Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - valg15c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.6.15.

Helle tabte glansen, Kristian vandt mandaterne, Lars låner nok nøglerne

Folketingsvalget er overstået - og det blev en sen affære, inden et sikkert resultat forelå. Løbet var tæt, og først langt over midnat turde partilederne for Socialdemokraterne og Venstre udtale sig. Men stort set ramte exitpoles for blokkene rigtigt kl. 20. Slutresultatet blev 51,9 % af stemmerne og 90 mandater til blå blok og 48,1 % af stemmerne og 85 mandater til rød blok. De fire nordatlantiske mandater går alle til rød blok, men ændrer ikke noget.

Ellers er forskydningerne så store at det ligger lige for at sammenligne med både jordskredsvalget i 1973, der bragte nye partier på banen, og valget i 1968 der bragte J.O. Krags eksperiment med 'Det røde kabinet' til fald. 1973-valget ramte alle de gamle etablerede partier og gav svage mindretalsregeringer i en lang periode. Det viste ikke mindst at Socialdemokratiet havde mistet overordentligt mange midtervælgere. Og 1968-valget havde allerede i forvejen været en lærestreg til samme parti om at det får katastrofale følger at bygge på Socialistisk Folkeparti uden nogen som helst dybere afklaring af meningen med samarbejdet. Hverken Krag eller SF lærte noget dengang. Krag havde som bekendt bare et standpunkt indtil han tog et nyt. Og den slags opportunistisk filosofi kan man intet lære af.

I aftes var valgresultatet et klart opgør med det ejendommelige eksperiment der hed regeringsgrundlaget og som Margrethe Vestager fik trumfet igennem, så flertallet af S og SF's vælgere så det som et løftebrud. SF måtte skifte formand og træde ud af regeringen - og da Vestager sidste år blev EU-kommissær, trådte en ung og aggressiv Morten Østergaard til som ny formand og satte alt overstyr i en mærkværdig markering af radikale programpunkter der var helt på tværs af socialdemokraternes ønsker. Rød blok gik voldsomt tilbage. Helle Thorning måtte - uanset at hun på det sidste havde fået partiets situation rettet op erkende sit nederlag - og hjemme i rækkehuset på Østerbro gøre op med sig selv at tiden også var inde til at gå af som partiformand efter ti år med både glæder og sorger. Det tog hende flere timer at træffe beslutningen. Men så var den også entydig og definitiv.

Valgets egentlige sejrherre var Dansk Folkeparti der blev det største parti på den borgerlige fløj og peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, men ikke er synderligt begejstret for at gå i regering med Venstre. Kristian Thulesen Dahl går efter størst mulig indflydelse, og den får han uden tvivl bedst ved gode formandsskaber for de store udvalg - og i tilgift en placering af Pia Kjærsgaard som folketingets nye formand. Han og Lars Løkke skulle sagtens kunne samarbejde om de væsentligste politiske sager. Men Thulesen Dahl har lovet SF og Enhedslisten nogle ting, og han er i det hele taget nødt til at se kendsgerningen i øjnene, at den hårdt sårede Lars Løkke systematisk vil gøre alt for at miskreditere ham i vælgernes øjne, hvis DF går ind i en V-ledet regering. Løkke vil i første omgang blive kongelig leder af regeringsforhandlingerne - og de kan nemt trække ud i flere dage. En gentagelse af forhandlingerne i 'Tårnet' i 2011 vil ikke ske. Og alt kan meget vel ende med en ren Venstreregering der næppe kan holde en hel periode. Løkke får dog den fordel at det er ham der kan bestemme hvornår der skal udskrives valg. Forlanger de andre partier urimelige ting, kan og vil han gøre kort proces.



Valgets resultat i (1) mandater og (2) procenter
Parti 2011 +/- 2015    2011 +/- 2015
Socialdemokraterne   44 +3   47    24,8 +1,5 26,3
Dansk Folkeparti   22 +15   37    12,3 +8,8 21,1
Venstre   47 -13   34    26,7 -7,2 19,5
Enhedslisten   12 +2   14    6,7 +1,1 7,8
Liberal Alliance   9 +4   13    5,0 +2,5 7,5
Alternativet   0 +9   9    0,0 +4,8 4,8
Det radikale Venstre   17 -9   8    9,5 -4,9 4,6
Socialistisk Folkep.   16 -9   7    9,2 -5,0 4,2
Konservative Folkep.   8 -2   6    4,9 -1,5 3,4
Kristendemokraterne   0 0   0    0,8 -0,7 0,1

Oversigten er ordnet efter nye partistørrelse og læses fra venstre til højre.



Opstillet efter 'statsminister-blokke' ser valgresultatet sådan ud:

Lars Løkke Rasmussens støtter:

(DF)  21,1 % - 37 mandater (+15)
(V)    19,5 % - 34 (-13)
(LA)    7,5 % - 13 (+4)
(K)      3,4 % - 6 (-2)

Ialt  51,9 % - 90 mandater (-8)

Helle Thorning-Schmidts støtter

(S)    26,3 % - 47 mandater (+3)
(Enh)  7,8 % - 14 (+2)
(Å)    4,8 % - 9 mandater
(R)     4,6 % - 8 (-9)
(SF)   4,2 % - 7 (-9)

Ialt  48,1 % - 85 mandater (-)

Færøerne 2 S
Grønland 1 S + 1 SF



Jernesalts kommentar:

Først skal det noteres med tilfredshed at Kristendemokraterne ikke kom ind. De kom i 1973 ind på grund af modstand mod fri abort, og det spørgsmål har ingen berettigelse i dag. Det lykkedes heller ikke digteren Yahya Hassan at få et kredsmandat. Han fik faktisk mindre end tusind stemmer. Og det er også godt for folketingsarbejdet, for manden er alt andet end parlamentariker.

Alternativet fik ni mandater og blev dermed større end både de radikale og SF. Deres indtog er forfriskende, og de er af natur optimistiske med hensyn til at påvirke udviklingen, og de kender spillereglerne. Men de ville have fået mere indflydelse med et rødt flertal.

Socialistisk Folkeparti har fået det dårligste resultat siden 1977, og ingen kan være i tvivl om at det skyldes Villy Søvndals eksperiment med en S-SF plan i 2010 og et efterfølgende regeringsgrundlag 2011 der var helt anderledes. Den slags er uopretteligt, men partiet vil lige så lidt lære af det som det ville efter eksperimentet i 1968. Pia Olsen Dyhr gør hvad hun kan, men er som kvinde alt for fokuseret på grøn politik og socialpolitik.

Det radikale Venstre har med Morten Østergaard fået en mand som formand i stedet for den stærke, lidet kvindelige Margrethe Vestager. Østergaard kører hensynsløst frem mod sine idealistiske mål i fuldstændig blindhed for pragmatisme og gammeldags folkelighed eller sund fornuft. Han hører til typen der heller ikke kan lære af sine fejltrin.

Helle Thorning-Schmidt vandt stille og roligt en plads i solen som den pæne pige fra et borgerligt miljø fra indvandrerkommunen Ishøj. Hun blev tidligt venstreorienteret, men fandt siden sin plads i et halvborgerligt, midtsøgende socialdemokrati som var kommet i vanskeligheder på grund af manglende indvandrerpolitik, men hun havde først og fremmest feministiske ambitioner om at blive landets første kvindelige statsminister. Det lykkedes først i tredie forsøg, for hun var ikke - som hun ellers slog sig op på - i stand til at slå den stærke Fogh, men først den relativt svage Lars Løkke. Det var hende uden tvivl en stor skuffelse ikke at opnå en stor post inden for EU efter EU-valget sidste sommer. Trods alt var hun en letvægter. Posten gik til den højt respekterede radikale økonomiminister Margrethe Vestager og ramte dermed Det radikale Venstre hårdt i hjemlandet. Men dette forklarer også hvorfor Helle Thorning i går valgte at træde tilbage som socialdemokraternes formand, da hun mistede nøglerne til statsministeriet. Hun ønsker ikke at spille andenviolin i dansk politik - og kan meget vel tænkes at nedlægge sit folketingsmandat om kort tid og måske flytte til London. Hun ser gerne at den nye kvindelige partiformand igen bliver statsminister, men det er ikke givet at Mette Frederiksen når så langt. At være en dygtig og ambitiøs partiformand er trods alt ikke en tilstrækkelig kvalifikation.



På den borgerlige fløj har Det konservative Folkeparti lidt et katastrofalt nederlag, selvom både Søren Pape og Brian Mikkelsen prøver at bortforklare det ved at understrege at de konservative seks mandater er afgørende for en borgerlig regering. Det var uden tvivl for letkøbt at udskifte den kedelige Lars Barfod.

Liberal Alliance har endelig nået en størrelse der gør dem svære at overse. De er dygtige folk, og de er alle pragmatisk indstillede. Men de er liberalister om en hals - og det er ikke hensigtsmæssigt for en borgerlig regering der kun kan hale nøglerne til magten hjem ved at søge mod midten.

Venstre valgte under Anders Fogh Rasmussen meget bevidst den tredje vej, som Tony Blair havde vundet sikre sejre på i Storbritannien, men Fogh satte sig aldrig ind i at afskeden med såvel den rene liberalisme (og minimalstatstanken) som den rene socialisme (marxismen og klassekampsideologien) dybest set betød en placering på den brede midte af det politiske spektrum og derfor en definitiv opgivelse af blokpolitikken til fordel for en forståelse af en dynamisk komplementaritet mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet. Lars Løkke Rasmussen har heller ikke forstået det, ja, interesserede sig slet ikke for spørgsmål af den art. Han er blevet alvorligt svækket af såvel faldet i sin personlige troværdighed som sejren for det midtersøgende Dansk Folkeparti. Spørgsmålet er om han vil begynde at tænke dybere over disse ting, eller om han blot vælger som ny regeringsleder at søge DF miskrediteret.

Dansk Folkeparti er med en fremgang på 15 mandater til ialt 37 blevet større end Venstre og står derfor i en enestående situation. De kan vælge at forblive uden for regeringen for at opnå størst muligt indflydelse fra sag til sag, men de kan ikke vide hvornår Lars Løkke finder det partistrategisk fordelagtigt at udskrive valg og må derfor inden for kort tid finde ud af hvilken strategi de selv vil følge og som rækker langt ud over forhandlinger fra sag til sag. Kristian Thulesen Dahl skal nødvendigvis gøre sig klart om han vil forstå sit parti som et midterparti der definitivt vælger den tredje vej og derfor principielt ikke længere tilhører blå blok eller rød blok, men kan forhandle til begge sider og skal sørge for bredest muligt samarbejde.



Ser man helt bort fra den tåbelige betragtning af det politiske spektrum som en lige linje fra den rene socialismes 'venstre' til den rene liberalismes 'højre' - den betragtning alle medier og kommentatorer bevidstløst kører på - så tegner der sig et helt andet billede med helt andre politiske muligheder, hvor både etiske og højere eksistentielle ideer og hensyn spiller en stor og afgørende rolle.

Og i denne sammenhæng må man om det aktuelle valgresultat sige, at det er det mandlige princip der har vundet i den henseende at det er handlekraftige mænd der har fået størst fremgang. Og de findes primært i den såkaldt blå blok. Men det skal ikke misforstås derhen at det skulle være en fordel at nedprioritere de bløde kvindelige interesser for velfærd, omsorg eller grøn omstilling. Det skal derimod forstås derhen, at det er en forudsætning for at de overordnede etiske og eksistentielle ideer får dybere indflydelse på den praktiske, parlamentariske politik at mænd fører dem ind i deres refleksioner og beslutningsprocesser. Og her bliver det i de næste måneder afgørende om Kristian Thulesen Dahl overhovedet forstå sådanne mekanismer og synspunkter.

Under alle omstændigheder vinder demokratiet altid ved frie valg. Det vinder når valgresultatat respekteres af alle - uanset partifarve. Og her kniber det ofte hos partilederne når de skal forsøge at komme uden om deres valgnederlag. Men først og fremmest vinder demokratiet for alvor, når politikerne og beslutningstagerne får koblet den praktiske politik sammen med ideer og visioner på en dyb måde der ikke beror på logiske operationer og rationelle analyser, men på sund sans og sund intuition - iblandet sund mandlig trang til at gå ud over de sine gamle grænser.

Ejvind Riisgård



Links til partierne:

Venstre
Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti
Socialistisk Folkeparti
Det Radikale Venstre
Enhedslisten
Liberal Alliance
Det konservative Folkeparti
Alternativet
Kristendemokraterne
Nationalpartiet



Relevante e-bøger:

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF'
'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej'
'Højsangen om den menneskelige eksistens'
'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi)
'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'



Relevante artikler på Jernesalt:

Thulesen Dahls store dilemma  (23.6.15.)
Valget har vigtigere emner end valgkampen lader ane  (17.6.15.)
Genvinder Helle Thorning regeringsmagten?  (15.6.15.)
Venstre på andenpladsen - takket være Løkkes eskapader  (14.6.15.)
Dansk Folkeparti synes bange for magten  (13.6.15.)
De radikale undgår næppe tilbageslag  (11.6.15.)
Socialistisk Folkeparti må bøde for letsindigheden i 2011 (10.6.15.)
Demokratiets udvikling kræver mere end rettigheder  (4.6.15.)
Enhedslisten i venstrefløjens klassiske dilemma  (3.6.15.)
Valgudskrivningen satte gang i den egentlige valgkamp  (28.05.15.)
Liberal Alliance hylder den ekstreme liberalisme  (25.5.15.)
Terror-redegørelsen en bét for Helle Thorning   (17.5.15.)
Det konservative folkeparti svækket med Pape  (8.5.15.)
Er 'Alternativet' virkeligt alternativt?  (24.4.15.)
Nationalpartiets tone yderst aggressiv  (19.4.15.)
Yahya Hassan springer ud som politiker  (15.4.15.)

Folketingsvalg 2011 - oversigt over Jernesalts artikler
Folketingsvalg 2007 - oversigt over Jernesalts artikler
Folketingsvalg 2005 - oversigt over Jernesalts artikler



Helhedsrealismens manifest (14.2.14.)
Politiske parametre  (6.2.05.)
Politiske og økonomiske afmagtspostulater
Politiske ideer og ideologier
Værdimanifestet i forkortet udgave
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal