JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - irakfred15

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.3.08.

Irak - fem år efter omvæltningen
- symbol på splid i opfattelsen af religion, kultur, mentalitet, frihed, ret og demokrati

For en ældre herre der har oplevet fem lange års tysk besættelse af Danmark i en relativt stille provinsby og dermed en lille, ret perifer del af 2. verdenskrig er det umiddelbart svært at forstå at verdenskrigen der omfattede hele Europa, dele af Afrika og Mellemøsten, Japan, Kina og Filippinerne samt USA og Canada blev overstået på fem år, mens en krig mod Saddam Hussein-styret i Irak militært blev vundet af verdens stærkeste militære magt med mange allierede tropper på få måneder, men siden endte i en krigslignende og ulige kamp som trækker ud, om ikke i det uendelige, så dog i et langdrag der gør opbygningen af et fredeligt, sikkert og velfungerende Irak uhyre omkostningskrævende - menneskeligt, materielt, administrativt og moralsk - og derfor kan virke næsten håbløst.

Forklaringen er dog slet ikke så fjern. For kampen mellem de allierede og de nye demokratiske ledere i landet på den ene side og de fanatiske, antidemokratiske og antivestlige guerillagrupper og terrorister på den anden side, er netop ulige og asymmetrisk med hvad deraf følger af uberegnelighed. Generelt er alle beslutninger i historien kendetegnet af at de tilsigtede virkninger altid ledsages af utilsigtede, men specielt i asymmetrisk kamp mellem to parter gælder at utilsigtetheden er særligt stor.

2. verdenskrig førtes mellem suveræne stater og varede til de sidste af de krigsstiftende stater efter hård og skånselsløs nedkæmpelse definitivt kapitulerede, nemlig Tyskland i maj 1945 og Japan i august 1945, fordi fortsat kamp var udsigts- og formålsløs. Tyskerne måtte se deres land totalt smadret, mens japanerne måtte opleve atombombens helvede i både Hiroshima og Nagasaki.

Krigen skønnes alt i alt at have kostet et sted mellem 55 og 70 millioner mennesker livet, heraf Sovjetunionen alene 27 mio og Polen 6 mio (navnlig jøder). Japans tabstal var 1,8 mio og Tyskland 5,3 mio, mens Frankrig mistede 800 tusinde og Storbritannien og USA hver omkring 400 tusinde. Tyskerne måtte henleve et par år i usikkerhed i deres ruiner, men derefter kom der gang i genopbygningen over det hele - fra 1949 ikke mindst takket være den amerikanske Marshall-plan. Alle parter var interesseret i så hurtig opbygning af infrastruktur, administration, industri, boliger og civil orden som overhovedet mulig. Generelt var de overvundne i Vesteuropa og Japan overvejende indstillet på samarbejde med de midlertidige besættelsesmagter, mens forholdene i Østeuropa blev præget af Kremls ideologiske jerngreb og genopbygningen derfor aldrig langtidsholdbar.

I Irak 2003 kostede selve nedkæmpelsen af Saddam Hussein-styret kun nogle få tusinde irakere og endnu færre amerikanske soldater livet, men i tiden efter at irakerne fik overdraget suveræniteten over landet i juni 2004 skønnes terrorkrigen at have kostet irakerne 200-300 tusinde mennesker livet, mens de amerikanske tabstal foreløbigt har rundet de 4 tusinde (mod 58.000 i Vietnamkrigen). Hertil kommer 5 mio irakiske flygtninge, hvoraf 1,5 mio ifølge FNs-opgørelse bor i Syrien, 1 mio i Jordan, Egypten, Iran og andre Mellemøst-stater og 2,5 mio i selve Irak. Flygtningstrømmen er aftaget den seneste tid, men situationen i store dele af landet er stadig så usikker, at flygtningene ikke kan vende hjem.

Problemerne ligger delvis i modsætningen mellem de religiøse og etniske grupper i landet, dvs mellem kurderne i Nord, shiiterne i Syd og sunnierne i de centrale og vestlige områder med den gamle hovedstad Bagdad som centrum. Men til disse modsætninger kommer striden om olien. Kurderne og shiiterne sidder på de to geografiske felter der har olieressourcer, mens sunnierne savner denne indtægtskilde og oven i købet må lide den tort at blive politisk diskrimineret som følge af det var dem der var basis for Saddam Husseins magt og det af ham kontrollerede Baath-parti.

Iraks problemer skyldes dernæst dybt alvorlige fejtagelser fra den amerikanske militærledelses og civiladministrations side. Der var for få soldater til at klare selve invasionen bedst muligt i 2003. Den irakiske nationalhær blev - uden persons anseelse - sendt hjem til arbejdsløshed, fattigdom og frustration, hvad der betød at amerikanerne dels ikke kunne trække på dens enheder og lokalkendskab til at opretholde ro, dels måtte se de hjemsendte soldater havne i modstandsgrupper. Baath-partiets medlemmer blev - uanset rang og vurdering af meddelagtighed i Saddam Hussein-styrets overgreb - udelukket fra administrationen, hvad der betød civiladministrationens sammenbrud. Det første dekret den amerikanske administrator Paul Bremer udstedte i 2003 gik simpelthen ud på at 'af-baathificere' det irakiske samfund. Egentlig skulle dette kun ramme én procent af partiets medlemmer, men ramte ifølge Paul Gade Sørensen (se nedenfor) reelt enhver embedsmand der havde nået de tre øverste lag i den irakiske administration. Det siger næsten sig selv at en sådan strategi måtte gå galt. Men endelig gjorde amerikanerne sig skyldige i så systematiske og uhyggelige overgreb mod irakiske fanger i Saddam Husseins gamle, i forvejen berygtede Abu-Ghraib-fængsel, at USA blandt irakerne og araberne såvel som blandt vestlige støtter tabte næsten al goodwill på ganske kort tid.

Hertil kommer et noget overset problem, nemlig at den amerikanske indstilling til effektivitet var så selvfølgelig for dem selv, at de uden videre gik ud fra at irakerne måtte have eller hurtigt ville kunne lære den samme indstilling - uden hensyn til at irakerne tænker i andre baner og ganske enkelt skal have tid til at omstille sig på nye udfordringer og påtage sig ansvaret for opbygningen af deres eget land. Dette er netop blevet påpeget af Claus Gade Sørensen der i første halvdel af 2004 var rådgiver for besættelsesadministrationen i Irak, og som nu i en kronik i Politiken på forbilledlig vis har redegjort for denne mentalitetsforskels alvorlige følger.

Claus Gade siger generelt at det er en forudsætning for en positiv udvikling i Irak at irakerne selv ønsker den og deltager i den. Det blev derfor hans egen erfaring at det bedste man kunne gøre som rådgiver til tider var slet ikke at gøre noget, for først derefter tog irakerne initiativet. Men hele denne tilgang harmonerer dårligt med amerikanernes ønsker om hurtige resultater. Herom siger Claus Gade ordret: " I Irak er amerikanerne ikke alene op imod de afstande der er mellem Iraks grupperinger. De er op imod den måske vigtigste forskel på amerikanerne og irakerne. Amerikanerne opererer med tidsfrister, for irakerne er det vigtigere at give sig tid. Lang tid. Meget lang tid." Dette gælder ifølge Claus Gade også den nødvendige kamp mod korruption, nepotisme og stammetraditioner, ja, alt hvad der skal forhandles om.

Men det allerstørste problem blev naturligvis de fanatiske, ekstremistiske, antidemokratiske og antivestlige terroristers modstand mod såvel den irakiske regering som tilstedeværelsen af de nødvendige fremmede tropper i landet. Disse folk udnyttede og udnytter stadig konsekvent al uorden i landet til egen fordel og har ikke haft andet mål end at forhindre orden og stabilitet. Man kan derfor let komme til den konklusion, at der ingen ende bliver på problemerne. Men så pessimistisk skal man trods alt ikke være. Claus Gade understreger tværtimod i sin kronik, at ingen af de grupper der bruger al energi på at bekæmpe hinanden og skabe kaos er stærke nok til at hævde suverænitet over noget område i Irak. "De kan sprede død og terror, men de kan ikke vinde en borgerkrig. De kan heller ikke afspore den skrøbelige demokratiske proces." Flertallet af irakerne ønsker ifølge Claus Gade "ikke en tilbagevenden til et sunnimuslimsk diktatur, et fundamentalistisk shiamuslimsk kalifat eller en shiamuslimsk stat efter iransk forbillede. Irakerne ønsker først og fremmest fred og sikkerhed. Derefter måske demokrati".

Gades vurdering bekræfter, at civil orden er og bliver hovedbetingelsen for opbygningen af et frit og demokratisk land. Og han kan for så vidt have ret i, at det ikke kan afgøres på forhånd om irakerne virkeligt ønsker demokrati. Men hertil er dog at sige, at demokrati som vi forstår det i Vesten ikke er et færdigt system der kan kopieres eller eksporteres, men netop et åbent system der kræver deltagelse af flertallet af borgere med den medansvarlighed denne deltagelse giver. Desuden bygger demokratiet på universelle forestillinger om frihed og medansvarlighed som alle mennesker dybest set foretrækker hvis de overhovedet har mulighed for at vælge. Derfor kan kampen for demokratiet i Irak og Afghanistan samt alle andre stater i regionen ikke ses uafhængigt af kampen mod fundamentalister og terrorister der ønsker diktatur eller anarki.

En af de værste, om ikke den allerværste af de utilsigtede virkninger af præsident George W. Bush's beslutning om at gå i krig med Irak i marts 2003 har været at Vesten er blevet dybt splittet i spørgsmålet om krigens begrundelse og nødvendighed i forhold til den islamistiske terrorisme den udsprang af. Da præsident Bush var på genvalg i 2004, blev begrundelsen for krigen det store stridspunkt, og selvom emnet i mellemtiden er dysset noget ned, dukker det stadigvæk op, også i sin mest propagandistiske form der hedder beskyldning om løgn. Men uanset hvad man måtte mene om de datidige formodninger om Saddam Husseins besiddelse af masseødelæggelsesvåben, så kan det ikke bestrides at Saddam Hussein tidligere havde været i besiddelse af og brugt disse våben og fortsat havde den nødvendige ekspertise til rådighed for en gentagen anvendelse af dem. Man kunne ganske enkelt ikke stole på manden, og hovedgrunden til at USA-koalitionen gik i krig mod ham, var derfor at han ikke bøjede sig for FN's krav om våbenkontrol. For USA's vedkommende kom dertil uden tvivl et ønske om at fjerne den irakiske diktator for dermed så at sige at gøre det arbejde færdigt præsident Bush senior havde indledt efter Iraks overfald på Kuwait i 1991.

Men alt i denne sammenhæng skal ses i lyset af terrorangrebet på World Trade Centeret i New York den 9.11.2001. Det var dette terrorangreb der ændrede amerikansk, britisk og dansk udenrigspolitik - og det er fortsat dette terrorangreb der sætter skel i verdenshistorien og for første gang i denne gjorde modsætningsforholdet mellem sekulariseret, demokratisk, vestlig kultur og anti-sekulariseret, antidemokratisk og anti-vestlig kultur og religion til et åbenlyst modsætningsforhold der ikke længere kunne forties eller negligeres.

Det er indlysende at en amerikansk fejltagelse som Abu Ghraib-overgrebene måtte blive skæbnesvanger for hele den efterfølgende udvikling, fordi de satte hele den vestlige verdens moralske ret og pligt til at blande sig i andre landes indre anliggender i et yderst dårligt lys. Overgrebene er for mange mennesker i både den vestlige og mellemøstlige verden så graverende, at de er nok til at dømme USA og koalitionspartnerne ude af det pæne selskab. Men ikke desto mindre vil det være endnu mere fatalt for hele den overordnede udvikling at dømme så snævert.

I den igangværende amerikanske præsidentvalgkamp er Irak-krigen naturligvis blevet et afgørende tema. Generelt er amerikanerne trætte af krigen, men der er ikke på nuværende tidspunkt et entydigt flertal for hurtig amerikansk tilbagetrækning. Begge demokratiske kandidater ønsker tilbagetrækning, Hillary Clinton endda i løbet af 60 dage efter hendes eventuelle indsættelse. Men republikanske McCain følger sig forpligtet til at gøre arbejdet i Irak færdigt - også selv om det eventuelt skal tage 100 år. Klarere kan modsætningen næppe stilles op. Hillary Clinton forekommer fuldstændigt uansvarlig, ja urealistisk, og vil næppe have mulighed for at indfri sit løfte, hvis hun skulle gå hen og blive valgt. Obama Barrack er her noget mere realistisk og pragmatisk. Men det er McCain der er ene om at angive den relevante tidshorisont for det amerikansk engagement.

Ingen kan i dag vide nogetsomhelst om hvordan situationen i verden er om 100 år, og dette prøver McCain heller ikke at sige noget om, men selve tidshorisonten er den rette, for alle der gik ind i Irak-krigen så i sin tid deres beslutning i et historisk perspektiv, og dette vil sige i et overordnet og langsigtet perspektiv, hvor det er umuligt at forudse det detaljerede forløb, men hvor det på den anden side er nødvendigt at handle ud fra de politiske, etiske og helhedsrealistiske eller historiske principper man har og de informationer man råder over. Reelt betyder det, at den amerikanske præsident, den britiske og australske premierminister og den danske statsminister fortsat mener at deres beslutning i 2003 var rigtig, at krigen og freden i Irak fortsat kan vindes, og at indsatsen i Irak og Afghanistan er en nødvendig del af kampen mod terrorismen. Men det betyder også, at resultatet slet ikke kan måles i dag og beslutningen i 2003 derfor heller ikke endeligt vurderes.

Tidshorisonten er helt afgørende for en vurdering af den ulige, asymmetriske kamp mod terrorismen. Derfor tjener en sammenligning med 2. verdenskrig kun selve påpegningen af at den nuværende krig er helt anderledes, kræver helt andre midler og en helt anden tålmodighed.

Udviklingen i Irak kan ikke ses isoleret fra udviklingen i Afghanistan, Iran og Palæstina (Gaza og Vestbredden) eller fra den internationale terrorisme. Irak er tværtimod blevet et symbol på spliden i opfattelsen af hvad religion, kultur, mentalitet, frihed, ret og demokrati egentlig er og hvordan disse fænomenerne spiller positivt og negativt ind i den historiske proces.

Man kan hæfte sig ved rent juridiske bestemmelser af folkenes og individernes rettigheder, eller man kan gå dybere i spliden og se på de universelle arketypiske forestillingers rolle. I første tilfælde vil man være tilbøjelig til at se på de snævre og kortsigtede interesser og forhold, herunder nationernes suverænitet, mens man i det andet tilfælde vil fokusere meget mere på de overordnede og langsigtede forhold, ganske enkelt fordi de arketypiske forestillinger leverer psykisk energi til menneskets handlinger i langt højere grad end juridiske begrebsbestemmelser og derfor i sidste ende er udslaggivende.

Historikeren Poul Nørlund skrev engang, at det i historien ofte er kampen om symboler der er hårdest, og det har han fuldstændigt ret i. Grunden er netop at det er symbolerne der leverer den energi der giver identiteten. Man slås for en sag man tror på. Men desværre er det ikke alle sager der er lige gode at slås for. Der er først og fremmest diametral modsætning mellem konstruktive og destruktive sager - og derfor også mellem opbygning af frie demokratiske samfund og nedbrydning af civil orden og frihed.

Irak er symbolet på denne skæbnesvange modsætning - og derfor er der grund til at håbe på at alle konstruktive kræfter i den sidste ende vil have held og tålmodighed til at sikre den demokratiske opbygning i landet og dermed medvirke til dens opbygning i regionen.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Claus Gade Sørensen: Håb for Irak trods fejl. (Kronik Politiken 20.3.08.)

Relevante artikler på Jernesalt: