ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.7.05.

London ramt af islamistisk had

Overraskelsen består alene i, at de skærpede britiske sikkerhedsforanstaltninger ikke kunne forhindre en så planlagt og velkoordineret terror. Grunden er næppe sikkerhedsapparatets svigt, men det forhold, at al-Queda-bevægelsen efter den massive amerikanske jagt på deres ledere og træningslejre i langt højere grad end tidligere opererer lokalt.

Selvom ingen med sikkerhed ved, om den organisation der på internettet har taget ansvaret (eller den tvivlsomme ære) for terroren - al-Queda bevægelsen i Europa - virkelig står bag den, da ingen kender den, og der faktisk findes mange af den slags organisationer, så er det så godt som givet, at det er hadefulde fanatikere med bopæl i England der står bag den. Det bekræfter blot billedet af islamister der intet middel skyr for at vække opmærksomhed gennem destruktivitet, men som tværtimod udnytter deres store muligheder som nydende medlemmer af de vestlige landes velfærdssystemer til at gøre hvad de kan for at destabilisere disse systemer.

Det vil naturligvis ikke lykkes, for dels får terror af denne art som hovedregel befolkningen i det land der rammes til at slutte endnu mere op om deres system og regering, dels lader lederne i USA, Storbritannien, Canada, Italien og Danmark sig ikke kyse - modsat lederne i Spanien sidste år.

Da det ikke er mere et to dage siden, at oppositionspartierne i Danmark benyttede mødet med præsident Bush til at minde om at de var modstandere af Irak-krigen og ønskede danske tropper hjem næste år, er det værd at notere, at et sådant synspunkt i enhver henseende er billigt, ja gratis, fordi partierne ikke vil have magten når der skal tages stilling til mandatets forlængelse, og fordi ingen heller kan vide, hvordan situationen er i Irak om bare et halvt år.

Intet tyder dog på at den irakiske regering skulle være i stand til allerede næste år at kunne klare sikringen af demokratiets opbygning, og terroraktionen i London har nu også understreget at bekæmpelsen af den internationale terror slet ikke kan adskilles fra krigen i Irak. Der er ikke tale om at terroraktionen mod briterne - eller truslerne om terroraktioner mod Italien og Danmark - vil ophøre, fordi landene eventuelt trækker deres tropper hjem fra Irak. Den islamistiske terror er ældre end Irak-krigen. Der er derimod tale om, at bekæmpelsen af den internationale terrorisme forpligter alle demokratiske vestlige lande til at stå fast såvel i Irak, Afghanistan og Mellemøsten i det hele taget som i de europæiske lande med muslimsk befolkningsislæt.

I denne alvorlige situation at fokusere mere på de retlige problemer på Guantanemo-basen end på bekæmpelsen af den internationale terrorisme er proportionsforvrængning, der igen først og fremmest siger noget om visse idealisters verdensfjernhed.

Terroraktionen i London vil utvivlsomt gøre det lettere for de vestlige regeringer at få sikkerhedsforanstaltningerne strammet. Blandt andet vil det blive lettere for den britiske regering at komme igennem med civil registrering af alle landets borgere sådan som vi har kendt den i Danmark siden 1968. Desuden kan man sagtens forestille sig stramninger af reglerne for hvervning af medlemmer til terrorbevægelser - som den Hizb-ut-Tahrir praktiserer i Danmark uden at myndighederne har hjemmel til at gribe ind.

Sidst men ikke mindst vil kravene til integration blive fastholdt og måske yderligere strammet, fordi det må betragtes som givet, at terror-organisationerne har lettere ved at hverve unge muslimer som medlemmer, hvis disse er ikke-integrerede. Det er og bliver en stor vildfarelse, at det er muslimernes fattigdom der driver dem til terror eller i armene på terroristledere.

Terrorist bliver ingen uden had til andre mennesker - og had skyldes mange ting. Fattigdom, utilfredshed og frustration af forskellig slags kan være medbestemmende faktorer. Men til syvende og sidst bliver ingen optændt af et uudslukkeligt had til den vestlige verden og dens værdier uden bevidst og systematisk vildledning fra religiøse eller ideologiske ledere om disse værdier.

Det skal derfor gentages, at terroraktionen i London juli 2005 - ganske som den i New York i september 2001 eller den i Madrid marts 2004 - ikke drejer sig om en kamp mellem to kulturer eller to religioner, altså ikke om en kamp mellem kristendom og islam, men om to diametralt modsatte og uforenelige opfattelser af hvad civilt, sekulariseret og demokratisk samfund er.

Kristendommen er med andre ord blevet relativiseret i den gode betydning, at dens eksistentielle sandhed er blevet et personligt anliggende - der dog ikke svæver frit i luften, men i allerhøjeste grad er forbundet med det kollektivt ubevidste - mens dens samfundsmæssige sandhed ligger underforstået i det historiske, idémæssige og etiske.

Her adskiller kristendommen sig i allerhøjeste grad fra islam som den praktiseres af langt de fleste muslimer. Dette kan muslimerne ganske vist ikke lide at høre. Og dét er et af problemerne i sammenstødet mellem det vestlige samfundssystem og det islamistiske. Stoltheden forhindrer i vid udstrækning muslimer i at give sig ind i nogetsomhelst der ligner vestlig tankegang, men specielt relativiseringen står som det onde selv, fordi den opfattes som total værdirelativisme, hvor alt flyder og alt er ligeyldigt. Heraf den udbredte muslimske opfattelse af vestlig dekadence. De fleste muslimer forstår ikke at moral kan være begrundet i andet end ydre autoritet.

Dette had skal bekæmpes med alle midler, for had er destruktivt og fører kun til destruktivitet. Men det er muslimerne selv der må gøre det nødvendige og grundliggende oplysningsarbejde for at få fjernet hadet og skabt grobund for ordentligt civilt demokrati.

I mellemtiden har de ansvarlige regeringer i USA, Storbritannien, Italien og Danmark kun ét at gøre: at stå fast i såvel sikkerhedsarbejdet som i Irak-krigen.

Uanset afbrækket i G8-topmødet som følge af at Tony Blair måtte tage til London fik lederne på mødet både aftalt et kompromis om klimaet og en fordobling af bidraget til Afrika. Tingene går videre. Dagsordenen er ikke ændret, men naturligvis fundamentalt set præget af terroristernes forsøg på at forhindre konstruktive løsninger af verdens store problemer.

Men som Tony Blair understregede ved G8-topmødets afslutning så er terrorismen uden håb, og det er netop håbet der er alternativet til hadet.

En følgende artikel vil handle om selve G8-mødet.

Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)

Kampen mod terrorismen kan ikke afhænge af FN alene  (21.5.05.)

Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)

Terrortid  ( om nyeste terrorudvikling i Rusland og Irak - 4.9.04.)

Spaniens 11. marts 2004 - Rykker terroren nærmere?

Had og demokrati  (Eksjugoslavien/Mellemøsten - 30.4.03.)

Terror på Bali og i Moskva  (oktober 2002)

11. september 2001