Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - valg15d

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.6.15.

Thulesen Dahls store dilemma

Det mest paradoksale ved folketingsvalget i torsdag var at de fire partier i 'blå blok' fik flertal, men at den mand de alle havde peget på som statsministerkandidat blev vraget af vælgerne ved at hans parti tabte 13 mandater og gled ned på trediepladsen efter Dansk Folkeparti. Det skyldtes åbenlyst mandens bilagssager og dermed afledte utroværdighed. Men de fire partier holdt i 'dronningerunden' i fredags fast i at Lars Løkke Rasmussen skulle gøres til kongelig undersøger af muligheden for at danne en fletalsregering. Og da det efter et døgns rent tidsspilde kunne konstateres komplet umuligt at få Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti til at danne en fælles regering, fik Løkke til ny opgave at prøve at danne en mindretalsregering, hvilket i praksis vil sige enten en VO-regering eller en ren V-regering.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl havnede altså med sin store valgtriumf i det kæmpemæssige og næsten uløselige dilemma, at han ikke kunne gøre brug af sine 37 mandater til at sætte sin dagsorden for dannelsen af en ny regering, fordi han var bundet af sit gamle, før valget afgivne, men nu højst uheldige løfte om at pege på Lars Løkke som statsminister. Hans parti blev ellers det største i blokken og havde naturlig førsteret til selv at prøve at danne regering. Men sandheden er at valgets udfald kom fuldstændigt bag på Thulesen.

Man så det tydeligt med egne øjne på tv-skærmen torsdag aften, da resultatet var endegyldigt og Thulesen kunne holde tale for sine begejstrede partifæller på Christiansborg. Han spøgte i usikre og tøvende formuleringer der slet ikke ligner ham med at han ikke vidste om resultatet blot var en drøm af en ny meningsmåling, men at han efterhånden var blevet klar over at det var den rigtige måling, de optalte stemmers måling. Og han lovede naturligvis at mandaterne ville blive brugt på den måde der ville give Dansk Folkeparti størst mulig indflydelse i den kommende folketingsperiode. Ikke et ord om at der var vendt totalt op og ned på blå blok med et klart nederlag til Lars Løkke Rasmussen og et helt nyt og anderledes styrkeforhold mellem DF og Venstre.

Thulesen burde naturligvis ikke have været spor overrasket, eftersom meningsmålingerne i lang tid havde vist faldende tendens for Venstre i takt med en stigende tendens for hans eget parti. Vælgerne havde selvfølgelig hverken glemt Lars Løkkes bilagsrod og luksusforbrug på 3GI's regning eller Venstres inkonsekvente formandsopgør sidste sommer. Dengang opfordrede undertegnede Kristian Thulesen Dahl til at tage têten blandt oppositionspartierne, men den beskedne mand reagerede ikke. Han gentog hele tiden blot remsen, at meningsmålinger går op og ned, så dem skal man ikke regne for meget med. Men dybest set det var slet ikke det sagen drejede sig om. Den drejede sig derimod om at Lars Løkke Rasmussen havde gjort sig selv umulig som frontfigur for de borgerlige - og iøvrigt ikke fattede noget som helst af hvilken fornyelse der var brug for i dansk politik, selv om hans forgænger som partiformand havde begyndt en fornyelse.



Anders Fogh Rasmussen vandt som bekendt valget i 2001 mod Poul Nyrup Rasmussen ved allerede i 1998 at skifte sin egen håbløse minimalstatsfilosofi ud med den idé om 'den tredje vej', som den britiske sociolog og Labour-rådgiver Anthony Giddens havde lanceret i 1997 med henblik på at give Tony Blair et grundlag for at omdanne partiet til 'New Labour' og vinde valget i Storbritannien i 1998. Det lykkedes over alt forventning - og Fogh satte sig grundigt ind i at hovedbetingelsen var at søge mod midten og få fat på vælgerne fra den stadigt større middelklasse. Fogh gik derfor hjem og gentog Blair's succes i Danmark ved at lave Venstre om til et reelt 'Nyt Venstre'.

Fogh forstod dog - lige så lidt som Giddens og Blair - den tredje vejs dybde og potentiale fuldtud, for den var ikke blot partistrategisk anvendelig for ethvert fornuftigt midterparti (hvad enten det kom fra den traditionelle socialistiske eller den traditionelle liberalistiske fløj). Den var derimod nyskabende ved definitivt at lægge den gamle klassekamp bag sig til fordel for en sund dynamisk modsætning mellem frihedsprincippet og lighed/tryghedsprincippet. To fundamentale principper eller psykiske indstillinger hos mennesket som er principielt uforenelige, men har en kolossal dynamik og drivkraft i sig, hvis de vel at mærke får lov at fungere sideordnede og ligeberettigede. Det vil i virkeligheden sige som komplementære modsætninger i ægte Bohrsk forstand, men det behøver man nu ikke straks gå dybt ind i- jf. dog Komplementaritetssynspunktet. Det centrale er at man skal forstå og respektere såvel frihedsønskerne og -idealet som trygheds- og ligheds-idealet. Og man skal derfor ikke stille disse modsætninger op som et forstandsforheksende 'enten-eller', således som de fleste mennesker desværre er tilbøjelige til, ikke mindst hvis de er politisk engagerede.

Den tredje vejs komplementaritet mellem frihedsprincippet og tryghedprincippet indebærer at man i politik aldrig skal vælge mellem frihed eller tryghed, men tværtimod skal kunne vænne sig til at se at begge bør tilgodeses, fordi vi alle er frihedssøgende (og dermed initiativtagende og grænseoverskridende) og dog alligevel også gerne vil have tryghed og omsorg. Helt konkret vil dette igen sige at ingen demokratisk regering i et moderne sekulariseret land hverken kan regere imod arbejderklassen eller imod arbejdsgiverne, hverken imod de offentligt ansatte eller imod de privatansatte, hverken imod de ufaglærte og faglærte eller imod akademikerne, hverken mod almindelige mennesker eller mod eliten.

Den tredje vej er derfor også uforenelig med kampen imod indvandrerne og de indfødte, imod jyderne og imod københavnerne, imod udkantsdanskerne og storbydanskerne, imod lejerne og ejerne, imod kvinderne, imod de ældre, imod de unge og endelig også uforenelig med kampen imod muslimer, jøder, kristne og ateister eller andre der går op i bestemte religioner eller ideologier. Hvad den tredje vej derimod indebærer er naturligvis kamp for gensidig forståelse og respekt, for tolerance og ytringsfrihed, og en kamp mod intolerance, fordomme, hadefuldhed og livsløgne.

Hvis den tredje vej virkelig bliver forstået og betrådt af politikere, kommentatorer og medier, så vil den betyde et definitivt farvel til blokpolitikken og dermed også den store politikerlede der knytter sig til blokpolitikken. Og det er netop her at Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl kommer ind i billedet, fordi de efter det overraskende valgresultat er blevet placeret lige præcis i midten af dansk politik - og i midten af ansvaret.



Efter alt at dømme har Thulesen Dahl imidlertid ikke rigtigt opdaget placeringen eller ansvaret. Han er selvfølgelig klar over af Dansk Folkeparti vil stå langt stærkere i de igangværende regeringsforhandlinger end nogensinde tidligere, men han har ikke til bunds forstået at muligheden for en virkelig og tiltrængt fornyelse af dansk politik nu er helt aktuelt til stede eller at dens virkeliggørelse helt og holdent afhænger af at han personligt forstår rækkevidden heraf og dermed også det store ansvar det lægger på ham. Muligheden er enestående lige netop nu, men tabes på gulvet, hvis Dansk Folkeparti tøver og falder tilbage til den taktik Kristian Thulesen Dahl er blevet en sand mester i, nemlig at få sig betalt med kontante indrømmelse i finanslovsforhandlinger.

Thulesen er selvfølgelig klar over at han har givet visse løfter til både Enhedslisten og Dansk Folkeparti samt Liberal Alliance om Dong-undersøgelse, dagpengeperiode og EU - uden småligt hensyn til disse partiers placering på den traditionelle venstre-højre-linie. Og det var jo i virkeligheden en klog og fremsynet strategi. Men han har ikke tydeligt erkendt, endsige eksplicit erklæret at han ønsker et bredt samarbejde på tværs af de gamle partiers alt for fastlåste synspunkter.

Thulesen har konsekvent understreget at Dansk Folkeparti holder sine løfter, og selvom han har vist en vis imødekommenhed over for Lars Løkke Rasmussen med en flot bemærkning om at han vil være tilfreds med at få 90 % af sine krav igennem, så tror jeg sagtens at denne procent kan gå noget ned uden at partiet bliver løftebryder og dermed risikerer at lide samme skæbne som løftebryderne ved regeringsforhandlinger i det sorte tårn i 2011. Thulesen laver ikke den slags dumheder, men det betyder så omvendt, at det i sidste ende kan blive endda meget svært for ham at komme overens med Lars Løkke om et regeringssamarbejde. Og det vil undertegnede ikke beklage ét sekund.



Men ulykken ved en kommende etparti-regering bliver jo at det bliver den helt forkerte mand der kommer til at stå i spidsen for den, nemlig den Lars Løkke Rasmussen vælgerne har tilkendegivet at de ikke ønsker. Og han er jo ikke hvem som helst. Han er fighter, og han vil se det som sin allerstørste præstation at få lagt bilagssager, 3GI-sag og formandsbøvl bag sig hurtigst muligt og nyde udsigten fra det efterstræbte statsministerkontor på nordfløjen af Christiansborg. Den præstation vil nemlig være hans livs revanche.

Det er meget sandsynligt at Lars Løkkes ophold i Paradisets Have vil være meget tidsbegrænset (fx to år), og så vil der komme et valg der sagtens kan føre Danmark tilbage til en ny omgang blokpolitik uden perspektiv og fornyelse. Den slags har vi set før - og det burde ikke gøre nogen overraskede eller deprimerede. Men det er trods alt ærgerligt hvis den store chance for fornyelse valgresultat i torsdag forærede os, ikke bliver udnyttet. Og derfor er Kristian Thulesen Dahls refleksioner de kommende dage aldeles afgørende.

Thulesen Dahl må naturligvis erkende at hans parti kun kan skaffe sig solid ministererfaring ved at gå i regering, men han må ikke glemme at ministererfaring kan blive endda meget dyr, hvis den indebærer at et parti sælger sine afgørende interesser for ministertitler. Han tudes naturligvis ørerne fulde af gode råd om at tage ansvar og gå i regering. Han er endog af den David Trads der ikke kan fordrage Dansk Folkeparti blevet kaldt en tøsedreng der ikke tør gå i regering. Men det bør han overhøre. Man kan tage ansvar uden at gå i regering; og man er alt andet end en tøsedreng, hvis man holder fornuften fangen og lader være med at reagere med de allermest primitive instinkter mennesket er i besiddelse af.

Vil Kristian Thulesen Dahl som leder af det største parti i blokken leve op til virkeligt ansvar, så går han kun ind i et regeringssamarbejde med det næststørste parti hvis han (1) har fuld tillid til statsministeremnet og hans respekt, hvis han (2) får opfyldt hovedparten af sine krav og ikke tvinges til at skuffe vælgere eller partier han har givet bestemte løfter i valgkampen - og hvis han (3) iøvrigt lever op til vælgerflertallets tydelige forhåbninger om en fornyelse af dansk politik.

Ejvind Riisgård



Links til:

Venstre
Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti
Socialistisk Folkeparti
Det Radikale Venstre
Enhedslisten
Liberal Alliance
Det konservative Folkeparti
Alternativet



Relevante artikler på Jernesalt:

Lars Løkke danner smal og dybt ulogisk Venstre-regering  (29.6.15.)
Helle tabte glansen, Kristian vandt mandaterne, Lars låner nok nøglerne  (19.6.15.)
Valget har vigtigere emner end valgkampen lader ane  (17.6.15.)
Genvinder Helle Thorning regeringsmagten?  (15.6.15.)
Venstre på andenpladsen - takket være Løkkes eskapader  (14.6.15.)
Dansk Folkeparti synes bange for magten  (13.6.15.)
De radikale undgår næppe tilbageslag  (11.6.15.)
Socialistisk Folkeparti må bøde for letsindigheden i 2011 (10.6.15.)
Demokratiets udvikling kræver mere end rettigheder  (4.6.15.)
Enhedslisten i venstrefløjens klassiske dilemma  (3.6.15.)
Valgudskrivningen satte gang i den egentlige valgkamp  (28.05.15.)
Liberal Alliance hylder den ekstreme liberalisme  (25.5.15.)
Terror-redegørelsen en bét for Helle Thorning   (17.5.15.)
Det konservative folkeparti svækket med Pape  (8.5.15.)
Er 'Alternativet' virkeligt alternativt?  (24.4.15.)
Nationalpartiets tone yderst aggressiv  (19.4.15.)
Yahya Hassan springer ud som politiker  (15.4.15.)

Folketingsvalg 2011 - oversigt over Jernesalts artikler
Folketingsvalg 2007 - oversigt over Jernesalts artikler
Folketingsvalg 2005 - oversigt over Jernesalts artikler



Niels Bohrs filosofi - og komplementaritetssynspunkt
Helhedsrealismens manifest (14.2.14.)
Politiske parametre  (6.2.05.)
Politiske og økonomiske afmagtspostulater
Politiske ideer og ideologier
Værdimanifestet i forkortet udgave
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)



Relevante e-bøger:

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF'
'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej'
'Højsangen om den menneskelige eksistens'
'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi)
'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal