Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - ankerjoergensen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.3.16.

Anker Jørgensen og folkeligheden

Fhv. statsminister Anker Jørgensen er død 93 år gammel. Han var et almindeligt menneske der stammede fra ufaglærte forældre og plejeforældre og selv blev arbejdsmand inden han via faglige tillidsposter gjorde egentlig karriere i fagbevægelsen. Han blev medlem af socialdemokratiets folketingsgruppe i 1964, men blev til alles overraskelse den 5. oktober 1972 af statsminister Jens-Otto Krag valgt til dennes efterfølger umiddelbart efter folkeafstemningen om tilslutningen til EF/EU. Og det var meget bevidst gjort af den yderst akademiske og ufolkelige Krag, for Anker Jørgensen var ikke-akademiker og blev landets sidste statsminister uden akademisk uddannelse. Krag må have håbet på at Anker Jørgensen kunne genskabe den nære forbindelse mellem partiet og fagbevægelsen som åbenlyst var blevet truet i mange år og ikke mindst gennem tilslutningen til EF.

Anker Jørgensen havde ingen ministererfaring da han blev statsminister - hvad mange andre i folketingsgruppen havde, og når han alligevel præsterede at være statsminister i sammenlagt ca. ti år fra 1972 til 1983 med en afbrydelse (1973-75), så skyldes det ikke store statmandsevner, men den omstændighed at ingen i partiet vovede at stille sig op imod ham efter det store nederlag ved valget i december 1973. Det blev et jordskredsvalg som ramte alle de fem gamle partier, men allerdybest socialdemokratiet (der gik fra 70 til 46 mandater), og som bragte tre nye partier ind, nemlig Fremskridtspartiet (28 mandater), Centrumdemokraterne (14) og Kristeligt Folkeparti (7) - foruden to tidligere partier, DKP (6) og Retsforbundet (5).

Jordskredsvalget gav dønninger i dansk politik gennem to årtier og gjorde perioden 1973-1993 til urolige år med valg hvert andet år og koalitioner af meget ujævn art. Det lykkedes Anker Jørgensen at vinde tre valg i træk - med fremgang fra de nævnte 46 mandater til 53 (1975), 65 (1977) og 68 (1979), men i 1981, 84 og 97 gik det igen nedad, og i 1987 valgte Anker derfor at gå af som partiformand og overlade roret til Svend Auken. Ham mistede de radikale tilliden til, så de borgelige kom til magten, og først da Niels Helveg Petersen rottede sig sammen med Poul Nyrop Rasmussen om at vælte Auken, genoptoges et regeringssamarbejde mellem S og R.



Hvad der frem for alt kendetegnede Anker Jørgensen som politiker og statsminister var hans helt igennem ægte menneskelighed og troværdighed samt folkelighed. Han vedblev at være den jævne mand han altid havde været - og som kunne snakke med hvemsomhelst. Og han vedblev at være den fødte socialdemokrat der helt selvfølgelig forsvarede den af Stauning, Hedtoft, H.C. Hansen og Krag hævdede 'velfærdssocialdemokratisme' som fik sit definitive gennembrud med skattereformerne i sidste halvdel af 1960'erne (ikke mindst med indførelse af den kontroversielle, men yderst fleksible og givtige moms i 1967). Pengene væltede pludseligt ind i statskassen og medførte en eksplosiv udvidelse af den offentlige sektor som på blot to år gik helt ud af kontrol og skabte lige netop den usikkerhed der førte til jordskredsvalget i 1973 og derefter valg efter valg med korte mellemrum.

Departementschef Erik Ib Schmidt var den første til i 1968-69 at mane til bekymring, og økonomiminister Knud Heinesen i 1979 den sidste med udsagnet om at landet styrede direkte mod den økonomiske afgrund. Ingen hørte efter, så Heinesen gik få år senere helt ud af politik. Men den virkeligt dybe kritik kom fra socialøkonomen Jørgen S. Dich med bogen "Den herskende klasse" (1974), fordi han her påviste den fundamentale fejl ved den socialdemokratiske velfærdsmodel eller -utopi: den havde ført til etableringen af en helt ny herskende klasse af offentligt ansatte der havde gjort gammeldags socialpolitik til en barmhjertighedsideologi under det skjulte motto "flest mulige på bistand giver størst offentlig sektor".

Anker Jørgensen og andre socialdemokrater så ikke farerne - og derfor er det rammende når Politikens chefredaktør Bo Lidegaard i sin forside-bedømmelse dags dato af "Hele Danmarks Anker" skriver at Anker lyttede tålmodigt til råd fra alle sider, men han kunne eller ville ikke sætte sig igennem da det økonomiske grundlag for velfærdsstaten langsomt smuldrede under det parti der havde bygget det op gennem årtiers møjsommeligt slid.

Det Anker Jørgensen ikke ville se - og det Svend Auken, Poul Nyrup, Mogens Lykketoft og allersenest Helle Thorning-Schmidt heller ikke ville se - var at velstandsstigningen lige præcis førte til to ting: 1) en varig deling af arbejderklassen i en venstrefløj (S, SF, VS og EL) og en højrefløj (Erhardt Jacobsen), og 2) en varig udvidelse af den offentligt sektor som dels satte et ulykkeligt skel mellem offentligt ansatte og privat ansatte, dels - endnu mere uheldigt - gjorde offentlig forsørgelse til en bekvem udvej for folk der gerne ville slippe for normalt arbejde eller eventuelt blive administratorer af de sociale systemer.



Når LO-formanden Thomas Nielsen, der ikke kunne fordrage Anker Jørgensen, med en noget uheldig formulering triumferende kunne hævde sit "Vi har sejret ad helvede til - godt", så var sandheden at fagbevægelsen blev mere og mere splittet og mere og mere løsnet fra Socialdemokratiet. Den havde i virkeligheden sejret ad helvede til skidt!

Den gammeldags klassekamp var blevet afløst af uligheder der ikke skyldtes primitiv kamp mellem en priviligeret overklasse og mange forskellige upriviligerede underklasser af funktionærer, arbejdere og socialassistenter m.v., men en yderst kompleks og uigennemskuelig modsætning mellem folk med relativt lave uddannelser og folk med højere uddannelser. Det helt groteske i situationen i dag er at der nu og fremover bliver flere og flere af de langtuddannede og højtuddanede som får store indkomster, men slipper for alt andet end administrativt og kontrollerende arbejde (og kan grine af alle taberne, hvis de har den slags lyster!). Og det skyldes vel at mærke socialdemokraternes nye utopiske forestillinger om at man kan fjerne ulighederne i samfundet ved at give alle en længere og længere uddannelse (uanset om der samfundsmæssigt set er behov for så mange højtuddannede). Dette vil det være nærliggende at se nærmere på i en særskilt artikel.

Humlen er at socialdemokraterne systematisk har hyldet velfærdsteorien om at den økonomiske vækst nærmest automatisk løser alle sociale problemer og sågar til allersidst vil give folket de muligheder for "kulturelle sysler" som gør dem til rigtige mennesker (Ivar Nørgaards ejendommelige kultursyn, som han gjorde gældende i en bog om velfærdsteorier i 1962).



Anker Jørgensen var den sidste ikke-akademiker som blev formand for socialdemokraterne og statsminister, og det sympatiske ved manden var hans ægte menneskelighed. Det er let at forstå at så mange socialdemokrater kan genkende sig selv i ham, vel at mærke hvis de har oplevet ham i funktion og ikke bare lejlighedvis har hørt om ham.

Bo Lidegaard får i sin nekrolog også påpeget en sandhed som måske ikke er så behagelig for socialdemokraterne: Efter sin afgang voksede Anker Jørgensen i den kollektive bevidsthed i og med at han blev en levende legende der fra samfundets bund kæmmpede sig hele vejen op, men alligevel aldrig glemte dem han var kommet af.

Det bemærkelsesværdige ved disse ord er faktisk at den understreger at Anker Jørgensen uanset sine ubestridelige menneskelige træk er uhjælpelig fortid, og at et samfund hvor man kan kæmpe sig op fra fattigdom til de højeste poster også er uhjælpeligt forbi - og måske i virkeligheden heller ikke er nogen god målestok for eksistensen som menneske.

Der er noget fundamentalt galt fat med hele denne socialdemokratiske samfundsmodel, og der er noget rivende galt fat med selve troen på at økonomisk vækst giver ægte velfærd, og at lykken skulle bestå i at komme så højt på strå at man slipper for arbejde der giver sved på panden.



Man kunne efter dette synspunkt benytte Anker Jørgensens død til at fundere over om en sund folkelighed er helt uforenelig med uddannelsen af flere og flere akademikere og etableringen af en politikerstand der stort set er rent akademisk. Spørgsmålet blev ikke så meget som tangeret med en enkelt bemærkning i den timelange mindeudsendelse om Anker Jørgensen som DR1 sendte søndag aften kl. 20, og som havde udmærkede klip med Kjeld Olesen, Ritt Bjerregaard, Niels Helveg Petersen og Henning Christophersen, altså den gamle garde af politikere som har arbejdet sammen med Anker og kunne give personlige belysninger af hans væsen.

Mange kommentatorer ser ud til uden videre at forbinde folkelighed med lav uddannelse. Folket skulle så at sige repræsenteres af "manden på gulvet" og folkelige leder derfor af personer der er alt andet end akademikere. Men man glemmer helt at mange af vore største folkelige skikkelser i 1800-tallet rent faktisk var akademikere. Det gjaldt bl.a. både Blicher og Grundtvig. Folkelighed og folkelig oplysning kan med andre ord ikke kobles ensidigt på mangel på faglig eller højere uddannelse.

Folkeligheden synes derimod at gå på nogle rent psykologiske forhold omkring uddannelsen, nemlig om denne er ensidigt intellektuel og rationel (som fx en juridisk eller økonomisk uddannelse) eller om den forener rationel skoling med mere intuitiv og irrationel indsigt af den art man netop finder hos skikkelser som Blicher og Grundtvig og som faktisk alle mennesker fødes med. Det er det sidste punkt der er det vigtigste, for det indikerer at folkeligheden i virkeligheden er noget alment som alle burde kende fra sig selv hvis de blot var en smule bevidste om deres egne psykiske mekanismer. Og deraf følger samtidigt at problemet med højere uddannelser som jura og økonomi ikke er selve skolingen i rationalitet, men ensidigheden der fører til højere og højere udelukkelse af det intuitive og irrationelle og dermed dybest set til en forarmelse eller umenneskeliggørelse, som aldrig tjener samfunds- og kulturlivet godt. Det ses naturligvis tydeligst i totalitære stater af enten religiøs eller ideologisk art, men kan også med lethed ses i veludviklede demokratiske samfund på hele den usikkerhed der findes i befolkningen om en sund balance mellem nyttehensyn og fri leg i kunst, kærlighed, fest, humor og kult.

Når de moderne sekulære samfund i Norden med høj grad af demokrati og kvindefrigørelse synes at lide af stor usikkerhed med hensyn til de eksistentielle problemer og udfordringer, så skyldes det ikke mindst at uvidenheden om de psykiske mekanismer er umådeligt stort hos både almindelige borgere og politikere. De sidste kerer sig ikke det fjerneste om folkelighed, fest og kult eller folkeoplysning, men tror at det hjælper med økonomiske tilskud til alt muligt og med opstilling af 'kanoner' for alt muligt. De skulle hellere modarbejde alt karriereræs, modarbejde den åndsforladte og miljøtruende økonomiske vækst, modarbejde tendensen til at sygeliggøre og overflødiggøre flest mulige mennesker - og lave folkekirken helt om så de inderligt overflødige præster bliver sendt ud og luge roer i stedet for at fortolke den ligegyldige trosbekendelse......

Den sympatiske Anker Jørgensen er ikke mere. Han var den sidste ikke-akademiske statsminister i landet, men han behøver på ingen måde være den sidste folkelige statsminister. Tværtimod bør det stå helt klart, at vort land ikke vil kunne klare sig fremover uden at det igen får nogle folkelige statsministre. Men det kommer ikke mindst til at afhænge af en ny folkeoplysning og en revurdering af den stærkt svækkede og ensidige humanisme.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF'  (pris 25. kr.)
'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej'  (pris 25. kr.)
Manifest 2014 - Politisk status - Dansk Folkeparti  (pris 25. kr.)
Blicher - Grundtvig - H.C. Andersen - Carl Nielsen  (pris 25. kr.)
'Vilh. Grønbech - Konrad Lorenz - Kulturopgør'  (pris 25. kr.)

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet
Den herskende klasse efter 1970
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
Første maj er blevet en tvetydig affære  (3.5.13.)



Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise  (6.9.15.)
Humanioras eksistenskrise er selvforskyldt  (12.10.14.)
Kultureliten og folket  (5.8.09.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg
  (21.11.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Anarkisten, provokatøren og taberen Mogens Glistrup er død  (5.7.08.)
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)



Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Frank eller Helle?  (11.3.05.)
Lad dog Auken præke!  (9.1.05.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Bo Lidegaard vildleder om dansk partipolitik  (30.6.11.)
Folkemødet på Bornholm - ægte eller uægte?  (22.6.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)



Vurdering af det 20. århundrede
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski

Blicher mellem drøm og virkelighed
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Lys over landet, folket og eksistensen  (1.5.15.)
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Konrad Lorenz' kulturopgør
Humormennesket Storm P.
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal