JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eukrise16ccameron

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.2.16.

EU ændres uundgåeligt, uanset Storbritanniens exit eller forbliven

Det holdt hårdt i Bruxelles fra torsdag til lørdag, men efter lange dag- og nattemøder lykkedes det natten til lørdag EU's samlede råd af regeringschefer, præsident og kommissionsformand at blive enige om et kompromis med Storbritannien der giver premierminister David Cameron mulighed for at vinde folkeafstemningen om EU den 23. juni. Kompromisset er først og fremmest udtryk for at EU med kommissionen og kansler Merkel i spidsen helst ser at EU forbliver samlet så længe som overhovedet muligt, og at omvendt Cameron trods alle betænkligheder ser flere fordele ved Storbritanniens forbliven i EU end ved at forlade det fællesskab der blev indgået i 1972 under helt andre betingelser.

Umiddelbart ser det ikke ud til at Cameron har fået særligt meget ud af forhandlingerne - meget af dem har fra begge sider været spil for galleriet - og han er da også blevet udsat for direkte hån i den britiske presse, men hvis den vejledende folkeafstemning ellers giver tilslutning til en forbliven og EU-landene efterfølgende gennemfører en langstrakt ændring af hele EU-konstruktionen der definitivt kuldkaster EU-elitens drømme om en egentlig centralstyret fælles union for samtlige EU-lande, så er der sket et klart og uforanderligt brud med Merkels, Junckers, Barrosos og Delors gamle unionsdrøm til fordel for en konstruktion der giver enkeltlande helt nye muligheder for at forsvare deres nationale suveræntet. Og hvis folkeafstemingen forkaster en forbliven i fællesskabet, vil dette også være en definitiv ændring af den bestående konstruktion og de store forkromede unionsdrømme, fordi Storbritannien ikke er et tilfældigt lille og ubetydeligt land, men en økonomisk, militær og politisk stormagt, der trods megen pukken på denne stormagtsstatus har givet betydelig vægt til fællesskabets prestige og handlekraft helt frem til den helt aktuelle flygtningekrise. En ændring af EU bliver altså under alle omstændigheder resultatet, og den skyldes ikke Camerons nykker eller hjemlige problemer, men en fejludvikling i EU der begyndte med øst-udvidelserne i 2002 og som er blevet lysende klar med den voldsomme uenighed der er opstået i EU som følge af kansler Merkels egenrådige og vanvittige flygtningepolitik.

Hovedpunkterne i den britiske kompromisaftale gælder den såkaldte børnecheck, andre socialtilskud, ændring af forholdet mellem euro-lande og ikke-eurolande og senere traktatmæssig bestemmelse om at Storbritannien er undtaget fra unionens målsætning om en stadigt tættere union.

Det sidste punkt, der altså ikke bliver fastsat i nogen traktat, før EU-traktaterne alligevel på et eller andet tidspunkt skal ændres, fastholder EU-elitens drøm om en tættere og tættere union uændret, men fastslår trods alt, hvis det nogensinde kommer til en traktatændring, at Storbritannien vil få en helt anden status end de øvrige lande - og man kan naturligvis sagtens tænke sig at andre lande også vil ønske en sådan særstatus som betingelse for tilslutningen til nye traktatændringer.

Straks fra aftalens endelige vedtagelse efter et forventeligt ja ved afstemningen den 23. juni friholdes alle lande uden for euroen for enhver forligtelse til at betale til eurozonens redningsmekanismer i krisesituationer (af den art EU har haft med Grækenlands eurogæld). Og samtidig får ikke-eurolandene ret til at kræve en eurobeslutning taget op til debat på et fælles EU-topmøde. Dette ændrer ikke eurolandenes ret til at beslutte hvad de vil, men siger dog at de ikke som hidtil kan gøre det hen over hovedet på ikke-eurolandene.

Storbritannien får en nødbremse som tillader landet midlertidigt at fratage EU-borgere fra andre medlemslande retten til sociale løntilskud i op til fire år efter deres ankomst til Storbritannien. Ordningen gælder vel at mærke kun nytilkomne og kan højst anvendes i syv år. - Der er her tale om et klart kompromis der har kostet Cameron stor overvindelse, fordi østlandene og navnlig Polen har været ubøjelige med hensyn til alle de tusinder der allerede har arbejde i Storbritannien (der findes alene over 1 million polakker i UK).

Fremover kan alle medlemslande der måtte ønske det 'indeksere' de børnechechs der sendes ud af landet - dvs justere deres størrelse i forhold til købekraften i det land hvor børnene bor. I første omagng gælder ordningen kun for nytilkomne, men fra 2020 kan den gælde alle. Og vel at mærke gælder hele ordningen ikke blot Storbritannien, men andre medlemslande som fx Danmark der sender børnecheks til indvandreres børn i fx Polen med langt lavere leveomkostninger. - Lars Løkke Rasmussen skal have presset hårdt på for at få ordningen til at gælde andre lande end Storbritannien. Og han har været meget glad for at det blev resultatet.

Hvad Cameron ikke fik var følgende:

Cameron lovede at gå imod EU’s forsøg på at begrænse legitime finansielle aktiviteter. Men aftalen taler blot om, at der ikke må diskrimineres mod den britiske finanssektor. Og det er uklart, om denne ændring reelt sikrer den britiske finanssektor mod EU-regulering.

Cameron lovede at udvide det fælles indre marked og nedbringe alle tilbageblevne barrierer, der forhindrer handel og konkurrence på områder som det digitale. Men aftalen siger blot, at alle medlemsstater fuldt ud vil implementere og styrke det indre marked. Og det er der ikke noget nyt i; Cameron har derimod ikke fået EU til at forpligte sig til specifikke reformer eller ændringer.

Camerons formål med at udelukke tilflyttere fra sociale ydelser og skatterabatter i de første fire år var at mindske antallet af mennesker, som emigrerer til Storbritannien, til under 100.000 årligt. Men denne såkaldte nødbremse er tidsbegrænset til syv år. Og eksperter tvivler på, at metoden overhovedet vil begrænse tilstrømningen.

Det er derfor ikke så underligt at den Konservativ presse siger nej til aftalen:

The Telegraph gør gældende, at "EU er kompliceret scleroseramt – og de seneste få dages begivenheder har bevist det. EU kan ikke tilpasse sig ændrede forhold eller leve op til en politisk krises krav. Nu har de britiske vælgere en chance for at fælde dommen ikke bare over denne aftale, men over hele det europæiske projekt".

The Times gør østeuropæerne til de store sejrherrer. Cameron "har bundet sig til et Europa, hvis østlige medlemmer fortsat er besluttede på at have adgang til det britiske arbejdsmarked på favorable vilkår, og i hvilket Frankrig er bitter over Citys -[dvs. det britiske finansmarkeds] dominans og ønsker at begrænse det«.

Modstanden er i det hele taget fortsat stor i det konservative parti. Camerons linje har modstandere inden for hans eget kabinet, men den værste modstand kommer fra Londons populære konservative borgmester, Boris Johnson, der allerede officielt har erklæret, at han vil stemme nej den 23. juni. Boris Johnson mener som andre der ønsker at forlade EU, at unionen udvikler sig i mere og mere overnational retning, og at medlemslandene gradvist mister indflydelse. Ja, EU er efter hans mening i fare for helt at glide ud af demokratisk kontrol.

Derimod er Labour fortsat overvejende positiv. Og da Labour er dominerende i Skotland, kan et eventuelt nej til aftalen med EU den 23. juni indebære at skotterne vil forlange ny folkeafstemning om deres selvstændighed. Men intet er givet på forhånd.

For Danmarks vedkommende gælder at statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre samt flertallet af de partier der er tilhængere af dansk medlemsskab af EU ser positivt på kompromisset - og navnlig ændringerne vedførende børnechecken. Men det for regeringen store problem med dansk deltagelse i Europol-samarbejdet efter nejet til ændring af retsforbeholdet er jo ikke omfattet af aftalen. Det EU-skeptiske Dansk Folkeparti vil ikke være glad for et britisk nej til EU den 23.6. da det generelt vil svække Danmarks forhandlingsposition i EU, hvis UK glider ud.

Og flygtningekrisen kom på det overståede EU-møde slet ikke i nærheden af en mulig løsning, da hele dette store problem efter voldsomme, men frugtesløse skænderier blev udskudt til et ekstraordinært møde om fjorten dage fordi den tyrkiske ministerpræsident måtte melde afbud på grund af terroranslagene mod Ankara.

En endelig løsning på flygtningekrisen forudsætter fred i Syrien, men de internationale forhandlinger om en våbenhvile er netop blevet skudt i sænk af Syriens præsident Assad, der massivt støttet af Ruslands bombardementer af oprørsstyrker i den nordlige del af Syrien, ganske enkelt har erklæret at han agter med alle midler at generobre store dele af hans tabte land, og at der ikke bliver fred i Syrien før vestmagterne fjerner sin støtte til oprørsstyrkerne. Assad og russerne skelner ikke mellem moderate og ekstremistiske oprørsstyrker, men regner dem alle for terrorister der skal bekæmpes på linje med Islamisk Stat. Det betyder i realiteten at der hverken bliver våbenhvilke eller fred i Syrien i overskuelig tid, om nogensinde, og det vil igen sige at flygtningstrømmen fra Syrien til Tyrkiet og videre mod Europa vil fortsætte.

Østrig, Ungarn, Slovenien og Tjekkiet vil have grænserne lukket, og truer med selv at lave effektive grænsehegn, hvis flygtningestrømmen fra Grækenland og Makedonien ikke standses eller begrænses - og det kan af gode grunde kun ske hvis Tyrkiet ændrer kurs og som lovet samarbejder med EU om effektiv grænsekontrol mod Grækenland og oprettelse af modtagelseslejre ved grænsen til Syrien. Tyrkiet har gentagne gange lovet at gøre noget, men det er ikke sket (præsident Erdogan spiller dobbeltspil). Og derfor skulle den tyrkiske ministerpræsident have været i Bruxelles i fredags. Nu kommer han først om fjorten dage. Og så længe vil Østrig og Ungarn ikke vente. De gennemfører deres egne nationale foranstaltninger - og undergraver dermed definitivt den Schengen-aftale der slet ikke passer til dagens virkelighed og aldrig har været tænkt til det (og forlængst skulle have været officielt suspenderet).

Uanset om Storbritannien den 23. juni siger ja eller nej til fortsat medlemsskab af EU, så fortsætter flygtningekrisen og de øvrige kriseproblemer i EU (Grækenland, Tyrkiet, Schengen, nationalismen, den fokeligt mistillid m.m.) med uformindsket styrke, og de vil under alle omstændigheder bevirke en ændring af hele EU's konstruktion og en torpedo mod EU-elitens drømme om centralstyring. Den i sig selv politisk og økonomisk uløselige flygtningekrise gør kun vanskelighederne tydeligere og tydeligere. Der gives ingen fælles EU-løsning på Europas problemer, og det hænger ganske nøje sammen med at ingen af EU's ledere overhovedet tror på eller har nogen som helst forestillinger om europæisk kulturs unikke fortrin. De kører katastrofalt ensporet på økonomi, jura, kontrol og moralistiske fornemmelser der indadtil kvæler de enkelte landes evne og vilje til kultur og fællesskab og udadtil undergraver det fælles værn om Europas suverænitet som burde være en selvfølge, men ikke er det for bureaukrater der har fået jura og storhedsvanvid på hjernen, men glemt al folkelighed.

Det er i denne situation ganske taknemmeligt at gøre såvel briternes David Cameron som vores egen Lars Løkke Rasmussen til grin som små regeringschefer der forhandler små kompromisser hjem som ingen kan forudsige de præcise konsekvenser af, og som i bedste fald er uskadelige, men i værste fald helt abstraherer fra eller helt udskyder forsøget på løsningen af de store, presserende og i virkeligheden dybt eksistentielle problemer alle de europæiske lande i dag står i.

Europæisk kulturs unikke fortrin er hverken det teknologiske-naturvidenskabelige stade, den økonomiske vækst, den humanistiske kulturarv eller den politiske forestilling om fred gennem tættere aftalt og reguleret samarbejde, men derimod en dyb indsigt i og tro på folkelighedens mere eller mindre ubevidste vilje til en komplementær helhedsrealisme der værner såvel de to afgørende eksistentielle tilgange til den ydre praktiske og den indre åndelige virkelighed som det dagligsprog der mestrer hele det dynamiske spil mellem disse to virkeligheder.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

EU trækker magtesløsheden ud  (10.2.16.)
Godhed som princip bliver altid utopisk ideologi  ()
Grækenland får forlænget sit tålte ophold i euroen lidt endnu,
men eurogruppen magter ikke udfordringen  (19.7.15.)
Bådflygtningene er en stor etisk udfordring  (27.4.15.)
EU er mere splittet end nogensinde  (21.7.14.)
EU's statschefer valgte Juncker og lod hånt om folkets protester  (30.6.14.)