JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - trump17europa

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.05.17.

Trump isolerer sig - og Merkel gør det bevidst til et vendepunkt

Tiderne skifter og vi mennesker gør det samme, hedder et gammelt ordsprog. Det er vi også nødsaget til uanset om tiderne bliver lysere eller mørkere, for ingen er herre over historiens gang.

I nyere tid har vi europæere oplevet den gode ting at den kolde krig hørte op, da Sovjetsystemet kollapsede. Der fulgte ikke - som alle havde håbet - nogen lang og givende fred, men tværtimod større og større usikkerhed. Og denne blev ekstra stor da terrorismen den 11. september 2001 kom ind i billedet i sin mest uhyggelige form med veluddannede, men fanatiske muslimers stort anlagte terrorangreb på New York Trade Center og derved fremprovokerede krige mellem frie vestlige lande og den ufrie islamiske verden, og denne krig fulgte ikke det sædvanlige mønster med fronter på jorden, men skabte en helt ny asymmetrisk krig, som Vesten har måttet bakse med lige siden. Den er navnlig kendetegnet af uforholdsvis mange civile ofre.

Siden kom en stor økonomisk krise der skyldtes såkaldte bobler på bolig- og spekulationsmarkedet. Og da den var nogenlunde overstået, blev Europa ramt af en bølge af flygtninge fra Syrien, Afghanistan, øvrige Mellemøsten og Afrika, som er et direkte resultat af terrorismen. Den tyske kansler Merkel så ikke anden udvej end at åbne EU's ydre grænser for strømmen, selv om det reelt var et stort forræderi mod hele den europæiske kultur i og med at selve antallet af flygtninge gjorde integration umulig. Strømmen gav enorme problemer overalt i EU, men navnlig i Tyskland, Østrig og Italien i mere end et år.

Der var tilsyneladende ingen ende på krisen og ulykkerne - men så kom først et overraskende præsidentvalg i USA i novemer 2016 og et lige så overraskende præsidentvalg i Frankrig i maj i år - og endelig en mildest talt besynderlig Donald Trump-odyssé til Mellemøsten og Europa. Og hele den politiske situation er på blot en lille måned blevet totalt forandret.

Alt imens Donald Trumps interne problemer i Washington blev mere og mere kritiske på grund af vanskelighederne med at finde og fastholde en egnet FBI-chef og forklare svigersønnens relationer til Rusland, rejste præsidenten på en ni dages lang tur til USA's traditionelle venner og forbundsfæller. Og det kom til at gå værre og værre dag for dag. Det startede festligt og flot i Saudi-Arabien i hovedstaden Riyadh der i dagens anledning var fyldt med amerikanske flag. Her mødte Trump med utilsløret ægtefælle og datter den fornemste arabiske magtelite af konger og sheiker, men han befandt sig blandt ligesindede rigmænd og kunne gøre lige præcis den slags forretninger han elsker over alt og er det eneste han har forstand på. Saudi-Arabien købte amerikanske våben og militærudstyr for omkring 700 milliarder kroner med udsigt til endnu mere i de kommende år. Og Saudierne gav løfter om flere hundrede milliarder kroners investeringer i USA's infrastruktur. Forretningerne signalerede først og fremmest kamp mod Iran og mod Irans leg med atomvåben. Saudierne er glade for at have fået Obama udskiftet med Trump.

Dagen efter mødte Trump 50 arabiske og muslimske ledere og holdt for dem en tale om islam og terrorismen. Han lod valgkampens løfter om uforsonlig kamp mod radikal islamisk terrorisme ligge i skuffen - og understregede i stedet at sagen ikke drejer sig om "et opgør mellem forskellige religioner, sekter eller civilisationer. Det er et opgør mellem barbariske kriminelle, der vil udslette menneskeliv, og anstændige mennesker af alle religiøse overbevisninger, der vil beskytte det." - Både Mellemøsten og resten af verden har potentiale til en fredelig udvikling, men det kræver et intenst opgør mod terrorismen i de muslimske samfund. Driv dem væk fra de steder, hvor I beder, sagde Trump. Driv dem ud af jeres lokalsamfund, driv dem ud af jeres hellige land og driv dem ud af denne verden. Hvis vi ikke står samlet i fordømmelsen af disse myrderier, så vil vi ikke alene blive dømt af vores befolkninger og af historien, men også af Gud.

Den slags retorik tager kegler visse steder, men står i dybeste kontrast til Saudi-Arabiens egen strategi: at sikre wahabismen og det absolutte diktatur som sætter mange islamistiske terrorister i verden.

Trump rejste videre til Israel og premierminister Netanyahu, for hvem det vigtigste ved mødet var at det overhovedet fandt sted og dermed brød Barack Obamas årelange iskolde forhold til landet. Trump har sagt at han vil "fixe" den palæstinensiske konflikt. og Israel har frygtet at han ville forsøge at presse en fredsaftale igennem, for det ville sige en to-statsløsning uden ubetinget palæstinensisk afstandtagen fra terror. Men som forholdene er i dag i Gaza, får man ikke Hamas til at gå med til indrømmelser. Præsident Abbas på Vestbredden har reelt ingen magt over Hamas. Og Trump har det endnu mindre. Netanyahu kan være tryggere ved Trump end ved Obama; hans forsvarsminister kunne med tilfredshed fastslå at Israels relationer med USA er dybe, vigtige og uden fortilfælde og vil blive ved med at være det. Men fred med palæstinenserne kommer der ikke uden at Netanyahus eller en anden israelsk regering bliver uafhængig af det ortodokse jødiske parti.

Trump drog videre til Vatikanet, hvor han mødte pave Frans. Det blev et formelt møde med gave- og ordudvekslinger. Begge havde sagt negative ting om hinanden tidligere. Og det var tydeligt at paven stadig ikke brød sig det fjerneste om den amerikanske præsident.

I Bruxelles mødtes Trump med hele Nato-ledelsen i det nye pragtpalads af en Nato-bygning, der kun kan give anledning til at minde om den velkendte historie at gamle hæderkronede institutioner og virksomheder ofte begynder at demonstrere deres store magt og betydning ved at bygge nye, gigantiske hovedsæder netop på et tidspunkt i deres udvikling, hvor deres magt reelt er begyndt at smuldre. For det er netop hvad der er tilfældet med Nato. Den nuværende generalsekretær Jens Stoltenberg er citeret for usminket kritik af den nye amerikanske præsident under fire øjne, og den tidligere generalsekretær Anders Fogh Rasmussen var i september overbevist om at valget af Trump til ny amerikansk præsident ville betyde risiko for at Nato gik i opløsning. Fogh ændrede dog mening, da Trump begyndte at fremhæve at Nato-landene nu måtte se at leve op til målsætningen om at bruge 2 % af deres bruttonationalprodukt til militærudgifter. USA ville nemlig ikke længere betale størstedelen af gildet.

Trump gentog sit krav i Bruxelles - og det medførte udelukkende at land efter land alle påpegede at de mente de brugte penge nok. Trump blev mødt med stor uvilje over for selve det at benytte en officiel festlighed som anledning til at gentage det kontroversielle krav. Men det er jo Trump i en nøddeskal. Han skaber trykket stemning, når han farer frem med primitive krav der ingen gang har på jorden.

Senere mødtes Trump med EU's ledere og regeringschefer - og resultat var nogenlunde det samme. Han var ikke på bølgelængde med dem, men viste igen demonstrativt sin fysiske storhed og hensynsløshed ved at feje den kroatiske præsident til side, da alle skulle stille op til fotografering.

Til sidste var der G7-møde på Sicilien, hvor handelsaftaler og klimaaftaler var til drøftelse ved siden af kampen mod terrorismen. Det sidste kunne deltagerne blive enige om på papiret, men ikke de andre emner. Så resultatet blev et G7-møde hvor seks lande - Kina, Japan, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien - stod sammen mod det syvende USA. Den vigtige klimaaftale fra Paris ville Trump slet ikke tage stilling til på mødet, på trods af de øvrige landes pres. Han ville kigge nærmere på sagen - og give besked fra Washington. I skrivende stund meddeler et amerikansk medie ifølge Reuters at Trump skal have besluttet at trække USA ud af klimaaftalen. Men det er ikke officielt bekræftet.

Under alle omstændigheder et bedrøveligt G7-møde, der måske også viser at denne institution har nået senilitetsstadiet og er blevet overflødigt.

Donald Trump isolerede sig fra den øvrige verden, bortset fra Saudi-Arabien. Det kunne ikke være andet, for manden tænker kun i penge og har tilsyneladende ingen fornemmelse for finere politiske og strategiske spørgsmål. Hans rejse bekræftede hvad jeg skrev da han var blevet valgt: "Trump vil sandsynligvis i sin udenrigspolitik ændre ganske betydeligt på USA's forhold til EU, Rusland og Mellemøsten. Derfor er gårsdagens præsidentvalg i USA vigtigt. Det ændrer ikke selve det amerikanske samfund, for dette har allerede været under forvandling i lang tid. Men det bekræfter at denne ændring er uigenkaldelig og i højere og højere grad vil ændre USA's forhold til den øvrige verden. - Jf. artikel 9.11.16..

Det helt bemærkelsesværdige ved situtionen som den tegner sig nu efter Trumps rejse er kansler Merkels hurtige og kontante reaktion. Hun var på besøg hos det bayriske søsterparti CSU i München og benyttede lejligheden til i en decideret valgkamptale til en forsamling på 2500 tilhørere i et stort øltelt at sige sin mening ligeud: "De tider, hvor vi helt og holdent kunne regne med de andre, er ved at være forbi. Det har jeg konstateret de seneste dage. Vi europæere må virkeligt tage vore skæbne i egne hænder .... Vi må selv kæmpe for vores fremtid."

Talen betegnes af tyske medier som et historisk vendepunkt i Tysklands forhold til USA. Og da den faldt netop som valgkampen for alvor begyndte, er det tydeligt at kansleren profiterer på den. Det ses både af meningsmålinger der nu har givet hende en føring på over 11 % i forhold til SPD og det ses på SPD's reaktioner. Udenrigsminister Gabriel var således i et længere interview-indslag på ZDF ude med en understregning af at forholdet til USA stadig er vigtigt. Udsagnet tæller bare ikke rigtigt, for Gabriel er ikke længere SPD's formand - og den nye formand Schulze har svært ved overhovedet at komme igennem.

Når det samtidigt er gået sådan at den nye franske præsident Emmanuel Macron er kommet særdeles godt fra starten med sikker optræden i de nævnte internationale møder og med særdeles god kemi i forhold til Merkel, ligger det klart at Merkel og Makron nu bliver EU's faktiske topledere. Storbritannien er helt ude af billedet med sit Brexit - og Theresa May kan end ikke længere være sikker på en storsejr ved parlamentsvalget den 8. juni. Makron har derimod fået dannet en god og fornyende regering med folk der lader til at være indstillet på handling. Og den pragmatiske mand har ydermere haft et godt møde i Versailles med Ruslands præsident Putin - i anledning af 300 året for oprettelsen af diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Isen er brudt mellem Rusland og Frankrig, og det betyder i realiteten mellem Rusland og EU.

Både Merkel og Macron ønsker at få styrket EU og få en solidarisk løsning på spørgsmålet om overtallet af flygtninge i Tyskland og Italien, men intet tyder på at de får held med det sidste, trods nye trusler mod Polen. Og hvad angår EU, bliver det ikke EU som helhed, men Eurozoen de kan få held til at omstrukturere og forstærke. Vi vil uden tvivl inden for overskuelig tid få et "EU i to hastigheder", hvilket vil sige et A-hold af eurolande og et B-hold, omfattende de øvrige lande, herunder Danmark og Sverige.

Men vi må nok også regne med en anden fordeling af magtforholdet mellem Tyskland og Frankrig. Frankrig vil blive et stærkt og progressivt euro-land, hvis Macron vinder valget til nationalforsamlingen i juni måned, fordi han har ambitionerne og ikke er hæmmet af fortiden. Kansler Merkel vil sandsynligvis få fire år mere som kansler til september, men er modsat Macron under alle omstændigheder svækket af sin beslutning om i september 2015 at åbne EU's ydre grænser for strømmen af flygtninge. Beslutningen var forbundet med en indre skyldfølelse som utvivlsomt hænger sammen med tyskernes nazistiske fortid. Macron vil forsøge at hjælpe Merkel med at sikre andre eu-landes solidaritet, men vil formentlig ikke få held med det. Tyskland kommer til selv at bære følgerne af Merkels barmhjertighed i mange år frem.

Det skal blive spændende at se udviklingen, for den er nu præget af optimisme. Vendepunktet i Europa synes indtruffet.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: