Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eukrise16gobama

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.4.16.

Barack Obama på afskedsvisit i et kriseramt EU

Det er mærkeligt hvad der for tiden politisk sker i stort set alle europæiske lande som direkte følge af flygtningekrisens bratte indledning præcis den 5.september 2015. Men det er samtidigt meget sigende, fordi flertallet af det bestående systems ledere ikke vil være ved at krisens dybe alvor er truslen mod vores kultur. De bliver tværtimod ved med at stikke hovedet i busken og således i blinde fremsætte den ene mere utroværdige erklæring eller plan efter den anden; de roser hinanden og bilder hinanden og befolkningerne ind at det nok skal gå altsammen ("Wir schaffen es" som Merkel siger).

Bedraget og selvbedraget - to sider af selvsamme sag - er klart størst i forhold til det muslimske Tyrkiet som præsident Erdogan systematisk de-sekulariserer og gør til en mere og mere islamiseret stat. For et sådant land er efter moderne vesteuropæisk tankegang et åbenlyst reaktionært og undertrykkende diktatur der de facto også forfølger vestlige journalisters og satirikeres kritik, og derfor også under normale omstændigheder ville blive holdt på passende afstand. Men omstændighederne blev som bekendt med ét hug de-normaliseret af Merkel den 5.9.15. med den kafastrofale følge at EU's ydre grænser brød sammen, og de europæiske lande nærmest Tyrkiet blev oversvømmet af en tsunami af flygtninge fra Syrien, Afghanistan og Afrika.

Dette indebar lige præcis den højst uheldige, men forudsigelige bivirkning at Tyrkiet gik hen og fik rollen som EU's og kansler Merkels nærmeste forbundsfælle i kampen mod den selvskabte tsunami, ja, nærmest blev en frelser som Merkel og hele EU-eliten var tvunget til at indgå en aftale med efter hans betingelser.



Intet passede præsident Erdogan eller premierminister Ahmet Davutoglu bedre. De udnyttede chancen optimalt til egen fordel og indgik efter nøje beregnet pres en aftale med EU som på papiret skulle afhjælpet trykket mod Grækenland mod store euro-udbetalinger plus løfter om visumfri rejser til Europa samt hurtigere behandling af Tyrkiets ansøgning om medlemsskab af EU. Erdogan forlangte retssag mod satirikeren Böhmermann og brokkede sig over at kravet om visumfrihed for tyrkere ikke bliver ophævet til juni. Omvendt opfyldte han kun nogle af de ialt 72 specifikke krav EU havde stillet ham, fx om biometriske pas (med digitale fotos, fingeraftryk og underskrift så de er svære at forfalske), de facto anerkendelse af Cypern, sikring af romaerne, forbedring af flygtninges adgang til det tyrkiske arbejdsmarked.

Angela Merkel og Donald Tusk tog på besøg i en tyrkisk grænseby med svære forhold for strandede flygtninge. Og begge spillede det spil der går Erdogan til hjertet. Tusk roste Tyrkiet for at være det bedste eksempel for hele verden på hvordan flygtninge skal behandles - og kaldte Erdogan sin ven.

I Grækenland er der stadig håbløse tilstande i grænsebyerne. Italien har store problemer med bådflygtninge fra Afrika. Frankrig døjer med flygtningene ved Calais og de generelle vanskeligheder med muslimske bandemiljøer. Luxemburg kan slet ikke komme til ende med sikkerhedsproblemerne. Schweiz har sagt nej til flere flygtninge og vil forstærke kontrollen af Brennerpasset. Og nu sidst har østrigerne ved første runde af præsidentvalget givet kæmpesejr til den populære Norbert Hofer fra Jürg Haiders gamle Frihedsparti, som derfor i anden runde skal stille op mod den berygtede Alexander van der Bellen fra De Grønne. Han huskes for sin frådende og totalt ubeherskede optræden mod Haider i 2001 i det østrigske parlament, og demonstrerer som den gang også nu sine problemer med at acceptere demokratiets spilleregler: Han har truet med, hvis han skulle blive valgt til præsident, at nægte at acceptere Hofer som eventuel regeringsleder. Og for første gang i nyere tid fik hverken Det konservative Folkeparti eller Socialdemokraterne stemmer nok til at komme med i anden valgrunde. Så tiderne ændrer sig - ligesom hjemme hos Merkel, hvor det uglesete Alternativet für Deutschland vinder frem.



Og midt i alt dette dukker så USA's præsident Barack Obama op for at tage en slags afskedsvisit med Europa og navnlig Tyskland og Merkel. På hans og Merkels fælles pressemøde understregede Obama at forholdet til Tyskland og Merkel er det vigtigste forhold og det vigtigste venskab han har haft i sin regeringstid. Han var stolt over Tysklands befolkning i flygtningespørgsmålet og pointerede at det netop i den globaliserede verden er svært for os at bygge mure. Og så talte han iøvrigt varmt for den transatlantiske frihandsaftale mellem EU og USA (TTIP), som møder stigende modstand i EU (i Tyskland er kun hver sjette borger tilhænger). - Han understregede også betydningen af et stærkt og enigt EU og holdt sig end ikke tilbage for at anbefale englænderne at stemme ja til fortsat medlemsskab af EU. Det har naturligvis vakt stor irritation i Storbritannien at han sådan blander sig i deres indre anliggende. Men en meningsmåling skal have bekræftet at den slags som regel virker mod hensigten.

Både Obama og Merkel deltog i industrimessen i Hannover, hvor han naturligvis gentog ønsket om en frihandelsaftale - og sjovt nok også lod sig fotografere med helt nye tredimensionale briller der efter pressereportagerne skulle vise et kig ind i fremtiden. Det skal nok være rigtigt, når vi snakker teknologi. Men på en måde kunne det også være et fremskridt hvis alle vore elite-politikere ville rende rundt med sådanne briller til stadighed så de dermed kunne skjule falskheden i deres mimik. For det er jo bl.a. rigtigt ramt af Politikens EU-korrespondent Per Thiemann, når han forleden brugte overskriften "Obamas farvel til Europa er en falmet helts afsked". For ikke alene har Obama mistet den popularitet han opnåede ved sit første besøg i Berlin efter at han var blevet præsident. I Tyskland vokser nu også en erkendelse af at man ikke længere deler grundlæggende værdier med amerikanerne.



Et bemærkelsesværdigt udtryk herfor kom i Der Spiegel forleden da kolumnisten Jacob Augstein skarpt gav udtryk for at Obama da han tiltrådte havde givet tyskerne håb om et bedre Amerika, men skuffet dem. En julidag i 2008 hilste 200.000 tyskere ved Berliner Sigessäule Obama som en ny Messias. De elskede ham og håbede på ham, men - fortsætter Augstein sarkastisk: Messias er mest troværdig sålænge man venter på ham. Så snart han viser sig, begynder affortryllelsen. Og Obamas affortryllelse var gevaldig. Denne præsident har været en skuffelse. Han er en mand af højtidelige ord, men de følges ikke af gerninger.

Obama roste kansler Merkel for sit mod til at lade sig lede af værdier og ikke lukke døren for de mange mennesker i nød der beder om hjælp. USA har selv taget mod 2500 flygtninge fra Syrien og lovet at tage ialt 10.000. Det sammenligner Augstein med at Europa har taget en million - 1.000.000 - og derfor risikerer sin stabilitet, modsat USA. Værdier, værdier, værdier (på tysk: Werte, Werte, Werte). Der er ingen ende på dem. Aktuelle Shakespeare sagde "Worte, Worte, Worte" (Ord, Ord, Ord). Og hvis moral ses som en kapital en stat råder over, så man det konstateres at USA er bankerot.

Det amerikanske samfund forbliver socialt og politisk splittet. Den sociale ulighed har antaget groteske træk. Det politiske systen er i kapitalens og lobbyisternes hænder. Det politiske landskab bliver ødelagt af ideologisk forblændelse og af had. En pervers blanding af ansvarløshed, profitbegær og religiøs fanatisme behersker den offentlige mening. Den nye Messias hedder nu Donald Trump!

Set fra et europæisk synspunkt, slutter Augstein, tager alt dette sig fremmedartet ud: En anden politisk kultur. Ikke vores. Vi betragter Amerika mere og mere med et blik der svarer til det vi kaster på Rusland, Kina og Indien. Med følelsen: Vi er anderledes. Barack Obama er den vestlige verdens sidste præsident. De der følger efter ham vil kun blive De forenede Staters præsident. Amerika er blevet et fremmed land.



Det er unægtelig en hård dom, men hvad man end måtte mene om formuleringerne, så påpeger den kendsgerningerne, at europæerne havde ventet sig noget andet, og at det var derfor den Norske Nobel Komité i 2009 - kun ni måneder efter Obamas tiltræden - gav ham Nobels Fredspris 2009. Nobelkomiteens formand Thorbjørn Jagtland begrundede naturligvis ikke tildelingen med Obamas resultater, men sagde derimod, at "Obama får fredsprisen for sin indsats for at styrke demokrati og samarbejdet mellem nationerne. Han har som præsident skabt et nyt klima i det internationale demokrati med dialog og forhandlinger"...... "Obama får Nobels fredsprisen for sine visioner om diplomatiske løsninger, samarbejde mellem folk og en verden fri for atomvåben", hed det.

Flere kommentatorer gav da også dengang klart udtryk for at Obama fik fredsprisen på forventet efterbevilling. Tildelingen af fredsprisen til netop ham lå i forlængelse af tildelingen af prisen til FN's generalsekretær Kofi Annan i 2001, og virker på samme måde som en politisk tilkendegivelse i ret snæver forstand. Komiteen vil gerne støtte en mand af ubetvivlelig god vilje der har forstået ved retorik at give den vestlige verden og navnlig amerikanerne og europæerne håb om en politik der i højere grad fremmer diplomati og samarbejde end forgængeren præsident Bush's og andres mere aggressive og militærkonfrontatoriske linje. Obama blev for så vidt et håbets ikon for den vestlige verden. Og det skal man ikke betragte som noget negativt eller skadeligt. Det skadelige ligger helt og holdent i at verden er blevet langt værre i dag, fordi Barack Obama konsekvent brugte en udsøgt form for retorik der var omvendt proportional med effektiviteten af de handlinger han satte i gang i udenrigspolitikken.

Barack Obama er naturligvis ikke skyld i Mellemøstens problemer generelt eller i Syriens borgerkrig. Men han har et stort medansvar for at Bush-koalitionens krige mod Saddam Husseins Irak og Gadaffis Libyen ikke blev rettet op og ført til ende med relevante midler. Og han har på det sidste et stort ansvar for at man ikke forlængst har fjernet Syriens præsident Assad fra magten - eller opgivet det forløjede samarbejde med Saudi-Arabiens kongehus som en amerikanske sikkerhedsrapport nu har har påvist i virkeligheden dækkede over involvering i selve terrorangrebet mod USA 11. september 2001.

Og denne mand kommer på afskedsvisit til Europa med det glade utopiske budskab at EU skal være stærkt og enigt i spørgsmålet om flygtningene! Jo tak; manden har vitterligt særdeles gode retoriske evner, men otte år er alt for lang en embedstid for en retoriker til at ordenes tomhed kan skjules.



Personligt har jeg aldrig set Obama eller nogen anden amerikansk præsident som en Messias-skikkelse. For hvis man ikke kan skelne mellem en ideel (åndelig) Messias-skikkelse og et decideret magtmenneske, så forstår man slet ikke den afgørende forskel mellem ånd og magt. Og man forstår ej heller at magt altid korrumperer, og at den eneste mulighed for at bevare en kultur og en nation sund og karsk er at holde liv i åndens frie virke.

Problemet med EU og USA, ja stort set hele verden i øjeblikket er, at korruptionen har bredt sig i uhyggelig grad alle steder og undergravet enhver nations og enhver international organisations vilje og evne til at sørge for overvægt af det gode i den praktiske politik så den kan føles og mærkes på menigmands og folkenes dagligdag. Og det er der kun én udvej af: et dybtgående oprør der ikke blot udskifter den ene slyngel og bedrager med den anden, men gør op med de etablerede systemer og deres vanvittige leg og spil med ord, planer, gode viljer og livsløgne.

Heldigvis er der oprør at konstatere næsten hele vejen rundt. Desværre mindst i de muslimske lande.



I USA kommer det fra såvel Bernie Sanders demokratiske side som Donald Trumps republikanske side, men ser på nuværende tidspunkt ud til at få meget svært ved at hamle op med Washington-establishmentet. Jeg gætter på at det uanset hvem der vinder præsidentvalget i november ikke vil komme til at få nogen betydning for hverken Europas eller Mellemøstens krise.

I Europa er der stærke folkelige kræfter der ønsker alternative løsninger, men overalt mødes med uvilje, had og afsky, hvis de så meget som antyder sådanne nationalistiske motiver som er vitale. Undertegnede har aldrig glemt Alexander van der Bellens fråde mod Haider i 2001 (der var så grotesk at man uvægerligt tænkte at manden ikke hedder Bellen for ingenting!). Og jeg vil sent glemme den kolde skulder en enig koalition af CDU, CSU, SPD, FDP, Die Grüne og Die Linke i deres store hellige idealisme giver Alternativet für Deutschland. Den er til en vis grad forståelig ligesom afskyen for Mogens Glistrup herhjemme i 1970'erne og 80'erne, fordi man må afsky ekstremister der er ude af stand til at blive klogere og i det mindste lære at tale fornuftig til hinanden. Men som vi har set med Dansk Folkeparti i Danmark er det muligt for nye partier at føre en politisk linje igennem man ikke i længden kan komme udenom at måtte respektere. Sådan vil det gå i Tyskland, i Østrig, i Frankrig, i Ungarn og i Sverige!

Ikke fordi de alternative partier har ret i alt, eller altid handler klogt eller siger det eneste kloge og fornuftige, men fordi de har fat i den lange ende: Europa kan kun genrejses, hvis man bryder med EU-elitens ensretning og harmonisering og vender tilbage til et fornuftigt samarbejde der bygger på national suverænitet, folkeligt fællesskab omkring demokrati, sekularisering og kvindefrigørelse.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

Manifest 2014 - Politisk status - Dansk Folkeparti
'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Alternativet für Deutschland vækker både bekymring og uforstand   (8.5.16.)
Merkel og Co. sælger EU's sjæl og frihed til Tyrkiets islamister  (8.3.16.)
Universalismen et alt for tvetydigt begreb i dag  (29.2.16.)
EU trækker magtesløsheden ud  (10.2.16.)
Massive nytårsovergreb på tyske kvinder sætter et "Før og efter Køln"  (13.1.16)
Godhed som princip bliver altid utopisk ideologi  (24.1.16.)
Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene  (18.1.16)
Status over året 2015  (31.12.15.)



Merkels bevidste satsning på Tyrkiet undergraver europæisk fællesskab  (20.10.15.)
EU og Merkel bruger flygtningestrømmen til at skabe mere union  (14.10.15.)
Tysk genforening 1990 - og ny tysk deling 2015  (7.10.15.)
Jubilæum for Murens Fald i 1989  (9.11.14.)
Valget i Østrig 2002  (26.11.02.)



Midtvejsvalget en bét til Obama - og demokratiet  (7.11.14.)
Historien er hverken forudbestemt eller forudsigelig  (5.10.14.)
Folkeret og retfærdighed i politik  (13.9.13.)
Obama udstiller USA's afmagt  (1.9.13.)
Obama går solo i klimapolitikken for at vise handlekraft  (27.6.13.)
Barack Obama genvalgt  (7.11.12.)
USA lider  (26.9.12.)
Obama om USA's Mellemøstpolitik   (22.5.11.)
Obama i Afghanistan-krise  (24.6.10.)
Obama i oliekrise  (18.6.10.)
Obamas fredstale i Oslo  (21.12.09)
USA' nye strategi i Afghanistan  (3.12.09.)
Nobels fredspris til håbets ikon 2009  (11.10.09.)
Obama indsat med store forventninger  (25.01.09.)



Artikler om Flygtningekrisen
Artikler om EU og Europa
Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal