JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eukrise16jAfD

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.5.16.

Alternativet für Deutschland vækker både bekymring og uforstand

EU er i dyb krise som følge af flygtningestrømmen fra Mellemøsten og Afrika som kansler Merkel åbnede sluseportene for den 5.9.15. Krisen søges løst af eliten i Bruxelles på den sædvanlige måde at man bruger enhver opstået lejlighed til at anbefale flere centrale løsninger, hvad der i realiteten vil sige mere topstyring. Det nyeste påfund er at man vil gennemtvinge kvoteordninger, så alle EU-lande forpligtes til at modtage flygtninge uanset om de selv ønsker det eller ej, og nægter de at modtage det antal EU-toppen mener de bør modtage, skal de betale kæmpemøder på flere millioner pr. afvist flygtning. Det er et fuldstændigt grotesk forslag, men jo ikke det eneste problem.

Da Østrig i sidste uge afslørede planer om et 400 meter langt hegn ved Brennerpasset, hvor Italien og Østrig deler grænse, udløste det straks hård kritik fra både den italienske regeringschef Renzi og overkansler Merkel. - "En effektiv grænsekontrol repræsenterer en stor udfordring for Europas fremtid", sagde hun. "Grænserne må kontrolleres, men ikke lukkes. I så fald risikerer vi en tilbagevenden til nationalismen". Hun mener, at det pasfri Schengen-samarbejde er i fare, når stadig flere medlemslande undersøger mulighederne for at lukke grænserne eller forstærke grænsekontrollen. Og gentager således til ulidelighed den fuldstændigt håbløse løgn at den frie udveksling af arbejdskraft inden for EU ikke netop betinges af grænsekontrol udadtil. Det var den hun selv ophævede, og altså hende selv der dermed nødvendiggjorde genindførelse af national grænsekontrol overalt hvor uønskede flygtninge strømmer til.

Det grelleste eksempel på EU-toppens afmagt i flygtningskrisen er aftalen med det muslimske Tyrkiet som skulle betyder Tyrkiets hjælp til at holde de tilstrømmende flygtninge tilbage mod at EU betaler milliardbeløb til landets økonomi og desuden giver landets borgere fri rejse til EU uden visum samt landets regering hurtigere forhandling om optagelse i EU.

Denne visumfrihed for tyrkere er et led i den aftale, som EU har indgået med regeringen i Ankara da den venlige og altid smilende Ahmet Davutoglu endnu var Tyrkiets premierminister. Men det er han ikke længere. Han trak sig forleden i erkendelsen af at hans politiske mål ikke deles af den stadigt mere magtfokuserede præsident Erdogan. Og denne hensynsløse og ærgerrige diktator, der med rette beskyldes for at bruge landets antiterrorlove til at lægge låg på al kritik og fængsle blandt andre kritiske journalister og akademikere, har nu åbent erklæret at Tyrkiet ikke ændrer ikke terrorlov for at få en visumaftale med EU. Lovene er nemlig nødvendige for at bekæmpe de to modstandere Tyrkiet efter Erdogans høje mening har og som han betragter som lige farlige, nemlig de militante kurdere og Islamisk Stats terrorister.

Til Europa lyder beskeden fra Erdogan simpelthen: "Vi går vores vej. I går jeres!" - Og så står Merkel, Tusk og Juncker med hårene ned ad nakken. De er blevet snydt så vandet driver af dem. Den målbevidste og antisekulære osmanner-leder fører sit land 100 år tilbage i tiden. Og EU-lederne har måttet trøste sig med en gæstevisit i Vatikanet hvor den sydamerikanske pave Frans modtog Karlsprisen for sin flygtningevenlighed og fik rosende ord fra EU-parlamentets store moralske overhovede Martin Schulz. Pave Frans gør en dyd af sin ydmyghed, og det gør ham åbenbart også fortjent til at blive hædret med den pris der er opkaldt efter den første tysk-romerske kejser, kronet i Peterskirken juledag år 800! Angela Merkel bliver næppe tysk-romersk kejser, men nu har hun da kunnet opleve en kultisk begivenhed på tættest hold der på samme måde forbinder overstat og overkirke.

Kansler Merkel er endnu et års tid urørlig i Tyskland, fordi hun indgår i den store koalition med SPD der har absolut flertal i Bundestag og følgelig kan lade FDP, De Grüne og Die Linke stå og brokke sig frit i kulisserne uden ringeste indflydelse. Merkels eneste bekymring er at det nye uafhængige parti Alternativ für Deutschland (AfD) vinder frem og kan true den søvndyssende stabilitet alvorligt ved det kommende forbundsdagsvalg i 2017. Flere meningsmålinger gør partiet til det tredjestørste i landet.

Partiet har netop på et landsmøde i Stuttgart vedtaget sit første partiprogram, der bl.a. indeholder et forbud mod minareter ved moskeerne i Tyskland og indkaldelse til bøn fra disse tårne. Partiets succesrige formand Frauke Petry betragter begge dele som symboler på muslimsk ekspansion i Europa og siger: "Vi tror at det er muligt for folk fra hele verden at leve fredeligt dør om dør i Tyskland, men i vores land må vi bestemme regler og love og sørge for at de bliver overholdt. I modsætning til at have en guldkæde om halsen er minareter og indkaldelse til bøn tegn på at islam prøver at ekspandere betragteligt i Europa".

Forskeren Sebastan Friedrich, der sidste år udgav den første tyske bog om partiet, påpeger at de øvrige partier er bange for AfD, men har ændret politik efter dets succes ved tre landdagsvalg. De gamle partier er gået væk fra at ignorere det nye og vil nu i stedet stille op til debat med det for om muligt at forebygge alle følger af deres egen politik. Jacob Augstein taler i en kommentar i Der Spiegel om et paradigmeskifte, et politik skred hvis ende ingen kan se. AfD's opsving har hverken været overraskende eller muligt at standse. De andre partier og medierne har set hjælpeløse til. Nu er det for sent. - Og så kommer Augstein med en herlig sætning: "Die rechte Revolution hat begonnen". Det kan betyde "Højre-revolutionen er begyndt", men det kan også betyder "Den rette revolution er begyndt". Og det er nok den sidste betydning man skal lægge vægt på!

AfD's næstformand Beatrix von Storch lagde på et pressemøde i Berlin ikke skjul på at Islam er en politisk bevægelse som vil ændre Tyskland og Europa, men samtidigt understreger hun at hver enkelt land i Europa selv må bestemme sin holdning. De skal netop ikke styres fra Bruxelles. Partiprogrammets afsnit om islam er afbalanceret, mener hun. Hovedindholdet er at islam for mange snarere er en politisk ideologi end en trosretning. Og det tyske samfund er baseret på det grundprincip at religion og politik er adskilt. Derfor hører en politisk religion ikke hjemme i vores land.

På et spørgsmål om hvorfor partiet betragter islam som en politisk ideologi svarede von Storch: "Se bare på den tyrkiske præsident Erdogans forsøg på at påvirke europæisk ytringsfrihed lige nu,. Se på den islamistiske terror. Det taler vist for sig selv. Og når chefen for den tyske efterretningstjeneste Hans-Georg Maasen samtidig advarer indtrængende mod at der i moskeerne prædikes islamisme, radikalisme og opfordringer til at sharia skal overtage vores land, er der ikke noget at tage fejl af. For mange muslimske ledere er islam lige så meget politik som det er religion. Og de vil forandre Tyskland".

Von Storch tilføjede, at partiet går ind for at hjælpe mennesker som er på flugt fra krig og borgerkrig, men vi vil gerne selv bestemme hvor og hvordan vi hjælper. Nye tal fra EU viser at 70 procent af de flygtninge der kommer nu, reelt er migranter. "Det er ingen løsning at tro, at vi kan invitere alverdens fattige til Tyskland og Europa. Det er en trussel mod vores demokrati. Derfor er vi imod det".

Det er imidlertid fortsat den udbredte holdning fra hele det etablerede system af politikere, kommentatorer og forskere at bedømme AfD som et højrekonservativt parti der står til højre for CDU. Partiet lider dermed skæbne med tilsvarende protestpartier i hele Europa fra Front National i Frankrig til Dansk Folkeparti i Danmark og Sverigedemokraterna i Sverige. Metoden er som bekendt mislykkedes de fleste steder, fordi den er alt for unuanceret og som regel vil give bagslag. Det skete tydeligst her i landet med Poul Nyrop Rasmussens bommert med at postulere at DF aldrig ville blive 'stuerene'. Allerede det at bruge udtryk fra opdragelse af hundehvalpe i denne sammenhæng afslørede Nyrops lave niveau og fornemmelse.

Derfor er det passende at der kommer en bog om populismen som sætter sig for at afvise gængse, men uholdbare forklaringer på populismens udbredelse. Den kommer fra idéhistorikeren Jan Werner Müller, som Politikens Rune Lykkeberg i sin anmeldelse gør til "næste generations Habermas". Det må man nu ikke håbe, for så forbliver analyserne i intellektualismens endeløse udørken. Müller fortjener opmærksomhed, fordi han afviser at populismens udbredelse skulle skyldes at folk er tabernes protest og skulle være bange for globaliseringen.

Müller påpeger i stedet at der er markante forskelle på populismen forskellige steder. I Europa er den højreorienteret, i Sydamerika socialistisk og i USA nærmest socialdemokratisk! - Og det er jo en ny forenkling der bruger den selvsamme håbløse højre/venstre opdeling som den gamle.

Müllers centrale punkt synes at være påpegningen af at populistiske ledere hævder at de repræsenterer folket som sådan, og at folket i deres optik altid har ret, men han påpeger samtidigt at de populistiske leder altid betragter folket som offer, og egentlig antager at folket er politisk passivt. Og dette er jo meget rigtigt hvis man udelukkende ser på Nordkoreas stadig eksisterende eller på Sovjetunionens hedengangne etpartisystemer, der har udnævnt sig selv til folkets (eller proletariatets) sande diktatorer og modstanderne til rene folkefjender der bare skal slås ned hurtigst muligt. Det kan måske også være rigtigt hvis man udelukkende ser på Berlusconis manipulerbare italienske vælgere eller på Donald Trumps manipulerbare amerikanske vælgere der i begge tilfælde er bestikkelige med pengemidler og reklamer.

Men Müllers synspunkt gælder netop ikke AfD eller DF eller Sverigedemokraterna der alle har måtte kæmpe mod det etablerede systems kompakte majoritet i hver sit land. Og det gjaldt heller ikke modstandsbevægelsen i Danmark da det selvbestaltede Frihedsrådet i 1944 med held gjorde sig til talsmand for den folkelige modstand og fik væltet gammelpolitikernes samarbejdspolitik. Og man kunne finde mange andre historiske eksempler. Man skal imidlertid altid have for øje at selve ordet er tvetydigt: På den ene side kan det betyde 'folket der kan misbruges' af udemokratiske eller endog diktatoriske ledere ved at blive gjort til redskaber og dermed ufrivillige ofre, og på den anden side 'folket der finder sine ægte folkelige ledere' og sammen med disse tager sagen i deres hånd, bliver ansvarlige og alt andet end ofre.

Müllers misfortolkning ligger i at han opfatter folket som et moralsk begreb for populisterne. Ja, han definerer populismen som "en ganske bestemt forestilling om politik som hylder det moralsk rene homogene folk, der står over for en umoralsk, korrupt og snylteragtig elite - som altså ikke er en del af folket" (min fremhævelse). Og tydeligere kan Müller ikke røbe at han intet har forstået af det begreb om folket som den tyske historiker J.G. Herder (1744-1803) lancerede i sit berømte værk "Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit" (fra 1774, dvs nogle år før den franske revolution). Det blev inspirationen for de store folkelige bevægelser i 1800-tallet, og dets hovedtanke var ideerne om folkekarakteren og nationalkarakteren. Og det er slet ikke ideer der kan reduceres til moralisme (eller jura). Det er derimod ideer og begreber der har med den psykologi at gøre der senere blev kaldt dybdepsykologien og hvis fornemste repræsentanter i 1900-tallet blev C.G. Jung og danske Vilh. Grønbech. De forstod begge - og kunne begge med hver sin terminologi forklare - at der var tale om føling med det kollektivt ubevidste af nøjagtigt samme art som alle unge mennesker erfarer i puberteten gennemm den kolossale bevidsthedsudvidelse der følger med de kønshormonale processer. - Får man ikke fat på dette, kan man simpelthen intet forstå!

Når 'folket' i Müllers optik bare bliver til "den mytiske substans som populisterne antager at vi alle ved hvem er", så er det misvisende og i virkeligeheden forskerens store selvbedrag. For 'den mytiske substans' er slet ikke noget 'bare' som vi alle ved hvem er, den er tværtimod noget aldeles særegent som er forskelligt for hvert enkelt folk og som ikke kan erkendes gennem læreprocesser, men ene og alene kan erfares gennem den dybe selvoplevelse der fører etisk forpligtelse med sig indefra. Dette indebærer lige præcis den ejendommelighed som kan konstateres den ene gang efter den anden i alle lande og til alle tider: Der er nogle der erfarer følingen med det kollektivt ubevidste så stærkt at de bliver en selvfølgelig del af en folkelig bevægelse, og der er nogle der ikke erfarer det og derfor ikke bliver inddraget i processen - og det kan være folk der har nok i deres eget, men er som hovedregel meget intellektuelle mennesker af den rationelle akademiske type der ofte ender som jurister, forskere, topembedsmænd og toppolitikere. Og da de ikke fatter noget som helst af den ægte folkelige føling med dybe lag i det ubevidste får vi naturligvis fra den side den ene misfortolkning efter den anden, der betyder at de bliver ved at gå fejl af fænomenet!

En af de gængse, men mest vildledende misfortolkninger af populismen er at hævde at den er udtryk for en decideret antipluralisme, altså netop en hævdelse af en slags national homogenitet som udelukker diversitet. Og det er jo en horribel skrøne, al den stund at alle de europæiske lande der efter den franske revolution og romantikken har fået indført demokratiet rummer mange forskellige slags mennesker og mange forskellige slags subkulturer, men de hænger sammen alligevel via det historiske og sproglige fællesskab og den dybe indsigt i det kollektivt ubevidste der gør dem forskellige fra andre nationale kulturer, indtil de eventuelt splittes op på radikal og destruktiv vis af troen på den ideologiske eller biologiske renhed - således som det var tilfældet med kommunismen, nazismen og fascismen - og som det lige præcis er tilfældet med den helt nye trussel fra islamismen. Det destruktive og kompromiterende er altid den ideologiske eller biologiske 'renhed', ja selve det at tro på 'renhed' i denne sammenhæng.

Diversitet er naturligvis et sundhedstegn hos ethvert folk og enhver nation, men den skal holdes inden for rammerne af et historisk og sprogligt fællesskab som er langt dybere end det juridiske statsborgerskab. Der findes ifølge Müller flere legitime syn på og argumenter for alt hvad der vedrører fællesskabet, men når han hævder at det repræsentative demokrati er den "bedste måde at håndtere den evige uenighed på", så må det da udtrykkeligt tilføjes at forudsætningen er at repræsentativiteten ikke blot er en etikette man hæfter på demokratiet i kraft af formelle valgkriterier, men er ægte, så de valgte parlamentariske organer faktisk repræsenterer diversiteten i folket. Og det er jo netop ikke tilfældet i Europa længere. Tværtimod er det i kraft af EU og navnlig unionstanken blevet en akademisk elite der har taget over og som regerer centralistisk og ensrettende hen over hovedet på folket, og som oven i købet hele tiden råber om mere union, mere topstyring. Det er netop dette der har skabt den udbredte politikerlede i det meste af den vestlige verden, som er fatal for demokratiets og kulturens opretholdelse som sunde og skabende fælleskaber med en fremtid for sig.

Sjovt nok skal vi så belemres med reaktionære tanker fra en tidligere fornuftig mand som historikeren Timothy Garton Ash, der har fundet anledning til at gå imod Jakob Augsteins tidligere nævnte synspunkt om at Vesten ikke længere eksisterer som et samlet hele (Europa og Amerika). Jf. artiklen Barack Obama på afskedsvisit i et kriseramt EU (27.4.16.).

Ash stiller sig fuldstændigt bag Barack Obamas ros til Europa for at styrke Vesten, men han beklager at man ikke længere vil høre på den amerikanske præsident i Europa. Ikke mindst er der udbredt modstand mod TTIP - frihandelsaftalen mellem EU og USA, som Obama og Merkel er enige om.

Ash er naturligvis som historiker klar over at der også er en oplagt historisk forklaring på at Vesten falder igennem som begreb i øjeblikket: nemlig at den kolde krig er overstået, for med den forsvandt USAs og Vesteuropas fælles fjende, Sovjetunionen. Og det er jo altid et problem for alliancer når den fælles fjende forsvinder eller forandrer sig meget.

Timothy Garton Ash erkender at Europa og Nordamerika har begået mange synder gennem tiderne, men han regner ikke destomindre de to områder for "Vestens kerne". Han holder på den vision for Vesten som Obama har præsenteret, og han hævder, at den i sandhed er liberal og internationalt orienteret, og at der i hvert fald ikke findes et mere progressivt alternativ. Vi er derfor efter hans mening "nødt til at genoplive Vesten".

I mine øjne er det en horribel påstand, al den stund fem års geopolitisk udvikling har vist at tiderne har forandret sig radikalt og ikke vender tilbage til gammelkendte og relativt overskuelige og håndterlige problemstillinger. "De forrige tider er forsvundne", som det hedder hos Ewald, og det må jo nærmest kaldes en universel sandhed. Først og fremmest er Mellemøsten forvandlet til et borgerkrigshærget og religionsbesat område der har vendt op og ned på styrkeforholdet mellem USA, Rusland, Iran og europæiske lande og på det sidste medført en flodbølge af flygtninge fra området mod vore paradiske og sekulære demokratier i Europa. For det andet har USA ikke længere nogen indflydelse på Europas udvikling. Nato fungerer stadig, men som et levn fra fortiden der ødelægger Vesteuropas chancer for at dæmme op for Tyrkiets ekspansion og skaffe sig et ordentligt og frugtbart forhold til det Rusland der udgør den ene halvdel af Europa. Men generalskeretær Stoltenberg lever videre som om tiderne ikke har skiftet. Så Vesten kan under alle omstændigheder ikke længere defineres som et kulturelt skæbnefællesskab mellem Europa og Nordamerika.

Det centrale er og bliver imidlertid at EU's og Europas krise ikke er politisk krise, men en kulturkrise, og at denne ikke skal forstås som en modsætning mellem kristendommen og islam, men præcist som en modsætning mellem to uforenelige størrelser der hedder et frit, sekulært europæisk demokrati med kvindefrigørelse (med vigtige kristne forudsætninger) over for en række ufrie, ikke-sekulariserede muslimske og kvindeundertrykkende regimer (med ødelæggende forudsætninger i Koranen).

EU og Vesteuropa er for øjeblikket truet af en tsunami af muslimske flygtninge fra såvel Mellemøsten som Afrika, som EU's top med Merkel, Tusk og Juncker i spidsen har åbnet sluserne for uden at kunne forudse de kulturelle, politiske, sociale og økonomiske konsekvenser og som de derfor i dag er totalt magtesløse overfor. Mellemøsten kan kun reddes gennem et nyt arabisk forår, hvor befolkningen påtager sig det fulde ansvar for deres eget områdes udvikling. Om EU kan reddes skal være usagt, det skal i givet fald ændres markant, men Vesteuropa og Europa som helhed kan naturligvis reddes på den betingelse som gælder for alle kulturer til alle tider: at folkene tror på deres egen sag, på deres integritet og suverænitet såvel som på deres soleklare kulturelle og politiske fortrin frem for deres misundere, undergravere og åbenlyse fjender.

Danmark er endnu ikke vågnet til den nødvendige dåd. Men det er Sverige så småt, Frankrig og Østrig i større stil og Tyskland i stor målestok - takket være det kontroversielle AfD: Alternativet für Deutschland, som i modsætning til Alternativet i Danmark ikke er et alternativ af navn, men af gavn. Det er ikke fejlfrit, det har stadig visse interne problemer, men det har et par særdeles dygtige ledere, og det er nu og frem til det tyske forbundsdagsvalg næste år en reel mulighed for en politisk og kulturel fornyelse som i bedste fald vil kunne blive en afgørende forskel i hele Europa.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Tysk romantik - Nietzsche - Og andre strømninger'
om Romantikken ifølge Rüdiger Safranski, Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste, Nietzsches sjæl - sjælen der ville synge og danse, men som musikken forsvandt for og Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech.

'Virkelighedens dobbelte karakter'
indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.'
indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com