JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - usavalg16a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.7.16.

Valget mellem Hillary Clinton og Donald Trump er trist for både USA og Europa

Præsidentvalgene i USA har altid været anderledes end folketingsvalg i Danmark, ikke mindst efter 2. verdenskrig hvor de moderne reklamemetoder for alvor slog igennem i masseform. En af forskellene ligger naturligvis allerede i at præsidentvalg i alle lande altid er valg mellem nogle få personer, i sidste omgang som regel kun to personer. Men den væsentligste turde være at kampen i de to enerådende partier mellem kandidaterne om selve nomineringen antager former der er helt ukendte for os og virker umådeligt frastødende - og gør det på grund af det fantastiske opbud af opfindsomhed, pengeforbrug og pengeindsamling der giver øget fokus på det overfladiske og underholdende på bekostningen af det seriøse og politiske indhold.

Men i år har nomineringen hos både republikanerne og demokraterne slået alle rekorder. Hos republikanerne endte nomineringen med kåring af den politisk fuldstændigt uerfarne populistiske millardær Donald Trump og hos demokraterne med kåringen af den yderst erfarne politiker Hillary Clinton der kender hele det etablerede system og Washington ind og ud fra sine år som førstedame i Det hvide Hus (1993-2001) og som Udenrigminister (2009-13). Modsætningen mellem de to præsidentkandidater kan ikke være større, men kendsgerningen er at de begge har splittet hvert sit parti, og at de i sidste ende skal appellere til et vælgerkorps der er dybt splittet økonomisk, socialt og etnisk. De står nogenlunde lige i meningsmålingerne, men Hillary Clinton har de bedste og mest kendte personer som støtter, herunder den siddende præsident og førstedame samt den klogt valgte Tom Kaine som vicepræsidentkandidat, men hun er afskyet af mange vælgere, og derfor er resultatet langt fra givet på forhånd. Skuffede vælgere og indædte modstandere af det etablerede system kan gå hen og give Donald Trump sejren. Og det kan siges at være et godt demokratisk udtryk for at det er muligt at kanalisere den almene politikerlede ind i et forsøg på brud med det etablerede system. Men omvendt er det også et betænkeligt udtryk for at politikerlede kan føre til valg af en helt uberegnelig populist der i dette tilfælde oven i købet er kommet frem i forreste linje ved hjælp af sin gigantiske formue.

Den stenrige Donald Trump fik op til konventet indirekte stor hjælp fra drabet på flere hvide betjente i Louisiana-byen Baton Rouge, fordi det bekræftede hans gentagne påstande om at Obamas regering langt fra har fået det styr på urolighederne som konservative hvide mennesker forlanger. Men Trump kan også appellere til fattige arbejdere i Detroit ved at love dem genoplivning af byens nedlagte bilindustrier. Et af hans kort er netop at fremhæve den succes de rige og smukke mennesker kan få i USA. Men parti-spidserne kan ikke lide manden - og han får ingen støtte af tidligere præsidenter og topfolk. Og han måtte endda opleve at en af rivalerne fra nomineringskampen Ted Cruz klart undsagde ham (og naturligvis blev buet ud). Trump har valgt guvernøren fra Indiana Mike Pence som vicepræsidentkandidat, og det er en konservativ politiker af den gamle skole, men farveløs og ubetydelig - og Trump kunne ikke dy sig for at tage ordet fra ham.

Trump brugte sin familie med en vis succes, navnlig en datter og en søn som gjorde indtryk, men til gengæld dummede hans ægtefælle, den forholdsvis unge, tidligere model, Melanie Trump, sig gevaldigt da hun havde kopieret visse dele af sin tale fra en tale Michelle Obama brugte i 2012. Fadæsen var taleskriverens, men indtrykket blev jo at Melanie er et nul sammenlignet med Michelle Obama - uden personlighed og selvstændighed. Trump største aktiv er den grove og vedvarende kritik af Hillary Clinton og hele det etablerede system - den bliver forstået og giver applaus, og det er den han kan vinde på.

Mange undrer sig over hvordan det kan være kommet dertil, men svaret synes at være det enkle at det på ingen måde er Donald Trump der har forårsaget forvandlingen af det politiske landskab og den politiske lede, men tværimod disse to fænomener der har frembragt manden og har kunnet køre ham frem på rette tidspunkt som selve den amerikanske tidsånd med dens ekstreme og vanvittige selvoptagethed. Trump forsøgte at gøre Richard Nixon kunsten efter og appellere til 'det tavse flertal' - men Nixons tid var altså 1969-74, og han måtte gå med vanære på grund af Watergate-skandalen. Trump slog på sit konvent dog fast: "Den vigtigste forskel mellem vores program og vores modstanderes er, at vores plan sætter USA først. Amerikanisme - ikke globalisme - er vores credo. Så længe vi ledes af politikere der ikke vil sætte USA først, kan vi være sikre på at andre lande ikke behandler USA med den respekt vi fortjener".

Den pæne Hillary Clinton repræsenterer i enhver henseende systemet i Washington og dermed også kløften mellem eliten og folket. Hun er dygtig og kompetent - og vil i hvert fald ikke overraske med eksperimenter eller nytænkning. Hun har solid opbakning fra Barack Obama og Michelle Obama, der begge leverede retorisk fine støtte taler til hende på konventet. Men det trækker ned at hun er gift med Bill Clinton og dermed ufriviligt har været indblandet i dennes højst upassende eskapader i sin tid i Det hvide Hus, som han oven i købet prøvede at lyve sig fra. I givet fald kan denne oprindeligt beundrede, men siden 'faldne mand' nu gå hen og blive 'førstedame' eller 'first husband' i det Det hvide Hus - og det virker på en eller anden måde besynderligt. Der er i hvert fald gået for meget familiepolitik i amerikansk præsidentvalg, og selvom det vil være 'historisk' om landet nu får sin første kvindelige præsident, så er det jo slet ikke at sammenligne med den første kvindelige premierminister eller statsminister, for en sådans ægtefælle spiller ikke nogen rolle. Men i USA bliver det i givet fald en tidligere præsident der skal være nr. to i Det hvide Hus, som han oven i købet på det groveste har besudlet med sine ekspader. Bill Clinton holdt på konventet en glimrende tale for sin kone og understregede at det at blive gift med hende i 1971 var det bedste valg han havde truffet. Gavner det Hillary i den kommende valgkamp eller skader det hende?

Hillary Clintons værste og mest udholdende rival til posten som partiets præsidentkandidat, Bernie Sanders, bakkede hende på konventet op med en god personlig tale, men heller ikke det var et entydigt plus, for mange af konventets deltagere havde sloges for netop denne mand som USA's næste præsident ud fra den overbevisning at han repræsenterede den virkelige og tiltrængte fornyelse. Og de var dybt skuffede - og lagde ikke skjule på deres skuffelse. Mange udtalte til pressen at de ikke ville stemme på Hillary ved valget til november.

Hillary Clintons egen tale på konventets sidste dag var bygget godt og sikkert op, som forventeligt var, men den var ikke særligt appellerende eller overbevisende. Hun lagde ikke skjul på at USA står ved en skillevej, fordi stærke kræfter truer med at splitte amerikanerne. "Donald Trump vil udskilles os fra resten af verden og splitte os indbyrdes...". Hun mente ikke at præsident Obama og vicepræsident Joe Biden havde fået tilstrækkelig anerkendelse for at have reddet amerikanerne fra den værste økonomiske krise. Der er sket store fremskridt, men det er slet ikke nok. Vi har stadig dybtliggende problemer der opstod længe før recessionen. Tingene fungerer endnu ikke som de skal. - Amerikanerne vil gerne arbejde, og de vil også gerne arbejde hårdt. Men lige nu er der frygtligt mange der føler at der er mindre og mindre respekt for det arbejde de gør. - Alle kan se at vi står over for alvorlige problemer med truslerne mod vores nationale sikkerhed. Der er brug for en pålidelig leder der forstår at vi er stærkere, når vi samarbejder med vores allierede. - "USA er stærkest når vi bruger kløgt, sund fornuft og beslutsomhed til at anvende magten på en præcis og strategisk måde. Det er sådan en øverstkommanderende jeg lover at være". - "Vi skal hele splittelsen i vores land. Både når det gæder våben, racespørgsmål, indvandring og meget mere. Det skal ske gennem empati og gensidig forståelse. Vi vil også reformere vores retssystem fra ende til anden og genopbygge tilliden mellem politiet og borgerne.... Vi vil tage kampen op mod alle former for hadsk retorik."

Ja, som man ser var ordene velvalgte og velformulerede, men også temmelig forudsigelige. Der var i realiteten ingen appel i den som der i sin tid var i Bill Clintons taler eller senere i Barack Obamas. Og der var vel at mærke heller ingen forståelse for at den almindelige politikerlede overalt i den vestlige verden og den specielle splittelse i det amerikanske samfund hvad angår race og etnicitet ikke længere kan fejes til side med store ord og sikker beherskelse af retorikkens kunst. Der kræves noget mere og noget nyt - og det var Hillary Clinton ikke i stand til at mane frem. Hun leverede - som Politikens USA-korrespondent Kristian Madsen rammende skrev - "en skuffende standardvare der afslører hendes største problemer i opgøret mod Donald Trump".

Som sagt kan ingen vide hvem der vinder præsidentvalget i USA til november. Ingen eksperter tør komme med et bud uden forbehold. Men efter en helhedsrealistisk vurdering turde det være sikkert, at USA taber ligegyldigt hvem der bliver præsident, for landet er dybt og ulægeligt splittet, og det har forlængst mistet sin afgørende indflydelse på hvad der foregår i Mellemøsten og dermed hvad der er Europas største problem.

USA er blevet anderledes på ganske få år, ikke upåvirket af den store økonomiske krise, men først og fremmest påvirket af de uløste racemæssige og etniske problemer indadtil og de uløste problemer i Mellemøsten. Obama blev valgt med store forhåbninger, men har skuffet både med hensyn til fredsvisionerne i udenrigspolitiken (som han ellers fik Nobelprisen for på forventet efterbevilling) og lighedsdrømmene i indenrigspolitikken som der ikke gives nobelpris for, men som den stigende raceuro har afsløret som illusoriske.

Hillary Clinton vil bare fortsætte linjen ud ad det blinde spor. Donald Trump kommer formentligt med et gigantisk eksperiment og flop. Imens går flygtningekrisen i Europa sin skæve gang med Merkel ned ad bjergvejen i fuld fart og uden at ænse at bremserne ikke virker. "Wir schaffen das", bliver hun ved at gentage med himmelvendte øjne. Erdogan er slået ind på sin islamiske vej og griner europæerne lige op i øjnene, bl.a. med sine trofaste tilhængeres store demonstation i Tyskland! Assad er i realiteten sikret overlevelse i og med at det formentligt lykkes ham at generobre Aleppo fra oprørsstyrkerne. Flere flygtningene bliver resultatet. Kun Syriens deling synes en varig løsning. Rusland og Iran er blevet vigtigere for en sådan end USA. Israel synes helt ladt i stikken.

Uden en folkelig vækkelse i Europa der finder helhedsrealismen og går langt uden om ekstremisme og populisme går det ikke. For det er en sådan der skal sætte en stopper for den naive og på langt sigt undergravende indvandring i Europa.

Ejvind Riisgård

Links

Det Hvide Hus
State Department
Repræsentanternes Hus
Senatet

CNN
BBC
Washington Post
New York Times

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: