JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - usavalg08b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.2.08.

USA's Super Tirsdag 2008

Stillingen efter tirsdagens primærvalg i ikke mindre end 24 delstater blev som ventet tæt løb mellem Hillary Clinton og Barrack Obama på demokraternes side og sikker sejr til John McCain for republikanernes vedkommende. Men alligevel er der visse overraskelser.

For det første blev den republikanske nominering ikke definitivt afsluttet, idet både rigmanden og mormonen Mitt Romney og den tidligere Arkansas-guvernør uden penge Mike Huckabee formåede at vinde enkelte stater og dermed 'hænge på' i feltet. Det rokker ikke McCains førerstilling med totalt 680 delegerede af 1191 nødvendige mod Romneys 270 og Huckabee's 176, men udskyder afgørelsen. Formentligt bliver Mitt Romney den første der smider håndklædet i ringen. Han har trods sine mange penge ikke klaret kampagnen særligt imponerende. Det har til gengæld Mike Huckabee, der navnlig appellerer til republikanske kernevælgere af den slags der ikke kan lide McCain. Han nævnes derfor som mulig vicepræsidentkandidat for denne - og det vil i givet fald blive et stort plus for republikanerne, der ellers nemt kan blive truet af en spittelse der vil afholde mange af dem fra at stemme den 4. november.

For det andet sejrede Barrack Obama i langt flere delstater end Hillary Clinton, herunder noget overraskende Missouri, Minnesota og Delaware. Clinton vandt til gengæld de to største, New York og Califonien. Men da demokraternes delegerede de fleste steder vælges efter forholdstal, blev det sammenlagte resultat næsten dødt løb, 580 delegerede til Clinton og 571 til Obama, idet New Mexico endnu ikke er medregnet på grund af manglende afslutning på fintællingen. Obama dokumenterede desuden at det for alvor er lykkedes ham og hans kampagnestab at skabe den bevægelse, det 'momentum', der kan mobilisere vælgerne og ikke mindst de unge.

Det betyder formentlig at han ville have vundet hvis superdagen havde ligget en uge senere, og at han vil vinde de næste otte primærvalg i februar og dermed hale ind på det forspring Hillary Clintons har fået i kraft af de såkaldte superdelegerede, de af partiet på forhånd udpegede delegerede af særlig status (20 % af alle delegerede). Om dem gælder at de ikke er bundet i deres endelige stemmeafgivning på partikonventet til august, men kan stemme på hvem de til den tid skønner bedst egnet til at slå den republikanske modkandidat. Forløbigt fører Clinton dog totalt med 823 delegerede mod Obamas 746. En definitiv sejr kræver 2025, så der er lang vej igen for dem begge.

Hillary Clinton vandt suverænt sin hjemstat New York, men også USA's største stat Californien. Her blev resultatet dog kun 52 % til Clinton mod 42 % til Obama. Og fordelingen af stemmerne siger noget væsentligt om hvem de to kandidater appellerer til. Hillary Clinton vandt flertallet af kvinder og flertallet af latinoer og asiater, mens Obama løb med afro-amerikanerne og flertallet af de hvide. Bl.a. havde han massiv støtte i en by som San Francisco der jo rummer mange unge og velstående folk fra den såkaldte kreative klasse.

Barrack Obama synes virkelig at have haft held til at vække begejstring hos alle de vælgere der ønsker forandring, og det er ganske mange. Den vil komme uanset hvem der vinder præsidentvalget til efteråret, for den er blevet nødvendig ikke bare efter Bush-regeringens syv år med katastrofalt dårligt ledet Irak-krig som den store belastning, men også efter årene med Bill Clinton og hans forsømmelser på flere områder. Forandring er naturligvis blevet Obamas mantra eller trylleord, men de andre kandidater bruger det også så flittigt at man kan gøre grin med det i satireprogrammerne.

Obama er dog den eneste af de tre mulige nomineringsvindere der repræsenterer den fornyelse der ligger i at han kommer ude fra og ikke på nogen måde er fedtet ind i det etablerede system i Washington med al dets lobbyisme og sammenspisthed. Han appellerer derfor med stor gennemslagskraft til alle de unge vælgere der er godt træt af gammelpolitikerne. Til gengæld mangler han den erfaring der skal til for at hamle op med systemet, Kongressen, State Department og Pentagon. Ligesom han mangler erfaring i udenrigspolitik. Det har andre også manglet før ham, herunder den John F. Kennedy han ofte sammenlignes med, og hvis to søskende han har fået støtte fra. Obama har rødder i Afrika, hvad der måske giver ham særlige muligheder for at gøre noget ved det næsten håbløse afrikanske problem, og han har en overgang gået i muslimsk skole, så han også har kendskab til den side af storpolitikkens og kulturpolitikkens farefulde emner. Men det store problem er, at ingen ved hvad hans politik egentligt er eller hvordan han i givet fald vil klare de store udfordringer.

Hillary Clinton repræsenterer i enhver henseende det etablerede system og kan trække på en rådgiverstab der kender alle krinkelkroge i Washington, herunder naturligvis også på ægtefællens erfaringer som præsident. Og som det bl.a. blev påpeget af Weekendavisens udsendte medarbejder Martin Krasnik i gårsdagens Deadline på DR2, så er det ned til mindste detalje en fantastisk professionel kampagne hun fører. Intet er overladt til tilfældigheden, heller ikke hvem hun selv, hendes mand eller hendes datter på vælgermøderne giver hånd og udveksler korte bemærkninger med.

Hendes helt aktuelle problem efter tirsdagens kraftanstrengelse er at hun er løbet tør for sponsormidler, og ligefrem har måttet låne kampagnen flere millioner af sin egen lomme. Det står i grel modsætning til Obamas situation. For han har nok færre helt store donorer, men er til gengæld fortsat i stand til at skaffe nye millioner dag for dag - og formentlig betyder hans øjeblikkelige 'momentum' at han fremover kan skaffe endnu flere. Hillary Clinton har desuden det problem at den energiske og massive støtte fra ex-præsident Bill Clinton både er gavnlig og risikabel. Den er til gavn for så vidt den skaber massiv opbakning hos alle der fortsat ser familien som et lys, men den er en stor risiko, fordi der vitterligt er mange amerikanere der nærer mistillid til familien, ja direkte hader den på grund af Bill Clintons excesser. Derfor omtales præsidentkandidaten ofte som Billary Clinton - og det er ikke positivt ment. Det indebærer dels at hun kan tabe stemmer til republikanerne, vel at mærke forudsat at de opstiller den højtrespekterede McCain som kandidat, dels at hun ikke vil formå at mobilisere de unge vælgere i tilstrækkelig grad.

John McCain repræsenterer systemet og har desuden alderen imod sig. Men han har i forhold til Hillary Clinton den meget store styrke at han er hundrede procent sig selv og ikke en robot der er konstrueret af og styret af en klanagtigt kampagnemaskine. Han er et fuldt integreret menneske der står for det han siger og som gentagne gange har vist at han også tør sige sit parti og sin præsident imod. Han har endda på enkelte punkter samarbejdet med demokraterne mod sit eget partis ønsker. Han er som veteran fra Vietnam-krigen (og søn af en admiral) en mand der har nære forbindelser til militæret, og en mand som både har støttet præsident Bush i Irak-afgørelsen og åbenlyst tilkendegivet at han anser amerikansk tilstedeværelse i Irak for nødvendig i måske hundrede år. Dette gør ham naturligvis respekteret i dele af det republikanske parti, men omvendt også til en kandidat der ikke kan appellere til demokratiske vælgere. Han har dog mulighed for at tiltrække de vælgere på midten der skifter side alt efter hvilken person de foretrækker. Til gengæld har han ingen tilhængere blandt religiøse republikanere. Det kan derfor blive hans chance om Mike Huckabee opstilles som hans vicepræsidentkandidat.

Der er med andre ord mange usikkerhedspunkter tilbage i den amerikanske valgkamp. Der er stadigt tre mulige kandidater, og alle tre vil betyde en vis forandring i forhold til de sidste femten-seksten år.

Hvem vi som danskere skal foretrække er heller ikke helt let at afgøre. Langt de fleste danskere - inklusive undertegnede - hælder i langt de fleste tilfælde til en demokratisk kandidat. Roosevelt har for mig været en stor stjerne. Men jeg brød mig ikke om Truman, og jeg glemmer ikke at det var Johnson der optrappede Vietnam-krigen, eller at det faktisk var en slyngel som Nixon der fik standset krigen. Og når det er blevet nævnt at Demokraterne er søsterparti til vores eget Venstre, så skal man huske at det går helt tilbage til tiden hvor der her i landet kun var et Højre og et Venstre. Det kan slet ikke bruges til noget i dag.

Men skal jeg være ærlig, er det en frygtelig tanke at skulle se Clinton-familien vende tilbage til Det hvide Hus. Ikke fordi jeg tror Hillary Clinton skulle være ude af stand til at klare udfordringen, men fordi hun trækker manden med og jeg ikke kan se bort fra den åbenlyse besudling af præsidentembedet som Bill Clinton gjorde sig skyldig i de sidste år af embedsperioden og som vitterligt ødelagde hans politiske muligheder. Hans store karisma kan ingen tage fra ham. Men hans politik i 1990'erne var langt fra nogen succes. Og så er det ganske enkelt uhyggeligt at familieklaner kan spille en så stor rolle i et moderne vestligt demokati - blot fordi de har penge og forbindelser.

McCain vil i givet fald blive en helt igennem respektabel præsident der vil kunne føre USA igennem en tiltrængt udenrigs- og indenrigspolitisk fornyelse af begrænset, men til gengæld solid form. Og han vil på grund af sin alder næppe kunne regne med genvalg, og har endda antydet at det heller ikke er sikkert at han vil genopstille. En periode med ham ved roret vil med andre ord give tid og rum til større omstilling.

Men det er Barrack Obama der står for den direkte forandring af systemet og dermed ham man kunne ønske sig som en virkelige forfriskelse i USA år 2008. Han mangler unægteligt erfaring, og han har hidtil heller ikke klarlagt substansen i den politik han vil føre. Så selv om han appellerer til de unge og veluddannede vælgere, er det ikke sikkert at et flertal tør betro opgaven til denne karismatiske afro-amerikaner. Men spændende bliver det at følge kampen om nomineringen og det endelige valg.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til amerikanske websites:

CNN
New York Times
Washington Post
Hillary Clinton
Barack Obama
John McCain

Relevante artikler på Jernesalt: