JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - cameron15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.5.15.

David Cameron suveræn vinder af det britiske valg

Parlamentsvalget i fredags i Storbritannien gav de konservatives siddende premierminister David Cameron en sikker sejr på 331 mandater mod alle øvrige partiers 319 mandater. Valget blev dermed det mest overraskende i mange årtier, fordi meningsmålingerne tog fuldstændigt fejl både forud for valget og umiddelbart efter; alle forudså næsten dødt løb mellem Cameron og Labours Ed Miliband, og vel at mærke med så stor afstand til det absolutte flertal på 326 mandater, at en koalitionsregering ville blive den eneste mulighed. Kun meningsmålingsinstituttet (NOP/MORI) der stod for den allerførste exit-poll (for BBC) nogle få minutter efter at valglokalerne lukkede kl. 23 (dansk tid) ramte nogenlunde rigtigt ved at forudsige en sejr til Cameron på 316 mandater mod Labours 239 og Liberales 10.

Det var så forbløffende en måling at deltagerne i Deadline's særudsendelse på DR2 nærmest grinede og i hvert fald slet ikke troede på den. De var overbeviste om at de følgende prognoser der byggede på de første optællinger var rigtigere, og de blev derfor ved med at spå om et nyt parlament der ville være endnu mere mudret end det gamle, fordi både de liberale og Labour indkasserede store nederlag, mens det skotske nationalistparti vandt 56 af 59 mulige mandater. Men det britiske valgsystem gør altid et valg ret uforudsigeligt, fordi alle kandidater stiller op i enkeltmandskredse. Vinderen høster mandatet, mens samtlige taberes stemmer spildes. Den mest påfaldende uretfærdighed ved systemet var at UKIP, der vil have United Kingdom ud af EU, fik 12,6 %, men kun et eneste mandat, skønt stemmerne efter forholdstal ville have givet omkring 80 mandater.

Omvendt fik de konservative med en fremgang på 4 % til ialt 36,9 % af stemmerne 331 mandater, hvor et forholdstalsvalg kun ville have givet ca. 239. Tilsvarende ville Labour med 30,4 % af stemmerne kun have fået 197 i stedet for 232. Men det ville ikke have reddet dem, selvom de eventuelt mod alle deres egne bandbuller kunne have fundet frem til et samarbejde med de konkurrerende skotske nationalisters 30 mandater. Men det er altsammen spekulation. De små partier har længe ønsket forholdstalsvalg indført, men det har de to store ikke ønsket, heller ikke de konservative der ellers i 2010 lovede at kigge på sagen, da de skulle have de liberale med i regeringen. Det nuværende valgsystem er unægteligt bedre til at sikre en flertalsregering og dermed en nogenlunde stabil regering i hver valgperiode, men det er i dag kun til de to store partiers fordel og må derfor objektivt betegnes som konserverende. Tidligere har De liberale også haft fordel af systemet, men det er fortid.

Iøvrigt bør valgresultatet sammenlignes med tidligere valg hvor der har været klare vindere. I 1997 opnåede New Labours Tony Blair en jordskredssejr med 71 % af stemmerne og 418 mandater, og den sejr gentog den populære og karismatiske leder stort set i 2001. I 1983 fik den nyliberale, konservative, efter Falklandskrigen også meget populære Margaret Thatcher 72,7 % og 397 mandater, og i 1970 vandt den konservative Edvard Heath valget med 72 % og 330 mandater, så han kunne føre England ind i EF.

Valgdeltagelse var i år på 66 %. Valgresultatet blev ifølge BBC:

Conservative:     331 (+24) - 36,9 % (+4%)
Labour:               232 (-26) - 30,4 %
SNP (Scott.Nat.Party): 56 (+50) - 4,7 %
Liberaldemocrats:          8 (-49) - 7,9 %
Ukip (UK Independant P): 1 (+1) - 12,6 %
PC - Plaid Cymru (Wales): 3 - 0,6 %
Green Party: 1 - 3,8%
Independant: 1 - 0,5%

Hertil de nordirske mandater (17 ialt):

DUP (Democratic Union Party/stiftet af Ian Paisley): 8 - 0,6%
Sinn Fein (står uden for engelsk fløjpolitik): 4 (-1) - 0,6 %
SDLP (Social Demokratic & Labour Party): 3 - 0,3%
UUP (Ulster Unionist Party): 2 (+2) - 0,4 %

Mandater i Underhuset: 650; absolut flertal kræver 326; Camerons flertal på 331 er derfor ganske komfortabelt. Det skulle i hver fald nok i et par år kunne modstå eventuelle mindskelser gennem dødsfald der medfører nyvalg i enkelte kredse eller frafald hvor et medlem af den ene eller anden grund forlader de konservative.

Partiledernes kommentar var:
Conservative leader David Cameron: "We can make Britain a place where a good life is in reach for everyone who is willing to work and do the right thing. We will govern as a party of one nation, one United Kingdom."
Labour leader Ed Miliband: "I take absolute and total responsibility for the result and our defeat at this election."
Liberal Democrat leader Nick Clegg: "I always expected this election to be incredibly difficult. The results have been immeasurably more crushing than I could ever have feared."
UKIP leader Nigel Farage called for "real, genuine, radical reform" of the voting system and said that on a personal level, he felt "like an enormous weight has been lifted from my shoulders"
SNP leader Nicola Sturgeon: "There has been an overwhelming vote for change in Scotland and our 56 MPs will carry that message to the heart of Westminster."

UKIP's valg må - hvad vælgertilslutning angår - betegnes som både flot og forventeligt. Men partiets populære leder Nigel Farage fik ikke det sølle ene mandat der kom ud af de 12 % tilslutning og som han havde gjort til betingelse for at fortsætte - og har derfor omgående meddelt sin hovedbestyrelse at han trækker sig som formand. Og som det fremgår at hans udtalelse, gør han det med lettelse. Jobbet har ganske enkelt være hårdt og nedslidende - og er med det gældende valgsystem også dybt utaknemmeligt for partier der ikke sidder tungt på bestemte valgkredse. Hvad der vil ske med partiet i løbet af de næste år, kan ikke siges med sikkerhed, udover at det i hvert fald kommer til at spille en vis rolle i den kommende debat om EU. Partiet vil selvfølgelig anbefale vælgerne at stemme nej til EU og vil derfor også kunne påvirke de konservative vælgere der - i modsætning til Cameron personligt - er fanatiske modstandere af EU-medlemsskabet. Det er dem der ikke bliver tilfredse før Royal Air Force "bomber Berlin". Men i befolkningen er der ikke tilslutning til et EU-exit.

Forklaringen på de liberales katastrofale valg er ganske enkelt deres deltagelse i koalitionen med de konservative. Nick Clegg blev nok vicepremierminister, men har slet ikke kunnet hamle op med Cameron i mediedækning. Han er blevet tromlet over af Cameron og begik allerede i starten af regeringsperioden et alvorligt løftebrud mod sine egne, relativt unge vælgere ved at acceptere Camerons nedskæring af udgifterne til universiteterne og studenterne. En reduktion til 10 mandater er fatal, fordi den kan være umulig at rette op. Partiet risikerer for stedse at være blevet decimeret til et ligegyldigt parti der slet ikke kan leve op til arven fra storhedstiden i 1997 (17 % og hele 46 mandater) eller 1974 med 19 %, men kun 14 mandater (som førte Jeremy Thorpe i koalition med Edvard Heath), for slet ikke at tale om glansperioden 1906 til 1916, hvor det oprindelige Liberal Party havde regeringsmagten med bl.a. David Lloyd George som premierminister, eller William Gladstones endnu tidligere fire premierminister-perioder mellem 1868 og 1894.

Labour's sviende nederlag er langt mere kompliceret, fordi det ganske klart hænger nøje sammen med at 1) partiet har tabt næsten alle de 59 skotske valgkredse som de hidtil har kunnet regne for deres egne (selv en af deres førende kandidater tabte til en 20-årig student fra SNP), at 2) Ed Miliband fuldstændigt savner karisma - både sammenlignet med Tony Blair og broderen David Miliband der var udenrigsminister under Blair, og 3) at partiet allerede under Gordon Brown gik væk fra Blair's tredje vej.

David Cameron vil gør alt hvad han kan for at undgå at United Kingdom bliver splittet eller 'disunited', men han kan meget vel stå ved sit løfte om at give både Scotland og Wales mere selvstændighed inden for enheden. Og dette kan muligvis tage vinden af selvstændighedsbevægelserne uden at det nødvendigvis bliver til ren fordel for Labour. Miliband bedyrede tværtimod højt og helligt før valget at han ikke ville lave nogen aftale med SNP om regering. - Ed Miliband har allerede truffet sin beslutning om at trække sig som formand for Labour, og det er uklart om storebroderen vender tilbage. Men det er indlysende at valget af Ed som Gordons Browns efterfølger i 2010 var en fejltagelse, netop på grund af hans manglende gennemslagskraft. Han sikrede sig formandsposten ved at alliere sig med fagbevægelsen, og det var i sig selv et dårligt varsel, for fagbevægelsen i UK er ligesom i Danmark ikke hvad den har været; medlemstallet var allerede i 1999 faldet til kun 30 % af arbejdsstyrken. Og det skyldes primært den generelle udvikling hen mod mindre industri og minedrift, men mere handel, transport og informationsteknologi, hvilket igen vil sige mindre arbejderklasse og større middelklasse. Det spiller også ind i hans valgnederlag, at han fx kiksede en vigtig valgtale ved at tale uden manuskript og derved glemme så vigtige punkter som økonomi og indvandring. Eller at han blev til grin ved at blive fotograferet i færd med at fortære en baconsandwich med stort og synligt besvær!

Det afgørende for Labour's nederlag turde være at partiet har forladt Blair's og Anthony Giddens idé om Den tredie vej og helt afvist at betragte spørgsmålet om Blair's moderne Labour-version og Browns klassiske version som et relevant valg. Der er kommentatorer der påstår at Ed Miliband har placeret sig på midten af britisk politik - og der har i hvert fald ingen hæmninger været i udfaldene mod David Camerons nedskæringspolitik. Den stigende økonomiske og sociale ulighed i Storbritannien er svær at bestride, men åbenbart har et flertal af vælgere trods alt mere tillid til at de konservatives succesrige økonomiske politik er den bedste for landet. Den store fejl hos Ed Miliband må først og fremmest siges at have været en total mangel på afklaring af hvad den tredje vej og midterpolitikken overhovedet skal betyde. Den manglende afklaring er han ikke ene om. Den gælder i Danmark både Socialdemokraterne og Venstre. Men den gælder afklaringen af at der aldrig skal vælges mellem de to uforenelige modsætninger: frihedsprincippet eller ligheds/tryghedsprinippet. De skal derimod ses som uundværlige og yderst dynamiske modsætninger der skal have lov at virke ved siden af hinanden.

Storbritanniens vej under David Camerons nye Tory-regering vil i allerhøjeste grad blive præget af at udfordringerne er meget store. Landet undgik at blive splittet op i et totalt mudret parlament der ville kunne ødelægge alle gode intentioner og og forhindre alle rimelige løsninger. Men det er fortsat splittet i store modsætninger mellem enhedstilhængerne og skotske og walisiske nationalisternes ønsker om større selvstændighed samt mellem tilhængere af EU og modstandere af EU. Den først modsætning burde kunne finde en pragmatisk løsning gennem tildeling af mere autonomi fx i henseende til at kræve skatter ind, omend en for vidtgående autonomi vil indebære at det bliver nødvendigt at oprette et specielt engelsk parlament ved siden af Westminster.

Modsætningen angående EU skal imidlertid finde en modus der muliggør den af Cameron lovede folkeafstemning om medlemsskabet senest i 2017, og det vil indebære hårde forhandlinger med Juncker i Bruxelles om traktatændringer. Juncker har ikke tænkt sig at give indrømmelser, og de fleste kommentatorer betragte faktisk også Camerons store ord om kravene som mundsvejr. Men både Juncker og Cameron vil stå dårligt, hvis det ikke lykkes at finde et kompromis der sikrer Storbritanniens forbliven i EU. Man skal hverken undervurdere Junckers eller Camerons forhandlingsevner, men fra dansk side må det anses for det bedste, hvis der sker en optøning af den alt for massive centralstyring som præger Bruxelles, men heldigvis allerede har sin begrænsning i og med at visse EU-lande som Storbritannien og Danmark stadig holder sig uden for euro-amarbejdet. Det skal de blive ved med, og Danmark skal også beholde sine forbehold. Men det er nu op til Cameron at slås for et mindre centraliseret EU.

Storbritannien oplever imidlertid som andre veludviklede vestlige lande også en stigende økonomisk og social ulighed som skaber nød og social uro, og som derfor skal tackles på en måde der først og fremmest mindsker ledigheden, ikke mindst i indvandrerbefolkningen. Det betyder at regeringen må være mere bevidst om at den økonomiske vækst den kæmper for, og som betyder øget frihed, på en eller anden måde må gå i hånd med at regeringen også øger trygheden for den almindelige befolkning. Her kommer den tredje vejs idé ind på en måde der godtgør at den faktisk kunne blive den dynamiske midterpolitik som efterhånden alle moderne, midtersøgende politiske partier bliver nødt til at slå ind på - uden at nære illusion om at de økonomiske og sociale problemer nogensinde bliver løst definitivt. De vil altid kun kunne løses temporært ved at fastholde modsætningerne mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet som komplementære og principielt uforenelige. Men heller ikke Cameron er bevidst om denne idé. Han er endda i bogform blevet anklaget for i sine fem år ved roret at have ødelagt den britiske velfærdsstat gennem sin spare- og nedskæringspolitik. Men den har jo som i Danmark været nødvendiggjort af den generelle økonomiske krise. Hovedsagen er at man er kommet nogenlunde helskindet igennem denne krise og derfor nu burde kunne føre en mere afbalanceret politik. Men det er op til Cameron at vise at han er bedre end Labour til at løse denne udfordring.

Man kan sagtens grine af at når Cameron under valgkampen spiste aftensmad med en almindelig britisk familie i en engelsk badeby og fik serveret hotdogs, så brugte han kniv og gaffel, for han tilhører overklassen, og i den klasse spiser man ikke mad med fingrene. Men det var altså Cameron der til alles overraskelse vandt parlamensvalget suverænt. Måske har hans hårdnakkede sammenkædning af Labour og de skotske nationalister gjort udslaget. Hans sejr må alle leve med. Men spændende bliver det at følge både Camerons vej og Labours, UKIP's og Liberaldemokraternes genrejsningsforsøg.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: