JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - alternativet16a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.6.16.

Alternativet ser ikke ud til at ville forpligte sig til nogetsomhelst

Lidt forsinket kommer her en kommentar til årsmødet 28.5. for partiet 'Alternativet', der som bekendt fik ikke mindre end 4,8 % af stemmerne og 9 mandater ved valget for et år siden og siden har ligget til endnu flere i meningsmålingerne, faktisk henimod 8 %. Efter årsmødet kom partiets politiske leder Uffe Elbæk i klemme i Danmarks Radio hos både Clement Kjærsgaard og Martin Krasnik fordi han ikke ville svare på de stillede spørgsmål i den form de blev stillet og som efter hans egen mening udelukkede de nuancer han selv lagde vægt på. Og det kan man bestemt ikke fortænke ham i, men allerede dermed markerer Elbæk en betydelig anderledeshed.

Partiet ses af mange vælgere åbenlyst som et alternativ til de gamle, mere eller mindre veletablerede partier på venstrefløjen, herunder altså også til Enhedslisten af samme størrelsesorden såvel som til Det radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti der begge led store nederlag ved valget og efterfølgende har mistet folketingsmedlemmer til andre partier. Men partiet har lige så lidt indflydelse på Christiansborg som Enhedslisten og Det radikale Venstre, fordi det ikke ønsker at samarbejde med den smalle Venstre-regering og dennes parlamentariske støttepartier. Men et endnu dybere problem er dog at Alternativet i modsætning til SF, Enhedslisten og De radikale heller ikke har nogen særlig stor lyst til at støtte en eventuel socialdemokratisk regering efter næste valg. Man er temmelig loren over for den nye formand for socialdemokratiet, Mette Frederiksen, mens man ved valget sidste år klart støttede Helle Thorning-Schmidt som statsminister.

Uffe Elbæk vil ikke give nogen garanti for at partiet vil pege på Mette Frederiksen, eftersom han finder det paradoksalt at Socialdemokratiet konsekvent går ud og siger at "Vi har lyst til at føre borgerlig økonomisk politik". Men det er jo som man tager det. For det første førte Helle Thorning-Schmidts S-R-SF-regering med Margrethe Vestager som økonomiminister og Bjarne Corydon som finansminister i fire år borgerlig økonomisk politik i betydning ansvarlig økonomisk politik, og de lagde ikke skjul på det, selvom Corydon altid frækt og provokerende solgte denne politik som socialdemokratisk. Og det havde han faktisk en vis ret til, eftersom socialdemokraterne stort set har ført en sådan politik lige siden Staunings dage, og kun én gang har forsøgt at dreje væk fra den. Det var da arbejdsmanden og fagforeningsmanden Anker Jørgensen i 1972 tog over efter akademikeren og opportunisten Jens Otto Krag og med det voldsomme og helt uventede jordskredsvalg i 1973 trak partiet og fire andre gamle partier ned i nye og hårde tiders ørkenvandring. Den socialdemokratiske borgmester i Gladsaxe, Erhard Jacobsen dukkede pludseligt op på motorvejen som leder af Centrumdemokraterne og erobrede store dele af de borgerlige socialdemokrater (dem med vellønnede job, parcelhuse, biler, campingvogne og Mallorcarejser), mens skattenægteren Mogens Glistrup hentede hver femte socialdemokrat til Fremskridtspartiet. Først henne i 1900'erne blev socialdemokraterne klar over at partiet ikke længere ville kunne danne regering uden midtervælgerne.

For det andet fører socialdemokraterne ikke borgerlig økonomisk politik af lyst, men af nød og nødvendighed. Den gamle klassekamp er definitivt passé, fordi de gamle klasser af borgere, bønder og arbejdere ikke længere findes i ren form her i landet. Vil man i det nye århundrede være regeringsparti, må man altid acceptere at man må føre en politik der rækker hen over den bredde midte. Det indså Labour-lederen Tony Blair i midten af 1990'erne takket være Anthony Giddens idé om 'den tredje vej', og det gjorde herhjemme Venstre-lederen Anders Fogh Rasmussen efter 1998 (men aldrig Nyrup Rasmussen). Og det er faktisk en nyttig idé for både socialister og liberalister, især hvis man forstår den bærende komplementaritetstanke bag den - og det gjorde hverken Blair eller Fogh eller nogen af deres afløsere.

Og det fatter Alternativets leder heller ikke et ord af, og derfor kan han hverken lide at socialdemokraten Henrik Sass Larsen skældsordsagtigt kalder partiet et "bluffnummer" eller at Liberal Alliances nye mand Henrik Dahl (der tidligere har været socialdemokrat og kender Giddens idé) kalder partiet et "klasseparti for den kreative klasse". Uffe Elbæk mener at den kreative klasse er et diffust begreb der kun har det formål at lave fjendebilleder, skønt ophavsmanden, Richard Florida, udtrykkeligt fremhæver det som en positiv betegnelse for den særlige kreative klasse der findes i moderne storbyer og er ubundne af gamle traditioner og partitilhørsforhold. Og Elbæk er næppe helt uvidende om at Alternativet tiltrækker en sådan særlig kategori. Spørgsmålet er derfor om han selv undgår al diffusion.

Man må lade Uffe Elbæk og kompagnoner at de tog fusen på hele det etablerede politiske system, "gik under radaren og fløj i mål med et valgresultat, som ingen havde set komme" som Thomas Larsen har kaldt det. Stort set ingen opdagede, at der under partiparolerne arbejdede en fuldstændig professionel kampagneorganisation. Men alle måtte erkende at det lykkedes dem nogenlunde gnidningsløst at få den nye, meget brogede folketingsgruppe til at fungere, undgå store fejl og køre rimeligt disciplineret. Problemet har været at de fleste opfatter partiet som en flok idealister eller drømmere man ikke kan basere almindelig politik på.

Hvem kæmper Alternativet for, og hvem skal samfundet være bedre for, blev Uffe Elbæk da også spurgt om i et interview til Politiken 28.5. Og svaret lød: Jamen det skal være godt for alle! Og i samme spor tilføjede den gode mand, at partiet med klimadagsordenen og ulighedsdagsordenen kæmper for de marginaliserede og for fremtidens generationer og alt det imellem også!.

Partiet blev inviteret med til statsministerens møde på Marienborg om vækst og produktivitet. Men Uffe Elbæk bedyrer at vækst overhovedet ikke er et mål for partiet. Nogen vækst er god, men anden vækst er absolut ikke et gode. Målet for partiet er livskvaliteten. Vi må ikke bruge flere af jordens knappe ressourcer end jorden er i stand til at gendanne. Vi støtter den vedvarende energi og beklager at solcelleordningen blev lukket. Vi skal ned i arbejdstid for at alle kan blive en del af et forpligtende arbejdsfællesskab. Kontanthjælpen skal afløses af en fast basisydelse uden særlige modkrav. Vi tager den sociale ulighed dødsens alvorligt, men tror ikke på de løsninger der bliver snakket om på Marienborg.....

Efter Uffe Elbæks mening var det den borgerlig økonomiske politik under S-R-SF-regeringen der desillusionerede vælgerne og førte til valgnederlaget. Den tidligere regering lavede også gode ting som en ambitiøs klimaaftale, men mange vælgere blev skuffede. Partiet er derfor klar til at vælte en kommende regering hvis dens politik markant forringer landets muligheder for at agere fornuftigt i forhold til klimakrisen og ulighedskrisen....

Uffe Elbæk oplever ikke sit parti som et uansvarligt 'hipsterparti fra Kødbyen'. Vi har fokus på den klima- og ulighedsdagsorden som er afgørende for de fremtidige generationer. Det er derfor ikke os, men vores kritikere der er de naive, siger han.

Det hører med til billedet at Uffe Elbæk på årsmødet ikke bestred at vi i øjeblikket har en kæmpekrise, men den ligger efter hans mening primært i at "Vi ikke holder af hinanden". - Udsagnet nævnes ikke for at dokumentere at manden skulle være naiv; han ser jo i hvert fald ikke totalt bort fra fakta; men for at markere hans og partiets specielle og meget ensidige fokus på livskvaliteten som mål eller ideal. Det man kan angribe her er manglen på realitetssans, for Elbæk holder nok ønskemålene og idealerne frem, får tilslutning fra mange vælgere der har samme drømme og ønsker, og har evig demokratisk ret til at gøre det som modvægt mod det etablerede systems snævertsynede fokus på 'det muliges kunst'. Men han fatter ikke rigtigt at udtrykket 'det muliges kunst' (der går tilbage til Bismarck) står for troen på at både politikere og vælgere burde holde sig til gængs økonomisk politik og lade drømmene om noget bedre ligge i gemmerne under etikken 'utopier'. Det er i hvert fald hvad der får Henrik Sass til at tale om 'bluffnummer'.

Liberalisten Henrik Dahl kommer det ømme punkt lidt nærmere, når han peger på det uforpligtende hos den kreative klasse. Han vil jo selv fremme kreativiteten gennem optimal frihed og tager med, at friheden i princippet altid fører til øget ulighed. Men han vil hverken droppe al socialpolitik eller foregøgle nogen at man på det politiske plan kommer nogen vegne med Alternativets simple budskaber eller fine, officielle kerneværdier om Mod, Generøsitet, Gennemsigtighed, Ydmyghed, Humor og Empati.

Uanset om de såkaldte 'realpolitikere' er gammelsocialdemokratiske, gammelkonservative eller gammelliberale eller nyliberale så er der ubestrideligt en afstand mellem dem og alternativisterne der ikke ser sig som en del af Christiansborg (og Marienborg) eller det man undertiden kalder den beskidte politiske virkelighed, hvor der skal regeres og bliver regeret på praktisk plan.

Der foreligger dybest set en kløft mellem de kreative og utopiske alternativister på den ene side og den brede hob af snævertsynede, nytte- og væksttænkende økonomer og politikere på den anden side der betyder at man tænker vidt forskelligt. De kreative tænker i overvejende irrationelle baner og de nyttebetonede i overvejende rationelle baner, og det er naturligvis forklaringen på at den tidligere kaospilot Uffe Elbæk slet ikke kan komme i fornuftig samtale med enøjede rationalister som Clement Kjærsgaard og Martin Krasnik der fremturer i logisk ensidighed. Men det er også forklaringen på at alternativisterne for øjeblikket har vind i sejlene i overordentlig mange europæiske lande, mens det etablerede systems myreflittige vandbærere og kolde kustoder kun møder folkets stigende lede og foragt.

Set fra den komplementære helhedsrealismes synspunkt er der intet mærkeligt i hverken de psykologiske mekanismer eller den politiske afstand. Mennesket er ikke et dyr der kun har til opgave at holde sig i live ved at bestille noget, sørge for vækst og give magtstræbere råderum - og ellers lade Vorherre om resten. Det er også et åndsvæsen der kan skelne mellem ondt og godt, har brug for sang og lyst, fest og fællesskab, og som udfolder en kreativitet der gør at det bliver ved med at gennemskue autoriteternes fejl og ufuldkommenhed og få øje på nye muligheder.

Mennesket lever i en verden med to tilgange til virkeligheden, den ydre og praktiske gennem sanserne og den indre og intuitive gennem ånden, og det ejendommelige er at alt der har med mening, helhed, muligheder, livskvalitet og fællesskab at gøre aldrig følger af virkninger der sker i den ydre verden, men altid af virkninger mellem den ydre og den indre verden. Derfor må mennesket affinde sig med elementære modsætninger mellem materie og ånd, legeme og sjæl, helhed og del, mand og kvinde, individ og samfund, mening og fakta, frihed og lighed, frihed og tryghed, leg og alvor, og humor og alvor. Modsætningerne er logisk uforenelige og kan altså aldrig forenes i modsigelsesfrie systemer eller fuldkomne, konfliktfrie ligevægtssamfund. De må nøgternt accepteres som komplementære modsætninger der skal have lov til at gøre sig gældende ved siden af hinanden på dynamisk men civiliseret vis - dvs uden at folk ophøjer modsætningerne til absolutte dogmer og fører krig og borgerkrig på disse dogmer.

Alternativet har samme ret om andre partier til at gøre deres synspunkter, drømme, mål og utopier gældende, og de har samme muligheder som andre for at præge debatten, men de har ikke en jordisk chance for at lave om på det etablerede politiske system af gammeltænkning ved blot at tænke i andre baner. De må forstå de grundlæggende modsætningers komplementaritet og derfra begynde at kritisere autoriteterne og magthaverne. Og det kan af gode og efter min mening indlysende grunde ikke lade sig gøre ved at gå ind på magthavernes område og dér konkurrere med dem om praktisk politik på deres betingelser. For allerede dér begynder korruptionen. Regeres skal der i et ethvert samfund - og der er intet ondt i at gå ind i spillet. Men man skal ikke tro at man kan dyrke en uforpligtende idealisme i dette spil.

Ejvind Riisgård

Link til Alternativets hjemmeside

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Virkelighedens dobbelte karakter'> (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF' indeholder bl.a. artikler om Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag (4.10.11.), Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF (16.9.11.), Henrik Dahls store politiske desillusionering (13.6.11.), S og SF fremlægger deres 2020-plan (17.5.11.), Helle Thornings nye hold (19.4.05.), Ny formand for socialdemokraterne (13.4.05.), Frank eller Helle? (11.3.05.), Endelig gik han, Nyrup! (19.11.02.), Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet samt artikler om SF en vittighed og S-SF-koalitionen en narresut (21.3.13.), SF's nye formand og muligheder (17.10.12.), Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse (11.1.12.) og Hilsen til SF i anledning af 50-året (14.2.09.)

'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej' indeholder artikler om Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i perioden 1998-2013 og om det teoretiske grundlag 'Den tredje vej', herunder artikler om: Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger (3.12.04.), Anders Fogh Rasmussens visioner (30.11.04.), Fogh og 29. august (2.9.03.), Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister (5.4.09.), Formandsskiftet i Venstre (19.5.09.), Lars Løkke faldt uhjælpeligt igennem (21.10.13.) samt 'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.), 'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair (27.7.12.) og 'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.).

'Vilh. Grønbech - Konrad Lorenz - Kulturopgør' (kr. 25) om to af forrige århundredes største kulturpersonligheder, den danske religionsforsker Vilh. Grønbech (1873-1948) og den østrigske adfærdsker og filosof Konrad Lorenz (1903-89), der begge gjorde ubarmhjertigt og utvetydigt op med den bestående europæiske kultur og dens fatale dualisme.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

Er 'Alternativet' virkeligt alternativt? (24.4.15.)
Da den kreative kulturminister blev drevet ud af statskassens nidkære vogtere (6.12.12.)