JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - tyrkiskungdomsoproer

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.6.13. (Ugebrev)

Tyrkisk ungdomsoprør ikke en del af det arabiske forår

Det var lidt overraskende for de fleste at der pludseligt for et par uger siden opstod stor uro og store demonstrationer i Istanbul som direkte reaktion på den tyrkiske regerings bebudede planer om at omdanne Gezi-parken tæt ved Taksim-pladsen til et indkøbscenter. Og det blev vel at mærke ikke et éngangsfænomen, men har fortsat dag efter dag og har endda bredt sig til andre større byer, herunder hovedstaden Ankara. Ja. demonstrationerne er blevet større og større, fordi politiet har faret uhyre brutalt frem med vandkanoner og tåregas mod de demonstrerende. Regeringen står urokkeligt fast, og ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan har oven i købet været så arrogant at han rejste til flerdages forhandlinger i Afrika - i håb om at uroen ville gå i sig selv igen. Det gjorde den ikke; en viceministerpræsident prøvede derfor at lægge en smule afstand til politivolden; og præsident Gül understregede at det var en del af demokratiet at oppositionen kunne benytte sig af demonstrationer. Men Erdogan fik hurtigt gjort opmærksom på at hans tålmodigheden havde en grænser.

Natten til tirsdag (11.6.) blev Taksim-pladsen ryddet for demonstranter og spærret af, ligesom politiet fjernede telte og andet fra Geziparken. Myndighederne hævder at de har trukket planerne om et indkøbscenter tilbage, men at de i stedet vil bygge et kulturcenter i parken. Og det tilfredsstiller ikke demonstranterne. De vendte tilbage til både Geziparken og Taksim-pladsen, og tirsdag aften og natten til onsdag måtte politiet igen udfolde hele sin brutalitet og alle sine overlegne kampmidler for at fjerne demonstranterne fra pladserne eller genne dem midlertidigt ind i sidegaderne. I parlamentet gentog Erdogan sin unuancerede fordømmelse af demonstranterne og deres motiver.

Hvad det præcist ender med, kan ingen vide på nuværende tidspunkt - ud over at regeringen bliver siddende, og at ministerpræsident Erdogan fortsat vil nyde popularitet i store dele af befolkningen. Men ingen kan nægte at han er blevet voldsomt svækket både i indlandet og udlandet af de sidste ugers bølge af protester. Erdogan er leder af Tyrkiets største parti det islamiske parti AK (Retfærdighed og udvikling), og han har været ministerpræsident siden 2003, med 1/3 af stemmerne, men 2/3-dele af mandaterne, og med sikre genvalg i 2007 og 2011, hvad der i sig selv er usædvanligt i Tyrkiet. Men det er også historisk at en protestbølge i Tyrkiet vender sig direkte mod regeringen.

Erdogans internationale renomé er svækket, fordi manden gerne vil stå som en god demokratisk leder der fortjener optagelse i EU. Ja, han vil også gerne stå som en politiker der er i stand til at løse andre landes problemer gennem mægling og formidling mellem den arabiske verden og Europa. Men når han begynder at kalde de demonstrerende tyrkere for uansvarlige og brutale, så mister han troværdighed, så det skaber bekymring i hans eget parti, fordi dette risikerer at miste mange stemmer ved næste valg. Erdogan er ikke blot arrogant, men en yderst konservativ partileder der styrer sit parti fra oven og ned - og altså virker paternalistisk, altså faderligt-formynderisk, i en tid hvor store dele af ungdommen ønsker mere frihed og et demokrati der tager dem alvorligt og i det mindste forsøger at inddrage dem i den politiske proces.

Hertil kommer at Erdogan i høj grad og meget bevidst spiller selve det islamiske, anti-sekulære kort.

Tyrkiet har været en sekulær stat siden Mustafa Kemal Atatürk i 1924 førte Tyrkiet ind i modernitetens verden ved at bryde den gamle århundredlange osmanniske tradition ved at afskaffe både kalifatet (systemet med at den politiske leder var Guds stedfortræder på jorden) og islam som statsreligion. Han gjorde Tyrkiet til en sekulær stat og gav i 1934 også kvinderne valgret.

Men Erdogans regeringsparti Retfærdigheds- og udviklingspartiet (AKP), som det så neutralt kaldes, er et decideret moralistisk parti og derfor bagstræberisk. Det blev oprettet i 2001 ved sammenslutning af flere partier og er formelt et konservativt og provestligt centrum-højre parti, men reelt et islamisk parti der kobler islam sammen med politik og moral. Erdogan selv har været idømt fængselsstraf af det tidligere militærregime der var garant for sekulariseringen, men generalerne valgte i 2002 at give ham en chance som regeringsleder. Og han har brugt sine valgsejre til at give religiøse mindretal rehabilitering ved at inddrage dem i ledelsen af skoler, læreanstalter, domstole og andre myndigheder. Og Erdogan har som bekendt også for nylig indledt forhandlinger med det kurdiske mindretals fængslede leder Abdullah Öcalan for at bane vej for en forsoning. Erdogan er altså ikke absolut diktator, men demokratisk valgt og på flere punkter fremskridtsvenlig. Problemet er hans åbenlyse islamiske moralisme, der har stødt mange unge fra middelklassen, fordi den helt konkret har udmøntet sig i begræsning af alkoholsalg og forbud mod kysseri på åben gade, forbud mod 'uanstændige' film m.m. Det kan give bagslag ved næste valg - men hovedproblemet er at Erdogan ikke selv kan se det og ej heller kan se det problematiske i ad bagdøren at indføre en islamisk moralisme som undergraver sekulariseringen.

Den uro og de demonstrationer der er rettet mod Erdogan må betegnes som et overvejende sundt ungdomsoprør mod denne reaktionære genindførelse af den religiøse moralisme. Men det skal understreges at det er et ungdomsoprør og som sådant er diffust med iblanding af uheldige voldelige tendenser. Det kan ikke sammenlignes med omvæltningerne i de arabiske lande der går under navnet 'det arabiske forår', for det vender sig ikke mod nogen diktator og løber ikke risiko for at få en ny diktator i stedet for den gamle - eller en islamistisk diktator i stedet for en sekulær. Sådan som det er sket i Egypten og sagtens kunne tænkes at ske i Syrien.

Det aktuelle tyrkiske ungdomsoprør vender sig mod en demokratisk valgt og demokratisk sindet og økonomisk ansvarlig politisk leder, der blot har den store fejl at han ikke finder det nødvendigt at lytte til andre, men dyrker sin egen magtfuldkommenhed i sin store tro på moralisme og autoritet. Det igangværende oprør kan bedre sammenlignes med det europæiske ungdomsoprør omkring 1968 der generelt vendte sig mod patriarkalisme og gammeldags opdragelses- og ledelsesformer i alle samfundets familier og institutioner - og også rummede anakistiske og voldelige elementer.

Det er derfor ret meningsløst at forsøge at bedømme Erdogan modforanstaltninger og manglende forståelse på simple kriterier for demokrati. Det er tværtimod nødvendigt at bruge mere komplekse kriterier, der som udgangspunkt slår fast, at det ikke i vore dage er nok at valgene i et land foregår på demokratisk vis med reelle muligheder for valg mellem forskellige partier og reelle muligheder for at komme af med en valgt regering. Der må også ses kritisk på om valgsejre bliver brugt til at låse det politiske og kulturelle system fast i en forældet patriarkalsk og konservativ moralisme der i sidste ende er baseret på islam - eller om de bliver brugt til at styrke selve det sekulære ideal der adskiller den politiske magt fra den religiøse eller moralistiske magt og som systematisk arbejder hen mod at lade den politiske debat foregå på et stadigt mere oplyst plan.

Erdogan viste i 2009 uhyggeligt klart at han tænkte i moralistiske islamiske baner, da han vægrede sig ved at acceptere Anders Fogh Rasmussen som Natos nye generalsekretær fordi Fogh ikke som dansk statsminister var skredet ind over for Muhammedtegningerne..... Fogh understregede i sine samtaler med Erdogan at ytringsfrihed er af afgørende betydning, og dyb respekt for den personlige religiøse overbevisning er også af afgørende betydning. Og han indledte sin tale i Istanbul med at understrege at "det er afgørende for en positiv dialog, at vi kommunikerer åbent og ærligt. Vi har brug for en dialog mellem kulturer og religioner der bygger på gensidig respekt og forståelse...... alle former for censur er den sande fjende i forhold til dialog og bedre forståelse. Fordomme skal konfronteres og udfordres åbent. De skal ikke skjules, ignoreres, benægtes eller forbydes. Det er derfor ytringsfrihed er forudsætningen for en ærlig og åben dialog og efter min mening også afgørende, hvis vi vil opnå en langsigtet fredelig udvikling". - Erdogan accepterede Fogh som ny generalsekretær for det nordatlantiske og verdslige militære samarbejde, men næppe af hjertet. Erdogan har efter sit genvalg i 2011 faktisk vist at han gerne vil undgå dialog og åbenhed, have sin vilje uden at lytte - og ønsker islamiske normer som rettesnor for folkets liv.

Det bør derfor endnu engang slås fast med syvtommersøm, at sandt demokrati ikke blot kræver ubetingede frihedsrettigheder, men også ubetinget sekularisering. Dette betyder - som ofte understreget på Jernesalt - ikke at religionen som sådan skal fjernes fra det offentlige rum og gøres til folks private sag, tværtimod, for så vil de politiske ledere slippe alt for nemt uden om deres overordnede etiske ansvar. Men sekulariseringen betyder en klar adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt, hvad der igen vil sige at ingen religiøs (eller ideologisk) instans som fx et præstestyre (eller en centralkomité) må have særrettigheder i det politiske spil i forhold til almindelige mennesker, vælgere og partier.

Det uhyggelige ved Erdogans reaktion på ungdomsoprøret er at han med brutal politimagt prøver at forhindre den nutidige ungdoms ønsker om og ret til øget frihed i stedet for at fremme den. Erdogan går klart imod strømmen i hele den vestlige verden, og han afslører dermed at han absolut ikke hører hjemme i EU og aldrig skulle have fået medlemsskab stillet i udsigt (det var Fogh såmænd selv med til) - og slet ikke nu fortjener at få EU-illusionerne opretholdt.

Man kan sagtens rette kritik mod de tyrkiske ungdomsoprørere, for de er ikke bedre end andre ungdomsoprørere. De tror at de kan vinde en total eller absolut frihed der tillader alt og bringer "fantasien til magten", som et slogan hed i 1968. Det flirter med andre ord med anarkistiske forestillinger og blæser på såvel historien som ansvaret for helheden og fremtiden. Ungdomsoprørere er aldrig lette at have med at gøre, hvad erfaringer fra 1968 tydeligt viser.

Men set i den store sammenhæng er det ikke desto mindre dybt reaktionært af ministerpræsident Erdogan at møde det tyrkiske ungdomsoprør med brutal og vedholdende vold på et tidspunkt hvor der er brug for det stik modsatte i hele den islamiske verden: nemlig både dialog med oppositionen og en sekularisering der gør definitivt op med gammel, ortodoks, dogmatisk eller fundamentalistisk moralisme af religiøst tilsnit. Der er i øjeblikket en tendens til at bagatellisere religiøs fundamentalisme ud fra en humanistisk illusion om at alle religioner er lige gode. Men det er de ikke, for nogle holder mere fast i forældede dogmer og forældede moralautoriteter end andre gør. Nogle holder fast i drømmen om absolutisme og enevælde og andre gør ikke. Islamismen er naturligvis værst, hvor den fører til terrorisme, men den skal også kritiseres og bekæmpes, hvor den blot havner i moralisme og dermed holder fast i en forældet pligtetik i stedet for at indse at progressiv etik primært drejer sig om at sørge for indre konsistens, frigjort fra ydre autoritetsdyrkelse. Og her har ikke alene Tyrkiet, men også hele den arabiske verden uhyre meget at lære.

Ejvind Riisgård

PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Tyrkiets nyvalgte præsident satser på magt og dominans (18.8.14.)

Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Ungdomsoprøret og romantikken  (26.05.08.)
OVERSIGT OVER ARTIKLER OM MUHAMMEDSAGEN
Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)
Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)

Fogh Rasmussen dæmper den tyrkiske larm i Istanbul  (7.4.09.)
Tyrkiet: valget, religionen og fremtiden  (24.7.07.)
Tyrkiet og EU-traktaten lagt på hylden  (29.9.05.)
EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)
Tyrkisk storoffensiv  (16.12.02.)

Mellemøsten i fortsat opbrud  (29.3.13.)
Mellemøsten lider  (15.09.12.)
Hindringer for fred og forår i Mellemøsten  (30.11.12.)
Egyptens revolutionsproces sat i laveste gear  (27.6.12.)
Syrien nærmer sig borgerkrigen  (7.2.12.)