JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - socialdem17illusion

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.6.17.

Socialdemokratismens nye illusioner

Det er ganske morsomt at læse Politikens reaktion på Emmanuel Macrons storsejr ved parlamentsvalget i Frankrig i søndags. For Europakorrespondenten Michael Seidelin kaldte begivenheden en ny historisk sejr der giver Macron grønt lys til vidtgående reformer. Og redaktør Anders Jerichow gav i sin leder udtryk for at Frankrig og EU har brug for Emmanuel Macron. Nok bliver han nødt til over for en stærk parlamentarisk opposition at håndtere et højre-venstre dilemma inden for sit eget parti. Men ikke destomindre har EU med Macron fået en dynamisk og beslutningsparat leder, netop på et tidspunkt hvor Storbritannien er på vej ud, og Tyskland af historiske grunde ikke kan tilbyde samme lederskab....

Disse nøgterne vurderinger røber fuld accept at den 39-årige, utraditionelle Macrons format, ambition og betydning dog uden helt at forstå egenarten af hans vilje til at håndtere modsætninger på en ny og konstruktiv måde. Men vurderingerne er først og fremmest bemærkelsesværdige fordi de kommer kun en måned efter bladets begejstrede kommentarer til Labourlederen Jeremy Corbyns flotte valgresultat i Storbritannien 8. maj, hvor han fik 40 % af stemmerne. Det var det flotteste resultat siden Tony Blairs 40,7 % i 2001, men det rakte dog kun til 261 pladser af Underhusets 650 sæder mod Blairs 418. Og det er som bekendt et godt stykke fra halvdelen. Briternes valgsystem med enkeltkredse betyder at man aldrig kan slutte fra procenttallet for hele riget til antallet af faktiske mandater.

Men da de konservative - mod lederens store forventning - gik tilbage fra 331 til 318 pladser, betød det at Theresa May mistede sit absolutte flertal og blev tvnget ud i ubehagelige forhandlinger med det nordirske Uafhængighedsparti DUP (Ian Paisleys uforsonlige protestanter). Og dét anses for uholdbart i længden. Deraf jublen rundt omkring på venstrefløjen.

Politikens nye chefredaktør Christian Jensen betegnede i sin leder Corbyns resultat som en lige højre (til Højre) og anbefalede Centrum-venstre i Europa at lære af manden.

Corbyn blev faktisk grinet ud allerede inden valgkampen kom i gang. Han var blot en kustode i et arbejdermuseum, hed det. Han fik sin partikongres til at gå ind for noget så gammeldags som nationaliseringer af dele af den private sektor, hvad der fik Tony Blair til at komme med en advarsel: Labour risikerede at blive udslettet med Jeremy Corbyn. Og hans egen parlamentsgruppe gav ham i 2016 et regulært mistillidsvotum på 172 mod 40, som han dog roligt kunne sidde overhørigt. Men nu er tonen altså helt anderledes.

Christian Jensen, der ikke har lagt skjul på sin partipolitiske overbevisning, konstaterede i Politikens leder at det i dag er Corbyn der kan grine, for han vandt på at tale om de socialdemokratiske kerneværdier med en ægthed som har samlet en stor del af de britiske vælgere. Og Jensen undlod ikke en sammenligning med den nyvalgte franske præsident: Corbyn og Macron har vist at det er muligt at skabe en modbevægelse til nationalismen og højredrejningen. Jensen ønsker at det må inspirere overalt i Europa. Ikke mindst i Danmark. - Det generer ham tilsyneladende ikke at Macron er stærkt nationalt forankret, men principielt ikke ser nogen modsætning mellem det nationale og det internationale. Ej heller at Corbyn accepterer Brexit, men blot ønsker at det bliver blødt, så Storbritanniens nationale egeninteresser bliver varetaget bedre! I realiteten er det kun Macron der har vist det muligt at vinde et valg ved at gå andre veje end højrekstremisterne og de gamle etablerede partier.

Jesper Phobo-Carlsen mener at Corbyn beviste at Labour godt kan få mange stemmer ved at følge sit hjerte. Men han citerer dog Tony Blairs gamle spindoktor Alistair Campbell for ordene: "Corbyn mangler ikke bare svar på hvad han vil med Storbritanniens udmeldelse af EU, men også på hvad han vil gøre ved den store demografiske udfordring, udviklingen af robotter og kunstig intelligens og klimaforandringerne". Men ifølge Phobo-Carlsen kan ingen dog bestride at det er lykkedes Corbyn at få fat på de unge vælgere. - Og det kan selvfølgeligt blive afgørende, hvis det holder til næste valg, men ingen kan vel heller bestride at Theresa May har ført en elendig valgkamp og personligt er faldet igennem som premierminister. Hun skulle selvfølgelig ikke have udskrevet et valg, før hun havde fået en acceptabel Brexit-aftale på plads.

Michael Seidelin udbasunerer i sin overskrift at "Den 'røde' blok er på vej frem i hele Europa efter hårde år". Han indrømmer at billedet er broget, men mener dog at Corbyn har fået succes på grund af sine forslag om reformer af det britiske arbejdsmarked. Og Seidelin gør også gældende at Corbyns succes skyldes at han har styret sit parti væk fra den liberalistiske linje Tony Blair stod for med den tredje vej, men denne vej var jo netop ikke liberalistisk, men social-liberal, og den havde succes i Storbritannien såvel som i Danmark fordi den undsagde gammeldags klassekamp og appellerede til den brede befolkning på midten. Denne fornuftige tredje vej blev imidlertid fejet væk allerede af Gordon Brown (og herhjemme af Lars Løkke Rasmussen), og det kom der straks problemer ved, for det var at vende tilbage til gammeldags klassekamp.

Seidelin minder om at hovedparten af de socialdemokratiske partier i Vesteuropa ikke længere er så store som tidligere, men at det samme gælder de borgerlige partier. Det politiske billede er langt mere fragmenteret end tidligere - og dette har han ret i, for der er fortsat modsætninger mellem beskæftigede og arbejdsløse, mellem rige og fattige og mellem dem der har gavn af globaliseringen og dem der lider under manglen på reguleringer. Men netop derfor skal man være overordentlig forsigtig med at udråbe Corbyns procentfremgang i Storbritannien til udtryk for at den røde blok er på vej frem i hele Europa. Corbyn har ikke anvist konkrete løsninger på de store problemer - og han har slet ikke vundet et valg.

Og ser vi på den politiske strid i Danmark, er det tydeligt at Lars Løkkes smalle V-LA-K-regering sidder på lånt tid og Dansk Folkepartis nåde, men omvendt også at Mette Frederiksen trods Socialdemokratiets fornuftige stramninger i indvandrerpolitikken og et stadigt bedre forhold til DF's Thulesen Dahl hverken formår at vinde betydeligt frem i meningsmålingerne eller at kunne regne med et sikkert flertal for sin politik efter næste valg. Hele den såkaldt "røde blok" (inklusive Alternativet) er lige så fragmenteret som den såkaldt "blå blok" (inklusive Nye Borgerlige). De røde kan pege på en og samme statsministerkandidat, men ikke stille med et holdbart regeringsgrundlag. Enhedslisten har oven i købet tænkt sig at stille betingelser der på forhånd vil begrænse DF's indflydelse.

Problemet er tydeligvis blokopdelingen. Den blev bekræftet i Storbritannien som den er blevet det i Spanien, Portugal, Østrig, Holland, Belgien, Sverige, Norge og Danmark - samt USA. Den vil formentligt blive bekræftet ved Forbundsdagsvalget i Tyskland til september (takket været at blå Merkel kan drage uventet fordel af Macrons sejr i Frankrig og forhindre at 'røde' Schulz tager over). Blokopdelingen er reelt kun brudt i Frankrig i og med at Macron her fik vendt op og ned på hele det politiske system.

Man kan pege på at det er muligt at appelere til vælgerne ved at "tale fra hjertet" og altså mene hvad man siger (og sige hvad man mener). Det har mange forskellige politiske ledere fra mange forskellige politiske partier faktisk været i stand til siden antikken. De har i så fald haft både karisma og talerevner, men som hovedregel har deres troværdighed beroet på at de mente hvad de sagde og altså ikke blot på opportunistisk vis sagde det de havde fundet ud af at et flertal af vælgere gerne ville høre. Troværdigheden betyder enormt meget for vælgerne, og den politikerlede vi i dag kan konstatere i store dele af de frie, vestlige samfund ligger netop i at politikerne i højere og højere grad er blevet spundet ind i et net af rådgivere og spindoktorer der for god betaling får disse politikere til at glemme alt om ideer og principper og i stedet følge nogle bestemte strømninger der formodes at give stemmer og holde sig fra alt der ikke giver stemmer. Det betyder i realiteten at de partier der stræber efter magten bliver mere og mere ens - og at det til syvende og sidst bliver ligemeget hvem der har magten. Den går alligevel med mellemrum på skift i alle demokratiske lande - og ingen af partierne har længere held til at gennemføre de løfter de har givet eller de reformer der er brug for.

Jo mere politikerne fedtes ind i spin, tom tale og utroværdighed, jo værre går det med samfundets udvikling og sammenhængskraft. Derfor er det forfriskende når der endeligt som i Frankrig sker et overraskende præsident- og parlamentsvalg helt på tværs af det etablerede system, men fuldt legalt og med en energi og ambition der lover godt og virker opmuntrende.

Men flertallet af kommentatorer tyder det forkert, og grunden er som man bl.a. tydeligt kan se i Politikens tilfælde at man hænger fast i den absolutte dualisme og derfor ser alle modsætninger som absolutte og uovervindelige. Man ser den største modsætning mellem liberalister og socialister, og beskylder de førstnævnte for at dyrke frihedsprincippet uden ringeste hensyn til folks ve og vel - eller man beskylder modsat socialisterne for at dyrke ligheds- og tryghedsprincipet uden ringeste hensyn til at der skal være nogen til at sørge for initiativ og kreativitet og skabe de vækstbetingelser der giver arbejde og velstand.

Fløjene ser med andre ord bort fra at visse fundamentale modsætninger er dynamiske og uundgåelige fordi mennesket i modsætningen til dyrene tænker, ser muligheder, tager initiativ og derigennem skaber forandring, fremskridt og kultur - uanset at det også livet igennem bevarer behovet for en grundlæggende orden, tryghed og ligestilling.

Fejlen i tænkningen er ikke at man opdager at dynamikken, kreativiteten og initiativtrangen giver problemer i form af uligheder, skævheder, fattigdom og nød og sågar krig og terror eller miljøforurening, men at man er så naiv at tro at problemerne kan løses gennem gængse rationelle og fredelige forhandlingsmetoder og at det egentlig kun er onde eller gale eller kolde mennesker der forhindrer de gode løsninger der kan tilfredsstille flertallet.

I de ovenfor nævnte tilfælde af socialdemokratisme skinner det igennem at kommentatorerne tror at socialismen er bedre for fremskridtet end liberalismen, og at det er en gammeldags socialist som Jeremy Corbyn de europæiske demokratier kan lære af, fordi han taler fra hjertet og får fat på de unge. Man sammenligner gudhjælpemig Corbyn med Macron, skønt denne udtrykkeligt undsiger det etablerede system og hel dets gængse opdeling af befolkningen og går helt nye veje. Han er både social og liberal, tilhænger af markedskræfterne og tilhænger af deres regulering, både global og national, både EU-tilhænger og EU-reformator, både folkelig og elitær, både beslutsom mand og tilhænger af kvindernes ligestilling og fulde berettigelse som selvstændige medspillere. Ja, han har et totalt anderledes kvindesyn end det gængse. Og han er fremfor alt et dybt etisk og historisk tænkende væsen, der vil sætte helt nye og fremskridtvenlige normer for det politiske liv, herunder også for miljøet, arbejdslivet og kulturen.

Også Macron appellerer til de unge og taler med hjertet, men til forskel fra Corbyn er dette hjerte ikke socialistisk endsige marxistisk, men social-liberalt eller "helhedsrealistisk", og det vil sige at han er nået langt dybere i sin erkendelse end Corbyn og hans røde klakører. Macron er nået ned til en dyb indsigt i at det er selve den gammeldags dualistisk tænkning der er håbløst reaktionær. Det der er brug for er en social-liberal tredje vej der anser fundamentale modsætninger som dynamiske, gavnlige og berettigede, og alt andet end ødelæggende i sig selv. I denne indsigt og først her kan den ægte folkelighed og føling med det kollektivt ubevidste mødes med det nødvendige elitære og rationelle lederskab.

Corbyns valgresultat i Storbritannien er ham velundt, ikke mindst i betragtning af Theresa Mays fiasko, men han er blokpolitiker lige som hun er - og det er ikke blokpolitik Europa og de europæiske velfærdssamfund har brug for. Det har tværtimod brug for et dybt opgør med gamle illusioner om modsætningernes opløsning gennem et primitivt dualistisk enten-eller-valg mellem ismerne.

Vejen frem hedder fortsat "den tredje vej" - uanset at både Labours Tony Blair og Venstre Anders Fogh afsporede denne fordi de aldrig gjorde sig ideens dybde klar, men blot opportunistisk så dens potentiale for den aktuelle valgstrategi. De forblev begge i en strategisk tænkning der var valgopportunistisk.

Den ægte tredje vej er komplementaritetens der har den store fordel at den aldrig kan monopliseres af noget parti og aldrig havne i balance eller retfærdighedssamfundets illusoriske verden. Men komplementariteten er ikke teori, og det er nok her både politikere og kommentatorer tager fejl. Den er tværtimod en helt ny måde at tænke på. Og man lærer den aldrig uden at blive fuldt bevidst om sin egen tænkning og dens faldgruber, herunder gamle illusioners uholdbarhed.

I anledning af Sct. Hans aften og sommersolhvervets festligheder og løjer med bål og lys kunne det være passende at fundere over hvorfor vi mennesker har så stor fornøjelse af at brænde hekse af. Det er jo som hovedregel kvinder - og det passer jo ikke med moderne ligestilling.

Men sagen er jo at hekse har samme funktion som guder og djævle eller feer og trolde: De er spontane udtryk for kræfterne i de kollektivt ubevidste og derfor altid nødvendige for at sikre folkene et sundt sjæleliv så det ikke forsvinder totalt i magthavernes nyttehensyn, indsnævring, ensretning og undertrykkelse. Men samtidigt gælder at disse psykiske kræfter er relative i betydning tidsbestemte og stedbestemte. Når Sct. Hans bålene først og fremmest brænder hekse af, så går det tilbage til en snæver kristen tid, hvor seksualiteten var anset for noget særligt farligt og syndigt, og forførende kvinder derfor som direkte samfundstruende: de truede i hvert fald mandens absolutte autoritet i familien og samfundet.

Sådan er det heldigvis ikke mere, og derfor kan man i dag se forslag om afbrænding af andre væsener. Fx bringer Weekendavisen i dagens anledning Ulrik Høys kritik af at den intellektuelle venstrefløj har valgt Donald Trump som nutidens heks over alle. Og det skal man ikke helt afvise. For både venstrefløjen og den højrefløj Høy selv tilhører elsker at hade og afbrænde deres hovedmodstandere. Høy kalder ligefrem Trump-foragterne for "den elitære pøbel".

Skulle man være lidt mere tidssvarende, kunne man vælge at se alle fanatiske og upåvirkelige dualister som vor tids mest reaktionære og farlige væsener. Men problemet ville være at finde eller skabe nogle velegnede figurer til den symbolske afbrænding disse fortjener.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Femte September - eksistentielt drama der omhandler problemerne med flygtningekrisen efter den tyske kansler Merkels åbne af EU's ydre grænser 5.9.15. (udg. dato 7.11.16. - pris kr. 25)

Ungdom og Galskab - eksistentielt drama der handler om den galskab der følger med puberteten og som giver mange tilpasningsproblemer. (udgiv.dato 7.11.16. - pris kr. 25.)

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF' (kr. 25)indeholder bl.a. artikler om Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag (4.10.11.), Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF (16.9.11.), Henrik Dahls store politiske desillusionering (13.6.11.), S og SF fremlægger deres 2020-plan (17.5.11.), Helle Thornings nye hold (19.4.05.) m.fl.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: