JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - islamytring15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.3.15.

Er ytringsfriheden virkelig så afgørende

At terrorangrebet i København den 14.2. var et angreb på såvel ytringsfriheden som jødesamfundet var ikke til at tage fejl af, og heller ikke at ytringsfriheden specifikt blev angrebet fordi Trykkefriheds-Selskabets debatmøde i Krudttønden havde den svenske Muhammedtegner Lars Vilks som gæst.

Jødehadet og antisemitismen er i dag uadskillelige fra palæstinenserns had til jøderne som i 1947/48 på FN-mandat kunne oprette en israelsk stat i Palæstina og bogstaveligt fordrive de derboende palæstinensere. Dette er behandlet i artiklen om Radikaliseringen af unge muslimer.

Hadet til alle vesterlændinge der benytter deres soleklare demokratiske ytringsfrihed til at kritisere muslimernes religion og endda trykke satiretegninger af disses hellige profet er langt mere kompleks. Det kan dels føres tilbage til en krænket følelse der specifikt er fremkaldt af en kritik og latterliggørelse af fundamentalistiske dogmer som er identitetsbærende for unge muslimer; dels til en helt personlig frustration hos unge indvandrere der er opvokset i sekulariserede vestlige lande, men som aldrig er blevet integrerede medborgere, men tværtimod er blevet desintegrerede modborgere som opretholder deres identitet i mere eller mindre kriminaliserede bandemiljøer.

I kølvandet på terrorsagen er der fremkommet rørende historier om at det faktisk er muligt gennem meget målrettet og systematisk personlig indsats med potentielle modborgere fra lærere, pædagogers og SSP-medarbejderes side at få mange unge muslimer trukket ud af radikaliseringsmiljøerne. Flere af Omar el-Husseins lærere har således omtalt ham i positive vendinger og givet udtryk for at han kunne være endt som medborger, hvis han ikke havde droppet ud af VUC. Og en respekteret erhvervsleder som Stine Bosse har fortalt hvordan hun som øverste chef i Forsikringsselskabet Tryg i sin tid tog på 14-dages vandretur i Sydeuropa med fire unge muslimer fra bandemiljøerne som var i farezonen, men blev lovet en uddannelse i Tryg hvis de ville med på turen. Det lykkede at få tre af dem på rette spor. - Og det er jo fint med sådanne eksempler.

Sagen er blot at et demokratisk og sekulariseret samfund som det danske ikke er i stand til at holde alle potentielle tabere (fra samtlige dårlige miljøer i landet) i hånden gennem hele opvæksten fra de er født til de har gennemført en uddannelse og fået job. Det tillader ressourcerne slet ikke. Det tillader det muslimske familiemønster og moralkodeks ikke. Og selv i det mest optimale fald ville noget sådant heller ikke udelukke at en del muslimer ville falde igennem sikkerhedsnettet og havne i radikalisering, fordi unge nu engang skal igennem en selvstændiggørelse der betyder en eller anden form for opgør med forældre, opdragere og autoriteter, og som allerede derfor kan fristes af tilbud om enkle løsninger fra radikalt hold, dvs løsninger der både rummer klare og entydige holdninger med klar front til alle faktiske og indbildte fjender og samtidigt eftertragtede muligheder for aktiv handling af mere eller mindre muskulær og voldelig art.

Dybest set er det slet ikke en naturlig opgave for et veludviklet demokratisk og sekulariseret samfund at holde alle nyfødte i hånden de første tyve år af livet. For i demokratiske samfund forudsættes det simpelthen, at det store flertal værdsætter deres frihed og muligheder, og at de sørger for at deres børn får uddannelse og arbejde og ender som medborgere der vil forsvare deres land. Den ekstraordinære og tunge opgave at tage sig af desintegrerede familiers børn er blevet Danmark og de andre vestlige lande påtvunget som følge af den demografiske udvikling der af naivitet og misforstået barmhjertighed har ladet tusindvis af muslimske indvandrere og flygtninge få opholdstilladelse og statsborgerskab i landet - uden hensyn til integrationsevne og -vilje.

Men nu hænger vi på udfordringen og tager naturligvis i de nye terrortider vores forholdsregler - uden længere at være så naive at vi tror vi nogensinde helt undgår unge muslimers desintegration og radikalisering, endsige eller vil kunne forhindre fremtidig terror.

En af forholdsreglerne er at styrke beredskabet mod terror såvel som at stramme regler for indvandring og flygtningehjælp. Det er der fuld debat om - og det vil også være et tema der uundgåeligt vil indgå i den forestående valgkamp. Men en anden, uhyre vigtig sag er at forsvare ytringsfriheden og undgå at falde ned i den grøft der hedder angsten for at bruge ytringsfriheden.

Det er ganske typisk for situationen at folk der ønsker fred frem for alt andet, er tilbøjelige til at søge årsagerne til den islamistiske terror i Danmarks deltagelse i krigene mod Taliban-styret i Afghanistan, Sadam Hussein-tyranniet i Irak og Gadaffi-tyranniet i Libyen, og den nye deltagelse i kampen mod Islamisk Stat. Disse mennesker nægter at se en nøje forbindelse mellem unge muslimers radikalisering her i landet og den islamistiske afsky for al sekularisering af muslimske regimer.

Eller de ser Muhammedtegningerne som den store provokation og stærkeste terrorårsag uden at kere sig om den nære forbindelse mellem krænkede muslimske følelser og den stærke fundamentalistisk hævdelse af islams absolutistiske forhold til Profeten og Koranen. De mener vi sekulariserede danskere skulle holde op med at kritisere de islamiske absolutter eller more os over muslimernes åbenlyse antidemokratiske sammenblanding af religion og politik, og altså undlade at påpege den store risiko der ligger i at bilde sig ind at der er guddommelig autorisation bag deres magtpolitiske intentioner og ønsker om kalifat.

Det er i den forbindelse ganske karakteristisk at en fornuftig tv-vært som DR2 Adam Holm i en på mange måder givende samtale med Lars Vilks i Deadline 6.3. blev ved med at spørge ind til om det ikke er moralsk forkert at såre andre menneskers religiøse følelser. Holm er jo faktisk selv ateist, men mener altså at respekten for andre menneskers religiøse følelser må indebære tilbageholdenhed med hensyn til at behandle disse følelser på humoristisk vis. Og desværre kom hverken Adam Holm selv eller Lars Vilks med bud på hvorfor religiøse følelser skulle være en særlig slags følelser der burde være hævet over humor eller kritik. Men det er jo dette spørgsmål der er kernen i sagen - som det var allerede i 2005 da de første Muhammedtegninger blev trykt af Jyllands-Posten og efter nogle uger førte til voldsomme protester i Mellemøsten. - Jf. Oversigt over artikler om Muhammedsagen.

Svaret er i og for sig enkelt nok, men det kræver lidt dybdepsykologisk indsigt at forstå det. For religion og religion er to ting, ligesom religiøse følelser og religiøse følelser er to ting! Religion kan nemlig være knyttet til snævre dogmer der opfattes som guddommelige og absolutte sandheder, og derfor omgærdes af stærke følelser der afviser enhver kritik eller betvivlen, herunder naturligvis også direkte afstandtagen og latterliggørelse. De religiøse mennesker der opfatter deres dogmer eller trossætninger som eneste sande og gyldige identificerer sig reelt med deres religion og dens dogmatik og de vil derfor opfatte en hvilken som helst kritik af denne religion som et angreb på deres egen identitet - og naturligvis reagere efter det.

Men religion kan også være af en dybere art der ikke knytter sig til dogmer og absolutte sandheder, men til en mere umiddelbar tro på og tillid til åndelige forestillinger som ligger som en stor kreativ kraft i det kollektivt ubevidste (i dybdepsykologien kaldet arketypiske forestillinger) og er hævet over snævre magtinteresser. Disse forestillinger er med andre ord fortolkelige, umulige at definere og derfor relativt vage - og i den forstand 'relativiserede'. Men dermed er den umiddelbare tro og tillid ikke blevet svagere, men tværtimod stærkere. Den har langt større modstandskraft over for kritik og hån; den kan nærmest slet ikke trues eller anfægtes af kritik eller humor. Ja, i virkeligheden kan den kun blive stærkere gennem kritik og humor. Endda i så høj grad at en filosof som Martin Buber ligefrem kalder humor for troens fosterbroder.

Konklusionen heraf bliver derfor at der uundgåeligt bliver en skarp sondring mellem religiøse mennesker der påberåber sig deres følelsers ukrænkelighed i forbindelse med kritik af deres religion på den ene side og på den anden side religiøse eller sekulariserede mennesker der betragter relativisering af alle sandheder som en selvfølge og derfor også betragter humor som en naturlig del af den religiøse diskurs. Og det er vel at mærke ikke en sondring der kun har ligegyldig teoretisk betydning. Den er tværtimod afgørende for om unge muslimer i den praktiske virkelighed overhovedet har risiko for at blive radikaliserede og havne i islamistisk krig eller terror.

Det er velkendt at det muslimske familiemønster som det kendes i hele Mellemøsten generelt er gennemsyret af mandens klare og indiskutable dominans. Strukturen er patriarkalsk. Kvinden skal være sin mand underdanig. Sønnerne skal adlyde faderen, og pigerne har i princippet ingen rettigheder, men må fx affinde sig med faderens mening om hvem de skal giftes med. Og det kan som bekendt give voldsomme konflikter og få voldelige konsekvenser at modsætte sig faderens ønsker. Pigerne i indvandrerfamilier får ofte en god uddannelse - i det fleste tilfælde bedre end deres brødres - og de får lidt efter lidt modificeret deres holdninger og normer og begynder at arbejde for et ændret familiemønster. Men det har lange udsigter, og i mellemtiden er det drengenes og de unge mænds naturlige oprør henimod manddom og modenhed der afgør om mønsteret overhovedet ændres i en mere åben og liberal retning. Og i dette spørgsmål bliver det afgørende om pubertetsoprøret blot bliver et oprør mod den biologiske far og familie eller om det også bliver et opgør med selve den hævdvundne patriarkalske norm i den muslimsk kultur som sådan.

Eksemplerne på hvor galt det kan gå er mange og ses i allerhøjeste grad i alle tilfælde af alvorlig radikalisering. Men den ses også i selve den letkøbte udvej som ulykkelige, mere eller mindre desperate fædre tyr til, hvis de ser at de ikke magter opdragelsen og altså ikke er i stand til at forhindre deres sønner i at komme ud i bandelivet og derfor sender dem på såkaldte koranskoler i Mellemøsten, ofte i tidlig alder. Her sker der nemlig ikke blot en oplæring i Koranlæsning og islamisk bønsliv, men oftest også en politisk eller ideologisk påvirkning i retning af had til jøder og liberal vestlig tankegang kombineret med idealisering af jihad og islamisme. Og det betyder igen at disse unge muslimer er endnu værre stillet når de vender tilbage til Danmark (eller andre vestlige lande). De er slet ikke indstillet på integration, men tværtimod på det modsatte - og de er dermed også blevet potentielle terrorister. - Det er derfor ikke uden grund at den franske premierminister Manuel Valls netop har advaret mod at Europa alene i år risikerer at ikke mindre end 10.000 unge muslimer rejser til Mellemøsten for at deltage i jihadisternes krige i Syrien og Irak.

Det kan derfor ikke understreges nok, at forebyggelsen af unge muslimers radikalisering slet ikke kan komme uden om et opgør med såvel det gængse muslimske familiemønster som den gængse muslimske idealisering af fundamentalistisk religion. I begge tilfælde er det nødvendigt med en vestlige 'relativisering' af normer og idealer og dermed en vestlig sekularisering af alle religiøse forestillinger, således at religionen ses som en åndelig inspirationskilde der skal adskilles totalt fra alle former for politisk magt. Intet er bedre til denne relativisering end humoren der kan afsløre og spidde alle forsøg på misbrug af religion til politisk og opdragelsesmæssig magt.

Humor og sekularisering er simpelthen det eneste effektive svar på islamisering eller islamisk radikalisering - og derfor er forsvaret for vestlig ytringsfrihed aldrig et snævert forsvar for en frihedsrettighed, men i virkeligheden et aldeles nødvendigt opgør med fundamentalismen, og den kan og skal følgelig aldrig indskrænkes under henvisning til religiøse følelser. For disse gælder - overalt hvor de bliver påberåbt - altid en fundamentalisme der er uforenelig med vestligt demokrati.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: