|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.3.16.EU's aktuelle krise er selve den europæiske humanismes kriseEU's aktuelle krise starter 2004Baroso's kup i 2011 Bådflygtninge i 2014 Femte september 2015 I slutningen af 2015 får Tyrkiet hovedrollen Nytårsaften i Køln 2015 Terroren i Bruxelles 22. marts 2016 Humanismens krise begynder med forvirring om menneskesynet Den moralske forvirring Den politiske forvirring Den almene, men fatale kulturforvirring Den eksistentielle forvirring Den psykologiske forvirring Helhedsrealismens løsning, begrebsramme og hovedsigte Henvisninger EU's aktuelle krise starter 2004 Til toppen Næste Islamismens nye store terrorangreb i tirsdag mod EU's Bruxelles-centrum gør det nødvendigt med en status her på siderne denne påske 2016, fordi det betegner en foreløbig kulmination der er så alvorlig for Europas og EU's forhold til muslimske flygtninge og indvandrere at EU, de enkelte EU-lande og de enkelte EU-borgere nu må vågne op til en klar erkendelse af - at EU's flygtningepolitik er katastrofal - at EU's integrationspolitik gennem årtier har været komplet forfejlet - at EU-toppen er totalt uvillig og totalt uegnet til at forsvare EU's grænser, frihed og unikke kultur, - at EU nu er så splittet som det ikke har været siden 2. verdenskrig, og - at europæisk kultur ikke kan reddes uden at borgerne får en føling med de dybe dynamiske værdier som giver dem kraft og gejst til at kæmpe alvorligt for den helt unikke sag. EU's aktuelle indre krise går langt tilbage, ja kan faktisk føres helt tilbage til 2004, altså længe før den store internationale finanskrise skabte enorme problemer for alle. Da blev en større traktatændring forkastet ved folkeafstemning i Holland og Frankrig og ved 50-års jubilæets fejring i Berlin i marts 2007 erstattet af en udvandet 'Berlin-erklæring'. Denne erklæring siger blot at regeringslederne er forenet i deres mål om at skabe et fornyet fælles grundlag for Den Europæiske Union inden valget til Europaparlamentet i 2009. Men den kunne ikke skjule at interessemodsætningerne mellem landene, navnlig mellem de store lande indbyrdes og mellem de store lande på den ene side og de små lande på den anden side, havde vokset sig endda meget store. De banale problemer om de enkelte landes forholdvise vægt ved afstemninger i ministerrådet var ikke løst. Det var heller ikke spørgsmålet om at alle lande fortsat skulle have en kommissær. Uløst var også spørgsmålet om øgede og klarere beføjelser for ministerråd og kommission i vigtige anliggender som energipolitik, retspolitik og udenrigspolitik samt en fælles EU-hær. Den Europæiske Union var trods sit navn fortsat ikke en reel union, men et fællesskab af ligesindede nationalstater. Den tyske kansler Merkel understregede i sin festtale ganske klart sit liberale grundsyn, at Europa frem for alt behøver dynamik, for uden dynamik ingen velstand; og uden dynamik heller ingen solidaritet i Europa. Men hun lagde ikke skjul på at Europa var mange forskellige ting. Skepsis og modsætningsfuldhed, men også mangesidighed og mod. Europa var alligevel vores fælles fremtid. Det var en drøm for generationer. Vores historie manede os til at værne om dette held, denne lykke, for de fremtidige generationer. Merkel betonede samtidigt at frihedens kraft er den stærkeste menneskelige kraft. Netop ved at satse på denne frihedens kraft satser vi også på mennesket. For det er mennesket der står i centrum. Menneskets værdighed er uantastelig. Og Merkel gjorde her den tilføjelse, som er værd at huske i dag i forbindelse med flygtningekrisen: denne forståelse af mennesket udsprang for hende personligt af Europas jødisk-kristne kilder. En ny traktat - Lissabontraktaten - blev undertegnet af regeringscheferne i december 2007, og den trådte i kraft pr. 1. december 2009 efter medlemslandenes ratificeringer (uden folkeafstemninger i andre lande end Irland). Traktaten blev indgået med ønsket om "at fuldføre den proces, der blev indledt med Amsterdam-traktaten og Nice-traktaten med henblik på at styrke Unionens effektivitet og demokratiske legitimitet og forbedre sammenhængen i dens indsats". Ændringerne i forhold til EU-forfatningen var symbolske - man undlod med fuldt overlæg betegnelsen forfatning. Den tidligere franske præsident Valéry Giscard d’Estaing, der var hovedmanden bag det forkastede forfatningsudkast konstaterede ligeud i en kommentar til en række europæiske aviser i oktober 2007, at formen blot var ændret for at undgå nye folkeafstemninger. "I Lissabon-traktaten, der er blevet til alene med udgangspunkt i forfatningstraktaten, er værktøjerne fuldstændig de samme. Det eneste, der er anderledes, er, hvordan værktøjskassen er ordnet". - Men derved blev det naturligvis ikke. Grækenland nærmede sig på grund af mange års helt uansvarlig finanspolitik en decideret statsbankerot, og da landet var blevet optaget i EURO-samarbedet af lige så uansvarlige grunde og de øvrige euro-lande ikke ville skabe uro på finansmarkedet og nedsmeltning af euroen ved at smide landet ud, selvom om det konstant overtrådte budgetreglerne, så valgte man at at udvide den i forvejen kæmpestore finansstabiliseringsfond (EFSF) fra 440 mia euro til 780 mia euro (svarende til 5.800 mia danske kroner). Grækenland havde allerede på daværende tidspunkt en statsgæld på 2.500 mio kroner - eller 157 % af sit bruttonationalprodukt - og havde ingen chancer for at betale den tilbage. Men så kom kuppet! Barosos kup i 2011 Til toppen Næste Kommissionsformand Baroso gennemtrumfede med kansler Merkels og den daværende franske præsident Narkozys hjælp i oktober 2011 at eurolandene fik en superkommissær for eurozonen der skulle overvåge de lande der ikke selv magtede at overholde eurozonens regler og principper; dermed opnåede toppen i praksis også en knivskarp adskillelse mellem de dengang 17 euro-lande og de resterende 10 eu-lande uden for euroen. Adskillelsen blev i praksis gennemført på én enkelte aften og nat på topmødet, idet euro-landene ikke blot, som sædvane var, holdt møde for sig selv for at afgøre deres egne sager, men også udelukkede ikke-euro-landenes regeringschefer, embedsmænd og pressefolk fra overhovedet at opholde sig i den bygning mødet blev afholdt i så de kunne holde sig rimeligt orienterede om hvad der foregik. DR's Bruxelles-korrespondent Ole Ryborg havde aldrig oplevet noget lignende før. Det kan i det hele taget ikke betegnes som andet end et decideret statskup fra Barrosos, Merkels og Sarkozys side. EU blev dermed ikke bare det man længe havde talt om, nemlig et "EU i to hastigheder", men et EU i to lag. Det var blevet et EU der består af en elite med skarp centralstyring og en bred 'masse' der består af dem der ikke har noget at skulle have sagt, men som allernådigst kan få lov at hænge på så længe de vil og iøvrigt er i stand til at leve op til de krav som den snævre kreds af euro-lande juridisk har forpligtet sig til! Godt et år senere fik EU-toppen stablet en formel beslutning om en bankunionen på banen til senere finish-behandling, men vel at mærke samtidigt med at man måtte udskyde de store drømme og beslutninger om en traktatændring til nye forhandlinger i løbet af 2013. Det fik Süddeutsche Zeitung til sarkastisk at konstatere, at "Sjældent er luften gået så hurtigt af en europæisk ballon". Forarbejdet var lavet af finansministrene døgnet før på et møde der sluttede kl. 5 om morgenen og havde varet mere end 12 timer, dvs af komplet udmattede beslutningstagere. Den store vinder i spillet blev Den Europæiske Centalbanks chef Mario Draghi - 'Super Mario'. Han var selv af den opfattelse at året 2012 ville blive husket som året hvor den langsigtede vision for euroen og euroområdet blev relanceret, dvs. visionen om en økonomisk og monetær union der udover bankunionen er baseret på en finanspolitisk union, en økonomisk union og en politisk union. - EU-elitens målsætning blev lysende klar, og er det stadig. Det resultaterede i stigende modstand mod eliten. Ved valget til Europa-parlamentet i maj 2014 blev der her i landet vendt op og ned på det sædvanlige valgmønster som det ikke er set siden 1973. Dansk Folkeparti blev suverænt det største parti med 26,6 % (og 605.889 stemmer) mod 15,3 % i 2009, mens Socialdemokraterne gik tilbage fra 21,5 til 19,1 % (435.345) og Venstre fra 20,2 % til 16,7 (379.840). SF gik fra 15,9 til 10,9 og Konservative fra 12,7 til 9,1 %. Kun radikale og Folkebevægelsen mod EU havde som DF fremgang, hhv. fra 4,3 til 6,4 og fra 7,2 til 8,1 %. Det gav følgende mandatfordeling: DF 4 (+2), Socialdemokrater 3 (-1), Venstre 2 (-1), SF 1 (-1) og Konservative og Folkebevægelsen hver 1 (uforandret) og endelig Radikale 1 (+1). I Storbritannien fik Nigel Farages EU-fjendske parti UKIP (United Kingdoms Independence Party) ikke mindre end 27,4 % og 24 pladser mod Labours 25,4 % og 20 mandater og David Camerons Conservatives 23,93 % og 19 mandater, mens de Liberale blev nærmest udslettet. Og da UKIP samtidigt også fik et flot lokalvalg, var det ikke uden grund at Farage jublede med en bemærkning om at UKIP-ræven nu er kommet ind i Westminsters hønsehus. I Frankrig fik Marine Le Pens Nationalfront næsten 25 % og 20 af de 74 franske pladser, mens de borgerlige nåede 20 % og præsident Hollands socialister kun 14 %. Frankrigs præsident, François Hollande, lagde hurtigt op til en reform af EU. - Dette kan ikke fortsætte, sagde han i en tale på fransk tv efter et krisemøde med sine topministre. Europa bliver nødt til at være simpel for at være effektiv, dér hvor det er nødvendigt - og at trække sig fra de områder, hvor det ikke er nødvendigt. Og han tilføjede: Europa er blevet fjern og uforståelig, selv for regeringerne. - Og dét må da siges at være en erkendelse, der burde få følger. I Tyskland blev resultat mere speget. Kansler Merkels koalition CDU-CSU holdt nogenlunde skindet på næsen med 35 %, mens Socialdemokraterne klarede 27 %. De Grønne 10,7 %, mens Die Linke fik 7 %, og det samme gjorde det AfD ('Alternativ Für Deutschland') der dengang endnu regnedes for et ekstremistisk, nærmest halvnazistisk parti. - Og i Grækenland fik det yderligtgående Venstrefløjsparti Syriza - på grund af befolkningens syn på EU's hårde løsning af den økonomiske krise - hele 26 %, mens premierminister Antoni Samaras parti fik 23 %. Og det varslede om markante ændringer i det politiske mønster. - De folkelige protester i Danmark, Storbritannien, Frankrig og Grækenland m.fl. mod EU-eliten kunne ikke længere bestrides eller fortrænges. Som efterfølger for den afgåede kommissionsformand Baroso valgtes ikke den nævenyttige og moralistiske socialdemokratiske parlamentsformand Martin Schulze, men den mere afbalancerede konservative luxembourgske premierminister Jean-Claude Juncker med 422 af 751 stemmer på indstilling fra et flertal i EU-rådet. Han regnedes med rette for systemets mand, men brugte sin første tale til EU-parlamentet til at love at arbejde for vækst og investeringer, kamp for social markedsøkonomi og mod social dumping. Den uafviselige kendsgerning var imidlertid at det ikke lykkedes den afgående EU-præsident van Rompuy at forhandle en aftale om sin afløser plus en ny EU-udenrigschef og et nyt hold kommissærer på plads på det berammede topmøde. Det trak ud til langt hen på natten uden andet resultat end en udskydelse. Splittelsen i EU kunne ikke blive tydeligere. Men så kom det der blev endnu værre, ja, helt uhåndterligt: bådflygtningene! Bådflygtninge i 2014 Til toppen Næste Den 19. april 2014 druknede ikke mindre end 700 afrikanske og syriske flygtninge da deres overfyldte båd kæntrede på vej fra Libyen til Italien. Det var kun fem dage efter at 400 druknede i en lignende situation. Ialt omkom 1500 flygtninge på en enkelt uge, hvad der naturligvis gjorde stærkt indtryk på alle tv-seere. Tallene skal sammenholdes med at der ifølge FN's flygtningekommissariat på en enkelt uge i april kom 13.500 migranter, og i hele 2014 ialt 170.000 flygtninge til Italiens kyst. Ulykkerne skyldtes således ganske klart at menneskesmuglerne kynisk fyldte bådene op til kæntringspunktet. Italien frygtede øget kaos i Libyen, hvor de kyniske - mafiaorganiserede - menneskesmuglere havde frit spil og fx uden risiko kunne kapre libyske fiskefartøjer til deres formål. Libyen var nærmest i opløsning. Regeringen i Tripoli var kun regering af navn. Politiet var dybt korrumperet, og lokale militser og stammekrigere rådede over de fleste områder. Der var ingen effektiv regeringspartner i Libyen at forhandle med. Desuden blev ethvert tilløb til vestlig intervention mod smuglerne i de libyske havnebyer betragtet som et decideret korstog mod muslimerne og var derfor udelukket - selvom det var en fristende mulighed. Flygtningestrømmen over Middelhavet kom dels fra Afrikas fattige lande syd for Libyen, dels fra de borgerkrigsramte områder omkring Syrien, og da der ingen ende var på disse elendigheder og lidelser, ville der i overskuelig tid heller ikke være nogen begrænsning af flygtningene. Saudi-Arabien kunne gribe ind mod Syriens præsident Assad og andre diktatorer i området, men det ville ikke ske, fordi det saudi-arabiske monarki primært frygtede sin egen undergang. Allerede dengang (april 2015) kunne konstateres at de befolkningsmæssige, økonomiske og politiske omstændigheder betød at der simpelthen ikke var nogen ideel løsning inden for rækkevidde. Problemet var ikke et midlertidigt flygtningproblem a la flygtningestrømmen fra fx den nazistiske jødeforfølgelse fra 1933-45, men begyndelsen på en permanent folkevandring, der ingen ende er på overhovedet eller som måske først nærmer sig en afslutning om et par århundreder. Flygtningeproblemet er begyndelsen på en voldsomt, nærmest global demografisk strukturændring som blot p.t. er særligt stærk i Mellemøsten og Afrika på grund af de kaotiske politiske forhold med opløsning af civilordenen. Femte september 2015 Til toppen Næste Det blev dog en enkelt dag og en enkelt beslutning der ændrede hele EU og Vesteuropa totalt på en studs i 2015. Den 7. september vistes der på de danske tv-skærme aldrig før sete billeder af 800 flygtninge og 'migranter' der ankom til Rødby og Padborg fra Tyskland. Det var konsekvensen af at den tyske kansler Merkel lørdag den 5.9. dels havde givet tilladelse til at det hårdt plagede Ungarn kunne sende specialtog til München med henimod 10 tusinde flygtninge, dels havde fået den danske statsminister til på et møde i Berlin at acceptere at modtage 100 (!) af dem. Samtidig kørte de ungarnske myndigheder ca. 4 tusinde flygtninge i busser til den østrigske grænse, hvor de blev modtaget af østrigsk politi. Og onsdag den 9. kunne konstateres at omkring 500 Sverigessøgende flygtninge var kommet med tog til Rødby eller Padborg, hvor de gav politiet store problemer fordi de ikke ville registreres og derfor begav sig ud på vandring nordpå ad motorvejene. Fra tysk og østrigsk side blev det understreget at der var tale om en nødløsning i den helt ekstraordinære akutte situation som Ungarn meget mod sin vilje var kommet til at stå i, fordi syriske flygtninge i tusindtal var trængt illegalt over grænsen fra Serbien, en grænse der hidtil kun havde været markeret med lavt pigtrådshegn som var relativt let at lave huller i med tænger. Det gav i en hel uge kaotiske tilstande på bl.a. hovedbanegården i Budapest hvor flygtninge i panik havde stormet togene mod Østrig og Tyskland med børn, rygsække og habengut, og en hel del med temmelig store og tunge kufferter. Og den ungarnske premierminister Viktor Orbán lagde ikke skjul på at Ungarn hverken ville eller kunne tage sig af de 150.000 illegale indvandrere der var strømmet til landet alene i år. Orbán havde i mange dage tordnet mod EU-toppen fordi den ikke havde vilje til at forsvare EU's ydre grænser, og han havde nu besluttet at udskifte de utilstrækkelige og forcérbare pigtrådshegn med tre meter høje hegn af den slags man ser i Israel for at holde palæstinensere på afstand. EU's kommissionsformand brugte derfor sin årlige 'tilstandsrapport' om EU til at foreslå at de tilkomne 160.000 flygtninge fordeltes mellem alle EU-lande efter et bestemt kvotesystem, men det blev ikke godt modtaget. Miseren var og er naturligvis den langvarige borgerkrig i Syrien der allerede har lagt hele byer i ruiner, og som ingen ende vil tage, fordi stormagterne ikke kan blive enige om at sætte præsident Assad fra magten og dele landet. Syrere der vil overleve de miserable forhold har - isoleret set - intet andet valg end at søge ud af landet. I første omgang kan de søge tilflugt i flygtningelejre i bl.a. Tyrkiet, men mange har familiemedlemmer i EU-lande som Tyskland og Sverige - og betaler derfor menneskesmuglere penge i store mængder for at komme videre på alle mulige måder, herunder også livsfarlig transport med lukkede lastbiler. Man skønner at menneskesmugleriet har givet bagmændene en gevinst på adskillige milliarder. Kansler Merkels beslutning af 5.9.15. var ikke destomindre udtryk for ren panik. Den blev givet administrativt - uden om Bundestag og uden om søsterpartiet i Bayern (men med støtte fra den socialdemokratiske vicekansler og formentlig også fra den socialdemokratiske EU-parlamentsformand). Men det allerværste var næsten at den tillod de mange flygtninge at rejse videre gennem Tyskland uden registrering - og derfor også i fx Hamburg at kunne stige på togene mod Danmark uden kontrol. For de omvandrende syrere (med et fint fremmedord kaldt 'migranter') var naturligvis heller ikke værre stillet end at de kunne købe billet selv. Kansler Merkel spillede ren hazard med Europas skæbne - og viste definitivt sin fuldkomne uformuenhed til at lede Tyskland og EU. Som Jyllandspostens lederskribent skrev så gjorde Merkel med et enkelt skaktræk lige netop Europa tysk, hvad forfatteren Thomas Mann ellers udtrykkeligt advarede imod efter 2. verdenskrig. Tyskland skulle efter hans mening være europæisk, og påtage sig medansvaret for de europæiske grundværdier, men Europa skulle ikke blive tysk og vikles ind i de dybe tyske traumer fra to verdenskrige, der gør tyskere bange for at forsvare deres integritet. I slutningen af 2015 får Tyrkiet hovedrollen Til toppen Næste EU's topleder med Angela Merkel, François Hollande, Claude Juncker og Donald Tusk så i deres store afmagt hverken kendsgerningerne i øjnene for de følger flygtningetilstrømningen ville få - sådan som de lokale myndigheder og regionsledere blev tvunget til - eller for alvor satte bremserne i for tilstrømningen af muslimer gennem effektiv grænsekontrol, herunder ikke mindst tvangsforanstaltninger over for Nato-landet Tyrkiet der åbenlyst lukrerer på at flygtningestrømmen tager til og truer EU's sammenhæng. De øvrige, mindre EU-lande gik hårde tider imøde med hensyn til flygtningetilstrømningen og dens mange uhåndterlige konsekvenser, herunder en kvotefordeling som navnlig de østeuropæiske lande er imod. De mærker for alvor at de ikke regnes for noget af eliten i Bruxelles, og at denne elite specielt ikke forstår at de nye lande for 15 år siden valgte EU for at kunne sikre deres nationale suverænitet i kraft af det europæiske fællesskab og ikke i stadig kamp mod det. Men Merkel og Hollande forstår ikke østeuropæerne og har i deres humanistiske blåøjethed i realiteten valgt en ny europæiske deling. Det næste træk i kanslerens flygtningestrategi var at forhandle i Istanbul med Tyrkiets islamiske præsident Erdogan. EU og Tyrkiet enedes om en 'handlingsplan' der i realiteten var en skitse til et mere langsigtet samarbejde. Ifølge planen skulle Tyrkiet arbejde for en forbedring af flygtningenes forhold i lejrene i Tyrkiet med henblik på at mindske deres videre flugt til Europa, herunder skulle grænsekontrollen forbedres. Til gengæld skulle EU betale endnu flere penge til Tyrkiet end de syv milliarder euro der allerede var givet. Tyrkiet forlangte tre mia euro mere. I begyndelsen af marts 2016 blev EU-toppen enige med den tyrkiske premierminister Davutoglu om vigtige principper for at kunne løse flygtningekrisen, der skulle forhandles på plads i Bruxelles den 17. og 18. marts. og på dette møde enedes man om følgende: •1) Tyrkiet skal tilbagetage alle "nye irregulære migranter", som sejler til græske øer efter 20. marts. •2) EU-landene forpligter sig på at modtage én syrer fra flygtningelejrene i Tyrkiet for hver syrer, der bliver sendt tilbage til Tyrkiet. •3) Tyrkiet forpligter sig på at tage "alle nødvendige skridt for at forhindre nye illegale ruter over hav eller land" fra Tyrkiet til EU i at opstå. •4) Syrerne fordeles inden for tidligere løfter fra EU-landene om at omfordele samlet 72.000 flygtninge. •5) Tyrkiske borgere skal "senest ved udgangen af juni 2016" have ret til visum-fri indrejse i alle 28 EU-lande. •6) EU vil sammen med Tyrkiet øge tempoet i udbetalingen af de tre milliarder euro, man stillede til rådighed 29. november. Når de er brugt, vil EU "mobilisere yderligere finansiering på yderligere tre milliarder euro frem til udgangen af 2018". •7) EU og Tyrkiet hilser velkommen, at arbejdet med at udbygge den fælles toldunion fortsætter. •8) EU og Tyrkiet forpligter sig på at åbne to nye kapitler i forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU Bortset fra at der er mange udestående praktiske problemer i aftalen, så er betalingen til Tyrkiet for hjælpen meget høj - både pengemæssigt og politisk; specielt tilbuddet om visumfri indrejse, toldunion og optagelse i EU er yderst kontroversielle tilsagn, som mange EU-lande ikke er begejstrede for. Man valgte kompromisset, fordi EU er kommet helt derud hvor en hurtig aftale med et udemokratisk og upålideligt Tyrkiet anses for være absolut nødvendig, koste hvad den vil. - Tyrkiet har dybest set intet at gøre i EU eller Europa. Det er ikke et europæisk lande - ligegyldigt hvor meget Istanbul engang har været bizantinsk - det er et islamisk land. Og det er vel at mærke de seneste få år under præsident Erdogan systematisk holdt op med at være et demokratisk og sekulariseret land. Det er blevet konsekvent islamisereret. Og det ville være katastrofalt at få det gjort til en permanent beslutningsdeltager i EU på linje med de andre. - Det mest fatale er imidlertid at kansler Merkel, EU-præsident Tusk, EU-formand Juncker og EU-parlamentets formand Schulz urokkeligt står fast på at gøre EU til en centraliseret union der støt og roligt gør hvad de kan for at beskære medlemslandenes suverænitet som nationalstater og gør det på trods af den folkelige modstand i alle lande og på trods af Europas helt unikke kultur som et demokratisk og sekulariseret region med en helt unik kvindefrigørelse der er fuldstændigt uforenlig med alt der har med islam og mellemøstlige normer at gøre. Og det skulle Europas frie kvinder stå model til på selve Kvindernes internationale kampdag - og kun to en halv måned efter de massive overgreb på tyske kvinder nytårsaften! Nytårsaften 2015 i Køln satte skel Til toppen Næste Overgrebene skete samtidigt flere steder i Tyskland, men navnlig i Köln hvor feststemte mennesker af begge køn havde forsamlet sig ved Hovedbanegården for at fejre nytår med sædvanlig løssluppenhed. Overgrebene blev overvejende begået af nordafrikanske og mellemøstlige mænd der var kommet til Tyskland som enlige flygtende mænd og nu havde rottet sig sammen for at tilfredsstille deres sexhunger og kvindeforagt på sagesløse tyske kvinder. Overgrebene bestod i at mindst 230 kvinder blev omringet enkeltvis og udsat for befamlinger og endnu værre seksuelle krænkelser og mindst 270 andre kvinder blev bestjålet (navnlig for mobiltelefoner). Og der gik vel at mærke flere dage før tyske medier overhovedet begyndte at rapportere om overgrebene og åbent analysere den for myndighederne lidet flatterende kendsgerning at politiet havde undladt at gribe effektivt ind. I og for sig er der intet mærkeligt i at kvinder ofte udsættes for overgreb fra mænds side når der festes løssluppent med indtagelse af overdrevne mængder alkohol, for mænd er mænd og mister hæmningerne når de drikker tæt, så de ikke kan styre deres naturgivne, instinktive eller 'dyriske' lyst til sex og kvinder. Men i Køln og visse andre tyske lokaliteter var overgrebene nytårsaften af en chokerende dimension, fordi antallet af overgreb var uhyrligt stort og det uhyrligt store antal gerningsmænd var frustrerede og mandschauvinistiske muslimer som gik fuldstændigt koldt og kynisk til værks med det dobbelte formål at tilfredsstille deres opsparede sexhunger og dybt indgroede kvindeforagt på en måde der gør ugerningerne stort set umulige at opklare. Kun en lille del af de forsvarsløse og ydmygede kvinder havde åndsnærværelse nok til at foretage anmeldelse til politiet umiddelbart efter overgrebene. Anmeldelserne kom først, da medierne begyndte at skrive om sagen. Individuel efterforskning var næsten chanceløs. Hovedvirkningen af de massive overgreb blev derfor en brat og pludselig opvågning i den tyske befolkning - fra toppolitikerne i regeringskontorerne og parlamenterne til menigmand på gaden og arbejdspladserne. Alle måtte erkende at den af kansler Merkel fuldstændigt åbne og ukontrollerede flygtningetilstrømning af muslimer fra Mellemøsten og Afrika ikke længere kunne ses isoleret som én stor barmhjertighedsgerning som en kansler med kristne grundværdier så det som sin pligt at yde de hundredtusinder af muslimer der var flygtet fra borgerkrig og nød i deres hjemlande. Den var derimod en højst tvetydig affære der ikke bare i rimeligt omfang gav hjælp til nødstedte personer, men også uhindret adgang for hundredtusinder af mandschauvinister der er ude af stand til at glide stille og roligt ind i en sekulariseret vestlig kultur med høj grad af ligestilling mellem kønnene - og herunder naturligvis også uundgåeligt gav uhindret adgang for det heldgivis begrænsede mindretal af kyniske muslimer der slet ikke aner noget om ligestilling mellem kønnene, men tværtimod koldt og forsætligt udnytter det vestlige samfund til frie udskejelser af værste slags. Med disse overgreb i Køln så vi med ét følgerne af kansler Merkels fuldstændigt uansvarlige åbning af EUs grænser den 5.9., og vi fik lige præcis den spaltning af Tyskland og resten af EU som Merkel og Bruxelles-eliten anede og frygtede, men som de ikke ville eller kunne forstå arten af. De så deres egne fortolkninger af de europæiske grundværdier og deres ideologiske forestillinger om en elitær EU-union som uantastelige. Spaltningen af Tyskland og Europa er imidlertid nu en ubestridelig kendsgerning. Der gives et 'Før Køln' og et 'Efter Køln' der for stedse vil præge hele EU og Europa. EU-toppen holder principielt fast i de barmhjertighedsforestillinger der er blevet ideologi og hele den snævre juridiske og pligtmoralske tankegang der understøtter ideologien og den ellers sammenstyrtede Schengen-aftale - og man blæser reelt på den folkelige modstand der har rejst sig mod indvandrerne og flygtningene og som kræver genetablering af de nationale grænser og afvisning af det antal flygtninge der langt overstiger hvad der er mulighed for at integrerere. Folkestemningen vendte dog omgående, bølgerne gik højt i debatterne - og fronterne blev skarpt optrukne. Alle fandt politiets svigt yderst graverende og påfaldende. Terror i Bruxelles 22. marts 2016 Til toppen Næste Og som om det ikke altsammen var nok til at tage hele Merkels og EU-toppens projekt og strategi op til revurdering, skete tirsdag den 22. marts et nyt og yderst grufuldt terroranslag mod Belgien, der ligesom terrorangrebene i Paris den 13. november rettede sig mod at dræbe og såre flest mulige civile personer på travle offentlige steder, men denne gang dog adskilte sig ved at ramme EU-centralmagtens hovedstad med de store og pompøse institutioner og tilhørende lufthavn og metro. Og det er der en meget stærk symbolik i. Konkret ramte terroren Zaventem-lufthavnen i udkanten af Bruxelles, hvor to selvmordsbombere udløste kraftige eksplosioner i check-in-hallen, og et metro-tog nær Maelbeek-stationen tæt på de store EU-institutioner i den såkaldte EU-Viertel. Dræbt ved de to aktioner blev mindst 31 personer og kvæstet langt over 200, hvoraf mange alvorligt. Der udspandt sig rædselsfulde scener. Folk løb mere eller mindre chokerede væk fra stederne, men kunne ikke komme ret langt, for al trafik var omgående blevet indstillet. Der blev straks erklæret højeste alarmberedskab, fordi myndighederne frygtede yderligere aktioner, og folk blev opfordret til at blive hvor de var, hvad enten de stadig befandt sig hjemme eller var nået på arbejde. Bevæbnet politi kom talstærkt til stede på vigtige steder. Grænsekontrollen blev skærpet. Eftersøgningsarbejdet gik i gang. Især førte nogle videooptagelser af gerningsmændene i Lufthavnsaktionen til eftersøgning af den overlevende tredjemand, en 24-årig mand der kunne identificeres og sættes i forbindelse med terroren i Paris i november. Nye razziaer fandt de følgende dage sted i både Belgien og Frankrig, og en i Tyskland. Der er fundet et uhyggeligt stort netværk af terrorister og medhjælpere, der vil det vestlige demokrati til livs. Ingen er i tvivl om at det altafgørende grundlag for unge muslimers terror mod vestlige værdier er deres absolutte had til europæisk frihed og sekularisering. Radikalisering af unge muslimer i Europa ligger i at de er mere eller mindre rodløse og frustrerede. - Vesten har soleklar ret til at forsvare sig mod denne ondskab. Viljen forstærkes ved enhver form for terror mod Vesten. Bomber mod Islamisk Stat er en fuldt legitim og naturlig reaktion - ligesom de politimæssige og efterretningsmæssige reaktioner. Men djævelskabet kan ikke overvindes alene ved disse former for reaktion. Og det hjælper heller ikke at alliere sig med diktatorer i Mellemøsten der betragter Islamisk Stat som en fare for sig selv, men ikke kunne drømme om at opgive deres egne magtpositioner og give plads til et sandt 'arabisk forår' der kunne sikre fornyelse, fred og frihed samt genopbygning. Vesten og de politiske ledere i Vesten har været utroligt naive både med hensyn til evnen til at kunne tage flere hundredtusinder muslimske flygtninge som det vil være komplet umuligt at integrere i EU både på grund af deres antal og på grund af deres mentalitet. Antallet gør den praktiske opgave for stor og voldsom og tidskrævende. Og muslimerne mentalitet gør det ikke alene umuligt at gennemføre en integration inden for rimelig tidshorisont, men gør integration til en ren og skær illusion, fordi den ligger milevidt fra europæisk mentalitet med overvejende frigørelse fra religiøse autoriteter (sekularisering) og overvejende respekt for kvinders integritet (kvindefrigørelsen). Europæernes unikke sekularisering og unikke kvindefrigørelse er groet frem gennen mange årtier og er derfor i dag nærmest en selvfølgelighed som de enkelte mennesker slet ikke behøver at blive særligt bevidste om - før nu, hvor den konfronteres med en massiv autoritetstro og mandschauvinisme fra muslimsk indvandrerside. Faktisk mangler mange almindelige europæere en tilstrækkelig indsigt i selve det forhold at de basale arketypiske forestillinger om frihed, ansvarlighed, kønsforskel og autoritetsforhold hænger nøje sammen med det enestående fænomen i den biologiske udvikling der hedder opkomsten af den menneskelige bevidsthed. Men manglen på bevidsthed er fatal på samfundsplan, når den manglende indsigt svækker det samfundsmæssige og politiske forsvar for den europæiske kulturs egenart og fortrin og gør europæerne til lette ofre for de fjendtlige islamister der er besatte af troen på deres egne absolutte sandheder. Og det er denne konstatering der gør det nødvendigt at se nærmere på selve den europæiske humanismes krise Humanismens krise begynder med forvirring om menneskesynet Til toppen Næste I det foregående er der ikke lagt skjul på at undertegnede gør den tyske kansler Merkel hovedansvarlig for den dybe eksistentielle krise EU og Europa som helhed er kommet ud i gennem flygtningetilstrømningen af de muslimske horder og terroren fra de relativt få, men målrettede og velorganiserede muslimske ekstremistbander. Merkel gjorde med et enkelt skaktræk 5.9. lige netop hele Europa tysk i den yderst fatale betydning at hun viklede EU og Europa ind i de dybe tyske traumer fra to verdenskrige der gør tyskere bange for at forsvare deres integritet og suverænitet og i stedet fokusere på universelle juridiske rettigheder samt godsheds- og barmhjertighedsprinipper der hører hjemme i individets liv, men ikke i samfundslivet. Merkel er ikke for ingenting datter af en protestantisk præst og opvokset i det Øst-Tyskland der var den hårde følge af Tysklands nederlag til Sovjetunionen. Merkel er - som det fremgår af hendes tale ved EU-jubilæet i 2007 - på den ene side en liberal borgerlig politiker der hylder friheden og betegnede frihedens kraft som den stærkeste menneskelige kraft. Men på den anden side er hun også - netop som datter af en præst - bevidst om de jødiske-kristne kilder til Europas kultur og sætter specielt disse kilder i direkte forbindelse med den humanistiske tanke om mennesket i centrum og menneskets værdighed som uantastelig. Hun har endog gjort tanken om værdigheden til basis for sin aktuelle flygtningpolitik: Europa skal så at sige tage mod 'horderne' af muslimske flygtninge fra Mellemøsten og Afrika med åbne arme, fordi disse flygtninge er mennesker som os andre og har samme krav på værdighed. Denne for Europas situation og udfordring helt igennem fatale filosofi viser en udtalt begrebsforvirring. For naturligvis er de muslimske flygtninge hver især mennesker som os andre og har krav på at blive behandlet med respekt og værdighed. Men for det første gør selve mængden af flygtninge (et par millioner på vej mod Europa inden for få måneder) det praktisk umuligt at behandle dem med normal individuel respekt og med den ønskede værdighed (forholdene i Idomeni er ligefrem rystende uværdige), og for det andet vil uindskrænket modtagelse af sådanne 'horder' (betegnelsen vælges for at understrege uoverskueligheden) uundgåeligt forandre Europa så radikalt at det ville blive ukendeligt på få årtier, hvis der ikke gribes ind inden det er for sent, ja Europas kultur ville bukke under som unik kultur - på samme måde som Romerriget bukkede under. Merkels opfattelse af pligten til at tage mod et ubegrænset antal flygtninge og endda afvise at diskutere en begræsnning, er ikke alene en bekendelse til Kants pligtetik, men reelt et decideret forræderi mod europæisk kultur. Der er ganske enkelt ingen folkelig eller politisk kraft i en godhed eller åbenhed der vil udslette Europas unikke kultur. Der er alene kraft i den frihed Merkel hylder som smukt ideal, men blot ikke ser som urkraften til at værne vores kultur og vores nationale samfundsdannelse, suverænitet, integritet med fulde værd og værdighed. Dermed er Merkel blevet eksemplet over alle eksempler på en europæisk leder der fører Europa i fordærv og opløsning på grund af total begrebsforvirring. Mennesket er ikke bare et tænkende væsen, et socialt og økonomisk væsen eller et legende væsen. Det er også et decideret kulturvæsen hvis fornemste kendetegn er at være brudt ud af naturens paradiske uskyld og ansvarsfrihed samt forudsigelighed. Mennesket har i kraft af sin ufattelige bevidsthedsgave fået en specifik suverænitet, integritet og værdighed som det altid må værne om og kæmpe for, hvis det ikke skal bukke under for de stærkeres kraft og evne til med hensynsløs brutalitet at tage eneherredømmet over andre. Denne forståelse af menneskekulturen udelukker på ingen måde grundtanken om menneskets værd uanset race, køn, intelligens, sociale status og økonomiske rigdom. Vi er netop alle - uden undtagelse - mennesker med sandt menneskeværd. Men dette menneskeværd kan kun opretholdes i civiliserede samfund der har vilje og evne til at hævde friheden og suveræniteten og en fornuftig civil orden. Og dette evner i vore dage kun frie, demokratiske og sekulære samfund. Den moralske forvirring Til toppen Næste Merkel åbnede EU's grænser for en flygtningestrøm på over en million mennesker i en idealistisk eller ego-idealistisk ånd. Officiel og nødvendig realpolitik tilsidesattes med et pennestrøg for kanslerens egen, private godheds skyld - og det er ikke holdbar moral, men decideret uansvarlighed. Og det hjælper ikke at tilhængerne af denne uansvarlighed henviser til kristendommen, for så blandes religion og politik netop sammen på en måde som er uforenelig med den officielle og fundamentale sekularisering. Generelt gælder at der er komplementaritet mellem individ og samfund således at hensynet til individet og hensynet til samfundet betragtes som fuldt ligeberettigede, uanset at de er logisk uforenelige: man kan ikke vælge det ene hensyn frem for det andet, da begge er livsvigtige for vores eksistens og overlevelse. Dette betyder at barmhjertigheden mod enkeltpersoner aldrig må få et omfang der undergraver samfundets sociale, økonomiske og politiske orden og sammenhæng. Den må ikke indebære en invasion af en eller to millioner uintegrerbare muslimske flygtninge til EU og dermed ødelægge staternes orden og suverænitet og borgernes muligheder for på længere sigt at eksistere og være i stand til overhovedet af yde andre rimelig hjælp fremover. Der må her gælde et nærhedsprincip der siger at suveræniteten og integriteten gælder for både en stat og dens borgere. Når visse mennesker i vore dage og i vores sekulariserede kulturs store eksistenskrise påberåber sig en kristen forpligtelse til at hjælpe og huse et par millioner muslimske flygtninge på et år eller to og måske ti eller tyve millioner flygtninge de næste fem år, så er de naive og savner enhver realistisk sans. De fornægter selve sekularingens og modernitetens kendsgerning, og de bestrider den nøgterne helhedsrealistiske påpegning af at der er en fundamental komplementaritet mellem det man i religiøst sprog kalder 'evigheden' og 'timeligheden' - eller mellem det indre umiddelbare og meningsfulde 'gudsrige' og den ydre praktisk-politiske virkelighed som er det voksne menneskes højst prosaiske og ansvarsfulde liv. De naive idealister bestrider med andre ord at det er en simpel forudsætning for voksne europæeres liv i en barsk nutid at de for at kunne veksle frit mellem de to mulige tilgange til virkeligheden bevarer begge ben på jorden og drager omsorg for at værne deres nationale suverænitet så overvægten af det gode og konstruktive kan bevares. Det selvsamme er faktisk også forudsætningen for overhovedet at kunne hjælpe fx muslimerne til en tilsvarende frihed og sekularisering i deres egne lande. De drømmer naturligvis også om friheden - og nogle af dem slås endda for den. Men friheden vindes ikke i Mellemøsten hvis alle frihedselskende mennesker flygter fra lidelserne og vanskelighederne. Det frie menneske anno 2016 lever både i 'evigheden' med al dens tillid, spontanitet og kreativiet og i 'timeligheden' med al dens arbejde, forpligtelser, udfordringer, konflikter og ustandselige livsdrama. Det moderne menneske kan og skal nødvendigvis tilpasse sig den teknologiske og befolkningsmæssige konstante udvikling bedst muligt, men det skal først og fremmest sørge for en vedblivende generfaring af den fundamentale umiddelbarhed der giver livet mening, helhed og fortryllelse. Det er derfor vigtigt for helhedsrealistiske mennesker hverken at hoppe på fremskridtspropagandisternes ensidige og snævre rationalitet eller på idealisternes ensidige og snævre barmhjertighed og paradislængsel. Godhed, barmhjertighed og hjælpsomhed er gode og uundværligt spontane ytringer mellem mennesker der lever i nærhed og tillid til hinanden, men er ubrugelige som principper i politik. Det er i den forbindelse afgørende at forstå at såvel moralsk godhed som moralistisk formaning og fordømmelse af den art mange idealister forfalder til bør vige for den helhedsrealistiske konsistensetik. Denne fastslår i klar modsætning til både pligtetikken og formålsetikken at mennesket på grund af sin psykiske indretning ene og alene er bundet af forpligtelsen til at sørge for overvægt af det gode, positive og konstruktive i livet på langt sigt, fordi det er denne forpligtelse der er ene om at kunne sikre psykens eller sjælelivets indre konsistens, og det sker vel at mærke ikke ved at følge dogmatiske leveregler (som eksempelvis Moseloven eller Koranen/Shariaen) eller ydre autoriteter (som Paven, Profeten eller nogen anden selvbestaltet stedfortæder for Gud). Den indre instans kan sagtens kaldes eller forstås som 'Gud', men det hører med til denne forståelse af etikken at Gud ikke er en undersøgelsesmulig substans i den ydre verden, men en universel forestilling i det kollektiv ubevidste som ikke kan bevises, defineres eller forklares, men alene er til som indre samtalepartner der kan lede til sunde skøn. Et udmærket eksempel på den moralske forvirring er udtalelser af den nye formand for Etisk Råd, overlæge Gorm Greisen der i et interview har dødsdømt det humanistiske projekt fordi det sætter mennesket i centrum og har sig selv som reference-ramme. Han tror ikke på at mennesket kan blive bedre og bedre, så samfundsordenen også vil blive bedre. "Det er ikke sikkert at det enkelte menneskes rationalitet kan føre til at vi som samfund finder bæredygtige løsninger." Greisen tænker ligefrem på det humanistiske projekt som en "dystopi" [der er en lægebetegnelse for lejeforandring af et organ!]. For idealet for projektet er at den enkelte har ret til at leve sit liv som han/hun vil og intet mindre. Så når klimaet er presset, vil vi bruge teknologien til at løse en knaphedssituation på. På den måde optager vi mennesker en større og større del af biosfæren. Motivet er simpelt og intentionen god, men realitetn er en overudnyttelse af jorden. Han er altså sundt skeptisk over for humanismen og rationalismen - og har "besluttet sig for at prøve at tro" ved simpelthen at gå ind i den religiøse praksis med at bede og gå i kirke. Teksterne udtrykker jo en forholden sig til ting han synes er vigtige. Og i kirken så får man oven i købet en velsignelse. Men - så tilføjer Greisen det afslørende: På moderne dansk hedder det 'anerkendelse'. Og så kan man rigtignok se og høre at der må være noget han har grundigt misforstået, for velsignelse er ikke bare et klap på skulderen (en 'stroke' af den art man bruger i terapien). Den er en fritagelse fra al den fortvivlelse og skyldfølelser man måtte rende rundt med og som faktisk rigtigt mange mennesker den dag i dag render rundt med - uden at være det fjerneste religiøse i gammeldags forstand (eller overhovedet vide hvad religiøse begreber dækker). Men Greisen har endnu en bemærkning der viser en højst uheldig uvidenhed hos en mand der sidder i Etisk Råd. Han siger at det er hans erfaring at troen komme listende, hvis man synger længe nok og beder længe nok, og "det er vist noget psykologisk"! Han ved at der ligger mere i troen eller religionen end det ateister og almindelige rationalister evig og altid argumenterer imod. Og det er for ham en trist tanke at Gud skulle "sidde deroppe ved tastaturet og programmere alt", for så er man reduceret til marionet. Han tror på den frie vilje. "Det hele er ikke bare molekyler og elektriske strømme mellem ørerne". - Men han gider altså ikke gøre sig den ulejlighed at få disse begreber bragt på plads i en konsistent begrebsramme ved at inddrage den helt nødvendige dybdpsykologi og erkendelsesfilosofi. At tro er noget andet end rationel viden om håndgribelige ting fører ham ikke til at skaffe sig den dybe indsigt der også kunne være gavnlig for andre, at det ejendommelige forhold ligger i selve forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser og derfor må føre det hele og nøgterne menneske til at acceptere at vi mennesker har to ligeværdige tilgange til virkeligheden: den ydre tilgang der via sanserne giver nødvendig tilpasning til den praktiske og sociale virkelighed, og den indre tilgang der via introspektion og spontant intuition giver lige så nødvendig tilpasning til alt det har med 'mening', livskvalitet, sammenhæng og helhed at gøre. De to grundprocesser er logisk set uforenelige, men ved at forstå dem som komplementere kan vi i praksis veksle ubesværet mellem dem. Den politiske forvirring Til toppen Næste Det er ved bedømmelse af den europæiske krises udvikling bare det sidste halve års tid indlysende klart at forvirringen er enorm hos stort set alle politikere i EU-landene, uanset partipolitisk ståsted. For de er magtesløse og rådvilde - og aner ikke deres levende råd om hvad der konkret og praktisk skal gøres for at værne EU's ydre grænser mod den strøm af flygtninge der vil undergrave europæisk kultur. De er stort set alle faldet for kansler Merkels egen uansvarlige åbenheds- og barmhjertighedspolitik som igen kan føres tilbage til fundamental begrebsforvirring. Der findes naturligvis skeptiske politikere (navnlig i Østeuropa, Østrig og Bayern), men ingen der tør sætte Merkel stolen for døren eller styrte hende, Juncker og den øvrige EU-top fra tronen. Vor egne politikere med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen er ynkelige medspillere der siger ja og amen til det meste, og kun lige tager et par forbehold for at undgå at få for mange flygtninge hertil. Lars Løkke fører uanstændig politik, og oppositionen ser bare til. Dansk Folkeparti bjæffer lidt, men tør heller ikke tage ansvar. Den politiske forvirring gælder naturligvis i allerhøjeste grad integrationspolitikken. Man forsøger at gøre de gode gerninger med oprettelse af asylcentre, men formår ikke at stille effektive integrationskrav og effektive modforanstaltninger op mod radikaliseringen af unge muslimer. Men vil ikke se i øjnene, at radikaliseringen sker i lukkede miljøer i parallelsamfund som dyrker falske guder og gør hvad de kan for at modarbejde sekularisering og kvindefrigørelse. Hertil kommer at man stiller sig magtesløse over for nødvendigheden af en ny og tidssvarende almendannelse der ikke bare dikterer elementære sprogkrav og opstiller 'kanoner' for hvad eleverne skal læse i folkeskole og gymnasium. Man giver fuldstændigt op over for ethvert ønske om en tilbundsgående fornyelse af den danske folkekirke der forlængst er havnet i ligegyldig dogmatisme og forældet mysterie-religion. Men det værste er nok at man stille og roligt gør al uddannelse i landet til en humanitær socialindsats der skulle afskaffe den sociale ulighed, omtrent som man i 1960-erne og 1970-erne gjorde al gammeldags socialhjælp til en humanitær rettighedssag. Man har forsøgt at afskaffe prøver og karakterer i folkeskolen for at undgå differentiering. Og man har givet fri adgang til gymnasierne for at lade så mange som muligt blive studenter uanset om de er egnede til videregående uddannelse eller ej. Der må ikke gøres forskel overhovedet, og først de seneste år lyder der protester fra gymnasier og universiteter. Frafaldet er alt for stort. Ressourcerne slår ikke længere til. Men man kæmper mod stærke kræfter i samfundet fordi resulatet af denne politik - ligesomk i 1960-er og 1970erne - er en så voldsom udvidelse af den offentlige sektor at man nu er nødt til at gribe ind for at kunne løse andre ogpaver - og for at undgå at man bliver ved med rask væk at uddanne masser af studerende til fag der ikke giver job. Dette støder på den indvending at universiteterne har forskningsfrihed - og derfor ikke skal skele til det økonomiske udbytte. Men det var en filosofi der hørte hjemme i en tid da universiteterne var relativt små og samfundet stort set altid kunne bruge de akademikere der blev uddannet. Det kan man ikke længere. Og så burde det eneste fornuftige være at skære i bevillingerne og adgangen. Den almindelige, men fatale kulturforvirring Til toppen Næste Enkelte debattører forsøger at påpege problemerne, men oftest uden større held. En retorikstuderende ved navn Sebastian Reinert Scheuer har for nyligt gjort opmærksom på at humaniora er sin egen værste fjende. Man lærer i virkeligheden ikke noget som helst ude på Københavns Universitet på Amager. "Vi gemmer os bag højpandet akademiseret sprogbrug.... Vi formulerer os i et hyperkomplekst og opstyltet sprog som ingen almindelige mennesker forstår." Faget filosofi er blevet så over-akademiseret at det næsten har mistet sin essens. De eksistentielle spørgsmål som Hvem er vi, Hvorfor er vi her, og Hvordan lever vi bedst sammen - er spørgsmål der er druknet i et floskelfyldt, selvopfundet og ekskluderende sprog. Al den fantastiske nye viden vores forskere afstedkommer forbliver i lukkede intellektuelle kredse frem for at komme masserne til gode. Scheuer mener selv at vi skal turde tage del i et samfund der mere end nogensinde hungrer efter løsninger og nytænkning. "Vi skal tilbage til rollen som samfundets drillepind." Men han får svar på tiltale fra idehistorikeren og forfatteren Poul Ferland: Enhver kan se at humaniora har umiddelbar nytteværdi - Humanister publicerer utallige forskningsformidlende bøger og artikler for den almindelige læser. Men det er sandt at det ikke ligger i humanioras væsenskarakter at have nytteværdi. Humaniora skal på ingen måde imødekomme krav fra fx forbrugeren eller erhvervsinteresser. Humaniora insisterer på at der er noget grundlæggende ubestemmeligt ved virkeligheden, skriver han videre. Den har et væsentligt fremmed moment ved sig, noget som er svært og svært gennemskueligt. Derfor er det svært forståelige i grunden helt legitimt i humanistisk arbejde. Altså udenomssnak der naturligvis forsvarer det unyttige arbejde og dermed de endeløse bevillinger til unyttigt arbejde, men ikke tør gå ind på det essentielle: Humaniora svigter folkeoplysningen og samfundsudviklingen. Den borger-liberale forfatter og antropolog Dennis Nørgård luftede forleden sin forundring over at borgerlige debattører som Maria Krarup, Naser Khader, Mads Brügger, Ole Birk Olesen og Eva Agnete Selsing nærmest foragter empati og humanisme i en sådan grad at de gør det til ondt som de fleste holder for godt, fx at hjælpe flygtninge. Han er godt klar over at det hænger sammen med at borgerlige blev ligefrem dæmoniseret som grådige og kyniske egoister af venstrefløjen fra 1960'erne og frem, men han beklager at de ikke i dag udfordrer kritikken. Og så kommer han ellers - under henvisning til Adam Smith's gamle værker om moral og velstand fra hhv. 1759 og 1776 - med en svada af påstande om at der er noget dybt moralsk, humant, ordentligt, anstændigt og godt ved det at være borgerlig. Det skal han naturligvis have lov at mene og hævde, men det havde måske været mere fremmende for en etisk nyerkendelse om han havde nøjedes med at konstatere, at vi moderne mennesker stort set alle kan regnes for borgerlige (mange endda småborgerlige) hvis vi ser helt bort fra det gamle partipolitiske skel mellem højre og venstre og i stedet ser på at de fleste af os hylder den civile orden, demokratiet, friheden og almindelig hjælpsomhed og omsorg, ja finder det i orden at bo i ejerboliger og holde bil. Alle og enhver ved at selv overbeviste nutidige socialister holder til langs Kystbanen med de dyre villaer, fordi de har høje lønninger fra offentligt ansættelse. Det der skiller er altså ikke ordentlighed eller anstændighed eller almen moral og humanitet, men den gamle partipolitiske anskuelse der stammer fra klassekampen i 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet og primært gælder modsætningen mellem den private sektor kontra den offentlige sektor og ikke mindst modsætningen mellem individ og samfund. De nævnte borgerlige debattører holder dogmatisk fast i disse modsætninger ligesom deres modstandere og ligesom Dennis Nørmark selv. Og derfor kommer vi ikke videre. Men faktisk er der en vej der fører videre, og den blev endda anvist allerede i 1997 af den britiske sociolog Anthony Giddens under betegnelsen 'den tredje vej' og som sådan betrådt med valgmæssigt held af Labours Tony Blair samme år og herhjemme af Venstres Anders Fogh Ramussen med samme held 2001. Det er nemlig helt underordnet om ideen bruges af et arbejderparti eller et borgerligt parti. Blot det søger mod midten og altså vil være borgerligt i moderne betydning! Hverken Giddens, Blair eller Fogh forstod imidlertid hvad der er hemmeligheden bag 'fidusen', men det er at modsætningen mellem det mere eller mindre socialistiske lighedsprincip og det mere eller mindre liberalistiske frihedsprincip er ødelæggende, bremsende eller forheksende så længe man holder fast i en dogmatisk dualisme, men de forvandler sig til en konstruktiv, positiv og progressiv dynamik i samme øjeblik man opfatter modsætningerne som komplementære i Bohrs forstand: de er logisk uforenelige, men praktisk fornuftige og ligeberettigede. Og endnu et fortrin kan tilføjes: den tredje vej er også fuldt forenelig med en konsistensetik der gør op med såvel pligtetikken og nyttepolitikken og går skønnets vej for at sikre overvægt af det gode i tilværelsen. Der er absolut ingen grund til at forblive i den ødelæggende dualisme. Den eksistentielle forvirring Til toppen Næste Accepterer man dette, vil man også lægge afgørende vægt på at se livet eller den menneskelige tilværelse i det store perspektiv af en vedvarende eksistentiel tilblivelse, som helt konkret starter på biologisk plan med fotosyntesen der kan udnytte solens energi og give grønne planter, forår og kreativitet i naturen, men i videre forstand også give kreativitet, fremdrift og udvikling i kulturen og i samfundet, så der ikke er fare for at vi går i stå i ren dovenskab, ferienydelse, selskabelighed og tidsfordriv. Det sjove er naturligvis at arbejdet, forskningen, alvoren og nyttehensynet hele tiden veksler med hvilen, adspredelsen, festen, legen og fornøjelserne. Ja, dybest set er der en gensidig afhængighed mellem de to sæt komplementære fænomener. Det er afgørende for hvert enkelt menneske som for hvert enkelt samfund og hver enkelt kultur at 'det aktive liv' med arbejde, opgaver og projekter veksler med 'det komtemplative liv' med hvile, meditation, fest og kult. Men det er overladt den enkelte at finde en passende balance, der ofte varierer over årene. Én ting går dog igen i alle kulturer: der er et tilbagevende ungdomsoprør vendt mod autoriteterne. Det kan udarte forskelligt, men som hovedregel er det jo mere skarpt og bitter, jo mere forstokket den ældre generation holder på sine privilegier. Er den etablerede magtelite blevet så stærk at den med magt kan forhindre al fornyelse, kan samfundet ende som et strengt kontrolleret 'mandarinsamfund' hvor alt følger bestemte regler og ceremonier og hvor stagnation derfor er uundgåelig. Det sås ikke alene i det gamle kinesiske embedsmandsbureaukrati eller i ideologiske totalitær-regimer som Sovjetunionen, men ses også i moderne tid i arabiske sheikdømmer og kongedømmer så længe man har held og kynisme til at udelukke kritik. Bresjnev-årene i Sovjetunionen blev en katastrofal stagnationsperiode. Der er ofte intet andet end oprør eller revolution der kan rette op på sådant misregimente. Ser man dybere på tingene, er der ikke tale om politiske eller historiske fænomener, men om et helt fundamentalt biologisk-kulturelt mønster der er karakterisk for menneskearten - og går så langt tilbage i tiden at der ikke er historiske beretninger at holde sig til, men alene mytologiske beskrivelser. Der er tale om selve det fænomen der i den jødiske-kristne mytologi kaldes 'syndefaldsmyten' og som mange i dag bare opfatter som en dybt useriøs og uvidenskabelig del af skabelsesberetningen om hvordan mennesket blev menneske. I virkeligheden fortæller den essensen om såvel det enkelte menneskes som hver eneste generations pubertetsudvikling fra uskyldigt og lykkeligt barn som ansvarsfrit væsen i en verden hvor det almægtige ophav sørger for alt. Men mennesket spiser som bekendt altid i en vis alder af frugterne fra kundskabens træ og bliver meget mod ophavets ønsker og vilje til et selvstændigt tænkende væsen der pludseligt får øje på det andets køns tiltrækning og andersledeshed og pludseligt også kan gennemskue ophavets ufuldkommenhed. Det er en langt historie som jeg ikke skal genfortælle her. Der henvises til relevante artikler. Det afgørende er at kulturen startede med denne mytiske æblespisning der gav mennesket bevidsthed. Mennesket blev så at sige virkeligt menneske - ikke bare et opretstående menneske (homo erectus) eller et tænkende væsen (homo sapiens) men et oprejst, tænkende, socialt og økonomisk kønsvæsen der vel at mærke også kunne reflektere over tilværelsen og naturen (som den vedblivende var en del af) og dermed satte gang i kulturudviklingen. Én gang var den første - det er den myten skildrer - men i virkeligheden sætter hver ny generation uafladeligt gang i ny kulturskabelse. Og dette giver den store udfordring og det store ansvar. Samtidigt understreges kønsforskellens store betydning: kønsforskellen har en enorm dynamik i sig. Og endelig også etikkens dobbeltfunktion: vi skal sørge for overvægt af det gode i livet, men kan ikke løse denne opgave uden vedblivende at være bevidste om at vi som voksne ikke kan forlade os på vor barndoms ydre autoriteter; vi er nødsaget til selv at finde ud af hvad der er godt og ondt og hvad der gavner vores liv. Her går mennesket ad sine egne indre veje der er indrettet på den ejendommelige måde at der er konstant indre dialog med en instans der er større end individernes jeg'er og hverken kan defineres, forklares eller afgrænses. Instansen må simpelthen henføres til kollektive forestillinger som ikke kendes fra andre levende væsener. Den psykologiske forvirring Til toppen Næste Mærkeligt nok er der mange oplyste mennesker i vor tid og på vore breddegrader der ikke gider beskæftiger sig med denne herlige mytologiske fortælling om vores grundvilkår som mennesker - hvis de overhovedet har hørt om den. De fleste nøjes med at køre på gamle forestillinger om at vi har både en sjæl og et legeme. Og da kun legemet kan undersøges nogenlunde objektivt tror vi at det materielle må være basis for det åndelige. Men det er en fatal vrangforestilling. Det materielle i form af faste håndgribelige genstande i det ydre er den absolutte betingelse for dannelsen i ethvert enkelt spædbarn af det man kalder genstandsbevidstheden (barnet griber om tingene med hænderne, putter dem i munden osv.), og denne genstandsbevidsthed og -erfaring er den absolutte betingelse for al senere sprogdannelse og tilpasning til den praktiske og sociale virkelighed. Heraf kan blot ikke sluttes at materien generelt skulle være grundlag for det åndelige. Tværtimod er det materielle og det åndelige af lige afgørende betydning i virkeligheden og dermed for menneskets tilpasning til den fulde virkelighed. Men vi kommer aldrig bag om den ejendommelighed ved universet at det både har stof og energi. Tilsvarende kan vi automatisk skelne mellem fornuft og følelse og nøjes med at opfatte fornuften som den del af bevidsthedens virksomhed der har med de materielle genstande og med logik og årsagsforhold at gøre, mens alt det andet er følelser der som bekendt altid er særligt problematiske ved at være impulsive og ustabile. De færreste er klar over at fornuften også i allerhøjeste grad kan beskrive og behandle de åndelige fænomener på en overordentlig præcis og nuanceret måde, selvom fænomenerne hverken er håndgribelige eller målelige. Den afgørende opdagelse i psykologien inden for de sidste ca. 120 år er opdagelsen af en grundliggende forskel mellem de medfødte primærprocesser og de tillærte sekundærprocesser. De første er ustabile, men til gengæld ofte intensive, mens de sidste er stabile, men til gengæld vage eller svage. Det betyder at alt hvad der har med menneskets tilpasning til den praktiske og sociale virkelighed at gøre sker via de stabile sekundærprocesser, fordi der her hersker følgerigtighed, orden og logik med et væld af anvendelige begreber og sondringer. Men alt der har med 'mening', orden, helhed, sammenhæng og klarhed at gøre beror på de medførte primærprocesser i al deres intensitet. Det er så at sige intensiteten der gør dem særligt kraftige og udslaggivende for livsfornemmelsen. Og det er ustabiliteten og uforudsigeligheden der medfører al den kreativitet vi sætter pris på. Den manglende uvidenhed om disse forhold generelt er ikke en uskyldig biting til kulturudviklingen eller den aktuelle kulturkrise, men tværtimod en væsentlig del af forklaringen på den store forvirring der hersker og som gør det vanskeligt for de fleste mennesker at se en udvej af det kaos, den usikkerhed og den frygt der naturligt følger af de fjendtlige muslimers terror og de etablerede politikeres totale afmagt. Helhedsrealismens løsning, begrebsramme og hovedsigte Til toppen Næste Det skulle gerne være fremgået at undertegnede er fuldstændigt overbevist om at den massive muslimske flygtningestrøm og den frygtindgydende islamistiske terrortrussel har ført hele den europæiske kultur ind i sin hidtil værste og nu afgørende eksistenskrise, og at EU-toppen i Bruxelles har vist sig totalt uegnet til at løse den. Usikkerheden er for dyb, uvidenheden for tyk, og viljen til at værne landenes suverænitet og integritet totalt fraværende. Der er simpelthen ingen redning uden at folkeoplysningen tager et spring frem og vækker folkene til dåd og sparker den afmægtige elite af banen. Betingelserne for en højere folkeoplysning er fuldt til stede da de nordiske og angelsachsiske lande trods alt stadig har en tradition for frihed og vilje til suverænitet og selvforsvar, og et land som Danmark desuden har en unik indsigt og erfaring fra 1800-tallets folkelige bevægelser og 1900-tallets banebrydende erkendelsesfilosofi og religionsforskning at trække på som basis for en påkrævet og fuldstændigt tidssvarende helhedsrealisme. Den nødvendige begrebsramme foreligger i form af den komplementære helhedsrealisme, hvis særkende er at den omfatter både en realistisk naturvidenskab og en realistisk eksistensvidenskab. Den forstår at de er uforenelige på det logiske plan og derfor kun kan fungere i frugtbart og dynamisk samspil gennem komplementaritetssynspunktet der netop kommer elegant uden om uforeneligheden af dualistiske modsætninger ved at lade de forheksende substansproblemer (hvad er stof og hvad er ånd) ligge for i stedet at lade synspunkterne veksle frit og inspirerende med hinanden. Den komplementære helhedsrealisme siger samtidigt at opfattelsen af tilværelsen som en helhed er en fundamental del af den menneskelige eksistens som er og altid vil forblive subjektiv. Den kan aldrig bevises eller dokumenteres så man eventuelt kunne nå frem til en konsistent holistisk filosofi eller systemtænkning. Man må holde naturvidenskab og eksistensforståelse ude fra hinanden, men dog indrømme helhedsbetragtningen det fortrin at kun den tilfredsstiller menneskets iboende behov for at se tilværelsen som en helhed. I praksis betyder dette at videnskaben skal betragtes som en del af den eksistentielle helhedsforståelse og ikke omvendt. Dette må på ingen måde forstås derhen at der gives eller kan skabes en eksistensfilosofi der kunne og skulle styre videnskabens forskning, men derhen at humanismen ikke fortsat kan holde til at lade sig marginalisere af naturvidenskaben, når det er den der har potentialet til give de indsigter der sætter alt på plads i en bred og åben begrebsramme. Alle vore begrebsrammers karakter af åbenhed er bestemmende for hvor meget vi forstår af tilværelsen og hvilke tilgange vi har til tilværelsen. Nye begreber er nødvendige for at give nye indsigter plads i det fælles sprog, men det er væsentligt at bevare respekten for dagligsproget, for det er dette der - modsat videnskabens specialsprog - har den fulde føling med den hele virkelighed. Og dagligsproget betragter helhed, sammenhæng, orden og mening i tilværelsen som en selvfølgelighed, en umiddelbar realitet. Det kulturelle grundproblem i den europæiske kultur har gennem århundreder imidlertid været at først kirken og siden videnskab, teknologi og industri har ensrettet mennesket til at prioritere arbejds- og erhvervslivet frem for det frie og mere spontane liv, og den aktuelle krise kan uden større besvær bestemmes som et resultat af at vækstfilosofien politisk og økonomisk er prioriteret over alt andet, og at humanismens og religionens hidtidige omsorg for alle de eksistentielle værdier er blevet nedprioriteret, ja, kørt ud på sidesporet. Det er sket mere af afmagt end af ond vilje. Og det kan ses i utallige individuelle tilfælde som bl.a. hos forskeren Isaac Newton, men også på alle intellektualiserede digtere og tænkere, alle fanatiske religiøse fundamentalister, alle målrettede entreprenører og toperhvervsfolk eller nutidens ideologer og toppolitikere der med alle midler kæmper for centralstyring - og endog vil have de aktuelle kriseproblemer med flygtninge og terror løst gennem mere centralstyring, mere union. Løsningen er i grunden ligetil. Den hedder bevidst modstand mod at lade sig styre af dem der satser på den blinde økonomiske vækst, det hårde fysiske arbejde, den omsiggribende bureaukratisering og intellektualisering eller den snævre religiøse eller ideologiske fundamentalisme. Men den hedder også stadigt bedre og mere bevidst opøvelse af evnen til at kunne skifte mellem de to eksisterende virkelighedstilgange efter behag og situation. Komplementariteten må overalt sættes i stedet for dualismen, og emergens-synspunktet overalt i stedet for determinismen. Vi kan aldrig komme til bunds i årsagsforholdene, fordi vi ikke kan komme bag om energiprocesser der nærmer sig lysets hastighed og derfor aldrig bag om livets, sjælelivets, sprogets eller samfundslivets mysterier. Vi må acceptere tilfældigheder - og derfor også enhver opdukken i historien af nye fænomener der aldrig har været set før (emergens). Livet og historien er en vedvarende eksistentiel tilblivelse imod sandsynligheden (eller imod den entropi der altid søger udligning af energiforskelle). I historien må vi nøgternt konstatere at det såkaldte fremskridt når det gælder frihed og frigørelse - herunder også kvindefrigørelse - altid har med ungdomsoprør eller generationsopgør at gøre. Det er en helt naturlig del af menneskets udvikling - individuel som kollektivt - at vi i puberteten og ungdommen får en horisontudvidelse i kraft af kønshormonernes igangsættelse, og at denne betyder at vi mister den barnlige uskyld og ansvarsfrihed og må påtage os et personligt ansvar for vores fortsatte eksistens og udvikling. Vi kan på højst ejendommelig vis gennemskue vore fædrene og mødrene ophav og dermed de mennesker vi naivt har anset for autoriteter hævet over kritik og motivgranskning. Det giver uundgåeligt mange konflikter, men oprøret er ikke desto mindre nødvendigt for at hver ny generation kan vinde fuld ansvarlighed som voksne mennesker. Kritikken af den ældre generation bliver særligt konfliktbetonet og risikabel når autoriteterne har sat sig på magten i samfundet, hvad enten det er den politiske, religiøse eller økonomiske magt - og ligefrem påberåber sig en særlig guddommelig eller historisk autorisation. Mange gange er sligt let at gennemskue, fordi al magt korrumperer og specielt den autoriserede magt oftest forfalder til grov fysisk undertrykkelse af såvel nytænkning og selvstændiggørelse som frihedskamp. Men i nyere tid er magten og magtmisbruget i visse henseender blevet sværere at gennemskue, fordi der er sket en betydelig bureaukratisering og globalisering. De kæmpemæssige internationale transaktioner og spekulationer i den finansielle verden er yderst vanskelige at gennemskue, og den politiske magt i et system som EU er ligeledes kamoufleret til det uhyggelige. Det gør altsammen oprør nødvendige, men skal oprør ende godt, positivt og konstruktivt, skal de være forbundet med største ansvarsfølelse. Eksempelvis kiksede det forjættende 'arabiske forår', fordi det var totalt uafklaret om det langsigtede ansvar og den langsigtede konsistensetik. Men som jeg ser det kommer vi europæere ikke længere uden om et decideret oprør mod magthaverne, løgnerne og bedragerne i Bruxelles. Det har ingen chance for at lykkes, medmindre oprørerne får føling med energier i Det kollektivt ubevidste der er væsentligt stærkere end både magthavernes naive forestillinger og de fremmede fjenders meget bevidste had til europæisk kultur. Men en sådan føling er mulig. Den er dukket op mange gange i historien, bl.a. i forbindelse med europæernes opgør med nazismen og kommunismen. Og den kan selvfølgelig dukke op igen. Men tiderne er unægteligt andre i dag end for 25 eller 70 år siden, og specielt må vi i dag se klart i øjnene at vi ikke skal søge efter såkaldte "folkeførere" der har lyst til at stille sig til rådighed, for de bliver altid til folkeforførere. I dag må vi forstå at vi skal prøve at nå frem til en ny samfundsorden der har et fundamentalt nyt syn på autoritetsproblemet og for alt i verden må undgå at erstatte den ene slags autoritet med den anden slags. Vi skal med andre ord også på det politiske og økonomiske plan sætte eksistensforståelsen over den praktiske videnskab, det blinde nyttehensyn og den blinde moralisme. Og ganske specielt skal vi forstå at kvindefrigørelsen skal føres videre. Personlig bekendelse På dette sted og på dette tidspunkt føler jeg trang til en decideret personlig bekendelse fordi jeg nok gennem år og dag modtager en del venlige og opmuntrende tilkendegivelser fra læsere om at mine artikler har givet dem udbytte, men samtidigt har mit indtryk været at interessen er temmelig selektiv. Nogle læser hvad jeg skriver om aktuelle begivenheder af overvejende politisk art, andre artikler om musik, film og kunst, og enkelte mine essays om naturvidenskab, psykologi og religion. Men relativt sjældent artikler om selve den helhed jeg af alle kræfter forsøger at påvise som muligt og nyttigt grundlag for al dybere eksistensfilosofi der vil undgå ødelæggende, enhedssøgende (holistisk) systemtænkning. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at gøre opmærksom på at min helhedsforståelse ikke er noget jeg har spekuleret mig frem til ad intellektuel vej, men derimod en intuitiv forståelse jeg kan føre tilbage til min barndom og specielt blev meget bevidst om i puberteten. Det skyldtes inspirationer fra religionshistorikeren Vilh. Grønbech og glimrende lærere i matematik, dansk, tysk og historie - alt udbygget gennem en interesse for musik og kunst som blev vakt via en storebroder da jeg var elleve år gammel. Hertil kom et voldsomt, men helt nødvendigt oprør mod min indremissionske og stærkt doktrinære far. Siden kom den naturvidenskabelige erkendelse stærkt ind med Niels Bohr, Werner Heisenberg og Konrad Lorenz, og dybdepsykologien primært gennem Erling Jacobsen, C.G. Jung og Jes Bertelsen. Og ikke at forglemme humoren gennem Storm P - og Martin Buber. Det kan interesserede læse nærmere om i mine essays. Min komplementære helhedsrealisme har altså ganske bestemte og aldeleres afgørende inspirationer, men de har været så forskellige og indbyrdes uforligelige at jeg har måttet søge at samle de mange originale synspunkter i min egen originale eksistensfilosofi. Denne er i mine egne øjne en saglig og nøgtern begrebsramme der kan bruges af enhver nogenlunde besindig og fornuftig helhedsrealist - uanset politisk, religiøst eller ideologisk ståsted, men gennem komplementaritetssynspunktet udmærker den sig ved at være både uholistisk og ikke-deterministisk. Som det fremgår af langt de fleste af mine artikler, er min helhedsrealisme en slags religiøs eksistensforståelse, men den adskiller sig markant fra almindelige religion ved at være både anti-dogmatisk og anti-autoritær, og dette er der overordentlig mange mennesker i vore dage der simpelthen ikke er i stand til at forstå. De fleste sætter uden videre religion = dogmatisk religion af den art vi finder i de kristne kirker og de islamiske moskeer, og som har hellige og ukrænkelige skrifter, regler og skikkelser som faste holdepunkter. Heroverfor sætter jeg en meget skønspræget konsistensetik og en meget fri religionshistorisk opfattelse af religion som umiddelbar føling med den fulde og ubeskårne virkelighed, og derfor også dagligsproget som det eneste fuldt dækkende eksistenssprog. Men én ting må tilføjes, for det er noget der har afgørende betydning for min modstand mod al europæisk kulturblanding med islam såvel som for min modstand mod at se kristendommen som en entydigt kulturel størrelse der i den aktuelle kulturkrise skulle være en kulturarv det må være livet om at gøre at værne om i den eksisterende form. Og det mener jeg netop ikke er europæisk kulturs redning. Kristendommen har nok stadig i de katolske lande stor tilslutning og kan også i de protestantiske lande ses som et kulturhistorisk faktum det er svært at komme uden om. Men kristendommen i den katolske kirke er dybt reaktionær, og kristendommen i den protestantiske verden er i hvert fald i Nordeuropa blev en meget udvandet humanistisk religion eller en katastrofalt intellektualiseret leg med paradokser der gør den ligegyldig i det brede kulturliv og samfundsliv. Ikke desto mindre mener jeg at der stadig i kristendommen findes en højst ejendommelig dynamisk spænding som kan blive af afgørende betydning for nutiden, fordi den - i klar modsætning til traditionel kirkelig kristendom og endnu klarere modsætning til islam - har så fundamentalt meget med komplementariteten og autoritetsopgøret at gøre at det ville være tåbeligt at se bort fra den, når vi nu netop står over for den specifikke opgave at få føling med og kraft fra afgørende energier fra det kollektivt ubevidste. En sådan kraft har spændingen mellem Jesu evangelium om gudsriget og apostlene Peters og Paulus' hårde kamp for et dogmatisk kirkesystem i Rom der med alle midler, også sværdets, kunne overvinde modstanderne. De to fænomener er i realiteten hinandens store og uforligelige modsætninger, fordi evangeliet er en rent åndelig inspirationskilde, mens Peter og Paulus står for magtkampen. Derfor er det løgn at kristendommen - som mange hævder - står for barmhjertighed, ligesom det er løgn, hvad debattører netop har hævdet, at Jesus skulle være profet for både den kristne og den muslimske religion. Jesus var overhovedet ikke profet, men et menneske der gjorde oprør mod lige netop alle de autoriteter i datiden der holdt på at verden kun kunne frelses gennem menneskets opfyldelse af et sæt autoriserede love og normer. Heroverfor gjorde han gældende at det ikke kræver andet at komme ind i det han kaldte 'guds rige' end at blive som børn påny, dvs umiddelbart tillidsfulde og hengivne. Alt det bavl om at man skal acceptere bestemte, omhyggeligt formulerede trossætninger (dogmer), stammer ikke fra menneskesønnen; det var noget senere teologer fandt på for at kontrollere alle sjælene.... Det er vigtigt at huske dette, fordi vor tids kulturelle krise ikke kan løses uden at man gør oprør mod alle autoriteter der hævder man skal acceptere bestemte dogmer og leve op til bestemte normer. Tillidens og hengivenhedens - om man vil kærlighedens - rige er noget alle og enhver til hver en tid har fri adgang til. Men det fritager os ikke fra det verdslige ansvar for at få den hårde praktiske, sociale, økonomiske og politiske virkelighed til at fungere bedst muligt, dvs med god civil orden, stor grad af personlig frihed, høj grad af omsorg for fattige, syge og gamle, fri adgang til at give sin mening til kende om alle emner - og en kønsmæssig frigørelse der gør mænd og kvinder fuldt ligeværdige. Hvis nutidens europæiske ungdom og folk ikke får føling med de energier der findes i disse arketypiske forestillinger er der ikke meget håb. Problemet er at der i vore dage ikke er ret mange andre end dem der har erfaring med dybdpepsykologien der overhovedet er klar over hvad føling med de arketypiske forestillinger vil sige. Og det er vel at mærke ikke noget man kan læses sig til, men noget man kun kan erfare sig til - ganske som alt der har med mening, kvalitet, tro, musik, erotik, leg og humor at gøre også skal erfares. Der er ingen rationel vej til føling med disse dybe energiladede forestillinger. Der er kun den intuitive vej. Men heldigvis har flertallet af alle mennesker føling med alle de andre former for umiddelbarhed fra barndommen. Så opgaven er ikke umulig. Håbet består. Ejvind Riisgård Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Virkelighedens dobbelte karakter' 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' 'Vilh. Grønbech - Konrad Lorenz - Kulturopgør' 'Bohr og komplementariteten' 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' 'Veje til mening og livskvalitet via helhedsrealisme' (Ovennævnte bøger koster 25 kr. pr. stk) 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr. (på grund af licensafgifter på illustrationerne). De kan kun købes direkte hos Saxo.com De søges under titel eller forfatternavn (Ejvind Riisgård). Og der kan læses en kortfattet beskrivelsen af hver enkelt bog. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Henvisninger Til toppen Relevante artikler på Jernesalt: (A) EU-krisen Terrorangreb mod EU's vildt pompøse, men reelt svage og kriseramte centralmagt (23.3.16.) Merkel fortsætter ufortrødent sin splittelse af EU (19.3.16.) Merkel og Co. sælger EU's sjæl og frihed til Tyrkiets islamister (8.3.16.) EU ændres uundgåeligt, uanset Storbritanniens exit eller forbliven (21.2.16.) EU trækker magtesløsheden ud (10.2.16.) Godhed som princip bliver altid utopisk ideologi (21.1.16.) Massive nytårsovergreb på tyske kvinder sætter et "Før og efter Køln" (13.1.16) Status over året 2015 (31.12.15.) Det klare nej til mere EU-union må og skal respekteres af ja-partierne (7.12.15.) Sund fornuft at stemme nej til mere EU-union (28.11.15.) EU's ledere tror ikke på europæisk kulturs unikke fortrin (22.11.15.) Reaktionerne på den nye terror mod Europa skal ud over det militante og have fat i det eksistentielle (19.11.15.) Frygt ikke! - er det nødvendige svar på den nye terror mod Europa (15.11.15.) Grækenland får forlænget sit tålte ophold i euroen lidt endnu, men eurogruppen magter ikke udfordringen (19.7.15.) Bådflygtningene er en stor etisk udfordring (27.4.15.) EU er mere splittet end nogensinde (21.7.14.) EU's statschefer valgte Juncker og lod hånt om folkets protester (30.6.14.) EP-valget en vælgerprotest der ikke kan fortrænges (27.5.14.) EU nærmer sig bankunion, men ikke traktatændring (19.12.12.) EU-topmødet måtte udskyde budgetforliget (26.11.12.) EU-førerskabet udskød endnu engang topstyring (21.10.12.) Europa lider (28.9.12.) Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning (19.12.11.) EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses (10.12.11.) Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU (28.10.11.) EU's storhedsdrømme definitivt bristet (20.11.09.) Murens Fald 1989 (9.11.09.) EU-topmødet oktober 2009 (2.11.09.) EU: jubilæum - problemer - fremtid (30.03.07.) EU, Østudvidelsen og Tyrkiet (18.12.04.) EU-forfatningen vedtaget af ministerrådet (21.6.04.) EU's store dag (2.5.04.) Sammenbruddet i Bruxelles (17.12.03.) Ny EU-traktat? (EU - 30.6.03.) (B) Humanismens krise Fri os fra fortsat religiøs forvirring (16.3.16.) Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene (18.1.16) Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys (31.5.08.) 'Syndefaldsmyten' Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Holismen en umulighed i dag Er 'Det arabiske forår' ved at løbe ud i blind vold? (24.11.11.) Syrien også i oprørets tegn (26.4.11.) At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11. (12.2.11.) At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten (31.1.11.) 'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens 'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair (27.7.12.) 'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.) Vilh. Grønbechs kulturopgør Grønbechs metode Konrad Lorenz' kulturopgør Humormennesket Storm P. Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken (13.1.11) Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi) Etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens) Konsistens-etikkens Ti Bud Jes Bertelsens etik Jes Bertelsens verdensbillede Sproget og virkeligheden Livet og virkeligheden (22.7.07.) Ånd og virkelighed (29.7.07.) Humor og virkelighed (20.8.07.) Fysikken og virkeligheden (26.6.07.) Tiden og virkeligheden (5.7.07.) Rummet og virkeligheden (12.7.07.) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Vurdering af det 20. århundrede Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski Komplementariteten Emergens-synspunktet Isaac Newton (C) Generelle henvisninger At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |