JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Vendepunktet i Mellemøsten

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02

Vendepunktet i Mellemøsten

Midt i april kunne det konstateres, at det internationale pres på Israels premierminister Ariel Sharon ikke fik denne gamle, hærdede og endimensionale kriger til at ændre kurs. Han insisterede tværtimod på at gøre sit arbejde med elimineringen af det nuværende palæstinensiske terrornetværk på Vestbredden færdigt. Det betød, at Colin Powells ihærdige forsøg på at få standset voldsspiralen nærmest løb ud i Det døde Hav, og at USA sad tilbage med den glohede kartoffel mellem hænderne. Hvad man end måtte blive enige om i den amerikanske regering indbyrdes i den åbenlyse strid mellem Powell og Bush - eller udadtil med de naturlige samarbejdspartnere i Europa, Rusland og FN, så bliver resultatet ikke en effektiv våbentilstand, endsige en genoptagelse af den egentlige fredsproces, og næppe heller en stor forkromet freds-konference, men alene en midlertidig pause i volden som snarest skyldes de to direkte involverede parters større eller mindre forblødning og behov for tid til at sunde sig.

FN er magtesløs i den aktuelle situation således som organisationen altid har været i Mellemøst-konflikten - og af gode grunde, for helt bortset fra, at humanitære synspunkter vægter godt i den sympatiske generalsekretær Kofi Annans vurdering (hvem, bortset fra terrorister, synes ikke at fredens logik er bedre end krigens og voldens?), så er organisationen som sådan ikke Israel venligt stemt. Flertallet af medlemslandene er direkte fjendtlige over for Israel, så hvis ikke Sikkerhedsrådet var et udemokratisk råd med veto-ret for de gamle stormagter og specielt USA mod flertallets resolutioner og handlinger, så eksisterede staten Israel slet ikke i dag.

EU er ligeledes magtesløs, for i Europa er der af grunde, der for de flestes vedkommende hænger sammen med den moralsk forvirrede 68-generations stigende indflydelse på tyve år sket et skred i holdningen til Israel, der indebærer at den jødiske stat ikke længere kan stole på europæernes vilje til fortsat at garantere dens opretholdelse. Flertallet i EU's ministerråd (for slet ikke at tale om EU-parlamentet) er blevet moralistisk indstillet; det vægter humane eller ideale hensyn til de statshungrende palæstinensere over de sikkerhedsmæssige hensyn for de eksistens-kæmpende jøder, ganske uanset parternes psykologiske motiver og reelle hensigter, og ganske uanset det forhold, at bekæmpelse af terrorisme ikke kan ske med fløjlshandsker. Også her er det afgørende, at enkelte medlemslande endnu kan blokere for kortsynede og skæbnesvangre beslut-ninger (og man kan kun håbe at kommende traktatændringer ikke laver om på systemet og indfører flertalsdiktatur). EU's udenrigsministre har mere eller mindre modvilligt accepteret deres magtes-løshed, og selv pseudo-udenrigminister Solana og den spanske real-udenrigsminister synes at have erkendt, at de ikke har andet valg end at lade USA beholde têten - og således for eget vedkom-mende affinde sig med at blive reduceret til det de hovedløse socialdemokrater foragteligt kalder et 'fodslæbende' forhold til USA.

USA sidder unægteligt i saksen. Præsident Bush's ønske om at holde USA uden for indblanding i den store verdens akutte problemer fik allerede nådesstødet 11. september - og har med Ariel Sharons lokale storoffensiv mod den palæstinensiske terror stillet Bush over for nødvendige og afgørende beslutninger. USA er reelt og erklæret Israels sande ven. En stærk jødisk lobby i det amerikanske samfund og den amerikanske kongres sørger for at det aldrig glemmes. Midtvejsvalget til efteråret accenturer det. Men USA's kamp mod den internationale islamiske terrorisme gør sagen yderst speget. For på den ene side har USA brug for de arabiske staters støtte til sin kamp mod de terrorister som de selvsamme stater direkte eller indirekte har været med til at stimulere og finansiere. Og på den anden side kan man ikke i længden lukke øjnene for palæstinenserlederen Yassir Arafats manglende evne og vilje til at standse intifadaen og selv-mordsbomberne og indse det fuldstændigt uholdbare i, at han siger ét på engelsk til vestlige politikere og medier, men det stik modsatte på arabisk til islamiske politikere, medier og masser.

Særdeles karakteristisk for situationen er det, at Colin Powells tre timer lange møde om søndagen med Arafat i Ramallah utvetydigt blev betegnet af Sharon som en fejltagelse, eftersom det påny bragte den mand i focus som Sharon selv systematisk har prøvet at stemple som irrelevant og på det sidste også effektivt har fået isoleret. Powell kan henholde sig nok så meget til at palæstinenserne ikke vil lade sig repræsentere af nogen anden end Arafat ved kommende forhandlinger, men tværtimod nu bakker ham op som aldrig før. Eller at man fra international, ikke-islamisk side betragter det som en selvfølge, at den palæstinenser der underskrev både Osloaftalen og Washington-Principaftalen i 1993 må være med ved forhandlingsbordet, hvis der overhovet skal stilles forhåbninger til kommende forhandlinger.

Ikke desto mindre kan Sharon desværre have ret. Powells to møder med Arafat søndag den 14. og onsdag den 17.4. synes nemlig desværre for lange tider at have umuliggjort den strategi fra amerikansk side der var allermest behov for, nemlig den endeligt - efter 1½ års palæstinensisk intifada og svigt af Arafat personligt - at sætte denne falskspiller og hele det palæstinensiske lederskab og befolkning og alle de med palæstinenserne sympatiserende arabiske landes ledere og befolkninger stolen for døren og sige ligeud, at hvis ikke palæstinenserne én gang for alle og uden forudgående indrømmelser fra israelsk side giver afkald på vold og terror for at nå deres mål, så bliver der ingen palæstinensisk stat.

Tiden er kommet, hvor USA og den del af det internationale samfund der endnu har en smule begreber tilbage om terrorismens egentlige væsen får gjort palæstinenserne begribeligt, at staten Israel er kommet for at blive, at ethvert terroranslag mod Israel fra palæstinensisk eller anden islamisk side er absolut uacceptabelt, at de uretfærdigheder der er begået fra det internationale samfunds side mod palæstinenserne i og med oprettelsen af staten Israel i 1948 ikke kan gøres ugjorte, og at det had og den bitterhed som uretfærdighederne har skabt i palæstinenserne og araberne, så forståelige de end er, ikke længere må udleves i hævnaktioner mod israelerne (eller deres venner), men nu må og skal bekæmpes på indre psykologisk plan gennem en omkanalisering af alle palæstinenseres psykiske energier fra destruktivitet til konstruktivitet.

Eller for at sige det kort: Tiden er kommet, hvor USA én gang for alle må gøre palæstinenserne begribeligt, at det gamle regnskab aldrig kommer til at gå op, og at vejen frem til selvstændighed og fred med omgivelserne derfor ligger i at se fremad i den forsoningens ånd som fx Nelson Mandela i Sydafrika eller Vaclac Havel i Tjekkoslovakiet lod sig lede af.

Jamen, hvordan kan nogen tro, at sådanne store, altomvæltende indrømmelser fra kun den ene part i sagen, skulle være grundbetingelsen for løsningen af en konflikt, der er præget af årtiers åbenlyse fejl og overgreb fra begge sider? Hvordan kan nogen for alvor få sig selv til at sige, at indrømmelser fra israelsk side slet ikke skal være en betingelse for konfliktens løsning, når det er oplagt, at Israel med sin besættelse af hele Vestbredden (og dele af Golan), sine systematiske bosættelser på Vestbredden og hele den nuværende skånselsløse krig mod det palæ-stinensiske terrornetværk samt tilhørende isolation og ydmygelse af Arafat m.v. har været medvirkende til at skabe den palæstinensiske frustration, vold og terror?

Svaret er enkelt. Det kan lade sig gøre, fordi det må fastslås som nøgtern sandhed, at Israel ikke er i stand til at give afgørende indrømmelser på noget andet vitalt område end bosættelserne uden at undergrave sin egen sikkerhed og eksistens - og dermed sætte alt der er bygget op side 1948 overstyr. Hvorimod der for palæstinensernes vedkommende gælder, at de ved at give de nævnte indrømmelser netop kan sikre sig en selvstændig stat samt fred og sikkerhed til med international hjælp at påbegynde en fuldt realistisk opbygning af en levedygtig stat, baseret på den palæstinensiske befolknings egne konstruktive målsætninger, evner og vilje.

Eller med andre ord: De afgørende indrømmelser - der som det vil forstås dybest set er af psykologisk og derfor særdeles radikal og krævende art - kan kun palæstinenserne komme med, ikke fordi israelerne er uden skyld eller fejl i de sidste 50 års politik, langtfra, men fordi det radikale brud med hadets og terrorens logik er eneste vej til konstruktivitet og national konsistens for palæstinenserne. Israelske indrømmelser vil der efterfølgende være brug for, og de vil givetvis komme af sig selv - ikke fra den ene dag til den anden, men ad åre, når man erfarer modpartens reelle omsving og hensigter, fordi israelernes kamp for deres stats eksistens ikke er en kamp for retten til at hade og hævne og tilintetgøre, men for retten til at overleve og bygge op.

Terrorismen som våben i kamp mod uret er og bliver problemets kerne. Den bygger dybest set på de to principper som blev formuleret af den russiske nihilist Netjajef omkring 1870, nemlig et lidenskabeligt og uforsonligt had til fjenden og en iskold, 'videnskabelig' lære om tilintetgørelse af fjenden.

Men principper af denne art er selvmorderiske over for enhver fjende der af den ene eller den anden grund ikke lader sig tilintetgøre. Den logiske følge af principperne i et sådant tilfælde er - og det er det dybt uhyggelige og umenneskelige ved fænomenet - selvmordsbomberne, hvor den udførende part blindt og fejt unddrager sig selv enhver selverkendelse oven på handlingen, ja på forhånd og med støtte i fanatisk og fuldstændig verdensfjern ideologi (religion er et alt for pænt ord i den sammenhæng) har bildt sig selv ind at ville opnå det hellige martyrium.

Intet kan være mere selvmodsigende for livsbekræftende, konstruktivt, humanistisk og demokratisk indstillede mennesker end af medfølelse eller konfliktskyhed at give efter for sådanne selvmordsterroristers psykiske besættelse. Intet er mere undergravende for demokratiet og kampen for fred i verden end at lade sig blænde af sådanne terroristers retorik og utopiske ideer.

Hvad man end måtte mene om parterne i Mellemøstkonflikten, hvad angår deres mål og midler, så burde man nu langt om længe se nøgternt i øjnene, at det kun er den ene part der har solgt sig til destruktivitetens djævel - og følgelig kun denne selvsamme part der kan befrie sig selv ved at gøre op med egen sindsforvirring og besættelse.

Stater og organisationer, statsledere, udenrigsministre, diplomater, parlamenter, humanitære organisationer, medier og ganske almindelige mennesker uden for det betændte og eksplosive område kan ikke længere forsvare at køre videre ad en tom moralismes vej og blot fortsætte med deres velmente, men nytteløse henstillinger til parterne om nu endelig at besinde sig og gå fredens vej i stedet for voldens. For denne moralisme - eller om man vil 'europæiske syge' - er en katastrofal livsløgn.

Vil de velmenende statsledere med USA i spidsen virkelig afvende en kommende katastrofe der betyder brand i hele Mellemøsten, staten Israels udslettelse og i sidste ende en undergravning af alt vestligt demokrati, så er der kun een udvej tilbage: med alle midler sætte en effektiv stopper for palæstinensisk terror, vold, had og frustration. Det er følgelig dette Arafat og hans lederskab skal have at vide. Og det er kun USA der nu - inden det er uigenkaldeligt for sent - er i stand til at lade ham dette vide på en måde der ikke kan misforstås.

Colin Powells mission er 17.4. endt med et foreløbigt sidste møde med Arafat. Og Powell kunne efter mødet fastslå, at erklæringer ikke er nok, og våbenstilstand ikke er en relevant term, mens Arafat ikke kunne skjule sin vrede og endnu engang appellerede til omverdenen om at gribe ind over for Sharon. Trods alt må det ses som et positivt udfald af mødet, at Arafat ikke som ved det første strålede af glæde over kontakten med Powell. Men nok er heller ikke det.

Gang på gang kan man i aviserne læse i tv-nyhederne høre, at præsident Bush og hans regering er i vildrede med, hvad de skal stille op med Sharon og Arafat. Sikkert er det, at amerikanerne skal forsøge at varetage mange indbyrdes modstridende hensyn - og det har unægtelig sine vanskeligheder. Men frem er det dog kommet - især hvis man ser nyheder fra CNN eller Wahington Post - (1) at USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Condolezza Pice, den 5.5. utvetydigt udtalte, at den nuværende palæstinensiske ledelse ikke er den form for ledelse der kan føre til den palæstinensiske stat vi har behov for - og (2) at præsident Bush den 8.5., altså efter det nye terroranslag mod et israelsk diskotek i Jerusalem og sine samtaler med Sharon i Washington, utvetydigt gjorde gældende, at det er nødvendigt at begynde at hjælpe palæstinenserne med at genopbygge en sikkerhedsstyrke der vil bekæmpe terroren, og at arbejde for andre institutioner der kan danne rammen for udviklingen af en stat der kan give sikkerhed til både det palæstinensiske folk og israelerne.

Formand Arafat blev efter ophævelse af den ydmygende husarrest i Ramallah først hyldet som sejrende leder, men hurtigt ændredes billedet. Den interne palæstinensiske kritik vovede sig frem igen - ikke alene fra militant, men også fra moderat side. Og Arafat forstod efterhånden også, at det internationale samfund ved siden af kritikken mod Sharon for den hårde fremfærd nu stillede krav om en ændring af palæstinensernes egen holdning og egne institutioner. Det resulterede i talen 15.5. til det palæstinensiske parlament, hvor Arafat indrømmede egne fejl og lancerede de nødvendige ædnringer. Bifaldet var forbeholdent, og rosen fra Colin Powell ligeså. Ordene var gode, men ord er ikke nok.

Og her står vi stadig og her bliver vi formentlig stående mange måneder endnu. Alting skal have sin tid - det gælder også afgørende mentale ændringer hos palæstinensere og israelere.

Når der ikke destomindre er en vis grund til at se de sidste måneders dramatiske og ulykkelige begivenheder i Mellemøsten som et vendepunkt i den gamle konflikt mellem palæstinenserne og israelerne, så hænger det sammen med, at Oslo- og Washingtonaftalerne af 1993 ikke længere kan anses for at udgøre et tilstrækkeligt fundament for videre forhandlinger. Der skal tværtimod begyndes forfra med de gamle målsætninger om en palæstinensisk stat og en garanti for den israelske stats eksistens og sikkerhed, men med nye og langt mere dybtgående og krævende midler og metoder.

En kommende fredsproces har ingen mening og vil løbe ud i sandet - medmindre der gøres radikalt op med palæstinensisk terror, had og destruktivitet. Afmagtspostulatet lyder: Det er umuligt at skabe fred i Mellemøsten uden et palæstinensisk opgør med egen terror og destruktivitet.

Jan Jernewicz

Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex