JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - syrien13c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.9.13. (Ugebrev)

Folkeret og retfærdighed i politik

I den løbende farceforestilling om USA's lidet konsekvente forsøg på at 'straffe' Syriens præsident Assad for brug af kemiske våben mod dele af den syriske befolkning og dermed om muligt også forsøge at forebygge yderligere misbrug har Ruslands præsident eller zar Vladimir Putin vakt opmærksomhed ved at lade New York Times offentliggøre en henvendelse til den amerikanske befolkning som anbefaler at man holder sig til civiliserede diplomatiske og politiske løsninger frem for at bruge magtens sprog, men som samtidigt kritiserer Obama for at have fremhævet USA's politik som noget exceptionelt.

Putin finder det vigtigt at rette denne henvendelse til det amerikanske folk netop på et tidspunkt hvor kommunikationen mellem USA og Rusland er utilstrækkelig. Og dette er jo ubestrideligt, al den stund Obama havde mulighed for på G20-mødet i Moskva at føre egentlige bilaterale forhandlinger med Putin om Syrien-spørgsmålet, men på forhånd havde aflyst et to-mandsmøde fordi Putins midlertidige asyl til Snowden og lovgivning mod de homoseksuelle ikke passede ham, og han troede at han kunne straffe 'Putin'. Der kom dog et møde i stand, men det varede kun tyve minutter og var altså allerede på grund af sin kortvarighed helt utilstrækkelig til ordentlig drøftelse af en sag der virkelig er kompliceret og kræver tid og vilje til forhandling fra begge sider. Mødet blev blot en formalitet.

Den amerikanske præsident rejste hjem til Washington for at hvile ud, tænke sig om og udarbejde sin retorisk blandede henvendelse til det amerikanske folk om alle de forhold der må tages i betraqtning hvis han skulle gribe militært ind i sagen, når han helst ville undgå det. På den ene side ville det gavne USA's nationale sikkerhed at besvare Assad-regimets brug af kemiske våben med et målrettet militært angreb. På den anden side så det ud til at en diplomatisk løsning var blevet mulig. Obama understregede at han blev valgt til at stoppe krige, ikke til at indlede nye. Men for kun et år siden lovede han faktisk at gribe ind, hvis Syrien anvendte kemiske våben i stor stil. Og det hævder både han og udenrigsminister Kerry netop er tilfældet. Men ingen andre lande har villet deltage i en militær operation, hvis konsekvenser er uoverskuelige. Præsidenten har overhovedet ikke samme nære relationer til sine allierede som forgængeren havde. Og endelig var Kongressen svær at overtale.

Men så kom John Kerry med en bemærkning om at præsident Assad kunne aflevere sine kemiske våben og undgå en aktion fra USA's side. Det var muligvis en løs bemærkning eller en regulær fortalelse, der blot skulle understrege at det lå op til Assad selv at løse hele konflikten. Kerry troede ikke på denne mulighed og havde næppe forestillet sig at hans bemærkninger ville få nogen virkning, da Assad hidtil uden så meget som at blinke med øjnene havde afvist at have brugt kemiske våben og afvist at bøje sig fra pres udefra. Men den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov var lynhurtig i vendingen. Han foreslog øjeblikkelige forhandlinger med styret i Damaskus med direkte henblik på at give FN-observatører mulighed for at kontrollere Syriens kemiske våben og destruere dem. Og den syriske udenrigsminister, som vi dårligt nok har set på banen før, slog til med det samme og bedyrede offentligt at Syrien er parat til at aflevere sine kemiske våben og til at underskrive konventionen om forbud mod disse våben. Hele sagen vendte på en tallerken på få timer - og den arme Barack Obama havde ikke anden udvej end at vise sin store beslutsomhed med stor retorik der fastslog at USA fortsat føler sig forpligtet til at gribe ind over for en så alvorlig forbrydelse som brug af kemiske våben. USA er ikke verdens politi, men USA skiller sig ud fra alle andre. USA er noget helt specielt.

Man kan godt forstå at zar Putin hoverer - og direkte returnerer Obamas sædvanlige henvisning til de guddommelige magter: "Der er store lande og små lande, rige og fattige, lande med mangeårige demokratiske traditioner og lande, der stadig leder efter vejen til demokrati. Deres politik skiller sig også ud. Vi er alle forskellige, men når vi beder om Vorherres velsignelse, må vi ikke glemme at Gud skabte os lige."

Iøvrigt pågede Putin at FN risikerer at bryde sammen - ligesom i sin tid Folkeforbundet - hvis indflydelsesrige lande går uden om FN og griber til militær handling uden bemyndigelse fra Sikkerhedsrådet. Og Putin understregede at USA's mulige angreb på Syrien - trods stærk modstand fra mange lande og vigtige politiske og religiøse ledere, herunder paven (han skulle også lige med!) - ville medføre flere uskyldige ofre og en optrapning der kan få konflikten til at sprede sig langt ud over Syriens grænser. Et angreb ville øge volden og udløse en ny terrorbølge. Det kunne underminere de multilaterale bestræbelser på at løse det iranske atomproblem og den israelsk-palæstinensiske konflikt og føre til en yderligere destabilisering af Mellemøsen og Nordafrika. Det kunne skubbe hele det internationale system for lov og orden ud af balance.....

Alt i alt foreligger der fra Putins side en så iskold belæring af præsident Obama og hans regering om international politik og respekt for FN's konventioner at det er fuldt forståeligt at den republikanske senator John McCain, der har været nølende over for Obamas oprindelige strategi, kaldte den en fornærmelse mod alle amerikanere. Men han glemmer, at Obama og Kerry selv har været ude om det. Zar Putin er kyniker - og er i princippet lige glad med at der er blevet brugt kemiske våben i Syrien fra både regerings- og oprørsside. Han er fuldstændigt på det rene med at borgerkrigen er viklet så meget ind i alle mulige og umulige religiøse, etniske, pengemæssige og militære interesser at den ikke kan standses af nogen udefra. Hans interesse er alene at sikre russisk indflydelse i regionen, herunder at Assad bliver siddende et stykke tid - og denne indflydelse er nu, takket være den russiske udenrigsministers lynhurtige reaktion på den amerikanske kludren med sagerne, sikret på en måde han ikke kunne have drømt om for en uge siden.

Putin står i dag langt stærkere i Mellemøsten, i FN og i verdensopinionen end han gjorde for fem dage siden. Og så kan amerikanerne alt det de orker svare igen med påpegning af at han slet ikke selv lever op til FN's konventioner. Han har nu fået gjort det uhyre meget sværere for præsident Obama at føle sig hævet over FN's Sikkerhedsråd og at foretage sig noget i Syrien der ikke er godkendt af Sikkerhedsrådet. Alle der tror på FN - inklusive den danske udenrigsminister - har fået Putins velsignelse. Præsident Assad bliver foreløbigt siddende på det syriske militærapparat. Og borgerkrigen vil gå videre med uformindsket styrke og med tusindvis af nye døde og sårede i de følgende måneder og år.

Putin hævder at han ikke beskytter den syriske regering, men folkeretten og FN's Sikkerhedsråd. Han gør gældende, at opretholdelse af lov og orden er en af de få måder hvorpå vi kan forhindre de internationale relationer i at synke ned i kaos i nutidens komplekse og turbulente verden. Han understreger at lov er lov, og at lov skal holdes, uanset om vi bryder os om det eller ej. Og igen belærer han os: "Ifølge den nuværende folkeret er det kun tilladt at gribe til magtanvendelse i selvforsvar eller efter en beslutning i Sikkerhedsrådet. Alt andet er uaceptabelt i henhold til FN's charter og ville være at betragte som en aggression". Derfor kalder han det foruroligende at det er blevet hverdagskost (sic!) for USA at gribe militært ind i andre landes interne konflikter. Magtanvendelsen har desuden vist sig at være ineffektiv og meningsløs - i Afghanistan, Irak og flere andre steder. Og omverdenen reagerer imod det, kan han hoverende notere. Idet han dog glemmer to ting: a) resultatet i de nævnte nyere tilfælde er ikke entydigt og kan ikke gøres op på nuværende tidspunkt, og b) 2. verdenskrig var ikke endt med de allieredes sejr over nazismen uden at Storbritannien, USA og Rusland var trådt i karakter og havde besluttet sig for at handle på egen hånd.

Folkeretten understreger det juristerne kalder territorialhøjheden, dvs de enkelte staters ret til at holde lov og orden inden for deres eget territorium omtrent som det passer dem. En indblanding udefra er kun berettiget hvis den sker i selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FN - og den sidste gives kun af Sikkerhedsrådet og kun i tilfælde af brud på konventioner som landene har tilsluttet sig. Sikkerhedsrådets bemyndigelse kan vel at mærke slet ikke gives hvis bare et af de fem permanente medlemmer, herunder USA og Rusland, nedlægger veto.

Her ligger begrænsningen, for alle og enhver der har fulgt med i international politik siden 2. verdenskrig vil vide at netop USA og Rusland (og Kina) meget ofte er uenige om hvad der bør gøres. Vetoretten sikrer mod misbrug af muligheden for indgreb, men den blokerer også for indgreb der ville være rimelige og fornuftige set ud fra fx et humanitært og demokratisk synspunkt - eller overordnet ideologisk synspunkt - men uheldigt set fra et modsat synspunkt. Staterne er jo lige præcis uenige om både humanitet og ideologi.

Man kan da vælge at sige, at der under ingen omstændigheder må skrides ind mod et land der overtræder konventionerne, hvis blot et af de permanente lande er uenig. Det vil ofte udelukke at man selv i alvorlige tilfælde af brud på konventioner overhovedet foretager sig noget. Eller man kan vælge at sige som USA og Storbritannien flere gange har gjort, at man tager det fulde ansvar og skrider ind på eget initiativ uden om Sikkerhedsrådet. Man kommer da til at tage konsekvenserne af alle de virkninger indgrebet får - og de vil som altid, ifølge Paul Johnsons lov, være en blanding af tilsigtede og utilsigtede virkninger - men de må måles på at undladelse af handling også vil have tilsigtede og utilsigtede konsekvenser man heller ikke kan overskue eller beregne på forhånd.

I det aktuelle syriske tilfælde er det oplagt at konsekvenser af et militært indgreb vil være helt uoverskuelige og formentlig gøre såvel den politiske som den sociale og økonomiske situation i landet og regionen meget værre end den er i forvejen. Men generelt kommer man ikke uden om at fastslå at FN ligeså lidt som enhver anden international organisation garanterer den fornuftigste, mest humanitære og mest langsigtede løsning. Det må store lande som USA, Storbritannien og Frankrig afgøre med sig selv, ligesom små lande som Danmark, Sverige og Norge må afgøre med sig selv hvor de vil lægge loddet og hvor de eventuelt vil medvirke aktivt til en løsning. Det var det USA og Storbritannien gjorde under 2. verdenskrig - og igen i bl.a. Afghanistan og Irak i 2001 og 2003. Og det var det den danske frihedsbevægelse egenmægtigt gjorde under 2. verdenskrig og den danske stat under en regering der udtrykkeligt trak tråden til modstandsbevægelsen gjorde med folketingsflertallets tilslutning i Afghanistan og Irak.

Disse spørgsmål og beslutninger er komplicerede og vanskelige - og folk bliver aldrig enige om dem. Men ingen bør glemme at undladelse af at gribe ind kan have virkninger der er værre end indgreb - eller at det gør en afgørende forskel på et folks selvforståelse om man principielt vælger aldrig at gribe ind uden FN-mandat eller åbner for muligheden af at tage et selvstændigt ansvar på sig. Etisk forpligtelse er aldrig blot at følge vedtagne regler, for verden ændrer sig og dermed også risiciene ved at undlade handling.

Men alle lande, herunder også supermagten USA, bør indse sin begrænsning og sin afmagt. Det er ikke muligt at gribe ind i den syriske borgerkrig udefra - uanset hvad den koster af menneskeliv og materielle ødelæggelser. Det internationale samfund står afmægtige over for et sådant magtvanvid. Men USA har svækket sin internationale position alvorligt ved en så gigantisk forkludring af sagen som Barack Obama og John Kerry har gjort sig skyldige i. Den var helt unødvendig og beror på en helt misforstået og forsnævret moralistisk indstilling til brugen af kemiske våben.

Ejvind Riisgård

PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Links:

Det Hvide Hus
State Department

Relevante artikler på Jernesalt:

Obama udstiller USA's afmagt (1.9.13.)
Vestligt indgreb mod Syrien undgår ikke utilsigtede følger (28.8.13.)

Afmagtspostulater (A-postulater - 3.6.02.)
med link til filosoffen Johannes Witt-Hansens synspunkt
og mine egne postulater, opdelt på forskellige kategorier som de sociale, de politiske og de moralske