JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - socdem18radikale

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.6.18.

Mette Frederiksen gør sig fri af de radikale

For en gangs skyld skal landet fejre grundlovsdag med andet end helt forudsigelige grundslovtaler med besyngelse af demokratiet, fællesskabet, ligestillingen og ytringsfriheden. For i går aftes lod Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen endelig den bombe sprænge, at hun efter næste valg har til hensigt at danne en ren socialdemokratisk regering, hvis hun får mulighed for det, det vil sige hvis Lars Løkke Rasmussen taber valget, socialdemokraterne får et pænt valg og venstrefløjspartierne stadig peger på hende, så socialdemokraterne kan mønstre mindst 90 mandater.

Helt overraskende kan det ikke siges at være, eftersom Mette Frederiksen trods stigende utilfredshed med den siddende VLAK-regering ikke har haft meningsmålinger der peger på stigende tilslutning til hendes eget parti (det ligger ret stabilt på 25-26 %), men til gengæld flere gange er blevet direkte undsagt af de radikale på grund af udlændingepolitikken. Både formanden Morten Østergaard og den nye stjerne i partiet, den tidligere Venstre-mand Jens Rohde har gjort det klart at de ikke vil støtte Mette Frederiksen hvis hun fortsætter med at lave udlændingepolitik med DF og Venstre. Rohde har oven i købet understreget at han vil have fjernet Dansk Folkeparti helt fra indflydelse i dansk politik, og netop dette partis leder, Kristian Thulesen Dahl, har Frederiksen efterhånden fået opbygget et positivt og muntert forhold til.

Så Mette Frederiksen har egentligt bare taget konsekvensen og til DR-avisen kl. 21.30 i går sagt og i Morgenavisen Jyllands-posten i dag skrevet at hun ikke vil bryde noget som helst samarbejde med hverken de radikale eller andre venstrefløjs-partier, men først og fremmest stå så frit at hun som eventuel regeringsleder bliver i stand til at samle flertal til alle sider hvor muligheden opstår fra sag til sag. Det har andre socialdemokratiske ledere gjort før hende, påpeger hun, men det er jo en "sandhed med modifikation", for det har altid været problematisk og kortvarigt.

Mest afskrækkende var Jens Otto Krags hasarderede 'Røde Kabine't i 1966 med Aksel Larsens SF, for det holdt kun et år og førte til dyb splittelse af SF og til en flerårig borgerlig regering under den radikale Hilmar Baunsgaard. Men også Anker Jørgensens sidste smalle regering 1981-82 endte galt med Schlüters overraskende lange statsministertid med hele fire forskellige regeringer fra 1982 til 1993, hvor de radikale var med i den ene. Det var da økonominister Niels Helveg-Petersen var radikal leder og kategorisk udelukkede en socialdemokratisk regering så længe Svend Auken var formand, fordi denne under en tv-debat var kommet for skade at tale usandt om den norske udenrigsminister. Så Helveg slog sig sammen med Poul Nyrup Rasmussen om at vælte Auken som formand. Mange centrum-venstre-kommentatorer og -vælgere ser imidlertid selve konstellationen mellem S og R, som begyndte allerede under Stauning, som nærmest forbilledlig, men man skal være blind for ikke at kunne se at den ikke er lykken, men højst en bekvemmelighed eller nødvendighed. Sidst de radikale var med i regeringen var under Helle Thorning, og her præsterede en iskold Margrethe Vestager det kunststykke både at smadre Villy Søvndals SF og føre socialdemokratiet og sit eget parti til store nederlag.

I sin friske grundlovskronik i Jyllands-Posten påpeger Mette Frederiksen at socialdemokraterne har mange mål tilfælles med partierne til venstre. Velfærden sættes over skattelettelser. De offentlige ansatte skal sættes fri til faglig ledelse og ikke bremses med kontrol. Bæredygtigheden skal sikre miljø og klima. Og et stærkt samfund sørge for lav ulighed, høj uddannelse og høj tillid. Og det kræver et nyt flertal med de radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten. Men som bekendt har Socialdemokratiet også bundet sig til et flertal i Folketinget om en stram udlændingepolitik og her er det de borgerlige partier og Dansk Folkeparti der er forligspartnere.

Altså er der kun én eneste måde socialdemokratiet kan fortsætte den stramme udlændingepolitik på og samtidig trække landet i en retning der er både grønnere og mere retfærdighed - og det er ved at danne en manøvredygtig etpartiregering der kan bringe alle mandater i folketinget i spil. Det er Mette Frederiksens erfaring at resultaterne bliver bedre når man inddrager andre partier i forhandlingerne, dvs. på tværs af de traditionelle blok-skel. Der findes ikke en samlet blå økonomisk politik eller en samlet rød rets- og udlændingepolitik. Derfor må der nye samarbejdsformer til. Socialdemokratiet kan føre politik med mange partier. Og "man kan kun lede et land, hvis man kan samle et land", lyder den manende appel.

Og det er vel i denne smukke formulering Mette Frederiksen røber sin svaghed. For den parlamentariske kendsgerning i et demokratisk land som Danmark er jo at man kan lede et land, sålænge man ikke har et decideret flertal imod sig, og det vil i praksis sige 90 mandater imod sig, når man undlader at tælle de nordatalantiske mandater med. Det gjorde Krag som bekendt ikke i 1971, da S og SF kun kunne mønstre 87 tilsammen, hvorfor han var så opfindsom at tælle to grønlandske og et færøsk mandat med. Det smager af samme slags opportunisme som det røde kabinet - eller som Lars Løkke Rasmussens fidus i 2015 med at tælle V, DF, LA og K sammen mod resten, skønt DF og LA ikke kunne eller kan sidde i regering sammen. Det blev så i første omgang en ren venstreregering og i anden omgang en koalition uden DF, som har kviet sig ved at stemme imod Løkke. Og han er jo en fightertype hvis himmerige er det jordiske statsministerium.

Dansk Folkepartis leder kan flirte alt det han vil med Mette Frederiksen, men så længe han ikke stemmer imod Løkke, bliver denne siddende. Det slider på Thulesens image, men opportunisme er opportunisme. Og dér spørger man ikke efter egentlige holdninger - og slet ikke efter visioner der kunne hæve politikken over partiinteresser og partilederdrømme. Det kan endda gå så vidt, at det regnes for det fineste af ædel moral at holde et ægte folkeparti som Dansk Folkeparti uden for indflydelse som Poul Nyrup gjorde i 1998 og Morten Østergaard efterfølgende gør med samme begrundelse, og som Jens Rohde har gjort siden han forlod Venstre.

Det er jo Mette Frederiksens reelle problem at venstrefløjen sætter humanisme lig med grænseløs hjælp til indvandrere og flygtninge og derfor råber 'racisme' og 'højredrejning' efter alle der er i stand til at forene national begrænsning af indvandrere med international støtte til kamp for flygtninge i deres lokalområder. Hun er blevet klogere, fordi flygtningestrømmen i 2015 hurtigt viste at der er snævre grænser for reel integration af et stort antal flygtninge. Det er fornuftigt at indse grænsernes nødvendighed, når integrationsproblemerne bliver for store, for ellers reagerer befolkningen med deres sunde instinkter. Selv radikale folketingsmedlemmer kan acceptere grænser; det gælder eksempelvis Ida Auken, der for nogle år siden forlod SF til fordel for R, fordi hun følte sig både socialliberal og national, og som nu har udgivet bogen 'Danskhed'. Så man skal ikke på forhånd udelukke at også de radikale måske kunne bevæge sig. Hende vender jeg tilbage til i en særlig artikel.

Her skal først og fremmest noteres at Mette Frederiksens nye og umisforståelige udmelding angående socialdemokratiets tilslutning til en stram udlændingepolitik naturligvis er en 'bombe' på selve grundlovsdagen, fordi den vækker mange vælgere af deres dvale og dorskhed - og almindelige tro på at her i landet går det da som det skal, dvs i de vante baner. Østergaard og Rohde tager naturligvis bomben i stiv arm, men ingen kan være sikker på virkningen frem til valget. Umiddelbart ligner den et slag mod Østergaard, der unægteligt har ført de radikale langt væk fra den sunde og pragmatiske linje der har kendetegnet partiet tidligere. Men hvis ikke slaget styrker Mette Frederiksen så meget at hun vinder næste valg og får overdraget regeringsdannelsen, hjælper det jo ikke meget. Hun har i forvejen interne problemer i partiet med fraktioner der end ikke vil have hende med til 1. maj-møder. Og hun synes at have svært ved at hamle op med en partifælle som Henrik Sass Larsen, der i sin tid ikke ville have de radikale med i Thornings regering (og endte med ikke selv at komme med fordi han var ven med en rocker) og som netop har udsendt en bog om sin egen og den socialdemokratiske ørkenvandring (exodus) i opposition - og gudhjælpemig også er fortaler for fri hash.

Mette Frederiksen kommer i denne situation ikke uden om at forholde sig til nødvendigheden af samling i sit eget parti - og den kan umuligt skabes på spørgsmål om frigivelse af narkotiske midler eller medvind på cyklestierne. Og heller ikke på smukke ord om velfærd, lighed, uddannelse, bæredygtighed eller tillid. For det er der ingen der er principielt imod. De politiske uenigheder kommer i dette land først for alvor med valg af konkrete midler for at nå de fjerne mål vi tror vi er fælles om.

Det er så sikkert som amen i kirken at en mand som Politikens chefredaktør Christian Jensen finder det usigeligt trist at den historiske akse i dansk politik mellem det brede og solidariske arbejderparti og det radikale reformparti nu er sprængt, når det er "den akse der har drevet vores velfærdssamfund frem med økonomisk balance og social retfærdighed". Han rejser ingen tvivl om at ansvaret for de to partiers uenighed om udlændingepolitikken ikke mindst falder på Morten Østergaard, men at udlændingepolitikken "får lov at smadre et historisk politisk partnerskab er helt ude af proportioner". Ja, socialdemokratiets enegang er "trist nyt for det centrum-venstre" chefredaktøren i månedsvs har været talsmand for og som har gjort Politiken til en hårdnakket modstander af stramninger i udlændingepolitikken.

Derfor er det på sin plads at minde om at der hverken mangler flere smukke grundlovstaler eller flere beklagende avisledere, men indsigter og visioner der vel at mærke er så dybe og store at de kan ruske op i befolkningen på en helt anden måde end ved at følge Jensens banale opfordringer til at løfte blikket, slippe drømmene løs og være indigneret samt lade EU finde de fælles løsninger på Europas problemer. De virkeligt progressive indsigter er af den særlige art der går helt ned i psyken til de arketypiske forestillinger der alene giver både kraft til handlinger, sejhed til at holde ud og udløser en indre forpligtelse der ikke har med rationel argumentation eller autoriteters påberåbelse af 'faglighed' at gøre. Indsigterne har at gøre med de dybeste irrationelle forestillinger i psyken som skyldes umiddelbare intuitive erkendelser og derfor principielt forudsætter dyb respekt for selve det kollektivt ubevidste og således er det stik modsatte af gustne overlæg og opportunistiske fiduser såvel som gængse humanistiske principper og reaktionære moralbud.

Netop her er langt de fleste nutidige politikere og kommentatorer håbløst uvidende og uerfarne. Og derfor har vi både politikerlede og kulturkrise.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Har Socialdemokratiet overhovedet en kulturpolitik?  (18.2.18.)
Er socialdemokraternes nye flygtningepolitik humanistisk?  (16.2.18.)
DF og S har holdt årsmøder, men fastholder blokpolitikken - og Politikens chefredaktør holder stadig på S og R  (20.9.17.)
Socialdemokraten Kaare Dybvads folkelige illusioner  (23.7.17.)
Socialdemokratismens nye illusioner  (23.6.17.)
Hvad skal vi lægge i tilnærmelsen mellem S og DF?  (23.2.17.)

Østergaard, Morten, radikal formand (valget 2015 - 11.6.15.)
Helle tabte glansen, Kristian vandt mandaterne, Lars låner nok nøglerne  (19.6.15.)
Bjarne Corydon omdefinerer socialdemokraternes velfærdsstat  (8.9.13.)
Thorning bekender kulør med borgerlig politik  (1.3.13.)
Helle Thornings flinkeskole-optimisme bekræfter det manglende format  (6.1.13.)
Regeringens åbne sår  (5.10.12.)
Socialdemokratiet lider  (24.9.12.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Frank eller Helle?  (11.3.05.)
Lad dog Auken præke!  (9.1.05.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Anker Jørgensen og folkeligheden  (21.3.16.) Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)

Har Danmark ikke længere en socialpolitik?  (31.5.18.)
Er socialdemokraternes nye flygtningepolitik humanistisk?  (16.2.18.)
Den britiske satiretegning mod Danmark viser EU's dybe splittelse  (29.1.16.)
Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene  (18.1.16)
Flygtningestrøm ændrer på få dage Danmark og hele Vesteuropa  (9.9.15.)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise  (6.9.15.)

Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne  (2.8.15.)
EU's ledere tror ikke på europæisk kulturs unikke fortrin  (22.11.15.)
Merkel bringer sit land og hele EU ud i ufrihed og fangenskab  (6.11.15.)
Merkels bevidste satsning på Tyrkiet undergraver europæisk fællesskab  (20.10.15.)
EU og Merkel bruger flygtningestrømmen til at skabe mere union  (14.10.15.)
Har samfundene indbyggede etiske retningslinjer?  (24.9.15.)
Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder  (13.9.15.)
Flygtningestrøm ændrer på få dage Danmark og hele Vesteuropa  (9.9.15.)
Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne  (2.8.15.)
Bådflygtningene er en stor etisk udfordring  (27.4.15.)

Den store kulturkrise 2017 og udvejen  (7.5.17.)
Kulturministeren er fundet for let - men kulturkrisen er tung og udfordringen kræver oprør!  (24.1.17.)
kulturminister drevet ud af statskassens nidkære vogtere  (6.12.12.)
Blakes kulturopgør
Kulturopgør: Grønbechs underkendte betydning  (21.4.18.)
Grønbechs kulturopgør

Artikler om Danmark
Artikler om Flygtningekrisen
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)