|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.6.18.Danskhed ifølge den radikale Ida AukenPersonenKlimakrise og cirkulær økonomi Teknologi og samfund EU og velfærdsstaten Flygtningekrise og etik Kultur og fædrelandskærlighed Religion og politik Helhedsrealistisk vurdering Henvisninger Personen Til toppen Næste Den 40-årige Ida Auken gjorde tidligt karriere som politiker, idet hun efter sin uddannelse som teolog i 2006 blev opstillet som kandidat for Socialistisk Folkeparti; Hun blev valgt ind i folketinget i 2007 og var miljøminister fra oktober 2011 til februar 2014 i Helle Thornings regering. Hun udtrådte af regeringen og SF for at blive medlem af Det Radikale Venstre, hvad der ikke gik helt stille af, og her er hun nu ordfører for energi, miljø, klima og informationsteknologi. Hun har for nylig udgivet bogen 'Dansk' som er et bidrag til den ret voldsomme debat der foregår her i landet som følge af den store og langt fra problemfri indvandring af muslimske fremmedarbejdere og flygtninge. Selv føler hun sig i alle henseender dansk. Hun elsker vores sprog, vores land, vores fællesskab. Og tænker på Danmark som et stærkt velfærdssamfund, der er båret af danske arbejdere og danske virksomheder. Hun kender sin historie og véd hvor rig vores kultur er, og hun er desuden kristen og véd hvor stor en rolle kristendommen har spillet i danmarkshistorien. Titlen på bogen er også valgt, fordi der er mange i udlandet der kigger til Danmark for inspirationens skyld, men ikke mindst fordi den politiske og økonomiske elite i årtier har haft så travlt med at globalisere, urbanisere og digitalisere at den har glemt af få sine egne med. Befolkningen oplever ikke danskhed og globalt udsyn som to sider af samme sag. Og der er derfor opstået en tillidskrise mellem folket og lederne. Hun håber at bogen kan være med til at styrke samtalen med netop de mennesker der føler at politikerne - inkl. hende selv - har forladt dem "til fordel for ligegyldige diskussioner langt fra deres virkelighed". Og denne erkendelse må jo siges at være både bemærkelsesværdig og forjættende når og hvis den ikke bare fører til yderligere snak og tillidskrise, men til ægte dialog og ægte tillid. En sådan dialog har Ida Auken til hensigt, og den har hun gode muligheder for, fordi hun dels er et velbegavet, åbent og sympatisk menneske, dels en erfaren person med en bred omgangskreds og et veludbygget internationalt netværk. Hun er opvokset i en priviligeret akademisk familie, der allerede da hun var 14 år sendte hende i amerikansk skole i det racedelte Sydstaterne. Senere var hun også på studieophold i Berlin. Efter Aukens mening er det ikke uden grund at udlændinge - som fx en kinesisk forretningsmand hun engang sad til bords med - betragter os danskere som et lykkeligt folk der producerer design og fødevarer af høj kvalitet, for Danmark har et skolesystem der uddanner mennesker til at tænke selv og kræve medbestemmelse, og som desuden tænker på hvordan tingene kan gøres bedre og klogere på enhver arbejdsplads, og som siger fra hvis noget er ved at gå galt. Endvidere har vi haft en højskolebevægelse som har spillet en afgørende rolle i at uddanne befolkningen dengang landet blev industrialiseret. Men endelig har vi også en særlig måde at forstå fællesskabet på. Vi ønsker ikke for store skel mellem rig og fattig, mellem land og by, mellem ung og gammel eller mellem de politiske fløje. Dog har vi efter hendes mening ikke for alvor taget debatten om fællesskabet, velfærden, miljøet og klimaet op, og derfor er vi nu kommet under pres, har risiko for at miste endnu mere gensidig tillid og er især blevet uforsonlige i spørgsmålet om indvandring og integration. Men Auken er optimistisk: hun tror på at problemer kan løses, hvis parterne inddrages og tager ansvar for beslutningerne. Hun ønsker jordbundethed, men også godt dansk mod til at omfavne det nye. Og det lyder altsammen så godt og rigtigt, at hun i hvert fald må betragtes som 'meget velmenende'. Spørgsmålet er om Ida Auken også kan sige os noget der er anderledes end det hendes folketingskollegaer siger og som vi efterhånden har fået nok af, fordi de pæne og rigtige meninger flyder i en lind strøm fra læberne og mest af alt ligner noget de får lært på interne kommunikationskurser for at tækkes vælgerne. Dette spørgsmål vil jeg kigge nærmere på, idet jeg dog tager emnerne i en anden rækkefølge end Auken selv gør i bogen. Klimakrise og cirkulær økonomi Til toppen Næste For Ida Auken er det en grundlæggende værdi at vi skal tage ansvar for klima og miljø. De er for hende lige så vigtige som de demokratiske værdier, frihed, lighed og fællesskab. Klima og miljøpolitik hører derfor med i den værdipolitiske diskussion. Men i øjeblikket piller vi grundlæggende ved fundamentet for vores egen overlevelse for uden et stabilt klimasystem kan menneskeheden ikke overleve. Vi har vel fået små 40 år til at forstå, hvad klimaforandringerne er og til at lægge hele vores energisystem om fra afbrænding af fossile brændsler til vedvarende energi. Menneskets opfindsomhed og påvirkning af verden har været stor nok til at bringe os ind i denne situation, men hun tror også på at den er stor nok til at bringe os ud af den igen. Hun er optimist - og påstår ligefrem at optimisme er en pligt. De der kommer efter os, kan ikke bruge livet til noget, hvis vi opgiver, fordi opgaven virker uoverkommelig. Danmark har været med til at vise verden at det kan lade sig gøre at omstille sit energisystem til vedvarende energi. Og det skal vi fortsat gøre. Vi skal have mere vind ind i vores systemer, og det kræver elbiler, brintbiler og nye måder at lagre strøm på. Men det kræver også at vi får vindmøllestrømmen omdannet til varme - for eks med varmepumper. Danmark skal først og fremmest lave en plan for vindmøller i Nordsøen. I de lavvandede dele af Nordsøen kan vi opstille vindmøller nok til at dække hele Europa med strøm. Samtidig skal elektricitetsnettet forbindes i hele Europa, dvs vindmøller i nord med solceller i syd. For Auken er grøn politik et spørgsmål om liv og død. Men vi skal ikke ændre verden ved at fortælle folk hvad de ikke må. Vi skal derimod vise vejen til hvad vi rent faktisk kan gøre. Og det betyder konkret at vi skal over til cirkulær økonomi. Vi skal sørge for at vi designer vores forbrug og produktion på en måde, der sikrer at ressourcerne bliver genanvendt, og at de ting vi gør er med til at genoprette naturen, i stedet for at ødelægge den. Den cirkulære økonomi vender hele miljøpolitikken på hovedet. Den handler om at kunne forbedre tingenes tilstand ved at tænke nyt, langsigtet og cirkulært. Grundtanken er at man efterligner naturens processer, da "naturen er det mest stabile og bæredygtige system vi kender". Naturen producerer fx ikke affald, men sørger for ressourcernes kredsløb, påpeger hun. Men det er jo ikke helt korrekt, for naturen har ind i mellem naturkatastrofer som ikke er menneskeskabte, og den kan desuden ændre sig over tid, så der fx kan komme nye istider. Men i øjeblikket er det unægteligt befolkningstilvæksten og den dermed sammenhængende stigning i forbrug og forurening der er det aktuelle problem. Vi er syv milliarder mennesker i dag og vi er på vej mod ti eller elleve, konstaterer Auken. Og alle vil gerne havde samme levestandard som os - med biler, køleskabe, fjernsyn og mobiltelefoner osv. Det gælder især den voksende middelklasse i lande som Kina, Indien og Sydafrika. Trækket på jordens ressourcer er voldsomt, og vi bruger i dag langt flere materialer end jorden kan nå at genskabe. Ved at designe vores forbrug og vores produktion ud fra den cirkulære økonomis principper kan vi sikre at materialerne bliver brugt igen og igen. Genanvendelse sparer firmaerne for ganske mange penge, da de slipper for at indløbe nye materialer, og samtidig sparer den miljøet for en masse unødig forurening. Som forbrugere kan vi spille en aktiv rolle i denne økonomi ved at købe produkter der holder længere og som kan repareres - og ved at efterspørge service i stedet for produkter. Tankerne om cirkulær økonomi har skabt en helt ny optimistisk miljøbevægelse der ikke abonnerer på forestillingen om at vækst er ond. Tværtimod forsøger man at få væksten over på miljøets side og sikre at det er de rigtige ting der er i vækst. Vækstmodstandere har i over 30 år påpeget at vækst i sig selv er det store problem, men de er aldrig kommet med et troværdigt bud på en løsning ud over at vi blot skal holde op med at forbruge. Og her fremsætter Auken sit livssyn: Liv er kendetegnet ved vækst, udvikling og forandring. Vækst er naturlig. Vækst er liv. Vores opgave er at sikre at den vækst vi skaber er lige så klog og langsigtet som naturens vækst. Derfor skal vi have en ny målestok for vækst, én der er bedre end det gamle neutrale Bruttonationalprodukt (BNP), nemlig en målestok der måler om aktiviteten er god eller dårlig for samfundet og naturen, og som altså tager højde for den cirkulære økonomi. Det vil være i god overensstemmelse med den linje Danmark hidtil har fulgt på klimaområdet, og som små og store virksomheder verden rundt allerede er begyndt at tage til sig. Til denne økonomi er knyttet helt nye forretningsmodeller der kombinerer miljøgevinster med økonomiske gevinster. I princippet er jeg enig, men finder dog Ida Auken overoptimistisk, fordi hun efter mine mening helt undervurderer konsekvenserne af at de ekstra tre eller fire milliarder der inden for overskuelig tid lægger sig på befolkningstallet for hele verden (fortrinsvis i Asien og Afrika) alle ønsker højere og højere levestandard. Teknologi og samfund Til toppen Næste Løsningen kan hedde ny teknologi, og derfor peger Auken meget fornuftigt på de mange muligheder denne vil give. Ny teknologi vil betyde at vi vil kunne forebygge og kurere flere sygdomme, stille om til grøn energi hurtigere og billigere, transportere os lettere og billigere og meget andet. Vi må forvente at teknologi og computere rykker endnu tættere på kroppen. Kreditkort og andre id-kort forsvinder ind i telefonen. Teknologi spiller også ind på måden vi skal lave udviklingshjælp og leve op til verdensmålene på. Men der er også udfordringer: Job forsvinder, nye dukker op. Rutineprægede og kedelige funktioner i vores arbejdsliv og vores hjem kan overtages. Også udfordringer omkring privatliv, datasikkerhed og overvågning. At kunne matche giganter som Google, Amazon og IBM samt kinesiske Alibaba, Baidu og Tencent kræver endnu mere samarbejde på tværs af grænser. Samtidig skal vi efter Aukens mening stå fast på vores fælles værdier såsom skattebetaling, arbejdstagerrettigheder, miljøregler og sikkerhed. De nye teknologier kommer - om vi kan lide det eller ej. Demokrati og lovgivning bevæger sig langsommere end den teknologiske udvikling. Derfor skal vore svar være gennemtænkte og holde fast i de værdier der er vigtige for os. Vi skal insistere på at også de nye teknologigiganter der vokser frem med lynest hast har et samfundsansvar; det gælder også Facebook og dets skaber Mark Zuckerberg der for øjeblikket står for skud i EU. Sociale medier må ikke gøre børn skærm-afhængige eller ødelægge deres selvværd. Auken røber at hun hver gang hun beskæftiger sig med konsekvenserne af den teknologiske udviklig rammes af en mærkelig blanding af fascination og ubehag. Muligheder, men også problemerne med de nye teknologier virker næsten uendelige. Hvor de tre første industrielle revolutioner forandrede verden med hhv. elektricitet, automatisering og informationsteknololgi, så er den fjerde kendetegnet ved at mange teknologier smelter sammen: kunstig intelligens, big data, robotter, Internet of Things og 3D-print for at nævne nogle. De betyder at forandringerne sker i et tempo vi ikke har set tidligere. Derfor er der brug for at den politiske debat tager den teknologiske udvikling lige så alvorligt som spørgsmålet om flygtninge, velfærd og klima. Teknologien er allerede en afgørende del af vores liv, og den skal ikke styre os. Vi skal styre teknologien! Igen lyder Auken lidt for optimistisk, for hun vil ikke rigtigt indse at teknologien ikke styres af nogen som helst person eller instans, selvom om nogle individer som Mark Zuckerberg har skabt sig gigantiske formuer på deres informationsteknologiske genialitet, for det gælder jo netop den menneskelige kultur til forskel fra den uberørte natur, at det er pludseligt, intuitivt opståede geniale ideer i særligt kreative mennesker der vinder frem ad sine egne ukontrollable veje fordi de giver enorme muligheder for udfoldelse, vækst og forbrug af den art der tilfredsstiller og fascinerer de fleste. Problemerne kommer efterfølgende - og det samme gør menneskets frygt og forsøg på kontrol og justering. Og det er bestemt ikke noget Auken ser bort fra. Hun fremhæver tværtimod det forhold at Elon Musk, manden bag den berømte amerikanske Tesla-elbil frygter kunstig intelligens der kommer ud af kontrol. IBMs' kunstige intelligens Watson kan fx overskue 800 mio websider i sekundet - og endda skabe mening og betydning i det den læser. Men der er ikke bare tale om regnekraft, men om en selvlærende algoritme der kan udvikle sig meget langt, i teorien uden menneskelig indblanding. Auken nævner at også den nu afdøde astrofysiker Stephen Hawking delte Elon Musks bekymring. Auken konstaterer da også helt nøgternt at politikere - inklusive hende selv - let kommer til at halte bagefter, når de vil lovgive på området. Lovgivningen bliver tung og besværligt (fx lovgivningen om cookies). Og smarte programudviklere finder smutveje uden om lovgivningen. Derfor ønsker hun en demokratisk samtale der fx munder ud i ti grundregler for teknologi og samfund. Hun påpeger at vi vil se et arbejdsmarked der bliver mere opgavebaseret. Det betyder færre fastansatte og flere selvstændige og freelancere. Det bliver nødvendigt at lave en dansk model for freelancere. Vi vil ikke have "working poor" i Danmark, altså ikke mennesker der passer et eller flere job uden at kunne få økonomien til at hænge sammen. Den danske arbejdsmarkedsmodel og vores velfærdsstat kan vise sig at være vores største styrke i den digitale revolution. Auken lægger ikke skjul på at der er økonomiske udfordringer ved den teknologiske udvikling. Vi har allerede konstateret voksende udfordringer med digitale monopoler som Google, Facebook og Twitter. Livet i det 21. årh. kræver unægteligt at man har digitale færdigheder. Kodning og programmering bliver nu forsøgsvis indført i folkeskolen fra 6. klasse, men det må dog ikke efter Aukens mening blive det nye 'latin' eller magtsprog. Men vi skal fortsætte med at uddanne os hele livet og derfor nytænke hele vores efter- og videreuddannelser. Håndværksfag og design er en vigtig del af dannelsen. Forhandling, problemløsning, konflikt- og stresshåndtering, netværksopbygning og evnen til at lære nyt bliver helt centrale færdigheder. Ja, Auken understreger meget forståeligt at skole og uddannelse er vores vigtigste styrke. Men hun mener formålsparagraffen for folkeskolen stadig er central: at give børnene lyst til at lære, at skabe rammer for kritisk og selvstændig tænkning og forberede dem til demokratisk deltagelse. - Respekten for den brede og forskelligartede viden vi tidligere kaldte "dannelse" er vendt tilbage, noterer hun med tilfredshed. Dannelse er vigtigt fordi det skaber et menneske med flere muligheder og et skarpere blik når vi lærer vores børn mange forskellige tilgange til verden: historie, filosofi, idræt, musik, geografi, sprog, kristendom, litteratur og meget mere, for nu at bruge den tilfældige orden hun selv bruger her. - Men her må jeg straks indvende, at dannelse dybest set slet ikke er at kunne se flere muligheder eller lære alle mulige faglige tilgange til verden, men at forstå den store sammenhæng i tilværelsen - og hertil hører først og fremmest at være helt fortrolig med det elementære forhold at mennesket har to og kun to fundamentale tilgange til verden, og det er den indre og intuitive og den ydre og sanselige. Forstår og respekterer man ikke dette, ved man simpelthen hverken hvad dannelse eller åndsliv er og følgelig har man intet selvværd og ingen indre frihed. - Men dette vender jeg tilbage til senere i artiklen. Auken har ret i at lovgivningen skal nytænkes. Den bliver allerede udfordret af en lang række virksomheder og organisationer der bryder med den måde vi hidtil har gjort tingene på. Digitale virkomheder er ikke bundet til landegrænser på samme måde som traditionelle virksomheder. De opererer i hele verden. Det udfordrer også måden vi tænker beskatning på. Og desuden udfordres vi af både cyberkriminalitet og cyberterror. Dernæst understreger Auken at privatlivet er noget vi er nødt til at skabe igen. Teknologien skal tjene mennesker, ikke omvendt. Vi skal derfor vide hvad sker der med vore data og personlige oplysninger. Også hvilke data det offentlige indsamler om os borgere. Auken konstater at den gamle form for privatliv stort set er væk. Og hun kræver at vi får det tibage, og at vi bevidst indrettet os for at værne det. Men hun synes igen ikke klar over, hvor meget et bevidst åndsliv her betyder. Derimod er hun - som mor til to børn - ikke i tvivl om hvad nærvær betyder. Børn har brug for øjenkontakt og nærvær. Mennesker har brug for at være sammen med mennesker. Jo mere teknologiske og digitale vi bliver, jo mere har vi brug for at være sammen med andre mennesker. Og hun nævner at lægen Imran Rashid i sin bog 'Sluk' netop har påpeget at de nye teknologier skaber afhængighed, koncentrationsbesvær, søvnproblemer og lavt selvværd. Derfor understreger Ida Auken at vi skal have værdikampen ind i forholdet til teknologien. Vi skal omfavne og tæmme den teknologiske revolution, og det kan vi kun, hvis vi kender os selv og vore værdier. - Men igen: det kan aldrig ske uden bevidsthed om åndslivet. EU og velfærdsstaten Til toppen Næste Ida Auken gør med rette opmærksom på at vi ikke for alvor har indset at verdens økonomiske magt er ved at rykke østpå. Indien og Kina vil - ligesom Rusland - gerne være stormagter. Derfor går det ikke fortsat at forsømme at snakke om hvad pokker vi vil med Europa. Resultatet har nemlig hidtil været at hele EU-konstruktionen er blevet voldsomt rystet de senere år. Løsningen på EU's krise er efter Aukens mening ikke at fjerne eller svække det yderligere, men tværtimod at kaste alle kræfter ind på at udvikle en ny forestilling om Europa og Danmarks rolle heri. Vi er helt afhængige af at være en del af Europa. Derfor skal vi også rykke sammen med de andre europæiske lande, ikke mindst for at forsvare europæiske værdier og generelle menneskerettigheder som bl.a. Kina ikke respekteret. Vi bliver nødt til at stå sammen i Europa for at forsvare vores fælles værdier. Valget for os står mellem om vores indflydelse skal forblive i Europa eller overflyttes til Kina, Rusland og Indien. EU er i høj grad også presset indefra. EU-modstandere i Danmark og vore nabolande har været meget effektive i deres bestræbelser på at give EU skylden for mange af de problemer mennesker i Europa oplever - såsom flygtninge, bureaukrati, social dumping.... Modstanderne glemmer at fortælle historien om 60 års fred (i Vest- og Nordeuropa). Løsningen på krisen er at tage fat på EU's virkelige problemer med bureaukrati, manglende legitimitet og handlingslammelse. EU skal udvikles til at være borgernes EU, ikke elitens eller bureaukraternes. Men - for Auken er hverken blind eller døv - vi må ikke overhøre de seneste års modstand mod arrogancen og fjernheden i EU. Blot må undertegnede her tilføje, at afstanden mellem EU's almindelige borgere og eliten i Bruxelles er blevet enorm - og at den ikke bare skyldes at EU er blevet meget større geografisk og befolkningsmæssigt eller at vi har fået det kolossale flygtningeproblem ind på livet, men at Bruxelles-systemet er blevet større og større i og med at det bevidst fra ledernes side har overtaget mere og mere af landenes suverænitet og ikke mindst gennem kommissionen, euroen og EU-parlamentet også har fået effektive midler til at kontrollere medlemslandene mere og mere, hvad der bl.a. ses af hvor svært det er for Storbritannien at komme ud med værdighed og fortsatte handelsaftaler. I sidste ende kan miseren henføres til det forhold at den oprindelige tanke om det europæiske fællesmarked som et "Nationernes Europa", som general de Gaulle og Konrad Adenauer var fornuftige nok til at understrege, forlængst er blevet opgivet til fordel for unionstanken om en overordnet styring gennem en præsident, kommission og kommissionsformand og et embedsbureaukrati der støt og roligt, men yderst systematisk mindsker medlemslandenes suverænitet led for led. Denne fundamentale fejl ophæver man hverken med kønne ord om formål eller 60 års fred. Den vil bestå indtil EU's struktur ændres. Men alt dette taler Ida Auken ikke om. Til gengæld understeger hun at velfærdsstaten skal bevares og løbende ændres for at kunne bevares. Auken fortæller at hendes politiske liv begyndte på venstrefløjen, og at hun i sine første år som politisk aktiv betragtede enhver reform af velfærdsstaten som et påskud for at lave besparelser og fjerne rettigheder fra folk. I dag er hun klar over at velfærdsstatens overlevelse er betinget af at befolkningens villighed til at finansiere velfærden bevares. Hun har først de senere år forstået hvor vigtig denne villighed til at betale for de fælles løsninger er. Om de mange reformer vi har oplevet de sidste årtier konstaterer hun at de ikke alle er blevet udført med nænsom hånd, men at mange mennesker har betalt dyrt for dem undervejs....det gælder bl.a. folkeskolereformen og dagpengereformen. Hun påpeger hvor vigtigt det er at inddrage både borgere og medarbejdere i alt arbejde. Og hun nævner at hun i sin tid i Miljøministeriet indførte et princip der hed "Åbent Ministerium", hvad der betød at ministeriet skulle være åbent mod omverdenen og lave politik med alle de mange mennesker der har en andel i miljøpolitikken. - Jeg må indrømme at jeg ikke præcist kan huske hvordan dette forløb. Det lyder tiltalende, men rummer jo som næsten alle gode ideer også det problem der er blevet trukket frem de sidste måneder omkring offentlighed i forvaltningen, at ledende medarbejdere risikerer at blive hængt ud for alt muligt, hvis de ikke på forhånd røber alt og dermed udelukker taktik i forhandlingerne. Og det kan jo ikke være meningen. Men er vi ikke kommet dertil at mistilliden til systemet vokser og vokser - skønt alle véd at ingen kan trives eller udføre deres arbejde ordentligt uden tillid? Vi kan som politikere ikke lovgive os til alt, erkender Auken. Vi har brug for borgere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer der tænker nyt og gør deres for at løse problemerne i deres ende af systemet. Men det kræver en tydelig politisk retning og klare rammer. Politisk ledelse skal inspirere til nytænkning og belønne det. Politisk mod er fortsat en af de allervigtigste egenskaber, folkevalgte kan besidde. Igen lyder der altsammen godt, men temmelig optimistisk. Auken kan ikke være uvidende om at der i alle systemer og alle lande - uanset fornuft, dygtighed og styreform - også foregår en magtkamp. Politisk mod er vigtig for alle folkevalgte, men det vigtigste er måske når det kommer til stykket selve modet til at sige fra og eventuelt gøre oprør. Flygtningekrise og etik Til toppen Næste Ida Auken gør helt forståeligt meget ud af den store flygtningekrise der har præget Europa de seneste år og som er en direkte følge af borgerkrigen i Syrien. Den har splittet Europa, fordi mange ikke længere føler at Europa overhovedet har en grænse og derfor ikke kan se en ende på mængden af mennesker der søger tilflugt til og forsørgelse i Europa. De bekymrede vil beskytte sig med alle midler, mure, pigtrådshegn og grænsekontrol. Og vi har på den måde været vidne til et "ryk mod højre" der ikke skyldes fremmedfjendskhed, men følelsen af kontroltab. Auken siger udtrykkeligt at folk ikke er fremmedfjendske, for de kan godt kende et menneske i nød og vil i og for sig gerne hjælpe, men det er svært at overskue omfanget. Auken understreger derfor at hun og alle andre fortalere for en international løsning af problemer skal gøre det meget klart at også de mener at der er en grænse for hvor mange mennesker der kan komme til Europa og Danmark. De skal kunne vise at den grænse opretholdes meget bedre af et Europa der står sammen og deler ansvaret, end af et Europa hvor hvert land forsøger at løse problemerne selv. Hvis det lykkes at forklare dette taler de også med langt større troværdighed i forhold til at løse de hjemlige udfordringer med integration og kultursammenstød. Hvis vi fortalere for løsninger der inddrager internationalt samarbejde vil indse dette, siger hun, er der også mulighed for at komme i offensiven i flygtningedebatten. Hun mener at vi i alt for mange år har siddet og kigget tilbagelænet på Grækenlands og Italiens problemer med at bremse menneskesmuglingen over Middelhavet som om dette ikke også var vores eget problem. Konsekvensen at dette så vi under flygtningekrisen i 2015. Og hun frygter det sker igen, hvis ikke vi finder en fælles løsning i Europa. Først og fremmest må vi have styr på hvem der kommer ind i Europa. Derfor skal landene omkring Middelhavet have hjælp med at kontrollere og sagsbehandle alle flygtninge. Vi må sætte massivt ind for at skabe tålelige forhold for mennesker i flygtningelejre i nærområderne, herunder at skabe arbejdspladser i flygtningelejrene, så flygtningene kan forsørge sig selv og opretholde deres menneskelige værdighed. Vi må i det hele taget have opdyrket den politiske vilje til at arbejde sammen og løse problemerne. Men Auken er ikke i tvivl om at politik handler om følelser, og at frygt derfor skal tages alvorligt. Mange mennesker her i landet er bekymrede for deres job og deres fremtid, for fejlslagen integration og for velfærdsstatens overlevelse. Denne frygt har højrefløjen dygtigt koblet sammen med udlændingedebatten. Igen og igen skærpes retorikken over for flygtninge og indvandrere for at vise handlekraft. Men, tilføjer Auken, det var ikke de danske grænsebomme eller tre års ventetid på familiesammenføring der bremsede flygtningstrømmen til Danmark efter krisen i 2015. Det var de politiske aftaler, EU lavede med bl.a. Tyrkiet, aftaler der for en tid har ødelagt menneskesmuglernes kyniske forretning og bragt antallet af flygtninge dramatisk ned i Europa. - De mange flygtninge der gik på de danske motorveje i 2015 kalder Auken en direkte konsekvens af "en beslutning Tyskland havde truffet om at åbne deres grænser", hvad der jo ikke er helt rigtigt, da det var kansler Angel Merkels egenhændige beslutning. Men krisen fra 2015 kan sagtens gentage sig, gør hun gældende. Den eneste forsikring er en fælles europæisk løsning på flygtningekrisen. - Men her kan indvendes, at krisen ikke uden videre kan gentage sig, eftersom både EU som sådan og de enkelte lande, inklusive Tyskland sev, har reageret med mange forholdsregler, herunder mere grænsekontrol. Det relevante er at borgerkrige i Mellemøsten og Afrika sagtens kan skabe nye flygtningstrømme mod Europa, medmindre de ramte lande får hjælp til at etablere gode flygtningelejre og gøre livet surt for menneskesmuglerne. Men Auken burde vide, at de griske menneskemuglere er yderst kreative og vil kunne blive ved med at skabe smuthuller - og at EU som system ikke er i stand til at blive enige om en fælles politik, ganske enkelt fordi systemet overhovedet ikke er homogent og ministerrådet aldrig vil kunne blive enige om en effektiv, fælles strategi. Polen og Ungarn vil fortsat køre deres egen linje. Italien har fået en ny regering der vil køre sine nye linje. Og en del andre lande som Østrig og Danmark har nu - som netop røbet af Lars Løkke Rasmussen - taget initiativet til om muligt at skabe specielle optagelseslejre for asylansøgere der vil kunne forhindre disse i at rejse fra land til land for at søge om asyl de ikke kan få, men på den måde forhindre at blive sendt hjem hvor de kommer fra. - Ingen kan vide hvad alt dette ender med, men det er givet at Juncker og Tusk ikke vil være i stand til at trumfe en fælles EU-beslutning igennem før de forlader Bruxelles næste år. Og det betragter undertegnede som et sundhedstegn der giver et vist håb! Ida Auken røber at hun i en lang periode var overbevist om at det var Danmarks ansvar at bringe de demokratiske værdier frihed, lighed og fællesskab ud til hele verden. Hun tilhørte venstrefløjen, og hos den er det følelserne af medlidenhed og skyld der er de vigtigste. Alle mennesker rummer noget godt, og alle mennesker bør have ret til at leve i frie og lige samfund under menneskelige forhold, tror de. Men denne fine tanke har en bagside Auken slet ikke havde været opmærksom på, og det er grænseløsheden. De seneste års politiske udvikling i Vesten har vist hende at vore egne demokratier er mere skrøbelige end vi tidligere har været opmærksomme på. Et land kan brække hurtigere over på midten end hun havde troet. At føle trang til at hjælpe er en god ting, men det er en forkert fortolkning af Danmarks og Europas ansvar at mene at vi skal føle os forpligtet til grænseløs hjælp og dermed til mere end vi evner. Og hun citerer i den forbindelse en libaneser der engang fortalte hende, at der ikke er nogen i det internationale samfund der "forventer at I ødelægger jeres egne samfund for at hjælpe os andre". Auken savner en midte i den danske flygtningedebat, hvor man kunne tage en diskussion om hvad vi som land kan håndtere, og hvordan vi sikrer at det ikke kommer økonomisk eller socialt ud af kontrol at tage imod flygtninge. Man må kunne diskutere stramninger uden at kalde hinanden for racister eller blødsødne naivister. Og dette er jeg enig i, men det hører med i billedet at begge fløje i dansk politik har afvist den tredje vej som Labour valgte i 1990'erne og som også Fogh Rasmussen forsøgte sig med. Auken mener ikke at isolerede danske udlændingestramninger løser problemet. Men vi står faktisk ved en skillevej i forhold til internationale forpligtelser. Vi skal finde ud af om vi blot skal forsøge at afbøde konsekvenserne af problemerne ved at beskytte os selv og lave stramninger og evt. bryde det internationale flygtningesystem - eller om vi skal løse problemerne internationalt. Hun tror på det sidste og spørger retorisk hvorfor den yderste højrefløj tror at det vil gavne et lille land som Danmark at stå alene over for resten af verden? Vi er jo kun fem millioner. De andre er syv milliarder! Men dette er en falsk problematik. For lige som vi ikke skal ødelægge os selv ved at hjælpe andre grænseløs, så skal vi naturligvis heller ikke overlade løsningen på de store miljø- eller flygtningeproblemer til internationale organisationer, der enten ikke kan blive enige om noget om helst eller alternativt vil prakke et flertalsdiktat ned over mindretallet. Det er ubetinget en god ting at der eksisterer internationale organisationer der forsøger at skabe ordentlige og holdbare løsninger med fredelige midler, men det er en uting at forhindre oplyste lande på relativt højt socialt og demokratisk niveau i at gå egne veje der sikrer deres opretholdelse og fortsatte udvikling - uden automatisk at blive isoleret. En konvention som den eksisterende menneskerettighedskonvention er ikke og kan ikke være den endelig konvention i den hurtigt foranderlige verden vi lever i. Den er fra tiden lige efter 2. verdenskrig hvor problemerne sammenlignet med de aktuelle var forholdsvis overkommelige og løsningerne forholdsvis enkle. Dette gælder ikke mere. Og dette synes jeg Ida Auken går udenom. Så vidt jeg kan se fordi hun ikke ser flygtningeproblemet under et større etisk og kulturelt perspektiv. Kultur og fædrelandskærlighed Til toppen Næste Auken er ikke i tvivl om at mange mennesker i Danmark er bekymrede for om deres samfund kan holde til de forandringer der sker med indvandring og globalisering. Hvad indvandringen angår, er det tydeligt at der "er kommet kulturer til landet der er anderledes end flertallets", men især at den muslimske kultur har skabt kultursammenstød, fordi den er så synlig i form af beklædning, madvaner og skikke som bøn og afholdenhed. Samtidig er integrationen af mennesker der har været her i to og tre generationer gået alvorligt galt flere steder. Der er altså mange gode grunde til at vi taler meget om danskhed og integration. Kultur, sprog og nationalitet er efter Aukens mening en grundlæggende del af ethvert menneskes liv. Det er ikke tilfældigt at man taler om fædreland og modersmål, for det sted et mennesker vokser op, og det sprog det lærer at forstå verden igennem, er noget af det mest betydningsfulde for et menneskes udvikling. Lever man mange år i et land, bliver både ens tænkning, selvopfattelse og sprog formet af det sted, man befinder sig. Fædrelandet og modersmålet er vores 'reserveforældre' der er med til at opdrage os til dem vi er, understreger hun - med anvendelse af et beklageligt udtryk der virker helt malplaceret. Udtrykkene 'fædreland' og 'modersmål' kan netop ikke adskilles fra det normale biologiske forhold, det er dybt forankret i det medfødte forhold og det hermed sammenhængende prænatale forhold. Fædrelandet er også forfædrenes land, og modersmålet vil præge spædbarnet dybt allerede i sidste del af fostertilstanden, fordi barnet er i stand til at høre alle lyde der kommer fra moderen, herunder hendes sang og tale. Jeg blev født i Danmark, skriver Auken med en omvending af digterens strofe, og derfor har hun altid følt sig dansk og har som de fleste andre indfødte danskere et helt særligt forhold til det danske sprog og den danske kultur. Og det ønsker hun at bevare og give videre til sine børn. Grundtvig påpegede allerede i 1848 den eksistentielle sandhed: "Til et folk de alle høre som sig regne selv dertil. Har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild". Men Auken tilføjer ejendommeligt nok, at man ikke behøver ikke være født dansk. Dansk kan man sagtens blive. Men det kræver kærlighed til fædrelandet og øre for sproget og vilje til at blive dansk. Og det røber direkte en manglende forståelse, for ægte kærlighed til fædrelandet kan man kun have til det land ens far og hans fædre bagud er vokset op i, og øre for modersmålet betyder da øre for det sprog ens mor og hendes mødre bagud taler. Det er ensbtydende med at man må være født dansk for at komme til at tilhøre det danske folk og det danske sprog. Det er ikke noget man kan lære - uanset hvor god viljen er. Derfor er og bliver det en misforståelse når indvandrere gør gældende at de er danske og fuldt integrerede hvis de er født og opvokset i landet. Det er de ikke, og det kan aldrig afgøres ved sprogtest, kundskabsprøver eller borgerskabstests. Auken har ret i at spørgsmålene om hvem vi er og hvor vi kommer fra altid vil være vigtige for et menneske uanset baggrund. Og derfor har hun aldrig forstået, hvorfor mange venstreorienterede, liberale og socialliberale mennesker så tit underspiller tilknytningen til det danske sprog og den danske kultur. - Men det er ellers let at forstå, for det skyldes troen på internationalismen, multikulturalismen og globalismen, dvs troen på ideologier der ikke er vokset frem af menneskets ubevidste tilegnelse af sprog og kultur, men derimod frembragt ved tænkning og intellektualisering. Det kan være meget rigtigt at værdidebatten indtil nu har lidt under at den er blevet drevet fra fløjene, men det er ikke holdbart at skellet er sort/hvidt som i USA, hvor Auken selv som 14-årig (omkring 1992) oplevede racediskriminationen. Man kan selvfølgelig være dansk uanset om man er kristen, muslim eller ateist hvis der ved disse betegnelser forstås noget der er dogmatisk begrundet, men man kan ikke være dansk uanset om ens forældre har rødder i andre lande. Det er ikke tilstrækkeligt at man ønsker at være en del af fællesskabet og accepterer grundlæggende demokratiske værdier som ligestillingen mellem kønnene eller unge menneskers ret til at vælge det liv de ønsker. Dette kan man nok blive integreret på, men det afgørende er hvor man har rod. Svinekød er naturligvis ikke det vigtigste emne når det handler om integration. Det er langt vigtigere at sikre en spredning af børn med anden etnisk baggrund i børnehaver og skoler, og det er vigtigt at børn med udenlandske forældre får lært dansk og får venner med dansk baggrund. Men som Auken understreger er selve diskussionen om danskhed og dansk kultur også vigtig for integrationen. Den skaber nemlig en tydelighed om hvad der er dansk og den kan hjælpe nye borgere til at forstå hvilket fællesskab de er kommet til og efterhånden bliver en del af. Man kan kun dele Aukens håb om at næste generation bliver bedre integreret end den foregående, og at svaret på vores integrationsproblemer hverken kan være opsplitning i ghettokulturer eller ghettoreligioner. Hvis integrationen skal lykkes, skal alle parter ønske at det kommer til at fungere. Og her må det fortsat konstateres at ikke alle parter ønsker dette, desværre heller ikke alle indvandrere. Men hvad de unge indvandrere angår skal man være opmærksom på at de står i en minoritetskamp der både er en decideret frigørelseskamp og en identitetskamp. I frigørelseskampen skal de unge indvandrere kæmpe sig fri af social kontrol og undertrykkelse i en meget mandsdomineret kultur (og helst også bakkes op af indfødte danskere) og kæmpe mod radikalisering og modkultur. Auken påpeger med rette at nogle få mennesker kan ødelægge det for alle andre - både etniske danskere og udlændinge. Og dem skal der ingen tolerance være over for. Politiet må skride ind mod bander - og universitetsstuderende mod medlemmer af Hizb- ut-Tahrir. Fundamentalisme skal bekæmpes med alle midler. Det stærkeste middel er at ødelæge enhver mulighed for at rekruttere nye medlemmer til banderne eller radikalisering. Og i identitetskampen gælder netop at det er vanskeligt at få skabt en samlet identitet, når man har ophav i to kulturer. Mange unge med minoritetsbaggrund føler sig splittet. Og det er jo absolut ikke uden grund. De kan som udgangspunkt ikke være andet. Auken erklærer det et åbenlyst problem at det kan være svært for andre at kende forskel på frigørelseskampen og identitetskampen. Mange unge kvinder der går med tørklæde er stærke, selvstændige kvinder der selv har valgt tørklædet. Og derfor er det vigtigt at alle mennesker har demokratiske værdier og respekterer deres medborgere. Men når Auken postulerer at integrationsdebatten i Danmark stadig rammer ved siden af, fordi den er kommet til at handle om frikadeller, tørklæder og badeforhæng i stedet for værdier som ligestilling og frisætttelse, så er det næppe holdbart. Problemerne er jo sammenhængende. Men det er unægteligt paradoksalt at der fx er fortalere for at undlade juleafslutning i den lokale folkekirke, for de er jo ofte blinde for at deres egne holdninger bygger på en stærk ideologi som sekularismen. Problemet er efter Aukens mening ikke at kulturen og religionen fylder for meget som mange andre mener. Vi lider tværtimod af at religionen fylder for lidt. Der er derfor ikke blot behov for moderate værdikrigere der vil være med til at definere Danmark og danskheden i en åben og modig version med selvtillid og tro på fremtiden, men ifølge Auken også "behov for stemmer der kan tale om Danmarks kristne kulturarv på en anden mdåe end som en islamforskrækket og konfliktskabende kraft". Vi har glemt vores egen kultur, understreger Ida Auken, men påstår samtidig at hvis vi føler os truet på vores kultur er det simpelthen fordi vi kender vore kultur, historie og kristne kulturarv for dårligt. Danmark er ikke et muslimsk land, og bliver det aldrig. Jeg tror ikke det er helt så simpelt. For dels er der nogle indvandrere der ønsker at Danmark, ja hele Europa, bliver muslimsk, og det må man da have i nøgtern betragtning når antallet af muslimer stiger relativt. Dels skal der langt mere til at kende dansk kultur og dansk historie end Auken synes at forstå, og navnlig den kristne kulturarv en langt mere tvetydig og problematisk størrelse end Auken aner. Hun har i et interview til Politiken fornylig udtalt at de religionsforskrækkede er helt galt på den, og at de i deres forskrækkelse ender med at være lige så dogmatiske som de religiøse mennesker de ønsker at bekæmpe. Men al den religionsforskrækkelse der kommer af frygt for muslimerne og islamismen eller af foragten for den religiøse tro som sådan, den kommer ikke af ingen ting. Den skyldes ikke mindst årtiers systematisk forkyndelse i den kristne kirke af en dogmatisk luthersk kristendom som færre og færre tager altvorligt. Derfor bliver det væsentlig at se på hvad Auken har at sige herom. Religion og politik Til toppen Næste En af de værdier Ida Auken udtrykkeligt nævner hun har fra teologien er menneskesynet. Skellet mellem godt og ondt går ikke mellem mennesker, men inden i hver af os, mener hun. Og hun fremhæver at en af Luthers vigtigste pointer netop er at vi ikke kan gøre os fortjent til nåden, men at nåden bliver vist os på trods af alle vores fejl. Han bruger billedet: "Man bliver ikke et godt træ af at bære gode frugter, men et godt træ bærer gode frugter, og et godt træ bliver man af at tro". Derfor er der efter Aukens mening altid i kristendommen en ny mulighed for at blive et bedre menneske. Hun lægger ikke skjul på at når man i teologien taler om det gode og det onde i mennesket, så taler man om hhv. "gudbilledlighed" og "synd". Det først ord lyder kunstigt og bruges sjældent, men dækker over at mennesket ifølge den bibelske skabelsesmyte er skabt i Guds billede og derfor grundlæggende er godt. 'Synden' er ifølge Auken "forestillingen om at mennesket samtidigt er bundet af en række omstændigheder og har nogle tilbøjeligheder som bringer det til alligevel at optræde ondt over for andre mennesker". - Og det lyder i mine øren også lidt kunstigt, for skabelsesmyten siger da det helt afgørende at mennesket spiste af det forbudte kundskabens træ og derfor af Gud blev smidt ud af paradisets have. Det er i mine øjne en fantastisk fortælling der siger det eksistentiel rammende at mennesket mister sin uskyld i samme øjeblik det får den bevidsthed der adskiller det fra dyrene og som indebærer at det kan skelne godt fra ondt - og pludseligt også se det andet køn som et spændende, ja fristende væsen. Dette øjeblik kommer - som vi alle véd - med puberteten, og det vil jo netop sige at dér hører barndommen op, dér begynder voksenlivet med alle dets forskellige udfordringer og dets mere eller mindre tunge ansvar. Og det vil igen sige at i det øjeblik hvor mennesket mister sin uskyld da begynder kulturen - både for hvert enkelt menneske og hver generation og derfor også for menneskeheden som sådan. Syndefaldsmyten er så rammende at den har givet stof til uendeligt megen kunst i Europa. Det er altså omsonst at spekulere over hvor det onde kommer fra, for det kommer fra bevidsthedens evne til at se forskel mellem godt og ondt og viljens mulighed for at vælge mellem godt og ondt. Det er bare en myte, kan man indvende, men myter er jo netop ikke spekulation der kan affejes med videnskab: de er selve folkelivets fortælling om menneskets allerdybeste eksistentielle vilkår, som ingen kan benægte. Mennesket har i modsætning til dyrene valgmuligheder og behøver altså ikke at følge sine medfødte instinkter blindt. Det kan vælge mellem godt og ondt - og det vælger altså nogle gange forkert, fordi det enten ikke kan overskue situationen og følgerne eller også af frustration og jalousi. Det første mord skabelsesmyten fortæller om var Kains mord på sin broder Abel - og det skyldtes jalousi: Han misundte broderen det held der altid var med ham! Det fortæller Auken intet om. Hun nøjes med at sige at hendes menneskesyn har sit ophav i den nævnte teologiske tanke om synd kontra gudbilledlighed, og hun har formentlig tanken om 'frelse' i baghovedet. Men den tier hun også om. Og det eksistentielt aldeles afgørende går hun uden om: at mennesket gennem sin bevidsthed også får evnen til at gennemskue autoriteternes tilbøjelighed til dominans og undertrykkelse! Teologisk set er Auken, som det ses af de citerede passager, formet af lutherdommen, men hun påpeger samtidigt at hun politisk set er formet af socialiberalismen, og at disse to værdisæt flettes sammen i hendes holdninger og værdier. Den kristne idé om at alle mennesker rummer noget godt og noget ondt, genfinder Auken i den socialliberalisme der tror på at hvert enkelt menneske rummer en værdi i sig selv, men samtidig har brug for fællesskabet og dets love. Staten og alle andre magtfulde institutioner skal derfor udvise stor respekt for indvidet på grund af dets uendelige værdi, men individet skal også forstå sin rolle i fællesskabet. Den rene liberalisme lægger for megen vægt på det enkelte individ og betragter det som et fritsvævende atom. Socialliberalismen tager udgangspunkt i at det enkelte menneske ikke kan eksistere uden andre mennesker, og den anerkender politisk at de bedste løsninger laves i fællesskab. Så vidt, så godt. Men så påpeger Auken, at der i Biblen både står: "Bær hinandens byrder", og samme sted: "Enhver skal bære sin egen byrde". Og denne dobbelthed er i hendes øjne en af de fineste beskrivelser af forholdet mellem individ og fællesskab hun kender. Her er ingen ret til at gøre sig selv til offer og lade de andre bære ens byrder, for enhver skal bære sin egen byrde. - Men Auken gøre ikke med et eneste ord opmærksom på at de to udsagn stammer fra apostlen Paulus, nærmere betegnet hans Galaterbrev, og at de helt og holdent er præget af gammel jødisk opfattelse og ikke har det mindste at gøre med det budskab Menneskesønnen gik rundt og forkyndte i og med at han fortalte om umiddelbarhedens rige hvor nåden kommer af sig selv. Så når Auken i sin egen udredning derefter oplyser os om at socialliberalismen for hende er den verdensanskuelse der bedst kan rumme spændingen mellem individ og fællesskab, så er det en ren politisk forklaring, som også svarer udmærket til at hun frisindet anerkender at andre med lige så stor ret kan mene at deres forståelse af kristendommen leder dem til andre politiske overbevisninger. For hende er kernen i friheden ikke at være fri fra noget, men fri til noget. I bund og grund må folk være jøder, ateister, muslimer eller kristne præcis som det passer dem. Der er ingen plads i et demokrati til religiøse eller autoritære argumenter som man ikke kan diskutere. Mennesker må hente deres værdier og overbevisninger hvor de vil. Derfor har hun ingen respekt for fundamentalistiske imamer eller præster der hævder at sidde inde med den endegyldige sandhed og ønsker at tvinge den ned over andre. Selvfølgelig er der plads til religion i det offentlige rum. Den er der allerede. Overalt i det offentlige rum her i landet kan man se sporene af Danmarks historie som et kristent land: kirkebygninger, kalender, højtider, sprog, lovgivning. Derfor er det for Auken en grundlæggende misforståelse at vi i Danmark skulle skille religion og politik. Det gør vi ikke, men vi lader aldrig religionen blive tvingende argument i politiske diskussioner. Det der afgør hvad man må og ikke må her i Danmark er vores demokrati og de aftaler vi har lavet med hinanden. Alt andet står står efter Aukens mening altid til diskussion. Og religionen går ikke væk, så længe der findes mennesker. Opgaven er derfor at finde det rigtige forhold mellem religion og politik, ikke at få religion til at forsvinde. Når det gælder kristendommen slår Auken fast, at den bygger på en række trossandheder om Gud, mennesker og verden, men hun tilføjer at det altid har været omdiskuteret hvordan man skal forstå disse sandheder. I hendes egen lutherske udgave af kristendommen er intet mejslet i sten; det enkelte menneske har her ret til at sætte spørgsmåltegn ved alt. Det er ikke Gud der har skrevet Bibelen, men mennesker, og de kan tage fejl eller misforstå ting. Evangeliet er fx ikke skrevet én gang, men hele fire gange, og de fire forfattere er ikke enige. Grundlæggende må mennesker derfor selv tage ansvar for hvordan de fortolker Bibelens ord. - Og det tør i det mindste kaldes en frisindet og rummelig holdning, som langtfra deles af andre kristne, og da slet ikke af fundamentalisterne, men den er også selvmodsigende, for hvordan kan hun hævde at kristendommen bygger på en række trossandheder og derefter sige at dem kan man fortolke som man vil. Hun går jo uden om alle de alvorlige problemer i spørgsmålet, herunder den tidligere anførte at Paulus ikke holder sig til hvad Jesus sagde, eller at Luthers egen udgave af kristendommen i allerhøjeste grad var mejslet i sten i form af en meget detaljeret og præcis katekismus som børn - inklusive mig selv - blev systematisk indoktrineret i helt op til omkring 1960. Eller når hun påpeger at de fire evangelister er uenige, uden med et ord at nævne at det ene adskiller sig markant fra de tre andre ved at være decideret menighedsteologi i stedet for de tre andres påfaldende ensartede fortælling om mennesket Jesus. Auken vælger jo ud som det passer hende - og gør det vel at mærke uden ringeste forsøg på at forstå eller påpege at kristendommen som historisk og kirkeligt fænomen har været yderst dogmatisk fortolket med til tider grusomme og uhyggelige følger for kættere og vantro. Heksebrænding fandt skam også sted efter Lutherdommens indførelse. Det er meget godt at Auken gøre opmærksom på at oplysningstiden (ca. 1690 til 1780) og reformationen (fra 1517) var helt afgørende for at mennesker kunne få frihed til at tænke og sige hvad de ville, men hun fortier at både oplysningsfilosoffen Immanuel Kant og reformatoren Martin Luther understregede lydighed mod øvrigheden som central for al moral og følgelig var dybt autoritære. Den højt besungne frihed skal ikke underkendes, men den delte netop kristendommen op i det Luther kaldte to regimenter: et verdsligt og et åndeligt, hvad der nok medførte en frihed til at tro hvad man ville, hvis man blot holdt det for sig selv (!), men samtidigt en pligt til at lyde autoriteterne. Her foreligger ikke en god og demokratisk ret til at tro hvad man vil, men en fatal adskillelse af verdslighed og åndelighed i den religiøse opfattelse - og samtidig en ren og skær fundamentalisme som har været totalt ødelæggende for den folkekirkelige religion ved at gøre denne lige så dogmatisk og uacceptabel for frie mennesker som jødedom og islam (eller verdslige ideologier). Derfor holder det ikke når Auken frisindet gør gældende at Islam på den ene side endnu ikke har været igennem den samme frisættelse som os og derfor har brug for en reformation, og på den anden side hævder at opgaven er vanskelig i og med at mange muslimer mener at Koranen er nedskrevet efter Allahs diktat. Ganske vist kan hun konstatere at en dansk fornyer som Khaterah Parwani nøgternt påpeger at de fleste muslimer i virkeligheden allerede lever reformatorisk...(han mener nok sekulært)... "De mangler bare at indse og acceptere det", og Auken påpeger i den forbindelse at begavede muslimer må sige fra når moskeerne henter middelalderlige og totalitære imamer til Danmark der åbenlyst prædiker vold, stening og undertrykkelse. Men hun fortier at den fundamentalistiske dogmatik såvel som synet på sex som synd i både kristendommen og islam forhindrer fuldstændig og sund sekularisering og derfor også vedblivende gør både almindelige vanetro kristne og deciderede ateister religionsforbeholdne eller religionsforskrækkede. Auken gør det til en afgørende ting at ingen forsøger at tvinge deres sandheder ned over andre (og forbigår at folkekirken truer tvivlende præster som Thorkild Grosbøll med afskedigelse hvis de ikke vil bekende den lutherske tro). Meget sympatisk ønsker hun et demokratisk rum for frisindet samtale, hvor alle "oversætter deres overbevisning til fælles verdslige argumenter". Men hun gør samtidigt gældende at det selvfølgeligt er muligt at være "et moderne menneske der tror på naturvidenskaben" og samtidig "gennem sin tro have endnu en måde at tyde verden på som giver mening og håb". - Hun ser ikke problematikken heri - og det kan så vidt jeg kan se kun skyldes at hun slet ikke har nogen som helst forestilling om religion som andet end dogmatisk formulerede trossandheder og derfor også lidt smart tyer til at kalde naturvidenskaben en tro. Hun accepterer ikke den principielle forskel, hvad der lige præcis vil sige at hun ikke accepterer at mennesket har to diametralt forskellige tilgange til eksistensen som er logisk uforenelige (den sanselige og den intuitive), men begge er livsvigtige. Og disse to tilgange har vel at mærke ikke det fjerneste med Luthers to adskilte regimenter at gøre. Tværtimod kan de to faktiske tilgange til eksistensen ikke adskilles, da de uafladeligt spiller med og mod hinanden i psyken. Og dette fine og tyste spil i det indre er hemmeligheden ved alt åndsliv og al sund religion. Helhedsrealistisk vurdering Til toppen Næste Det er ikke nødvendigt at gøre et stort nummer ud af Ida Aukens partiskifte fra venstrefløjspartiet SF til dét Radikale Venstre, der engang var et ægte midterparti med fuld forståelse for den folkelighed der vokser frit og som Grundtvig forstod og besang. Partiet er i dag blevet et dogmatisk menneskeretsparti der er røget ud i en højst besynderlig intellektuel ekstremisme der forekommer at ligge langt fra Aukens socialliberalisme. Men allright, så liberalt som Auken fortolker kristendommen, bliver den reelt en privatsag som er politisk forenelig med den socialliberalisme der hører til på midten. Men eksistentielt set er der hos Auken tale om forræderi mod det evangelium som Menneskesønnen forkyndte og som er et systematisk oprør mod al teologi og al fundamentalisme. Det gør netop mennesket frit ved at sige nej til al frelsesteologi, dogmatik og autoritetstro for i stedet at henvise det til det umiddelbarhedens og uskyldens rige der hverken har noget med politik og magtkamp eller karriere og status endsige bekendelsetro at gøre. Det interessante ved Ida Aukens nuværende partiforhold er i og for sig kun at hendes udmærkede lille bog om danskheden og den socialliberale midterpolitik kommer lige netop på det tidspunkt hvor Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen lægger klart afstand til Det Radikale Venstre ved at fortælle at hun om muligt efter næste valg vil danne en socialdemokratisk etparti-regering og således holde sit partis gamle samarbejdspartner uden for et decideret regeringssamarbejde. Grunden er lige præcis at Det Radikale Venstre har erklæret sig parat til at vælte hende, hvis hun fortsat fører stram udlændingepolitik sammen med Dansk Folkeparti og de borgerlige partier. (jf. min artikel Mette Frederiksen gør sig fri af de radikale. Denne udvikling må sætte Ida Auken i en alvorlig klemme, for hun går jo - som vi har set - klart ind for denne stramning, fordi hun har indset at den er hvad den brede befolkning ønsker og har rimelige grunde til at ønske. Under alle omstændigheder skal det blive interessant at høre, hvordan hun vil tackle denne situation, men man kunne fromt ønske at hun benytter lejligheden til at gennemtænke alle de problematikker jeg har fundet i hendes bog og som stort set alle kan henføres til hendes manglende forståelse for to bestemte ting. Dels visse verdsligtsindede menneskers utidssvarende religionsforskrækkelse, dels visse kristne teologers lige så utidssvarende bekendelsestro, der lige fra kirkefædrene, Luther og Søren Kierkegaard til nutidens danske professorer systematisk forråder Menneskesønnen og hans budskab om Gudsriget og den ubetingede nåde - til fordel for apostlen Paulus menneskefjendske, seksualforskrækkede og håbløse påstand om at tro er lig med bekendelse af nogle formulerede trossandheder. Lad mig repetere at der findes en god og sund midtervej i al politik som af Anthony Giddens er blevet benævnt den tredje vej, hvilket nærmere bestemt vil sige vejen mellem traditionel liberalisme og traditionel socialisme. Midtervejen forudsætter et vist leveniveau a la vores velfærdssamfund, og det udelukker gammeldags klassekamp såvel som al ekstremisme på både højreføj og venstrefløj. Den tilstræber fred, fordragelighed og fornuftig vækst, men også sund demokratisk dialog og partideling. Og den er naturligvis så realistisk at den ser problemerne og udfordringerne i øjnene og ikke viger tilbage for nødvendige reformer eller - om nødvendigt - opgør med autoriteter. Netop opgør med dogmer og autoriteter er blevet aldeles påkrævet i en tid hvor den almindelige økonomiske og teknologiske udvikling har gjort fastholdelse af utidssvarende vaner, traditioner, idealer eller 'sandheder' til en større og større risiko. Vi har alle en mængde personlige og folkelige forestilinger, erindringer og erfaringer i bagagen og dem skal vi ikke fornægte, men vi kan ikke overleve ved blot og bart at værne om den såkaldte kulturarv, heller ikke hvad den religiøse arv angår. Vi må tænke nyt og havde mod til at gå nye veje, og det kan vi gøre uden at forråde fortiden, nemlig ved at se de bærende folkelige forestillinger som de kollektivt ubevidste forestillinger de er. De lever i det kollektivt ubevidste og de skal respekteres som sådanne. Tilværelsen bliver tømt for mening og helhed uden respekt for det åndelige der gror af sig selv. Opgør med den kristne bekendelsestro og pilgrimslængsel er særligt påkrævet, fordi den stadig ubevidst præger mange mennesker på en negativ måde. Vi har ikke brug for påbud fra autoriteter der påberåber sig guddommelige instanser, og vi har ikke brug for troen på et hinsidigt liv efter døden. Vi lever på jorden med særdeles fortræffelige og brugbare indre forestillinger om både helvede og himmel. Men uskylden kommer ikke igen som permanent tilstand, når vi først har forladt barndommen. Den indre frihed kan vi derimod bevare, så længe vi holder passende afstand til magtbegæret, magtkampen, karrieren og statusræset. Naturvidenskaben kan vi ikke undvære, men vi skal gøre os klart at den først og fremmest søger årsagsforklaringer på alting og aldrig kan give nogen højere eller overordnet eksistentiel mening og helhed. Men den er både nyttig og kreativ - og er dermed med til sammen med sangen, dansen, musikken, kunsten, legen, sporten og humoren at skabe verden på ny hver dag og hver eneste time. Naturvidenskaben kan ikke erstatte skabelsesmyterns påpegning af eksistensens vilkår. Den er altid middelbar og ryger let ud i teorier og hypoteser. Religion i udogmatisk forstand er derimod direkte føling med den umiddelbare virkelighed - og den kan derfor aldrig være teoretisk, spekulativ eller dogmatisk af natur. Al dogmatik vil spærre for den direkte føling, for det ægte jeg-forhold. Ingen har set og skildret det bedre end den danske religionshistoriker Vilh. Grønbech der for hundrede år siden løsrev sit humanistiske fag fra al teologisk omklamring og derfor siger nutidsmennesket noget helt andet og fremtidssynet end de lærde teologer i deres mere og mere lukkede miljøer. I konsistensetikken findes en sund og fornuftig etik der kan erstatte al ydre forpligtelse i forhold til autoriteterne med en indre forpligtelse der kommer af psykens naturlige tilbøjelighed til at sørge for overvægt af det gode i livet - selv når vilkårene er uheldige og magthaverne stiller forhindringer op. Der er - som Ida Auken understreger - behov for nytænkning her i landet, men det gælder ikke bare det hun forklarer om klima og cirkulær økonomi eller dannelse, uddannelse, velfærd og EU, men først og fremmest om forståelse af den menneskelige eksistens og nærværets, tillidens og umiddelbarhedens afgørende betydning og dermed for en helt ny opfattelse af relationerne mellem religion, politik og kultur. Auken har ret i at der kræves politisk mod i alle samfund og til alle tider, men det politiske mod i dagens Danmark gælder ikke bare kampen for cirkulær økonomi, uddannelse og velfærd. Det gælder folkeoplysningen og folkedannelsen og dermed opgøret med utidssvarende dogmer, autoriteter, falske forestillinger om kulturarv og elitens magt. Det er en udmærket bog Auken har udgivet, men den viser også at hun viger tilbage for afgørende nytænkning og livsvigtige opgør med autoriteterne. Hvis hun virkelig vil vise politisk mod, må hun vælge at begynde dette opgør - og hun kan jo passende begynde i sit eget parti. Ejvind Riisgård Henvisninger Til toppen Litteratur: Ida Auken: Dansk (People's Press. 2018) Relevante artikler på Jernesalt: 05.06.18. Mette Frederiksen gør sig fri af de radikale 31.05.18. Har Danmark ikke længere en socialpolitik? 20.05.18. Ånd og virkelighed nøgternt set i 2018 Merkels fatale flygtningepolitik står ved magt (5.9.17.) EU prøver at begrænse menneskesmuglingen over Middelhavet (1.9.17.) Menneskesmuglingen over Middelhavet et kæmpe problem - både politisk og etisk (18.8.17.) Elvte september 2001 satte fundamentalt skel mellem to kulturer (11.9.16.) Merkel i stigende problemer med sin flygtningepolitik (30.8.16.) Venstrefløjens snæversyn på indvandring er fatal (7.8.16.) Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi) etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens Konsistens-etikkens Ti Bud (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund) 'Jeget' og 'Selvet' i analytisk psykologi Hvem er min næste? (15.1.06.) Hans Roslings groteske tro på et faktabaseret verdenssyn (27.5.18.) Karl Marx fejlfortolkede fremmedgørelsen (5.5.18.) Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet (1.4.18.) Uvidenheden om det ubevidste er en kulturkatastrofe (30.3.18.) De humanistiske fag ekspanderer uden hensyn til samfunds- og eksistensværdi (26.3.18.) De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed (11.3.18.) Komplementaritetens betydning for politik og eksistens (4.6.17.) 'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.) 'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair (27.7.12.) 'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.) Den tredje vej og Lars Løkke Rasmussen (29.9.10.) Folkeskolen og Folkekirken er nu i et klart modsætningsforhold (20.12.17.) Det mest utidssvarende ved kristendommen er intellektualismen og bekendelsestroen (4.11.17.) Teser mod Paulus og Luther - i anledning af 500-året for Luthers oprør mod Pavekirken (31.10.17.) Ånd og virkelighed nøgternt set i 2018 (20.05.18.) Vilh. Grønbechs underkendte betydning (21.4.18.) Vilh. Grønbechs kulturopgør Hvad skal vi med religion? (14.2.07.) Er religion en privatsag? Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet (1.4.18.) Teologien er ikke til megen hjælp for tiltrængt ny religionsforståelse (25.2.18) Er Gud menneskets opfindelse? (22.2.18.) Kristendommens håbløse modsætninger nødvendiggør et skarpt opgør (24.12.17.) Hvorfor skal unge mennesker bekræfte en meningsløs trosbekendelse? (5.5.17.) Videnskabstroens ubærlige snæversyn (21.4.17.) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech (28.05.08.) Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski (23.04.08.) Europa - religiøs slagmark igen? (16.3.08.) Umiddelbarheden hos naturmennesket (6.2.16.) Er julesalmer i folkeskolen en uting? (23.12.11.) Kan alle vore forestillinger dekonstrueres? (25.04.08.) Mytologi (2.8.02.) Myte ord og billede (13.7.02.) Grundtvig som mytisk digter og profet Artikler om Danmark Artikler om EU og Europa Artikler om Flygtningekrisen Artikler om Miljø og klima Artikler om Samfund Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr. 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m. 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi 'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Bøgerne forhandles af Saxo.com Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |