå ind i møntunionen. Premierminister Donald Tusk udtaler med nogle karakteristiske vendinger at Polen må vælge om det vil blive "en del af Europas Hjerte, som vil være en økonomisk og finanspolitisk union med den fælles mønt som kerne, eller blive en ret perifer stat med sin egen valuta". - Når regeringschefen her taler om en mønt som kernen i 'Europas Hjerte' er det en teknokrat der udtaler sig. Den store britiske historiker Norman Davies har skrevet flere fornemme værker om Polen og Polens placering i Europa, og her er det selve nationen Polen han kalder Europas Hjerte. Og det turde være det historisk centrale europæiske synspunkt som teknokraterne i Bruxelles og andre EU-hovedstæder er ved at glemme.

Det er i den forbindelse kun godt at forhandlingerne om en egentlig traktatændring er blevet udskudt, for den bliver sværere og sværere at få halet i land - og den vil i givet fald gå den forkerte vej, nemlig mod mere centralisme i stedet for mod en større åbenhed, en åbenhed som man burde have satset stærkt og konsekvent på under hele den udvidelse af EU som har fundet sted efter sammenbruddet af Sovjetstyret - og som jo betød inkludering af relativt fattige lande.

Men glemmer af Europa kulturelt og religiøst har to store 'lunger', for nu at bruge et udtryk af Johannes Paul II, en vestlig, romersk-katolsk lunge og en østlig, russisk-ortodoks lunge, og selv om valget for Europas fremtid heldigvis ikke står mellem russisk ortodoksi eller romersk ortodoksi, så er det uklogt at glemme at Europa går til Ural og at Europa i kulturel henseende har solide rødder i både Hellas, Rom, Rusland, England/Irland og Norden. Og har vel at mærke sin styrke og sammenhængskraft fra kulturen og ikke fra en møntenhed eller et teknokratisk centralstyre i Bruxelles.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links:

EU-kommissionen
EU-rådets formand (præsident)
Det europæiske råd
Statsministeriet
Europaministeriet

Relevante artikler på Jernesalt: