Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eukrise16htolerance

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.4.16.

Tolerance forudsætter både frihed og værn af frihed

Den aktuelle flygtningekrise i EU og Europa har afsløret den allerstørste forvirring og usikkerhed om grundliggende begreber som frihed, tolerance og menneskerettigheder og dermed på mindre end et halvt år gjort krisen til en dyb kulturkrise. Den kan ende med et gigantisk og uopretteligt kulturforfald, hvis almindelige europæiske borgere ikke i tide samler sig til et oprør mod hele den forvirrede og utroværdige elite af politikere, kulturfolk og erhvervsfolk. Disse ved jo ikke deres levende råd - udover egne magtmæssige interesser - men lader tingene ske mere eller mindre styret af ondsindede islamistiske terrorister, tvetungede de-sekulariserende islamistiske diktatorer og iskolde muslimske konger og oliesheiker der skjuler deres reelle magtinteresser bag smilende ansigtsfolder og behagelige ord der er lodret i strid med deres faktiske handlinger.

Den europæiske forvirring er værst i toppen, men breder sig uundgåeligt nedad i rækkerne i kraft af den fortsatte autoritetstro og tiltagende akademiske intellektualisering. Og den kan overvejende henføres til én hovedårsag: blank uvidenhed om de psykiske mekanismer der bestemmer sund fornuft og konsistent etik, for det er præcis denne uvidenhed der medfører at folk ikke længere umiddelbart kan se forskel på godt og ondt og derfor heller ikke i vores nutidige, meget komplicerede verden er i stand til at se forskel på en frihed der er god og en frihed der er ond, eller på en tolerance der er god og en tolerance der er ond.

For det er jo det der er problemet: de moralske grundord vi tidligere kunne betragte som nogenlunde klare og entydige er blevet mere og mere tvetydige på grund af komplexifiseringen af samfunds- og kulturlivet, og det indebærer derfor helt logisk at vi ikke kan tackle tidens store og dybe kriser uden at skabe klarhed igen gennem sproglig præcisering. Vi må lære at udtrykke os mere entydigt og forståeligt i alle eksistentielle, kulturelle og politiske problemstillinger - uden at havne i dogmatisk eller ideologisk entydighed og absolutisme.



Når det gælder menneskerettigheder er det i dag nødvendigt at skelne mellem juridiske principper og afgørende psykologiske faktorer.

Juridiske principper fastslår på intellektuel vis at alle mennesker uanset race, køn, etnicitet, religion og kulturbaggrund grundlæggende har ret til at være her og trække vejret frit, ret til at opretholde livet gennem arbejde, ret til at lære noget, ret til at eje noget, ret til at udforske verden, samfundet og sjælelivet og ytre sig om hvad de mener, og ret til at få deres kropslige og åndelige integritet respekteret.

De afgørende psykologiske faktorer ligger derimod dels i selve det psykiske krav om indre konsistens der kræver overvægt af det gode i livet, dels i selve det subjektive ønske om størst mulig frihed. Man lægger den største vægt på at man frit kan give udtryk for sine tanker uden at frygte andres kontrol, censur og eventuelle sanktioner - og uden hele tiden at skulle pukke på eller slås for sin juridiske ret.

De juridiske rettigheder forudsætter imidlertid i praksis at det enkelte menneske afholder sig fra at angribe selve den civile orden der sikrer disse rettigheder. Mennesker der alligevel angriber denne civile orden, har samfundet på sin side ret til at værne sig imod gennem effektive straffeforanstaltninger der naturligvis skal være legale og offentligt kendte og iøvrigt respektere vedkommende menneskers personlige integritet.



Et specielt problem foreligger, hvis det kriminelle menneske angriber selve livsnerven i samfundets civilorden, dvs det legale retssystem, således som fx. terrorister og landsforrædere gør, for da kommer samfundet i det dilemma at skulle afgøre med sig selv om indvidets ret til at bestå og have sin integritet bevaret er vigtigere end samfundets ret til at at bestå og bevare sin integritet.

Jeg mener personligt at individets grænse for det tilladelige overskrides ved alle former for effektueret terrorisme og landsforræderi, og jeg mener det samme er tilfældet ved mord i stor målestok, dvs folkemord eller massemord. Hvad det sidste angår er det derfor i mine øjne helt grotesk at det humane og demokratiske norske samfund overhovedet skal have besvær med at holde en barbarisk og kynisk massemorder som Andreas Breivik fængslet på livstid under strenge forhold som er på kanten af hvad vi finder forsvarligt ud fra menneskerettighederne. Hans misgerninger var så store og utilgivelige at han burde have været dømt til døden i lighed med den nazistiske landsforræder Vidkun Quisling, som man gjorde kort proces med i 1945. Så ville der ikke have været mere besvær med umennesket. Nu er man tvunget til at holde liv i dette umenneske i flere årtier på en human måde, og det støder naturligvis alle hans mange ofre. - Selvmodsigelsen er med andre ord udtryk for en total misforståelse af selve ideen om menneskerettighederne. Man gør individets ret til at eksistere til et absolut dogme der gælder endog i det tilfælde hvor individet har begået kyniske og utilgivelige forbrydelser mod samfundet og menneskeheden.

Dette er der, som debatten viser, ikke fuld enighed om eller fuld forståelse for - og det skyldes præcis det forhold at man ikke bruger konsistensetikken og accepterer at konsistensetikkens indre krav om overvægt af det gode i livet i det lange løb sætter hensynet til samfundet over hensynet til individet i tilfælde af konflikt mellem hensynene. Mennesket i umennesket skal fortsat respekteres i den forstand at han sålænge han endnu lever ikke skal udsættes for umenneskelig eller uværdig behandling fra samfundets side. Det betyder ikke alene at han selvfølgelig hverken skal udsættes for mishandling eller endeløs isolation, men også at han heller ikke må udsættes for krænkende kropsvisitationer i tide og utide.

Det skal desuden tilføjes at selv den værste forbryder skal betragtes som et menneske i den forstand at han eller hun kan have og som oftest vil have et sjæleliv der kan indebærer en eller anden form for anger, skyldfølelse eller ubehagelig refleksion - om ikke over for ofrene eller samfundet som sådant, så over for en eller anden højere instans, hvad man end måtte mene om denne. Derfor skal vedkommende så længe han lever have ret til besøg af sin nære familie (og kunne opleve dennes overbærenhed) og ret til sjælesorg, herunder til modtagelse af den hellige nadver og den velsignelse der ligger i denne. Her er vi nemlig inde på sjælelivet og åndslivet der som bekendt følger andre regler og hensyn til samfundets juridiske regler.



Som eksempel på et moralsk dilemma i forbindelse med frihedsbegrebet er det nærliggende i den aktuelle debat om terrorismen at se på spørgsmålet om ytringsfrihedens grænser. Der må her skelnes mellem ytringerne som sådanne og eventuelle påfølgende handlinger. I princippet bør ytringer være tilladte også i tilfælde hvor tilsvarende handlinger er ulovlige. Eksempelvis er det strafbart at udføre terror, men ikke at rundsende fantasier herom på de sociale medier, men sådanne beskeder skal til gengæld helst opsamles af efterretningstjenesten med henblik på at forebygge udførelse af terror, for det er sjældent uden grund at visse mennesker har fantasier om terror.

Det helt store og meget konkrete problem i denne forbindelse er imidlertid at der i Danmark og mange andre vestlige lande er miljøer omkring de muslimske moskeer der ytrer sig så tvetydigt om koranens påbud om hellig krig (jihad) at der er begrundet mistanke om at der rent faktisk foregår en eller anden form for rekruttering af krigere til jihad i Syrien, Irak og andre steder. Her ville det af sikkerhedsmæssige grunde være ønskeligt at kunne skride ind med lukninger af de pågældende moskeer, ikke mindst efter at det er kommet frem at PET ser større risiko for terroraktioner fra herboende radikaliserede muslimer der ikke har været i Syrien end fra dem der har, og at ikke så få er kvinder. - Imod lukning af moskeer der giver rum for radikalisering taler såvel ytringsfriheden som religionsfriheden. Men jeg mener igen at man misforstår disse friheder, hvis man mener at de giver ret til undergravelse af frihederne, og at man følgelig er blåøjede nyttige idioter, hvis man ser stort på en sådan landsskadelig virksomhed.

Igen er der for og imod sanktioner mod disse antidemokratiske kræfter, men igen mener jeg at kunne konstatere, at folk der ser igennem fingre med antidemokratiske tendenser er folk der ser de juridiske rettigheder som absolutte og indiskutable rettigheder, mens folk der vil skride ind ser dybere og regner det åbne og demokratiske samfund som vigtigere end individets rettigheder, hvor der er åbenlys konflikt. Demokratiets og dets frihedsrettigheder kan ikke bevares uden aktivt og effektivt forsvar.



Også tolerancen er der vidt forskellige fortolkninger af i Europa og den vestlige verden. Eksemplerne er legio, især fra gammel tid og gammel filosofi. Her blot et par stykker.

Den engelske forfatter Somerset Maughan (1874-1965) der er mest kendt for sine ret kyniske sædeskildringer betragtede simpelthen tolerance som et andet ord for ligegyldighed, og det er jo sådan set meget logisk med den kynisme han lagde for dagen. For denne er netop udtryk for ligegyldighed med hensyn til moral og etik. Tolerance er det pæne ord for indstillingen.

Den tyske filosofi Fridriech Nietzsche (1844-1900) hævdede, at tolerance er bevis på mistillid til ens eget ideal. - Det ligner denne ateist godt nok. Eksempelvis var han længe en stor beundrer at komponisten Richard Wagner, men da denne i sin sidste opera 'Parsifal' nærmede sig kristendommen, brød Nietzsche med ham. Han stolede fuldtud på sine egne ideer og standpunkter og tolererede ikke andre.

Den tjekisk-tyske aforist Hans-Horst Skupy (f. 1942), der bl.a. har udarbejdet en kæmpemæssig citatsamling på tysk med 25.000 citater, definerede på lignende måde tolerance som det at blive sig selv utro. Det må betyder at han betragtede det som noget helt naturligt for et menneske at have faste og måske absolutte meninger om alle ting og alle mennesker, og følgelig at man svigter sig selv, hvis man tåler andres afvigende meninger. Men det hører med i billedet, at Skupy var glad for at lege med ordene: Ord definerer han som "tavshedens lænker". Og til biblens ord om at i begyndelsen var ordet, tilføjer han sarkastisk ".... men så kom Bild-Zeitung" (eller som vi ville sige: alle billedbladene der erstatter ord og tekst med billeder). Den mulighed at både ord og billede kan sige noget essentielt om mennesket og eksistensen, burde få folk til at se dem som komplementære udtryk i stedet for som alternative. Vi mennesker kan ikke undvære nogen af dem.

Om alle eksempler gælder iøvrigt at ingen af de tre citerede forfattere forstod at der er noget der hedder sund fornuft og sund relativisme. At man sagtens kan sætte sig empatisk ind i andres synspunkter og fuldtud acceptere deres anderledeshed - uden at miste sin egne standpunkter eller 'illusioner' om man vil. Man forstår nemlig at der i dybt personlige spørgsmål ikke gives objektive eller entydige svar, men kun svar der er sande for en selv uanset om de er det for andre eller ej.



Af specielt karakter og betydning er den franske forfatter François Voltaires synspunkter, fordi de var autoritære og antidemokratiske, selvom han gik ind for oplysningen, ja var en af Frankrigs førende encyklopædister. Han førte indædt kamp mod den katolske kirkes magtapparat og undertrykkelse af meningsfriheden. Han formulerede i denne kamp sloganet: "Knus den infame!", hvormed han mente kirken. Han brugte teatret til at bekæmpe intolerance og fanatisme, men var kendetegnet af stigende pessimisme med årene. I romanen 'Candide' skildrede han en naiv optimists ulykkelige møde med en uforstående og uforståelig verden. Og det gjorde han med stor stilistisk sikkerhed, men han var ikke nogen stor tænker. Han var rationalist og havde ganske enkelt ingen som helst forståelse for at andet kunne påvirke menneskets holdninger end rationelle overvejelser. Hans rationalisme var naiv.

Voltaire (1694-1778) fulgte nøje en større retssag i byen Calas der førte til et justitsmord på en 68-årig købmand der var protestant, men som pøblen hidsede sig op imod i religiøs, dvs katolsk intolerance. Han forsvarede den lille mand mod systemet - og opnåede både betydelig popularitet og international opmærksomhed herved. Men det er karakteristisk at hans konklusion lød: Det er derfor i menneskehedens interesse at undersøge hvorvidt religion bør være barmhjertig eller barbarisk. - Han var som deist tilhænger af at religionen var barmhjertig (og så ikke at religion går langt udover moralske spørgsmål), og han skrev en 'Afhandling om Tolerance', hvor han forsvarer såvel tolerance som sund fornuft. Overalt så han det bevist at man ikke skal regere intolerant. Men det at regerere og sikre en god civil orden var efter hans mening ikke folkets sag, men den oplyste elites. Ja det enkelte menneskes egne tanker og ideer beskriver han som en farlig og lunefuld herres - og derfor er det meget forståeligt at Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg i sin anmeldelse af en ny oversættelse af den nævnte afhandling påpeger at en sådan opfattelse dybest set er en mistillidserklæring til det frie menneske.

Jeg synes nu ikke det er tilfredsstillende at stille det op på denne måde, for både Voltaire og Rune Lykkeberg samt alle vor tids kulturradikale mennesker har det tilfælles at de ikke forstår at den sunde fornuft beror på en skønsmæssig fornemmelse for fællesskabets meninger der naturligvis aldrig kan give sig adækvate udtryk i pøbelagtige overgreb, men netop kun kan bevare sin sundhed ved at respektere selve usikkerheden og idealisere friheden og tolerancen. Den sunde fornuft kan aldrig gøres op i autoritative eller dogmatiske absolutter, men vil altid bero på refleksion, skøn, usikkerhed og åbenhed over for andre og nye synspunkter.



Dette vil igen sige at der ikke eksisterer nogen sand og sund tolerance uden intolerance over for intolerance. Det kan for en snæver logisk betragtning lyde som en selvmodsigelse, men viser i virkeligheden kun at man altid skal være opmærksom på at selve sproget har fælder som kun kan undgås hvis man kan skelne logik og jura og al spidsfindighed fra den åndelige frihed, der kræver åbenhed og skøn og som beror på det kollektivt ubevidstes ukontrollable kræfter. Den er derfor forenelig med konsistensetikkens krav om overvægt af det gode i det lange løb.

Såvel tolerance som frihed forudsætter frihed og værn om frihed, fordi de ikke er snævre juridiske begreber eller principper, men derimod åndsfænomener der i sidste ende beror på kollektive kræfter der er ubevidste og derfor er ukontrollable i selve deres spontane opdukken. De kan først vurderes gennem efterfølgende skøn og refleksion, og dette er netop konsistensetikkens fornemste opgave.

Det skal derfor gentages endnu engang at når konsistensetikken taler om at overvægten af det gode i livet er psykens krav for at kunne bevare selve den indre konsistens eller sammenhæng, så følger at den aldrig kan omskrives til et sæt af faste regler. Hverken jødedommens faste regelsæt i Moseloven eller islams faste regelsæt i Koranen, sunnaen og shariaen er sunde regler der kan sikre en sådan indre konsistens, og det samme gælder også den af Kant opstillede pligtetik eller andres forsøg på at opstille en formålsetik eller nytte-etik.

Mennesket er i konsistensetikken altid overladt til et skøn inden for fællesskabets frie rammer der respekterer åndslivets frit skabende evner i et kulturliv der aldrig står stille, men dette gør netop ikke alt tilladt eller nyttigt eller gavnlig. Det vil tværtimod altid være en opgave at have en fri udveksling af tanker og refleksioner, men samtidig altid have det lange sperspektiv med der kredser om overvægten af det gode i det lange løb.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' 'Blicher - Grundtvig - H.C. Andersen - Carl Nielsen'
omfatter essayene om Blicher mellem drøm og virkelighed, Grundtvig som mytisk kristen og profet,
H.C. Andersens angst for det kvindelige og Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet.

'Tysk romantik - Nietzsche - Og andre strømninger'
om Romantikken ifølge Rüdiger Safranski, Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste, Nietzsches sjæl - sjælen der ville synge og danse, men som musikken forsvandt for og Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech.

'Virkelighedens dobbelte karakter'
indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.'
indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt: Alternativet für Deutschland vækker både bekymring og uforstand   (8.5.16.)
Barack Obama på afskedsvisit i et kriseramt EU  (27.4.16.)
Erdogan laver ramasjang i forholdet til Tyskland på grund af en satire  (16.4.16.)
EU's aktuelle krise er selve den europæiske humanismes krise   (28.3.16.)
Terrorangreb mod EU's vildt pompøse, men reelt svage og kriseramte centralmagt  (23.3.16.)
Merkel fortsætter ufortrødent sin splittelse af EU   (19.3.16.)
Fri os fra fortsat religiøs forvirring  (16.3.16.)
Merkel og Co. sælger EU's sjæl og frihed til Tyrkiets islamister  (8.3.16.)
EU ændres uundgåeligt, uanset Storbritanniens exit eller forbliven  (21.2.16.)

EU trækker magtesløsheden ud  (10.2.16.)
Godhed som princip bliver altid utopisk ideologi  (21.1.16.)
Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene  (18.1.16)
Massive nytårsovergreb på tyske kvinder sætter et "Før og efter Køln"  (13.1.16)
Status over året 2015  (31.12.15.)
Det klare nej til mere EU-union må og skal respekteres af ja-partierne  (7.12.15.)
Sund fornuft at stemme nej til mere EU-union  (28.11.15.)
EU's ledere tror ikke på europæisk kulturs unikke fortrin  (22.11.15.)
Reaktionerne på den nye terror mod Europa skal ud over det militante og have fat i det eksistentielle  (19.11.15.)
Frygt ikke! - er det nødvendige svar på den nye terror mod Europa  (15.11.15.)



Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Godhed som princip bliver altid utopisk ideologi  (24.1.16.)
Tro og tillid undergraves i samfundet  (17.12.l5.)
Den irrationelle uvilje mod det irrationelle  (29.05.13.)
At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet  (22.2.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
Er alt virkeligt liv møde?  (24.3.10.)
Kan det gode menneske blive for godt?  (4.9.09.)
Hvor kommer det onde fra?   - Er mennesket ligefrem ondt af natur?  (23.3.05.)
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Ydmyghed og jeg-relativisering  (30.5.07.)

Sandheden og den dobbelte virkelighed  (4.12.06.)
Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.)
Gives der mon en almengyldig etik?   7.3.04.
Kieslowski's 'Dekalog'  



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal