JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - blairogirak

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.1.10.

Blair står ved sin Irak-politik

Den forhenværende britiske premierminister Tony Blair har nu afgivet forklaring til den undersøgelseskomité som har Sir John Chilcot som formand og som skal prøve at finde ud af den daværende regerings grundlag for at gå med i den amerikanske præsident Georg W. Bush krig mod Irak den marts 2003. Og som ventet fastholdt Blair at hans afgørelse var rigtig og at han ville have gjort den også med den viden og de oplysninger om Saddam Hussein der senere er kommet frem.

Ifølge Blair var Saddam Hussein et uhyre eller umenneske (monster) der efter Blairs mening ikke blot truede regionen, men hele verden. Og denne opfattelse fik Blair for alvor som følge af det terrorangreb på New Yorks World Trade Center som fandt sted den 11. september 2001 og som ændrede det politiske verdensbillede.

Som bekendt blev modstanden mod krigsdeltagelsen så stor blandt briterne, at den efterhånden undergravede befolkningens tillid til Blair, så han til sidst måtte gå af og overlade premierministerposten til sin dygtige finansminister Gordon Brown der aldrig har vundet samme popularitet som Blair, men ved det forestående parlamentsvalg skal kæmpe mod mange odds for at blive siddende.

Tony Blair har siden fået en international post som Mellemøst-forhandler for kvartetten bestående af FN, EU, USA og Rusland og med det formål at mægle mellem Israelerne og Palæstinenserne om Gaza. Men han har ikke haft succes med opgaven; man hører stort set intet til hans bestræbelser eftersom alt er dødvande dernede. Han blev en overgang ført frem som mulig kandidat til posten som EU's nye udenrigsminister eller 'høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedsanliggender', men faldt netop på grund af sin aktive rolle i Irak-krigen. Og han bruger derfor det meste af sin tid på at holde foredrag og være konsulent for forskellige fonde, og begge dele tjener han ganske godt på. Han lider ingen nød, men hans ry er dalet og hans parti har lidt skade af hans dalende popularitet.

Afhøringen i Chilcot-komiteen tog næste seks timer - og det var en yderst anspændt og nervøs Tony Blair der tog plads foran panelet. Det er en sag og en afhøring der optager alle medier i landet, og Blair har gennem mange år måttet affinde sig med en decideret hetz mod sin person. Ofte har der været store demonstrationer mod ham - og beskyldningerne har samstemmende gået på at han har været en løgner i sagen. Der var ikke mødt så mange demonstranter op til den aktuelle afhøring som ventet, men deres skilte sagde det samme. Hans navn blev stavet med ombytningen af to bogstaver så der i stedet for Blair stod Bliar, altså B-løgneren. Så stadigvæk gælder at han i mange kredse er blevet en hadet mand. Irak-krigen deler virkelig befolkningen i Storbritannien - som den gør det i USA og Danmark og alle andre lande der har deltaget på USA's side. Men hadefuldheden mod Blair måler sig uden tvivl med hadefuldheden mod Bush - og overgår langt hvad der gælder Anders Fogh Rasmussen.

Dette kan umiddelbart undre, fordi Tony Blair var uhyre populær, da han blev valgt til Labour's partileder i 1994 og vandt premierministerposten i 1997 og de efterfølgende to gange (2001 og 2005) - og sikkert førte sit parti og land frem ad 'Den tredje Vej' - midterpolitikkens vej. Men Irak-krigen blev jo ført katastrofalt dårligt fra amerikansk side, trak ud og trak ud - og kostede store tab af soldater hos alle involverede.

Ulykken var naturligvis at selve uenigheden om det rigtige og betimelige i at følge USA's strategi efter 11. september kunne hægtes op på og blev hægtet op på en uklar eller uheldig begrundelse for at gå ind i Irak-krigen, nemlig hele spørgsmålet om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben.

Oplysninger om disse våben var af gode grunde yderst ufuldstændige, da det stort set var umuligt for efterretningsfolkene at infiltrere de irakiske myndigheder. Og som bekendt lykkedes det da heller ikke den daværende amerikanske udenrigsminister Colin Powell at overbevise FN's sikkerhedsråd om at Hussein var i besiddelse af disse våben. USA, Storbritannien, Danmark og alle de øvrige lande i USA-koalitionen gik derfor i krig mod Irak uden en FN-resolution der udtrykkeligt legaliserede invasionen. Koalitionen måtte holde sig til en FN-resolution der havde sat en endelig frist for Saddam Husseins fulde accept af FN's våbeninspektion. Danmark og statsminister Anders Fogh Rasmussen henviste udtrykkeligt til denne FN-resolution - og lod det være et åbent spørgsmål om Saddam Hussein faktisk havde lagre af masseødelæggelsesvåben af den art han tidligere havde brugt - eller ej.

Men Blair var overbevist om at Saddam Hussein havde disse våben - og lod dem indgå i begrundelsen for Storbritanniens officielle krigs-deltagelse.

Men som påpeget i artiklen fra 6.10.08. om Irakkrigens begrundelse så er spørgsmålet om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben i 2003 en strid om kejserens skæg. Skæg kan kejseren somme tider have og sommer tider ikke have. Og det samme med diktator Husseins masseødelæggelsesvåben. Det var i virkeligheden fuldstændigt irrelevant at stille spørgsmålet om Hussein havde lagre af disse våben eller ej, for han havde teknologien til at lave våbnene, hvis han ønskede at bruge dem, og han havde tidligere vist at han ikke gik af vejen for at bruge dem. Derfor skulle man i de første måneder af året 2003 have lyttet noget mere til FN's afgåede våbeninspektør, Rolf Ekéus (som Hussein havde ønsket fjernet) i stedet for til den nye Hans Blix.

Det gjorde man ikke og derfor blev selve formuleringen af begrundelsen for Irak-krigen uheldig - og det er det Tony Blair har måttet bøde for i årevis og frem til afhøringen i Chilcot-komiteen.

Men selvom Blair er presset i situationen - og vitterligt virkede både anspændt og nervøs i starten af afhøringen - så er det tiltalende at han står fast og ikke et øjeblik fortryder sin handling. Han var i bedste overbevisning - og selvom en af de mest energiske hetzaviser, The Independant, nu proklamerer, at Blair måske ikke var en løgner, men en nar, så bør det jo også ses som en yderst subjektiv vurdering af et dagblad der hele tiden har været imod Blairs beslutning. Blair kan ikke med nogensomhelst ret kaldes en nar, når han er en mand der fulgte sin overbevisning og traf en modig beslutning ud fra de ufuldstændige oplysninger der var tilgængelige for ham på beslutningstidspunktet.

Tony Blairs og George W. Bush's beslutning om at invadere Irak i 2003 var en kontroversiel beslutning, men det er tåbeligt at se den som udslag af uansvarlig krigsliderlighed eller primitiv militaristisk tænkning. 11. september 2003 satte skel i verdenshistorien i og med at den politiske terrorisme skiftede ham og ændrede sig fra at være en lokal eller regional affære til at være en international. Dette betyder at den politiske strategi der har som mål at værne og sikre de vestlige landes integritet som demokratiske lande nødvendigvis måtte ændre sig, således at man ikke nøjes med at forsvare sine egne landområder ved grænserne, men også har både ret og pligt til at angribe terrorismens kilder hvor de findes, dvs ikke blot Al-Qaeda-organisationens netværk og træningslejre, men også alle andre organisationer der samarbejder med dem. Det er og kan ikke være andet end en asymmetrisk form for krig, der også vanskeliggøres af at 'kilderne' eller arnestederne for terroraktiviterne flytter sig geografisk.

Hertil kommer at man nu også for alvor har problemer med Irans skjulte bestræbelser på at skaffe sig a-våbnet i hænde.

I sidste ende er det demokratiernes kamp mod terroristernes systematiske forsøg på at ødelægge Vesten og de vestlige værdier med alle til rådighed stående midler af beskidt karakter. Derfor må det ikke glemmes, at det ikke uden videre kan betragtes som et demokratisk gode at der etableres parlamentariske undersøgelseskomitéer der har til formål at afdække alle forhold der fører til så store beslutninger som Irak-krigen.

Naturligvis er det en fordel at få disse beslutninger belyst, herunder hvad der måtte foreligge af dokumentarisk materiale som breve og mails, men det er naivt at tro at der ikke altid også indgår overvejelser som aldrig er blevet skrevet ned, men som indgår som en helt naturlig del af beslutningstagernes afgørelser. Ikke alle konsekvenser af en beslutning kan nogensinde overskues på forhånd - dertil er virkeligheden alt for kompliceret. Men en beslutningstager på regeringschefs niveau er ikke sin opgaven voksen, hvis han eller hun altid udskyder vanskelige afgørelser, fordi der ikke foreligger fuld belysning af mulige konsekvenser.

Konsekvensen af eventuelle fejlbeslutninger må de pågældende statschefer naturligvis gøres ansvarlige for i demokratiske lande - og man kan i Irak-krigen ikke se bort fra at selve krigsførelsen var særdeles kritisabel i en alt for lang periode - og i nogle tilfælde må konsekvensen blive at regeringscheferne udskiftes ved førstkommende lejlighed. Men det behøver ikke i sig selv at forbedre situationen!

Men hvad sikkerheden for de vestlige demokratier og situationen i Mellemøsten angår gælder det fortsat at den internationale terrorisme sætter et skel mellem hvad der på den ene side er muligt og gavnlig på langt sigt - og hvad der på den anden side er letsindigt, skadeligt og ansvarløst.

Befolkningerne og medierne i de vestlige lande er splittet på spørgsmålet om forsvaret for de demokratiske værdier i de vestlige lande og bekæmpelsen af terrorisme og fanatisme i Mellemøsten og andre steder. Og såden vil det uden tvivl forblive i mange år endnu. Det er reelt også en kulturkamp. Det tåbeligste i denne situation og det skadeligste for demokratiet er at parterne i et land ikke respekterer hinanden og ikke på forhånd går ud fra at de flestes holdninger skyldes ærlig overbevisning - og ikke løgn eller stupiditet.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

The Tony Blair Office
BBC: The Full Story (Iraq War Inquiry)
BBC's kommentar til afgøringen af Blair
The Guardian
The Independant

Relevante artikler på Jernesalt: