Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - muhamsagtiaar

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.9.15.

Muhammedtegningernes altafgørende betydning

Det er vist yderst sjældent at en bladtegning forårsager verdenshistorie, men det var hvad der skete da det gode menneske fra Århus Kurt Westergaard lavede en fin tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen som blev bragt i Morgenavisen Jylands-Posten den 30. september 2005 sammen med elleve andre Muhammed-tegninger.

Alle tolv tegningr var bestilt af Jyllands-Postens daværende kulturredaktør Flemming Rose med det angivelige formål at teste om ytringsfriheden i Danmark stadig fungerede som den skulle eller om den var blevet indskrænket som følge af islamisternes trusler mod grundliggende demokratiske frihedsrettigheder efter at de vestlige lande med USA og Storbritannien i spidsen havde involveret sig i direkte væbnet kamp mod Al-Queda og Taliban i Afghanistan og mod den farlige irakiske diktator Saddam Hussein.

Forbilledet for den islamistiske trussel var den iranske ayatollah Khomeinis fatwa mod den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie på grund af dennes roman fra 1988 om de såkaldte "Sataniske Vers". I denne roman henviser Rushdie til en apokryf muslimsk legende, hvor profeten Muhammed i et svagt øjeblik anerkender andre guddomme end Allah. I kapitlet drømmer den ene af bogens to hovedpersoner Gibreel om en person der tydeligvis skal forestille profeten Muhammed. Og det er denne drømmefigur der får en åbenbaring om at anerkende tre arabiske gudinder som halvguder. Men 'profeten' trækker dog senere dekretet tilbage med henvisning til, at det skyldtes en satanisk indskydelse, altså en indskydelse af den art der forekommer i den apokryfe legende. - Men hele denne raffinerede romanopbygning havde og har islamistiske fanatikere absolut ingen sans for. Selve det at skildre deres hellige profet på en sådan humoristisk måde er for dem altid helligbrøde, og ayatollahen udstedte uden vaklen sin fatwa mod Rushdi så denne måtte gå under jorden og have sikkerhedsvagter i årevis.

I november 2004 blev den kontroversielle hollandske filminstruktør Theo van Gogh skudt på åben gade i Amsterdam af en yderst bevidst muslimsk ekstremist der tilhørte en organisation af folk der hader det vestlige demokrati, dets kvindefrigørelse og ytringsfrihed som pesten. Mordet skyldtes at van Gogh med sin kun elleve minutter lange film om muslimsk undertrykkelse af kvinder, 'Submission', havde fortalte en bestemt muslimsk kvindes lidelseshistorie ved at vise hende bede til Allah kun iklædt et let slør over den nøgne krop og samtidig afsløre at denne krop dels var mærket af piskeslag, dels af påskrevne citater fra Koranen. - Mordet på van Gogh blev begået som en slags erstatningsmord for likvidering af det liberale somalisk-hollandske parlamentsmedlem, filmens manuskriptforfatter Ayaan Hirsi Ali, der på grund af trusler på livet i længere tid måtte beskyttes af livvagter og gå under jorden.



I 2005 var det tegningen af Kurt Westergaard der vakte anstød. Den illustrerede på fornem underfundig måde den faktiske sammenhæng mellem islamistiske terrorister og islams største og helligste skikkelse, profeten Muhammed. Ikke et eneste menneske på jordkloden med sin fornuft og realitetssans i behold kan bestride at islamistiske terrorister bruger profeten Muhammeds ord og åbenbarede Koran som direkte begrundelse for deres terrorisme mod anderledes troende, men for islamistiske magthavere og ideologiske håndhævere er humor en ukendt by i Rusland og enhver antydning af en humoristisk beskrivelse af profeten derfor simpelthen blasfemi som skal straffes efter Koranens absolutte regler.

I Danmark var det dog elleve ambassadører fra muslimske lande som følte sig kaldede til at reagere, og det gjorde de nogle dage ind i oktober 2005 med et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen om et møde omkring den "igangværende smædekampagne i den danske offentlighed og i danske medier rettet imod islam og muslimer". Og de opfordrede statsministeren til at drage ophavsmændene til ansvar over for loven. Anders Fogh Rasmussen gjorde det eneste rigtige der kunne gøres, nemlig at henvise til at den danske grundlov ikke tillod hans indblanding i hvad danske medier foretog sig, hvorfor et møde med ambassadørerne var overflødigt. Statsministerens svar til ambassadørerne blev nøje overvejet i både statsministeriet og udenrigsministeriet, og det spillede naturligvis ind at man udmærket var klar over at ambassadørerne ikke var uvidende om den danske grundlovs frihedsrettigheder, da de skrev deres brev.

Men sagen udviklede sig lynhurtigt - med protester og demonstrationer i Pakistan, Saudi-Arabien og Libyen, boykot af danske varer samt hjemkaldelse af flere af ambassadørerne. Siden blev danske ambassader og konsulater sat i brand, og dannebrog samt billeder af statsministeren afbrændt (bl.a. på Vestbredden). Men det hører med til billedet at en herboende imam som Ahmad Abu Laban brugte fredagsbønnen i Islamisk Troessamfunds moské til at hidse stemningen mod Danmark op, og at formanden for medieudvalget i Islamisk Trossamfund, Kasem Said Ahmad, var på samme linje. Begge rejste sammen med andre imamer til Mellemøsten inden eskaleringen var begyndt for at animere til reaktioner mod Danmark, bl.a. gennem Den Islamiske Konference (OIC). De var åbenlyst med til at forårsage eskaleringen.

De voldelige overgreb mod danske institutioner blev fordømt af FN, Nato og EU samt USA, men samtidigt blev det næsten hele vejen rundt understreget at der burde vises "respekt for religiøse følelser". Præsident Bill Clinton undlod ikke at komme med et moralsk opstød mod Danmark. Statsminister Anders Fog Rasmussen var under et kolossalt pres og valgte på et tidligt tidspunkt at stille op til interview på epytisk fjernsyn (Aljazeera), hvor han nok principielt fastholdt ytringsfriheden i Danmark, men alligevel ydmygede sig ved at beklage den krænkelse Muhammedtegningerne havde forvoldt muslimers religiøse følelser, ja, han understregede udtrykkeligt at han aldrig personligt ville fremstille Muhammed på en måde som kunne krænke andre mennesker - i stedet for med stolthed at fremhæve både ytringsfrihedens og humorens simple nødvendighed for udviklingen af demokrati. Fogh forstod simpelthen ikke at opgøret med muslimers religiøse følelser er et opgør med deres binding til absolutte dogmer, og at denne binding nødvendigvis må brydes hvis de demokratiske frihedsrettigheder skal have en chance.

Dødstruslerne mod tegneren og redaktørerne på Jyllands-Posten medførte naturligvis at såvel de tre personer som dagbladets bygninger i Viby måtte under allerhøjeste sikkerhedsbeskyttelse. Kurt Westergaard blev alligevel udsat for et attentatforsøg i sin privatbolig, der var nær ved at koste ham livet, fordi en fanatisk somalier med en økse var trængt helt frem til hans skjul i badeværelset. Den nu 80-årige Westergaard er stadig en truet person, men oplyser dog heldigvis - i jubilæets anledning - at han intet fortryder.



I det Herrens år 2015 har Danmark i februar måttet opleve en fanatisk islamists mislykkede attentatforsøg mod den svenske tegner Lars Vilk på et møde i Krudttønden på Østerbro og efterfølgende desværre også hans gennemførelse af en kynisk nedskydning af en sagesløs ung jødisk vagtmand ved Synagogen i Krystalgade. Begge ugerninger skete kun en måned efter det alvorlige terroranslag mod det satiriske blad 'Charlie Hebdo' i Paris. Så ingen er i tvivl om at der blandt de mange fredelige muslimske indvandrere i vore vestlige demokratier render fanatiske islamister rundt som hader demokratiet og ytringsfriheden og brændende ønsker død og ødelæggelse.

Der er derfor heller ingen som helst tvivl om at det - her i vort højtbesungne frie og sekulariserede land - er forbundet med meget stor risiko at ytre sig frit om islams hellige skikkelser og skrifter, eller at risikoen har medført en meget høj grad af selvcensur blandt folk og medier der ellers er vant til at ytre sig frit om alting og særligt gerne vil kunne ytre sig frit om religioner og magthavere der ønsker friheden beskåret.

Daværende udenrigspolitisk rådgiver for statsminister Anders Fogh Rasmussen og nuværende chefredaktør for Politiken Bo Lidegaard har netop i sin ugentlige søndagsklumme 27.9. under overskriften "Sådan satte Anders Fogh ild til Muhammedkrisen" nærmest givet Anders Fogh Rasmussen hele skylden for Muhammedkrisens ulykker, for så vidt han i oktober 2005 ikke ville mødes med de elleve muslimske ambassadører og altså ikke ville bruge diplomatiet til i det mindste at forsøge at forebygge den meget ulykkelige udvikling. Det fremhæves specielt at Fogh i et interview den 30.10.05. forklarede at netop provokationer og opgør med religiøse tabuer var det der havde bragt den vestlige verden fremad, og "en af grundene til at vore samfund har oplevet så enorme fremskridt". Og Fogh så ambassadørernes henvendelse som udtryk for at "visse lande har en grundlæggende mangel på indsigt i og forståelse for hvad et sandt folkestyre er". - Lidegaard hævder at Jyllands-Postens provokation dermed blev "katapulteret" ind i den storpolitiske sfære hvor alle hånde yderliggående kræfter kunne fiske i rørte vande og se deres egne dagsordner fremmet ved at piske en stemning op. Og fremdeles at Anders Fogh Rasmussen med sine udtalelser påtog sig hovedrollen i krisen.

Helt bortset fra at Jyllands-Posten i dagens anledning har fremlagt et internt notat fra udenrigsministeriet der viser at ministeriet i 2005 godkendte statsministerens afvisning af et møde med ambasadørerne, og at dette notat skulle være godkendt telefonisk af Bo Lidegaard, så er det centrale i bedømmelsen her at historikeren og diplomaten Bo Lidegaard ikke fatter en brik af hvor stor modsætningen er mellem demokrati og sekularisering på den ene side og diktatur og religiøse absolutisme på den anden side, og derfor heller ikke forstår at det kultursammenstød, der foregår for øjeblikket og har foregået med vekslende styrke siden ayatollah Khomeini kom til magten i Iran i 1979, er en kamp på liv og død mellem frihed og ufrihed som den truede part ikke kan tie om. Det er slet ikke en kamp der kan løses med krig eller diplomati, men i sidste ende alene gennem en dybtgående mentalitetsændring og folkeoplysning som det kan vare årtier at få skred i. Skredet forudsætter at frihedens forsvarere ikke lader sig kue til hverken opgivelse eller tavshed.



Daværende kulturredaktør Flemming Rose fortryder ikke sine journalistiske beslutninger i 2005, men indrømmer dog i dag sin naivitet med hensyn til ønsket om at forbedre verden med sit velmente og objektivt set ikke særligt bombastiske slag for ytringsfriheden. Det var tænkt som et forsøg på at bringe selvcensuren over for muslimske dogmer til ophør. I dag forstår han at dette kræver en langt bredere opbakning i befolkningerne, herunder en bredere forståelse for at tolerance ikke er at holde kæft med ting andre kan opfatte som ubehagelige. "Man har lov til at pege fingre, hvis folk ikke er ærlige omkring deres frygt", siger han i et interview til Politiken 25.9. Ja, "hvis et mangfoldigt Europa skal bevare sin frihed er vi nødt til at forstå at tolerance er evnen til at leve med det man hader". - Dermed lægger han klar afstand til både Bo Lidegaard og Politiken der hverken dengang i 2005 eller i dag tør se i øjnene at europæisk frihed og kultur er truet på livet af muslimske fanatikere og islamistiske ekstremister. Men det hører da med til billedet at Flemming Roses naivitet ikke kommer af ingenting.

Daværende chefredaktør for Jyllands-Posten Carsten Juste, der gik på fortjent pension allerede i 2008, har efter års næsten fuldstændige tavshed om Muhammedkrisen langt om længe ladet sig interviewe til flere dagblade, herunder Politiken. Og han røber bl.a. at den tanke der slog ned i ham da han i februar betragtede det krigslignende sikkerhedsopbud der udspillede sig neden for hans lejlighed på Østerbro i paniktimerne efter terrorangrebet på Krudttønden var et bramfrit: "Hvorfor helvede skulle jeg også bringe de skide tegninger i den avis?"

Han fortryder ikke tegningerne, selvom krisen og dens forløb blev en så hård og alvorlig belastning for ham selv, at han ikke har sat sine ben på Jyllands-Posten siden 2008. Han røber en enorm vrede mod avisens daværende bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl, der lod ham miste enhver illusion om redaktionel frihed. Og han mener også at slaget om ytringsfriheden er tabt i og med at selvcensuren har grebet om sig både i det danske samfund som helhed og på bladhusenes direktionsgange. Mørkemændene har vundet.

Juste kunne godt lide selve ideen om Muhammedtegningerne, og han havde godkendt Flemming Roses ledsagende tekst til tegninger der bl.a. fastslog at enhver demokratisk medborger må kunne tåle hån, spot og latterliggørelse. Men Juste indrømmer også at han ignorerede advarslerne om uro. Ingen havde jo forudset hvad der ville komme til at ske. Og hvad selve tegningen af Westergaard angår, så læste Juste den i forlængelse af dansk satiretradition, og han kunne bestemt ikke se at den skulle kunne krænke samtlige muslimer i denne verden. Han kendte Kurt Westergaard ganske godt - og kan fortælle at det i 80'erne og 90'erne faldt i hans lod som redaktør at sørge for at tegneren ikke - som det var hans indgroede tilbøjelighed - smuglede kvindebryster ind i alle sine tegninger, for noget sådant var aldeles uønsket af avisens daværende, håbløst gammeldags og bornerte ledelse.

Men efter den voldsomme uro og debat om tegningerne opstod der uenighed mellem Juste og Flemming Rose om linjen udadtil. I chefredaktionen bredte der sig efterhånden en stemning af, at det ikke længere gav mening at forsøge at forklare og forsvare sagen i offentligheden. Men "Rose var gået i selvsving. Vi kunne ikke styre ham." Bl.a. havde Rose på både TV2 og CNN fortalt at Jyllands-Posten ville indgå en aftale med en iransk avis om at bringe holocausttegninger! Til sidst blev Rose tvunget på orlov - på ubestemt tid. Og denne formulering undrede Rose. Men Juste er klar i bedømmelsen: "Hvis Rose på vores møde [om tvungen ferie] havde nægtet at samarbejde, var han blevet fyret på stedet. Det havde jeg gjort. Det var min ret at gøre det, og jeg havde opbakning til det både fra oven og fra neden i organiationen".

Undertegnede minder i denne forbindelse om at Flemming Rose også efter sin tilbagevenden til arbejdet på JP rodede sig ind i en hård debat med DR2 og tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen om hans eget og JP's motiv til at bringe tegningerne. Han insisterede på at få ret i sagen uden at forstå at også fakta kan prelle af på selv fornuftige folk som vand på en gås, fordi de har låst sig fast i deres én gang dragne subjektive konklusion. Sådan ligger det med Muhammed-tegningerne ganske som det ligger med Irak-krigen. Flemming Roses attitude er simpelthen rethaveriskhedens. Han fremturer i sin insisteren på at have ret, og netop derfor ligger han milevidt fra den eksistensopfattelse der forstår at man først kommer ind i humorens og tragediens vidunderlige område når man opgiver al pukken på sin ret.

Derfor var Flemming Rose i virkeligheden - i modsætning til både Kurt Westergaard og Carsten Juste - ikke den bedste eller sandeste forsvarer for humoren over for den religiøse fanatisme og absolutisme der kom og stadig kommer fra muslimsk side.



På baggrund af situationen 2015 med både specifikke islamistiske terrortrusler mod Europa og Mellemøsten og en generel trussel mod europæisk kultur fra en uhyrlig muslimsk flygtningestrøm må det derfor udtrykkeligt understreges at humor aldeles ikke står i modsætning til ikke-dogmatisk religion, men alene til en dogmatisk og absolutisk religion. Og at man aldrig kommer videre i kulturkampen eller kultursammenstødet mellem det ikke-demokratiske, muslimske Mellemøsten og det demokratiske og sekulariserede Vesten, hvis ikke man for alvor indser at den store og afgørende forskel ligger i muslimernes stærke binding til autoriteterne og i vesterlændingenes modsatte løsrivelse fra en autoritær opfattelse af eksistentielle spørgsmål.

Dybdepsykologisk ses forskellen på om man opfatter individets og samfundets sjæledybder som knyttet udelukkende til henholdsvis det snævre jeg og den hierarkiske magtudøvelse i samfundet - eller om man opfatter de to sjæledybder som knyttet til det åbne selv og dermed til oplevelse af udefinerlig og derfor fortolkelig helhed, mening, kvalitet, sammenhæng og humor som er frigjort fra autoritære indsnævringer.

Ud fra systemteorier kunne man påpege at jeget er en anden logisk kategori eller klasse end selvet og derfor må bruge andre begreber og forståelsesrammer, ligesom det er tilfældet for magten i forholdet til ånden. Humoren (og legen) kommer ind i billedet, fordi den - som mange mennesker heldigvis intuitivt forstår - har en helt anden logik end alvoren, nyttehensynet og magthierarkiet, ja nærmest spiller på at kunne bryde alvorens, nyttens og magtens krav om entydighed og lineær logisk konsekvens.

Men afgørende er at europæisk kultur som vi oftest opfatter som humanistisk og som historisk har meget med oplysning og folkeoplysning at gøre netop har vundet sine største fremskridt gennem den sekularisering der formelt-økonomisk betød verdsliggørelse af kirkens jordbesiddelser, men eksistentielt-politisk betød en klar adskillelse mellem verdslig magt med lovgivning, retvæsen og administration på den ene side og religiøs magtudøvelse og absolut magt over menneskesjælene på den anden side. Det kom uheldigvis til at betyde at religionen i Europa i vid udstrækning blev kørt ud på et sidespor uden at den almene omsorg for de eksistentielle spørgsmål fik en selvfølgelig plads i det offentlige liv. Dette er i dag blevet et decideret oplysningsproblem i den vestlige verden. Og det kan ikke løses uden forståelse for humorens nødvendighed, ikke mindst i religiøse anliggender. Der må i frie, demokratiske samfund simpelthen ikke findes religiøse eller eksistentielle spørgsmål som er belagt med tabu og som derfor udelukker humor, vel at mærke i den betydeligt dybere forstand end man fx finder i vittighedstegninger.

Intet menneskesamfund kan blive frit, demokratisk og menneskeligt uden oplysning, fri debat, sekularisering, humor og kritik af magthaverne. Det er det afgørende skel mellem demokrati og diktatur - og derfor også det afgørende skel mellem det demokratiske Vest-Europa og det diktatoriske Mellemøsten. Det er forståeligt at muslimer for tiden flygter i hundredtusindtal fra undertrykkelsen i Mellemøsten og til friheden i Europa, men det er topmål af naivitet for muslimernes vedkommende at tro at de uden videre kan gå ind i de vestlige samfund, og topmål af naivitet for europæernes vedkommende at tro at muslimerne overhovedet kan integreres i de vestlige samfund uden en sej, langvarig og dybtgående ændring af deres tro, mentalitet og humor.

Kulturerne er ikke ligestillede når det gælder oplysning, humor, sand tolerance og evne til omstilling. Det er hvad alle integrationsproblemerne de sidste halvtreds har vist, og det er hvad de nye flygtningestrømme dagligt dokumenterer.

Og det er også hvad Muhammedstegningernes historie viser os alle.

Ejvind Riisgård



PS - Det bør naturligvis tilføjes, at Kurt Westergaards fine tegning er at finde i mit hovedværk 'Højsangen om den menneskelige eksistens" - ved siden af et halvt hundrede andre illustrationer (mod ordinær licensbetaling).

Værket kan fås som e-bog, jf. Jernesalts præsentation: 'Højsangen om den menneskelige eksistens'
Udkom 22.11.13. - 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.
Bogen fås hos Saxo.com -
Eller: bogen direkte.



Relevante artikler på Jernesalt:

Oversigt over artikler om Muhammed-sagen på Jernesalt

Har samfundene indbyggede etiske retningslinjer?  (24.9.15.)
Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder  (13.9.15.)

Flygtningestrøm ændrer på få dage Danmark og hele Vesteuropa  (9.9.15.)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise  (6.9.15.)
Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne  (2.8.15.)



Lys over landet, folket og eksistensen  (Essay om oplysning - 1.5.15.)
Bådflygtningene er en stor etisk udfordring  (27.4.15.)
Islamisk Stat er nu Vestens allerstørste udfordring  (21.3.15)
Danmark efter terrorangrebet 14. februar  (19.2.15.)
Den nye islamistiske terror mod ytringsfrihed og jøder nu for alvor i Danmark  (15.2.15.)
Skal Hizb ut-Tahrir forbydes?  (14.3.15.)
Er ytringsfriheden virkelig så afgørende  (8.3.15.)
Radikaliseringen af unge muslimer må bekæmpes   (17.2.15.)



Brandbombe mod vestlig ytringsfrihed  (9.11.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
Ytringsfrihed og terrortrussel  (30.9.10.)
Terror mod humor og sekularisering  (5.1.10. om 'øksemanden')
Politiken lefler for Profetens efterkommere  (28.02.10.)
Terrortruslen mod Danmark stadig en realitet  (28.10.09.)
Danmark er blevet en central fjende for islamistiske terrorister  (3.6.08.)
Muhamed uden humor - islam en religion uden humor  (2.3.08.)



Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Dialog med muslimerne?  (15.2.06.)
Slip dogmerne - og gør jer frie!  (14.02.06.)
- Opfordring til unge muslimske indvandrere der ønsker integration



Behovet for spring i udviklingen  (Historiefilosofi IV - 12.2.06.)
Fornuftens afmagt over for ufornuften  (Historiefilosofi III - 10.2.06.)
Symboler er værdikampens omdrejningspunkt  (Historiefilosofi II - 9.2.06.)
Loven om utilsigtede virkninger  (Historiefilosofi I - 8.2.06.)



Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen
  (29.1.06.)

Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06. + 9.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed

Afdankede ambassadører blander sig i politik  (21.12.05.)
- uden at begribe hvad tegne-sagen dybest set drejer sig om

Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Det må være svaret på kritikken af Muhammed-tegningerne

Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)
Kommentarer til forestillinger hos Tariq Ramadan og Ayaan Hirsi Ali

Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)



Artikler om Danmark
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal