ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.3.04.

Gives der en almengyldig etik?

Vi hørte en af de angrebne, Jyske Banks direktør Anders Dam, afvise beskyldningerne med den begrundelse at det efter hans mening ville være direkte ansvarspådragende i forhold til bankens aktionærer, hvis han som direktør betalte skat til det offentlige ud over det lovpligtige.

Også TDC's angrebne direktør, tidligere finansminister Henning Dyremose meldte hus forbi, idet han gjorde gældende, at lovgivningens hensigt må udtrykkes i lovene. Derefter er det virksomhedernes opgave at leve op til lovene. "For vi vurderer selv hvad der er rigtigt og hvad der er lovligt. Og rigtigt i denne sammenhæng [skattelovene] er lig med lovligt!" - Ja, det sagde han uden at blinke, men ikke uden det for ham karakteristiske glimt i øjet, der viser at han på den ene side mener hvad han siger, men på den anden sige godt er klar over, at det kan lyde lidt provokerende.

Og så lød spørgsmålet ellers til Niels Jørgen Cappelørn, som Hedegaard forinden havde karakteriseret som "professionelt forpligtet til at have en mening om etik", om virksomhedslederne ikke netop har en pointe i, at det er lovgivnernes opgave at lave reglerne og virksomhedernes at varetage aktionærernes interesser.

Men så enkelt mente Cappelørn nu ikke det var. Foruden at overholde loven må virksomhederne nemlig også have nogle etiske forpligtelser som svarer til samfundets almindelige forpligtelser. Og det at man tolker loven stramt, så det passer i virksomhedernes interesser, er jo ikke ensbetydende med at man holder sig inden for samfundets regler. Det er tværtimod vigtigt at fastholde at lovgivning og etik ikke er det samme. Derfor er det for nemt at ræsonnere som TDC's direktør gør.

I samme øjeblik vi gør lovgivning lig med etik, så har vi ophævet etikken. Sådan er vilkårene. Etik kan ikke sættes på regler og normer, men er hele tiden noget vi må tolke og arbejde med. Vi må vurdere hvordan etikken skal komme til udtryk på baggrund af nogle værdier. Og så sker der engang imellem det, at vi opdager, at lovgivningen er bagefter, og så ændrer vi lovgivningen.

Virksomhedernes opgave er at bringe sig i overensstemmelse med den almengyldige etik, fortsatte Cappelørn. Og hvis de gang på gang bringer sig på kant med denne, så er det dem der har et problem i forhold til befolkningen.

Cappelørn svarede, at hvis vi foreløbigt antager at samfundet er homogent (hvad det ikke længere er, men derom senere), så kommer den almengyldige etik til udtryk i almindelig sæd og skik, dvs i den måde vi omgås hinanden på ud fra hvad traditionen er. Vi ved det fra samvittigheden, fra historien og fra de fortællinger vi viderebringer til hinanden. Hele denne tolkning kommer vi ikke udenom.

Og er vi uenige, må vi gå tilbage til de bagvedliggende værdier, for jeg mener, understregede Cappelørn, at der bag etikken ligger nogle grundværdier, og disse grundværdier har nogle konsekvenser som vi så hele tiden sammen må prøve at finde ud af. Og sætter virksomhederne sig ud over dette, så sætter de sig uden for samfundet.

Cappelørn gjorde her opmærksomhed på, at han gerne ville argumentere for, at vi skal have et etisk beredskab. Vi skal ikke bare reagere reaktivt på opståede problemer, men tænke os om. Og her kan en virksomhedsledelse jo tage problemet op med sine aktionærer. Jeg håber da at nogle af Jyske Banks aktionærer har fået ondt i etikken ved det der er sket.

Det var ikke alene hvad Dam og Dyremose sagde, men også hvad Børsens chefredaktør Leif Beck Fallesen gav som umiddelbar tv-kommentar til statsministerens udmelding, og hvad iøvrigt også en filosof med speciale i virksomhedsetik, professor Ole Thyssen fra Handelshøjskolen, gav udtryk for.

Det er vel heller ikke andre end tåber der betaler mere i skat end de skal!

Sagen er ikke bare den, at virksomhederne kan bringe sig i uoverensstemmelse med samfundets og befolkningens almene etik og dermed skaffe sig et problem på halsen, men også at lovgivningen - som Cappelørn ligeledes var inde på - kan halte bagefter, så der opstår det man populært kalder huller i loven, som det er muligt at udnytte for enhver der vil, indtil de eventuelt bliver stoppede. Ja, faktisk er det endda sådan, at huller i loven slet ikke kan undgås, eftersom samfundet hele tiden udvikler sig på en så uforudsigelig måde, at det er komplet umuligt for lovgiverne ved udformningen af en lov at tage højde for alle mulige fremtidige påhit fra den kreative del af befolkningen. Sat på spidsen, som vores store retsfilosof Alf Ross i sin tid gjorde, så forholder det sig - så paradoksalt det end kan lyde - generelt sådan, at restbruddet kommer før retsreglen. Det vil sige, at en konkret retsregel på et eller andet område først udformes, når det efterhånden konstateres, at der er folk der bryder det flertallet betragter som god moral, selvom den er uskreven.

I den konkrete sag om virksomheders skattefradrag ved køb/salg af egne aktier ser der ud til at være et sådant brud på hvad folk i almindelighed finder rimeligt - og derfor bør loven ændres (hullet stoppes), så den kommer til at svare fuldtud til hensigten. Det er faktisk ved at ske, og man kan naturligvis som statsministeren bebrejde visse virksomheder at de udnytter de endnu eksisterende huller til det yderste, specielt når andre ikke gør det. Men man må også tage til efterretning, at sådan er altså nogle virksomheder og virksomhedsledere. Og det kan man så dømme dem moralsk på - hvad enten de kan forstå det eller ej!

Det er ifølge Niels Jørgen Cappelørn, at vor tid er blevet så fragmenteret, at det også er gået ud over vores etik. Vi har i mindre og mindre grad en fælles opfattelse af hvilke grundværdier der skal gælde. Langt hen ad vejen kan man nok blive enige om værdier som retfærdighed, hensynsfuldhed, troværdighed osv. Men i det øjeblik vi skal finde ud af hvordan fx troværdigheden skal komme til konkret udtryk, så bliver vi uenige.

Connie Hedegaard var ikke sikker på, at det var så galt med den fælles etik, og førte forskeren Morten Dige fra Århus Universitet som vidne. Han underviser ved den nye masteruddannelse 'Etik til tiden' og var ikke så bekymret. Han belyste spørgsmålet ud fra mediebegivenheden omkring plejemoderen på Mors der var blevet beskyldt for at slå sine plejebørn. Dige påpegede, at der ingen etisk rådvildhed fandtes hos nogen i den sag. Alle mente at det er forkert at slå børn. Hele sagen byggede på manipulation. Og det eventuelle moralske forfald kunne derfor placeres i journaliststanden. Men dette holdt heller ikke, for blandt journalisterne var man enige om at fordømme den skete manipulation. Den almindelige moral forekommer altså ikke at være så flydende, rodløs eller opløsningstruet som den ofte fremstilles. Men selvfølgelig er etikken ofte under pres, sagde han. For vi har ikke altid tid eller ressourcer til at tage de nødvendige overvejelser.

Cappelørn var ikke helt enig med hensyn til medie-sagen, for her kom den interne kritik i Danmarks Radio alt for sent. Udsendelsen skulle aldrig være bragt. Men vi har det med at lade etikken komme bagefter, så vi først begynder at diskutere det etiske problem, når skaden er sket. Hvis det etiske beredskab, den etiske erfaring, var tilstrækkelig, ville den gribe ind på forhånd og forhindre skaden.

Her har Cappelørn ret, for den manipulerede udsendelse om plejemoderen skulle naturligvis have været standset af DR's egne redaktører. Så der er vitterligt problemer med etikken rundt omkring. Men det etiske beredskab vil næppe nogensinde blive så stort, udbredt og sikkert, at skader kan undgås. For ligesom i det private erhvervsliv, vil det for såvel de private som de offentlige medier desværre gælde, at aktørerne hele tiden afvejer to modstridende hensyn: moralen og profitten. Mediemanipulationer finder sted dagligt, fordi de - alt andet lige - medfører en større opmærksomhed end den saglige, hensynsfulde og forstående behandling af stoffet. Og det er bestemt ikke hverken manglen på tid eller ressourcer der får visse mediefolk til at vælge provokationen frem for sagligheden.

Jo, sikkert enige om grundværdier, men ikke om konsekvenserne, svarede Cappelørn. Troværdighed, retfærdighed, næstekærlighed er absolutte grundværdier, men udtrykkene for fx næstekærligheden bliver 'etik til tiden'. I kristendommen er næstekærligheden jo ikke blot et spørgsmål om at elske den der er elskelig, men også at elske fjenden. Allerede dér bliver vi uenige med en lang række andre religioner.

Om Cappelørn kunne forestille sig en etik her i landet der er løsrevet fra kristendommen? Ja, det kunne han, for han går i og for sig ikke ind for at samfundet skal have en kristen etik. Iøvrigt skal man være meget påpasselig med ikke at sætte kristen eller kristelig foran etikken, for så har man tiltaget sig en myndighed man ikke har ret til. Så argumenterer man med Gud som absolut autoritet i forhold til de standpunkter man selv har.

Det er slet ikke det multireligiøse der truer etikken, men 'det multi', det at vi er blevet meget mere forskellige, har forskellig baggrund og historie og dermed forskellige traditioner for tolkninger af de fælles grundværdier.

Det er fremragende, at vi diskuterer disse ting, så vi kan blive mere enige om ikke blot grundværdierne, men også om deres praktiske konsekvenser. Og derfor må man ikke nøjes med at snakke om værdier, man skal også snakke om konsekvenser. Jo mere 'multi' vi bliver, jo vanskeligere bliver det at blive konkrete. Det indebærer nemlig, at vi løfter etikken op på et mere og mere abstrakt plan, og det betyder igen, at vi som enkeltindivider kommer til at føle, at vi lever i et etisk tomrum.

Og jeg er nok, fortsatte Cappelørn, lidt pessimistisk på den fælles etiks vegne, fordi vi fokuserer for meget på det individualistiske: jeg følger min etik og du din. Det er nok en tolerant etik, men har ikke noget med fællesskab at gøre.

Cappelørn fandt det udmærket, at vi internationalt laver konventioner for miljø og krig m.v., men det har ikke meget med etik at gøre. Derimod må vi konkret og regionalt prøve at opbygge et folkeligt og nationalt fællesskab som ikke nødvendigvis må være det samme i Danmark som fx i Frankrig.

Cappelørn forestillede sig ikke et sådant folkeligt fællesskab som et der på forhånd har præcist fastlagte betingelser for hvem der hører til dette fællesskab. Det er noget vi må finde ud af. Vi må finde en fælles etisk bevidsthed, for uden den intet etisk beredskab.

Samtalen løb efterhånden lidt ud i sandet. På spørgsmål fra Hedegaard sagde Cappelørn således, at menneskerettigheder er alt for abstrakte til at de kan bruges i etikken. Og hvad angår genteknologi eller abort, så er det efter hans mening ikke Folketinget der skal afgøre etiske spørgsmål. De skal afgøres i folket. Det er en uskik at lovgive om etik. Folketinget skal tage sig af de politiske spørgsmål.

Hvordan da genskabe den fælles etik, spurgte Hedegaard til sidst. Og svaret lød, at det kan kun ske gennem en fælles bevidsthed - og den tager det tid at skabe. Individualisering er nedbrydende for fællesskabet.

Lad os eksempelvis se på begrebet samvittighed, som Cappelørn henviste til med bemærkningen: Vi véd dog fra samvittigheden hvad den almengyldige etik er. Og det er der så meget om, at selve ordet samvittighed jo netop hentyder til en fælles bevidsthed. Men set fra et dybdepsykologisk synspunkt er samvittigheden en dårlig dommer. Den kan ligefrem - som psykiateren Erling Jacobsen gjorde - betragtes som den dummeste del af et menneskes bevidsthed. Og det skyldes at den overvejende er dannet i den konfliktfyldte periode af et barns liv, hvor det er forældrenes (eller den ene parts) normer der overtages helt ukritisk. I gamle dage blev denne moral groft sagt banket ind i børn også på vore breddegrader. Det sker heldigvis stort set ikke mere blandt etniske danskere, men dagligt hører vi eksempler på, hvordan indvandrerbørn reagerer ud fra et normsæt de overhovedet ikke har nogen kritisk stilling eller blot tænksom distance til, men ene og alene har overtaget fra deres forældre, fordi den er blevet indoktrineret, indterpet - inklusiv banket - ind i dem.

En fornuftig, sundt skønnende etik er noget der kun kommer med fornuftig opdragelse, en fornuftig oplysning og en fornuftig besindelse på værdierne, og den uenighed Cappelørn med rette konstaterer i de forskellige religioners og kulturelle traditioners opfattelse af grundværdiernes konkrete konsekvenser skyldes jo netop den forskellige opdragelse og oplysning. Det betyder at eventuel genskabelse af en homogenitet i et folk som det danske vil forudsætte indvandrernes bevidste brud med deres eget opdragelsessystem!

Men hertil kommer at den åbne folkelige debat omkring etiske spørgsmål og dermed dannelsen af en fælles etisk bevidsthed eller et fælles etisk beredskab som holder sig fri af alt det autoritære forudsætter åndsfrihed og bevidsthed om, hvad ånd overhovedet er. Og selve åndsbevidstheden er sandelig noget etniske danskere efterhånden savner i omtrent lige så høj grad som indvandrerne!

Det vil føre for vidt her at belyse dette emne grundigere, men det skal pointeres, at ånd forstået som spændingsfeltet mellem de to psykiske grundprocesser alle mennesker uafladeligt veksler imellem, nemlig de såkaldt primære (de ældste i udviklingen, de instinktive) og de sekundære (de senere, rationelle), vil kunne give et glimrende bidrag til at forklare processerne nærmere. Det vil nemlig også give forklaringen på, at der altid er mere end det individuelle og individualistiske på spil, nemlig det underbevidste, det kollektivt ubevidste og selve den instans i den enkelte som er større end dets jeg. Herved ophæves hele mystikken, for der er ingen af delene vi ikke i dag véd uendeligt meget om. Her skal blot henvises til relevante artikler som er anført nedenfor.

Udsendelserne har nu kørt ca. et halvt år, og der har været mange gode imellem. Men naturligvis kan ikke alle gæster være lige spændende, og selvom Connie Hedegaard er god til samtalens kunst, så hjælper det jo ikke, hvis gæsten har vanskeligt ved at formulere sig klart uden alt for mange omsvøb. Det mærkedes fx i den iøvrigt udmærkede samtale om demokratiet, som er nævnt i artiklen Demokratiet og den muslimske verden.

Udsendelsen med litteraturprofessor Hans Hertel den 22.2. var særdeles givende, fordi den belyste Hertels tilbagevenden til folkekirken efter næsten 40 års pause, således som han har beskrevet forløbet i Københavns Stiftsårbog 2003 i artiklen 'I dine lyse sale'. Interesserede kan låne årbogen på Københavns Kommunes Hovedbibliotek.

Men selv her kunne det konstateres, at Connie Hedegaard ikke er meget for at bevæge sig ind på det dybdepsykologiske. For det var jo ellers oplagt, da Hertel selv véd hvad dette drejer sig om, eftersom han har han besøgt Esalen Instituttet ved Big Sur i Californien, der er et center for 'human potentialities', hvor læger, præster, terapeuter, social workers, kunstnere og forskere, med hans egne ord, dyrker workshops og diskuterer de store spørgsmål så hoved og krop kommer til at summe af spirituelle oplevelser.

Allerede ved anmeldelsen af de første tre udsendelser kunne det konstateres, at "dyberegående psykologi - til forskel fra god menneskekundskab - ikke er Connie Hedegaards stærkeste side. Og det er ikke så lidt af et handicap, når emnekredsen er tro og eksistens.". Denne anke gælder stadig. For det ligger da i sagens natur, at der er grænser for hvor dybtgående man kan belyse store eksistentielle spørgsmål uden at bevæge sig dybt ind i psykologien og betjene sig af de glimrende begrebsmæssige sondringer der findes her. Dette møder ganske vist ofte modstand hos folk der enten er meget religiøse eller meget rationelle. De færreste vil kigges efter i kortene, når det gælder troen og eksistensen. Men det er ikke desto mindre nødvendigt, hvis man vil videre i udforskningen af dette uhyre vigtige område. Det ville derfor være ønskeligt om Connie Hedegaard på et eller andet tidspunkt vil vove sig ud på glatisen!

Kan moral begrundes?   (Erling Jacobsens synspunkter)

De psykiske grundprocesser

Værdier i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning
- en skitsering af et nyt tidssvarende værdigrundlag

Eksistens på søndags-Deadline
om den nye 2. sektion af Deadline fra 31.8.03.