JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - syrien13a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.8.13.

Vestligt indgreb mod Syrien undgår ikke utilsigtede følger

Alt tyder nu på at de store vestlige lande USA, Storbritannien og Frankrig i koalition med andre lande, heriblandt Danmark, vil angribe Syrien fra luften efter at den amerikanske efterretningstjeneste har skaffet beviser for at Assads styre sidste onsdag brugte kemiske våben mod befolkningen øst for Damaskus og dermed forårsagede drab på mindst 350 og måske over 1000 af sine egne borgere. Det vestlige missilangreb kan komme inden for få dage og vil ske fra flådeenheder i den østlige del af Middelhavet og eventuelt fra flybaser i Tyrkiet og på Cypern.

Den amerikanske udenrigsminister John F. Kerry, der ellers den sidste tid har koncentreret sig om sine meget optimistiske forsøg på at få gang i fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne, kom i mandags med en hård og utvetydig anklage mod Syrien og præsident Assad, og den blev fulgt op af vicepræsident Joe Biden i går tirsdag samt af forsvarsminister Chuck Hagel. Desuden har såvel den britiske premierminister David Cameron som den franske præsident Hollande været ude med klare meldinger om at vestmagterne måtte gribe ind, når nu FN's sikkerhedsråd ikke vil. Vi mangler i skrivende stund kun at høre præsident Obama komme med en bekræftende erklæring. Han har store problemer, fordi han på den ene side - ligesom flertallet i den amerikanske befolkning og blandt demokraterne - er imod at USA bliver draget ind i den syriske borgerkrig, men på den anden side selv har slået fast at Assad med brug af kemiske våben overtræder den røde linje der skiller amerikansk intervention fra ikke-intervention.

Amerikanerne, briterne og franskmændene har presset FN's sikkerhedsråd det de kunne - og har haft nogen støtte fra FN's generalsekretær, men det har hele tiden ligget fuldstændigt klart at hverken Rusland eller Kina vil acceptere militær indblanding fra FN's side. Begge lande ser trods mandens åbenlyse fejl og svagheder præsident Assad som en slags garant for uændret magtfordeling i regionen og vil naturligvis ikke bidrage til at skabe usikkerhed. Humanitære hensyn spiller ingen rolle i disse to landes vurdering. Det gør de derimod i alle vestlige lande - og det er måske problemet. For i modsætning til hvad der var tilfældet ved folkemordet i Rwanda i 1994, hvor et sted mellem en halv og en hel million tutsier blev myrdet, så er såvel størrelsesforholdet som mulighederne for indgriben væsentligt anderledes i Syrien i dag.

Og i modsætning til vestmagternes krig mod Sadam Hussein-styret i Irak i 2003, så er der i Syrien ikke tale om krig mod en uberegnelig diktator der kunne finde på at anvende kemiske våben og som iøvrigt kunne forbindes med islamistisk terrorisme, men om krig mod en diktator der er gået for vidt i sin kamp mod oprørere fra det arabiske forårs lokale bevægelse, men iøvrigt ikke ønskes fjernet for enhver pris, da alternativet er en uensartet gruppe oprørere man ikke kan bygge på.

Det afgørende i den aktuelle situation er de humanitære hensyn, og her har det ikke skortet på fordømmelse fra nogen vestlig instans, eftersom billedet af flere hundrede forgiftede mennesker i alle aldre ikke kan undgå at vække den største afsky og harme på noget normalt menneske. Alt tyder på at misbruget af de kemiske våben kan føres tilbage til Assad-regimet, idet den amerikanske spiontjeneste i timerne efter brugen af giftgasserne ved Damaskus sidste onsdag skal have opsnappet panikagtige telefonsamtaler mellem en ansat i det syriske forsvarsministerium og lederen af den militære enhed der brugte gassen og som skal være præsident Bashar al-Assads lillebror, Maher al-Assad, der også er kommandant for Den Republikanske Garde. Det får vi formentlig bekræftet når præsident Obama kommer med den endelige erklæring.

Præsident Assad har givetvis overtrådt Obamas røde linje, men hvis det viser sig at det er lillebroderen der har givet ordre til brug af nervegasserne uden om præsidenten og forsvarsministeriet, er et militært angreb på Syrien, dets flyenheder og dets kommandocentral måske ikke den mest logiske eller hensigtsmæssige reaktion.

Man kan aldrig gøre en krig eller en krigs berettigelse op alene med antallet af ofre. Ti ofre for giftgas er ti for meget og kan berettige indskriden. Men i realpolitik på verdensplan er man nødt til at holde sig proportionerne for øje. Og her må ræsonnementet være, at hvis en indskriden mod misbrugere af kemiske våben kan garantere effektivt mod fremtidige misbrug, er den moralsk forsvarlig, men hvis ikke den giver en sådan garanti, men tværtimod gøre den almindelige situation i et borgerkrigsramt land endnu mere kaotisk og uforudsigelig, så er der ikke vundet noget. Så vil de myrderier med gængse våben der formentlig allerede har kostet 100.000 syrere livet fortsætte - og den truede diktator kan i sidste ende føle sig så presset at han kan ty til hvad som helst, inklusive ny brug af kemiske våben. Disse våben fjerner man jo ikke med bombeangreb. De kan slet ikke fjernes, for de er lette at fremstille af tilgængelige kemiske stoffer.

Stort set alle nøgterne eksperter påpeger, at et militært angreb mod præsident Assad og hans styrker fra vestmagternes side uundgåeligt vil medføre øget forværring af situationen i hele regionen. Den vil slet ikke løse selve borgerkrigen i Syrien. Den vil til gengæld øge risikoen for reaktioner for aktører som præstestyret i Iran og Hizbollah-militsen i Libanon. Irans Ayatollah har allerede erklæret at et angreb på Syrien vil antænde en krudttønde i regionen. Et angreb vil forøge spændingerne i Egypten og undergrave de påbegyndte sonderinger mellem palæstinensere og israelere. Vestligt angreb på Assad vil forværre forholdet mellem USA Rusland/Kina. Og endelig vil præsident Obama få flere problemer på hjemmefronten.

Det har været meget overraskende at statsminister Helle Thorning-Schmidt allerede i går tirsdag meldte ud at Danmark positivt overvejer at gå med i en vestlig intervention i Syrien og således ikke længere gør et angreb på Assad betinget af tilslutning fra FN's sikkerhedsråd. "Vi har fået at vide, at vores nærmest allierede er så godt som sikre på, at det er Assad som selv har iværksat giftangreb mod sin egen befolkning. Med det overtræder man en grænse, som alle må tage afstand fra", sagde hun flere gange i løbet i dagen. Og selvom den sidste sætning er formuleret lidt kluntet, så er det da positivt at den danske regering nu vedkender sig et politisk ansvar for udviklingen i Syrien der går videre end hvad Rusland og Kina kan gå med til i FN - og således i realiteten principielt bekender sig til samme aktivistiske udenrigspolitik som kendetegnede Fogh-regeringen. FN kan man ikke regne med i prekære situationer, for Rusland og Kina kan og vil ofte nedlægge veto mod særlige aktioner de vestlige lande ønsker at gennemføre. Og generalsekretær Ban Ki-Moon har da også været ude med en typisk erklæring om at FN's våbeninspektører skal have mere tid i Syrien. Det samme hørte man i månedsvis fra våbeninspektøren i 2003, da det gjaldt Irak.

Man kan i denne forbindelse more sig over at udenrigsminister Villy Søvndal til det sidste klamrer sig til FN og bestrider at han er blevet sat på plads af sin chef, mens han var på Færøerne for at snakke om sildekvoter. Han vil ikke være ved at hans parti nu tvinges til at sadle om, og det gør ham næppe heller mere populær eller troværdig i vælgernes øjne. Han er i mine øjne en ynk som udenrigsminister og burde have været pensioneret ved den nylige regeringsrokade.

Men det hører med til hele historien at også Helle Thorning-Schmidt handler i strid med befolkningsflertallet som ifølge en frisk meningsmåling fra Gallup er imod militær dansk indblanding i Syrien. 64 procent af de adspurgte er imod dansk deltagelse i en militæraktion uden om et FN-mandat. Kun 23 procent er for. Og det kan såmænd ikke overraske, da det for længst er lykkedes de nuværende regeringspartier at så tvivl om den tidligere regerings aktivistiske linje.

Man skal imidlertid i den forbindelse ikke glemme den britiske historiker Paul Johnsons lov om utilsigtede virkninger. For den siger at alle politiske beslutninger foruden de tilsigtede virkninger også altid har nogle utilsigtede - og de kan endda være værre, dvs af mere negativ art end de tilsigtede. Men dette gælder jo også enhver beslutning om ikke at gribe ind.

Det tragiske ved tilfældet Syrien i disse år er simpelthen at der ikke er nogen rationel eller fornuftig løsning på problemerne, og at enhver beslutning om aktiv indgriben eller om passivitet vil få såvel tilsigtede som utilsigtede følger ingen kan overskue. Syrien er kommet i historiens smeltedigel nøjagtigt som hele Mellemøsten er det. Det er ikke til at se hvad det vil ende med. Det kan måske vare tyve eller tredive år inden man kan se konturerne af noget nyt, menneskevenligt og holdbart. Det er ikke blot demokrati og frihedsrettigheder man slås om, men også den elementære sekularisering der er forudsætningen for demokrati og frihedsrettigheder. Det ses tydeligt i Egypten. Men det er det dybe, fundamentale problem i hele den muslimske verden.

Ejvind Riisgård

PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Obama udstiller USA's afmagt (1.9.13.)