Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eukrise16b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.2.16.

EU trækker magtesløsheden ud

Karnevalgsfestlighederne i Tyskland ser ud til at være forløbet uden de store problemer - udover regn og kraftig blæst der indskrænkede optogene i flere byer. Et festligt indslag med en vogn med store papmaché-figurer af forbundskansler Merkel og Bayerns ministerpræsident Seehofer blev dog vist stationært. Merkel var skyllet omkuld af en kæmpemæssig flygtningebølge og den store og kraftige Seehofer hang og sprællede i en hævet grænsebom som han ikke havde tyngde til at trække ned. Og det er jo situationen i en nøddeskal - og i karnevallets specielle regi der respektløst gør grin med autoriteterne i en tradition helt tilbage fra middelalderens latterkultur.

Kendsgerningen i dag er at Merkel er så upopulær som nogensinde. Flertallet af den tyske befolkning mener ikke at regeringen magter flygtningesituationen. CSU med Horst Seehofer i spidsen kritiserer CDU og Merkel uden nævneværdig virkning. Hans nyeste angreb er netop kommet i et interview i "Passauer Neuen Presse", hvor han om Angela Merkels politik ligeud siger: "Wir haben im Moment keinen Zustand von Recht und Ordnung. Es ist eine Herrschaft des Unrechts" (Vi har i øjeblikket ingen tilstand af ret og orden. Vi har et urettens herredømme.) Og det huer ikke hverken kristdemokraterne eller socialdemokraterne. Seehofer truer til stadighed med at klage til Forfatningsdomstolen og trække stolen væk under samarbejdet med CDU, men han gør det indtil videre ikke, for han kan ikke overskue konsekvenserne.

SPD er uenig med CDU/CSU om hvorvidt de mange uledsagede børn skal kunne få deres familier til Tyskland straks eller ej. Og SPD-lederen Sigmar Gabriel er heller ikke selv populær. Men koalitionsregeringen holder ud, fordi den endnu har et flertal bag sig og simpelthen ikke kan væltes af oppositionen. Koalitionen blokerer i realiteten demokratiets naturlige udfoldelse, så livsløgnene kan få lov at herske videre. Kun det nye parti 'Alternativet for Tyskland' lukrerer i meningsmålingerne på den fastlåste parlamentariske situation, selvom deres leder Frauke Petry er blevet hadeobjekt for landets ekstremistiske moralister, fordi hun har sagt at politiet har ret til at skyde mod flygtninge der trænger illegalt ind i Tyskland. Og den slags skal man naturligvis ikke sige højt i en så betændt situation. Politiet har under normale omstændigheder ret til at skyde varselsskud mod folk der ikke parerer ordrer, men omstændighederne er for øjeblikket hverken normale eller håndterlige for ordensmagten. Seehofer har fuldstændigt ret.



Men også filosofferne vender sig nu mod grænseåbneren der er skyld i det hele. Forfatteren til væsentlige værker om Goethe, Romantikken og Nietzsche Rüdiger Safranski slog tidligt i debatten fast at grænsekontrol hører til selve det at være en suveræn stat. Og når kansler Merkel åbent indrømmer at myndighederne ikke længere kan kontrollere grænsen, så gør hun Tyskland til en sammenbrudt nation af den art man kender fra Afrika. Hun gør desuden tysk udenrigspolitik til en moralsk mission.

Franck Bückelmann beklager sig over at den der i den nuværende situation insisterer på sin medbestemmelse over hvem han vil leve sammen med eller ikke leve sammen med, straks placeres i skammekrogen som fremmedfjendtlig. Og den bramfri Peter Sloterdijk er også klar i sin sarkasme: Tysk kultur befinder sig i en container med tynde vægge. I stedet for stærkt bevogtede grænser er der nu tynde membramer som massivt udsættes for overløb. Og han understreger den simple sandhed som burde være selvfølgelig, men bare ikke længere er det: Vi har trods alt ingen moralsk forpligtelse til selvdestruktion.



EU-parlamentets liberale gruppeleder, den tidligere belgiske regeringschef Guy Verhofstadt sagde under parlamentets ophidsede debat om flygtningepolitikken, at de eneste løsninger regeringslederne hidtil er kommet med går ud på at foreslå suspension af Schengen-aftalen i to år og genindføre den nationale grænsekontrol - samt forvandle Grækenland til én stor flygtningelejr imod dets egen vilje - og det kaldte han med rette "den ultimative demonstration af politisk svaghed".

EU-kommissionens forslag om et fælles grænsekorps og en grundlæggende reform af unionens asylregler med kvotefordeling af de syriske flygtninge forbliver tom snak. Forslagene vedtages ikke, og skulle det eventuelt ske, ville medlemslandene ikke ratificere dem. - Da Makedonien er et stort problem, fordi det har lang grænse til Grækenland og derfor bruges som transitland til EU, har det hårdt ramte naboland Slovenien nu også foreslået at Nato skal vogte Makedoniens ydre grænser, selv om det hverken er medlem af Nato eller EU, men dog i ti år har været kandidatland til EU.

Reelt er Schengen-aftalen brudt sammen - af den simple grund af hele dens idé med åbne grænser mellem medlemslandene forudsætter lukkede og kontrollerede grænser til lande uden for EU. Mens Schengen forsøges reddet, stiger antallet af flygtninge dag for dag - uanset det hårde og ubarmhjertige vintervejr. Tempoet er faktisk så højt at det gør situationen uholdbar ikke bare i Grækenland, men også i Tyrkiet. Grækenland kan intet stille op alene, men Tyrkiet kunne godt hvis det ville, men præsident Erdogan, der groft har svigtet Atatürks berømmede sekularisering af landet anno 1923, er i enhver henseende snu og forlanger penge af EU for enhver hjælp. Det får han så af Merkel og Juncker - uden at nogen protesterer. Merkel har netop været i Ankara for at forhandle med regeringen og præsidenten og naturligvis fået løfter af dem. Men eneste holdbare resultat synes at være støtte og hjælp til Tyrkiet til at opstille lejre for de hundredtusinder af nye flygtninge-stakler der samler sig på den syriske side af grænsen til Tyrkiet; dette er en direkte følge af den syriske præsident Assads skånselsløse bombardementer af Aleppo, som igen kun er mulige fordi Ruslands præsident Putin holder hånden over Assad og hans luftrum. Kansler Merkel og den tyrkiske regeringschef er også blevet enige om at bede Nato om hjælp til at stoppe flygtningestrømmen mod EU. Men det vil i praksis næppe komme til at betyde andet end at man ændrer lidt på den Nato-overvågning der allerede findes i det østlige Middelhav.

Erdogan er ganske godt tilfreds med at EU er kommet gevaldigt i klemme på grund af flygtningestrømmen fra Mellemøsten og Afrika og har behov for hans hjælp, men han er særdeles utilfreds med at USA støtter den kurdiske YPG-militz i nord i kampen mod Islamisk Stat; militsen betragter han, Erdogan, som en trussel om oprettelse af en selvstændig kurdisk stat sammen med den tyrkisk-kurdiske PKK-bevægelse. Tyrkiet er medlem af Nato, og Erdogan kræver at USA vælger mellem Tyrkiet og YPG som partner i kampen mod IS. Men det vil USA ikke. USA vil i det hele taget ikke tage parti for noget som helst der kan besværliggøre eller direkte ødelægge eksisterende forhold til regimer det har strategisk nytte af i regionen.



USA har som bekendt med stor energi fra udenrigsminister Kerrys side forsøgt at få gang i en Geneve-konference om våbenhvile og fred i Syrien. Den skulle også Saudi-Arabien og Iran deltage i med henblik på at tage højde for de fundamentale modsætninger mellem sunni-muslimer og shia-muslimer, men det springende punkt er naturligvis at få syriske forhandlere med der repræsenterer den direkte og erklærede modstand mod præsident Assad. Det kunne eksempelvis være paraplyorganisationen Den Syriske Nationale Koalition med base i Istanbul. Herunder findes Assads tidligere kortvarige premierminister Riad Hijab der i 2012 flygtede og tilsluttede sig de moderate oprørere der leder High Negotions Committee som Saudi-Arabien støtter. Men ingen af disse folk har nævneværdig indflydelse på borgerkrigen i Syrien - og hverken præsident Assad ellers hans russiske allierede, præsident Putin, accepterer dem som forhandlere. Alle oprørere mod Assad betragtes pr. definition som terrorister som man ikke vil forhandle med. Foreløbigt har FN's mægler udskudt Geneve-forhandlingerer til 28. februar, men nye udskydelser kan meget vel blive nødvendige mange gange endnu.

Alt i alt er det meget svært at komme uden om den konklusion den indsigtfulde Herbert Pundik drager i sin klumme i Politiken 7.2.: Præsident Obamas bestræbelser på at holde USA uden for borgerkrigen har sat USA uden for indflydelse og overladt initiativet til Moskva. Både USA og Rusland har fælles sikkerhedspolitisk interesse i primært at imødegå truslen fra Islamisk Stat, men IS kan kun bekæmpes effektivt når borgerkrigen i Syrien bliver standset. Ingen af de to stormagter ønsker Syrien underkastet de muslimske brødre, og begge kan derfor acceptere Bashar al-Assad som en midlertidig del af løsningen, men det bliver i så fald Rusland der skaffer løsningen med sin militære indgriben til fordel for Assad. - Det dybest beklagelige går Pundik heller ikke udenom: Der eksisterer ingen demokratisk opposition i Syrien som kan være effektivt modspil til den islamiske opposition som sponsoreres af Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien! - Og NATO's oprustning mod Rusland på baggrund af konflikten i Ukraine er i denne sammenhæng nærmest latterlig.

Med andre ord: Fred eller våbenhvile i Syrien er ikke lige om hjørnet, eftersom alle de nationale og geopolitiske interesserne i hele regionen er dybt komplekse og modsatrettede, og indtil der kommer våbenhvile med udsigt til en endelig fredsaftale, vil der forblive en voldsom strøm af flygtninge ud mod både nabolandene og Europa.



Økonomiske konsekvenser melder sig alle steder hurtigere og hurtigere. Lokale myndigheder og forvaltninger klager overalt i Tyskland over mangel på penge, tid og indkvarteringsmuligheder. Og herhjemme har Kommunernes Landsforening netop - som kritik af finansministerens og hans arrogante afvisning af deres jammer - offentliggjort en beregning over de sandsynlige udgifter til flygtninge i kommunerne i 2016. Og det er hverken småpenge det drejer sig om eller beløb der kan hales op af nogen tryllehat eller mystisk papkasse. Alene til midlertidig indkvartering og etablering skal bruges 340 millioner, til dagtilbud 429 mio, til modtageklasser 461 mio, til SFO og fritidshjem 72 mio og til sagsbehandling af socialt udsatte børn og unge 129 mio. Og næstformanden for KL, den socialdemokratiske borgmester i Århus Jacob Bundsgaard understreger at risikoen ved disse udgifter er udhulingen af velfærden i kommunerne, hvis disse selv skal betale dem. Og derfor er topartsforhandlinger med regeringen i hans øjne meningsløse, hvis regeringen på forhånd afviser at komme med flere midler.

Men regeringen lukker øjnene for problemerne, og det gør den også i forhold til de forestående trepartsforhandlinger mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere, for den sætter det som mål at skaffe praktikpladser til 3000 flygtninge - uden med et ord at nævne at fagbevægelsen i så fald vil have skaffet 8000 praktikpladser til trængende danskere. Det giver ingen mening at forestille sig at man kan give flygtninge arbejde eller praktikpladser med eller uden særlig elevløn uden at det vil få konsekvenser for danske statsborgere der savner arbejde eller praktikpladser.

Også økonomien viser reel magtesløshed hos EU's øverste ledelse og de enkelte EU-landes egne økonomier.



Mere overordnet må spørgsmålet oven på alle de negative konstateringer naturligt være, om Europa nu er kommet derud i sin udvikling, hvor det er underlagt en ond skæbne som ingen vil, ønsker eller bevidst vælger, men som bare sker på tilfældig og helt uberegnelig vis, fordi såvel de lovligt valgte regeringer og deres embedsmænd som de lovligt valgte politikere har overladt det til uduelige, men magtfuldkomne overstatlige personer og instanser i EU at lade sig styre af deres humanistiske impulser uden ringeste hensyn til værn om national-staternes suverænitet og selvfølgelige forpligtelse til at værne om deres kultur.

I første omgang må svaret være, at det først går galt for et land og en kultur, hvis den bliver viljesløst lullet ind i en ren fatalisme og derfor lader stå til. Betingelsen for at rette op på miseren og få vendt udviklingen er naturligvis at befolkningsflertallet vågner op, ser faren og beslutter sig for aktivt at gøre modstand. Og her må det dog indrømmes at begivenhederne såvel 5. september, hvor Merkel åbnede sluserne, og den nytårsaftenen i Køln den 31. december der afslørede flygtninge-massernes fundamentale fremmedhed og uegnethed til integrering og assimilering i europæisk kultur skabte røre, forargelse, frygt, refleksion og begyndende modstandsånd.

Denne reaktion og ånd er hvad alt håb nu må bygge på, fordi en handlekraftig og fuldt bevidst helhedsrealisme er betingelsen for at genskabe en dansk og europæisk folkelighed som ikke synker ned til et tåbeligt og primitivt valg mellem følelse og fornuft, eller barmhjertighed og realisme, men holder sig på folkelighedens sunde fornuftsopfattelse af al kultur er rodfæstet i dybe sproglige og historiske vaner og indsigter der er lokalt eller regionalt forankret, og derfor altid må stå sammen om de inderste og dybeste værdier, hvis der på ny skal blive overvægt af det gode, konstruktive og positive i livet og kulturen.

Et vigtigt delmål for Danmark og Tyskland må blive indlysende for alle danskere og tyskere: Det kan ikke gå hurtigt nok med at få væltet Lars Løkke Rasmussen og kansler Merkel som regeringschefer. Så længe der er latter og humor og mangel på respekt for disse uduelige regeringschefer er der håb!

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

Merkel og Co. sælger EU's sjæl og frihed til Tyrkiets islamister  (8.3.16.)
Massive nytårsovergreb på tyske kvinder sætter et "Før og efter Køln"  (13.1.16)
Status over året 2015  (31.12.15.)
Det klare nej til mere EU-union må og skal respekteres af ja-partierne  (7.12.15.)
Sund fornuft at stemme nej til mere EU-union  (28.11.15.)
EU's ledere tror ikke på europæisk kulturs unikke fortrin  (22.11.15.)
Merkel bringer sit land og hele EU ud i ufrihed og fangenskab  (6.11.15.)
Merkels bevidste satsning på Tyrkiet undergraver europæisk fællesskab  (20.10.15.)
EU og Merkel bruger flygtningestrømmen til at skabe mere union  (14.10.15.)
Har samfundene indbyggede etiske retningslinjer?  (24.9.15.)
Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder  (13.9.15.)
Flygtningestrøm ændrer på få dage Danmark og hele Vesteuropa  (9.9.15.)



Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal