JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - umiddelbarhed03godhed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.1.16.

Godhed som princip bliver altid utopisk ideologi

Artikel 3 i serien om umiddelbarhed

Flygtningekrisen bliver værre og værre.

Flere af EU's regeringschefer erkender nu langt om længe problemerne og vender sig efterhånden mod kansler Merkels politik. De advarer mod at nye flygtningestrømme om et par måneder - når foråret sætter ind - gør folkevandringen nemmere fra både Afrika og Mellemøsten. Regeringscheferne med Ungarns, Tjekiets, Østrigs og Bayerns ledere i spidsen er ikke i tvivl om at Schengen-aftalen bryder definitivt sammen, hvis kontrollen med EU's ydre grænser ikke bliver effektiv inden for 8 uger. Hele ideen med åbne grænser inden for EU har effektiv kontrol med de ydre grænser som elementær forudsætning. Også EU's kommissionsformand Juncker og EU-præsident Tusk er åbne over for stramninger der i det mindste kan redde Schengen på papiret.

Angela Merkels fixe idé med åbne grænser udadtil var en barmhjertighedens gerning af utopisk karakter der både undergraver EU's idé om fred, samarbejde og ordnede sociale og økonomiske forhold og hendes egen position som tysk kansler og CDU-partiets formand. Hun har ikke været opgaven voksen, for hun bærer åbenlyst på en godhedsforestilling der ikke hører hjemme i realpolitik, men alene i drømme om paradis på jord.

Hendes egen motivation ligger klart i hendes naive kristendomsforståelse, men også i hendes skyldfølelse som tysker og hendes omsorgstrang som kvinde. Pludselig kan flere og flere imidlertid se at hun ikke dur som EU-topfigur i efterkrigstidens størst politiske og kulturelle krisesituation.

Herhjemme er ændringer også på vej - og de medfører selvsagt hed debat og spektakulære partiskifter på stribe.

Klarest i mælet og renest i hjertet er Dansk Folkeparti der af folkelige grunde vil have stramninger så dansk velfærd bliver sikret. Det radikale Venstre har glemt sin gamle folkelighed og vil havde blind åbenhed og ubegrænset hjælpsomhed - ligesom Alternativet. Enhedslisten vil tage flere flygtninge og kræver samtidig bedre integration. De Konservative vil have begrænsning af nationale grunde. Og endelig vil Liberal Alliance have indført stop for asylansøgere i to år, så dansk økonomi kan reddes og give plads til skattelettelser.

Uklare er SF der på den ene side er forargede over flygtninges udskejelser i Køln nytårsaften, men på den anden sige ikke vil være afvisende over for en vis indvandring der aftales med hele EU-systemet.

Socialdemokraterne er støt og roligt på vej mod en markant ændring der betyder kraftige stramninger og dermed afstandtagen til såvel Svend Aukens yderst idealistiske linje som Poul Nyrups moralistiske mistænkeliggørelse af DF. Men Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen har også fjernet sig markant fra den opportunistiske linje som den EU-venlige Helle Thorning anlagde. Hun fornægtede just de gamle advarsler som Vestegnens socialdemokratiske borgmestre med Per Madsen i spidsen kom med allerede i 1980'erne, og som Thorning faktisk selv oplevede som berettigede da hun voksede op i Ishøj og udsattes for grove, sexistiske tilråb fra muslimske indvandrerdrenge.

Mette Frederiksen går åbent ind for stramninger, og Henrik Sass har i et interview foreslået totalt stop for indvandring til EU: Flygtninge skal forblive i store opsamlingslejre i nærområder i Afrika og Mellemøsten. Enkelte socialdemokrater har meldt sig ud af partiet og søgt til de radikale. Og eksperter har som sædvanligt været på banen med standard-bulletiner om hvor urealistiske Sass' ideer er. Men socialdemokratiet er ikke det samme som for bare to år siden.

Venstre er kommet i en gevaldig klemmme, fordi flygtningeinvasionen med Merkels grænseåbning den 5. september pludseligt kuldkastede alle Lars Løkkes økonomiske og storpolitiske planer. Han måtte ydermere acceptere et umisforståeligt EU-nej ved fokeafstemning den 3. december og prøver nu at trække tiden ud i EU og øvrigt snakke om alt muligt andet. Han fremstår som en regeringschef der nu lever på ren nåde af nogle få politikere som Thulesen Dahl og Anders Samuelsen. Hans egne borgmestre brokker sig over de kommunale udgifter med ophold, skolegang og integration af flygtninge. Finansministeren forudser store budgetproblemer, men vil ikke komme kommunerne til undsætning - og han spås udskiftning af en kender som Hans Engell. Samtidigt siver flere af partiets godhedshungrende farisæere over til mere flygtningevenlige partier.

Afstanden mellem DF og Venstre bliver større og større. Til gengæld mindskes afstanden mellem DF og socialdemokraterne sig i samme takt. Men det må noteres at alle tre partier for øjeblikket står til tilbagegang i meningsmålingerne. Og det tyder på både overvægt af idealister og tilhørende undervægt af realister og på stigende ustabilitet i dansk politik. Man har fuldstændig glemt tanken om en tredje vej der bygger på en bæredygtig komplementaritet mellem frihedsprincippet og lighed/tryghedsprincippet og dermed mellem liberalistiske og socialistiske grundtanker. Ideen blev delvist prøvet af Anders Fogh Rasmussen, men aldrig ordentligt forstået, og den spiller i dag ingen rolle hos Venstre og Dansk Folkeparti og tilsyneladende heller ikke hos socialdemokraterne, skønt det er disse tre partier der ville kunne udnytte den progressive idé bedst.

Men problemet både i Danmark og EU som helhed afspejler i allerhøjeste grad en enorm forvirring når det gælder moralske principper i forhold til realpolitikken. Hvis udgangspunktet er en generel norm om at man så vidt muligt altid skal hjælpe sine medmennesker i nød, så hjælper man som individ uden videre flygtninge uanset antallet og uanset de sociale, økonomiske, politiske og kulturelle konsekvenser det kan få for ens land og ens egen kultur.

Mandag den 7. september var der eksempelvis venlige mennesker der tog uregistrerede flygtninge på vandring fra Rødby mod Sverige op i deres biler - selvom det reelt var ulovlig menneskesmugling. De står til bøder. Men værre er det naturligvis når en topchef for Tyskland og EU som kansler Merkel åbnede EU's grænser for en flygtningestrøm der viste sig at være af en størrelsesorden på over en million mennesker. For så er der ikke tale om ulovlig privat smugling af nogle få personer, men om en toppolitikers legalisering af en officiel grænseophævelse der fuldstændigt kuldkaster alt det EU står for i henseende til værn om et levedygtigt europæisk samarbejde mellem 28 frie og suveræne nationalstater - men vel at mærke gør det i en idealistisk eller måske rettere en egoidealistisk ånd. Officiel og nødvendig realpolitik tilsidesattes med et pennestrøg for kanslerens egen, private godheds skyld - og det er ikke holdbar moral, men decideret uansvarlighed. Og det hjælper ikke at tilhængerne af denne uansvarlighed henviser til kristendommen, for så blandes religion og politik netop sammen på en måde som er uforenelig med den officielle og fundamentale sekularisering.

Set ud fra helhedsrealismen gælder generelt at der må være komplementaritet mellem individ og samfund således at hensynet til individet og hensynet til samfundet betragtes som fuldt ligeberettigede, selvom de er logisk uforenelige: man kan ikke vælge det ene hensyn frem for det andet, da begge er livsvigtige for vores eksistens og overlevelse.

Konkret betyder dette at barmhjertigheden mod enkeltpersoner aldrig må få et omfang der undergraver samfundets sociale, økonomiske og politiske orden og sammenhæng. Den må ikke indebære en invasion af en eller to millioner uintegrerbare muslimske flygtninge til EU og dermed ødelægge staternes orden og suverænitet og borgernes muligheder for på længere sigt at eksistere og være i stand til overhovedet af yde andre rimelig hjælp fremover. Der må her gælde et nærhedsprincip der siger at suveræniteten og integriteten gælder for både en stat og dens borgere.

Hvad specifikt kristendommen angår, gælder at den historisk set både har en medmenneskelig og en politisk dimension, idet menneskeligheden går tilbage til menneskesønnenes egne ord og budskaber som de findes i de tre synoptiske evangelier, mens den politiske dimension går tilbage til dannelsen af en decideret kirkelig magtorganisation der igen førte til at kristendommen blev en dogmatisk religion, baseret på en trosbekendelse fra år 325 der kunne bruges som kontrolmiddel, og gjort til en statsreligion i Romerriget fra år 380, der gav kirken magt til at forfølge kættere.

Som statreligion havnede kristendommen i en absolutisme der i århundreder gjorde den lige så uforsonlig som senere islam blev. Men naturvidenskaben og den nordiske protestantisme undergravede på hver sin måde absolutismen - og i sidste ende blev Nord- og Vesteuropa sekulariseret gennem naturvidenskab, religionsforskning, psykologi, socialreformer og kvindefrigørelse på en så omfattende måde at kirken ganske mistede sin autoritet, også fordi den hverken forstod hvad der skete eller begreb at menneskesønnen og hans tanker forblev lige så relevante som de havde været fra begyndelsen før kirkens etablering.

Sekulariseringen blev en bekræftelse på at europæiske kultur og religion blev helt igennem dennesidige, hvad der indebar at menneskesønnens evangelium måtte forstås på dybdepsykologisk plan i stedet for på teologisk og eskatologisk plan. Eskatologi er forestillingen om en dramatisk verdensundergang med jordskælv, solformørkelse, verdensbrand og deslige, hvor såvel levende som døde dømmes efter deres gerninger efter jødisk princip! - eller hvor alt genoprettes i en helt ny verdensorden. Forestillingen kan skyldes 'åbenbaringer' som Apokalypsen i Det nye Testamente, der gennem kristendommen blev billedet over alle på den store 'dommedag' eller 'yderste dag', hvor mennesket risikerer den evige fortabelse. Men det skal i den forbindelse stærkt understreges at mennesket Jesus ikke står bag disse syner eller fordømmelser. Han mente noget andet med sine budskaber om en ny tid. Kun er det givet at hans voldsomme død betød verdensundergang for hans disciple i åndelig eller eksistentiel forstand. Men som bekendt gik verden ikke under i fysisk eller politisk forstand.

Efterhånden blev evangeliet om opkomsten af et nyt rige derfor opfattet som en universel påpegning af at mennesket i virkeligheden forbliver i det åndelige rige af evighed og tidløshed som det er født ind i og som altså bedst lignes med barnets umiddelbare verden. Mennesket udvikler sig gennem den sociale tilpasning til et almindeligt voksent menneske der må skaffe sig føden gennem arbejde, stifte familie og i det hele taget leve livet i en ejendommelig vekslen mellem det indre, åndelige liv ('evigheden)' og det ydre, praktiske liv ('timeligheden'). Det kan forestille sig barnets ansvarsfri verden som en herlig umiddelbar tilstand hvor alt er godt og hvor der hersker evig fred og lykke, tillid, fællesskab og ansvarsfrihed. Her hjælper alle hinanden; her viser man spontan barmhjertighed og kærlighed mod sine medmennesker, men som permanent tilstand uden prosaiske udfordringer om social, økonomisk tilpasning er det en utopi.

Folk der i vore dage og i vores sekulariserede kulturs store eksistenskrise påberåber sig en kristen forpligtelse til at hjælpe og huse et par millioner muslimske flygtninge på et år eller to og måske ti eller tyve millioner flygtninge de næste fem år er naive og savner enhver realistisk sans. De fornægter også sekularingens og modernitetens kendsgerning, og de bestrider den nøgterne helhedsrealistiske påpegning af en fundamental komplementaritet mellem evighed og timelighed - eller mellem det indre 'gudsrige' og den ydre praktisk-politiske virkelighed som er det voksne menneskes højst prosaiske og ansvarsfulde liv.

De naive idealister bestrider ikke mindst at det er en forudsætning for voksne europæeres liv i en barsk nutid at de for at kunne veksle frit mellem de to mulige tilgange til virkeligheden bevarer begge ben på jorden og drager omsorg for at værne deres nationale suverænitet så overvægten af det gode og konstruktive kan bevares. Det selvsamme er faktisk også forudsætningen for overhovedet at kunne hjælpe fx muslimerne til en tilsvarende frihed og sekularisering i deres egne lande.

Mennesket anno 2016 lever både i evigheden med al dens tillid, spontanitet og kreativiet og i timeligheden med al dens arbejde, forpligtelser, udfordringer, konflikter og ustandselige livsdrama. Det moderne menneske kan og skal nødvendigvis tilpasse sig den teknologiske og befolkningsmæssige udvikling bedst muligt, men det skal først og fremmest sørge for en vedblivende generfaring af den fundamentale umiddelbarhed der giver livet mening, helhed og fortryllelse.

Det er derfor vigtigt for helhedsrealistiske mennesker hverken at hoppe på fremskridtspropagandisternes ensidige og snævre rationalitet eller på idealisternes ensidige og snævre barmhjertighed og paradislængsel.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: